Regn i ørknen

Det regner hver aften når vi er kommet indenfor og hver morgen inden vi går ud. Så meget for at vi er midt i ørknen midt om sommeren, så meget overhovedet for Mendoza. Det er fint når jeg sidder om aftenen og hører Violeta Parra, hører Víctor Jara, hører Los Jaivas, får samlet op på alt det chilenske musik jeg ikke havde adgang til i Chile pga. dårlige internetforbindelser; der kan jeg høre regnen tromme ned på palmebladene ude i vores lille patio og jeg kan lige ane gadelivet ude fra Villanueva uden ligefrem at føle trang til at begi mig ud i det.

Jeg har ikke lyst til den her by.

Det tog mig den første eftermiddag, hvor vi rendte rundt i gaderne for at finde et sted at spise der ikke var en grillbar og alligevel endte med at spise verdens ækleste pizza, at begynde at undre mig over hvad det var alle syntes var så fedt ved den her by; andendagen fik ikke rigtig rokket ved den tvivl, og på tredjedagen ændrede vi vores planer, så vi lige ku nå det vigtigste, se nogen vingårde, se Amerikaernes højeste bjerg og så ellers komme væk, komme til Buenos Aires. Det er fint, det høje bjerg, jeg skifter en lorteble mens resten af minibussen tar billeder af det, det er fint at komme op på toppen af et andet højt bjerg, stå i 4 kilometers højde og blive blæst på mens børnene sover i minibussen, og det er fint nok at Mendoza lige sender os afsted med en ordentlig haglstorm den sidste dag mens vi er på legeplads. Der løber floder gennem gaderne i ørkenbyen, jeg siger det bare.

Vi tjekker ind på et hotel i San Telmo de første dage inden vi kan overtage den lejlighed vi skal bo i den næste måned. Hvert værelse er indrettet efter et tema: Seføli er der et Carlos Gardell-værelse med nogle tangoeffekter, og der er et Julio Cortázaer-værelse to døre henne fra vores, men det er ret lille og har ingen vinduer, hvordan dét så ellers sku passe med Cortázar. Vi bor på La Fábrica. Der er olietønder, sikkerhedshjelme på væggen, en hammer svejset fast til en stol, en værktøjsinstallation som skillevæg, en miniudgave af et fællesbad med to brusere og to håndvaske side om side. Det er kitschet fakeproletarisme, det er ret fantasisk, og nede i receptionen sidder den unge kvinde der har nattevagten og spiller guitar.

Jeg har ekstremt meget lyst til den her by.