Kunsten efterligner kaninerne

Forestillingen havde altid været at når det sku ende, sku det være som det var blevet forudsagt i en drøm, der mest af alt havde karakter af en vision: Vågne en morgen i et palads, hvor lyset skinner blegt ind gennem gardinerne, åbne de franske døre ud til parken og se hundredvis af små, hvide kaniner komme hoppende, sniffende, gnavende, studsende op ad de sirligt anlagte gange mod én. Vide sig rede til at lade sig favne af den blødeste, blødeste pels og blive puffet og duppet og småkradset over på den anden side af hvad det nu var man sku overkomme.

Men så var der den næste drøm, mange år senere, hvor det første vel egentlig var overkommet, sådan henad vejen, uden at der rigtig havde været kaniner involveret. Den næste drøm var langt mere traditionelt drømmeagtig, slet ikke så visionær. Jordnær, vel nærmest, smårealistisk. Det ku næsten være skuffende, hvis ikke det var fordi der var kaniner med i den – havde de ikke været det, var den sandsynligvis slet ikke blevet taget for den vision den ikke desto mindre tydeligvis måtte være.

Uden andet forvarsel end at der nu alligevel var så mange ting der ændrede sig markant, var kaninerne vendt tilbage, og de var sorte nu. Et utælleligt kuld af dem havde slået sig ned i skunken, hvor de asede og masede sig rundt oveni hinanden. Ud sku de, det stod af en eller anden grund klart, og de gjorde ingen modstand, når de blev løftet i nakkeskindet og smidt sikkert ned i haven, hvorfra de så ellers værsgo ku finde sig en anden drømmeskunk at invadere, de forsøgte end ikke at flygte eller at smutte ind igen, men godtog uden nogen protester overhovedet udsmidningen.

Vi er jo nødt til at analysere det her, eller dvs: Vi skal bare overhovedet gøre os klart at her er der noget, der ville ku analyseres for at nå frem til en konklusion, som vi intuitivt allerede fornemmer bare i accepten af at her er der grundlag for en analyse. Inden vi advarselsstamper hårdt i jorden og hopper videre, tror os befriet for en byrde, fordi de hvide kaniner er blevet budt ind i paladset og de sorte jaget bort; så er det dog vigtigt at vi er opmærksomme på at de sorte kaniner måske nok, deres uendelige nuttethed til trods, er uvelkomne i skunken, men de opfattes ikke som fjender, de er ikke ondskabsfulde. De er jo kaniner, altså.

Det er for let, hvis det her bare er dæmoner, og så alt zen fremover. Det ville være et for tidligt klimaks.

Er det et palads vi har bygget, kan visionen f.eks. få os til at fundere over. Og er der ikke plads til sorte kaniner i skunken i det palads, så er vi med ét ovre i noget, der dårligt ville ku læses som andet end politisk, og som måske nok burde få os til at overveje, om vores politiske holdninger virkelig er så klare og faste, som vi gerne vil gi indtryk af, men det er vel næppe noget, der rigtig har noget at gøre på visionernes felt. Politiske visioner er mere sådan noget med stålsatte blikke, bredt kommunikerbare budskaber og tabloidannoncer på side tre i de landsdækkende dagblade, og at så nok så mange af os ville være langt mere åbne overfor en politisk vision lanceret af en hær af kaniner ændrer stadigvæk ikke på at det er en anden type vision vi har at gøre med her. Sådan en som filosofferne og sektlederne får på vandreture i skovene eller i trance i bjergene, sådan en får vi tungt sovende i en lånt, lidt for blød seng.

En ting til vi skal gøre os klart: Det er sorte kaniner vi har at gøre med, altså lisså raceforædlede som de tidligere hvide, det er ikke vilde kaniner. At betragte vilde kaniner gir os en anden slags fred i sindet, fordi de først og fremmest er kaniner for sig selv og ikke for vores nusningsbehovs skyld. Måske det i virkeligheden er alt for tidligt at begynde at analysere den todelte vision nu, sæt den slet ikke er todelt, sæt verden slet ikke er sort/hvid, sæt der venter en tredje vision, hvor kobler af vilde kaniner vil rase ind over vore liv og – og – så… Det er svært at forestille sig kaniner gøre noget rigtigt voldsomt og apokalyptisk, indrømmet, men det er osse svært at forestille sig en endnu ukendt vision uden at gøre den voldsom og apokalyptisk. Det er jo sådan Johannesåbenbaringen har lært os at forestille os visioner, vores indoktrinerede kulturkristendom har ikke beredt os på visioner, hvis kendetegn er små, vippende snuder og lange, lodne radarører.

De vilde kaniner, når de en dag kommer, må sku fortælle os noget, der må være en mening med dem. Formålet kan ikke bare være at æde, bolle, sove, avle og sole sig.