2013 på pladespilleren - # 2: Coke Bust

Der er det der afsnit af Southpark, hvor Stans bedstefar vil vise ham hvor forfærdeligt det er at være gammel, ved at låse ham inde på et værelse med en ghettoblaster der spiller "Sail Away" med Enya. På samme måde kan Coke Busts anden LP, Confined, fungere som en illustration af hvordan det er at være i 30'erne: Man sænker pickuppen, nålen glider ind i rillen, og så løber det hele løbsk, frådende hardcore med pludselige breaks, der kun lige når at gi en pusten til endnu en tur igennem heftigheden. Så vender man pladen, det hele fortsætter, det er næsten grindcore nogen steder, og det er åndssvagt brutalt, og så er pladen slut og man står der midt på stuegulvet med et saligt smil om munden og nærmer sig de 40. 10-årsbryllupsdagen med en gymnasielærer er lige om hjørnet, gulvene i det hus med have man bor i er generøst overstrøet med LEGO og perlepladeperler, lissom ens hår er det med gråt, og det er helt i orden.

Det ene øjeblik sad man på Märkbar med et andet kærestepar og fejrede ens 30-årsfødselsdag, 9 minutter senere blir folk skilt og får kræft omkring en, forældre begynder at dø, og det vælter rundt med larmende børn om benene på en til fester, de overdøver fuldstændig en mens man prøver at forklare nogen hvorfor det virkede som en god idé den aften at score alle Fernet Branca-shotglassene, som man stadig bruger som saltkar. Der er så meget der har virket som gode idéer, det var en smaddergod idé dengang man gik straight edge, edderfokuseret og euforisk arrig var man, det er den følelse Coke Bust genskaber for en nu.

Der er intet der er ovre her, man kan vende pladen igen, der er værdier her man kan opdrage sine børn med. Medmenneskeligheden, respekten, autoritetsmistroen, den slags. Man kan danse rundt i stuen som et fjols til den her musik med sine børn, man kan la dem se en blive rørt og fuld af lykke over hvor vildt det er at være i sådan et øjeblik. Over vigtigheden af den her musik.

Kæmpestor er den.

2013 på pladespilleren - # 7: Iron Lung

Jeg havde engang en ukonkret kæreste. Hele vejen igennem, og det er vist endda hendes fødselsdag i dag, det er nogenlunde så konkret det blir. Vi var vrede sammen, men det var en ufokuseret vrede, den havde ikke noget specifikt politisk mål. Vi ville brandbombe Folkeregistret i Nyropsgade, fordi det virkede som en tilpas ukonkret handling på en måde, hvis manglende erkendelse af sammenhænge og bare symbolik jeg har svært ved at sætte mig ind i den dag i dag; så gik vi fra hinanden i stedet.

Det tænkte jeg på nogle år senere, da jeg stod til et power violence-show i en kælder i baggården til Folkeregistret. Jeg ved ikke hvordan nogen havde fået sat et show op dernede i pedellens varmestue, men det var første gang jeg hørte Endless Blockade, Hatred Surge og Iron Lung, og det var vildt godt. Her var en arrigskab der var kammet fra afmagt over i det absurde, der var ingen der behøvede at tale om noget politisk fokus, det var givet, vi var hinsides det.

Endless Blockade forsvandt for nogle år siden op i en højere enhed med en buldrende noise på deres anden og vist nok sidste fuldlængder, Primitive, mens både Hatred Surge og Iron Lung har udgivet nye plader i år. Der skal ikke lyde et ondt ord herfra om Hatred Surges fine Human Overdose, det er en solid omgang deathmetal-inficeret grindcore af den korthårede, bebrillede slags, men det er Iron Lungs White Glove Test der tar prisen som årets syvendebedste plade.

White Glove Test er i første omgang udgivet som to seperate plader, den ene med power violence, den anden med power electronics, som det så er meningen skal spilles samtidig eller hver for sig, forskudt, til hver sit publikum, over det hele. Jeg ved det ikke, jeg har ikke engang hørt den, jeg læste om det, glemte det igen, og mit eksemplar har kun den ene plade. Så der.

Det ville alligevel være den jeg syntes bedst om: White Glove Test forlener den afsindige powerviolence som man kender den fra Spazz og Infest, med tilpas meget punkrockethed i breakdowns og riffing til at det blir mere end bare afsindigt: Det blir et monster af en plade, kompleks og smadrende, groovy og knusende på samme tid. Det er en plade at brænde folkeregistre til og til at bygge nye, bedre samfund op på grundlag af. Vilde, omsorgsfulde, intelligente samfund hamrende afsted ud over engene.

Jeg havde engang en ukonkret følelse. Nu har jeg Iron Lung til at fokusere den ud for mig.