Uvis vished og kendte ukendte – Året 2012: 7

Der var engang, hvor den eneste værdige vej ud af 80’er-dyndet for modne punkikoner, de af dem der havde overlevet dem, syntes at være den afdæmpede, gerne akustiske solokarriere, gerne tilsat en religiøs vækkelse for at give dem ekstra cred. Det varede utroligt mange år, indtil de selv begyndte at kede sig lisså meget over deres kavalkade af seriøse sangskriverplader, som deres gamle fans gjorde det, og fik en ubetvingelig trang til at larme igennem igen.

Årets syvendebedste plade larmer helt vildt meget, og det er afsindigt forløsende.

7. Swans – The Seer

At Michael Gira, 30 år efter dannelsen af Swans, 2 år inde i gendannelsen ovenpå 13 års pause, med The Seer skulle lave noget, der dårligt kan føles som andet end et hovedværk i bandets diskografi, var uforudset (pardon the pun). Ikke mindst fordi comebackalbummet, My Father Will Guide Me Up a Rope to the Sky, var en plade fuld af gode intentioner, men småligegyldige sange, der stadig var alt for tungt funderede i klassisk sangskrivning.

Det har Swans sat sig langt ud over på The Seer, der over to timer bimler og suser og banker og bruser rundt og rundt og rundt om sig selv. Knæl, for helvede, bæv! Jeg for min del har faktisk altid foretrukket den måde Neurosis tog tråden op fra Swans og tilsatte metalriffs og skrigeduetter for lige at sætte trumf på, men i år er det så Neurosis der har udgivet en plade, hvor sangskrivningen får lov til at stå alt for sårbart alene og afslører sig selv som noget jævn i det. Swans har bare revet alle katedralerne ned.

Uvis vished og kendte ukendte – Året 2012: 10

Rumsfeld har sine known knowns, known unknowns og unknown unknowns, og hele den usikkerhed præger billedet, når jeg skal forsøge at opsummere det musikalske år 2012. For der har været bands og kunstnere, som jeg udmærket kendte og troede jeg vidste hvad jeg kunne forvente mig af, som så lige pludselig trak i en helt anden retning, skød sig op på et helt andet niveau end det de kom fra eller bare vendte spillet fuldstændigt.

Der var bands man ikke havde regnet med skulle kunne fortsætte med at imponere en i 2012: Unsane, der med Wreck trofast fortsatte med at spille deres egen bizart bluesede noiserock, som de har gjort de i årevis nu, men ikke lød mindre potente for det; Kreator, der på Phantom Antichrist skruede en tand mere op for powermetallen og de skamløst fængende omkvæd i en klinisk ren produktion og så endda slap afsted med det. Fordi den halvgamle, pukkelryggede italiensk-tysker med pigenavnet er så pisse sur og skide sej som nogensinde, lissom Bob Mould var det på sin glimrende plade Silver Age.

Og der var dem man regnede med bare kunne levere, og som ikke gjorde det: Neurosis vendte efter fem år tilbage med Honor Found in Decay, og bevares, det er en fin plade, men det er bare som om det slet ikke er nok, når man nu er Neurosis og burde få jorden til at skælve. Lisså lang tid er der gået siden et af verdens allerbedste bands, Bad Brains, gjorde et forbavsende solidt comeback på Build a Nation, men det de rent faktisk diskede op med på Into the Future lød pludselig som outtakes fra en No Doubt-plade. Av.

Der er ikke meget fremtid over den liste jeg har sammensat med årets 10 bedste albums, som jeg ruller op her over de næste dage: For størstedelens vedkommende er det mere eller mindre gamle koryfæer. Men med et par markante undtagelser er det ikke derfor de er på listen: Det er fordi de enten har fornyet sig selv eller formået at gøre det de gør så insisterende vedkommende, at de ikke var til at komme udenom.

Så nej, Neil Young er ikke på. Det er Patti Smith heller ikke. Ikke fordi de plader de hver især har lavet er decideret dårlige, de er bare overhovedet heller ikke noget sted i nærheden af at være relevante nok yil at befinde sig blandt årets 10 vigtigste plader. Men nr. 10 på listen er gode, gamle Napalm Death.

10. Napalm Death – Utilitarian
At Napalm Death skulle være relevante i dag, tre årtier efter de startede, som andet end en museumsgenstand, er næsten det mest mindblowing, der musikalsk er sket i 2012. Napalm Deaths jagt på det mest ekstreme udtryk nogensinde peakede så tidligt som i '89 på Mentally Murdered-ep'en, hvorpå bandet endnu en gang kollapsede i medlemsflugt, og igennem 90'erne bravt kæmpede for deres eksistens et sted mellem deathmetal og grind. Det er stadigvæk det ry der hænger ved dem, selvom bandets nuværende medlemmer alle har mere end 20 års anciennitet i bandet. Hvad vigtigere er, så begyndte Napalm Death i midten af 00'erne med The Code Is Red... Long Live the Code at reinkorporere punkrock i deres lyd, samtidig med at deres dyrkelse af noiserocken fik lov at skinne stadig klarere igennem, og resultatet er at Napalm Death i dag lyder så nødvendige som nogensinde. De er ikke længere verdens mest ekstreme band, de er noget andet, vigtigere.