Som tid

Som dengang jeg ikke ku vente på at mit hår voksede ud, så jeg ku klippe det ned igen, & nu ser jeg hver dag mig selv nogle millimeter nere usoigneret i spejlet uden overskuddet til at gøre noget ved det den dag.

Som dengang jeg prøvede at patinere jeans for at gi dem en historie, & nu kan jeg ikke forstå at de allerede er gået i stykker efter bare nogle år.

Som at beslutte sig for langt om længe at prøve at skrabe sodlaget af undersiden af stegepanden, diagnosticere gasblus som årsagen til det & så indse at det er 3 flytninger siden man overhovedet havde gas.

Som når ting i ens liv med et er 10, 20 år gamle, støvsugeren den man fik da man flyttede hjemmefra, pladespilleren den man købte som udvekslingsstuderende, den store kniv en indskydelse en dag i en eftermiddagsbrandert med en eks.

Som når man sliber køkkenbordet ned & lakerer det, & det står helt perfekt en eftermiddag, & man ved at man skal gøre det forfra om 2 år.

& en dag vil bordpladen være papirstynd.

Som ham fyren man læste om, der levede 27 år i et telt i skoven, & den visdom han tog med sig ud af skoven, var at Lynyrd Skynyrds sange er udødelige. & at Thoreau med sine 2 år ved Walden var en dilettant, som om det var tid alene det kom an på.

Eller som ham fyren på gaden fornylig, JUST A FUCKING TSHIRT henover brystet. På en sweatshirt.

2013 på pladespilleren - # 7: Iron Lung

Jeg havde engang en ukonkret kæreste. Hele vejen igennem, og det er vist endda hendes fødselsdag i dag, det er nogenlunde så konkret det blir. Vi var vrede sammen, men det var en ufokuseret vrede, den havde ikke noget specifikt politisk mål. Vi ville brandbombe Folkeregistret i Nyropsgade, fordi det virkede som en tilpas ukonkret handling på en måde, hvis manglende erkendelse af sammenhænge og bare symbolik jeg har svært ved at sætte mig ind i den dag i dag; så gik vi fra hinanden i stedet.

Det tænkte jeg på nogle år senere, da jeg stod til et power violence-show i en kælder i baggården til Folkeregistret. Jeg ved ikke hvordan nogen havde fået sat et show op dernede i pedellens varmestue, men det var første gang jeg hørte Endless Blockade, Hatred Surge og Iron Lung, og det var vildt godt. Her var en arrigskab der var kammet fra afmagt over i det absurde, der var ingen der behøvede at tale om noget politisk fokus, det var givet, vi var hinsides det.

Endless Blockade forsvandt for nogle år siden op i en højere enhed med en buldrende noise på deres anden og vist nok sidste fuldlængder, Primitive, mens både Hatred Surge og Iron Lung har udgivet nye plader i år. Der skal ikke lyde et ondt ord herfra om Hatred Surges fine Human Overdose, det er en solid omgang deathmetal-inficeret grindcore af den korthårede, bebrillede slags, men det er Iron Lungs White Glove Test der tar prisen som årets syvendebedste plade.

White Glove Test er i første omgang udgivet som to seperate plader, den ene med power violence, den anden med power electronics, som det så er meningen skal spilles samtidig eller hver for sig, forskudt, til hver sit publikum, over det hele. Jeg ved det ikke, jeg har ikke engang hørt den, jeg læste om det, glemte det igen, og mit eksemplar har kun den ene plade. Så der.

Det ville alligevel være den jeg syntes bedst om: White Glove Test forlener den afsindige powerviolence som man kender den fra Spazz og Infest, med tilpas meget punkrockethed i breakdowns og riffing til at det blir mere end bare afsindigt: Det blir et monster af en plade, kompleks og smadrende, groovy og knusende på samme tid. Det er en plade at brænde folkeregistre til og til at bygge nye, bedre samfund op på grundlag af. Vilde, omsorgsfulde, intelligente samfund hamrende afsted ud over engene.

Jeg havde engang en ukonkret følelse. Nu har jeg Iron Lung til at fokusere den ud for mig.

Millioner af nulevende mennesker skal aldrig dø (Version)

”Er det glockenspiel vi kan høre dernede fra?”

Det er sent, ikke bare langt over midnat, men osse langt på den anden side af der hvor man egentlig normalt ville begynde at overveje om det ikke alligevel var på tide at finde teltet, få sovet bare lidt inden solen kommer og gør det umuligt at ligge derinde længere, ikke bare fordi det bliver uudholdeligt varmt derinde, men fordi solen jo altså er udenfor, så kan man ikke være inde. Men nu kan de høre glockenspiel et sted fra, det er de nødt til at forfølge. Det er dragende. De bevæger sig ned over bakken, oppe i nord-nordøst er det allerede begyndt at lysne igen på himlen, men nede i det telt lyden kommer fra, der skaber lyset fra scenen en skarp kontrast til omgivelserne, det får det til at virke som om det stadig er den sorteste nat, og at dette er det eneste helle i den. De sætter sig på bakken udenfor lyscirklen, deres øjne kan slet ikke tåle så meget lys længere, de sætter sig i mørket, som om de ikke rigtigt er med her. Hun læner sig op ad ham, lægger sit hoved på hans skulder, han begynder at lede efter en joint et sted i jakken, gøre et eller andet for ikke at falde i søvn.

Det er lidt uoverskueligt hvor mange der står på scenen, 5-6-7 stykker, 4 af dem rundt om nogle store glockenspiels, det er muligt et eller to af dem er marimbaer, det må det næsten være, de har den der dumpe, varme lyd af træ.

”Er det marimbaer? Dem der, de store af dem?”

Hun mumler noget han ikke kan forstå, men det lyder heller ikke som om der overhovedet er så meget at forstå i det, hun er på vej væk. Momentum forsvandt i det øjeblik de satte sig, hele aftenen og natten har de holdt sig i bevægelse, gledet rundt, hørt noget her, set noget der, drukket noget her, taget noget der, danset, maset, snavet, vadet rundt, på jagt efter noget nyt. Og det er det de har fundet her, langt om længe, det er det der var det de ledte efter, det er han overbevist om, og han er overbevist om at hun osse er klar over det, så overbevist om at have nået endemålet at hun lader sig overvælde af det og falder i søvn, velforvaret, mens køllerne springer rundt over tasterne, et væld af klange lægger sig over hendes ansigt, masserer musklerne i det. Hun smiler, og det er en ret vild følelse for ham at nogen kan være så tryg og rolig ved ham, at hun bare kan lægge sit hoved mod hans skulder og falde i søvn smilende. Fast som en klippe er han. Hun rører lidt på sig igen ved hans bevægelser da han tænder jointen, glider så ligesom ned over hans bryst og mave og lægger sit hoved i hans skød. Det er sådan noget man ikke rigtig kan lade være med at få bare en lillebitte erektion over, og det at man får det, at man er i en situation der befordrer sådan en lillebitte erektion, mens det hele ringler omkring en, det er sådan noget man skal unde sig selv en stille glæde over.

”Mmmrrr...”
”Hva-a-ad?” Det at skulle tale får ham til at hoste, røgen river i hans luftveje, hovedet snurrer. Hendes øjne er stadig lukkede, hun smiler uophørligt, vender så ansigtet op mod ham:
”Mmmrrr... Rrrvvv... Mnnnjjj...”

Han stirrer bare på hende, mens han stadig har det ene øre på musikken. Der er ikke så meget andet at gøre end at stirre, og det er ikke ubehageligt: Det er et helt perfekt ansigt at stirre på sådan som alting er lige nu, intet i det kunne være anderledes uden at forrykke alt. Den der næse, som han ved er sådan noget man bør være opmærksom på, folk går op i næser som noget særskilt smukt og charmerende, så pligtskyldigt går han op i hendes næse, måden den ikke rynker på lige nu, fordi hun slapper helt af i alle ansigtsmusklerne, så fregnerne bare ligger der, men bevidstheden om måden den kan rynke på, og alt det der ligger i det.

”Hvad?” griner han, og hun sætter sig halvt op, der i hans skød hvor der lige var varmt af hendes hoved mærker han nattens kølighed slå ned, hun rækker ud efter jointen og suger dybt, mens hun kigger mod musikken, lyset fra scenen farver skiftesvist hendes ansigt rødt, grønt, blåt, og hun kniber øjnene sammen mod det, og det går op for ham at han ingen anelse har om hvad farve hendes øjne har. At det er sådan noget man osse formodes at bemærke og gå op i, men at det er gået ham fuldstændigt forbi, han aner det ikke, og det er ikke noget han bekymrer sig om, udover hvis han skulle blive spurgt, hvis hun skulle spørge ham. Teste ham. Det er ikke en tid for at blive testet, men man ved aldrig hvornår det kan ske. Han må finde ud af det i morgen og så prøve at huske det. De kunne godt være brune, faktisk, selvom hun har blond hår, noget siger ham at hendes øjne er mørkere end man ville forvente når man ellers så hende, hvis altså nu øjenfarven ikke var noget af det første man lagde mærke til, hvis det var sådan det var. Der er folk der lægger mærke til øjenfarven med det samme, folk der registrerer hvor høj den anden person er i forhold til dem selv, læbernes størrelse, hagepartiet, hans hageparti var noget af det første hun komplimenterede ham for, og han takkede hende behørigt der og undrede sig så ellers over at han overhovedet havde en hage og aldrig havde lagt mærke til den selv. Ligesom dengang han som teenager havde fået at vide at han havde en lækker røv, med de ord præcis: ”lækker røv”, og så i dage og måneder efter havde stået og kigget sig over skulderen i spejlet for at se om han kunne se noget ved den røv der var noget specielt og simpelthen ikke kunne se hvad det skulle være. Og ikke fordi han ikke er opmærksom på røve, han er for eksempel overordentlig opmærksom på hendes røv, den der måde den er rund på eller noget, måske måden hun går med den på eller osse bare det at den står så nogenlunde til hans disposition, og at der ikke er noget i vejen med den, at det er det der gør den til noget specielt. Hendes røv i jeans, manner, men så er det så osse lisså meget jeansene der gør noget for røven, giver en lyst til at flå dem af hende på grund af det løfte de giver om den røv der er i dem, selvom det altså i lisså høj grad er dem selv og det ikke er sikkert at røven vil beholde sin fortryllelse når først den er ude af de jeans.

”Quiero desembluyinarte.”
”Hvad?” Nu er det hende der så på ham som om han taler sort.
”Quiero desembluyinarte.” Hun løfter øjenbrynene og rækker ham jointen tilbage. ”Bluyines er latinamerikansk for cowboybukser, blue jeans, ikke?” Han suger ind, holder røgen nede, mens han lader sit hoved fylde af de glockenspiels der bare fortsætter og forsætter, indtil han puster den op mod den dybblå himmel. ”Så laver man det om til et verbum efterfulgt af personligt pronomen, embluyinarse, at tage blue jeans på, og des- foran for at tage dem af igen, så hvis jeg vil tage dine blue jeans af dig lige nu og her, så quieroer jeg at desembluyinarte.”
”Det kan du godt glemme.”
”Ok.”
”Det er xylofoner.”
”Ok.”
”Det har ikke noget med størrelsen at gøre: Xylofoner er fællesbetegnelsen for den der type slagtøjsinstrumenter når de er af træ, glockenspiel er når de er af metal, men de kan sagtens være store osse. En marimba er bare en slags xylofon altså.”
”Ok.” Sug. ”Er det der marimbaer så?” med skælvende stemme, mens røgen siver ud sammen med ordene.
”Det ved jeg ikke.”
”Ok.”

Hun lægger sit hoved i hans skød igen og lukker øjnene, og han tænker at alt er godt, at det aldrig må høre op med at være lige præcis sådan som det er nu her, at de skal blive ved med at spille, at alle dem der er lige her på dette sted, lige nu i dette øjeblik aldrig skal dø. De skulle bare kunne blive ved med at leve i det her kontinuum, musikken aldrig finde tilbage til sin form, ingen temaer, ingen inerti, bare det her, det ville være nok.

Han hoster, og det sender en kuldegysning igennem ham, som om det åbner en sprække ind til ham, så verden kan trænge sig ind på livet af ham, demonstrativt gøre ham opmærksom på at tiden ubønhørligt går videre uden for den boble han befinder sig i, og som ved et signal trækker musikerne sig en efter en tilbage fra glockenspiel og xylofoner, trommerne er de første til at markere en overgang, så sætter bassen ind med en langsom, dyb rundgang, og der bliver læsset mere trommer på, spredte slag der bryder det hele op, mens en guitar sender impulser igennem det der efterhånden på trods af alt er ved at samle sig til en komposition. Det bygger sig op, større og større, storslået, episk bliver det, som en finale på natten og en hymne til det daggry der nu nærmer sig, og det er flot, ingen tvivl om det, men det bærer osse sin egen slutning i sig og dermed dette øjebliks forgængelighed. Der vil komme et tidspunkt, hvor han ikke længere vil have mulighed for at finde ud af hvad farve øjne hun faktisk havde, og hvor det derfor vil være ham magtpåliggende at finde ud af det, og han vil ikke kunne, hun vil være væk, alt dette vil være væk, et dødt årti.

Det vil blive en plade der minder om en sommer, millionerne ville støt blive decimeret, jeans ville ryge af og på i én køre, kølleslagene ville regne ned over dem fra alle sider, luften vibrere og vibrere og vibrere, indtil de vibrationer opløser sig og dør med hende. Wow, og hun er helt væk, og han kan slet ikke overskue hvordan han skal få hende tilbage til teltet, vil dårligt selv kunne stå på benene, bare sidde her lidt længere.

”Er det slut?” lyder det nede fra hans skød.
”Ja...” sukker han.
”Ok. Fuck. Ok.” Det virker som om hun prøver at spænde musklerne i kroppen, og han er helt vild med den måde de spændes på og ligger henunder huden på hende, men lige nu duer de ikke rigtig til noget, og hun bliver slap igen. ”Må jeg ikke bare blive liggende her?”
”Ok.”

Han får ild på jointen igen. Folk er på vej væk nu, de er allerede ved at pakke sammen oppe på scenen, men der vil gå et stykke tid endnu før de bliver smidt væk derfra, de kan godt strække øjeblikket lidt længere. Det er ok, han mærker duggen på sit ansigt, tror han det er, men det er en evighed siden duggen faldt, det er koldsved eller noget andet, det er ikke til at tage sig af. På en eller anden måde vil de osse ende tilbage i teltet, hvor hun vil desembluyinarse eller, endnu bedre, lade ham desembluyinarle, og han vil mærke hendes bare ben mod sine, som de ligger der med de to soveposer lynet sammen, hun vil lægge sig ind til ham, bare lidt, bare for at få varmen, hun vil ikke sove sådan, har brug for plads til at kunne sove, men lige for en stund vil hun lade ham føle at han er uundværlig for hende, og han vil være udødelig sådan, og han vil være millioner af mennesker og alle hendes kærester fremover.

Fødselsaften / Vemod, whatever

 
Det er min første fødselsdag i det nye årtusind, og jeg ser ud til at befinde mig yderst godt med det på det billede der dokumenterer den: Sidder lænet op ad en pude mod vindueskarmen, man kan lige ane den baggård på Bryggen jeg havde værelse ud til på det tidspunkt, ikke mere end nogen måneder endnu på det tidspunkt, men det ved jeg ikke på det billede, og jeg ser ikke ud til at lade mig mærke med nogen af de omstændigheder der uvægerligt fører mig frem mod endnu en flytning. Baggårdslyset spiller i den udvoksede maskinklipning, øjnene er halvt lukkede og blikket fjernt bag de sorte hornbriller, og det unge fuldskæg er endnu ikke længere, end at man tydeligt kan spotte noget der dårligt kan være andet end et decideret smil.

Veltilpashed, er det, det billede, afsindig langt fra den grundfølelse mine tidlige tyvere ligger i en lage af i min erindring.

Jeg tror det er op ad formiddagen, det passer med lyset, det passer med at min sambo sidder i pyjamas på det andet billede der er fra den fødselsdag, selvom det selvfølgelig ikke er nogen garanti for at det ikke kan ha været hen over middag, først på eftermiddagen, men så ville jeg ikke sidde der, tror jeg, så ville rastløsheden for længst have revet mig ud i dagen, forestiller jeg mig. Og jeg er ikke rastløs på det billede, det er formiddag, det er min fødselsdag, jeg er veltilpas, der er sluttet fred mellem alle parter, min sambo og mig, min kæreste og mig, min kæreste og min sambo, der er drukket morgenskarpe i anledning af min fødselsdag, tror jeg, og alle stridigheder er bilagt indtil vi bliver fulde igen, men det er først senere.

Senere vil mit skæg blive længere og mere tjavset, en ung mands uplejede første fuldskæg, uforsonligheden vil trumfe over ethvert forsøg på mægling, drukken vil ophøre med at være en adspredelse og blive et krav, fordi klarheden er ubærlig, og der vil være opbrud på opbrud, smadret glas og gråd og gutturale krampetræninger inden endnu en genforening, og jeg har ingen anelse om hvordan den næste fødselsdag forløber, men det har jeg på den anden side heller ikke om den foregående. De er udokumenterede, der er ingen fotobeviser på at jeg faktisk kan have været veltilpas et øjeblik der osse, så det må man gå ud fra jeg ikke har.

Det er aftenen før endnu en fødselsdag, det burde vel så hedde fødselsaften, og det er sådan et tidspunkt hvor man helst skal fyldes af vemod, i hvert fald mindes og opsummere, og den status man når frem til der skal så uvægerligt fylde en med vemod. Vemod, whatever: Den ene sang der altid dukker op i mit hoved omkring min fødselsdag er Blurs “Birthday”, det giver sig selv, vel, selvom jeg ville give en del for at det ikke skulle være en Blur-sang der dukkede op i mit hoved på noget tidspunkt under nogen omstændigheder. Der er den solide dosis vemod, den rene svælgen i det, “what a pathetic day,” og så Nick Carraways let forbløffede konstatering i The Great Gatsby: “I just remembered that today’s my birthday.” Og jeg læste den linje, vel nogenlunde samtidig med at jeg hørte den forbandede sang første gang, og det forekom mig som det ypperste udtryk for selvudslettelse at være i stand til at glemme sin egen fødselsdag, at være sig så bevidst om sin egen rolles ubetydelighed langt ude i perfiferien at man helst bare lader den ene dag hvor alle andre som det naturligste indtager deres plads i centrum passere i al ubemærkethed. Og den forbandede sang står som den diamentrale modsætning, så opslugt af sig selv at den end ikke magter at tage stilling til den verden der afventer den, som den står der i dens centrum og vender sig endnu længere indad.

Jeg vender mig udad, væk fra mig selv. Mit skæg er ikke meget mere velplejet end det var dengang, men det er ikke fordi jeg endnu ikke har lært hvordan det skal plejes, og det er heller ikke fordi jeg frasiger mig enhver forfængelighed: Der går bare gradvist længere tid mellem jeg ser mig selv i spejlet, endnu længere tid imellem jeg gør noget ved mig selv, og ikke af ligegyldighed alene, men i erkendelse af den mere overordnede ligegyldighed i det. Jeg behøver ikke se mig selv i et spejl for at vide hvem jeg er, og det at se mig selv i spejlet og ikke genkende den jeg ser der som mig selv bringer mig ikke længere så voldsomt ud af fatning, som det gjorde første gang jeg så mig selv i spejlet på et hotelværelse i Rom, flere år før den fødselsdag, tilbage i det gamle årtusind. Så mit eget spejlbillede og anede ikke hvem den fyr jeg så på var, var ude af stand til at forbinde ham med det jeg opfattede som mig selv.

Jeg panikkede helt vanvittigt, var ude af mig selv, jo. Det er vel der overgangen sker: De næste mange år handler så om at finde ind i sig selv igen, skabe en kobling mellem den man opfatter sig selv som og den man ser sig selv som. Gøre status en gang om året på fødselsaftenen, affinde sig med det man er på fødselsdagen, glide hen i veltilpashed, whateverhed. Det er aftenen før min fødselsdag, og jeg gør ikke status, ikke udover at komme i tanker om engang hvor jeg ikke var nær så veltilpas, hvilket får min veltilpashed nu til at stå så meget desto stærkere og vemodsløs. Jeg ved hvad spejlet rummer, jeg ved at skægget gror uden at jeg iagttager det.

Mistet opkald

Forestil dig at din lille dreng uforvarende kommer til at ringe til din eks mens han leger med din telefon. Der behøver ikke at være noget odiøst i at du stadig har nummeret indkodet, det kan sagtens være at du ikke har haft et telefonsammenbrud og mistet alle dine kontakter i tidsrummet mellem der hvor dig og din eks slog op og der hvor du har en dreng på et par år der leger med din telefon, selvom det godt nok ikke lyder plausibelt. Eller det kan være du er typen der er varsom nok, grænsende til det neurotiske, til at du har backet alle data fra din telefon op på din computer, men på den anden side: Hvis du er så grundig, så er du osse jævnligt gået dine kontakter igennem og opdateret dem og slettet de irrelevante, deriblandt ikke mindst din eks, og du lar sikkert heller ikke din lille dreng lege med din telefon.

Det kan være du har beholdt nummeret fordi bruddet ikke var så abrupt, at det skete og så prøvede I at holde liv i noget venskab, fordi I så lang tid havde bildt hinanden ind at I var de eneste der rigtig forstod jer, indtil venskabet osse efterhånden løb ud i bitterhed og jalousi, sådan som det nu gør sådan noget. Men nummeret er der, og nu har din dreng ringet ham op og er kommet igennem mens du var i færd med hvad du nu var i færd med og lod ham blive distraheret af telefonen så du ku få fred til det. Der går et øjeblik før du hører en stemme et sted fra i køkkenet, ikke bare en stemme, den stemme, hans stemme, og du registrerer hvad der er sket og skynder dig at afbryde forbindelsen.

Uden at sige noget.

Mere. For seføli har du sagt en masse mens røret var af, og din dreng har sagt en masse, har snakket løs som toårige gør det, mens din eks i den anden ende har forsøgt at a) finde ud af hvad de foregik og b) råbe dig op. Og du kan forestille dig mange scenarier hvor det havde været meget værre, det ku ha været en elsker din dreng uforvarende var kommet til at ringe til eller bare en røvsyg onkel som du så ville være nødt til at snakke med bagefter, men nu er situationen den her, og den kræver vel et eller andet sted at du tar stilling til den: Du har jo endda haft tænkt på din eks på det seneste, OK, konstant siden det gik ned, men mere afklaret på det seneste, du har ønsket en afklaring. Og nu har lejligheden ikke alene budt sig til, den direkte kræver en form for handling fra din side, om det så er at ringe til ham og sige hovsa og så benytte chancen til at få talt om det, eller om det er omgående at bevirke sådan en telefonnedsmeltning som for længst burde ha fundet sted og forhindret det her i nogensinde at ske, og så lukke dit nummer, for en sikkerheds skyld osse din Facebook, den MySpace du ikke har opdateret i et halvt år alligevel, snakke med din kæreste om I ikke sku gøre alvor af det nu og blive gift og ta et helt nyt efternavn, vaske tavlen ren nu I har fået drengen, lægge fortiden bag jer.

Fortiden er meget præsent for dig lige nu, men lissom fortiden ikke er opdateret på nutiden, så er nutiden slet heller ikke briefet fuldt ud om fortiden.

M.a.o: Din eks ved ikke at du gik tilbage til kvinder efter ham, og din kæreste ved ikke at du har været sammen med mænd, og det burde egentlig ikke nødvendigvis være et issue for nogen af parterne, men fordi der er gået så lang tid hvor du ikke lige har fortalt det blir det pludselig til en hemmelighed og noget du skal forklare. Din eks har hørt dig snakke med din dreng, det må han ha gjort, og han må ha undret sig, al den stund at en af de ting der ødelagde det mellem jer, udover at han var en narrøv, var at han ville ha børn og det ville du ikke. Altså i hvert fald ikke med ham: Det ændrede sig da du mødte din kæreste og hun gerne ville ha børn, og du heller ville ha hende med børn end ingen børn men heller ikke hende, og en gang til da det så viste sig at hun slet ikke var i stand til at få børn og det så var dig der sku være moren til jeres barn hvis I sku ha et.

Og det sku I. Og det var godt, det er godt der hvor du er nu, bedre end du nogensinde havde forestillet dig du sku få det. Bedre end det var dengang.

Forestil dig de spørgsmål din eks nu sidder med. Forestil dig de spørgsmål du lader dem tilbage med du lader bag dig. Forestil dig at du fik en chance for faktisk at besvare de spørgsmål, for at finde ud af hvad det var for nogle spørgsmål de havde til dig og stille dine egne, men uden at du fik tid til at forberede dig på det, ud af det blå, som når din lille dreng kommer til at ringe din eks op.

En tilgivelse og et fade-out

Han ser hende og tilgiver hende i det øjeblik.

Det er godt nok stort, det er umådelig stort. Han troede egentlig han for længst havde tilgivet hende; han har længe været klar over at han burde have tilgivet hende, og det har han osse fortalt sig selv at han havde, men han har osse godt været klar over at han et eller andet sted stadigvæk var bitter. At han ikke var ovre det.

Og så ser han hende, der ovre hvor han ikke gik hen fordi han tænkte at hun sikkert ville være der, og hun er langt væk, men han er ret sikker på det er hendes bevægelser, det ligner hende godt nok til at den der tilgivelse helt uventet kan brede sig i ham. Wow. Hun står med et barn, det er sikkert osse det: Han har ofte tænkt at hun nødvendigvis osse måtte være kommet videre lissom han selv er det, og det at hun så står med et barn – selvom han så ikke ved om det er hendes eget, hvis det da altså overhovedet er hende – er nok det der gør udslaget.

Han ku gå derover, han burde gå derover, få det overstået, lukket, få sagt at han tilgiver hende, men der er så mange grunde til at han ikke kan det. At hun muligvis for længst har tilgivet ham og ville blive forundret over at han først tilgav hende nu er én af dem. At der sku være noget at tilgive overhovedet en anden. Det er jo sådan et kristent levn et sted, det der med tilgivelse, en måde afslutte en ubehagelig affære på ved at skyde al skylden over på den anden og så hæve sig selv over det plan ved nådigt at tilgive og lukke den der.

Så han står med følelsen i sig selv og er OK med det. Han er ikke engang fuld eller noget, det var åbenbart bare øjeblikket for det. De var garanteret osse lige gode om det, det kan han egentlig godt se i dag, så fed en type var han heller ikke selv dengang. Han fuckede det mindst lisså meget op som hun gjorde, osse selvom hun var mere fucked op end ham, men det gør så bare igen ham fucked op for overhovedet at gå ind i det spil. Og sådan. Der er ikke nogen entydig skyld at placere nogen steder endegyldigt, der var en fluktuerende konstant af skyld og uret som de vekslede mellem hinanden for selvynk, anger og hævn, det var noget at føle, når nu de for længst havde afskåret sig selv fra nogen følelser de overhovedet måtte ha næret for hinanden på noget tidspunkt i erkendelse af at de følelser for længst var døde og begravet, om end ikke nødvendigvis i den rækkefølge.

Og det er jo så endda faktisk lidt det samme nu, hvor en følelse af tilgivelse får lov at brede sig i kroppen på ham som afklarethed, selvom præmissen for den er som minimum diskutabel, og den følelse træder så i stedet for den bitterhed der på sin side har fungeret som en erstatning for et had der var en afmægtig reaktion på en følelsesforladthed som han ikke ku kapere.

Det at han ser hende og tilgiver hende i det øjeblik hæver ham med andre ord op til et andet stadie end det han før befandt sig på, eller det skaber et klart skel mellem det erkendelsesmæssige punkt han befinder sig på nu og der hvor han var lige før, og det får så det tidligere stadie til at ta sig lavere ud til sammenligning. Og så er det jo i virkeligheden sådan noget blandingsmisbrug han er ude i, hvor det ikke kun er brokker af en kulturkristen arv der gør sig gældende, men osse hele new age-trippet med karma og erkendelsestrin og det tjald som umærkeligt har sneget sig ind på livet af ham. Det var han sådan set ikke klar over at det havde, det er han ret forundret over hvis det virkelig har. Det er ikke den slags menneske han ynder at se sig selv som: Han burde være hævet over osse den slags, synes han, men selve det at han føler sig hævet over det gør vel så igen at han føler behov for at være et bedre menneske end andre på bekostning af dem og det lavere stadie de åbenbart i hans optik befinder sig på, og set på den måde har han ikke rykket sig det mindste siden dengang, han har bare udskiftet bitterhed med overlegenhed.

Det er godt nok lavt, det kan han godt se på det hele nu.

Han ser derover igen, og hun er væk, øjeblikket er gået, og han står tilbage med en dårlig smag i munden som dog i det mindste ikke er bitterhed.