Uvis vished og kendte ukendte – Året 2012: 10

Rumsfeld har sine known knowns, known unknowns og unknown unknowns, og hele den usikkerhed præger billedet, når jeg skal forsøge at opsummere det musikalske år 2012. For der har været bands og kunstnere, som jeg udmærket kendte og troede jeg vidste hvad jeg kunne forvente mig af, som så lige pludselig trak i en helt anden retning, skød sig op på et helt andet niveau end det de kom fra eller bare vendte spillet fuldstændigt.

Der var bands man ikke havde regnet med skulle kunne fortsætte med at imponere en i 2012: Unsane, der med Wreck trofast fortsatte med at spille deres egen bizart bluesede noiserock, som de har gjort de i årevis nu, men ikke lød mindre potente for det; Kreator, der på Phantom Antichrist skruede en tand mere op for powermetallen og de skamløst fængende omkvæd i en klinisk ren produktion og så endda slap afsted med det. Fordi den halvgamle, pukkelryggede italiensk-tysker med pigenavnet er så pisse sur og skide sej som nogensinde, lissom Bob Mould var det på sin glimrende plade Silver Age.

Og der var dem man regnede med bare kunne levere, og som ikke gjorde det: Neurosis vendte efter fem år tilbage med Honor Found in Decay, og bevares, det er en fin plade, men det er bare som om det slet ikke er nok, når man nu er Neurosis og burde få jorden til at skælve. Lisså lang tid er der gået siden et af verdens allerbedste bands, Bad Brains, gjorde et forbavsende solidt comeback på Build a Nation, men det de rent faktisk diskede op med på Into the Future lød pludselig som outtakes fra en No Doubt-plade. Av.

Der er ikke meget fremtid over den liste jeg har sammensat med årets 10 bedste albums, som jeg ruller op her over de næste dage: For størstedelens vedkommende er det mere eller mindre gamle koryfæer. Men med et par markante undtagelser er det ikke derfor de er på listen: Det er fordi de enten har fornyet sig selv eller formået at gøre det de gør så insisterende vedkommende, at de ikke var til at komme udenom.

Så nej, Neil Young er ikke på. Det er Patti Smith heller ikke. Ikke fordi de plader de hver især har lavet er decideret dårlige, de er bare overhovedet heller ikke noget sted i nærheden af at være relevante nok yil at befinde sig blandt årets 10 vigtigste plader. Men nr. 10 på listen er gode, gamle Napalm Death.

10. Napalm Death – Utilitarian
At Napalm Death skulle være relevante i dag, tre årtier efter de startede, som andet end en museumsgenstand, er næsten det mest mindblowing, der musikalsk er sket i 2012. Napalm Deaths jagt på det mest ekstreme udtryk nogensinde peakede så tidligt som i '89 på Mentally Murdered-ep'en, hvorpå bandet endnu en gang kollapsede i medlemsflugt, og igennem 90'erne bravt kæmpede for deres eksistens et sted mellem deathmetal og grind. Det er stadigvæk det ry der hænger ved dem, selvom bandets nuværende medlemmer alle har mere end 20 års anciennitet i bandet. Hvad vigtigere er, så begyndte Napalm Death i midten af 00'erne med The Code Is Red... Long Live the Code at reinkorporere punkrock i deres lyd, samtidig med at deres dyrkelse af noiserocken fik lov at skinne stadig klarere igennem, og resultatet er at Napalm Death i dag lyder så nødvendige som nogensinde. De er ikke længere verdens mest ekstreme band, de er noget andet, vigtigere.