Forestil dig at din lille dreng uforvarende kommer til at ringe til din eks mens han leger med din telefon. Der behøver ikke at være noget odiøst i at du stadig har nummeret indkodet, det kan sagtens være at du ikke har haft et telefonsammenbrud og mistet alle dine kontakter i tidsrummet mellem der hvor dig og din eks slog op og der hvor du har en dreng på et par år der leger med din telefon, selvom det godt nok ikke lyder plausibelt. Eller det kan være du er typen der er varsom nok, grænsende til det neurotiske, til at du har backet alle data fra din telefon op på din computer, men på den anden side: Hvis du er så grundig, så er du osse jævnligt gået dine kontakter igennem og opdateret dem og slettet de irrelevante, deriblandt ikke mindst din eks, og du lar sikkert heller ikke din lille dreng lege med din telefon.
Det kan være du har beholdt nummeret fordi bruddet ikke var så abrupt, at det skete og så prøvede I at holde liv i noget venskab, fordi I så lang tid havde bildt hinanden ind at I var de eneste der rigtig forstod jer, indtil venskabet osse efterhånden løb ud i bitterhed og jalousi, sådan som det nu gør sådan noget. Men nummeret er der, og nu har din dreng ringet ham op og er kommet igennem mens du var i færd med hvad du nu var i færd med og lod ham blive distraheret af telefonen så du ku få fred til det. Der går et øjeblik før du hører en stemme et sted fra i køkkenet, ikke bare en stemme, den stemme, hans stemme, og du registrerer hvad der er sket og skynder dig at afbryde forbindelsen.
Uden at sige noget.
Mere. For seføli har du sagt en masse mens røret var af, og din dreng har sagt en masse, har snakket løs som toårige gør det, mens din eks i den anden ende har forsøgt at a) finde ud af hvad de foregik og b) råbe dig op. Og du kan forestille dig mange scenarier hvor det havde været meget værre, det ku ha været en elsker din dreng uforvarende var kommet til at ringe til eller bare en røvsyg onkel som du så ville være nødt til at snakke med bagefter, men nu er situationen den her, og den kræver vel et eller andet sted at du tar stilling til den: Du har jo endda haft tænkt på din eks på det seneste, OK, konstant siden det gik ned, men mere afklaret på det seneste, du har ønsket en afklaring. Og nu har lejligheden ikke alene budt sig til, den direkte kræver en form for handling fra din side, om det så er at ringe til ham og sige hovsa og så benytte chancen til at få talt om det, eller om det er omgående at bevirke sådan en telefonnedsmeltning som for længst burde ha fundet sted og forhindret det her i nogensinde at ske, og så lukke dit nummer, for en sikkerheds skyld osse din Facebook, den MySpace du ikke har opdateret i et halvt år alligevel, snakke med din kæreste om I ikke sku gøre alvor af det nu og blive gift og ta et helt nyt efternavn, vaske tavlen ren nu I har fået drengen, lægge fortiden bag jer.
Fortiden er meget præsent for dig lige nu, men lissom fortiden ikke er opdateret på nutiden, så er nutiden slet heller ikke briefet fuldt ud om fortiden.
M.a.o: Din eks ved ikke at du gik tilbage til kvinder efter ham, og din kæreste ved ikke at du har været sammen med mænd, og det burde egentlig ikke nødvendigvis være et issue for nogen af parterne, men fordi der er gået så lang tid hvor du ikke lige har fortalt det blir det pludselig til en hemmelighed og noget du skal forklare. Din eks har hørt dig snakke med din dreng, det må han ha gjort, og han må ha undret sig, al den stund at en af de ting der ødelagde det mellem jer, udover at han var en narrøv, var at han ville ha børn og det ville du ikke. Altså i hvert fald ikke med ham: Det ændrede sig da du mødte din kæreste og hun gerne ville ha børn, og du heller ville ha hende med børn end ingen børn men heller ikke hende, og en gang til da det så viste sig at hun slet ikke var i stand til at få børn og det så var dig der sku være moren til jeres barn hvis I sku ha et.
Og det sku I. Og det var godt, det er godt der hvor du er nu, bedre end du nogensinde havde forestillet dig du sku få det. Bedre end det var dengang.
Forestil dig de spørgsmål din eks nu sidder med. Forestil dig de spørgsmål du lader dem tilbage med du lader bag dig. Forestil dig at du fik en chance for faktisk at besvare de spørgsmål, for at finde ud af hvad det var for nogle spørgsmål de havde til dig og stille dine egne, men uden at du fik tid til at forberede dig på det, ud af det blå, som når din lille dreng kommer til at ringe din eks op.
onsdag den 9. marts 2011
tirsdag den 8. marts 2011
Den sidste straight edger i byen
Jeg var den sidste straight edger i byen, af hvad jeg vidste af var jeg den sidste straight edger i hele verden. Ingen af mine venner var sXe, ingen jeg mødte anede hvad det var, der var ingen scene nogen steder, og jeg gjorde heller ikke noget for at opspore en eller opdyrke en. Jeg var lisså færdig med scener som jeg var med alt pisset, magtede ikke længere trippet med konstant at sku overgå hinanden i tr00ness og hænge hinanden ud for ikke at være tr00 nok, magtede ikke indspistheden og konkurrencen om hvem der ku være mest ligeglad. Jeg var ikke en skid ligeglad, jeg var så fucking på, men det var nok i sig selv, jeg orkede ikke at forsøge at overbevise andre om hvor meget federe det var end alt andet. Jeg var ikke nødvendigvis sikker på det var så meget federe end hvad de havde gang i, og jeg var opsat på ikke at være så allerhelvedes overlegen, selvom jeg så sikkert bare har virket overbærende i stedet. Alle dem jeg omgikkes drak, der var ikke så mange af dem der tog snitter eller tokede, men de drak, og det var cool med mig. Jeg drak bare æblejuice, og når de så blev for slørede at se på skred jeg hjem til min celle.
Jeg boede i den celle, et lejet værelse på 16 kvm, med en seng der lige akkurat var stor nok til at rumme mig og heller ikke sku rumme nogen andre, mine plader, mine bøger, mine håndvægte. Jeg vågnede og hørte hardcore, trænede, var på, gik på arbejde, og om aftenen drak jeg mere kaffe og hørte sadcore og skrev digte om hvor pissed jeg var, hørte fester andre steder i gården, andres liv, trænede, løb, åd som et tærskeværk. Jeg drak så afsindig meget kaffe for at gøre et eller andet og blev endnu mere hyper af det, og så spænede jeg lange ture for at få et afløb for den energi. Jeg gik til koncerter, ikke så meget hardcoreshows, garagerock var det store på det tidspunkt, og det var der jeg var, blandt alle greasebacksne og deres damer med svaletusser og jeansrøve, og de var alle sammen bonderøvsstive, men jeg var ligeglad: Det var ikke min scene, jeg havde ikke noget i klemme, jeg sku bare ha noget energi, og det var der der var energi på det tidspunkt, og så stod jeg der og svedte fordi al træningen havde kørt min forbrænding helt op.
Den sommer var vi alle sammen gået fra vores kærester eller de var gået fra os, så pludselig havde vi alle sammen tid til hinanden, pludselig havde vi ikke andet end hinanden og var nødt til at gøre brug af det. Jeg husker det som om den sommer var evig og som om vi mødtes på havnen hver aften, sad og drak øl hhv. æblejuice, så solen gå ned over byen, hoppede i vandet, snakkede om damer. Seføli. Det evige omdrejningspunkt. En af mine venner nede på havnen var så nede over damer at han opsøgte en psykolog for at tale om det, men han var osse økonomisk anlagt, så han fandt en der ikke var så dyr. Kom ind, så at fyren var noget slidt, lugtede ret meget af alkohol, men begyndte alligevel at lette sit hjerte, indtil han godt ku se at psykologen ikke længere hørte efter, men bare sad og bøvsede og havde det ringe, så min ven foreslog ham at han lige ku gå ud og ta lidt vand i ansigtet. Gennem den åbne dør ku han se psykologen gå ud og ta et ordentligt bløp af en flaske gin, inden han kom ind igen med pisstænk udover bukserne. Det var her min ven syntes det hele begyndte at være lidt vel løst og påpegede det overfor psykologen, som så måtte bekende at det faktisk osse gik lidt ad helvede til for tiden. Det var jo ikke fordi han drak sådan normalt, han havde bare sit hyr med konen for tiden, og var min ven overhovedet klar over hvor hårdt det var at sidde og høre på folks problemer hele dagen? Det er det absolut bedste jeg nogensinde har hørt nogen ta med sig fra en psykolog, af alle de af mine venner der igennem årene har fundet nødvendigt at gå i terapi af den ene eller anden form, så er det der så hårdt og latterligt at det sætter det hele i så tilpas meget perspektiv.
Forestiller jeg mig. Jeg gik ikke i terapi, jeg gik sXe, drak sort kaffe, hørte hardcore, løb, trænede vægte, gik til koncerter og kom over det. Kom videre: På et tidspunkt var der nogen til en fest der spurgte mig om det egentlig ikke snart var et år siden jeg var gået sXe, og lige der stoppede jeg med at være sXe og tilbragte resten af aftenen med at lære en høj, blond og lidt naiv studine den ædle kunst at sniffe vodka op i bihulerne. Jeg sku ikke bevise noget for nogen, og hvad jeg havde at bevise for mig selv havde jeg for længst bevist. Et par dage senere drak jeg min første øl i et år, og jeg har sjældent smagt en øl der smagte så godt. Det var osse en god øl, men stadigvæk: Lige det sku være en grund til at gå sXe igen for en kortere periode, den der første øl. Og bare det at gå igennem byen en weekendaften, det er sindssygt, det er afskyeligt, det er afskyvækkende. Men jeg er ikke sikker på jeg ville ku byde min omgivelser at være så intenst fokuseret og bare så intens overhovedet som jeg var det i den periode.
Jeg var meget. Og jeg kom over det. Jeg var den sidste sXe i byen, og snart var jeg det heller ikke længere. Snart kom der et helt kuld nye sXere, og jeg hylder dem, men jeg er ikke en af dem længere.
Jeg boede i den celle, et lejet værelse på 16 kvm, med en seng der lige akkurat var stor nok til at rumme mig og heller ikke sku rumme nogen andre, mine plader, mine bøger, mine håndvægte. Jeg vågnede og hørte hardcore, trænede, var på, gik på arbejde, og om aftenen drak jeg mere kaffe og hørte sadcore og skrev digte om hvor pissed jeg var, hørte fester andre steder i gården, andres liv, trænede, løb, åd som et tærskeværk. Jeg drak så afsindig meget kaffe for at gøre et eller andet og blev endnu mere hyper af det, og så spænede jeg lange ture for at få et afløb for den energi. Jeg gik til koncerter, ikke så meget hardcoreshows, garagerock var det store på det tidspunkt, og det var der jeg var, blandt alle greasebacksne og deres damer med svaletusser og jeansrøve, og de var alle sammen bonderøvsstive, men jeg var ligeglad: Det var ikke min scene, jeg havde ikke noget i klemme, jeg sku bare ha noget energi, og det var der der var energi på det tidspunkt, og så stod jeg der og svedte fordi al træningen havde kørt min forbrænding helt op.
Den sommer var vi alle sammen gået fra vores kærester eller de var gået fra os, så pludselig havde vi alle sammen tid til hinanden, pludselig havde vi ikke andet end hinanden og var nødt til at gøre brug af det. Jeg husker det som om den sommer var evig og som om vi mødtes på havnen hver aften, sad og drak øl hhv. æblejuice, så solen gå ned over byen, hoppede i vandet, snakkede om damer. Seføli. Det evige omdrejningspunkt. En af mine venner nede på havnen var så nede over damer at han opsøgte en psykolog for at tale om det, men han var osse økonomisk anlagt, så han fandt en der ikke var så dyr. Kom ind, så at fyren var noget slidt, lugtede ret meget af alkohol, men begyndte alligevel at lette sit hjerte, indtil han godt ku se at psykologen ikke længere hørte efter, men bare sad og bøvsede og havde det ringe, så min ven foreslog ham at han lige ku gå ud og ta lidt vand i ansigtet. Gennem den åbne dør ku han se psykologen gå ud og ta et ordentligt bløp af en flaske gin, inden han kom ind igen med pisstænk udover bukserne. Det var her min ven syntes det hele begyndte at være lidt vel løst og påpegede det overfor psykologen, som så måtte bekende at det faktisk osse gik lidt ad helvede til for tiden. Det var jo ikke fordi han drak sådan normalt, han havde bare sit hyr med konen for tiden, og var min ven overhovedet klar over hvor hårdt det var at sidde og høre på folks problemer hele dagen? Det er det absolut bedste jeg nogensinde har hørt nogen ta med sig fra en psykolog, af alle de af mine venner der igennem årene har fundet nødvendigt at gå i terapi af den ene eller anden form, så er det der så hårdt og latterligt at det sætter det hele i så tilpas meget perspektiv.
Forestiller jeg mig. Jeg gik ikke i terapi, jeg gik sXe, drak sort kaffe, hørte hardcore, løb, trænede vægte, gik til koncerter og kom over det. Kom videre: På et tidspunkt var der nogen til en fest der spurgte mig om det egentlig ikke snart var et år siden jeg var gået sXe, og lige der stoppede jeg med at være sXe og tilbragte resten af aftenen med at lære en høj, blond og lidt naiv studine den ædle kunst at sniffe vodka op i bihulerne. Jeg sku ikke bevise noget for nogen, og hvad jeg havde at bevise for mig selv havde jeg for længst bevist. Et par dage senere drak jeg min første øl i et år, og jeg har sjældent smagt en øl der smagte så godt. Det var osse en god øl, men stadigvæk: Lige det sku være en grund til at gå sXe igen for en kortere periode, den der første øl. Og bare det at gå igennem byen en weekendaften, det er sindssygt, det er afskyeligt, det er afskyvækkende. Men jeg er ikke sikker på jeg ville ku byde min omgivelser at være så intenst fokuseret og bare så intens overhovedet som jeg var det i den periode.
Jeg var meget. Og jeg kom over det. Jeg var den sidste sXe i byen, og snart var jeg det heller ikke længere. Snart kom der et helt kuld nye sXere, og jeg hylder dem, men jeg er ikke en af dem længere.
søndag den 6. marts 2011
Lavintensitetsdage
”Al movernos hacemos temblar a los astros”
- Rafel Barrett
Der er ikke så meget mere at sige. Der sker ikke det store, og det er osse OK. Vi skal ikke på nogen ture nogen steder hen, og vi skal ikke se noget. Vi skal bare være her. Går på legepladsen i parken om formiddagen, spiser frokost hjemme i middagsheden, går et eller andet sted ned i byen om eftermiddagen. Går i boghandlere, får anbefalet forfattere vi ikke kendte: Fogwill, César Aira, Fabián Casas og blir blæst væk af hvor vildt godt det er. ”Når vi bevæger os skælver stjernerne,” skriver Rafael Barrett i sin eneste bog, Moralidades actuales, og den bog finder jeg i en anarkistisk boghandel nede for enden af gaden, der er fyldt med værker af alle de store og et ton andre jeg ikke anede eksisterede i en serien Utopía Libertaria Colleción. Begynder at overveje overvægt. Pladeforretningerne er til gengæld lort, hvad jeg skal ha må jeg finde på Discogs når jeg kommer hjem, men vi blir ved med at finde nye helsekostforretninger hver gang vi går en ny vej hjem.
Det er noget der minder om hverdag, stjernerne dirrer konstant den der lillebitte smule, fordi det alligevel heller ikke helt er det; fordi der ingen forstyrrende elementer er mellem os, og det var det der var meningen med overhovedet at komme her: At være sammen, alle sammen, hele tiden. Og indse hvor forkert det er at vi ikke er det hele tiden, men osse, jo, at vi egentlig har brug for at der osse er noget andet. OK, ikke den mindste, men os andre. For at sætte mere pris på det når vi så har det. Og det gør vi, virkelig. Der er tre uger tilbage, hvad der svarer til en normal ferie, så vi er overhovedet ikke begyndt at overveje hvad nu når vi kommer hjem, og hvis én af os alligevel begynder at overveje det er vi andre der lynsnart til at lukke den. Der er lang tid til, det er her vi er nu, det er vores utopía libertaria vi lever lige nu.
Rafael Barrett døde som 34-årig, samme alder som jeg er nu, så langt væk fra døden som nogensinde; Nicanor Parra, den anden store chilenske digter (den første er vel altid Neruda, den charlatan), hvis samlede værker jeg har slåsset med siden Santiago, er fra 1914 og lever stadig. Dvs. at han er imponerende gammel og jævnaldrende med min farmor, bortset fra at min farmor lige er død, mens vi er her. Og der er intet jeg kan gøre, og der var vel heller ikke noget der sku gøres, for hun var gammel og slidt og til sidst ville hun dø og så gjorde hun det samme nat som hun havde bestemt sig for det. ”La vida es un arma,” skrev Rafael Barrett, ”livet er et våben,” men han ku ikke bestemme sig for om det betød at man sku gi det for en sag eller om man sku leve på trods, og jeg tror egentlig ikke min farmor ku ha syntes noget var meget mere tossede end den slags overvejelser, og det har man en vis pondus til at synes når man kommer godt op i 90'erne og ikke nødvendigvis længere ser sig selv som hovedpersonen i sit liv, men osse er OK med det, fordi man har levet så meget. Havde, så, var.
Den skal jeg lige vænne mig til, datidsformen. Lige nu er alt i nutid: Der er intet om tre uger, der er ingen ende på Palermo. Der er et ”om en uge”: Om en uge kommer min forældre, de sku være kommet dagen efter min farmor døde, men så har de kunnet rykke det så de alligevel kommer, bare et par uger senere, kommer væk fra boet der skal ryddes, begravelse, det hele, kommer over til deres børnebørn. Til den nye verden.
Every Day Should Be a Holiday
Det blir en slags hverdag omsider. Ikke helt den gængse slags med arbejde og Amager Centret og alt det, den store blir osse ved med at slå fast at han ”gider altså ikke hjem til Danmark,” og det kan vi jo så berolige ham med at vi ikke skal endnu overhovedet. Men det er noget der minder om, som et parallelplan til den normale hverdag eller noget. En parallelverden der er noget varmere, hvor det hele ser helt anderledes ud, hvor vi ser helt anderledes ud end alle andre, hvor vi er gæster uden ansvar for hvad der sker. Her er det ikke vores skyld at præsidenten er magtsyg og inkompetent, og selv hvis nogen sku ha hørt om Birthe Rønn eller Anders Fogh her, så ville bare det at jeg er her på fædreorlov så vildt for dem her at det overskygger hvad der så end måtte være af negativt. Det er relativt, og det er så langt væk det hele.
Vi har fået en lejlighed nu, et fast sted hvor vi skal være den sidste måned, i et forholdsvist roligt beboelseskvarter i udkanten af Palermo, lige ved Parque del Centenario. Det minder lidt om Argüelles hvor vi boede i Madrid, det minder lidt om der i Friedrichshain hvor min kammerat boede med sin eks-kone, dvs. dengang hun stadig var hans kone, dengang vi stadig sås. Det er cool. Et ordentligt køkken, så vi for alvor kan lave mad, ikke de der mere eller mindre amputerede tekøkkener vi har haft undervejs. Vi trænger til noget solid mad, brune ris, mørkt brød, frisk grønt, trænger til at finde nogle ikke-animalske produkter, noget yofu, noget soyamælk, finde nogen produkter uden alt det sukker der er i alting her.
Jeg føler mig så meget hjemme at jeg finder en yogamåtte i et skab og laver yoga for første gang siden vi tog afsted, og det føles så godt i hele min smadrede krop at jeg finder en øl i køleskabet bagefter. Parken to gader væk er kæmpe stor, der er en sø, der en karrusel, der er to legepladser, vi kommer til at tilbringe rigtig meget tid der, og om lørdagen og søndagen er der marked, og jeg finder en stand der sælger Anal Vomit-t-shirts og har flyers for kommende metalshows i Buenos Aires. Anal Vomit, mand, det er fandme stærkt. Endnu stærkere næsten at flere af medlemmerne kom fra et band der hed Necrofucker.
Sådan, vi må til Peru næste gang.
Vi har fået en lejlighed nu, et fast sted hvor vi skal være den sidste måned, i et forholdsvist roligt beboelseskvarter i udkanten af Palermo, lige ved Parque del Centenario. Det minder lidt om Argüelles hvor vi boede i Madrid, det minder lidt om der i Friedrichshain hvor min kammerat boede med sin eks-kone, dvs. dengang hun stadig var hans kone, dengang vi stadig sås. Det er cool. Et ordentligt køkken, så vi for alvor kan lave mad, ikke de der mere eller mindre amputerede tekøkkener vi har haft undervejs. Vi trænger til noget solid mad, brune ris, mørkt brød, frisk grønt, trænger til at finde nogle ikke-animalske produkter, noget yofu, noget soyamælk, finde nogen produkter uden alt det sukker der er i alting her.
Jeg føler mig så meget hjemme at jeg finder en yogamåtte i et skab og laver yoga for første gang siden vi tog afsted, og det føles så godt i hele min smadrede krop at jeg finder en øl i køleskabet bagefter. Parken to gader væk er kæmpe stor, der er en sø, der en karrusel, der er to legepladser, vi kommer til at tilbringe rigtig meget tid der, og om lørdagen og søndagen er der marked, og jeg finder en stand der sælger Anal Vomit-t-shirts og har flyers for kommende metalshows i Buenos Aires. Anal Vomit, mand, det er fandme stærkt. Endnu stærkere næsten at flere af medlemmerne kom fra et band der hed Necrofucker.
Sådan, vi må til Peru næste gang.
Regn i ørknen
Det regner hver aften når vi er kommet indenfor og hver morgen inden vi går ud. Så meget for at vi er midt i ørknen midt om sommeren, så meget overhovedet for Mendoza. Det er fint når jeg sidder om aftenen og hører Violeta Parra, hører Víctor Jara, hører Los Jaivas, får samlet op på alt det chilenske musik jeg ikke havde adgang til i Chile pga. dårlige internetforbindelser; der kan jeg høre regnen tromme ned på palmebladene ude i vores lille patio og jeg kan lige ane gadelivet ude fra Villanueva uden ligefrem at føle trang til at begi mig ud i det.
Jeg har ikke lyst til den her by.
Det tog mig den første eftermiddag, hvor vi rendte rundt i gaderne for at finde et sted at spise der ikke var en grillbar og alligevel endte med at spise verdens ækleste pizza, at begynde at undre mig over hvad det var alle syntes var så fedt ved den her by; andendagen fik ikke rigtig rokket ved den tvivl, og på tredjedagen ændrede vi vores planer, så vi lige ku nå det vigtigste, se nogen vingårde, se Amerikaernes højeste bjerg og så ellers komme væk, komme til Buenos Aires. Det er fint, det høje bjerg, jeg skifter en lorteble mens resten af minibussen tar billeder af det, det er fint at komme op på toppen af et andet højt bjerg, stå i 4 kilometers højde og blive blæst på mens børnene sover i minibussen, og det er fint nok at Mendoza lige sender os afsted med en ordentlig haglstorm den sidste dag mens vi er på legeplads. Der løber floder gennem gaderne i ørkenbyen, jeg siger det bare.
Vi tjekker ind på et hotel i San Telmo de første dage inden vi kan overtage den lejlighed vi skal bo i den næste måned. Hvert værelse er indrettet efter et tema: Seføli er der et Carlos Gardell-værelse med nogle tangoeffekter, og der er et Julio Cortázaer-værelse to døre henne fra vores, men det er ret lille og har ingen vinduer, hvordan dét så ellers sku passe med Cortázar. Vi bor på La Fábrica. Der er olietønder, sikkerhedshjelme på væggen, en hammer svejset fast til en stol, en værktøjsinstallation som skillevæg, en miniudgave af et fællesbad med to brusere og to håndvaske side om side. Det er kitschet fakeproletarisme, det er ret fantasisk, og nede i receptionen sidder den unge kvinde der har nattevagten og spiller guitar.
Jeg har ekstremt meget lyst til den her by.
Jeg har ikke lyst til den her by.
Det tog mig den første eftermiddag, hvor vi rendte rundt i gaderne for at finde et sted at spise der ikke var en grillbar og alligevel endte med at spise verdens ækleste pizza, at begynde at undre mig over hvad det var alle syntes var så fedt ved den her by; andendagen fik ikke rigtig rokket ved den tvivl, og på tredjedagen ændrede vi vores planer, så vi lige ku nå det vigtigste, se nogen vingårde, se Amerikaernes højeste bjerg og så ellers komme væk, komme til Buenos Aires. Det er fint, det høje bjerg, jeg skifter en lorteble mens resten af minibussen tar billeder af det, det er fint at komme op på toppen af et andet højt bjerg, stå i 4 kilometers højde og blive blæst på mens børnene sover i minibussen, og det er fint nok at Mendoza lige sender os afsted med en ordentlig haglstorm den sidste dag mens vi er på legeplads. Der løber floder gennem gaderne i ørkenbyen, jeg siger det bare.
Vi tjekker ind på et hotel i San Telmo de første dage inden vi kan overtage den lejlighed vi skal bo i den næste måned. Hvert værelse er indrettet efter et tema: Seføli er der et Carlos Gardell-værelse med nogle tangoeffekter, og der er et Julio Cortázaer-værelse to døre henne fra vores, men det er ret lille og har ingen vinduer, hvordan dét så ellers sku passe med Cortázar. Vi bor på La Fábrica. Der er olietønder, sikkerhedshjelme på væggen, en hammer svejset fast til en stol, en værktøjsinstallation som skillevæg, en miniudgave af et fællesbad med to brusere og to håndvaske side om side. Det er kitschet fakeproletarisme, det er ret fantasisk, og nede i receptionen sidder den unge kvinde der har nattevagten og spiller guitar.
Jeg har ekstremt meget lyst til den her by.
Abonner på:
Opslag (Atom)