onsdag den 30. maj 2012

Pizarnik-bizarnik havde det heller ikke for sjovt

Det er sådan en slags fantasi man nogen gange kan forfalde til: At føle sig forstået af en vildtfremmed, bare sådan, og så miste den kontakt med det samme og fortsætte med at leve i tvivlen om hvorvidt den forståelse overhovedet rigtig var der, og om den ku ha varet ved, hvis man havde givet den muligheden for det. Det er en mikrofortælling af den unge, katalanske forfatter Víctor Balcells Matas, der bare hedder ”Pizarnik”, hvor han går henad gaden sammen med sin kæreste der snakker om hverdagsting og keder ham noget så grusomt, og han svarer hende med en linje fra Pizarnik: ”Cómo decirte con palabras de este mundo que partió de mí un barco llevándome” – hvordan sku jeg fortælle dig med ord af denne verden at en båd stod ud fra mig og tog mig med sig? Og det er der en kvinde foran dem vender sig forbavset om og udbryder: ”Det er et vers af Pizarnik!” hvorefter hun forsvinder igen, og han sidder bagefter sammen med sin kæreste i deres lejlighed og ved at det hele er slut mellem dem, og at han måske egentlig burde ha lagt mærke til hvor den kvinde forsvandt hen i stedet for osse at la hende sive ud af sit liv.

Det er sådan en slags fantasi man nogen gange kan forfalde til: Hvad der ku ha været i stedet for dette der er.

Ikke Pizarnik, den Pizarnik Balcells Matas referer til, som han føler igennem: Alejandra Pizarnik nærede ikke de store illusioner om at det nogensinde sku ku blive bedre end det var. Hun var ikke kyniker, hun var sig sit sortsyn bevidst, det var bare ikke noget hun så som noget det var muligt at ændre på. Eller troede på at det ville gøre det bedre, hvis man alligevel ændrede på det, selvom det under alle omstændigheder alligevel var udelukket. Hvis man nu tog Alejandra Pizarniks samlede produktion og lavede en frekvenstælling på de mest brugte ord, så ville det i kun lidt vilkårlig rækkefølge komme til at se nogenlunde sådan her ud:

- Død, dø, døden
- Skygge
- Nat
- Barndom, barn
- Du, dig, dit
- Alene
- Og selvmord, selvmord, selvmord.

Anskuet fra den vinkel var hun en ganske normal ung lyriker af den sortklædte skole, og efterhånden som man arbejder sig igennem hendes produktion fra debuten i 1955 som 19-årig, synes selvmordet i 1972 stadigt klarere bebudet. Og man kan ta sig selv i at undre sig over hvordan en ung, ikke uskøn, kvinde af det bedre argentinske borgerskab kan være så monomant besat af døden og ulyksaligheden. Hun sidder der, spærret mere og mere inde i sit kammer med den grønne væg, først i Buenos Aires, så i starten af 60'erne nogle obligatoriske år i Paris, og bliver mere og mere fikseret på den død hun konstant ser komme og tabet af en anden, mens hun tilsyneladende afsondrer sig mere og mere fra andre mennesker.

Det er i hvert fald sådan det tager sig ud, hvis man tar hendes ord for gode varer. Og der er ikke noget i hendes værk der for alvor sår nogen tvivl om at det er det hun ønsker at man gør: Tar hende alvorligt, tar det hun skriver alvorligt. Det er så alvorligt, så alvorligt, og det bliver det ved med at være uden ophør: Død og savn, død og forladthed, død med død på. Det er egentlig ret enerverende, det er svært at forestille sig at den unge Alejandra har været et særlig livligt bekendtskab, for slet ikke at tale om den voksne, for så vidt som det overhovedet gir mening at tale om den slags i forbindelse med Pizarnik. 36 år bare og ude af stand til at ta vare på sig selv eller la andre gøre det. Der er ikke nødvendigvis så meget der gir mening hos Pizarnik, og de ting der gør det, de gør det næsten mere i trods, fordi det er ting som andre ikke tillægger den samme mening som hun tillægger dem. Man fornemmer næsten at det i sig selv er en væsentlig grund til at la lige præcis de ting veje så tungt: Døden, selvmordstankerne; natten som refugium for den fremmedgjorte; barndommen og den naivitet der bliver gjort helt salig her, fordi den ikke forstillede sig, fordi den stadig nærede de fantasier der for længst er knust da den første linje bliver prentet på papiret: ”Días contra el ensueño”, dage mod drømmen, hvor ordene, snarere end at skabe et system i kaosset og kortlægge det, trækker kaos med sig ind i teksten for at vise det frem, for at demonstrere umuligheden af at være foruden det. Umuligheden som sådan.

I begyndelsen, med den første digtsamling La tierra más ajena (”Jorden længst væk”, 1955), er sproget stadig åbent, hun koketterer lidt med sin miserabilitet og sin desperation, osse selvom hun senere, mod enden, benægter at der nogensinde har været tale om nogen koketteren overhovedet, at det hele ikke sku ha været ment. Der er sågar en slags nydelse i et kortere prosastykke som ”Puerto adelante” (”Fordør”), der slutter med muligheden for at lægge det hele bag sig og bare ”gå sin vej og ikke vende tilbage.” Men det gør hun, vender hele tiden tilbage til det værelse, den nat, og døren blir lukket forsvarligt i over de næste 10 års samlinger til Los trabajos y las noches (”Arbejderne og nætterne”, 1965), hvor digtene er barberet ned til 5-10 vers der kredser om det samme igen og igen: Døden, skyggen, natten som forløsning på den mistede anden, barndommens idealiserede uskyldsrenhed, ensomheden. Det ku være skabet, det ku være enerverende, det ku være lidt ligegyldigt, hvis det ikke hele tiden havde været så langt ude over kanten af hvad man egentlig kan tolerere, som her i titeldigtet fra Los trabajos y las noches:

para reconocer en la sed mi emblema
para significar el único sueño
para no sustentarme nunca de nuevo en el
amor

he sido toda ofrenda
un puro errar
de loba en el bosque
en la noche de los cuerpos
para decir la palabra inocente

(for at erkende tørsten som mit emblem / for at betyde den eneste drøm / for aldrig igen at opholde mig i kærligheden // jeg har været ethvert offer /en ren omflakken / som en ulv i skoven / i kroppenes nat / for at sige det uskyldige ord)

Det er grådkvalt, det ynkværdigt, og det er i virkeligheden så for meget at det er svært at ha med at gøre at det kan røre ved en. Og når det alligevel gør det, så er det i høj grad fordi det er den verden Pizarnik insisterer på at være i, en verden udenfor verden, en natverden der vækker afsky hos dem udenfor den, dem indeni den anden verden, der for hende er uigennemtrængelig. Hun viser os vores verdens uigennemtrængelighed, tar det fra os vi tar for givet, bare ved at skrive det, bare med de ord som vi har bygget vores egen verden op med, dem kaster hun tilbage mod den.

Men gir det så hendes digtning en ekstra tyngde at hun endte med at begå det selvmord, som så stor en del af hendes lyrik synes at bebude? Faktisk virker det mere bare ærgerligt, fordi Pizarnik selv godt ku lægge en vis distance til sin egen dødsdyrkelse og endda direkte ta pis på sig selv, som hun gør det i de efterladte tekster om forretningspartnerne Sombra & Sombra (Skygge & Skygge), hvor den ene Sombra dør og den anden fortsætter firmaet som om intet var hændt og gir sig ud for at være den afdøde Sombra, når det er bekvemt. Det er absurd og det er villet tykt, og det er helt befriende et øjeblik, indtil man indser hvad det reelt er hele projektet går ud på: Det er forestillingen om en sjæleven, om en der står så nær en at man flyder sammen, så man kan ophøre med bare at være det selv man efterhånden lisså lidt som omverdenen kan udholde. Hun siger det, igennem den efterladte Sombra, i ”Texto de Sombra”: ”Quiero existir más allá de mí misma,” jeg vil så gerne eksistere hinsides mig selv, og det er det hun gør i de tekster, hun bygger et skizofrent univers op, hvori hun kan leve med sig selv, og så er hun alligevel kun alt for godt klar over hvem det er hun egentlig lever med på den måde: ”con los aparecidos,” med genfærdene. Og at det så er hvad det er gør hun sig osse klart allerede i næste vers: ”Quiero existir como lo que soy: una idea fija” – jeg vil eksistere som det jeg er: en fiks idé.

Det er en fiks idé at det skrevne nødvendigvis skal adskilles fra den skrivende: Det er i bedste fald en strengt videnskabelig tilgang til noget der bevidst gør sig uhåndgribeligt. Hvormed ikke sagt at man skal ta alt Pizarnik skriver bogstaveligt, men lissom det er svært at læse hendes selvmordstekster uden at ha hendes faktiske selvmord i baghovedet, så er det svært ikke at ta hendes ophold på sindssygehospitaler med ind i sin læsning. Skal prosastykkerne om Sombra og Sombra så læses som en reference til det forhold hun påstås at ha haft til forfatterkollegaen Silvina Ocampo? Gir det mere mening at læse Pizarnik, hvis man lægger en lesbianismeramme ned over hendes tekster? Det er ikke engang noget man behøver læse ind i hendes tekster, hun blotlægger det selv i det efterladte digt ”Sala de psicopatología”, skrevet under et ophold på den psykiatriske afdeling i '71-'72: ”todo es concha, yo he lamido conchas en varios países y sólo sentí orgullo por mi virtuosismo” – alt er fisse, jeg har slikket fisse i adskillige lande og følte mig bare stolt over min virtuositet – hvorefter hun hylder sine evner som uovertruffen fisseslikker, indtil hun udbryder: ”¡oh el goce de la roña!” – åh det sødmefulde fordærv! Og der er ikke noget i vejen med det, ikke som hun ser det, men det er sådan hun føler at alle andre ser det. Det er det sødmefulde fordærv der har bragt hende til den psykiatriske afdeling, sådan som terapeuterne ser det, og der er ikke noget sødmefuldt i det nu, der er ikke nogen glæde i det, ingen trøst. Der er ingen trøst at hente for alvor hos Ocampo heller, hun er lisså besat af døden og fordærvet og sindssygen og tristessen som Pizarnik selv, og hun lever desuden i et ægteskab med forfatteren Adolfo Bioy Casares. Hun er i en anden sfære, hun er i overklassen, holder middagsselskaber med vennen Jorge Luis Borges; Pizarnik er udenfor, altid, selvvalgt bohème på sit lille værelse med den grønne væg. Så kan det gi mening at hendes lesbianisme og hendes kærlighed til en gift kvinde får hende til at føle sig mere udstødt, men det er ikke engang det der er pointen. Pizarnik beskriver andetheden, hun gir den stemme, og den stemme tar magten over hende: Efterhånden blir der mindre og mindre Alejandra og mere og mere Pizarnik i hendes tekster, og så er der kun én logisk konklusion. Får hun det til at virke som. Selvmordet blir uløseligt forbundet med hendes poesi, men det hæver den ikke op på et andet plan, snarere gør det bare dødskoketteriet underligt privat. Det kan ikke være det der er meningen.

Det kan ikke være meningen at Pizarniks tekster skal gi mening. Faktisk er det noget af det bedste man kan håbe på: At de ikke gir for meget mening for en, at de tilstande hun beskriver, tilstanden i det hele taget, fremstår i tryg afstand af en selv. At hun vedblir med at være bizarnik. Man letter lidt på låget, lar sig føre med indtil kvalmen indtræffer, lukker bogen igen, går videre med sit eget liv. Går sin vej for at vende tilbage igen senere. Står på kanten af kajen og ser den båd sejle bort uden en, den kvinde forsvinde rundt om hjørnet, alt opløses, hej, vinker man.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar