Om at miste troen på Sonny Crockett

Du skal forestille dig en dreng, for hvem Sonny Crockett er det største idol overhovedet. Det ku for den sags skyld osse være en pige, det er der sådan set ikke noget i vejen for, omend der så uvægerligt ville blive blandet en masse gryende seksuelle fornemmelser ind over det, og det har det her slet intet at gøre med på nogen måde. Hvis det endelig skal være, ku det osse ha været Ricardo Tubbs, der var det store idol, hvis ikke det var fordi han hele tiden gik og knaldede alle mulige damer, og det var ret suspekt i drengens stadig noget uskyldige optik. Forestil dig en lille pige, for hvem Ricardo Tubbs er det største idol overhovedet, og forestil dig så forældrenes reaktion, når det går op for dem hvad det er for en type mand deres datter dyrker sådan. For ikke at tale om at han jo er sort, men det bør de vel trods alt ha sat sig ud over, omend det så osse åbner for en racistisk læsning af Miami Vice at den sorte figur ikke er i stand til at kontrollere sin libido, hvilket konstant bringer hans hvide makker i fare. Den hvide makker, der bor på en båd. Med en kælealligator.

Stop. La være med at forestille dig en analyse af såvel racemotiver som freudianske understrømme i Miami Vice. Det ville der ikke komme noget godt ud af.

Det du skal forestille dig er den her dreng på omkring 10 år engang i slutningen af 80'erne, som synes Sonny Crockett er så sej at han selv går rundt og smøger ærmerne op på sin vindjakke for at efterligne sit idol. Sørger for at holde tommelfingrene på ydersiden, når han har hænderne i lommerne, på den der måde som af en eller anden grund er cool lige der. Får sin mor til at købe sig espadrillos i pastelfarver. Udelukkende leger Miami Vice med sin kammerat, som er foruroligende let at overtale til at agere den muligvis moralsk anløbne Tubbs. Dekorerer en hel væg på sit værelse med Miami Vice-billeder klippet ud af aviserne.

Det når et slags klimaks, der hvor Don Johnson udgir sin debutplade, Heartbeat, og drengen køber kassettebåndet og lærer sig selv at synge titelsangen på vrøvleengelsk. Her går det trods alt op for drengen at der er grænser for hans idols formåen, og at grænsen går lige præcis her, ved den plade. Det er virkelig, virkelig ussel sekundavarepop, som hvis man kan forestille sig en liteversion af Huey Lewis. Vist nok, der er ingen der kan huske hvordan den plade lyder i dag, bortset fra titelnummeret. Titelnummeret kan alle huske, og hvis de ikke ku, så vil Don Johnson gerne selv minde dem om det, sådan som han gør det 25 år senere, hvor han dybt alkoholiseret prøver at forføre en kvinde udenfor toilettet på en restaurant ved at holde hende hårdt fast op mod væggen, mens han stønner ”Heartbeat” op i hendes ansigt. Åh jo, det gjorde han.

Men det er alt sammen eftertid, det er ikke det du skal fokusere på: Det du skal forestille dig er den her dreng, som er ved at miste troen på det der meget vel ku være hans første store forbillede. Du skal forestille dig hvordan verden åbner sig fuldstændig uoverskueligt foran ham, nu hvor han er ved at miste sit fikspunkt i den. Det er ikke fordi han ikke stadig ser Miami Vice, det er bare ikke længere den samme oplevelse for ham, det virker næsten lidt latterligt nu, indtil han ser afsnittet ”Free Verse”. Det ville være så smukt hvis man ku sige at historien om en centralamerikansk digter, der skal vidne i Kongressen om forholdene i hans hjemland, som er plaget af korruption og kampe mellem venstreorienterede guerillagrupper og højreorienterede dødspatruljer, åbner drengens øjne for hvad det er der sker i Centralamerika, og Latinamerika i det hele taget, på det tidspunkt. Eller hvis bare Hector Sandovals flamboyante skikkelse, som hjuler rundt i sin kørestol og hælder drinks i sig og antaster unge damer, gør drengen interesseret i hvad det der poesi er for noget, og hvordan det kan ha den effekt på mennesker, både dem der skaber det og dem der dyrker det. En kæmpemæssig kulturel vækkelse og social bevidsthed antændt i en 10-årig dreng.

På en måde er det sådan set osse det der sker. Men det du skal forestille dig er den her dreng, som sidder og ser det her, og han har godt en anelse om at de her ting osse sker i virkeligheden, og at det er ret fucked, men strengt taget osse meget langt væk fra hvor han befinder sig, mentalt såvel som fysisk. Og det der så sker er at Hector Sandoval stikker af fra Tubbs og Crocketts overvågning for at gå på natklub, ubændigt fri sjæl som han er, og på den natklub spiller Suicidal Tendencies. Hele set-uppet er ret vanvittigt med new age-piger i høje hæle der danser rundt med touperet hår og gigantiske plasticøreringe, ansigtsmalede sorte der laver electric boogie til musikken, og så en midaldrende digter i kørestol midt i det hele. Det er drengens første møde med en dekadence, der langt overstiger det at ha en alligator som kæledyr, det er en depravation af alle de værdier han indtil det punkt stadig har regnet for at være gode og sande, og den lille smule tvivl, som en flad og ærgerlig popplade har plantet i hans sind, finder nu en åbning den kan svinge sig selv imod, hurtigere og hurtigere, indtil glasset smadres, verden ligger vidåben og fuldstændig fucked foran ham, og han vil bare skate og moshe henover de brændende ruiner af den.

Suicidal Tendencies medvirker i Miami Vice. Dubbet til fransk.

Yellow Ribbon / Red Tape

I starten spyttede jeg på dem, hver gang jeg så en bil med den gule sløjfe på bagsmækken. Jeg så mig over skulderen om der stod en crewcut med lisså overdimensionerede overarme som fædrelandskærlighed, og så samlede jeg ellers hvad jeg havde af spyt og slim og landede en solid klat på ruden. Støtte vore soldater i at kæmpe en krig jeg er uenig i, i blindt at parere ordre, i overhovedet at være blevet soldater med det specifikt for øje at parere ordrer, kæmpe andres krige uden at gøre sig tanker om hvorfor, få et kick, slå nogen ihjel: Jeg støtter ikke nogen soldater, og der er ingen soldater, der er mine. Det var så fjernt fra mig at det var noget nogen ku mene man sku støtte, det var så afsindigt yankeeficeret stupidt rørstrømsk, det var kvalmende og anstødeligt, og jeg spyttede på deres tyrenakkede nationale stolthed.

Det var ikke fordi jeg bildte mig ind, at det var noget der havde nogen effekt på dem hvis biler jeg spyttede på, de har enten intet registreret eller allerhøjst registreret at der var en eller anden nar der havde ramt deres bil, de har ikke forbundet det med sløjfen på bagsmækken, men det var en æressag for mig at markere min modstand. At der overhovedet eksisterede en modstand, at vi ikke bare alle sammen var så fantastisk benovede over at der var nogen der tog det på sig at kæmpe en krig for os, som vi godt nok ikke havde bedt dem om at kæmpe, som vi endda mente de burde lade være med at kæmpe. Og at de burde ta stilling til om de virkelig ville kæmpe i den krig, for de ting, om de virkelig troede på hvad de selv sagde, og hvis de gjorde det og stadigvæk ville kæmpe i den krig, så vise den lille modstand mod alt hvad de så stod for.

Det var nyttesløst, med tiden stod folk på nakken af hinanden for at støtte vore soldater, det blev slet ikke debatteret at folk overhovedet blev soldater, de sku bare støttes. Fra højrefløjen fordi man var stolt af dem, fra venstrefløjen fordi det var synd for dem. Og der blev flere og flere af de gule sløjfer, alt for mange til at man ku spytte på dem alle sammen. Bare tanken om det gav en kvalme, men man ku heller ikke brække sig ud over dem alle sammen, det var alt for omsiggribende, man ku bare gå og syde for sig selv, mens ens omverden med absolut selvfølgelighed åbenlyst demonstrerede sin fanatisme.

Jeg er ikke soldatermateriale. Det er en æressag for mig ikke at være soldatermateriale. Jeg ejer ikke autoritetstroen, jeg spytter på autoritetstroen, jeg sætter en ære i at stille spørgsmål ved autoriteten. Al reguleringen, hierakiseringen og hvordan det blir gjort til en naturlighed, og at det at det blir anset for at være noget fuldstændig naturligt sku gøre det uangribeligt. Jeg er imod. Jeg kan ikke finde ud af at udfylde min selvangivelse rigtigt, og jeg ville alligevel bare ha forbrugt for de penge, der så i stedet går til at føre krig for og til at føre kontrol med at alt går lovformeligt til. At de der spytter får udmålt en passende straf som virker så afskrækkende at ingen spytter, at ingen tar til genmæle. Jeg forsvarer sådan set ikke spytteriet som våben, jeg er bare imod reguleringen af det, at det skal være det der afholder nogen fra at spytte, mig.
Jeg er bare imod. Det synes jeg egtl osse må være et OK udgangspunkt, det kan i hvert fald ikke på nogen måde være værre end bare at være for, sådan helt ukritisk. Der ligger en sund skepsis overfor alt i det. Det er seføli ikke acceptabelt, men det er det heller ikke på nogen måde meningen at det skal være: Lissom jeg ikke selv accepterer noget som helst, ønsker jeg heller ikke at blive accepteret. Jeg vil ikke tåles, jeg vil ikke være en del af den modstand der fungerer som en påvisning af hvilken diversitet der kan rummes indenfor de rammer der nu engang er sat op for at vi alle kan være her. Jeg vil ikke ha der skal være nogen rammer, og jeg ønsker ikke nødvendigvis at vi alle skal ku være her. Alle fylder det hele med deres ligegyldighed og deres orden, stoltheden over at de kan det, stoltheden over at de er i stand til at sætte det hele i system, stoltheden over at de er parat til om ikke at gå i krig for det, så i hvert fald sende nogen andre ud i krig for det. Alt det vi mener at ha bygget op omkring os, uoverskueligt, uovervindeligt for alt i verden. Utænkeligt uden sig selv.

Jeg er krig. Jeg har meningsløsheden på min side, ingen overbevisning, ikke selv, ikke af nogen andre, ingen argumenter. Intet for, kun et imod til at starte med; fordi det er forkert, noget er grundlæggende galt.