Uvis vished og kendte ukendte – Året 2012: 6

Se, hvad jeg har gjort! Af vanvare har jeg sat et omskrevet warmongercitat over et instrumentalt protestkollektiv for at beskrive en plade, der sådan set slet ikke burde eksistere, men som er det sjettebedste der er sket i år.

6. Godspeed You! Black Emperor - 'Allelujah! Don't Bend Ascend

Det er sådan et comeback der er dobbelt usandsynligt: Dels at GY!BE overhovedet skulle finde en vej ud af deres årelange pause, dels at resultatet af det skulle blive en plade der på nogen måde kunne leve op til de skyhøje forventninger der var til den.

Det er ikke fordi der har været stille fra lejren i mellemtiden: Først og fremmest Efrim Menuck er fortsat med at udgive plader med sit andet projekt, Silver Mt. Zion, og de er fortsat med at være hæderlige uden på nogen måde at nå de højder GY!BE nåede. Måske fordi det der hævede GY!BE et godt stykke over resten af den postrockscene, som de uforvarende blev en del af i sin tid, i bund og grund var noget så simpelt som den massive mængde smæk de havde på, når de virkelig bragede igennem.

Hvis det ikke bare er det der gør GY!BE til hvad de er, så er det i hvert fald forløsende at det er det de lægger ud med på ’Allelujah! i nummeret ”Mladic”: Det er ikke smukt og slæbende og langsomt opbygget i valsetakt, sådan som alle efterlignerne har reduceret GY!BE-formlen til, det hviner og skurrer og brager afsted, fordi intet andet overhovedet er muligt for det nummer. Først som en infernalsk Neu!-hyldest, derpå over i en hvirvlende klezmerfest, inden det leder over i en klagende drone på ”Their Helicopters Sing”. Og det er kun første halvdel af værket.

Det skulle man ikke nødvendigvis have troet. Hvis man spørger GY!BE, så er der ikke særlig meget man skal tro på.