Mamama-ooh-mamamau-ooh-ma-mamau

Vi kommer til Stillehavet ud på morgenen efter at ha kørt i bus nordpå hele natten, være blevet sat af på gaden udenfor en lukket busstation i en fremmed by med oppakning og to søvndrukne børn kl. 6 om morgenen i bælgravende mørke, fundet en bumlebus der ku køre os de sidste 2 ½ time ud til kysten; efter den store har brækket sig ud over mig i bussen og en lokal entreprenør, der opkøber gamle bygninger i Pichilemu og ombygger dem til hoteller, har fulgt os hen til vores hotel; efter vi har spist morgenmad i gårdhaven og den mindste og min kone har lagt sig til at sove: Så kommer vi til Stillehavet.

Det er en kæmpe ting for mig, på højde med første gang jeg var i Andesbjergene for fire år siden i Venezuela: Jeg er faktisk ved Stillehavet, jeg er her, det er her, lige her, jeg er kommet hertil. Jeg hujer og danser og slår skæve vejrmøller på den næsten mennesketomme strand, mens den store er væsentlig mindre imponeret, synes vandet er koldt og voldsomt og bølgerne skal la være med at komme helt op på stranden til ham, pisser i det sorte sand og finder noget tørret tang at lege brandmand med. Det er først næste eftermiddag det pludselig slår ham at hey, det ku måske egentlig være meget sjovt at prøve at løbe rundt i vandkanten ligesom de andre børn og pjaske i bølgerne, så sitrer han osse af hvor vildt det er; på det tidspunkt har jeg for længst fået slået min skulder af led af én kæmpebølge og oversvømmet håndklæder, tøj og kamera og mistet en to timer gammel sandal til en anden og lært at det her ikke er et hav man fucker med. Det er definitivt ikke Øresund, det her, og det er heller ikke Vesterhavet eller Atlanterhavet: Det her er et hav der siger godaw og fucking æder en hvis man ikke ser sig for. Wow.

Pichilemu er en lille kystby med 3-4 asfalterede gader, resten er stampet jord, og nogle rev lige uden for bugten der har fået surferne til at flokkes hertil. Hvad det betyder, udover at der hænger våddragter til tørre udenfor værelserne ned ad hotelgangen og at jeg ville ha muligheden for at slå mig selv endnu mere fordærvet sammen med de andre amatører hvis ikke jeg havde min dårlige skulder som en dårlig undskyldning (men den gør altså virkelig pisse ondt), er at man kan få rigtig espresso her, lavet på espressomaskine, af nyristede bønner, ikke bare den pulverkaffe man ellers får i Chile, og det betyder at man kan få vegetarsushi. Med udsigt til Stillehavet.

”I'm gonna kill surf city with a loaded gun
Got to hit surf city like a nuclear bomb”
- The Jesus and Mary Chain, ”Kill Surf City”