Forsvindingsnummeret

Når I læser dette, er jeg her ikke mere.

Virker det dramatisk? Godt, sådan føles det også.

Forsvindingen er helt basalt tillokkende, og det bliver den ved med at være, uanset hvor meget man sætter rødder, støber fundamenter og ridser sit navn i skrivebordet. Bare at forsvinde fra det hele: Nogle gange er det den ultimative drøm.

Det er der flere grunde til, ikke sjældent modstridende. Der er dels forestillingen om det, der i en små 20 år gammel canadisk filmtitel så tragisk og poetisk lyder ‘My Life Without Me’ – mit liv uden mig. Altså forestillingen om, hvordan det vil påvirke alle omkring én, at man med ét ikke er der mere. Hvor længe de vil tale om én, hvad de vil huske én for, den sødmefulde gysen ved tanken om den dag, hvor de holder op med at tænke på én, først nogle dage ad gangen, så flere uger, indtil de til sidst glemmer én helt bortset fra, når man dukker op på et gammelt fotografi, eller en sang kommer i radioen. Det er idéen om, at man er et fikspunkt i andres liv, en stjerne, de kredser om, som man noget så forsigtigt udfordrer med forsvindingsdagdrømmeriet.

Og dels er det forestillingen om bare at forlade sit liv, som man har formet det, som det har formet sig. Lade alt det, man er blevet, bag sig, blive ny, starte forfra. Ingen, der kan holde éns handlinger op mod, hvordan man tidligere har været og forstå dem på den måde: Muligheden for at være en anden et andet sted.

Retten til at blive væk

Det er den følelse, man får, når man betragter horisonten, tanken om, hvad der ligger bag den. Sidste år som medhjælper på en læserrejse med Klub Tidende til Tenerife af alle steder kørte jeg for mig selv ned til en lille flække helt ude på kanten af klipperne. Der stod jeg og drak en kop kaffe på et cafeteria, mens jeg kiggede ud over havet med bevidstheden om, at næste stop herfra var Mexico: Dér kom den igen til mig, den gamle drøm. Jeg kunne forsvinde, tænkte jeg, mens regnen slog ind fra Atlanterhavet, og landsbyens børn øvede sig hvinende falsk på messingblæsere oppe i kulturhuset.

Jeg tænkte også på en linje fra Hubert Selby Jr.’s ‘Last Exit to Brooklyn’, hvor han beskriver en person, der er så grim, at vedkommende kun vil kunne dø til basunmusik. Det er en fantastisk linje; det er det eneste, der er blevet siddende i mig fra den bog, som jeg læste for 20 år siden. Men det til trods var jeg klar over, at jeg endnu mindre skulle dø lige nu end forsvinde.

For jeg skal jo altså ikke dø. Ikke nu, ikke hvad jeg ved af. Jeg skal bare forsvinde for en stund. Faktisk gøre det. Og det er en fantastisk følelse.

Jeg er ikke den eneste, der har det sådan. For nylig, efter sagen om den 85-årige plejehjemsbeboer fra Gudhjem, der før jul gik hjemmefra og forsvandt i halvandet døgn, skrev min sædvanligvis så snusfornuftige og velafbalancerede chefredaktør en leder, der påpegede de oversete nuancer i debatten om at montere gps’er på personer, der ikke kan tage vare på sig selv og er i fare for at blive væk. “Mister man retten til at blive væk, fordi man bliver dement?” skrev Øjvind Hesselager, og jeg kunne ikke lade være med at læse det, som om han dermed afslørede, at det ikke bare handlede om, hvordan vi behandler vore gamle, men om en langt mere basal ret: Forsvindingsretten. At ikke være der, hvor man forventes at være, at fraskrive sig ansvaret over for sine medmennesker, sine nærmeste, det omgivende samfund.

Ned og hente smøger

Det behov ligger åbenbart dybt i os. Fra vi som børn fantaserer om at stikke af hjemmefra – jeg lod vist nok selv kun være, fordi jeg ikke kunne gennemskue, hvor jeg så skulle få min astmamedicin fra; jeg husker ikke at det faldt mig ind, at mine forældre ville blive kede af det, hvis jeg sådan bare forsvandt – til vi som unge drømmer om at blive Onkel Bob i Amerika, der er stukket til søs for at forfølge sine drømme og vender sejr- og hovedrig hjem. Og til vi som voksne med ind imellem sukker dybt overvejer at gå ned og hente den der pakke smøger. Det er så alment anerkendt en urlængsel, at der findes den betegnelse for den: At gå ned og hente en pakke smøger. Og så aldrig vende tilbage.

Men det er altså heller ikke det, der er sket, når I læser dette, selvom jeg såmænd ofte nok, når børnene har været uregerlige i kor, har meddelt min kone, at jeg lige skulle ned og hente en pakke smøger.

Jeg er bare væk, bare en stund.

Hvor ofte gives den mulighed én? At forsvinde, uden at det har nogen vidtrækkende sociale konsekvenser? Den gives én, når man tager forældreorlov. Det er eventyret med cykelhjelm og refleksvest, det er forsvindingsnummeret med pensionsopsparing og afbetaling på huslånet.

Ja.

Men det er stadigvæk en forsvinding. I et halvt år har jeg mulighed for at være væk. Det er min uigenkaldeligt sidste fædreorlov ud af fire, så jeg ved, hvad jeg går ind til, men jeg ved også, hvad det betyder. Hvor mange flere gange i mit voksenliv vil jeg få mulighed for i et halvt år ikke at lave andet end at drikke kaffe, høre grindcore, læse aviser fra ende til anden og glo ind i et par kuglerunde, azurblå øjne, der uden at blinke fastholder mit blik, så jeg ikke ænser, at jeg bliver savlet til på brystet?

Det er sidste gang, jeg får mulighed for at forsvinde på denne måde.

Det, der binder

Når I læser dette, er jeg i Peru. Der er en vis sandsynlighed for, at jeg står på tagterrassen af boligblokken i Lima sammen med min kone og kigger ud over Stillehavet, og at vi står og snakker om, hvad vi egentlig vil med vores liv. Det er det spørgsmål, forsvindingen uundgåeligt åbner for, at man stiller sig selv og sin familie. Det var sådan, vi stod for ni år siden nogle tusinde kilometer længere mod syd i Chile på tagterrassen i Valparaíso og kiggede ud over bugten og ud mod horisonten: Det var der, midtvejs inde i forældreorlov nummer to, vi spurgte os selv om, hvad vi egentlig ville med vores liv.

De overvejelser førte til, at vi et halvt år senere lavede endnu et forsvindingsnummer væk fra København og ret pludseligt sad i et lejet hus i Rønne og skulle finde ud af, hvordan vi så kunne leve her. Jeg siger ikke, at det aldrig var sket, hvis vi ikke havde haft de lange samtaler i Chile. Men det var dem, der banede vejen for den beslutning. Og det var forsvindingen, der åbnede op for de samtaler.

At forsvinde væk til Bornholm er et brud, der opleves langt mere drastisk set fra ens københavnertilværelse, end det på ni års afstand gør det i det, der er blevet ens bornholmerhverdag. Posten blev videresendt, venner fandt ud af tjekke fly og færger.

Jeg var ikke blevet helt væk, bare længere væk. Jeg fik lagt tilpas afstand til det hele til at kunne overveje, hvad det så var, jeg skulle fylde mit liv med. Finde ud af, hvad der bandt mig, og hvad jeg gerne ville have til at binde mig, hvis jeg selv kunne vælge.

Finde ud af, at det kunne jeg.

Det er det valg, jeg et sted inde i mig selv tager, hver gang jeg står og ser ud mod horisonten. Skal jeg gå ned og hente den pakke smøger, skal jeg tage hyre på fragtskibet derude, er der et bedre liv end dette ude på den anden side af horisonten?

Og dét virker dramatisk. Hver gang.

På en tagterrasse i Valparaíso stod vi og kiggede ud mod horisonten og vi spurgte os selv om, hvad vi egentlig ville med vores liv.  Foto: Pablo García Saldaña

Denne klumme er første gang bragt i Bornholms Tidende 15. februar 2020.