Det blir en slags hverdag omsider. Ikke helt den gængse slags med arbejde og Amager Centret og alt det, den store blir osse ved med at slå fast at han ”gider altså ikke hjem til Danmark,” og det kan vi jo så berolige ham med at vi ikke skal endnu overhovedet. Men det er noget der minder om, som et parallelplan til den normale hverdag eller noget. En parallelverden der er noget varmere, hvor det hele ser helt anderledes ud, hvor vi ser helt anderledes ud end alle andre, hvor vi er gæster uden ansvar for hvad der sker. Her er det ikke vores skyld at præsidenten er magtsyg og inkompetent, og selv hvis nogen sku ha hørt om Birthe Rønn eller Anders Fogh her, så ville bare det at jeg er her på fædreorlov så vildt for dem her at det overskygger hvad der så end måtte være af negativt. Det er relativt, og det er så langt væk det hele.
Vi har fået en lejlighed nu, et fast sted hvor vi skal være den sidste måned, i et forholdsvist roligt beboelseskvarter i udkanten af Palermo, lige ved Parque del Centenario. Det minder lidt om Argüelles hvor vi boede i Madrid, det minder lidt om der i Friedrichshain hvor min kammerat boede med sin eks-kone, dvs. dengang hun stadig var hans kone, dengang vi stadig sås. Det er cool. Et ordentligt køkken, så vi for alvor kan lave mad, ikke de der mere eller mindre amputerede tekøkkener vi har haft undervejs. Vi trænger til noget solid mad, brune ris, mørkt brød, frisk grønt, trænger til at finde nogle ikke-animalske produkter, noget yofu, noget soyamælk, finde nogen produkter uden alt det sukker der er i alting her.
Jeg føler mig så meget hjemme at jeg finder en yogamåtte i et skab og laver yoga for første gang siden vi tog afsted, og det føles så godt i hele min smadrede krop at jeg finder en øl i køleskabet bagefter. Parken to gader væk er kæmpe stor, der er en sø, der en karrusel, der er to legepladser, vi kommer til at tilbringe rigtig meget tid der, og om lørdagen og søndagen er der marked, og jeg finder en stand der sælger Anal Vomit-t-shirts og har flyers for kommende metalshows i Buenos Aires. Anal Vomit, mand, det er fandme stærkt. Endnu stærkere næsten at flere af medlemmerne kom fra et band der hed Necrofucker.
Sådan, vi må til Peru næste gang.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar