Absolut afsindighed. Lisså teknisk intrikat som Axe to Fall, lisså rasende som No Heroes, lisså følelsesmæssigt overvældende som Jane Doe (omend objektet for Bannons afmægtige længsel denne gang altså ikke er en eks-kæreste, men et afdødt kæledyr), lisså disharmonisk som You Fail Me: AWLWLB fungerer som en opsummering af den vej Converge har stukket ud med de milepæle de har hamret ned i form af deres fire foregående plader, men den er ikke mindst et værk i sin helt egen ret. Den smule famlen man endnu har kunnet ane på nogen af de foregående plader, når eksperimenterne strakte sig til det yderste af deres evner, hører man ikke her, det hele hænger sammen, og det hele lyder umiskendeligt af Converge og ikke særlig meget andet længere. Sublimt.
Manden bag årets næstbedste plade har vanen tro været så rar at forsyne os med en god portion valgmuligheder: Skramlepladen, freejazzpladen, smadderlarmepladen, gothpladen, ragapladen, neoclassicpladen, dronepladen eller krautrockpladen?
2. Oren Ambarchi - Sagittarian Domain Ambarchi har fortsat sit stormløb i 2012 med en længere række udgivelser i forskellige konstellationer og stilarter. I starten af året blev det opsummeret på Audience of One, der samtidig angav noget der ku lyde som en vej frem for den australske jøde: En 4AD'sk, nærmest steril æstetik, der står i markant modsætning til hans tidligere værk, der mere har været præget af en varm, organisk lyd. Bedst lykkedes dette eksperiment for Ambarchi dog på det efterfølgende minialbum Sagittarian Domain, hvor en metronomisk rytme ledsager klangudforskningen på guitaren, indtil det hele rundes af med noget så ekstravagant som strygere. Det er uendelig langt fra både noise og drone, det her, vi er tættere på krautrock end nogensinde før, og det er ret uafrysteligt.
Mountaintime-lofi-newage, anyone? På årets tredjebedste plade bevæger vi os dybt ind i skoven med en termokandefuld svampete, en guitar og en båndoptager.
3. Black Eagle Child - Go Around, Again
I halen på New Weird America-bølgen af freakfolkere lyder det som om en helt nyt kuld af bebrillede unge mænd dybt inde i skoven har samlet guitarer op, loddet effektpedaler sammen og optaget dagesvis af dronen og knasen, som de har skovlet ud på kassettebånd i mikrooplag. Indimellem er der så endda nogen af dem der efter at ha taget tilløb rent faktisk osse får lavet nogle noget nær regulære albums, hvor den skønhed der hele tiden har ligget og luret under båndenes susen og skramlen får lov at skinne lidt tydeligere igennem.
Go Around, Again er sådan et album: Det er lige på kanten til at kamme over i pastelfarver, men holder sig endnu i det faststampede mudder. Med tanke på hvordan det kom til at gå de beslægtede Emeralds, så er det værd at være ekstra opmærksom på Wisonsins Michael Jantz lige nu, for det er lige ved at tippe her – og det er det der gør det så smukt.
Koryfæalarm! Der er nogen gamle yndlinge, som det er umuligt at ryste af sig, og hvor der heller ikke rigtig er nogen grund til at gøre det, fordi de bliver ved med at lave plader af så høj kvalitet som de gør. Årets fjerdebedste plade er håbløst oplagt.
4. The Evens – The Odds
Ian Mackaye har ikke travlt længere. Der er gået 6 år siden han og partneren Amy Farina udgav deres andet album, Get Evens, og bortset fra en 7” sidste år, der varslede duoens tilbagekomst, har der været stille. OK, så de har fået et barn sammen i mellemtiden, og Mackaye er fyldt 50, og det er alt sammen fair nok, men det var godt nok osse på tide at høre noget nyt fra en af hardcorescenens vigtigste stemmer.
The Odds rummer absolut ingen overraskelser, den fortsætter troligt stilen med de to vokaler, der væver sig ind og ud af hinanden, en barytonguitar, der hænger lidt nødtørftige melodistumper på det skelet de bygger op, og så Amys flagrende trommespil ud over det hele. Fire trut i en trompet for et syns skyld. Det er godt og trygt. De er stadig indignerede over det politiske system, over krigen og fattigdommen, klart, men de råber ikke længere. Hvis folk ikke er vågne nu, så bliver de det alligevel aldrig, og så kan vi lisså godt bare fortsætte med at bekræfte hinanden i hvor nederen det hele er.
Årets femtebedste plade er noget så vulgært som skønhedssøgende.
5. Loscil - Sketches from New Brighton
På sit forrige regulære album, Endless Falls, esklarede Loscil med strygere, regulære melodier og spoken word i en svulstighed, som dog var holdt bare den lille smule i ave af en Kranky-klassisk kølighed at det alligevel var svært at gøre sig helt fri af. Efterfølgende lavede Scott Morgan et arktisk soundtrack, inden han vendte tilbage med New Brighton. Her er følelserne noget mere under kontrol, selvom canadieren stadig er svært skønhedssøgende i sin musik, og resultatet er en plade der gir lytteren mere rum til selv at skabe alt det der skal ligge rundt om musikken.
Se, hvad jeg har gjort! Af vanvare har jeg sat et omskrevet warmongercitat over et instrumentalt protestkollektiv for at beskrive en plade, der sådan set slet ikke burde eksistere, men som er det sjettebedste der er sket i år.
6. Godspeed You! Black Emperor - 'Allelujah! Don't Bend Ascend
Det er sådan et comeback der er dobbelt usandsynligt: Dels at GY!BE overhovedet skulle finde en vej ud af deres årelange pause, dels at resultatet af det skulle blive en plade der på nogen måde kunne leve op til de skyhøje forventninger der var til den.
Det er ikke fordi der har været stille fra lejren i mellemtiden: Først og fremmest Efrim Menuck er fortsat med at udgive plader med sit andet projekt, Silver Mt. Zion, og de er fortsat med at være hæderlige uden på nogen måde at nå de højder GY!BE nåede. Måske fordi det der hævede GY!BE et godt stykke over resten af den postrockscene, som de uforvarende blev en del af i sin tid, i bund og grund var noget så simpelt som den massive mængde smæk de havde på, når de virkelig bragede igennem.
Hvis det ikke bare er det der gør GY!BE til hvad de er, så er det i hvert fald forløsende at det er det de lægger ud med på ’Allelujah! i nummeret ”Mladic”: Det er ikke smukt og slæbende og langsomt opbygget i valsetakt, sådan som alle efterlignerne har reduceret GY!BE-formlen til, det hviner og skurrer og brager afsted, fordi intet andet overhovedet er muligt for det nummer. Først som en infernalsk Neu!-hyldest, derpå over i en hvirvlende klezmerfest, inden det leder over i en klagende drone på ”Their Helicopters Sing”. Og det er kun første halvdel af værket.
Det skulle man ikke nødvendigvis have troet. Hvis man spørger GY!BE, så er der ikke særlig meget man skal tro på.
Der var engang, hvor den eneste værdige vej ud af 80’er-dyndet for modne punkikoner, de af dem der havde overlevet dem, syntes at være den afdæmpede, gerne akustiske solokarriere, gerne tilsat en religiøs vækkelse for at give dem ekstra cred. Det varede utroligt mange år, indtil de selv begyndte at kede sig lisså meget over deres kavalkade af seriøse sangskriverplader, som deres gamle fans gjorde det, og fik en ubetvingelig trang til at larme igennem igen.
Årets syvendebedste plade larmer helt vildt meget, og det er afsindigt forløsende.
7. Swans – The Seer
At Michael Gira, 30 år efter dannelsen af Swans, 2 år inde i gendannelsen ovenpå 13 års pause, med The Seer skulle lave noget, der dårligt kan føles som andet end et hovedværk i bandets diskografi, var uforudset (pardon the pun). Ikke mindst fordi comebackalbummet, My Father Will Guide Me Up a Rope to the Sky, var en plade fuld af gode intentioner, men småligegyldige sange, der stadig var alt for tungt funderede i klassisk sangskrivning.
Det har Swans sat sig langt ud over på The Seer, der over to timer bimler og suser og banker og bruser rundt og rundt og rundt om sig selv. Knæl, for helvede, bæv! Jeg for min del har faktisk altid foretrukket den måde Neurosis tog tråden op fra Swans og tilsatte metalriffs og skrigeduetter for lige at sætte trumf på, men i år er det så Neurosis der har udgivet en plade, hvor sangskrivningen får lov til at stå alt for sårbart alene og afslører sig selv som noget jævn i det. Swans har bare revet alle katedralerne ned.
Det er søndag morgen. Tøvejr. Hvad du har brug for er noget der stryger dig med hårene. Noget guitarfeedback, lidt violin henover, ingen melodier at tage stilling til, bare spacet dronen. Det er årets ottendebedste plade.
8. uuuuuu – Untouched by Morning, Untouched by Noon
Glasgowegianeren bag spøgelsesnavnet uuuuuu roste jeg allerede sidste år for at have lavet en af årets bedste plader på min liste over 2011’s højdepunkter: her. Dem har han lavet et par stykker til af i år, hvor den bedste var kassetteudgivelsen Untouched by Morning, Untouched by Noon på det i øvrigt ret så pålidelig Old Frontiers-label. uuuuuu? Sådan lyder det, ja. I lang tid ad gangen. Man går stadig ikke helt galt, hvis man tænker Seefeel, heller ikke hvis man tænker Experimental Audio Research. Man går sjældent helt galt, hvis man tænker på Seefeel eller E.A.R.
9. Sparkling Wide Pressure – Grandfather Harmonic Frank Baugh har efter et væld af lofi-kassette- og cdr-udgivelser lige gjort sig ekstra umage med den her fuldlængder og skabt et landskab af sønderblæste ødegårde med opklodsede bilvrag og rednecks med øjne der sidder fra langt fra hinanden, som tonser rundt i sivene med deres rifler og gør skade på alt omkring sig. Spooky stuff.
Rumsfeld har sine known knowns, known unknowns og unknown unknowns, og hele den usikkerhed præger billedet, når jeg skal forsøge at opsummere det musikalske år 2012. For der har været bands og kunstnere, som jeg udmærket kendte og troede jeg vidste hvad jeg kunne forvente mig af, som så lige pludselig trak i en helt anden retning, skød sig op på et helt andet niveau end det de kom fra eller bare vendte spillet fuldstændigt.
Der var bands man ikke havde regnet med skulle kunne fortsætte med at imponere en i 2012: Unsane, der med Wreck trofast fortsatte med at spille deres egen bizart bluesede noiserock, som de har gjort de i årevis nu, men ikke lød mindre potente for det; Kreator, der på Phantom Antichrist skruede en tand mere op for powermetallen og de skamløst fængende omkvæd i en klinisk ren produktion og så endda slap afsted med det. Fordi den halvgamle, pukkelryggede italiensk-tysker med pigenavnet er så pisse sur og skide sej som nogensinde, lissom Bob Mould var det på sin glimrende plade Silver Age.
Og der var dem man regnede med bare kunne levere, og som ikke gjorde det: Neurosis vendte efter fem år tilbage med Honor Found in Decay, og bevares, det er en fin plade, men det er bare som om det slet ikke er nok, når man nu er Neurosis og burde få jorden til at skælve. Lisså lang tid er der gået siden et af verdens allerbedste bands, Bad Brains, gjorde et forbavsende solidt comeback på Build a Nation, men det de rent faktisk diskede op med på Into the Future lød pludselig som outtakes fra en No Doubt-plade. Av.
Der er ikke meget fremtid over den liste jeg har sammensat med årets 10 bedste albums, som jeg ruller op her over de næste dage: For størstedelens vedkommende er det mere eller mindre gamle koryfæer. Men med et par markante undtagelser er det ikke derfor de er på listen: Det er fordi de enten har fornyet sig selv eller formået at gøre det de gør så insisterende vedkommende, at de ikke var til at komme udenom.
Så nej, Neil Young er ikke på. Det er Patti Smith heller ikke. Ikke fordi de plader de hver især har lavet er decideret dårlige, de er bare overhovedet heller ikke noget sted i nærheden af at være relevante nok yil at befinde sig blandt årets 10 vigtigste plader. Men nr. 10 på listen er gode, gamle Napalm Death.
10. Napalm Death – Utilitarian At Napalm Death skulle være relevante i dag, tre årtier efter de startede, som andet end en museumsgenstand, er næsten det mest mindblowing, der musikalsk er sket i 2012. Napalm Deaths jagt på det mest ekstreme udtryk nogensinde peakede så tidligt som i '89 på Mentally Murdered-ep'en, hvorpå bandet endnu en gang kollapsede i medlemsflugt, og igennem 90'erne bravt kæmpede for deres eksistens et sted mellem deathmetal og grind. Det er stadigvæk det ry der hænger ved dem, selvom bandets nuværende medlemmer alle har mere end 20 års anciennitet i bandet. Hvad vigtigere er, så begyndte Napalm Death i midten af 00'erne med The Code Is Red... Long Live the Code at reinkorporere punkrock i deres lyd, samtidig med at deres dyrkelse af noiserocken fik lov at skinne stadig klarere igennem, og resultatet er at Napalm Death i dag lyder så nødvendige som nogensinde. De er ikke længere verdens mest ekstreme band, de er noget andet, vigtigere.
