2013 på pladespilleren - # 2: Coke Bust

Der er det der afsnit af Southpark, hvor Stans bedstefar vil vise ham hvor forfærdeligt det er at være gammel, ved at låse ham inde på et værelse med en ghettoblaster der spiller "Sail Away" med Enya. På samme måde kan Coke Busts anden LP, Confined, fungere som en illustration af hvordan det er at være i 30'erne: Man sænker pickuppen, nålen glider ind i rillen, og så løber det hele løbsk, frådende hardcore med pludselige breaks, der kun lige når at gi en pusten til endnu en tur igennem heftigheden. Så vender man pladen, det hele fortsætter, det er næsten grindcore nogen steder, og det er åndssvagt brutalt, og så er pladen slut og man står der midt på stuegulvet med et saligt smil om munden og nærmer sig de 40. 10-årsbryllupsdagen med en gymnasielærer er lige om hjørnet, gulvene i det hus med have man bor i er generøst overstrøet med LEGO og perlepladeperler, lissom ens hår er det med gråt, og det er helt i orden.

Det ene øjeblik sad man på Märkbar med et andet kærestepar og fejrede ens 30-årsfødselsdag, 9 minutter senere blir folk skilt og får kræft omkring en, forældre begynder at dø, og det vælter rundt med larmende børn om benene på en til fester, de overdøver fuldstændig en mens man prøver at forklare nogen hvorfor det virkede som en god idé den aften at score alle Fernet Branca-shotglassene, som man stadig bruger som saltkar. Der er så meget der har virket som gode idéer, det var en smaddergod idé dengang man gik straight edge, edderfokuseret og euforisk arrig var man, det er den følelse Coke Bust genskaber for en nu.

Der er intet der er ovre her, man kan vende pladen igen, der er værdier her man kan opdrage sine børn med. Medmenneskeligheden, respekten, autoritetsmistroen, den slags. Man kan danse rundt i stuen som et fjols til den her musik med sine børn, man kan la dem se en blive rørt og fuld af lykke over hvor vildt det er at være i sådan et øjeblik. Over vigtigheden af den her musik.

Kæmpestor er den.