Maj 2010: Kinesiske turister på Langelinie der filmer et livefeed af Den lille havfrue på Verdensudstillingen i Kina: Et overkill af meta så tidligt på morgenen, et symbol på et eller andet ufattelig åndsvagt, en fremmedgjort blaserthed i al sin stædige iver.
Denne by rummer ikke flere billeder for mig at falde for, det kan nok så mange hysteriske solnedgange over middelaldertårnene ikke ændre ved, end ikke forårsdage med mere og mere afklædte studiner på deres evindelige tunge bedstemorcykler eller en tur på en bar hvor man kan hilse rundt: Jeg har pakket min kuffert for flere år siden, og den har stået der midt på gulvet som skiftevist en øm tå, en dårlig samvittighed eller en redningsplanke, alt efter hvor på desillusionometret jeg har befundet mig. Der blir ikke slået flere søm i væggene at hænge mig op på, der blir ikke skabt plads til at mere kan komme på en plads, det alligevel skal fra når som helst nu.
Et mindre grimt sted uden politi og penge og presse og præstationer, en evig sommermorgen befolket af boksende kaninunger i dugvådt græs og en kop kaffe på et bjerg. Byen er reduceret til et billede af en essens jeg aldrig ville trukket ud af den.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar