Den sidste straight edger i byen

Jeg var den sidste straight edger i byen, af hvad jeg vidste af var jeg den sidste straight edger i hele verden. Ingen af mine venner var sXe, ingen jeg mødte anede hvad det var, der var ingen scene nogen steder, og jeg gjorde heller ikke noget for at opspore en eller opdyrke en. Jeg var lisså færdig med scener som jeg var med alt pisset, magtede ikke længere trippet med konstant at sku overgå hinanden i tr00ness og hænge hinanden ud for ikke at være tr00 nok, magtede ikke indspistheden og konkurrencen om hvem der ku være mest ligeglad. Jeg var ikke en skid ligeglad, jeg var så fucking på, men det var nok i sig selv, jeg orkede ikke at forsøge at overbevise andre om hvor meget federe det var end alt andet. Jeg var ikke nødvendigvis sikker på det var så meget federe end hvad de havde gang i, og jeg var opsat på ikke at være så allerhelvedes overlegen, selvom jeg så sikkert bare har virket overbærende i stedet. Alle dem jeg omgikkes drak, der var ikke så mange af dem der tog snitter eller tokede, men de drak, og det var cool med mig. Jeg drak bare æblejuice, og når de så blev for slørede at se på skred jeg hjem til min celle.

Jeg boede i den celle, et lejet værelse på 16 kvm, med en seng der lige akkurat var stor nok til at rumme mig og heller ikke sku rumme nogen andre, mine plader, mine bøger, mine håndvægte. Jeg vågnede og hørte hardcore, trænede, var på, gik på arbejde, og om aftenen drak jeg mere kaffe og hørte sadcore og skrev digte om hvor pissed jeg var, hørte fester andre steder i gården, andres liv, trænede, løb, åd som et tærskeværk. Jeg drak så afsindig meget kaffe for at gøre et eller andet og blev endnu mere hyper af det, og så spænede jeg lange ture for at få et afløb for den energi. Jeg gik til koncerter, ikke så meget hardcoreshows, garagerock var det store på det tidspunkt, og det var der jeg var, blandt alle greasebacksne og deres damer med svaletusser og jeansrøve, og de var alle sammen bonderøvsstive, men jeg var ligeglad: Det var ikke min scene, jeg havde ikke noget i klemme, jeg sku bare ha noget energi, og det var der der var energi på det tidspunkt, og så stod jeg der og svedte fordi al træningen havde kørt min forbrænding helt op.

Den sommer var vi alle sammen gået fra vores kærester eller de var gået fra os, så pludselig havde vi alle sammen tid til hinanden, pludselig havde vi ikke andet end hinanden og var nødt til at gøre brug af det. Jeg husker det som om den sommer var evig og som om vi mødtes på havnen hver aften, sad og drak øl hhv. æblejuice, så solen gå ned over byen, hoppede i vandet, snakkede om damer. Seføli. Det evige omdrejningspunkt. En af mine venner nede på havnen var så nede over damer at han opsøgte en psykolog for at tale om det, men han var osse økonomisk anlagt, så han fandt en der ikke var så dyr. Kom ind, så at fyren var noget slidt, lugtede ret meget af alkohol, men begyndte alligevel at lette sit hjerte, indtil han godt ku se at psykologen ikke længere hørte efter, men bare sad og bøvsede og havde det ringe, så min ven foreslog ham at han lige ku gå ud og ta lidt vand i ansigtet. Gennem den åbne dør ku han se psykologen gå ud og ta et ordentligt bløp af en flaske gin, inden han kom ind igen med pisstænk udover bukserne. Det var her min ven syntes det hele begyndte at være lidt vel løst og påpegede det overfor psykologen, som så måtte bekende at det faktisk osse gik lidt ad helvede til for tiden. Det var jo ikke fordi han drak sådan normalt, han havde bare sit hyr med konen for tiden, og var min ven overhovedet klar over hvor hårdt det var at sidde og høre på folks problemer hele dagen? Det er det absolut bedste jeg nogensinde har hørt nogen ta med sig fra en psykolog, af alle de af mine venner der igennem årene har fundet nødvendigt at gå i terapi af den ene eller anden form, så er det der så hårdt og latterligt at det sætter det hele i så tilpas meget perspektiv.

Forestiller jeg mig. Jeg gik ikke i terapi, jeg gik sXe, drak sort kaffe, hørte hardcore, løb, trænede vægte, gik til koncerter og kom over det. Kom videre: På et tidspunkt var der nogen til en fest der spurgte mig om det egentlig ikke snart var et år siden jeg var gået sXe, og lige der stoppede jeg med at være sXe og tilbragte resten af aftenen med at lære en høj, blond og lidt naiv studine den ædle kunst at sniffe vodka op i bihulerne. Jeg sku ikke bevise noget for nogen, og hvad jeg havde at bevise for mig selv havde jeg for længst bevist. Et par dage senere drak jeg min første øl i et år, og jeg har sjældent smagt en øl der smagte så godt. Det var osse en god øl, men stadigvæk: Lige det sku være en grund til at gå sXe igen for en kortere periode, den der første øl. Og bare det at gå igennem byen en weekendaften, det er sindssygt, det er afskyeligt, det er afskyvækkende. Men jeg er ikke sikker på jeg ville ku byde min omgivelser at være så intenst fokuseret og bare så intens overhovedet som jeg var det i den periode.

Jeg var meget. Og jeg kom over det. Jeg var den sidste sXe i byen, og snart var jeg det heller ikke længere. Snart kom der et helt kuld nye sXere, og jeg hylder dem, men jeg er ikke en af dem længere.