Under fortovene, stranden

Islandskabsmusik i ørerne,
tundratrance, gletcherglitch,
snehvid sitren
som kompensation for den udeblevne frost:
Det blir heller ikke vinter i år,
blir sikkert heller ikke sommer i år,
det bliver aldrig det samme igen

Fire etager nede fortaber alt sig
boligblokkene bjerge,
gaderne græsgange
alt stille & besjælet
fuldt af liv
ambulancernes aum – aaa-uuuuummmmm, aaa-uuuuummmmm, aaa-uuuuummmmm –
alt er samlet i vores mellemgulv,
alt er i vores: vores åndedræt
føder det, lader det, giver det hen
Alt dette var engang by:
Havet samme blå som vores iriser
altfavnende

Alt dette var engang by
før vi forestillede os det:
for første gang så det for hvad det var
brakmarker
eller blomstrende bjerge
& ud af dem fødes den musik vi forfølger
den ene tone der skal indfange alt dette
gøre det bærligt, til at forstå
forlige os med hvad vi er blevet
hvad vi har gjort for at blive det

Alt dette var engang by
& det rummede vores vision om
hvad det skulle være:
det ene ord løsenet for alt,
selve musikken: by

Alle parlamenter opløst
Al palaver forstummet
Al aktivisme og reaktionisme bragt til mægling
Våbnene lagt ved vore fødder

En morgens undtagelsestilstand
til at handle i
blikket rettet op, panden rettet ud,
munden vidåben af forbavselse over
at det lader sig gøre
at det lader sig gøre
Det lader sig gøre

Lad os altid have morgener som denne:
hvor vi sætter os op i sengen &
lamslåede betragter morgenhimlen over hustagene
& bag dem havet
blegheden gennemvædet af en stadigt intensere blå
de dybblå skyer fortyndet med alle former for violet
selve solen stadig skygget af de sandslotte
vi bilder os ind at leve i
men lyset slynget i kaskader mod de kæntrede skyer
som millioner af gyldne hagl mod Nationalbankens facade
til det hele eksploderer i en okker velsignelse
af alle der ser ud

Lad altid lyset brydes om overtaget
Lad det aldrig stå uimodsagt, enevældigt

& evindelige, ustoppelige solnedgange
tyste implosioner i et lilla vakuum:
Denne aftenhimmel
der vælter ind ad soveværelsesvinduerne
& holder os kulrede oppe
til morgenhimlen begynder at tegne sig
en armsbredde mod højre
Himler som denne stopper slag i andægtighed,
overtrumfer mønters skin,
& det selvom der ellers er slag nok at beskæftige sig med,
altid flere end mønter i hvert fald.