Pizarnik-bizarnik havde det heller ikke for sjovt

Det er sådan en slags fantasi man nogen gange kan forfalde til: At føle sig forstået af en vildtfremmed, bare sådan, og så miste den kontakt med det samme og fortsætte med at leve i tvivlen om hvorvidt den forståelse overhovedet rigtig var der, og om den ku ha varet ved, hvis man havde givet den muligheden for det. Det er en mikrofortælling af den unge, katalanske forfatter Víctor Balcells Matas, der bare hedder ”Pizarnik”, hvor han går henad gaden sammen med sin kæreste der snakker om hverdagsting og keder ham noget så grusomt, og han svarer hende med en linje fra Pizarnik: ”Cómo decirte con palabras de este mundo que partió de mí un barco llevándome” – hvordan sku jeg fortælle dig med ord af denne verden at en båd stod ud fra mig og tog mig med sig? Og det er der en kvinde foran dem vender sig forbavset om og udbryder: ”Det er et vers af Pizarnik!” hvorefter hun forsvinder igen, og han sidder bagefter sammen med sin kæreste i deres lejlighed og ved at det hele er slut mellem dem, og at han måske egentlig burde ha lagt mærke til hvor den kvinde forsvandt hen i stedet for osse at la hende sive ud af sit liv.

Det er sådan en slags fantasi man nogen gange kan forfalde til: Hvad der ku ha været i stedet for dette der er.

Ikke Pizarnik, den Pizarnik Balcells Matas referer til, som han føler igennem: Alejandra Pizarnik nærede ikke de store illusioner om at det nogensinde sku ku blive bedre end det var. Hun var ikke kyniker, hun var sig sit sortsyn bevidst, det var bare ikke noget hun så som noget det var muligt at ændre på. Eller troede på at det ville gøre det bedre, hvis man alligevel ændrede på det, selvom det under alle omstændigheder alligevel var udelukket. Hvis man nu tog Alejandra Pizarniks samlede produktion og lavede en frekvenstælling på de mest brugte ord, så ville det i kun lidt vilkårlig rækkefølge komme til at se nogenlunde sådan her ud:

- Død, dø, døden
- Skygge
- Nat
- Barndom, barn
- Du, dig, dit
- Alene
- Og selvmord, selvmord, selvmord.

Anskuet fra den vinkel var hun en ganske normal ung lyriker af den sortklædte skole, og efterhånden som man arbejder sig igennem hendes produktion fra debuten i 1955 som 19-årig, synes selvmordet i 1972 stadigt klarere bebudet. Og man kan ta sig selv i at undre sig over hvordan en ung, ikke uskøn, kvinde af det bedre argentinske borgerskab kan være så monomant besat af døden og ulyksaligheden. Hun sidder der, spærret mere og mere inde i sit kammer med den grønne væg, først i Buenos Aires, så i starten af 60'erne nogle obligatoriske år i Paris, og bliver mere og mere fikseret på den død hun konstant ser komme og tabet af en anden, mens hun tilsyneladende afsondrer sig mere og mere fra andre mennesker.

Det er i hvert fald sådan det tager sig ud, hvis man tar hendes ord for gode varer. Og der er ikke noget i hendes værk der for alvor sår nogen tvivl om at det er det hun ønsker at man gør: Tar hende alvorligt, tar det hun skriver alvorligt. Det er så alvorligt, så alvorligt, og det bliver det ved med at være uden ophør: Død og savn, død og forladthed, død med død på. Det er egentlig ret enerverende, det er svært at forestille sig at den unge Alejandra har været et særlig livligt bekendtskab, for slet ikke at tale om den voksne, for så vidt som det overhovedet gir mening at tale om den slags i forbindelse med Pizarnik. 36 år bare og ude af stand til at ta vare på sig selv eller la andre gøre det. Der er ikke nødvendigvis så meget der gir mening hos Pizarnik, og de ting der gør det, de gør det næsten mere i trods, fordi det er ting som andre ikke tillægger den samme mening som hun tillægger dem. Man fornemmer næsten at det i sig selv er en væsentlig grund til at la lige præcis de ting veje så tungt: Døden, selvmordstankerne; natten som refugium for den fremmedgjorte; barndommen og den naivitet der bliver gjort helt salig her, fordi den ikke forstillede sig, fordi den stadig nærede de fantasier der for længst er knust da den første linje bliver prentet på papiret: ”Días contra el ensueño”, dage mod drømmen, hvor ordene, snarere end at skabe et system i kaosset og kortlægge det, trækker kaos med sig ind i teksten for at vise det frem, for at demonstrere umuligheden af at være foruden det. Umuligheden som sådan.

I begyndelsen, med den første digtsamling La tierra más ajena (”Jorden længst væk”, 1955), er sproget stadig åbent, hun koketterer lidt med sin miserabilitet og sin desperation, osse selvom hun senere, mod enden, benægter at der nogensinde har været tale om nogen koketteren overhovedet, at det hele ikke sku ha været ment. Der er sågar en slags nydelse i et kortere prosastykke som ”Puerto adelante” (”Fordør”), der slutter med muligheden for at lægge det hele bag sig og bare ”gå sin vej og ikke vende tilbage.” Men det gør hun, vender hele tiden tilbage til det værelse, den nat, og døren blir lukket forsvarligt i over de næste 10 års samlinger til Los trabajos y las noches (”Arbejderne og nætterne”, 1965), hvor digtene er barberet ned til 5-10 vers der kredser om det samme igen og igen: Døden, skyggen, natten som forløsning på den mistede anden, barndommens idealiserede uskyldsrenhed, ensomheden. Det ku være skabet, det ku være enerverende, det ku være lidt ligegyldigt, hvis det ikke hele tiden havde været så langt ude over kanten af hvad man egentlig kan tolerere, som her i titeldigtet fra Los trabajos y las noches:

para reconocer en la sed mi emblema
para significar el único sueño
para no sustentarme nunca de nuevo en el
amor

he sido toda ofrenda
un puro errar
de loba en el bosque
en la noche de los cuerpos
para decir la palabra inocente

(for at erkende tørsten som mit emblem / for at betyde den eneste drøm / for aldrig igen at opholde mig i kærligheden // jeg har været ethvert offer /en ren omflakken / som en ulv i skoven / i kroppenes nat / for at sige det uskyldige ord)

Det er grådkvalt, det ynkværdigt, og det er i virkeligheden så for meget at det er svært at ha med at gøre at det kan røre ved en. Og når det alligevel gør det, så er det i høj grad fordi det er den verden Pizarnik insisterer på at være i, en verden udenfor verden, en natverden der vækker afsky hos dem udenfor den, dem indeni den anden verden, der for hende er uigennemtrængelig. Hun viser os vores verdens uigennemtrængelighed, tar det fra os vi tar for givet, bare ved at skrive det, bare med de ord som vi har bygget vores egen verden op med, dem kaster hun tilbage mod den.

Men gir det så hendes digtning en ekstra tyngde at hun endte med at begå det selvmord, som så stor en del af hendes lyrik synes at bebude? Faktisk virker det mere bare ærgerligt, fordi Pizarnik selv godt ku lægge en vis distance til sin egen dødsdyrkelse og endda direkte ta pis på sig selv, som hun gør det i de efterladte tekster om forretningspartnerne Sombra & Sombra (Skygge & Skygge), hvor den ene Sombra dør og den anden fortsætter firmaet som om intet var hændt og gir sig ud for at være den afdøde Sombra, når det er bekvemt. Det er absurd og det er villet tykt, og det er helt befriende et øjeblik, indtil man indser hvad det reelt er hele projektet går ud på: Det er forestillingen om en sjæleven, om en der står så nær en at man flyder sammen, så man kan ophøre med bare at være det selv man efterhånden lisså lidt som omverdenen kan udholde. Hun siger det, igennem den efterladte Sombra, i ”Texto de Sombra”: ”Quiero existir más allá de mí misma,” jeg vil så gerne eksistere hinsides mig selv, og det er det hun gør i de tekster, hun bygger et skizofrent univers op, hvori hun kan leve med sig selv, og så er hun alligevel kun alt for godt klar over hvem det er hun egentlig lever med på den måde: ”con los aparecidos,” med genfærdene. Og at det så er hvad det er gør hun sig osse klart allerede i næste vers: ”Quiero existir como lo que soy: una idea fija” – jeg vil eksistere som det jeg er: en fiks idé.

Det er en fiks idé at det skrevne nødvendigvis skal adskilles fra den skrivende: Det er i bedste fald en strengt videnskabelig tilgang til noget der bevidst gør sig uhåndgribeligt. Hvormed ikke sagt at man skal ta alt Pizarnik skriver bogstaveligt, men lissom det er svært at læse hendes selvmordstekster uden at ha hendes faktiske selvmord i baghovedet, så er det svært ikke at ta hendes ophold på sindssygehospitaler med ind i sin læsning. Skal prosastykkerne om Sombra og Sombra så læses som en reference til det forhold hun påstås at ha haft til forfatterkollegaen Silvina Ocampo? Gir det mere mening at læse Pizarnik, hvis man lægger en lesbianismeramme ned over hendes tekster? Det er ikke engang noget man behøver læse ind i hendes tekster, hun blotlægger det selv i det efterladte digt ”Sala de psicopatología”, skrevet under et ophold på den psykiatriske afdeling i '71-'72: ”todo es concha, yo he lamido conchas en varios países y sólo sentí orgullo por mi virtuosismo” – alt er fisse, jeg har slikket fisse i adskillige lande og følte mig bare stolt over min virtuositet – hvorefter hun hylder sine evner som uovertruffen fisseslikker, indtil hun udbryder: ”¡oh el goce de la roña!” – åh det sødmefulde fordærv! Og der er ikke noget i vejen med det, ikke som hun ser det, men det er sådan hun føler at alle andre ser det. Det er det sødmefulde fordærv der har bragt hende til den psykiatriske afdeling, sådan som terapeuterne ser det, og der er ikke noget sødmefuldt i det nu, der er ikke nogen glæde i det, ingen trøst. Der er ingen trøst at hente for alvor hos Ocampo heller, hun er lisså besat af døden og fordærvet og sindssygen og tristessen som Pizarnik selv, og hun lever desuden i et ægteskab med forfatteren Adolfo Bioy Casares. Hun er i en anden sfære, hun er i overklassen, holder middagsselskaber med vennen Jorge Luis Borges; Pizarnik er udenfor, altid, selvvalgt bohème på sit lille værelse med den grønne væg. Så kan det gi mening at hendes lesbianisme og hendes kærlighed til en gift kvinde får hende til at føle sig mere udstødt, men det er ikke engang det der er pointen. Pizarnik beskriver andetheden, hun gir den stemme, og den stemme tar magten over hende: Efterhånden blir der mindre og mindre Alejandra og mere og mere Pizarnik i hendes tekster, og så er der kun én logisk konklusion. Får hun det til at virke som. Selvmordet blir uløseligt forbundet med hendes poesi, men det hæver den ikke op på et andet plan, snarere gør det bare dødskoketteriet underligt privat. Det kan ikke være det der er meningen.

Det kan ikke være meningen at Pizarniks tekster skal gi mening. Faktisk er det noget af det bedste man kan håbe på: At de ikke gir for meget mening for en, at de tilstande hun beskriver, tilstanden i det hele taget, fremstår i tryg afstand af en selv. At hun vedblir med at være bizarnik. Man letter lidt på låget, lar sig føre med indtil kvalmen indtræffer, lukker bogen igen, går videre med sit eget liv. Går sin vej for at vende tilbage igen senere. Står på kanten af kajen og ser den båd sejle bort uden en, den kvinde forsvinde rundt om hjørnet, alt opløses, hej, vinker man.

Uden skyggen af misundelse eller noget, bare med en sund skepsis

Ham der, ham der sidder derovre, han er forsanger i det der vel næsten er det største alternative rockband derhjemme. Der er et andet band der osse er stort og vel næsten lisså gammelt og på mange måder minder om det første, det som ham her er forsanger i. De har de samme store kunstneriske ambitioner med det de laver, men dem hader jeg inderligt, deres musik næsten lisså meget som dem der spiller i bandet. Det gør jeg ikke med dem her.

Det forbavser mig lidt at se ham her, på en fortovscafé en tidlig efterårsdag i den hippeste bydel i den hippeste by på kontinentet, men heller ikke mere: Jeg var langt mere forbavset da jeg så plakaterne rundt omkring i byen for at de sku spille her på et mellemstort spillested, men de plakater havde altså forberedt mig på at de var her, så jeg undrer mig højest over at støde ind i ham i en af verdens mest befolkede byer, selvom det så er i det nabolag hvor man nødvendigvis ville støde ind i hinanden hvis det endelig sku ske. Han sidder tilsyneladende og blir interviewet, søger dybt efter de rigtige engelske ord, prøver at gøre sig forståelig, forklare hvad det er han vil med det han laver.

Det forbavser mig lidt at der sku være nogen her der er interesserede i det han laver: Det er det ene af de to store alternative rockbands derhjemme, ja, de har opbygget et seriøst renommé gennem mange år og over flere plader, og der var en overgang hvor der blev talt om at de havde internationalt format og vist havde et stort ikon med på et af numrene på en af deres plader, men så gik det vist osse i sig selv igen, og det er efterhånden noget tid siden. Og det er forståeligt: Nok så mellemstore de end måtte være blevet derhjemme, nok så evigt hyldede de er, så har de bare aldrig slået mig som særligt skide originale overhovedet, og man kan spørge sig selv om verden virkelig har brug for endnu et derivat af et stort, internationalt, alternativt rockband, der så egentlig osse selv er i descendans. Det kan jeg ikke forstå hvis verden sku ha.

Jeg ville næsten ha kunnet forstå det, hvis det havde været det andet store alternative rockband derhjemmefra der spillede her og sad her og var hippe. De har prøvet så hårdt, de er så ambitiøse at det er tåkrummende pinligt, mens dem her bare har arbejdet og været så skide seriøse hele vejen igennem. De andre ser endda, sådan rent objektivt, hvis man et øjeblik glemmer at de er nogen narrøve, godt ud, stadigvæk, lidt endnu, mens de her altid har været alt for seriøse til at bekymre sig om at se ud overhovedet. Der er ikke noget pis der, de vil bare spille deres seriøse, ambitiøse alternative rockmusik uden at sku se godt ud, og det gør de så strengt taget heller ikke rigtig. De ligner sådan lidt nogen bondeknolde, lidt firskårne, grove, skæggede, sort/hvid-kornede med rynkede bryn. Ud fra mine erfaringer om markedsføring af alternative rockbands har jeg mere end svært ved at se hvordan man sku bære sig ad med at sælge dem her internationalt. Men det må nogen jo så ha ment at de ku, at det var det værd at sende dem hertil og spille og lave presse, og de har endda fået trommet noget presse sammen som interviewer dem nu her, i aften. Min første indskydelse er at det må være noget statsstøttet, at den store statslige organisation derhjemme er blevet enig med sig selv om at det her er det fremmeligste de har at byde på og har smidt hele puljen efter at sende dem herover og spille det ene show, gi interviews til tre universitetsradioer og så ta hjem igen, sådan som de gjorde det med det andet store alternative rockband for nogle år siden, men jeg kan ikke se deres logo nogen steder på plakaten. Måske det rent faktisk er sådan et rigtigt fremstød for bandet, en reel tur rundt i hele regionen, måske de endda har et publikum her uden at jeg ved af det.

Jeg ved i virkeligheden ikke en skid om det her band, de har bare altid været der, sådan så man tror at man nok godt ved hvad det er for noget og at det er noget crap; det har i hvert fald aldrig været noget jeg syntes var fedt, men heller ikke noget jeg syntes var tåkrummende ringe, og de har ikke virket som usympatiske typer lissom de andre. Bare seriøse med det de har lavet, kunstneriske på grænsen til det latterlige, men alligevel, og så har de lavet den der musik som virkelig er så gennemarbejdet på alle planer, men osse bare lidt, tjoh, småkedelig, ikke. Jeg tror de havde et nummer for efterhånden ret mange år siden som jeg godt ku forstå hvorfor andre ville synes var meget fedt, selvom jeg ikke var en af dem, men resten af det jeg har hørt har lydt ret anonymt. Men velintenderet. En af dem har osse spillet i et sideprojekt sammen med nogle af mine bekendte på et lille label som jeg var virkelig nede med, men det band var osse bare sådan lidt småligegyldigt. For mig og vist for de fleste andre. Mens det rigtige band, det store band, tilsyneladende har betydet en masse for en masse derhjemme, uden at jeg rigtig har kunnet høre hvad det sku ku betyde for nogen, samtidig med at jeg godt ku høre hvorfor sådan nogen som dem de syntes det var fedt ville synes sådan noget var fedt.

Man kan vel nærmest sige at jeg et eller andet sted respekterer dem for at lave det de laver på den måde de gør det, uden at jeg strengt taget ved så meget om hvad det er de laver eller hvordan det er de gør det: Sådan som jeg forestiller mig at de er, der er jeg OK med dem på et parallelplan. Og under dem at spille her, bevares, uanset baggrunden, under dem det hvis de har en eller anden form for succes internationalt osse. Det er da sikkert rigtig fint for dem.

Det overvejer jeg at afbryde interviewet for at fortælle ham, da jeg ser ham sidde der og søge i sig selv efter en måde at forklare sine følelser på: ”Hey, du der, jeg har intet forhold til dig eller din musik, men det er fint nok at du er her da. Jeg er cool med at du findes. Er det ikke rart at vide, betyder det ikke noget for dig?”

Lavintensitetsdage

”Al movernos hacemos temblar a los astros”
- Rafel Barrett

Der er ikke så meget mere at sige. Der sker ikke det store, og det er osse OK. Vi skal ikke på nogen ture nogen steder hen, og vi skal ikke se noget. Vi skal bare være her. Går på legepladsen i parken om formiddagen, spiser frokost hjemme i middagsheden, går et eller andet sted ned i byen om eftermiddagen. Går i boghandlere, får anbefalet forfattere vi ikke kendte: Fogwill, César Aira, Fabián Casas og blir blæst væk af hvor vildt godt det er. ”Når vi bevæger os skælver stjernerne,” skriver Rafael Barrett i sin eneste bog, Moralidades actuales, og den bog finder jeg i en anarkistisk boghandel nede for enden af gaden, der er fyldt med værker af alle de store og et ton andre jeg ikke anede eksisterede i en serien Utopía Libertaria Colleción. Begynder at overveje overvægt. Pladeforretningerne er til gengæld lort, hvad jeg skal ha må jeg finde på Discogs når jeg kommer hjem, men vi blir ved med at finde nye helsekostforretninger hver gang vi går en ny vej hjem.

Det er noget der minder om hverdag, stjernerne dirrer konstant den der lillebitte smule, fordi det alligevel heller ikke helt er det; fordi der ingen forstyrrende elementer er mellem os, og det var det der var meningen med overhovedet at komme her: At være sammen, alle sammen, hele tiden. Og indse hvor forkert det er at vi ikke er det hele tiden, men osse, jo, at vi egentlig har brug for at der osse er noget andet. OK, ikke den mindste, men os andre. For at sætte mere pris på det når vi så har det. Og det gør vi, virkelig. Der er tre uger tilbage, hvad der svarer til en normal ferie, så vi er overhovedet ikke begyndt at overveje hvad nu når vi kommer hjem, og hvis én af os alligevel begynder at overveje det er vi andre der lynsnart til at lukke den. Der er lang tid til, det er her vi er nu, det er vores utopía libertaria vi lever lige nu.

Rafael Barrett døde som 34-årig, samme alder som jeg er nu, så langt væk fra døden som nogensinde; Nicanor Parra, den anden store chilenske digter (den første er vel altid Neruda, den charlatan), hvis samlede værker jeg har slåsset med siden Santiago, er fra 1914 og lever stadig. Dvs. at han er imponerende gammel og jævnaldrende med min farmor, bortset fra at min farmor lige er død, mens vi er her. Og der er intet jeg kan gøre, og der var vel heller ikke noget der sku gøres, for hun var gammel og slidt og til sidst ville hun dø og så gjorde hun det samme nat som hun havde bestemt sig for det. ”La vida es un arma,” skrev Rafael Barrett, ”livet er et våben,” men han ku ikke bestemme sig for om det betød at man sku gi det for en sag eller om man sku leve på trods, og jeg tror egentlig ikke min farmor ku ha syntes noget var meget mere tossede end den slags overvejelser, og det har man en vis pondus til at synes når man kommer godt op i 90'erne og ikke nødvendigvis længere ser sig selv som hovedpersonen i sit liv, men osse er OK med det, fordi man har levet så meget. Havde, så, var.

Den skal jeg lige vænne mig til, datidsformen. Lige nu er alt i nutid: Der er intet om tre uger, der er ingen ende på Palermo. Der er et ”om en uge”: Om en uge kommer min forældre, de sku være kommet dagen efter min farmor døde, men så har de kunnet rykke det så de alligevel kommer, bare et par uger senere, kommer væk fra boet der skal ryddes, begravelse, det hele, kommer over til deres børnebørn. Til den nye verden.

Every Day Should Be a Holiday

Det blir en slags hverdag omsider. Ikke helt den gængse slags med arbejde og Amager Centret og alt det, den store blir osse ved med at slå fast at han ”gider altså ikke hjem til Danmark,” og det kan vi jo så berolige ham med at vi ikke skal endnu overhovedet. Men det er noget der minder om, som et parallelplan til den normale hverdag eller noget. En parallelverden der er noget varmere, hvor det hele ser helt anderledes ud, hvor vi ser helt anderledes ud end alle andre, hvor vi er gæster uden ansvar for hvad der sker. Her er det ikke vores skyld at præsidenten er magtsyg og inkompetent, og selv hvis nogen sku ha hørt om Birthe Rønn eller Anders Fogh her, så ville bare det at jeg er her på fædreorlov så vildt for dem her at det overskygger hvad der så end måtte være af negativt. Det er relativt, og det er så langt væk det hele.

Vi har fået en lejlighed nu, et fast sted hvor vi skal være den sidste måned, i et forholdsvist roligt beboelseskvarter i udkanten af Palermo, lige ved Parque del Centenario. Det minder lidt om Argüelles hvor vi boede i Madrid, det minder lidt om der i Friedrichshain hvor min kammerat boede med sin eks-kone, dvs. dengang hun stadig var hans kone, dengang vi stadig sås. Det er cool. Et ordentligt køkken, så vi for alvor kan lave mad, ikke de der mere eller mindre amputerede tekøkkener vi har haft undervejs. Vi trænger til noget solid mad, brune ris, mørkt brød, frisk grønt, trænger til at finde nogle ikke-animalske produkter, noget yofu, noget soyamælk, finde nogen produkter uden alt det sukker der er i alting her.

Jeg føler mig så meget hjemme at jeg finder en yogamåtte i et skab og laver yoga for første gang siden vi tog afsted, og det føles så godt i hele min smadrede krop at jeg finder en øl i køleskabet bagefter. Parken to gader væk er kæmpe stor, der er en sø, der en karrusel, der er to legepladser, vi kommer til at tilbringe rigtig meget tid der, og om lørdagen og søndagen er der marked, og jeg finder en stand der sælger Anal Vomit-t-shirts og har flyers for kommende metalshows i Buenos Aires. Anal Vomit, mand, det er fandme stærkt. Endnu stærkere næsten at flere af medlemmerne kom fra et band der hed Necrofucker.

Sådan, vi må til Peru næste gang.

Regn i ørknen

Det regner hver aften når vi er kommet indenfor og hver morgen inden vi går ud. Så meget for at vi er midt i ørknen midt om sommeren, så meget overhovedet for Mendoza. Det er fint når jeg sidder om aftenen og hører Violeta Parra, hører Víctor Jara, hører Los Jaivas, får samlet op på alt det chilenske musik jeg ikke havde adgang til i Chile pga. dårlige internetforbindelser; der kan jeg høre regnen tromme ned på palmebladene ude i vores lille patio og jeg kan lige ane gadelivet ude fra Villanueva uden ligefrem at føle trang til at begi mig ud i det.

Jeg har ikke lyst til den her by.

Det tog mig den første eftermiddag, hvor vi rendte rundt i gaderne for at finde et sted at spise der ikke var en grillbar og alligevel endte med at spise verdens ækleste pizza, at begynde at undre mig over hvad det var alle syntes var så fedt ved den her by; andendagen fik ikke rigtig rokket ved den tvivl, og på tredjedagen ændrede vi vores planer, så vi lige ku nå det vigtigste, se nogen vingårde, se Amerikaernes højeste bjerg og så ellers komme væk, komme til Buenos Aires. Det er fint, det høje bjerg, jeg skifter en lorteble mens resten af minibussen tar billeder af det, det er fint at komme op på toppen af et andet højt bjerg, stå i 4 kilometers højde og blive blæst på mens børnene sover i minibussen, og det er fint nok at Mendoza lige sender os afsted med en ordentlig haglstorm den sidste dag mens vi er på legeplads. Der løber floder gennem gaderne i ørkenbyen, jeg siger det bare.

Vi tjekker ind på et hotel i San Telmo de første dage inden vi kan overtage den lejlighed vi skal bo i den næste måned. Hvert værelse er indrettet efter et tema: Seføli er der et Carlos Gardell-værelse med nogle tangoeffekter, og der er et Julio Cortázaer-værelse to døre henne fra vores, men det er ret lille og har ingen vinduer, hvordan dét så ellers sku passe med Cortázar. Vi bor på La Fábrica. Der er olietønder, sikkerhedshjelme på væggen, en hammer svejset fast til en stol, en værktøjsinstallation som skillevæg, en miniudgave af et fællesbad med to brusere og to håndvaske side om side. Det er kitschet fakeproletarisme, det er ret fantasisk, og nede i receptionen sidder den unge kvinde der har nattevagten og spiller guitar.

Jeg har ekstremt meget lyst til den her by.

Poppunkbønnemøde

”My god rides a skateboard”
- Spermbirds

Virkelig, jeg kan ikke se hvordan jeg sku ku ha forudset det. Det var en helt normal koncertplakat med tre lokale bands, der spillede hhv. punkrock, old school thrash og godt nok osse bluesrock, men alligevel: Jeg trængte til at høre noget thrash, OK? I tre uger har jeg haft nøjagtig én plade jeg ku høre, en premaster af Trusts debut, det er slet ikke fordi jeg er så ilde stedt, men det er alligevel lidt lidt. Jeg var fuldstændigt skråsikker på at jeg bare ku streame alt det musik jeg ville høre, men jeg havde ikke taget højde for hvor svagt et wifi-signal kan være i et latinamerikansk hyttekompleks, så det blev der ikke noget af. Det er osse OK, jeg hører så meget musik normalt at det næsten føles som ferie i sig selv ikke at høre musik for en stund, trække vejret, synge med børnene og sådan, lytte til fuglene og trafikken, men nu var der en thrashkoncert nede i parken, og det var sidste aften og alt muligt, så altså.

De satte op på den lille amfiscene i parken, og solen gik ned bag bjergene bag dem og farvede bjergene foran dem gyldne, familier holdt picnic på græsset, kærestepar sejlede rundt i vandcykler i den lille sø, og sælgerne begyndte så småt at pakke deres boder på markedet sammen. Først spillede dem der stod angivet som punkrock, ret beset melocore, men hey, ret beset ikke særlig godt overhovedet, men altså, OK. Så begyndte forsangeren at fortælle om hvordan vi alle sammen levede vores liv på hver vores måde men var sammen her i aften, og at det var godt, og det var det jo, det havde han jo ret i. Så fortalte han at der var en over os og pegede op mod himlen, en fyr ved navn Jesus Kristus som havde givet sit liv for os, og det var det den næste sang handlede om: Om at vågne op af sin slumren og lade Jesus gå ved ens side og hvor meget bedre ens liv blev af det.

Det er jo ikke fordi jeg ikke har hørt kristen hardcore eller punk før, Bad Brains er f.eks. en slags kristne – gammeltestamentelige bonghoveder, for at være præcis – og et af mine yndlingsbands, men det var alligevel meget fedt at de osse stoppede lige bagefter. Så ku man hente en øl til ovre ved Pilkers stand og fundere over om verden virkelig havde brug for et spansksproget, kristent Millencolin, inden det næste band spillede. Det der med at de sku være bluesrock gik mest ud på at guitaristen ku spille utroligt mange soli i utroligt lang tid og bassisten varmede fingrene op med lidt rask funkbas, for ellers var en væsentlig del af deres numre faktisk poppunk. Det var egentlig osse ret dårligt, ikke mindst når de spillede funk, men nogen gange må man gennemleve sådan noget for at få noget thrash. Så gjorde guitaristen os alle sammen med en meget lys, lidt pibende stemme opmærksomme på at der var én foroven som styrede vores liv, og så spillede de et nummer til. Så fortalte han os at det er farligt at ta stoffer, og at Jesus er vejen ud af misbruget, og det spillede de osse en sang om.

Det var nok her jeg for alvor burde ha indset at der var noget lorent ved hele det arrangement, men ramte erkendelsen mig ikke til fulde, så blev det slået fast i pausen inden det sidste band. Med et danseshow til en powerballade over PA'et med nogle mennesker der udgjorde et hav rundt om en ung kvinde som så ud som om hun led og en fyr i kjortel der greb hende da hun faldt, og så lå de alle sammen på jorden og rejste sig op og blev klappet af. Derefter kom ham den lidt ældre mand med fuldskæg og poloskjorte, der havde gået rundt i løbet af aftenen og delt airbrushmalede flyers ud, ind på scenen, greb mikrofonen og gav os en rask prædiken og en velsignelse.

Jeg var færdig. Jeg søgte længere og længere ud i mørket under træerne, væk fra lyscirklen.

Det sidste band var det bedste, osse selvom det de kaldte old school thrash strengt taget på alle måder var mere oi punk, men de ventede ikke engang til de var gået i gang med lige at prise Herren og tale om det broderskab vi alle udgjorde i aften, de var bare så fulde af kærlighed til deres gud at de bare måtte buse ud med det med det samme, og alle elskede det. Fyren i kjortlen moshede. Jeg gik hjem til hytten og rystede Guds ord af mig et sted langs Ruta 40.

Noget om national identitetsfølelse og hippiekultur / Dag 18

Med regnen kommer hippierne frem fra deres gemmer: Før så vi ingen i det ellers går for at være et hippiesamfund, nu kommer der som det naturligste i verden langhårede, langskæggede mænd ind i restauranten på bryggeriet og kindkysser den gråhårede, noget omtågede bartender; de masser sig forbi os på konditoriet for at få deres kaffe- og croissantfix; i kassen ved supermarkedet kommer én rullende op bag mig med en blond toårig siddende i barnesædet i indkøbsvognen. Jeg har fyldt min vogn med linser, kikærter, fuldkornsbrød og frugt; hans er fyldt med cola, mateurter og flødekarameller: Vi er langt nok ude på landet til at man ikke nødvendigvis køber hele livsstilen, bare fordi man er hippie, man kan osse bare gro sit hår og sit skæg, ryge noget pot udenfor campingvognen, få en flok blonde børn der kan løbe nøgne og brune rundt mellem blomsterne. Snitte noget køkkentøj i træ og sælge det på markedet, ta sæsonarbejde som remischauffør, gå til et rave engang imellem og prøve at synes det er fedt. Det lyder væsentligt mere tiltalende end jeg reelt tror det ville være for i hvert fald mig, men i det mindste hilser jeg på ham igen udenfor supermarkedet, hvor han sætter sit barn op i barnesædet bag på cyklen og triller bort ad en jordvej mod campingpladsen.

Det er nemlig osse den måde Argentina fucker med en på: Første gang vi kom hertil var vi fuldstændig blæst væk af at se folk der cyklede, så så vi mænd med småbørn i bæreseler og gav pokker i det.

På den 15. dag smager jeg endelig mate, og det er bittert og helt vildt urtet, faktisk ikke særlig lækkert, men ikke noget jeg ikke sagtens ku forestille mig at blive forfalden til at sidde og søbe i. Det er en flok porteños vi møder på toppen af Cerro Amigo der tilbyder os det, mens vi sidder og glor pligtskyldigt ud over dalen og kan høre trafikken nede fra byen. De snakker om matekulturen, om hvordan argentinere i udlandet køber mateurter til helt afsindigt opskruede priser og rationerer det i bøtter med afmærkning af hvor meget de må bruge om dagen, og om hvordan udlændinge der skal prøve mate altid som det første tar fat i sugerøret, selvom det af en eller anden grund er en dødssynd. Jeg funderer over om argentinere mon
a) selv er klar hvor ekstremt argentinske de fremstår og/eller
b) har selvironi
og ærgrer mig over at jeg ikke har en lommelærke med snaps med. Ikke at jeg har en lommelærke eller hvis jeg havde ville hælde snaps i den, snaps er sådan noget jeg kun drikker når jeg har astma, og selv der vil jeg hellere drikke rakiya: Jeg er tilstræbt nationalkulturløs. Jeg spiser ikke svin, fejrer ikke jul, følger ikke med i fodbold; jeg har svært ved komme på noget jeg ser som dansk som jeg synes er rigtig fedt. Og latinamerikanere har altid virket så patriotiske på mig, altid værnet så voldsomt om deres kultur når de bor i udlandet, og jeg bruger nogen tid på at gruble over om latinamerikanere mon generelt er mere patriotiske end europæere, om der er noget postkolonialisme der kommer i spil der, indtil min kone gør mig opmærksom på at vi jo netop mødes som latinamerikanere og europæere og derfor fokuserer på vores regionale særkende, plus vi altid selv bruger en ikke uvæsentlig del af vores ferier på at opdrive det mørkest mulige brød, allerhelst noget lavet på surdej.

Så det er min definition på danskhed: Surdejsbrød, cykelkultur, fædreorlov og kyster. Og DF's bare bryster.

Señor Tipsy

Cerro Amigo: Andesbjergenes mindste, nemmeste bjerg; så lavt at den 2 1/2-årige kan gå det meste af de 2 km op til udkigspunktet: Et venligt bjerg, virkelig. Og argentinerne kommer anstigende med vandrestøvler og store rygsække for at bestige det og sidde ved udkigspunktet 10 minutter senere og suge i deres bitre mate. Men det er tætteste vi rigtig kan komme på at gå i bjerge med to små børn, og jeg har lige læst Tomas Espedals ”Gå” og her går jeg så faktisk, jeg er en del af det, skoven, klipperne, de vilde hunde der slår os følge, himlen om vores hoveder, de sten jeg kan mærke gennem sålen på mine udtrådte Draven. Jeg opløftes, jeg er småekstatisk.

Prøv at forklare en argentiner, en hvilken som helst latinamerikaner for den sags skyld, hvor vildt det er at være i bjergene når man kommer fra et land hvor det højeste punkt er 130 meter: Prøv bare at få dem til at tro på at så fladt et land overhovedet eksisterer. Umuligt.

To dage senere hænger skyerne igen i totter helt nede i dalen, lige over os, til at gribe ud efter og vride en gang. I støt silende heldagsregn går vi på fjeldet, finder en anden sti som vi har helt for os selv, ingen andre, end ikke de løse hunde, er så ihærdigt stupide at de går på fjeldet i regnvejr. Vi føler os afsindigt norske. Spiser avocadomadder i ly under nogle fyrretræer og går så langt som den stores ben kan bære ham, finder et klippefremspring og skuer ud over dalen på den samme udsigt og vender så om og trasker ned igen.

Otto Tipp-bryghuset ligger for foden af Cerro Amigo og har udover en smuk beliggenhed et uimlodståeligt tegneserienavn til et bryggeri; selve øllet er det mindst imponerende ved set-uppet med åbent ind til kogekarrene og en restaurant i bjælketilbygningen der lige nøjagtig kan lave en pizza. De tyske aner er blevet noget udvandet gennem generationerne, tilpasset den lokale, søde smag, men hey, jeg er solidt eftermiddagssnaldret da vi går derfra, Señor Tipsy springer mellem vandpytterne på jordvejen med den store på skuldrene, og er helt imponeret over at det faktisk lykkes mig at handle helt fornuftigt i supermarkedet på vej tilbage til hytten og ikke bare vender hjem med en pose frosne hasselbachkartofler, en stang marcipan og et kilo cashewnødder.

Det er en Creedencedag.

Et dilemma

Vi står foran et dilemma: Skal vi herfra rejse videre op igennem Andesbjergene til Mendoza, være der lidt og så over Córdoba, være der lidt osse og videre til Buenos Aires; eller skal vi ta toget tværs over Patagonien ud til Atlanterhavskysten og så op langs den til BsAs, evt. med afstikkere ind over Pampaen eller alligevel op til Córdoba osse? Vi har indtil videre løst det med en godt gennemprøvet metode: Ved at indføre en helt tredje mulighed. Vi ku krydse over bjergene herfra ud til Stillehavskysten, rejse op igennem Chile til Valparaíso og Santiago og så derfra over Mendoza i nogle dage til noget skovhytte i Córdobaområdet , inden vi kommer til BsAs, alt sammen indenfor fire uger. Beslutninger, beslutninger.

El Bolsón har ry for at være et hippiesamfund, men det eneste vi indtil videre har set der peger i den retning er alle de dreadlockede rygsæksturister der trasker frem og tilbage mellem campingpladserne og Paganoparken. Og en enkelt fyr med fez der sad i parken og spillede Led Zeppelin på en Chapman Stick. Vegetarrestauranterne og helsekostforretningerne er ingen steder at se, det er bare de samme asadores og heladerías som alle andre steder, men det er osse OK: Vi har vores enkelte blus i bjælkehytten, vi har fred og plads, bjerge og grønt. Kaffe, nødder, frugt; det er OK.

Vi vågner til silende regn, bjergene indhyllet i tåge og bereder os på sådan en klassisk sommerhusregnvejrsdag hvor man læser bøger, tegner, spiller spil, drikker alt for meget kaffe, bliver monstrøst doven og til sidst alligevel går ud i regnen, fordi man ikke kan holde det ud mere. Før det kommer så vidt, og før trangen for alvor melder sig til at løse min første kryds og tværs i årevis, klarer det op: Først kommer bjergtoppene frem igen, og langsomt fortrænges tågen osse fra dalen. Det er lidt som at være i et Norge uden centralvarme, felerne udskiftet med panfløjter. Er der mon noget argentinsk blackmetal det er værd at gå efter? Der sku vist være noget chilensk der sku være cool?

De taler castillano her, ikke español, sikkert for at undgå koloniherrekonnotationerne, men det er ikke desto mindre lidt komisk, fordi de udtaler det med sj-lyden i stedet for bare j, sådan som man faktisk ville udtale det i Castilien (hvor der tales castiliansk i modsætning til de andre spanske sprog: Catalansk, galicisk, valenciansk, baskisk, andalusisk for den sags skyld). Det er lidt som at forestille sig Bendt Bendtsen påstå at han taler rigsdansk ['rísdːansk].

Rosenfingret renselse

Det var noget med at jeg ville væk og ud, jeg ville se det andre ikke kunne se, afsløre verdens bedrag, og det sku være ved daggry. Det var essensen af et digt jeg skrev i min notesbog engang i 1.g, et af den slags digte man skriver i sin notesbog i 1.g, eller som det i hvert fald var mig bydende nødvendigt at skrive. Jeg kan huske en del af ordlyden og er alt for pinligt berørt over den til at referere den, men essensen var altså det ovenstående: At komme ud og væk ved daggry, en brat opvågnen til den virkelige virkelighed, som så sku være meget større og vildere end den jeg var hensat til. Med bærmen.

Daggryet må ha været tænkt som et oplagt billede på den åndelige opvågnen jeg mente mig beredt på, men det er osse næsten det der gør digtet allermest usandsynligt som principerklæring: Tanken om at jeg overhovedet sku være oppe ved daggry. Det eneste jeg kendte til daggryet dengang var når jeg travede hjem i det fra en nat i byen der død og pine måtte strækkes til allersidste øjeblik for hvis nu. Og så blev vi smidt ud og gik hjem igennem daggryet, igennem slumrende villakvarterer der blev mindre og mindre mondæne des længere ud af byen vi kom, igennem et lille stykke kultiveret skov hvor fuglene pippede afsindigt og egern sprang forskræmte af vejen for os, og jeg var ikke kommet den store, endegyldige sandhed meget nærmere ad den vej.

Jeg har sikkert set daggryet nogen gange i de mellemliggende år, jeg må vel i ny og næ ha skullet op for et eller andet monstrøst tidligt, en obligatorisk bus til Berlin eller noget, men det er først her, 15-20 år senere, at daggryet er blevet en nogenlunde fast bestanddel af mit liv: At jeg bliver vækket af et barn der ikke kan sove mere og tar det med ud i det blege daggry, sidder sammen pakket ind i tæpper og ser solen bryde frem, taler andægtigt, sagte om hvor fantastisk det er, drikker kaffe, spiser kiwi, lukker døren ind til værelset og lar de andre sove videre, har daggryet for os selv. Eller står selv op for at gi mig selv en stund alene, lige stå og trække vejret og blive til, måske endda læse avisen eller noget lignende overilet.

Det er osse først nu jeg for alvor kommer væk, om så kun i kortere tid ad gangen, men dog overhovedet i forhold til dengang hvor selv regionaltoget fik mig til at drømme om et andet liv et andet sted: Jeg er væk, jeg danner mig selv på ny, blir mere. Jeg er i bjergene, har bjerge hele vejen rundt omkring mig, den evige påmindelse om at det er fuldstændigt fucking lige meget hvad jeg kalder mit arbejde, hvad de tror de bruger min tid på, alt det jeg omgir mig med, i forhold til sådan nogle bjerge der bare er der så massivt. Der er ikke noget pis med bjerge: De er så zen at det er som et karateslag i smasken bare at glo på dem.

Så det er vel noget med at sørge for at bevare dem, bidrage til det store hele med den smule man kan, men det er ikke nødvendigvis det der er svaret eller sandheden eller hemmeligheden. Bjergene i sig selv er en sandhed, en uomtvistelig en, men ikke den eneste: Der er havet og isdækkede søer og stjernehimmel og et væld af andre ting der på hver deres tidspunkt kan få alt andet til at synes så uendeligt ligegyldigt. Børn, kvinder, musik, frugt, daggryet. Og det er ikke entydige svar eller sandheder, og hemmelighederne viser sig enten at være fordulgte ingentinger der gemmer sig bag mystikken, eller noget der faktisk er noget, men som man bare ikke nødvendigvis er klar til at erkende på alle stadier, og det er osse fint nok, man har ikke nødvendigvis altid krav på at vide alt til alle tider, der må godt være en form for indvielse og udvikling.

I daggryet føler jeg mig afsindigt klog og ekvilibreret og bare til.

To enter your mountain

Giv mig et bjerg og tag mig op på dets tinde, ja, men osse ind i det bjerg; igennem snævre, fugtige gange til indre laguner. Tag mig ind i den udslukte vulkan. Kønsmetaforerne karambolerer frådende med heideggerismer, mens jeg indtager det bjerg, sådan der, med den yngste sovende i en sele på maven og den ikke særligt gamle ældste, der slet ikke er gammel nok til at gå op ad sådan et bjerg, i sådan en sol, stovt stavrende afsted bagefter mig med sin mor i hånden.

Da vi klemmer os igennem den passage, 1 meter høj, 70 cm bred, skråt gulv, et par meter lang, og kommer ind i klippehulen falder det mig ind at det her kan ende med at være den 2 1/2-åriges første minde: At være inde i et bjerg, i bælgmørke og fugtig kulde. Lissom mit eget første minde er at blive sænket ned i et hul i græsplænen, som min far havde gravet til verdens højeste hjemmelavede stangtennispæl, og se min mor og storesøster vinke farvel til mig henne fra tørrestativet mens verden forsvandt og jeg blev opslugt af mulden.

Dagen efter står jeg i en bjælkehytte og laver tryghedsdal i et sommerhuskøkken med ét blus, mens Trust spiller i et par bittesmå computerhøjtalere. Jeg har et bjerg for enden af baghaven udenfor den åbne køkkendør, og over floden, over landevejen, nedenfor forhaven, hvor værtsparrets yngste datter får lov til at holde vores lille mens den store kigger lettere bekymret på og ikke fatter hvorfor de alle sammen taler spansk så han ikke fatter noget, der ligger en bjergkæde til. Solen står op bag den ene bjergkæde og går ned bag den anden, det er som det skal være sådan set, men den sydlige halvkugle fucker med mig: Solen går mod uret, og jeg har ingen mulighed for at orientere mig.

De Hellig Tre Skibumser

De Hellig Tre Skibumser kommer vadende pilskæve henad gaden klædt i kåber, turbaner og sminke, mens de spiller Bob Marley på en guitar der er holdt sammen af Billabong- og Rip Curl-klistermærker. Det er sådan et sted hvor vartegnet for den jødiske vegetarrestaurant er en storgrinende kamel i naturlig størrelse der står på fortovet på et par ski. Chokoladerier og mikrobryggerier overalt i de råcampede bjælkehuse, og så ellers bare bjergene hele vejen rundt om søen, stadigvæk med sne på toppen her midt på sommeren.

Vi sidder i vandkanten med fødderne i smeltevandet og smider sten i søen, og til min forbavselse opdager jeg at jeg pludselig kan slå smut, efter jeg gennem hele min barndom har bandet min mor og storesøster langt væk for at de ku slå smut og jeg ikke ku, og nu kan jeg så efter ikke at ha prøvet i over tyve år, så jeg slår smut i en halv time og overvejer om der er nogen mesterskaber man kan stille op til et sted, om det ku være en ny karrieremulighed?

Hele natten stod det ned i ekstranyhedsudsendelsestykke stråler, indtil Satans Taxa med nummerpladen FJH-666 ankom og kørte os til indenrigslufthavnen mens radioen spillede ”Have You Ever Seen the Rain”. Creedence, mand, og sølvfloden der var lisså rødligtbrunplumret som altid, og så lettede vi og bam! var vi over pampaen der bare fortsætter og fortsætter uden nåde. Giv mig en kniv, nogen.

Milonga misére

Det er den samme gade i den samme by, det samme hotel, bare et lidt større værelse til en lidt større familie. Den samme helsecafé henne på hjørnet (fibre! veggiemenu!) er under ombygning, men der ligger en til af akkurat samme slags med akkurat samme menu syv quadras væk. Det er den samme legeplads nede for enden af gaden, den er bare blevet lidt større og til to, men det er er i hvert fald den samme, slidte karrussel med alt for skræmmende brandbiler. Det er den samme malbec, og den smager stadigvæk usandsynlig meget bedre her end derhjemme. Og det er osse den samme Pony-forretning med den samme ekspedient og stadigvæk alt for mange alt for vilde sneakers.

Jeg kan utrolig godt lide Pony.

Jeg kan utrolig godt lide Buenos Aires.

Jeg kan utrolig godt lide at blive spurgt om jeg er danser, når nu jeg har en danser tatoveret, og lade mig selv blive bare lidt i troen på at det osse er fordi jeg ligner en der godt ku være en danser. Klart.