Kerry King på stranden, i sandet

Den sidste dag tegner jeg et Slayer-logo i sandet med storetåen og står og ser på det blive skyllet væk. Det gir ikke mening, det er der ikke meget der gir nu, og Slayer er lige der det forhåndenværende udtryk for meningsløshed, og derfor går jeg i gang med at at tegne et kæmpe billede af Kerry King i sandet, går rundt i store cirkler med højre fod pløjende igennem det tunge, våde sand. Der er ingen der spøger mig hvad jeg laver, ingen siger noget til hinanden, alle er lukket inde i sig selv, og inde i mig er Kerry King.

Det er ikke engang fordi jeg er specielt vild med Slayer eller den position de har på scenen, og specielt Kerry King har alle dage fremstået som et i særklasse usympatisk, brovtende og afstumpet dumt svin. Den dag han ragede de sidste forpinte lokker af og blev tribaltatoveret henover issen, blev han endelig til en endimensionel tegneseriefigur, og det har han virket ganske tilfreds med. Det er fordi han er en tegneseriefigur, det gir mening at tegne ham i sandet her, og det er alt det bøvede had han står for, det at tegne Kerry King skal eksemplificere.

Der er en pointe med det, men den er i bund og grund så dum og ærgerlig at den ikke er meget mere værd end Kerry King.

Oppe på vejen kværner en golfvogn igennem vandpytterne, et par midaldrende amerikanere i gennemsigtige plasticponchoer sidder med formiddagens første øl og glor mutte på den vej de langsomt lægger bag sig i jagten på et eller andet andet at lave end at ligge på stranden, når nu det ikke er vejr til at ligge på stranden. Det er der ikke: Der er ikke andet at lave her end at ligge på stranden, øen er 8 kilometer lang, nogle hundrede meter bred, det eneste der er udover strand, er hoteller og ufærdige hotelbyggerier. En landingsbane til dem der synes den halve times færgeoverfart fra fastlandet er uoverkommelig, når der skal drikkes formiddagsøl og races golfvogne. Regnstormen har stået på i en lille uge nu, en koldfront blæser ned fra USA. Deroppe køres det op til en katastrofe, her er det mest bare ubelejligt. Der er ingen der gider at det regner, folk drikker sig for fulde, sidder på hotelværelserne og stener telenovelas, vader op og ned ad den ene gågade hvor sælgerne står under markiserne og lover ganske særlige priser i dag på de samme varer som i går og i alle de andre butikker. Det er en meget lidt fremtidssikret økonomi, og lige nu er en uges regnvejr ved at slå bunden ud af den.

Kerry King ku selvsagt ikke være mere ligeglad med om det regner i Mexico, han regner blod på sin sandguitar, som han har gjort det i tre årtier. Et øjeblik er jeg tilbage på min kammerats teenageværelse, hvor vi stagediver fra kontorstolen over i hans sovesofa og ligger og brydes i en tomandsmoshpit der ligner noget helt andet, noget temmelig ladet noget som Kerry King ikke ville bryde sig om. Kerry King er osse homofob, det er klart, men lige nu kører riffet fra ”Raining Blood” i mit hoved, og jeg løfter min kone op på skuldrene for at vise hende mit værk, og hun synes jeg er åndssvag, og børnene synes vi er åndssvage, begge to, og sådan løser alt sig for en stund.

For tre år siden var vi et par dage i Tom Arayas fødeby, Viña del Mar. Vi boede et par uger i Valparaíso, men der var en enkelt nat hvor vores hotellejlighed var lejet ud på forhånd uden mulighed for at ændre det, så vi sku finde et andet sted at bo og valgte at ta til tvillingebyen Viña del Mar et par kilometer derfra og sove en enkelt nat på et billigt hotel og så gå på stranden og blive moshet igennem af stillehavsbølgerne. Og konstatere at Viña del Mar var en strandby som strandbyer nu oftest er, al oprindelig byidentitet skubbet i baggrunden af badedyr, badehåndklæder, kasinoer, pizzeriaer, patter og vrisne fædre. Det gav mening at det var sådan et sted der havde formet Tom Araya; tomt, overfladisk, meningsløst, misantropisk-hedonistisk. Dagen efter tog vi toget tilbage til Valparaíso, gik op ad bakken til veganerrestauranten og bestilte takeaway for at rense Slayer ud af systemet. En hund kom farende op til havelågen ud af ingenting og gøede af fuld hals, min søn skreg af rædsel, og jeg lodsede ud efter hunden og forstuvede foden på jernlågen. Men vi havde tofu, lissom Tom Araya har Gud. En gud der hader os alle, jo. Som Kerry King hader os alle.

I sandet pumper Kerry King løs på guitaren, det lange skæg med de store, latterlige frottéelastikker slår mod brystet og toppen af den tykke mave, og nu begynder det at regne igen, mens et hold dykkere vader intetænsende henover Kerry King. Det er til det bedste. Vi går i ly under palmerne, indtil vi indser at de ikke gir ly, og snart er vi gennemblødte igen. Så går vi tilbage på hotellet, mens stranden går tilbage til at være strand.

Prenzlauer Berg er det nye Málaga

”Jeg kommer tilbage, og jeg kommer til at bo på din sofa i en uge og kneppe din søster.”

Mike IX står og er lille, tykmavet, hærget at se på og godt oppe at køre i front for Eyehategod på Magnet Club ved floden i Berlin en sommeraften. Det er lang tid efter så meget, hans bedste år, hans værste, Berlins, dine, og på den måde kommer det hele uvægerligt til at hænge sammen lige der. Det er ikke længere det vildeste at gøre, noget af det, være Eyehategod, være i Berlin, være Berlin, men det er noget der føles godt at gøre. På mange måder bedre nu. Fuck nyt.

Undgå at starte på nogen anden måde, grundtonen er allerede slået an her, la være med at gøre det værre. La være med at gøre det værre end det er: Det er slemt nok bare der hvor du kører over Oberbaum-broen og ser Spree i månelys, og du med det samme er 12 år tilbage og står ved rælingen på en flodpram med en fest under dig som ikke er din, og lykkes i at overbevise dig selv om at du skal prøve at savne en der ikke er der, når nu hun ikke er der og dermed gør det nemmere at føle noget for hende. Ikke nødvendigvis noget uforfalsket, det er du allerede dér kun alt for godt klar over at det ikke kan blive, men et savn bare. Melankoli lissom i den der Shu-bi-dua-sang, som muligvis handlede mere om angstanfald, i hvert fald lød sådan, som du husker den. Ting det ikke er nødvendigt at grave mere i: Shu-bi-dua.

Du står der ved rælingen og ser månen spejle sig i Spree, gør du, så langt væk fra Shu-bi-dua-land som det endnu er lykkedes dig at slippe. Fjernsynstårnet glinsende mod en dybblå nattehimmel, og under dig koger det, der blir mast house i en eller anden afart du ikke kan stadfæste og ikke ku bekymre dig mindre om, ind i de små sprækker mellem det solbrankede, spritsvedende kød. En fyr du talte med tidligere på aftenen, hvor han allerede var så skæv at han var ved at græde over noget din tilstedeværelse foran ham mindede ham om, står og skriger i falset og badetøfler midt i det hele, sin egen sang, i flere led ude associeret med den musik der akkompagnerer ham, aftenen. Han er sex, desperat, krævende, altfavnende sex, et medie for al den sex der emmer ud af alle de kroppe. Sjældent har du set så mange smukke kvinder du ikke kender så tæt pakket i så lidt tøj, hud presset mod dig som du står midt i rummet, fordi de ikke kan la være, fordi de ikke vil la være. Andres hår i munden, andres lår i hånden, andres skridt mod dit, du skal bare ta imod, du skal bare smile tilbage, og det er så fremmedgørende på dig at du flygter ud, halvt i håbet om at nogen vil følge efter, halvt i håbet om at blive ladt alene. Mest det første, vel, men du får lov at stå alene og køle dig ned og hidse dig op over et savn du først der føler så meget desto mere påtrængende, som du endelig har bevæget dig i retningen væk fra det, ud i alle de muligheder der lige der slet ikke føles som om de er en skid værd alligevel, når det kommer til stykket.

Du prøvede at kaste dig ind i det igen, før du kastede dig i floden, det genkalder du dig nu, mens du i nogle sekunder i metroen passerer den flod i det måneskin med det fjernsynstårn glinsende mod den himmel, men nu var det desperation og alt for mange følelser du emmede af, og alt lukkede sig rundt omkring dig, røvene stødte væk fra dig, armenes nøgne hud strejfede kun dines i farten på vej rundt om nogen andres hals eller bare op. Smilende blev undskyldende, der var nogen der bad om forladelse for at ha trådt dig over tæerne, og det var dit cue til at smutte og gå alene gennem byen mod en metro mod en lånt sofa.

Mike IX gir indtryk af at ha levet det meste af sit liv på lånte sofaer, hvis ramponerethed han så har approprieret som sin egen. Han kaster sig ikke rundt, ikke i aften, ikke længere, står nærmest urokkelig, støtter sig til mikrofonstativet, snakker om hvor fucked up han og resten af bandet er, når han ikke skriger nihilistiske paroler ud over sært groovy riffs. Det er nok til at få det til at koge alligevel, fordi det er Eyehategod, det skal koge når de er i byen, så alt det de ikke rører sig, rører sig foran scenen. Du mærker underarmen første gang den strejfer din, det er nok til at sende den gammelkendte sitren igennem dig. Det er ikke mange kvinder her er, men det er ikke en mindre andel af dem der er smukke end dengang på flodprammen, det er bare på en anden måde. Mindre fremmedgørende, mere sortklædt og piercet, øl i stedet for drinks, tatoveringer i stedet for hud. Seføli har du lagt mærke til lige præcis hende, lidt fiksere alligevel, lidt ældre osse, og nu har hun lagt mærke til dig, og hver gang klyngen slynger én bagud, blir hun skubbet op mod dig. Første gang det sker, træder du et par skridt tilbage, høflighed bare, men da det går op for dig at hun osse gør det, og at hun blir stående der, selvom publikumsmassen hele tiden ændrer sammensætning, åbner og lukker sig , hvirvler rundt om sig selv, så blir du osse stående. Du lar din arm strejfe hendes igen, og da hendes lår blir skubbet op mod din hånd, åbner du den, strækker en finger ud, mærker hende, mærker hende hele vejen rundt i din krop. Under ”Blank” peaker det: Hendes røv støder mod dit skridt når hun kaster sig forover, du støder tilbage når du kaster dig bagover, sådan grinder I der, musikken er et alibi, I sørger for ikke at se på hinanden, men din pik ved godt hvad der sker. De går over i ”Shoplift”, og nu twerker hun dig simpelthen, kigger sig tilbage og smiler, det hele går på dig, du ku gribe fat i hende nu, føre din frie hånd, den der ikke holder den tomme ølflaske du skal ha pantet i baren for at få dine 50 cent tilbage, som om de stadig betød noget som helst nu; føre den hånd op til hendes ansigt, la fingerspidserne finde kindbenet, en antydning, nok til at få hende til at se op mod dig, cementere det der sker. Hvad det så er der skal ske videre, bare gøre det fuldstændig uomtvisteligt at det er den vej det må gå.

Det gør den frie hånd ikke. Den skyder i vejret som en knyttet næve, du brøler ”SHOPLIFT!” lige ved siden af hendes øre i kor med alle andre, dem bag dig puffer dig i ryggen, og du ryger ind i pitten, blir ført helt frem i den anden side af scenen, stemmer fødderne mod scenekanten og blir løftet op, Jimmy Bower skraldgriner mod dig, du hyler ekstatisk mens du bliver båret tilbage gennem flokken, så slipper klyngen dig langt ud i favnen på en venligt smilende mand med hestehale og et sympativækkende fuldskæg. Hvad dine egne behov end er lige nu, så kan de ikke hæve sig over massens, det forstår og accepterer du, det er sådan det bør være her. Bagefter klapper I, det er et ret aparte anitiklimaks til hvordan I har ageret med bandet under showet, alt for civiliseret, men showet er ovre, I er tilbage, og nu er det det I bør gøre, og gi krammere til dem der gir krammere, høre Mike IX rante færdig, klappe noget mere, så er det det, så var det det, det er gjort, og det gjorde godt.

Du møder hende på vej ud, I går imod hinanden, lar som ingenting nogen af jer, fanger højst hinandens blik så kort et splitsekund at det lisså godt ikke ku være. Du står på fortovet udenfor clubben og tar den skjorte på du har været så fornuftig at ta med, for hvis nu det sku blive køligt senere, som du har krammet i ølhånden under hele showet, og det er senere nu, men ikke specielt køligt, og du tar den bare på for at det ikke skal virke helt overflødigt at ha taget den med, såvel som for at trække tiden ud før du skal gå mod en metro mod en lånt sofa. Der kommer ingen efter dig, clubben tømmes ud i byen, som ikke engang har været standset mens I var derinde, alt fortsætter omkring dig mens du står der, som i en af de der musikvideoer fra dengang, hvor en person står helt stille på et gadehjørne, mens trafikken flimrer i fast forward omkring skikkelsen der bare står og hakker lidt. Som en af de der timelapses der er det vilde lige nu, hvor du har stået der i 12 år, mens månen har spejlet sig i Spree, og restauranten i fjernsynstårnet er drejet rundt over 105.000 gange, og i løbet af et halvt minut er dit skæg blevet fyldt med gråt, og lige nu er det det eneste der har ændret sig.

Men du vil vende tilbage, det vil du, du vil sove på en lånt sofa, og du vil få endnu en chance til at kneppe nogens søster. Så fuck det, fuck tid, fuck måneskinnet og floden.

Yellow Ribbon / Red Tape

I starten spyttede jeg på dem, hver gang jeg så en bil med den gule sløjfe på bagsmækken. Jeg så mig over skulderen om der stod en crewcut med lisså overdimensionerede overarme som fædrelandskærlighed, og så samlede jeg ellers hvad jeg havde af spyt og slim og landede en solid klat på ruden. Støtte vore soldater i at kæmpe en krig jeg er uenig i, i blindt at parere ordre, i overhovedet at være blevet soldater med det specifikt for øje at parere ordrer, kæmpe andres krige uden at gøre sig tanker om hvorfor, få et kick, slå nogen ihjel: Jeg støtter ikke nogen soldater, og der er ingen soldater, der er mine. Det var så fjernt fra mig at det var noget nogen ku mene man sku støtte, det var så afsindigt yankeeficeret stupidt rørstrømsk, det var kvalmende og anstødeligt, og jeg spyttede på deres tyrenakkede nationale stolthed.

Det var ikke fordi jeg bildte mig ind, at det var noget der havde nogen effekt på dem hvis biler jeg spyttede på, de har enten intet registreret eller allerhøjst registreret at der var en eller anden nar der havde ramt deres bil, de har ikke forbundet det med sløjfen på bagsmækken, men det var en æressag for mig at markere min modstand. At der overhovedet eksisterede en modstand, at vi ikke bare alle sammen var så fantastisk benovede over at der var nogen der tog det på sig at kæmpe en krig for os, som vi godt nok ikke havde bedt dem om at kæmpe, som vi endda mente de burde lade være med at kæmpe. Og at de burde ta stilling til om de virkelig ville kæmpe i den krig, for de ting, om de virkelig troede på hvad de selv sagde, og hvis de gjorde det og stadigvæk ville kæmpe i den krig, så vise den lille modstand mod alt hvad de så stod for.

Det var nyttesløst, med tiden stod folk på nakken af hinanden for at støtte vore soldater, det blev slet ikke debatteret at folk overhovedet blev soldater, de sku bare støttes. Fra højrefløjen fordi man var stolt af dem, fra venstrefløjen fordi det var synd for dem. Og der blev flere og flere af de gule sløjfer, alt for mange til at man ku spytte på dem alle sammen. Bare tanken om det gav en kvalme, men man ku heller ikke brække sig ud over dem alle sammen, det var alt for omsiggribende, man ku bare gå og syde for sig selv, mens ens omverden med absolut selvfølgelighed åbenlyst demonstrerede sin fanatisme.

Jeg er ikke soldatermateriale. Det er en æressag for mig ikke at være soldatermateriale. Jeg ejer ikke autoritetstroen, jeg spytter på autoritetstroen, jeg sætter en ære i at stille spørgsmål ved autoriteten. Al reguleringen, hierakiseringen og hvordan det blir gjort til en naturlighed, og at det at det blir anset for at være noget fuldstændig naturligt sku gøre det uangribeligt. Jeg er imod. Jeg kan ikke finde ud af at udfylde min selvangivelse rigtigt, og jeg ville alligevel bare ha forbrugt for de penge, der så i stedet går til at føre krig for og til at føre kontrol med at alt går lovformeligt til. At de der spytter får udmålt en passende straf som virker så afskrækkende at ingen spytter, at ingen tar til genmæle. Jeg forsvarer sådan set ikke spytteriet som våben, jeg er bare imod reguleringen af det, at det skal være det der afholder nogen fra at spytte, mig.
Jeg er bare imod. Det synes jeg egtl osse må være et OK udgangspunkt, det kan i hvert fald ikke på nogen måde være værre end bare at være for, sådan helt ukritisk. Der ligger en sund skepsis overfor alt i det. Det er seføli ikke acceptabelt, men det er det heller ikke på nogen måde meningen at det skal være: Lissom jeg ikke selv accepterer noget som helst, ønsker jeg heller ikke at blive accepteret. Jeg vil ikke tåles, jeg vil ikke være en del af den modstand der fungerer som en påvisning af hvilken diversitet der kan rummes indenfor de rammer der nu engang er sat op for at vi alle kan være her. Jeg vil ikke ha der skal være nogen rammer, og jeg ønsker ikke nødvendigvis at vi alle skal ku være her. Alle fylder det hele med deres ligegyldighed og deres orden, stoltheden over at de kan det, stoltheden over at de er i stand til at sætte det hele i system, stoltheden over at de er parat til om ikke at gå i krig for det, så i hvert fald sende nogen andre ud i krig for det. Alt det vi mener at ha bygget op omkring os, uoverskueligt, uovervindeligt for alt i verden. Utænkeligt uden sig selv.

Jeg er krig. Jeg har meningsløsheden på min side, ingen overbevisning, ikke selv, ikke af nogen andre, ingen argumenter. Intet for, kun et imod til at starte med; fordi det er forkert, noget er grundlæggende galt.

Som at dræbe præsidenter, II

II.

Nogen gange bør vi nærme os det, der rent instinktivt synes så uendelig rigtigt, med en vis varsomhed: Overveje om det synes så rigtigt, fordi det er noget vi har lært at det sku det, eller om det rent faktisk er en egen erkendelse, ikke en tillært. Og hvis det er en tillært, så overveje hvilke implikationer det har. Ikke at det nødvendigvis har implikationer, men hvis vi overhovedet overvejer det, må det være fordi vi aner at det kan ha nogen. At det kan lede os steder hen, hvor vi ikke nødvendigvis havde set os selv havne. Nære en dyb skepsis til egen erkendelse, uden dog at lukke af overfor muligheden af en åbenbaring. Vi kan stræbe efter paradigmeskift, fordi de holder os på tæerne, være intellektuelt fleksible på den måde, det er en smuk disciplin, det er ikke vankelmodigt, det er åbenhed, nysgerrighed. Og så trækker vi linjen hen til det punkt, hvor vi er nu, og ser at det stadig danner et mønster, at der var en grund til at det måtte blive sådan. På den måde kan vi få alt til at gå op.

Det har naturligvis sine implikationer at naturen erstatter byen som det rigtige. Og det er en tillært erkendelse, det er som det skal være: Som purung er livet i byen det eneste mulige liv, som voksen er det naturen. Sådan. Man har fået realiseret noget i byen, man har indgået i nogle sociale relationer af mere eller mindre intim grad, man har prøvet at gøre karriere, og så kan det pludselig være nok, og man må væk. Ud. Og det springende punkt er jo så, hvad ellers der ryger ud, udover byen. Man indgår nogle kompromiser, der er ting der ku la sig gøre i byen, der ikke kan la sig gøre her, og det er OK, men der er osse en grænse, et punkt hvor man begynder at gi køb på nogle idealer man troede fuldt og fast på, fordi det ikke rigtig er foreneligt med det liv man nu lever. Det er igen et paradigmeskift, og det er endda osse noget der blir præsenteret som en klassisk udvikling, det bliver endda fremstillet som om det sku være en naturlig udvikling ligefrem, hvormed det ikke at træffe dette valg sku være perverteret, og hvormed man selv fratages styringen af sin egen udvikling.

Som om der blot var det ene facit, som er der hvor man befinder sig nu, indtil man igen flytter sig.

Der skal dræbes nogle darlings, lissom der skal dræbes nogle præsidenter. Jeg tror det begyndte med at vi hørte en masse Amon Düül og så osse ville lade vores børn løbe nøgne igennem blomstermarker og ryge en masse pot og male og spille bongotrommer. Ikke at nogen af os voksne maler, men det passer så godt ind i billedet. Starte en sekt, gro skægget og håret, gå med kniv. Og så var vi pludselig flyttet på landet. OK, en mindre by, øens største da, og midt i den, men alligevel. Langt væk fra præsidenter, men ikke uden for deres rækkevidde. Og det er det altafgørende: Bevidstheden om at staten er der og kan registrere alt hvad du foretager dig, hvis nogen mener at det du foretager dig kan udgøre en trussel mod sikkerheden, ikke nødvendigvis for dem omkring dig, men for staten. Du får ikke lov at være alene. Det er den følelse sådan nogen som Breivik reagerer imod, og det er der hvor man faktisk kan forstå dem. Han var ikke syg: Han var fucked, hans ideologi var fucked, han kan ikke undskyldes. Men Rigsdagen brændte igen.

Der skal dræbes præsidenter, fordi de er den højeste magt stillet overfor vores egen dybeste afmagt. Det er naturligt.

Det er en reaktion på det der findes naturstridigt, civilisationen, og det er ikke naturen der så blir sat i stedet, det er først og fremmest en hævn overfor dem og det der har fjernet os uigenkaldeligt fra den. Det er sådan her: Det er ikke at ku rumme mere, ikke at ville forstå mere, at se direkte igennem det hele og se det er lort, og så handle på det. På en eller anden måde. I affekt, føle sig rørt, føle.

Naturen er iskold.

Et pænt intenst bekendtskab

Jeg vandrede den vinter, ud over markerne i klassisk sort cottoncoat og hornbriller, håret lakket op i en uigennemtrængelig, fastfrosset ’do; uantastelig og utrøstelig. Det var det der var at lave den vinter: Vandre for at åbne lungerne, genvinde kontrollen over den astma de gik fuldstændigt grassat den vinter, ku bare sidde der på værelset og mærke det hele presse sig ind mod mig, brystet lukke sig, min nyerhvervede tinnitus der steg i intensitet når trykket i mit hoved tog til, indtil der ikke var andet at gøre, ikke mere medicin at tage den dag. Så på med cottoncoaten, snøre støvlerne og ud, ned ad stien ind i krattet udenom mudderhullerne, mærke det fortage sig, slippe fri.

Det var det der var at gøre den vinter, der var ikke rigtig andet: For syg til at kommunen var efter mig, ikke syg nok til at de rigtig ville gøre noget ved det, bare nok til at blive ladt alene med mig selv og min astma og en uudtømmelig reserve af selvynk. Jeg pløjede systematisk kældermagasin hvor alle vinylerne var blevet stuvet af vejen igennem for synth: Schulze, Schnitzler, Stockhausen, Riley, Popol Vuh og alle de andre der var blevet rubriceret som new age og i mere eller mindre grad var det: Deuter, Tangerine Dream, Hamel, Micus, selv Kitaro og Vangelis fik pligtskyldigt deres tur; alt jeg ku finde for at forsøge at forstå, og Eno, seføli. Timer dernede i det støvede magasin, det har været kræs for astmaen, helt åndssvagt, for ikke at tale om psyken: når jeg vadede der ud over markerne dækket af sort tøsne med Mirage eller Shutov Assembly eller Zeit eller et eller andet andet dyster og dronende og atonal synth i walkmanen, i min egen verden af stålfugle og robothed. Jeg var væk der.

Jeg vandrede og tænkte, forsøgte at bruge gåturene til at tænke så stort og vigtigt og uomgængeligt som man nu så gerne vil i den tilstand, og seføli var det eneste uomgængelige fisse når man nu gik de og ikke havde andre at dele den lille del af ens tankevirksomhed der ikke var helliget fisse med, så det var så det jeg tænkte på, lissom det for den sags skyld var det når jeg sad på værelset og pligtskyldigt pløjede mig igennem Nietzsche. Hvem det nu end var på det tidspunkt jeg ikke ku finde ud af at ta det skridtet videre med og bare holdt mig til at sende lange, suicidalt fabulerende breve, som jeg troligt kopierede til mig selv for at bevare dem for den eftertid jeg var overbevist om lå lige om hjørnet, udfrielsen. Nogen ku godt ha set i nåde til mig, synes jeg egentlig nok, lige taget mig ind, lavet mig en kop te med honning eller noget, en halv flaske whisky, ladet mig falde i søvn i skødet og strøget mig over hårhjelmen, taget sig lidt af mig. Jeg havde brug for det, måske næsten endnu mere end jeg havde brug for fisse, selvom jeg eddermame havde hårdt brug for dét osse. Ikke at jeg bebrejder nogen noget, ikke lige i dén sammenhæng: Jeg er ret sikker på at jeg var et pænt intenst bekendtskab lige i den periode.

Jeg vandrede afsted og forestillede mig, sådan som man gør det, at jeg var med i en film, i givet fald et eller andet pseudofransk eksistentielt noget, ikke, så bare lige uden de triste, nøgne kvinder, forstås: Jeg forestillede mig sådan en film hvor det eneste jeg havde på plads af plottet var at ”All Tomorrow’s Parties” sku gå igen i den i de forskellige udgaver af den jeg kendte; Nick Caves, Nicos fra en af hendes soloplader, kan ikke huske hvilken, en eller anden udgave til jeg ikke kan huske, der sku dukke op med jævne mellemrum og bære filmen frem, og så til sidst sku det ende med at protagonisten, som var sådan en alvorlig, sortklædt ung mand med cottoncoat og hornbriller og det hele, kom vandrende midt om natten ad en sti som den jeg gik på, stridende afsted, og som den oprindelige udgave af ”All Tomorrow’s Parties” med Velvet Underground satte ind ville en hel flok fyre komme ud fra krattet og gennemtampe den unge mand så læsterligt og så sku det være det. Jeg havde vel set Naked; jeg kan faktisk huske at jeg så den film dengang i biffen og at den slutning virkede lidt for let, lidt for meget som en art udfrielse der ikke rigtig løsnede noget op for nogen, men det jeg husker endnu bedre var da rulleteksterne begyndte at køre og en fyr højlydt proklamerede til sine venner at ”jeg fattede ikke en skid af den, men det var nogen fede sexscener!” For hvis der var noget det satme ikke var, så var det fed eller på bare nogen som helst måde tiltalende sex der var i den film: Det kan godt være jeg ikke havde særlig meget sex dengang og at det jeg havde ikke var særlig godt, men det var ikke ondt og hadsk. Jeg var hadsk, men jeg tror ikke jeg var ond, det er min bedste overbevisning at jeg ikke var det, jeg forsøgte i hvert fald ikke at være det. Jeg har sikkert været det ind imellem, men det har været af vanvare så, og i givet fald har jeg sikkert osse skammet mig over det, hvis jeg var klar det altså. Jeg har i hvert fald skammet mig. Der var så meget at skamme sig over dengang.

Jeg vandrede, vandrede, vandrede, og når jeg gik over jernbanesporene og så toget køre forbi ønskede jeg mig ombord på det tog, på vej væk, ”I want to take a train today, I'd take it straight to any place” sang nogen, og så var det sådan set underordnet at det tog kun kørte frem og tilbage mellem det hul hvor jeg var strandet og et endnu mindre hul: Det var selve idéen om at komme væk, og jeg kom aldrig nogen steder.

Jeg vandrede og når jeg ikke vandrede fyldte jeg notesbog på notesbog med betragtninger, nøje overvejelser, gode sætninger, dårlige digte, klagesange, tekster til sange jeg et eller andet sted godt vidste ikke var noget jeg nogensinde selv ville gide høre andre lave noget i stil med, fordi det bare var et opkog af de inspirationskilder jeg havde på det tidspunkt (som det altid er, der bare flere nu, det er blevet nuanceret lidt). Jeg er aldrig gået tilbage og kigget i de notesbøger: De er blevet fyldt ud, lukket i og lagt ind i reolen og troligt flyttet med hver gang jeg er flyttet siden da, som en halvbagt metafor for et eller andet jeg slet ikke orker at begi mig ud i at forestille mig hvad sku være: De ligger der bare og gør ingen fortræd, hverken dødvægt eller balast. Én af dagene, men der er så meget.

Marihuanergraven

Tilbage i den gamle hætte: Triller klapvognen afsted for at få knægten til at gi op & gi sig hen & bare sove, så jeg kan komme tilbage til den fest jeg er kommet tilbage for. Stien omme bag kirken hvor vi sad & drak alt for stærke øl & røg smøger på længde med vores underarme, & hvor min storebror siger én af de gamle venner stadig sidder & kæver guldøl jævnligt, fordi det er sådan et kvarter: Parcelhuse, villaer med have & det hele, men stadig langt nok ude i udkanten til at det er sølle.

Fuck, hvor jeg dog har brugt megen energi på at ha nederen over det kvarter jeg er født & opvokset i, & hele det grønne anlæg der bag kirken, ovenpå den gamle spedalskkirkegård, no less. Hvis vi dog i det mindste bare havde været den tand mere 4-real sølle, & ikke bare jævnt overbeskyttet lavere middelklasse-sølle, så ku vi ha siddet & røget pot deromme & kaldt det Marihuanergraven, & så havde det om ikke andet da været en slags historie at fortælle i dag. Woah, dengang vi lavede en bong af et plakatrør & trak en hel joint ned i den før røgen faktisk nåede op for enden, & så smagte det bare af giftig plastic & vi kom op at skændes om hvis idé det havde været & som så sku betale for den spildte joint (den er god nok, den lavede vi faktisk, seføli gjorde vi det, men det var med en normal smøg, den er ikke så vild). Eller dengang jeg ikke ville ryge det & slugte en klump i stedet & ikke ku mærke en skid mens de andre trippede for vildt, & så på vej hjem gennem skoven flere timer senere ramte det mig, bam! & jeg hørte stemmer & så skygger bevæge sig helt vildt hurtigt & blev fuldstændigt freaket ud af det, indtil ham fyren jeg sku sove hos lagde en arm om mig & gelejdede mig hjem på hans værelse uden at forældrene måtte se mig fordi jeg var så langt væk. & så lagde han en hånd på mit inderlår & begyndte at massere det mens han messede for mig om at jeg bare sku være helt tryg ved ham & der var ikke noget, & jeg sad som en stenstøtte & var helt væk i den Cure-plade han havde sat på for at skabes vibes, ku kun høre bas & bækken, ænsede intet, & jeg tror, jeg håber, han opgav (den er osse god nok, men det var slet ikke deromme bag kirken, det var flere år før & ude hos nogle rigtige tabere endnu længere udenfor byen).

Jeg har bare en bænk ved en cykelsti bag en kirke der ligner en svømmehal, & der sidder min gamle ven så (for så vidt som han nu var det, hvad der altid var lidt usikkert), & det ku ikke ha været mig, & det gir egentlig sig selv at det måtte blive ham, men hva faen var det så vi brugte alle de aftener i hans kælder & dernede på den skide bænk på at bygge op omkring guldøl & smøger & crossoverplader, sidde & være moody & emote for vildt over noget Suicidal Tendencies fordi man var blevet droppet efter en uge & aldrig ville få knaldet eller rocke den hårde Venice Beach stil med bandanas & umanerligt spraglede skjorter knappet med én knap øverst. ’tallica & Mucky Pup med Simpsons-samplinger & sange om hvor for slapt fængselsvæsenet var & Point Break & aldrig skyggen af et bryst eller en snak om noget der rakte ud over det, vel.

Vi skabte vores egen middelmådighed, der i Marihuanergraven, & nogen af os brød fri af den & fik skabt noget der altid ville blive holdt op mod den middelmådighed, sådan at vi ku glæde os over at vi i det mindste ikke sad tilbage der på bænken, & de venner vi havde haft dengang blev for os ved med at være de samme som de var dengang: vi kan slet ikke forestille os at de sku ha udviklet sig lisså meget som vi selv synes vi har, så efterhånden som vi blir mere & mere voksne synes de mere & mere umodne, & det kan godt være at vi storsindet kan tilgive dem for at ha været teenagere & være vokset op i det samme provinshelvede som os selv, men det er så højst for selv at ku vokse lidt mere af det.

Fuck, hvor har jeg dog brugt megen energi på at hade mennesker der vel bare futter rundt i deres rækkehuse i dag, vander rododendronerne, ser lørdagsunderholdning på den obskøne fladskærm, skruer lidt i bilen & så engang imellem stikker ned på bænken bag kirken for at slippe væk fra det ansvar der følger med sådan et rækkehus med have, sådan et stereoanlæg, sådan en bil; fucking hadet dem for at være så uambitiøst jævne at de ikke engang ku finde ud af at gå ordentligt i hundene.

OK. Der var ham. & ham. & ham osse & ham. & hende, for den sags skyld, & ham & ham. OK, de forsumpede, det gjorde de godt nok. Fuck, mand, ham med lædervesten, ham der proklamerede at han følte sig nøgen når han ikke havde den lædervest på som han havde anskaffet sig, hvad, tre måneder tidligere da han var begyndt at ryge masser af tjald & stjæle knallerter & sådan & som måtte gå 9. klasse om. Han forsumpede pænt meget, det gjorde han, det var hinsides middelmådighed.

Er det det jeg skal distancere mig fra, er det deres skuldre jeg skal stå på? Provinsen er et helvede jeg har forsvoret nogensinde at byde mine egne børn, & det fortæller jeg knægten, som han sidder i klapvognen med øjnene en blå million mil væk mens solen forsvinder bag trækronerne & bænken henligger i skygge. Jeg finder min schweizerkniv i lommen & går i gang med minutiøst at ridse ”JEG HADER JER ALLE SAMMEN” ind i ryggen på den mens jeg spejder til siderne for at se om der kommer nogen. Det er et halvlangt udsagn at snitte, jeg ku godt ha holdt mig til et ”DØ DOG” eller bare et pentagram eller noget andet sejt, men nu er jeg i gang & jeg betragter det som en eller anden form for renselse af en ret dum & ikke særligt zen art, & da jeg er færdig står det helt klart i træet: ”JEG HADER JER ALLE SAMMEN”, & jeg hader dem ikke længere, ikke rigtigt. & knægten er faldet i søvn i vognen & det hele & alt er en tand bedre.

Jeg prøver på ikke at bære rundt på en masse had. Der var en overgang, de sene teenageår, starten af tyverne, figures, hvor jeg var overbevist om at jeg ku bruge hadet som en drivkraft. Se hvor vidt det bragte mig. Jeg er ikke sådan en der hader nu, & det er ikke kun fordi det sku gøre mig til et bedre menneske end alle andre mennesker der render rundt & klathader, men fordi hadet bare gjorde mig til én til af dem som jeg ikke ville være som. Der er det der Bad Religion-cover til Suffer-pladen hvor der står en ung fyr & bare brænder med knyttede næver på en villavej: Det fik jeg tatoveret på ryggen for at minde mig selv om den fyr, om at komme videre for hans skyld & aldrig gi køb på det, aldrig vende tilbage & leve i hadet & så sidde dernede i Marihuanergraven & tænke at fuck mig, det er så vidt jeg er kommet & det er hvad jeg gir videre.

Eller noget, det er jo omme på ryggen, så det er ikke noget jeg ser særlig tit, måske en gang hver anden eller tredje måned hvor jeg tænker ”Hov! Nåh ja” og så er det i virkeligheden det. Men altså.