Forstadier til forstaden

De havde osse tænkt på om de ikke på et tidspunkt ku ha lyst til at flytte ud af byen, få en have til at dyrke deres egne grønsager i, lidt mere plads, et arbejdsværelse, som så senere ku blive ti et børneværelse, engang ude i fremtiden, seføli. Et hus, et hus: Mit kongerige, byen, for et hus. Fremtidsplaner, reelle, ikke bare væverier, men så meget til at ta og føle på at de næsten var til at ta med ned i banken, hvis de havde været så langt fremme, havde følt sig sikre nok til at være i den fremtid.

Men seføli skød de det foran sig, om nogle år, på et tidspunkt, mens de tog lidt mere af den by de nu havde for sig, grådigt, som ville den ungdom de befandt sig midt i slutte på et tidspunkt; som ville alt blive alvor i Fremtiden, når de sku sidde derude i deres hus og rigtig få gjort alt det de ikke rigtig ku finde tid eller ro til for byen omkring dem, al den by, alle vegne henne; og få deres venner på besøg i det hus de ville ha på det tidspunkt og sidde sammen med dem i forestillingen om en have, gerne med et gammelt, mørkt træ af en slags, og se tilbage på den ungdom de på det tidspunkt ville være ude over, sådan som de opfattede den, og som de altså var midt i nu og var nødt til at skabe nogle historier ud af til brug for den tid.

Det var sådan det gik op for dem at deres ungdom, sådan som de forstod den, ville høre op på et tidspunkt indenfor overskuelig fremtid, og det var sådan de blev desperate efter at holde fast i den, at leve den fuldt ud, så at sige. De gjorde som man nu gør i den situation: Drak rigeligt og ofte, så sig om efter nogen at fantasere om at bolle rundt med, overvejede om det ikke ku la sig gøre uden den anden fandt ud af det, uden at det gik ud over det de havde, opstillede scenarier for hvordan det ku lykkes, bare for at mærke den følelse igen, uovervindeligheden. Og de bebrejdede hinanden for at det ikke skete, og at den anden ikke var som de forestillede sig en anden anden ville være det: åben, frisk, ny og bedre disponeret.

Og så stod de der til koncerter og i byen og lagde alt for tungt an på hver sin, opmuntrede hinanden til det uden ordentlig at ha gennemtænkt hvordan de nu lige sku fordele den ene fælles seng de havde imellem sig, og det var osse lige meget, for det blev alligevel aldrig til noget når det kom til stykket; den ene trak sig så den anden osse måtte trække sig, og de gik hjem og drak sig endnu mere usammenhængende i køkkenet og hørte plader højt midt om natten og følte sig meget bohème og gik i seng og knaldede halvhjertet hinanden indtil de mistede koncentrationen og faldt i søvn med ryggen til hinanden, skiftedes til at ta stafetten ud på toilettet næste formiddag, og det var ungdommen, så.

Og seføli skete det jo: Den ene knaldede udenom før den anden havde nået at gøre det, selvom guderne skal vide at det ikke var med hans gode vilje, og hans første indskydelse var at skynde sig at udligne, selvom de aldrig ville ku komme til at stå lige igen, og der var heller ingen piger der lige frivilligt meldte sig til et raskt hatefuck, og det hadede han hende bare endnu mere for. Det her var den glorværdige ungdom, var det, og han sad tilbage som en bitter, forrådt, ung mand med en flaske whisky i mørket på sit værelse og hovedtelefoner på mens nætterne randt ham af hænde. Men hey, seføli var det da på sin vis ganske bohème, han barberede sig da hverken eller noget, og umærkeligt udviskedes den fremtid de havde snakket om, alternativerne begyndte at trumfe den, hvad som helst andet, og det der hus udenfor byen, det blev der ikke talt mere om, så det var ikke fordi der ikke kom noget godt ud af det på den måde.