Som at dræbe præsidenter, I

I.

Det virker så rigtigt, så ur-rigtigt. Det er sådan en ting der virkelig burde være god, og som så i virkeligheden viser sig osse at være det. Som om det bare var sådan, det altid sku ha været, selvom det seføli kun føles mere rigtigt i kontrasten til det der gik forud: Det der måske nok ikke var direkte forkert som sådan, men som bare heller ikke længere føltes helt rigtigt. Og det her havde stået som sådan en klassisk, højromantisk kliché, en hippieutopi, og så bare finde ud af at man faktisk godt ku leve i den når det kom til stykket. At den passer én. At man faktisk var klar til at gå ind i den. Det andet ikke trak mere. Leve sådan.

Flyde midt ude i søen, uanede dybder under én, gammel lergrav. Omkranset af graner, nogen ænder, en svane med en svælling, som man holder sig fra. Helt. Aldeles. Stille. Der er ingen mennesker her, det er der ingen steder, man kan nøgenbade uden blusel, man kan sidde nøgen og tørre i solen bagefter, her er ingen, her kommer ingen. Sku der endelig alligevel komme nogen, så er her plads nok til at de kan holde sig i behørig afstand. Intimsfæren er blevet udvidet til 10 meter, mindst. Mærke vandet over kroppen, hele kroppen, mærke huden mærke vandet, vand op i røvhullet, i kønsbehåringen, pikken der skvulper lystigt i vandskorpen.

Det er sådan en helt basal frihed. Det burde aldrig være anderledes, men det er seføli fordi det har været anderledes at man nu lægger mærke til, hvor rigtigt det her er.

Der var en novelle af Richard Brautigan; det var dengang jeg begyndte at læse beatforfattere, og mine forældre ku så lykkeligt vise mig ovre i bogreolen, at ikke alene havde de Kerouac stående – en enkelt, på dansk, De underjordiske, et sekundært værk, som ikke desto mindre blev det første Kerouac jeg læste – min mors hippie-storebror, der havde spillet jazz og røget pot og levet i et åbent ægteskab i København, inden han pludselig døde og blev katapulteret til helgenstatus, havde engang givet dem en bog af en anden, mindre kendt beatnik, Richard Brautigan, ikke en af de store3-4-5 stykker, i virkeligheden mere af hippie-generationen. Troutfishing in America. Det var lidt håbløst, jeg var alt for ung til at læse om en voksen mand, der kører rundt i et folkevognsrugbrød med sin kone og deres barn. Ingen speed, ingen dagelange drukture, ingen impulsive ture tværs over kontinentet for at høre bebop, ingen løssluppen sex. Sådan som jeg husker den, og det passer heller ikke: De har sex i hvert fald én gang. De har gjort holdt ved en skovsø, der er ingen andre mennesker i nærheden, og mens de nøgenbader, får manden sin kone overtalt til at hun skal gi ham en spiller, derude i vandet. De går ud hvor vandet når dem op til over brystet, mens deres barn leger inde på det lave, og så får han en hurtig hånder, og sæden stiger op til overfladen og flyder rundt om halsen på ham, indtil det bliver for koldt, og konen bliver urolig for barnet.
Det er sådan jeg husker den, det er en mange år siden jeg læste den nu, og den gjorde ikke noget uudsletteligt indtryk, bortset fra den ene scene, som jeg ikke engang ved om jeg husker ret, men det er den scene jeg husker nu, mens min egen kone står nøgen og soler sig inde på bredden, og vores ene barn leger i vandkanten, og det andet sover oppe i cyklen. Det er vel i virkeligheden nu jeg burde læse Brautigan, se om det faktisk var noget, der ku sige mig noget på det stadie, hvor jeg er nu. Lige nu er det i hvert fald som om jeg kan slå op på en hvilken som helst side i Gary Snyders Turtle Island og læse et digt, der handler om der hvor jeg er nu.

Ikke lige nu: Lige nu er der vand, træer, himmel, dyreliv. Der er sikkert slanger, det skal for alt i verden ikke læses metaforisk, slangerne skal osse være her. Vel. De har en eller anden funktion, selvom man instinktivt frygter og afskyr dem. Der er vilde kaniner og så den der svane, der prøver at lære sin unge at flyve uden rigtig selv at ku andet end at flakse ihærdigt og meget larmende henover vandoverfladen 50 meters penge, før den fuldstændig udmattet synker sammen og majestætisk sejler videre, som om det var det den hele tiden havde villet. Fuck dig, svane.

Den sidste lange tid var det, som om alle fantasier handlede om at civilisationen sku styrte i grus. Byerne brænde, personnummerregistret og skattekontoret sprænges i luften, den kendte verden ende, så en ny ku begynde. På vej ud i skoven med Ted Kaczynski og Thoreau, bygge bomber, lave manifester, planlægge revolutionen. Det var før Anders Breivik, men selv der, lige den første times tid, inden man fik nys og hvad der foregik ude på øen, hvor det bare var regeringsbygningen der var blevet bombet, nåede man at tænke at den her var for Ted Kaczynski. Man ku faktisk godt forstå hvor det kom fra.

Hvis der er nogen, der vil fortælle mig at det smukkeste øjeblik i Fight Club ikke er der, hvor hele skylinen er i brand og bygningerne braser sammen, så ved jeg ikke, så er vi et helt fundamentalt forskelligt sted. Jeg har levet længe i byen, da jeg flyttede hjemmefra, flyttede jeg fra et parcelhuskvarter i udkanten af en mindre by, omgivet af krat og marker og en jernbane, der førte ingen vegne hen, til byen, den rigtige by, klods op og ned ad naboer i alle afskygninger. Jeg labbede det i mig, sad i mit vindue og så dem leve, blev bekræftet i at der var liv omkring mig, og at jeg således selv måtte være i live, fordi jeg nu var en del af dette. Jeg flyttede til en endnu større by, et sted hvor det var varmt nok til at vinduerne altid var åbne, og man op igennem skakten ku høre og lugte alle de forskellige kulturer, der udgjorde den by: Både de gamle, der havde boet der altid, og nu var i færd med at harke det sidste af deres lunger op bag de nedrullede skodder, og de nye, fra den nye verden, der kom hjem langt ud på aftenen og gik i gang med at friturestege dagen væk i et lille orgie med anlægget kørende for fuld blæs en times tid. Det var aldrig byen som sådan, jeg havde et problem med, det var de kontorer der udgør dens nervecentre, hvor alting stopper, hvor ingenting er funky, ingenting glider, intet er organisk. Lyskrydsene som det mest markante, allestedsnærværende symbol på at der ingen tiltro er til at byens borgere, subjekterne, selv kan finde ud af at ta hensyn til hinanden, hvis der ikke er nogen øvre myndighed, der viser dem at det er sådan her de skal omgås: Med ret og uret som pejlemærke. Så ingen ser sig for, bare ser om de har ret og så pløjer fremad, fremad, væk, ud af den kollektivitet, de har lært de ikke er en del af.

Det var det jeg hadede.

Det jeg elskede var at sidde i parken og være en del af byen: Se træerne spejle sig i søen, små krusninger i vandspejlet, men osse høre børnene på legepladsen, spritterne på bænken, pusherne i buskadset, trafikken ude på den anden side af muren, rådhusklokkerne, det der for mig var livet, og som jeg selv var en ufatteligt lille, men dog på min egen måde fyldestgørende del af. I en skovsø, derimod, er jeg ikke en del af en skid, naturen er aldeles pisseligeglad med om jeg er der eller ej, for den gør jeg hverken fra eller til. Naturen er der ikke for min skyld, den er der ikke for noget, den er der fordi den er natur. Osse selvom det i dette tilfælde er en delvist anlagt natur; en udgravet sø i en plantet skov (Jeg elsker den historie om hvordan Christian IV beordrede kæmpe egeskove plantet, sådan så vi 400 år senere ville ha træ til at bygge den mægtigste flåde, det er så indskrænket i sit fremsyn, at det kun gør det endnu mere cool at ligge og flyde nøgen rundt i søen, mens krigen foregår et helt andet sted på nogle helt andre præmisser). Det gør ikke nogen forskel i forhold til det der er pointen: At naturen viser os, hvor uendeligt bittesmå vi er i det store hele, og naturen har ikke noget problem med at la os ta del i den, fordi den er så uendeligt meget større end os, og fordi det ikke tar noget fra den. Så øvelsen for os består i at føle os som en del af denne skovsø og lade skovsøen være en del af os, men så ikke mindst at handle ud fra det. Gøre som den skovsø ville gøre i de situationer vi finder os selv i, hvor vi skal ta stilling til hvordan vi skal handle. Skovsøen handler ikke, skovsøen skovsøer.

At menneske mennesket.