Som dengang jeg ikke ku vente på at mit hår voksede ud, så jeg ku klippe det ned igen, & nu ser jeg hver dag mig selv nogle millimeter nere usoigneret i spejlet uden overskuddet til at gøre noget ved det den dag.
Som dengang jeg prøvede at patinere jeans for at gi dem en historie, & nu kan jeg ikke forstå at de allerede er gået i stykker efter bare nogle år.
Som at beslutte sig for langt om længe at prøve at skrabe sodlaget af undersiden af stegepanden, diagnosticere gasblus som årsagen til det & så indse at det er 3 flytninger siden man overhovedet havde gas.
Som når ting i ens liv med et er 10, 20 år gamle, støvsugeren den man fik da man flyttede hjemmefra, pladespilleren den man købte som udvekslingsstuderende, den store kniv en indskydelse en dag i en eftermiddagsbrandert med en eks.
Som når man sliber køkkenbordet ned & lakerer det, & det står helt perfekt en eftermiddag, & man ved at man skal gøre det forfra om 2 år.
& en dag vil bordpladen være papirstynd.
Som ham fyren man læste om, der levede 27 år i et telt i skoven, & den visdom han tog med sig ud af skoven, var at Lynyrd Skynyrds sange er udødelige. & at Thoreau med sine 2 år ved Walden var en dilettant, som om det var tid alene det kom an på.
Eller som ham fyren på gaden fornylig, JUST A FUCKING TSHIRT henover brystet. På en sweatshirt.
En Borges-tatovering. Lavet som en labyrint. Af bøger. Tag dén, Sune Werner!
Viser opslag med etiketten lyrik. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten lyrik. Vis alle opslag
torsdag den 16. oktober 2014
tirsdag den 1. juli 2014
Brødristerklipning
Jeg drømte jeg
klippede håret med undersiden af en
brødrister de korte sorte
hår blandede sig med de forkullede krummer
Det siger noget om at min
underbevisthed er monstrøst dårlig
til at gøre sig begribelig
& jeg var på flugt
gennem stormagasiner & badehoteller
med min yngste søn
wesandersonske kulisser, grønligt det hele
Under havet i en dykkerklokke
har jeg ingen anelse om hvad
jeg sku studses for
man må gå undergangen & morgengryet
i møde med et vist format:
Åben pande, pudsede briller
krummebakken tømt, sagerne i roden
nogen at holde i hånden
fra først til sidst

torsdag den 26. juni 2014
Et hav af heaviness
Sådan som solen går
ned mellem skuret &
huset som fuglenes
kuldrede kvidren &
dryp-dryp-dryppen i
regnvandstønden længere
væk uophørligt havets
kværnen mod kysten som
jeg det første år i min
byboenfoldighed troede var
en tung trafik der ikke findes her
Det her findes her
Det er nødt til at være nok
Andre aftener findes
solnedgangen over byer
større end denne menneskemængder
musik til at overdøve det hele
Et hav af heaviness
ned mellem skuret &
huset som fuglenes
kuldrede kvidren &
dryp-dryp-dryppen i
regnvandstønden længere
væk uophørligt havets
kværnen mod kysten som
jeg det første år i min
byboenfoldighed troede var
en tung trafik der ikke findes her
Det her findes her
Det er nødt til at være nok
Andre aftener findes
solnedgangen over byer
større end denne menneskemængder
musik til at overdøve det hele
Et hav af heaviness
onsdag den 25. juni 2014
Ikke-haven / Grubberubberubbe
Jeg binder roser op som
de tarveligste allegorier over
alt andet end sig
selv med tynd hvid, hvid
nylonsnor & tungt ladede
underarme flænget blodet
piblende frem rødt, rødt, rødt
huden flosset hvid & død
omkring sin symbolik & det
ligner stadig ikke en ordentlig busk:
Jeg gør det her uden
handsker, mand.
de tarveligste allegorier over
alt andet end sig
selv med tynd hvid, hvid
nylonsnor & tungt ladede
underarme flænget blodet
piblende frem rødt, rødt, rødt
huden flosset hvid & død
omkring sin symbolik & det
ligner stadig ikke en ordentlig busk:
Jeg gør det her uden
handsker, mand.
tirsdag den 24. juni 2014
Under bræktræet
Det er
morgen og jeg har
ikke brækket mig og
der er
et alt hen over
helet og jeg har
placeret mig nænsomt
i det uden at
forstyrre atomerne og
det er
Skt Hans Dag der er
rester af bål fade
med mad øldåser
over restaltet her og
der er
en sirlighed i
det der er ladt
efter markører af
samhørighed og
det er
det at det
er der er
morgenheden at
alt har været.
morgen og jeg har
ikke brækket mig og
der er
et alt hen over
helet og jeg har
placeret mig nænsomt
i det uden at
forstyrre atomerne og
det er
Skt Hans Dag der er
rester af bål fade
med mad øldåser
over restaltet her og
der er
en sirlighed i
det der er ladt
efter markører af
samhørighed og
det er
det at det
er der er
morgenheden at
alt har været.
torsdag den 21. november 2013
Bredt ud som en susen
Vi er her
blussende kinder viltert
hår øjnene tørre
en dag med solen helt
nede mellem træstammerne
med luften helt
nede i lungerne ude
i blodårerne brusende
som rugbrødsmadder termokandekaffe
på et klippefremspring dampende
bar overkrop gennemsvedt
tøj hængt til tørre
over cyklerne
som skovbunden i
forrådnelse under vore fødder
når vi går ind med kæppevåben slår
de døde skud af nederst
på stammerne skråer
over træet væltet i sidste storm
en plade af jord fast om
rødderne endnu intakt
som ku det rejse sig igen
fortsætte med at være uhørt
træ mellem træer
engang løb børn i en anden
tid rundt legede
bag rødderne træet set
nedefra forbløffelsen
et vindstød & en trækning gennem
det udøde træ det
rejste sig igen
et barn i flyverdragt
nedenunder dette er sandt
det er derfor der
bor trolde under
træerne er underjordiske
overalt for at
det ikke slutter
hverken over os
under os efter os
uendeligheden i en
novembereftermiddag
på en sten der
skråner ned mod dalen
som et mylder af klatren
rundt som et landskab
bredt ud som en susen
fra kronerne fra løvet fra jorden klippen
havet længst væk her
som snaps i en lommelærke
er vi her

Etiketter:
Bornholm,
død,
lyrik,
Undergrundens ronkedor
torsdag den 14. november 2013
Ikke-væren
Sån der så meget at
sån der det mindre:
At være skrællet bort til ikke
at være, bare
taget for så givet
underforstået & forgået
& forklare en f.eks.
spanier hvordan det
væk nu først
i talen så i skriften
At vi droppede at
være i nutiden
men stadig ikke ku
slippe os selv som subjekter
sån der det mindre:
At være skrællet bort til ikke
at være, bare
taget for så givet
underforstået & forgået
& forklare en f.eks.
spanier hvordan det
væk nu først
i talen så i skriften
At vi droppede at
være i nutiden
men stadig ikke ku
slippe os selv som subjekter
onsdag den 6. november 2013
Det at jeg står tidligere op end alle andre berettiger mig til indsigt
På denne tid af
dagen er det endnu
ikke til at sige om den lyse
enklave på engen er
en sidste stridbar flok blomster eller
en fugl flået fra hinanden
hvad af de to der er
smukkest om
det overhovedet betyder
noget om det er det
Himlen grusomt rosa på
denne tid af dagen
er det endnu
dagen er det endnu
ikke til at sige om den lyse
enklave på engen er
en sidste stridbar flok blomster eller
en fugl flået fra hinanden
hvad af de to der er
smukkest om
det overhovedet betyder
noget om det er det
Himlen grusomt rosa på
denne tid af dagen
er det endnu
onsdag den 25. september 2013
Skematisk rydning
Der skal ryddes noget, ikke så meget for at gøre plads til noget nyt, bare for at gøre plads til os. Alting er i vejen, det er sådan det er, alverden fylder op og flyder ud over det hele, hver gang den ramler. Det er ikke til at komme frem for sammenbrud.
Tirsdag aften messede Morten Søndergaard sin DNA-kode og modulerede den gennem en rusten Farfisa. Bagefter sad Peder Frederik Jensen på hug og råbte op om at gennempule en torso, mens Andreas Führer dronede en Klaus Schulze-variation under oplæsningen. Onsdag aften sad jeg og arrangerede vejfest og snerydning med to militærfolk, der ikke ku enes om hvorvidt man bare sku rydde fortovet foran de huse der ikke er med i snerydderordningen, fordi det er nemmere end at stoppe maskinen og mase den igennem sneen til næste fortov, eller om de der så var med ville føle sig snydt af fribytterne.
Jeg følte mig snydt, fordi intet længere var gratis.
Som om der ikke var nogen der havde fortalt mig at det her var en del af det at bo i noget, som man ville lyve for sig selv hvis man forsøgte at bilde sig ind ikke var et parcelhuskvarter, bare fordi det ikke var røde murstenshuse med sorte tegltag. Som om jeg ikke havde alle forudsætninger for at vide at det var sådan det var, og derfor havde forsvoret nogensinde at sku leve sådan. Hvor alt der lugter af finkultur er et halmstrå, en chance for at slippe væk, ud, ind i en normaltilstand.
Det var tirsdag aften der var min normaltilstand, det var den jeg ville ha til at være det, det var der jeg sænkede skuldrene.
Der er et øjeblik hvor himlen brænder i underkanten, der hvor det uigenkaldeligt blir dag. Der er kommet flere bønner i haven, det er ikke slut endnu, ikke helt. Der er bær og vilde æbler i skoven, et par månders rå frihed med løs mave. Besøgskatten kommer hen og gnider sig op ad mit ben på trappen, det er alt sammen så fredfyldt som det kan blive med morgentrafikken dronende afsted ude på ringvejen. Militærfolkene sætter sig ind i deres biler i fuld camo, på vej til kontoret ude på kasernen. Den sidste udpost mod en historisk trussel, vi forsvarer os mod fortiden. Man ku blive hjemmeværnsmand, hjælpe med at dirigere trafikken under motionsløb med en stor rund mave under refleksvesten af alt for meget kulturelt betinget steg og brun sovs. Værne om de værdier, ha en riffel parat i hjemmet til den dag man indser hvor det er man er havnet, hvad det er for et hjem man værner om nu. Hvad det er for en trussel: At en mur af frikadeller ikke kan standse syndfloden, at digterne har gennemboret digerne med deres tynde arme og nu kommer stavrende frem over marsken med alt deres vrøvl, krænger vrangen ud på alle fraser og systematisk afmonterer kommandoerne.
Jeg ser Peter Nielsens blik for mig her, sådan som det stirrer direkte på beskueren på flappen fra en af hans 90'er-samlinger, Ansigter, hensigter. Pagehåret, de store briller og så et trodsigt, nærmest agressivt blik, som samtidig virker helt fredfyldt. Som om han prøver at overbevise en om at verden er bedre, mere harmonisk ovre på den anden side af sammenbruddet; som om han gør det klart for en at der ingen vej er udenom.
Der skal ryddes noget her, fortovene skrælles tilbage, vejene krænges ind over sig selv, der skal lægges flere lag ny mening ud over det hele. Ingen blir snydt.

andreas führer,
drone,
klaus schulze,
lyrik,
morten søndergaard,
peder frederik jensen,
peter nielsen,
prosa,
provinsen
onsdag den 30. januar 2013
Om at miste troen på Sonny Crockett
![]() |
Stop. La være med at forestille dig en analyse af såvel racemotiver som freudianske understrømme i Miami Vice. Det ville der ikke komme noget godt ud af.
Det du skal forestille dig er den her dreng på omkring 10 år engang i slutningen af 80'erne, som synes Sonny Crockett er så sej at han selv går rundt og smøger ærmerne op på sin vindjakke for at efterligne sit idol. Sørger for at holde tommelfingrene på ydersiden, når han har hænderne i lommerne, på den der måde som af en eller anden grund er cool lige der. Får sin mor til at købe sig espadrillos i pastelfarver. Udelukkende leger Miami Vice med sin kammerat, som er foruroligende let at overtale til at agere den muligvis moralsk anløbne Tubbs. Dekorerer en hel væg på sit værelse med Miami Vice-billeder klippet ud af aviserne.
Det når et slags klimaks, der hvor Don Johnson udgir sin debutplade, Heartbeat, og drengen køber kassettebåndet og lærer sig selv at synge titelsangen på vrøvleengelsk. Her går det trods alt op for drengen at der er grænser for hans idols formåen, og at grænsen går lige præcis her, ved den plade. Det er virkelig, virkelig ussel sekundavarepop, som hvis man kan forestille sig en liteversion af Huey Lewis. Vist nok, der er ingen der kan huske hvordan den plade lyder i dag, bortset fra titelnummeret. Titelnummeret kan alle huske, og hvis de ikke ku, så vil Don Johnson gerne selv minde dem om det, sådan som han gør det 25 år senere, hvor han dybt alkoholiseret prøver at forføre en kvinde udenfor toilettet på en restaurant ved at holde hende hårdt fast op mod væggen, mens han stønner ”Heartbeat” op i hendes ansigt. Åh jo, det gjorde han.
Men det er alt sammen eftertid, det er ikke det du skal fokusere på: Det du skal forestille dig er den her dreng, som er ved at miste troen på det der meget vel ku være hans første store forbillede. Du skal forestille dig hvordan verden åbner sig fuldstændig uoverskueligt foran ham, nu hvor han er ved at miste sit fikspunkt i den. Det er ikke fordi han ikke stadig ser Miami Vice, det er bare ikke længere den samme oplevelse for ham, det virker næsten lidt latterligt nu, indtil han ser afsnittet ”Free Verse”. Det ville være så smukt hvis man ku sige at historien om en centralamerikansk digter, der skal vidne i Kongressen om forholdene i hans hjemland, som er plaget af korruption og kampe mellem venstreorienterede guerillagrupper og højreorienterede dødspatruljer, åbner drengens øjne for hvad det er der sker i Centralamerika, og Latinamerika i det hele taget, på det tidspunkt. Eller hvis bare Hector Sandovals flamboyante skikkelse, som hjuler rundt i sin kørestol og hælder drinks i sig og antaster unge damer, gør drengen interesseret i hvad det der poesi er for noget, og hvordan det kan ha den effekt på mennesker, både dem der skaber det og dem der dyrker det. En kæmpemæssig kulturel vækkelse og social bevidsthed antændt i en 10-årig dreng.
På en måde er det sådan set osse det der sker. Men det du skal forestille dig er den her dreng, som sidder og ser det her, og han har godt en anelse om at de her ting osse sker i virkeligheden, og at det er ret fucked, men strengt taget osse meget langt væk fra hvor han befinder sig, mentalt såvel som fysisk. Og det der så sker er at Hector Sandoval stikker af fra Tubbs og Crocketts overvågning for at gå på natklub, ubændigt fri sjæl som han er, og på den natklub spiller Suicidal Tendencies. Hele set-uppet er ret vanvittigt med new age-piger i høje hæle der danser rundt med touperet hår og gigantiske plasticøreringe, ansigtsmalede sorte der laver electric boogie til musikken, og så en midaldrende digter i kørestol midt i det hele. Det er drengens første møde med en dekadence, der langt overstiger det at ha en alligator som kæledyr, det er en depravation af alle de værdier han indtil det punkt stadig har regnet for at være gode og sande, og den lille smule tvivl, som en flad og ærgerlig popplade har plantet i hans sind, finder nu en åbning den kan svinge sig selv imod, hurtigere og hurtigere, indtil glasset smadres, verden ligger vidåben og fuldstændig fucked foran ham, og han vil bare skate og moshe henover de brændende ruiner af den.
| Suicidal Tendencies medvirker i Miami Vice. Dubbet til fransk. |
Etiketter:
don johnson,
essay,
hardcore,
krig,
lyrik,
miami vice,
prosa,
punkrock,
suicidal tendencies
onsdag den 30. maj 2012
Pizarnik-bizarnik havde det heller ikke for sjovt
Det er sådan en slags fantasi man nogen gange kan forfalde til: At føle sig forstået af en vildtfremmed, bare sådan, og så miste den kontakt med det samme og fortsætte med at leve i tvivlen om hvorvidt den forståelse overhovedet rigtig var der, og om den ku ha varet ved, hvis man havde givet den muligheden for det. Det er en mikrofortælling af den unge, katalanske forfatter Víctor Balcells Matas, der bare hedder ”Pizarnik”, hvor han går henad gaden sammen med sin kæreste der snakker om hverdagsting og keder ham noget så grusomt, og han svarer hende med en linje fra Pizarnik: ”Cómo decirte con palabras de este mundo que partió de mí un barco llevándome” – hvordan sku jeg fortælle dig med ord af denne verden at en båd stod ud fra mig og tog mig med sig? Og det er der en kvinde foran dem vender sig forbavset om og udbryder: ”Det er et vers af Pizarnik!” hvorefter hun forsvinder igen, og han sidder bagefter sammen med sin kæreste i deres lejlighed og ved at det hele er slut mellem dem, og at han måske egentlig burde ha lagt mærke til hvor den kvinde forsvandt hen i stedet for osse at la hende sive ud af sit liv.
Det er sådan en slags fantasi man nogen gange kan forfalde til: Hvad der ku ha været i stedet for dette der er.
Ikke Pizarnik, den Pizarnik Balcells Matas referer til, som han føler igennem: Alejandra Pizarnik nærede ikke de store illusioner om at det nogensinde sku ku blive bedre end det var. Hun var ikke kyniker, hun var sig sit sortsyn bevidst, det var bare ikke noget hun så som noget det var muligt at ændre på. Eller troede på at det ville gøre det bedre, hvis man alligevel ændrede på det, selvom det under alle omstændigheder alligevel var udelukket. Hvis man nu tog Alejandra Pizarniks samlede produktion og lavede en frekvenstælling på de mest brugte ord, så ville det i kun lidt vilkårlig rækkefølge komme til at se nogenlunde sådan her ud:
- Død, dø, døden
- Skygge
- Nat
- Barndom, barn
- Du, dig, dit
- Alene
- Og selvmord, selvmord, selvmord.
Anskuet fra den vinkel var hun en ganske normal ung lyriker af den sortklædte skole, og efterhånden som man arbejder sig igennem hendes produktion fra debuten i 1955 som 19-årig, synes selvmordet i 1972 stadigt klarere bebudet. Og man kan ta sig selv i at undre sig over hvordan en ung, ikke uskøn, kvinde af det bedre argentinske borgerskab kan være så monomant besat af døden og ulyksaligheden. Hun sidder der, spærret mere og mere inde i sit kammer med den grønne væg, først i Buenos Aires, så i starten af 60'erne nogle obligatoriske år i Paris, og bliver mere og mere fikseret på den død hun konstant ser komme og tabet af en anden, mens hun tilsyneladende afsondrer sig mere og mere fra andre mennesker.
Det er i hvert fald sådan det tager sig ud, hvis man tar hendes ord for gode varer. Og der er ikke noget i hendes værk der for alvor sår nogen tvivl om at det er det hun ønsker at man gør: Tar hende alvorligt, tar det hun skriver alvorligt. Det er så alvorligt, så alvorligt, og det bliver det ved med at være uden ophør: Død og savn, død og forladthed, død med død på. Det er egentlig ret enerverende, det er svært at forestille sig at den unge Alejandra har været et særlig livligt bekendtskab, for slet ikke at tale om den voksne, for så vidt som det overhovedet gir mening at tale om den slags i forbindelse med Pizarnik. 36 år bare og ude af stand til at ta vare på sig selv eller la andre gøre det. Der er ikke nødvendigvis så meget der gir mening hos Pizarnik, og de ting der gør det, de gør det næsten mere i trods, fordi det er ting som andre ikke tillægger den samme mening som hun tillægger dem. Man fornemmer næsten at det i sig selv er en væsentlig grund til at la lige præcis de ting veje så tungt: Døden, selvmordstankerne; natten som refugium for den fremmedgjorte; barndommen og den naivitet der bliver gjort helt salig her, fordi den ikke forstillede sig, fordi den stadig nærede de fantasier der for længst er knust da den første linje bliver prentet på papiret: ”Días contra el ensueño”, dage mod drømmen, hvor ordene, snarere end at skabe et system i kaosset og kortlægge det, trækker kaos med sig ind i teksten for at vise det frem, for at demonstrere umuligheden af at være foruden det. Umuligheden som sådan.
I begyndelsen, med den første digtsamling La tierra más ajena (”Jorden længst væk”, 1955), er sproget stadig åbent, hun koketterer lidt med sin miserabilitet og sin desperation, osse selvom hun senere, mod enden, benægter at der nogensinde har været tale om nogen koketteren overhovedet, at det hele ikke sku ha været ment. Der er sågar en slags nydelse i et kortere prosastykke som ”Puerto adelante” (”Fordør”), der slutter med muligheden for at lægge det hele bag sig og bare ”gå sin vej og ikke vende tilbage.” Men det gør hun, vender hele tiden tilbage til det værelse, den nat, og døren blir lukket forsvarligt i over de næste 10 års samlinger til Los trabajos y las noches (”Arbejderne og nætterne”, 1965), hvor digtene er barberet ned til 5-10 vers der kredser om det samme igen og igen: Døden, skyggen, natten som forløsning på den mistede anden, barndommens idealiserede uskyldsrenhed, ensomheden. Det ku være skabet, det ku være enerverende, det ku være lidt ligegyldigt, hvis det ikke hele tiden havde været så langt ude over kanten af hvad man egentlig kan tolerere, som her i titeldigtet fra Los trabajos y las noches:
(for at erkende tørsten som mit emblem / for at betyde den eneste drøm / for aldrig igen at opholde mig i kærligheden // jeg har været ethvert offer /en ren omflakken / som en ulv i skoven / i kroppenes nat / for at sige det uskyldige ord)
Det er grådkvalt, det ynkværdigt, og det er i virkeligheden så for meget at det er svært at ha med at gøre at det kan røre ved en. Og når det alligevel gør det, så er det i høj grad fordi det er den verden Pizarnik insisterer på at være i, en verden udenfor verden, en natverden der vækker afsky hos dem udenfor den, dem indeni den anden verden, der for hende er uigennemtrængelig. Hun viser os vores verdens uigennemtrængelighed, tar det fra os vi tar for givet, bare ved at skrive det, bare med de ord som vi har bygget vores egen verden op med, dem kaster hun tilbage mod den.
Men gir det så hendes digtning en ekstra tyngde at hun endte med at begå det selvmord, som så stor en del af hendes lyrik synes at bebude? Faktisk virker det mere bare ærgerligt, fordi Pizarnik selv godt ku lægge en vis distance til sin egen dødsdyrkelse og endda direkte ta pis på sig selv, som hun gør det i de efterladte tekster om forretningspartnerne Sombra & Sombra (Skygge & Skygge), hvor den ene Sombra dør og den anden fortsætter firmaet som om intet var hændt og gir sig ud for at være den afdøde Sombra, når det er bekvemt. Det er absurd og det er villet tykt, og det er helt befriende et øjeblik, indtil man indser hvad det reelt er hele projektet går ud på: Det er forestillingen om en sjæleven, om en der står så nær en at man flyder sammen, så man kan ophøre med bare at være det selv man efterhånden lisså lidt som omverdenen kan udholde. Hun siger det, igennem den efterladte Sombra, i ”Texto de Sombra”: ”Quiero existir más allá de mí misma,” jeg vil så gerne eksistere hinsides mig selv, og det er det hun gør i de tekster, hun bygger et skizofrent univers op, hvori hun kan leve med sig selv, og så er hun alligevel kun alt for godt klar over hvem det er hun egentlig lever med på den måde: ”con los aparecidos,” med genfærdene. Og at det så er hvad det er gør hun sig osse klart allerede i næste vers: ”Quiero existir como lo que soy: una idea fija” – jeg vil eksistere som det jeg er: en fiks idé.
Det er en fiks idé at det skrevne nødvendigvis skal adskilles fra den skrivende: Det er i bedste fald en strengt videnskabelig tilgang til noget der bevidst gør sig uhåndgribeligt. Hvormed ikke sagt at man skal ta alt Pizarnik skriver bogstaveligt, men lissom det er svært at læse hendes selvmordstekster uden at ha hendes faktiske selvmord i baghovedet, så er det svært ikke at ta hendes ophold på sindssygehospitaler med ind i sin læsning. Skal prosastykkerne om Sombra og Sombra så læses som en reference til det forhold hun påstås at ha haft til forfatterkollegaen Silvina Ocampo? Gir det mere mening at læse Pizarnik, hvis man lægger en lesbianismeramme ned over hendes tekster? Det er ikke engang noget man behøver læse ind i hendes tekster, hun blotlægger det selv i det efterladte digt ”Sala de psicopatología”, skrevet under et ophold på den psykiatriske afdeling i '71-'72: ”todo es concha, yo he lamido conchas en varios países y sólo sentí orgullo por mi virtuosismo” – alt er fisse, jeg har slikket fisse i adskillige lande og følte mig bare stolt over min virtuositet – hvorefter hun hylder sine evner som uovertruffen fisseslikker, indtil hun udbryder: ”¡oh el goce de la roña!” – åh det sødmefulde fordærv! Og der er ikke noget i vejen med det, ikke som hun ser det, men det er sådan hun føler at alle andre ser det. Det er det sødmefulde fordærv der har bragt hende til den psykiatriske afdeling, sådan som terapeuterne ser det, og der er ikke noget sødmefuldt i det nu, der er ikke nogen glæde i det, ingen trøst. Der er ingen trøst at hente for alvor hos Ocampo heller, hun er lisså besat af døden og fordærvet og sindssygen og tristessen som Pizarnik selv, og hun lever desuden i et ægteskab med forfatteren Adolfo Bioy Casares. Hun er i en anden sfære, hun er i overklassen, holder middagsselskaber med vennen Jorge Luis Borges; Pizarnik er udenfor, altid, selvvalgt bohème på sit lille værelse med den grønne væg. Så kan det gi mening at hendes lesbianisme og hendes kærlighed til en gift kvinde får hende til at føle sig mere udstødt, men det er ikke engang det der er pointen. Pizarnik beskriver andetheden, hun gir den stemme, og den stemme tar magten over hende: Efterhånden blir der mindre og mindre Alejandra og mere og mere Pizarnik i hendes tekster, og så er der kun én logisk konklusion. Får hun det til at virke som. Selvmordet blir uløseligt forbundet med hendes poesi, men det hæver den ikke op på et andet plan, snarere gør det bare dødskoketteriet underligt privat. Det kan ikke være det der er meningen.
Det kan ikke være meningen at Pizarniks tekster skal gi mening. Faktisk er det noget af det bedste man kan håbe på: At de ikke gir for meget mening for en, at de tilstande hun beskriver, tilstanden i det hele taget, fremstår i tryg afstand af en selv. At hun vedblir med at være bizarnik. Man letter lidt på låget, lar sig føre med indtil kvalmen indtræffer, lukker bogen igen, går videre med sit eget liv. Går sin vej for at vende tilbage igen senere. Står på kanten af kajen og ser den båd sejle bort uden en, den kvinde forsvinde rundt om hjørnet, alt opløses, hej, vinker man.

para reconocer en la sed mi emblema
para significar el único sueño
para no sustentarme nunca de nuevo en el
amor
he sido toda ofrenda
un puro errar
de loba en el bosque
en la noche de los cuerpos
para decir la palabra inocente

Adolfo Bioy Casares,
alejandra pizarnik,
Argentina,
bohème,
død,
essay,
Jorge Luis Borges,
lyrik,
Silvina Ocampo
mandag den 15. november 2010
Elektrisk vinterlandskab, 2
Ser:
skyer sejle henover en gavl
skåret over af skygge & lav vintersol,
løvfang spejle sig henover søen
slået i stykker af en krusning
Hører:
sådan en kvint, noget atonalt
slået an for mit indre øre
med ustoppelig sustain &
ærgrer mig, skærer
ansigtet over i en grimasse
for det indlysende, åbenlyse
som i et dramas udslukthed
en dokumentar om posttraumatisk stresssyndrom
hvor det skal illustrere
tidens uophørlighed
skånselsløs fremdrift
Et postskandinavisk tristessesyndrom
som om vi orker mere af det:
lad dog min vinterby
soundtrackes af glitch
flås i stykker af det
fra tagrende til tagrende
åbne sig som et mylder;
lad mit vinterlandskab
soundtrackes af episk heltemetal
drageskibe sløret i disen på bæltet
vinden i ansigtet
Det er ikke en tid til pis & problemer

søndag den 14. november 2010
Novembersandslotte
Novembersandslotte
middagssolens skygger meterlange
henover det våde sand
voldgravsudgravninger
pendulfart ned & hente isnende vand:
her må fjendtlige hære gi fortabt
foran strandskalsportene ind
til et slot nødtørftigt smykket
med tang & en gul skovl
Chokket, kroppens mistro
da vi klæder os af på badeanlægget
et øjebliks vægring inden
springet & det isnende vand
omslutter os hele
kroppens overflade hypersansende
vantro, går i forsvar
wtf'er adrenalin ud i det fossende blod
så dampen står af huden
når vi glider op ad vandet
& tørrer os i solen
urørlige udødelige usårlige
Min kones & min ældste søns konturrer
i modlys oppe ad en trappe
minder mig om det billede
min far malede for tre årtier siden
med min mor & mig som modeller:
en brintbombet by
murbrokker ruiner støv
ikke så meget død som
intet der tilkendegir der
nogensinde har været liv der
& i forgrunden
for lige at sætte trumf på
et svedent plankeværk
med vores konturrer aftegnet,
sådan – mor barn udslettelse afmagt
Totalkrigen var noget mere
massivt præsent
i min 80'erbarndom
med atommarcher & sovjetiske statsbegravelser
min storebror tegnede et pindsvin
der blokerede vejen for en kampvogn
& fik den trykt i Informeren:
mine børn vokser op med et lisså
flimrende fjendebillede
& sandsynligheden for at lige de
sku møde en selvmordsbomber
vel lisså stor som den var for
at nogen sku trykke på
Knappen

onsdag den 27. oktober 2010
Stenhård
Henrik S. Holck som jeg
aldrig har læst overhovedet hørt om hvad
"samler 1 sten op
og lar den falde i gråt vand”
& har så forandret verden
Så jeg tager den der sten, OK
& fucking kvaser den, mand
i det øjeblik er jeg Henry Rollins uden noget S.
hiiiiger efter at nogen skal anerkende
at jeg er sej & føler
oveni hinanden, så sammensat
renæssancemand, mand
at nogen skal anerkende
alt det han føler for dem
for at de kan være seje igennem ham
aften efter kaffedreven aften
på et sterilt hotelværelse eller en tourbus
elektriske fleecetæpper & en diæt af proteinbarrer
& den der sten er en diamant nu
en påmindelse om en følelse
tiden har gjort mere autentisk
verden er forandret
vi forandrer aldrig verden

Henrik S. Holck,
Henry Rollins,
lyrik
torsdag den 26. august 2010
Kaffe, croissanter & død
Solhilsen på stuegulvet
mens resten stadig sover
måtten lagt ud
i retning mod kraniet på sin hylde
et kranie fra en eks, ikke hendes
et der fulgte med
& har tronet siden
det ku fungere som en art påmindelse
om noget men døden
har aldrig været mere
fraværende i mit liv
end den er nu mit liv
har aldrig været mere
fuldt af liv
Tanken om døden
fylder intet i mit liv
den er ikke en mulighed
den findes ikke
jeg har helle
her blandt mine jeg har
en forpligtigelse
til at være til
Døden er i yoga
vist nok der var et eller andet
der Johannes Aagaard
den ækle indremissionske mandag
der så djævlen overalt
skrev noget om yoga
som en dødskult
fejede ind over hans kristne verden
under dække af at være
fucking strækøvelser
Johs. Aagaard ku sikkert ha
haft godt af lidt morgenstræk
rette ryggen trække vejret dybt ind
se sin gud over det hele hvis han
absolut ikke ku opfatte
verden uden gud
som berettigelse
i stedet for død & djævel
Døden er i de mexicanske figurer
der står rundt omkring i stuen
de er jo osse katolikker besatte
Døden er i religion
& der har aldrig været mindre
religion i mit liv
end der er nu
ingen spiritualitet:
livet nok i sig selv
uden besjæling
uden andet højere formål
end at være der
for at være der
for at være der
Jeg har aldrig været mere
tilstedeværende i mit liv
end jeg er nu
mens resten stadig sover
måtten lagt ud
i retning mod kraniet på sin hylde
et kranie fra en eks, ikke hendes
et der fulgte med
& har tronet siden
det ku fungere som en art påmindelse
om noget men døden
har aldrig været mere
fraværende i mit liv
end den er nu mit liv
har aldrig været mere
fuldt af liv
Tanken om døden
fylder intet i mit liv
den er ikke en mulighed
den findes ikke
jeg har helle
her blandt mine jeg har
en forpligtigelse
til at være til
Døden er i yoga
vist nok der var et eller andet
der Johannes Aagaard
den ækle indremissionske mandag
der så djævlen overalt
skrev noget om yoga
som en dødskult
fejede ind over hans kristne verden
under dække af at være
fucking strækøvelser
Johs. Aagaard ku sikkert ha
haft godt af lidt morgenstræk
rette ryggen trække vejret dybt ind
se sin gud over det hele hvis han
absolut ikke ku opfatte
verden uden gud
som berettigelse
i stedet for død & djævel
Døden er i de mexicanske figurer
der står rundt omkring i stuen
de er jo osse katolikker besatte
Døden er i religion
& der har aldrig været mindre
religion i mit liv
end der er nu
ingen spiritualitet:
livet nok i sig selv
uden besjæling
uden andet højere formål
end at være der
for at være der
for at være der
Jeg har aldrig været mere
tilstedeværende i mit liv
end jeg er nu
torsdag den 5. august 2010
Nat uden beats
Det blir lidt tidligere mørkt
lidt koldere om aftenen allerede
børnene nede på sporteren holder stand
endnu & ingen slagsmål i aften
ingen blå blink bag skolen
fordi nogen har hørt nogen true nogen med
fucking at slå dem ihjel hvis de
fucking rør dem eller deres søster igen
Dér er en udrykning, jo
men det er et andet sted
det går ned i aften
& jeg får lov til at ta min tro på
menneskeheden med mig i seng i aften
Jeg er følsom
Jeg blir skuffet &
så kan det sgu osse ha sig
& jeg orker ikke at gøre
en indsats
Jeg nærer en dyb tro på
at det ku være bedre
& at det derfor burde
være det &
igen & igen skuffes jeg
over når det ikke er det når
andre har en opfattelse af
om ikke hvordan det burde
være men hvordan det altså er
nødt til at være nu
kan du jo nok se
som er mig så fuldstændigt imod
Det er tarveligheden
der får mig til at frygte at
den eneste måde mit ideelle samfund
virkelig ville ku funge
var hvis alle i det
var lissom mig
& så er utopien blot endnu en
ideologi andre skal rette ind efter
eller jeg er endnu en skuffet misantrop
Mørket tar til
et fly der blinker på himlen
den evige higen værk herfra
et sidste parti blindt basket på den
mørklagte bane ekkoer
ring efter politiet nogen,
kl. er to min. over ti
det er ikke Istanbul det her
Jeg ville ønske jeg var i Istanbul
Jeg ville ønske jeg var mig som
jeg forestiller mig jeg ville være
omplantet til Istanbul
mine børn ligge & sove
i den istanbulske nat
min kone lave tyrkisk kaffe
med grums og det hele
til os begge, alt for sent
ift. hvad vi plejer men
fordi vi var i Istanbul
jeg ville ønske jeg havde
den istanbulske nat at
lade min være læne sig op af
Jeg ville ønske der var et beat
i den her nat til at
sætte det hele i svingninger
lade os blive ét
& at det ikke kom fra
pushernes højglanspolerede slæder
der samles nede foran kiosken
& lader os blive delt
fordi de er noget som
ikke er romantisk slum
det er ikke det vilde, levede liv
det er bare larmende & fattigt
sølleheden som i misbrugt tillid
som en ridset biblioteksplade
en rippet landevejsbod
som ingen tiltro til andre
& det mørknes
& de eneste to punkter de rager op
& lar sig belyse mellem alle
de mørke silhuetter
er gud bedre det
kirken & kasinoet
Vi er doomed
for i aften.

tirsdag den 1. juni 2010
Ekstemporær sommeraften kammer over & selvantænder
Det er den allersidste røde sol vi
fanger sat i spænd mellem to tårne
i øjenhøjde, helt nede & mænge sig med os
& vi er taknemmelige fordi
der er fuglefløjt &
isbilen tar over for kirkeklokkerne:
sommeraftenen vor messe,
sporteren vort panteon
unge guder i stormløb mod
tidens træge, tunge vælde
& i dette øjeblik uden for tid
vedtager vi en resolution om
ikke at anerkende morgendagen
det er en skarp påtale til den
fremtid der blevet stillet
os i udsigt: den skal stramme sig
gevaldigt op & i
mellemtiden, dette interim der
er blevet os tilstået af en
uforvarende rosa aftenhimmel
& lige nøjagtig varmt nok til at
man kan være ude i den,
finder vi øl & gavevin,
brændevin & nogen har joints
& nogen ringer efter amf
& nogen kommer til at blotte
sig & nogen kommer til at
tude midt i det hele: det er tid
for fadermord & hor & store ord
mejslet i granit om
kunsten & Slayer & nogen
kommer til at spæne nøgne
gennem gården
for at lufte ud i ballonen
& nogen kommer til at snave
nogen de for længst sku ha snavet
& nogen kommer til at snave
nogen de ikke burde ha snavet
denne aften & nogen de
senere ville ønske de aldrig havde
snavet & nogen ville ønske
de havde snavet bare nogen
& nogen brækker sig igen & igen
Det er en aften der sender
råbene op ad husmurene
& ind der hvor nogen indædt
insisterer på at sove for helvede, det er
andres stupide fester
genlyder af dåsenostalgi & braldren
Det er som den nat engang
i sommerferien efter gymnasiet hvor
du vågede en hel nat over
dig selv for at opnå en eller anden
højere bevidsthed om hvor fantastisk
du i virkeligheden var eller
slå din egen onanirekord
& du var ved at tude over
natradioens erotiske bekendelser
& powerballaderne uden noget at
bekende eller føle selv
& da morgenen sivede hen ad vejen &
ind gennem løvfanget
fangede dig bleg & hul & harsk & uskøn
havde du ikke længere noget at
bevise overfor nogen & gik endelig i seng
Morgenen gider ikke engang kaste sig
over os: vi er udødelige nu & lisså
blaserte & blæste
alt for ampede op & kullet ud til at tage
den videre nogen steder
vi stikker ned & henter en kasse øl til
standser lige op & siger wow, fuck, til
at alt er blevet kobberfarvet igen
fugle, en forkølet bil, en syngende cyklist
- altid en et sted der bare er så
dumstædigt lykkelig over at mærke
vinden i ansigtet & benene pumpe
den boblende eufori rundt at de bare
må besynge det hele - & tilbage
i køkkenet & konstatere at man
pludselig er i hegnet:
Det er den allerførste ild af
solen der fanger os mellem fedtpletterne
på køkkenvinduet, tager os
om skuldrene & skærer sig igennem
vores øjne; forkynder at
en ny dag
er kommet bag på os

Abonner på:
Opslag (Atom)