Lavintensitetsdage

”Al movernos hacemos temblar a los astros”
- Rafel Barrett

Der er ikke så meget mere at sige. Der sker ikke det store, og det er osse OK. Vi skal ikke på nogen ture nogen steder hen, og vi skal ikke se noget. Vi skal bare være her. Går på legepladsen i parken om formiddagen, spiser frokost hjemme i middagsheden, går et eller andet sted ned i byen om eftermiddagen. Går i boghandlere, får anbefalet forfattere vi ikke kendte: Fogwill, César Aira, Fabián Casas og blir blæst væk af hvor vildt godt det er. ”Når vi bevæger os skælver stjernerne,” skriver Rafael Barrett i sin eneste bog, Moralidades actuales, og den bog finder jeg i en anarkistisk boghandel nede for enden af gaden, der er fyldt med værker af alle de store og et ton andre jeg ikke anede eksisterede i en serien Utopía Libertaria Colleción. Begynder at overveje overvægt. Pladeforretningerne er til gengæld lort, hvad jeg skal ha må jeg finde på Discogs når jeg kommer hjem, men vi blir ved med at finde nye helsekostforretninger hver gang vi går en ny vej hjem.

Det er noget der minder om hverdag, stjernerne dirrer konstant den der lillebitte smule, fordi det alligevel heller ikke helt er det; fordi der ingen forstyrrende elementer er mellem os, og det var det der var meningen med overhovedet at komme her: At være sammen, alle sammen, hele tiden. Og indse hvor forkert det er at vi ikke er det hele tiden, men osse, jo, at vi egentlig har brug for at der osse er noget andet. OK, ikke den mindste, men os andre. For at sætte mere pris på det når vi så har det. Og det gør vi, virkelig. Der er tre uger tilbage, hvad der svarer til en normal ferie, så vi er overhovedet ikke begyndt at overveje hvad nu når vi kommer hjem, og hvis én af os alligevel begynder at overveje det er vi andre der lynsnart til at lukke den. Der er lang tid til, det er her vi er nu, det er vores utopía libertaria vi lever lige nu.

Rafael Barrett døde som 34-årig, samme alder som jeg er nu, så langt væk fra døden som nogensinde; Nicanor Parra, den anden store chilenske digter (den første er vel altid Neruda, den charlatan), hvis samlede værker jeg har slåsset med siden Santiago, er fra 1914 og lever stadig. Dvs. at han er imponerende gammel og jævnaldrende med min farmor, bortset fra at min farmor lige er død, mens vi er her. Og der er intet jeg kan gøre, og der var vel heller ikke noget der sku gøres, for hun var gammel og slidt og til sidst ville hun dø og så gjorde hun det samme nat som hun havde bestemt sig for det. ”La vida es un arma,” skrev Rafael Barrett, ”livet er et våben,” men han ku ikke bestemme sig for om det betød at man sku gi det for en sag eller om man sku leve på trods, og jeg tror egentlig ikke min farmor ku ha syntes noget var meget mere tossede end den slags overvejelser, og det har man en vis pondus til at synes når man kommer godt op i 90'erne og ikke nødvendigvis længere ser sig selv som hovedpersonen i sit liv, men osse er OK med det, fordi man har levet så meget. Havde, så, var.

Den skal jeg lige vænne mig til, datidsformen. Lige nu er alt i nutid: Der er intet om tre uger, der er ingen ende på Palermo. Der er et ”om en uge”: Om en uge kommer min forældre, de sku være kommet dagen efter min farmor døde, men så har de kunnet rykke det så de alligevel kommer, bare et par uger senere, kommer væk fra boet der skal ryddes, begravelse, det hele, kommer over til deres børnebørn. Til den nye verden.