Stien på venstre hånd

Går man langs vejen hjemme, går man i venstre side for at være opmærksom på den trafik, der kommer mod én. Går man langs vejen på Sri Lanka, hvor der er venstrekørsel, går man stadig i venstre side: Man ønsker ikke at kende truslen og overlader det til de bagfrakommende at tage vare på én. Nøjagtig som man gør, når man sætter sig ind i en bus, en tuktuk, en taxa, efterhånden som man opgraderer bekvemmelighedsniveauet: Man overlader det til chaufføren ikke at slå én ihjel.

Det er vel noget nær en buddhistisk indsigt konkretiseret dér, og det er sikkert noget sludder, som man føler sig som Ib Michael for at kolportere.

Heller ikke dette er en kulturudveksling, heller ikke når tjenerne på backpackercaféen har lært at spørge “hvordanhardudet” og tilbyde én Carlsberg: Det er ferie, den nye kolonialisme, det er Eva Selsing, der putter sig i nyvaskede lagner under et myggenet så skrigpink som hendes læber, og man skulle skamme sig, skulle man, ikke ligge sådan under det net med loftsviften døsigt hvirvlende rundt og eftermiddagssolen skærmet af, mens man sover middagslur med en blond, krølhåret kerub, gudbedredet, mens de lokale vasker gulvene uden vinduet i timevis, mens alt sejler.

I den toldfri sælger de vaskemaskiner

Mens cikaderne triller løs, ildfluer summer rundt mellem palmerne, og fyrværkeriet knalder løs i et ophold mellem to regnskyl af den der voldsomme, tropiske slags, der med nogle dråbers forvarsel i poolen mellem bygningerne, hvor en gruppe unge, muslimske kvinder klædt som ninjaer forsøger at nå at tage et billede af et skattet drengebarn, inden han falder i, falder som et tæppe, et ægte tæppe; mens verden således står på i ét væk, og den yngste sover, og de ældste læser, sniger vi os rundt om hjørnet på svalegangen for at stå et øjeblik helt uden at være til rådighed for nogen som helst, med tæerne soppende i regnvand, flyene brølende over os, airconditionen brummende løs ved siden af os, småforbrændte, letkulrede.

Det er juledag, vi ser på hinanden, ser på ildfluerne, ser nye dråber begynde at prikke til pooloverfladen. Så kommer myggene, så kysser vi hinanden, så siger vi til børnene, at de skal holde op med at læse, så protesterer de, så protesterer baby, så skal han trøstes, så er alt i gang igen, indtil også dette går over.

Poolen ligger øde hen nu; en smørtenor med blævreorgel og rytmeboks synger natten gammel før tid; i går droppede vi julemessen i katedralen rundt om hjørnet, hvor krybbespillene står klædt i fryseposer som beskyttelse mod regnskyllene, bortset fra Helligånden, der er helt opløst af at modstå alt for alle andre, og ved midnatstid eksploderede alt udenfor i fyrværkeri og engelske julesange i forstemte spøgelsesversioner med accelererende rytmebokse, som skulle frelsen nås fandme nu, for ellers noget, og i dag er det uklart, hvem der vandt det kapløb, men et hold pilgrimme følger trofast og ragende blindt rytmeboksen ind i tropenatten, ind til cikadernes hvirvlende strygere, ind til kliklydene som et mekanisk dyr, der konstant bliver trukket op af en overivrig, legesyg nattehånd, ind, hvor ildfluerne leder vej gennem palmeblade og andet metalskrot.

I det toldfri område i lufthavnen i Colombo solgte de vaskemaskiner som et sidste-øjebliks-impulskøb til jul, men der er intet, der bliver tørt her i nat, aldrig nogensinde.

Julefanden

For 12-15 år siden skrev jeg en klumme til et punkrock-magasin om, hvor meget jeg hadede jul. Magasinet er for længst lukket, og alle spor af det er væk. Men det af klummen, jeg kan huske, giver et meget godt fingerpeg om, hvad pointen var. På listeform med udgangspunkt i hvert bogstav i ordet Christmas angav jeg alt det, der var galt med jul: C stod for “consumerism”, altså forbruget ophævet til et ideal og en ideologi. Jeg er ret sikker på, at det også stod for “capitalism”, ja.

Indfaldvejen & køkkenvejen

Når vi træder ud i den fremmede by for første gang, skal den rette op på det ærgerlige førstehåndsindtryk, dens indfaldsveje har givet os. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har siddet i en bus, en taxa, et tog på vej ind i en større by et sted i verden og modfaldent tænkt, om det her virkelig var det sted, hvor jeg skulle tilbringe de næste dage, uger, måneder.

De fleste større byer kommer man ind i ad noget, der føles som køkkenvejen: Gennem mere eller mindre slummede og/eller trøstesløse forstæder, forbi pakhuse, værksteder, industri. Alt det, der er nødvendigt for at opretholde byen, men som man bare helst ikke vil mindes om. I hvert fald ikke møde som det første.

Syng, for sang driver ulvene bort

Noget af det første, jeg gjorde, da jeg i sin tid flyttede til Bornholm, var at købe en brugt akustisk guitar. Til at begynde med skulle jeg alligevel bare være hjemmegående husfar, så det virkede passende, at jeg supplerede brombærplukning, brødbagning og alle de der andre sunde og stimulerende aktiviteter sammen med børnene med at lære at spille guitar igen. Synge sammen med dem, sådan som opfordringen lød på en af de gamle hippie-plader med Popol Vuh, som jeg hørte konstant på det tidspunkt: “Singet, Denn Der Gesang Vertreibt Die Wölfe” – syng, for sang driver ulvene bort. For en romantisk anlagt københavner virkede det jo lidt vildt og pioner-agtigt at være kommet hertil, selvom vi bare sad i et hus i Rønne. Man vidste aldrig, hvornår det kunne blive nødvendigt at slå ring om familien og drive ulvene væk. Med tiden kunne jeg lære børnene deres første greb, så de kunne lære at spille guitar.