Årets bedste plade handler om en død hund.
Absolut afsindighed. Lisså teknisk intrikat som Axe to Fall, lisså rasende som No Heroes, lisså følelsesmæssigt overvældende som Jane Doe (omend objektet for Bannons afmægtige længsel denne gang altså ikke er en eks-kæreste, men et afdødt kæledyr), lisså disharmonisk som You Fail Me: AWLWLB fungerer som en opsummering af den vej Converge har stukket ud med de milepæle de har hamret ned i form af deres fire foregående plader, men den er ikke mindst et værk i sin helt egen ret. Den smule famlen man endnu har kunnet ane på nogen af de foregående plader, når eksperimenterne strakte sig til det yderste af deres evner, hører man ikke her, det hele hænger sammen, og det hele lyder umiskendeligt af Converge og ikke særlig meget andet længere. Sublimt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar