Den smukkeste kvinde udenfor sæsonen

Hun var den smukkeste kvinde i Catemaco, hun var i hvert fald den smukkeste unge kvinde. Nu er Catemaco seføli ikke mindst om vinteren en lille by: Vandcyklerne ligger trukket op på bredden af søen, udflugtsbådene sejler halvtomme ud til abeøen, krokodillerne i regnskovsreservatet gider ikke rigtig forsøge at se ægte ud, på promenaden sidder fem midaldrende tyske globetrottere og suger i deres margaritaer på størrelse med barnehoveder mens de tjekker deres overdimensionerede kameraer; men hun var altså uomtvisteligt smuk. Sådan på den der generiske latinamåde blandet op med så tilpas meget hvidt blod at det forlenede hende med et strejf af overklasse, hvilket blot fik hende til at stå endnu mere i kontrast til den lidt larmende, lidt vulgære, lidt sølle og sæsondøde badeby. Hun arbejdede på caféen på den centrale plads ved kirken, og hun var så hævet over det: De stramme satinbukser, den sorte blondetop, de høje hæle, de kunstige negle og det møjsommeligt opstablede hår besværliggjorde det kun yderligere for hende at nedværdige sig til at servere én salat, lave kaffe, åbne øl eller hvad man nu end måtte finde på at bede hendes yndige nakke om, men hun forlenede stedet med en chicness konkurrenterne ikke ku matche, og hun havde tænkt sig at udnytte den position hun havde opnået.

Det var juleaftensdag, og hun sku synge på caféen efter midnatsmessen. Pophistorien er rig på smukke, unge kvinder hvis yndefuldhed og den kokette måde de håndterer mikrofonen på næsten formår at overdøve at deres sang i bedste fald er udtryks- og tonløs æstetisk ligegyldighed, i værste fald en fæl brægen af den slags der hos nogle reelle kunstnere ku være et personligt udtryk, men her bare er et udtryk for manglende selverkendelse. Den første slags bærer folk over med fordi det hele er så tilpas kønt at de ikke ku være mere revnende, den anden kan maskeres med effekter, autotuner, playback, og det var så den kategori hendes hørte til, men her var der ingen maskering, intet filter: Når hun pløjede sig igennem pophits fra sidste årti var det så det knagede i ens fyldninger, ens rygmarv blev glohed og truede med at skyde op i hjernen for at berøve en ens sanser og udfri en.

Der er sådan noget med den type smukke kvinder der altid er blevet bekræftet i at de er smukke og ved at de kan bruge det til noget og bliver fornærmede når det engang imellem kræves af dem at de skal ku noget osse, når deres objektive, standardiserede idealskønhed en sjælden gang imellem ikke er nok i sig selv: Der er sådan en måde de uden omsvøb lader en forstå at man ikke er dem værdig, som får en til at hade dem ret meget selvom man modvilligt begærer dem lidt alligevel, og hade den type fyre som de så godt vil ha noget at gøre med lidt mere end det, selvom de ikke engang nødvendigvis selv forstår at de har noget udestående med en, og allermest dem der godt kan se hvad det er de smukke kvinder ikke kan se i en og sympatiditcher en sammen med dem før man har haft en chance for at gøre dem det forståeligt at man ikke ku drømme om at ha noget at gøre med dem og deres latterlige trofækvinder. Det er den slags erfaringer der får en til per automatik at småhade den type smukke kvinder, og så ved de intuitivt at de skal hade en tilbage. Det er så meget kærlighed der er på spil der.

Hun var en af den type kvinder, seføli var hun det, og så meget desto mere håbede man inderligt på at hun sku fejle eklatant, at det ville være gruopvækkende rædsomt når hun sang; ikke at det på nogen måde gjorde det mindre pinefuldt at stå det igennem, men i stilheden der fulgte efter, mens luften stod frossen i vantro, var det som om en art retfærdighed var sket fyldest. Det var en dekadent nydelse at se hende fornedre sig sådan for ingen mennesker og så ellers pisse ned til søpromenaden og få en alt for stor drinks til.

Det er en ækel tilfredsstillelse, sådan en.

Hun ku ha flygtet den nat, fået en af pickuptruckene til at køre hende væk, lade hende forsvinde mod el norte. Hun ku ha druknet sig, først i tequila, så i søen, være drevet i land på abeøen, instant myte i byen, alle ville ha glemt hendes sang fra den aften og bare huske hvor smuk hun var, hvor klart hendes stjerne strålede, hvor tragisk hendes død den julenat. Seføli gjorde hun ikke det. Man må gå ud fra hun blev der, rejste sig næste formiddag med hovedet tungt af selvmedlidenhed, bittert skvulpende indvolde, tøjet røget til og hendes mindre søskende piskende rundt om hende, skrigende, skrålende, og så gik hen og fortsatte med at lave kaffe, få de modne mænd til at føle sig privilegerede når hun serverede dem øl med det der smil hun osse havde, fordi de alligevel ikke havde noget i klemme. Det er blevet sommer igen, badegæsterne er vendt tilbage, og en aften har hun overtalt caféejeren til at lade hende synge igen, og ingen har kunnet huske hvorfor det var en rigtig dårlig idé eller i hvert fald ikke kunnet få sig selv til at forsøge at gøre hende det begribeligt at det var det. Caféen har været pakket, sådan som den er det hver aften i højsæsonen, og alle har været så blæste af solen, hallucineret af det forurenede søvand og lamme af sprut at ingen rigtig har hørt hvor dårligt hun faktisk sang: De har set en smuk kvinde med en mikrofon, råbt til deres venner hvor smuk hende kvinden med mikrofonen var, og hun har haft sit publikum og er blevet det smukkere for det.

Hvis forestiller os det behøver vi ikke længere ha ondt af hende, den lille del af os der osse har det, for den tragiske julenat, og det at vi forestiller os det opvejer osse næsten den skadefryd der har naget os. Det er næsten helt smukt, ikke? Se, der brøler hun ”en your jeee-aaad, en your jeee-eee-aaad, zooombi, zooombi, zooom-eyé-eyé-eyé,” og alle er sgu bare så stive og glade, og det er en retfærdighed i sig selv som ikke genopretter nogen ubalance fordi faldet ligger i den. Hun er den smukkeste unge kvinde i Catemaco, og hun stråler, og alle de andre lidt mindre smukke kvinder i Catemaco lader hende stråle den ene aften, hendes stemme er så grim at den udstråler hendes sande jeg, tænker de, så vi lader hende.

Elektrisk vinterlandskab, 2

Ser:
skyer sejle henover en gavl
skåret over af skygge & lav vintersol,
løvfang spejle sig henover søen
slået i stykker af en krusning

Hører:
sådan en kvint, noget atonalt
slået an for mit indre øre
med ustoppelig sustain &
ærgrer mig, skærer
ansigtet over i en grimasse
for det indlysende, åbenlyse
som i et dramas udslukthed
en dokumentar om posttraumatisk stresssyndrom
hvor det skal illustrere
tidens uophørlighed
skånselsløs fremdrift

Et postskandinavisk tristessesyndrom
som om vi orker mere af det:
lad dog min vinterby
soundtrackes af glitch
flås i stykker af det
fra tagrende til tagrende
åbne sig som et mylder;
lad mit vinterlandskab
soundtrackes af episk heltemetal
drageskibe sløret i disen på bæltet
vinden i ansigtet

Det er ikke en tid til pis & problemer

Novembersandslotte

Novembersandslotte
middagssolens skygger meterlange
henover det våde sand
voldgravsudgravninger
pendulfart ned & hente isnende vand:
her må fjendtlige hære gi fortabt
foran strandskalsportene ind
til et slot nødtørftigt smykket
med tang & en gul skovl

Chokket, kroppens mistro
da vi klæder os af på badeanlægget
et øjebliks vægring inden
springet & det isnende vand
omslutter os hele
kroppens overflade hypersansende
vantro, går i forsvar
wtf'er adrenalin ud i det fossende blod
så dampen står af huden
når vi glider op ad vandet
& tørrer os i solen
urørlige udødelige usårlige

Min kones & min ældste søns konturrer
i modlys oppe ad en trappe
minder mig om det billede
min far malede for tre årtier siden
med min mor & mig som modeller:
en brintbombet by
murbrokker ruiner støv
ikke så meget død som
intet der tilkendegir der
nogensinde har været liv der
& i forgrunden
for lige at sætte trumf på
et svedent plankeværk
med vores konturrer aftegnet,
sådan – mor barn udslettelse afmagt

Totalkrigen var noget mere
massivt præsent
i min 80'erbarndom
med atommarcher & sovjetiske statsbegravelser
min storebror tegnede et pindsvin
der blokerede vejen for en kampvogn
& fik den trykt i Informeren:
mine børn vokser op med et lisså
flimrende fjendebillede
& sandsynligheden for at lige de
sku møde en selvmordsbomber
vel lisså stor som den var for
at nogen sku trykke på
Knappen

Stenhård

Henrik S. Holck som jeg
aldrig har læst overhovedet hørt om hvad
"samler 1 sten op
og lar den falde i gråt vand”
& har så forandret verden

Så jeg tager den der sten, OK
& fucking kvaser den, mand
i det øjeblik er jeg Henry Rollins uden noget S.
hiiiiger efter at nogen skal anerkende
at jeg er sej & føler
oveni hinanden, så sammensat
renæssancemand, mand
at nogen skal anerkende
alt det han føler for dem
for at de kan være seje igennem ham
aften efter kaffedreven aften
på et sterilt hotelværelse eller en tourbus
elektriske fleecetæpper & en diæt af proteinbarrer

& den der sten er en diamant nu
en påmindelse om en følelse
tiden har gjort mere autentisk
verden er forandret
vi forandrer aldrig verden

Kaffe, croissanter & død

Solhilsen på stuegulvet
mens resten stadig sover
måtten lagt ud
i retning mod kraniet på sin hylde
et kranie fra en eks, ikke hendes
et der fulgte med
& har tronet siden
det ku fungere som en art påmindelse
om noget men døden
har aldrig været mere
fraværende i mit liv
end den er nu mit liv
har aldrig været mere
fuldt af liv

Tanken om døden
fylder intet i mit liv
den er ikke en mulighed
den findes ikke
jeg har helle
her blandt mine jeg har
en forpligtigelse
til at være til

Døden er i yoga
vist nok der var et eller andet
der Johannes Aagaard
den ækle indremissionske mandag
der så djævlen overalt
skrev noget om yoga
som en dødskult
fejede ind over hans kristne verden
under dække af at være
fucking strækøvelser
Johs. Aagaard ku sikkert ha
haft godt af lidt morgenstræk
rette ryggen trække vejret dybt ind
se sin gud over det hele hvis han
absolut ikke ku opfatte
verden uden gud
som berettigelse
i stedet for død & djævel

Døden er i de mexicanske figurer
der står rundt omkring i stuen
de er jo osse katolikker besatte
Døden er i religion
& der har aldrig været mindre
religion i mit liv
end der er nu
ingen spiritualitet:
livet nok i sig selv
uden besjæling
uden andet højere formål
end at være der
for at være der
for at være der

Jeg har aldrig været mere
tilstedeværende i mit liv
end jeg er nu

Nat uden beats

Det blir lidt tidligere mørkt
lidt koldere om aftenen allerede
børnene nede på sporteren holder stand
endnu & ingen slagsmål i aften
ingen blå blink bag skolen
fordi nogen har hørt nogen true nogen med
fucking at slå dem ihjel hvis de
fucking rør dem eller deres søster igen
Dér er en udrykning, jo
men det er et andet sted
det går ned i aften
& jeg får lov til at ta min tro på
menneskeheden med mig i seng i aften

Jeg er følsom
Jeg blir skuffet &
så kan det sgu osse ha sig
& jeg orker ikke at gøre
en indsats
Jeg nærer en dyb tro på
at det ku være bedre
& at det derfor burde
være det &
igen & igen skuffes jeg
over når det ikke er det når
andre har en opfattelse af
om ikke hvordan det burde
være men hvordan det altså er
nødt til at være nu
kan du jo nok se
som er mig så fuldstændigt imod

Det er tarveligheden
der får mig til at frygte at
den eneste måde mit ideelle samfund
virkelig ville ku funge
var hvis alle i det
var lissom mig
& så er utopien blot endnu en
ideologi andre skal rette ind efter
eller jeg er endnu en skuffet misantrop

Mørket tar til
et fly der blinker på himlen
den evige higen værk herfra
et sidste parti blindt basket på den
mørklagte bane ekkoer
ring efter politiet nogen,
kl. er to min. over ti
det er ikke Istanbul det her
Jeg ville ønske jeg var i Istanbul
Jeg ville ønske jeg var mig som
jeg forestiller mig jeg ville være
omplantet til Istanbul
mine børn ligge & sove
i den istanbulske nat
min kone lave tyrkisk kaffe
med grums og det hele
til os begge, alt for sent
ift. hvad vi plejer men
fordi vi var i Istanbul
jeg ville ønske jeg havde
den istanbulske nat at
lade min være læne sig op af

Jeg ville ønske der var et beat
i den her nat til at
sætte det hele i svingninger
lade os blive ét
& at det ikke kom fra
pushernes højglanspolerede slæder
der samles nede foran kiosken
& lader os blive delt
fordi de er noget som
ikke er romantisk slum
det er ikke det vilde, levede liv
det er bare larmende & fattigt
sølleheden som i misbrugt tillid
som en ridset biblioteksplade
en rippet landevejsbod
som ingen tiltro til andre
& det mørknes
& de eneste to punkter de rager op
& lar sig belyse mellem alle
de mørke silhuetter
er gud bedre det
kirken & kasinoet

Vi er doomed
for i aften.

Ekstemporær sommeraften kammer over & selvantænder

Det er den allersidste røde sol vi
fanger sat i spænd mellem to tårne
i øjenhøjde, helt nede & mænge sig med os

& vi er taknemmelige fordi
der er fuglefløjt &
isbilen tar over for kirkeklokkerne:
sommeraftenen vor messe,
sporteren vort panteon
unge guder i stormløb mod
tidens træge, tunge vælde

& i dette øjeblik uden for tid
vedtager vi en resolution om
ikke at anerkende morgendagen
det er en skarp påtale til den
fremtid der blevet stillet
os i udsigt: den skal stramme sig
gevaldigt op & i
mellemtiden, dette interim der
er blevet os tilstået af en
uforvarende rosa aftenhimmel
& lige nøjagtig varmt nok til at
man kan være ude i den,
finder vi øl & gavevin,
brændevin & nogen har joints
& nogen ringer efter amf

& nogen kommer til at blotte
sig & nogen kommer til at
tude midt i det hele: det er tid
for fadermord & hor & store ord
mejslet i granit om
kunsten & Slayer & nogen
kommer til at spæne nøgne
gennem gården
for at lufte ud i ballonen

& nogen kommer til at snave
nogen de for længst sku ha snavet
& nogen kommer til at snave
nogen de ikke burde ha snavet
denne aften & nogen de
senere ville ønske de aldrig havde
snavet & nogen ville ønske
de havde snavet bare nogen
& nogen brækker sig igen & igen

Det er en aften der sender
råbene op ad husmurene
& ind der hvor nogen indædt
insisterer på at sove for helvede, det er
andres stupide fester
genlyder af dåsenostalgi & braldren

Det er som den nat engang
i sommerferien efter gymnasiet hvor
du vågede en hel nat over
dig selv for at opnå en eller anden
højere bevidsthed om hvor fantastisk
du i virkeligheden var eller
slå din egen onanirekord
& du var ved at tude over
natradioens erotiske bekendelser
& powerballaderne uden noget at
bekende eller føle selv
& da morgenen sivede hen ad vejen &
ind gennem løvfanget
fangede dig bleg & hul & harsk & uskøn
havde du ikke længere noget at
bevise overfor nogen & gik endelig i seng

Morgenen gider ikke engang kaste sig
over os: vi er udødelige nu & lisså
blaserte & blæste
alt for ampede op & kullet ud til at tage
den videre nogen steder
vi stikker ned & henter en kasse øl til
standser lige op & siger wow, fuck, til
at alt er blevet kobberfarvet igen
fugle, en forkølet bil, en syngende cyklist
- altid en et sted der bare er så
dumstædigt lykkelig over at mærke
vinden i ansigtet & benene pumpe
den boblende eufori rundt at de bare
må besynge det hele - & tilbage
i køkkenet & konstatere at man
pludselig er i hegnet:

Det er den allerførste ild af
solen der fanger os mellem fedtpletterne
på køkkenvinduet, tager os
om skuldrene & skærer sig igennem
vores øjne; forkynder at
en ny dag
er kommet bag på os

Dopeness ud over det hele

Jeg har fået besked af lægen på
at holde sengen i ro
ø-hø-øhø-øhø-øhø-øhø-øhø-øhø-øhø,
alright now: Zu!

Mand, dopeness ud over det hele,
tight & afsindigt
& jeg var så pissesur
- over folk der bare ikke har styr på lortet
& folk der begynder at dysse én ned
når man kraftedeme slet ikke er
fucking hidsig endnu & bare det hele –
& nu er jeg fundet: her
midt i et Hele

Mit hoved er en raket, det
er fuldmåne over voldene &
jeg vil lave en Jason Newkid
headbange mig invalid:
Er du parat til det?
Vil du totale math?
Bhhh-hAAAMM!! Bam! Badu-bada-bada-
Bam-du-bzim-bok-bem-duBAM!

Kompliceret musik for en
mere ligetil
ny mand

Simonix pt. 1

Han har et godt liv, et fint liv, et harmonisk liv. Han har sin egen lille butik som han står i seks dage om ugen fra morgen til aften, hvor han kender sine kunder og kan vejlede dem til at træffe det helt rigtige valg for lige præcis dem, det sætter han en ære i, og han kan selv bestemme hvordan han vil have det i sin butik. Han er i god form, og strengt taget er han vel stadig ikke gammel nok til stadig at være i god form; han dyrker sin yoga, fordi hans kone gør det, tager op i bjergene, løfter rundt på tunge kasser dagen lang, holder sig i form, selvom han ikke længere er lisså slank som da han var 20, men der var han i virkeligheden nok heller ikke sund, ikke så sund som nu. Han har en smuk kone som han stadig elsker efter de har været sammen i ti år, han sine to børn som er gode børn, han har en fin, lille lejlighed, der ligger så nogenlunde centralt, og som han skal betale af på de næste 25 år.

Han kender sin avismand, som han køber avisen af hver morgen, han hilser på folk i opgangen og diskuterer vejret med dem, han har sine venner og bekendte, dem han mødte da han flyttede til Madrid fra Baskerlandet, de af dem der endnu ikke er flyttet ud af byens helvede; det helvede de selv søgte mod for at dykke ned i og lade sig opsluge af da flyttede hertil, men som endte med bare at være støj og besvær for dem; det helvede han nu engang ernærer sig ved at sælge eksklusive oste til, som han aldrig ville kunne sælge et sted som det han kommer fra, eller som de steder hans gamle bekendte er flyttet ud til nu, hvor han alligevel aldrig ville kunne få sig selv til at bo og sikkert heller aldrig vil få råd til at bo med de indtægter han har fra butikken holdt mod de udgifter han har til den.

Det er et godt liv, et fint liv, et trygt liv, hvor alt er budgetteret og planlagt og søndagen holdt åben for spontane indfald, som for det meste består i en møjsommelig skovtur til Casa de Campo. Et godt, fint, trygt liv.

Nogen gange er det nok til at få ham til at ville sætte en pistol mod panden, eller også bare flygte fra det hele, stikke af, væk, skabe sig en tilværelse et andet sted, gå oppe i bjergene og hyrde får med en riffel over skulderen til at jage skattevæsenet og de andre myndigheder væk med, skabe et lille, alternativt samfund, hvor alle tog sig af hinanden, delte med hinanden, var sammen med hinanden. Men han ved ikke hvem han skulle skabe det med, han orker dårligt at tænke på alt det besvær der ville være forbundet med det, alle de formaliteter der ville kvæle enhver romantik i foretagendet, og han ved heller ikke hvor længe han ville kunne holde det ud før han igen længtes efter storbyhelvedet, alle mulighederne i byen, også selvom han ikke nødvendigvis benytter sig af særligt mange af dem fordi han for det meste har for travlt med at arbejde for at tjene penge til at kunne betale for at bo i byen.

Han ville så gerne kunne se en udvej, bare nogen gange, men for det meste bliver det ikke til mere end en nats vågen over adskillige glas whisky mens konen og børnene sover uroligt inde i værelset ved siden af, og han prøver at få sine tanker ned på papir, sætte sin lede på punktform så den bliver mere overskuelig og problemerne kan krydses af som en indkøbsseddel. Han føler sig som en boheme i de stunder, som han sidder der og våger over natten som bliver mere og mere stille som timerne går, trafikken der efterhånden næsten dør ud, stemmerne fra gården der efterhånden bliver mere og mere spredte indtil der er næsten helt stille, kun den evige brusen af trafik ude fra ringvejen.

Når han bliver vækket næste morgen af lyden af nøgne fødder der tripper hen over gulvet og det ældste barn der står og ånder ham tungt ind i ansigtet og skraldgriner ad ham når han åbner øjnene, så føler han sig ikke længere som en boheme, og så går han ud og sætter kaffe over sammen med knægten så de kan få resten af familien op, kommer koldt vand i ansigtet, undgår at se sig selv i spejlet og er OK med det hele. Så ved han hvorfor det er han ikke bare stikker af, men bare en gang imellem tage på sådan en aftens miniferie ind i sin egen verden.

Til fyrtårnet: Elektrisk vinterlandskab med grødis

Det er den rigtigste vintermorgen i hundrede år.

En af den slags man længes efter alle de andre vintres morgener hvor det bare er sort brudt af gråt og slam og regn med en temperatur omkring de 5ºc; det sner hele natten og er skiundertøjskoldt, Jylland lukker og bæltekøretøjerne sættes ind, tanks bringer pensionistmaden ud, og alle andre må bare lisså stille og roligt acceptere at ingen møder er uopsættelige og håbe på at sne inde.

Det er kranken-frosset-fast-på-cyklen-tid, fuldskægstid, Oneohtrix Point Never- og morgenkaffe på altanen med hue og skutten sig-tid: Sneen powermediterer sig ind i sjælen på en og tvinger åndedrættet i vatter.

Det er specielt kulden, men sneen er det håndgribelige bevis på den kulde der får os til at føle os mere ægte og norsk-barske; vi kan ikke undslå os for at mærke naturen, selv herinde i byen river den i os og banker rundt i bihulerne. Det er på tide at erkende at vi er en del af noget og tage ansvar for det.

Det er, som jeg skrev engang for mange verdener siden, en perfekt dag til at tage sin slæde langt ud over de sneklædte sibiriske stepper, finde sig et godt sted at drikke en sidste flaske vodka under tæpperne, mens solen glimter i sneen og varmer den smule af ansigtet der ikke er dækket af tørklæder og hue mod den metalliske kulde, inden man skyder hestene, slutter læberne om geværløbets varme munding, et *plof*, dæmpet af snemasserne. Og så ellers støt fyge til og først dukke mumificeret frem når sneen smelter og liljerne i dens sted lægger sig i et hvidt lag over de grønne stepper.

Den vinter barrikaderede jeg mig med Pasternak-digte, vodka i forgyldte teglas og et boxset med Maria Callas-arier hvor en af pladerne ved en fejl havde fået trykt Judas Priest på den ene side, men de tog aldrig rigtig fat som nu.

Søerne er frosset til og i sneen ved Johnny Louises Bro er der nogen der med meterhøje bogstaver har skrevet ”Hvis lyset tager oss”, og det er tr00 kvlt og ret dumt, men meget i den samme ånd.

Jeg tager ikke nogen slæde ud over nogen stepper, bæller ikke vodka eller hører klassisk eller noget: I stedet løber jeg ud til fyrtårnet hvor selv havet er frosset til ud langs molen, og helt ude på spidsen sitrer grødisen rundt omkring mig. Der ku stå én og spille trompetfanfarer inde på land lige nu, men det er osse OK at der ikke gør det.

En tilgivelse og et fade-out

Han ser hende og tilgiver hende i det øjeblik.

Det er godt nok stort, det er umådelig stort. Han troede egentlig han for længst havde tilgivet hende; han har længe været klar over at han burde have tilgivet hende, og det har han osse fortalt sig selv at han havde, men han har osse godt været klar over at han et eller andet sted stadigvæk var bitter. At han ikke var ovre det.

Og så ser han hende, der ovre hvor han ikke gik hen fordi han tænkte at hun sikkert ville være der, og hun er langt væk, men han er ret sikker på det er hendes bevægelser, det ligner hende godt nok til at den der tilgivelse helt uventet kan brede sig i ham. Wow. Hun står med et barn, det er sikkert osse det: Han har ofte tænkt at hun nødvendigvis osse måtte være kommet videre lissom han selv er det, og det at hun så står med et barn – selvom han så ikke ved om det er hendes eget, hvis det da altså overhovedet er hende – er nok det der gør udslaget.

Han ku gå derover, han burde gå derover, få det overstået, lukket, få sagt at han tilgiver hende, men der er så mange grunde til at han ikke kan det. At hun muligvis for længst har tilgivet ham og ville blive forundret over at han først tilgav hende nu er én af dem. At der sku være noget at tilgive overhovedet en anden. Det er jo sådan et kristent levn et sted, det der med tilgivelse, en måde afslutte en ubehagelig affære på ved at skyde al skylden over på den anden og så hæve sig selv over det plan ved nådigt at tilgive og lukke den der.

Så han står med følelsen i sig selv og er OK med det. Han er ikke engang fuld eller noget, det var åbenbart bare øjeblikket for det. De var garanteret osse lige gode om det, det kan han egentlig godt se i dag, så fed en type var han heller ikke selv dengang. Han fuckede det mindst lisså meget op som hun gjorde, osse selvom hun var mere fucked op end ham, men det gør så bare igen ham fucked op for overhovedet at gå ind i det spil. Og sådan. Der er ikke nogen entydig skyld at placere nogen steder endegyldigt, der var en fluktuerende konstant af skyld og uret som de vekslede mellem hinanden for selvynk, anger og hævn, det var noget at føle, når nu de for længst havde afskåret sig selv fra nogen følelser de overhovedet måtte ha næret for hinanden på noget tidspunkt i erkendelse af at de følelser for længst var døde og begravet, om end ikke nødvendigvis i den rækkefølge.

Og det er jo så endda faktisk lidt det samme nu, hvor en følelse af tilgivelse får lov at brede sig i kroppen på ham som afklarethed, selvom præmissen for den er som minimum diskutabel, og den følelse træder så i stedet for den bitterhed der på sin side har fungeret som en erstatning for et had der var en afmægtig reaktion på en følelsesforladthed som han ikke ku kapere.

Det at han ser hende og tilgiver hende i det øjeblik hæver ham med andre ord op til et andet stadie end det han før befandt sig på, eller det skaber et klart skel mellem det erkendelsesmæssige punkt han befinder sig på nu og der hvor han var lige før, og det får så det tidligere stadie til at ta sig lavere ud til sammenligning. Og så er det jo i virkeligheden sådan noget blandingsmisbrug han er ude i, hvor det ikke kun er brokker af en kulturkristen arv der gør sig gældende, men osse hele new age-trippet med karma og erkendelsestrin og det tjald som umærkeligt har sneget sig ind på livet af ham. Det var han sådan set ikke klar over at det havde, det er han ret forundret over hvis det virkelig har. Det er ikke den slags menneske han ynder at se sig selv som: Han burde være hævet over osse den slags, synes han, men selve det at han føler sig hævet over det gør vel så igen at han føler behov for at være et bedre menneske end andre på bekostning af dem og det lavere stadie de åbenbart i hans optik befinder sig på, og set på den måde har han ikke rykket sig det mindste siden dengang, han har bare udskiftet bitterhed med overlegenhed.

Det er godt nok lavt, det kan han godt se på det hele nu.

Han ser derover igen, og hun er væk, øjeblikket er gået, og han står tilbage med en dårlig smag i munden som dog i det mindste ikke er bitterhed.