Jeg hører Europa synge

Jeg hører Europa synge
en babelsk kakofoni af lieder, ballads, chansóns, flamencos, fados
en sprukken røst hævet én gang til
til ære for turisterne & de nordamerikanske udvekslingsstuderende

Jeg ser europæisk kulturarv reduceret til eksotisk folklore & døde museer
dødsfrygtindgydende malerier bag glas, reb, tyverisikringer & nidkært bevogtet
så ingen forskrækkes til at føle ved dem;
et halvt årtusinds litteratur forstenet til pensum
musikken kanoniseret så ingen behøver tage stilling til nyt
før årsopgørelserne kommer i januar

Jeg ser gammelkloge 20-årige, resignerede ind i livslede & afmagt
politiske idealer pragmatiseret, filosofiske idealer kompromiteret;
boom-økonomi & prisstigninger
(jeg ser min øl blive dyrere for hvert år, mens min løn forbliver den samme);
políticos i svinedyre italienske jakkesæt, karrieresocialister
& betonkommunister i afsindigt grimme striksweatre

Vi foregøgler ikke os selv at det var så meget bedre i fordums tider,
men så meget vi har besunget dem, hvorfor er vi så ikke kommet videre?
Overalt ser jeg en forenet dum front mod intellektuel splittelse
afmagt, desillusion, ligegyldighed
sex reduceret til bilreklamer
Ville ønske støjen kunne overdøve den evindelige kimen for mine ører

Jeg ser Europa dødfødt, maskinen lappet nødtørftigt sammen og harkende sig i graven,
hele skideskuret vælte om ørerne på os
Forfaldende by, alle drømme om nogensinde at restituere sig fortabte
laden stå til som en fordrukken melankoliker:
Hér gik århundredet hen & døde
her lader vi tiden bag os, lader den dø henover byen
hér får en gammeltestamentlig og ond i sulet Gud altid overtaget

Lad Europa ende hér:
lad stolte, gamle, af årtusinders historie tyngede Europa
synke i knæ hér på den yderste tange
tage en lungefuld frisk havluft, mærke den fugtige salt sætte sig i dens furede ansigt
mens den stolt fnysende skuer mod de unge kontinenter:
opkomlingene
& lad den kværkes i sin lungefuld friske havluft
brække sig i vandkanten, en lind strøm af galde
Gamle, excentriske Europa
med pincenez, plusfours, butterfly & hentehår,
hvad har dine visioner bragt dig?
Endt som en fordrukken 68'er der kauserer over fordums storhed, de gyldne tider
& begræder hvad han nu selv er blevet til

Tar min første streg amfetamin i 3 år en nat i LX på et kollegieværelse i Alfama
mærker ikke noget af det jeg husker
Jeg husker: lange nætter med improviserede fester
klumpe sig sammen på et toilet om de hvide streger på cisternen
den brændende fornemmelse op gennem næsen, bihulen ved at sprænges
morilden der spreder sig gennem årerne, følelsen af rislende isvand henover issen
bagefter snøftende & hemmelige nik til hinanden,
men lykken i øjeblikket, mand

Besøger Pessoas hus en dag hvor det i det mindste ikke "regner meget, regner umanerligt" etc.
ser glasmontrer med 1. udgaver (undseelige)
læsebriller (undseelige)
husholdningsregnskaber (pernittengryne)
rører en gammel kommode som han har haft sine sokker i
Gamle, oversete, forsmåede, excentriske Pessoa:
Sku ha mundet ud i Álvaro de Campos i stedet for Bernardo Soares, sku det ikke?
Ha gået foran, skrålende for fuld skrue, brændende biler af, dansende

Gamle Europa hærget af krige, delt som krigsbytte
diktaturer, oliekriser, intellektuelle kriser -
Du ser lidt slidt ud
Læg dig til at sove & lad os føde dig på ny...
End, sov Europa;
visselul folkepartier, døs socialdemokrater, blund socialister,
bobl konservative, fald hen liberalister
forfattere, professorer, sprogforskere, historikere, filosoffer:
Shhh... - stille nu.

Ingen voldsom Endlösung, ingen terroraktioner;
vend blot ryggen til, drag et dybt suk & end i fred
Vi tar over nu
Vi begynder nu
hér, fra Europas ende, har vi set alt
& står parate til at sprede os ind over kontinentet
begynde på ny, fra en anden side,
nede-fra-siden-ud-igennem-ad-over-til-frem!