Alene/i/teltheden

Det at jeg er alene i et telet, uden for et hus der er mennesker i jeg kender, betyder jo så ikke at jeg er nazi. Det kan osse bare betyde at jeg ikke kan tåle de katte der er i det hus sammen med de mennesker jeg kender.

Det at jeg er langt, langt ude på landet, betyder ikke at der er stille: Der er en mejetærsker på grunden ved siden af der arbejder på at få det hele ind, inden regnen kommer et stykke efter midnat. Dem i huset har sagt at han er kristen, mejetærskermanden, så på et tidspunkt vil der kun være mig og græshopperne herude, når det blir hviledag.

Det at Mælkevejen står så tydeligt over mig herude, betyder ikke at en portal åbner sig for mig. Det betyder at jeg kommer i tanke om en tarvelig popsang med O.M.D., og at jeg kommer i tanke om at jeg altid kommer i tanke om den popsang, når jeg ser Mælkevejen.

Man, you should have seen us
on the way to Venus
Walking on the Milky Way
It was quite a day
Hey hey
Hey hey
Hey hey.

Det er den mest stupide reaktion på at se Mælkevejen på nattehimlen at skrive sådan en sangtekst, det er derfor jeg kommer i tanke om den igen.

Det er derfor, det er pga. sådan noget jeg kommer til at fremstå nazi.

Under bræktræet

Det er
morgen og jeg har
ikke brækket mig og

der er
et alt hen over
helet og jeg har
placeret mig nænsomt
i det uden at
forstyrre atomerne og

det er
Skt Hans Dag der er
rester af bål fade
med mad øldåser
over restaltet her og

der er
en sirlighed i
det der er ladt
efter markører af
samhørighed og

det er
det at det
er der er
morgenheden at
alt har været.

Man kan gå ud i vandet sådan, vende sig om & se hele øen bag en være sunket i havet

Man kan stå der på sin revle & betragte ingenting nu, havoverflade ud til horisonten hele vejen rundt. & så kan man gi sig til at svømme, som om det var til nogen nytte, som om alt man ku svømme til ikke osse efter tur vil synke. En dag vil alt dette være ovre, du med. Det kan man affinde sig med, det er den erkendelse man bærer i sig, når man går ud i vandet sådan. At alt kan altid ske nårsomhelst, på et tidspunkt må noget ske. Så løftes benene op under en, armene søger af sig selv ud til siden, sådan ligger man, flyder, åndedrættet i den udspillede brystkasse bærer en oppe. Åbner himlen over sig med blikket, lar verdensrummet trække sig tilbage, strækker sin egen atmosfære. Det kan man, sådan, det er alle de muligheder der åbner sig for en der, som man lar bag sig der, sådan.

Tingene falder sammen med Thilde

Det er bare et sammenfald, det er ikke noget der betyder mere end at sammenfald sker. Betyder at man skal være åben for dem, se dem, men ikke lade dem få nogen nogen tungerevejende betydning for hvordan man ellers lever sit liv.

Som den dame der passer en op på fortovet udenfor en købmand i en fremmed by, fortæller en at hun de sidste tre nætter i træk har drømt den tatovering man har på underarmen, og vidste at hun ville møde en, og når man så ikke ved hvad man skal sige andet end “vildt”, beroliger en med at “den slags sker for mig hele tiden, hej-hej” og går væk. Har drømt en og så mødt en som forudsagt af drømmen, eller bare en del af en i dette tilfælde, ens underarm med dens tatovering, og så har man udfyldt sin funktion: Man har været et sammenfald, man har været et bevis på at sammenfald sker, man har underbygget den person det skete fors kosmosopfattelse, været bindeleddet til en højere enhed, og så behøver man ikke nødvendigvis være mere. Så kunne man løbe efter den dame, smide hvad man havde i hænderne og trave ud over markerne med en flaske portvin fra købmanden, ligge og se op i himlen sammen og tale om universet og hvor vildt det er at man alligevel har fundet hinanden lige der, når det er så kæmpestort. Eller man kan afskrive det som et sammenfald og lade det være gjort med det, fortsætte med sine gøremål. Sammenfald sker, og det er sådan et.

Det er et sammenfald som der hvor ens nye ven vil spille en ny plade for en, en af hendes gamle veninder der endelig har lavet sin plade nu, og man får den stukket i hånden mens den begynder, og det er ikke det store, indtil man lægger mærke til kvinden på bagsiden af coveret: Det er Thilde. Det er et lille sammenfald, det er ikke noget særligt, folk kender hinanden på kryds og tværs, det kan man studse over, men det er ikke noget.

Thilde er en man kendte i gymnasiet, man prøvede at spille sammen i et smadderrockband i en uges tid, men den ene gang man øvede på en ungdomsskole, lød det så hjerteskærende ringe, den lyd man i fællesskab fik frembragt, og til det efterfølgende bandmøde kunne man ikke engang blive enige om hvilken vej man skulle stile mod storhed. De andre ville kalde bandet Lady Godiva, og man følte sig slet ikke rodfæstet nok i sin egen mandighed til at ville være den eneste fyr i et band der ligefrem hed noget med “lady”, livmoderen strammede sig simpelthen for hårdt sammen om en lige der. Det og så at man ikke ville være i et band der var opkaldt efter et fucking Dr. Hook-nummer, altså.

Men Thilde var alligevel sådan en man godt kunne lide at hænge ud med, hun var cool, hun var dybt sympatisk, sådan et af de mennesker der får en til at føle sig godt tilpas i deres selskab. Og så var hun en af den type kvinder man møder som teenager, hvor man med det samme kan mærke at der ingen seksuel tiltrækning er, og at det er helt og aldeles gensidigt, eller også er man bare så fremmed overfor at der overhovedet skulle kunne være noget, så man lukker af overfor de signaler. De kan ikke eksistere, fordi de ikke eksisterer for en selv. Man kan slappe af med hinanden og være helt åbne uden noget fnidder. Og det betyder noget, ikke fordi det ikke at være seksuelt tiltrukket af en kvinde i sig selv er noget helt vildt, heller ikke selvom man er teenager, men fordi det er lidt af en åbenbaring for én at ens følelser osse rummer denne facet: At en kvinde kan være pæn og sympatisk, og man kan tale sammen i timesvis, og det kan slå en at det vel ville være et perfekt match, hvis ikke det var fordi der slet ikke var noget der tændte en ved den anden. Og at det kan være ok at det er sådan, at det er mere end ok, at det får det venskab man har til at fremstå som noget på en måde ophøjet. Fordi man altså er ude over lige dén ellers så altoverskyggende besættelse.

Og så gled man fra hinanden igen efter gymnasiet, sådan som man nu gør det, mødtes et par gange tilfældigt efter at være flyttet ind til byen for at realisere alt det potentiale man havde, blive noget man ikke kunne blive derhjemme. Man snakkede stadig godt og man ville godt kunne ses, det kunne være fint, men der blev aldrig mere ud af det. Hun var der bare et sted i ens hukommelse som en man godt havde kunnet lide uden at der var mere i det end det.

Og det står man og tænker på i badet på ens arbejde, den der type ikke-ladede venskab på tværs af kønnene, hvor flirt aldrig kommer på tale, ikke engang i tankerne, højst fraværet af den. Og det er så der, da man hænger håndklædet til tørre på et søm der sidder i en af loftbjælkerne, at man ser at nogen med blyant har skrevet THILDE! ❤.

Det er et sammenfald, men det er ikke bare et sammenfald: Det er et af den type sammenfald der får en til at vakle i troen på at sammenfald bare sker og ikke sku ha nogen anden, større betydning end at være blotte sammenfald. Det er osse en art beroligelse: Der er nogen, for hvem Thilde har været mere end bare cool og rar at være sammen med, for hvem sympatien ikke har stået i vejen for en tiltrækning. Der er nogen der har været forelsket i hende, når nu man ikke selv kunne være det. Hun har gjort noget mere for nogen. Og det er ikke så meget det at den anden kunne have været en selv under andre omstændigheder, men at de andre omstændigheder har eksisteret for andre end en selv. Ens fortid er fortsat i sin egen retning efter man lagde den bag sig, og pludselig angriber den fra to sider samtidig, og det er OK, man lader den komme an, sammenfaldet har dirket én åben for en accept af at sådan noget kan ske for en, og man kunne have været en anden, det er det sammenfaldet lader en ane.

Prenzlauer Berg er det nye Málaga

”Jeg kommer tilbage, og jeg kommer til at bo på din sofa i en uge og kneppe din søster.”

Mike IX står og er lille, tykmavet, hærget at se på og godt oppe at køre i front for Eyehategod på Magnet Club ved floden i Berlin en sommeraften. Det er lang tid efter så meget, hans bedste år, hans værste, Berlins, dine, og på den måde kommer det hele uvægerligt til at hænge sammen lige der. Det er ikke længere det vildeste at gøre, noget af det, være Eyehategod, være i Berlin, være Berlin, men det er noget der føles godt at gøre. På mange måder bedre nu. Fuck nyt.

Undgå at starte på nogen anden måde, grundtonen er allerede slået an her, la være med at gøre det værre. La være med at gøre det værre end det er: Det er slemt nok bare der hvor du kører over Oberbaum-broen og ser Spree i månelys, og du med det samme er 12 år tilbage og står ved rælingen på en flodpram med en fest under dig som ikke er din, og lykkes i at overbevise dig selv om at du skal prøve at savne en der ikke er der, når nu hun ikke er der og dermed gør det nemmere at føle noget for hende. Ikke nødvendigvis noget uforfalsket, det er du allerede dér kun alt for godt klar over at det ikke kan blive, men et savn bare. Melankoli lissom i den der Shu-bi-dua-sang, som muligvis handlede mere om angstanfald, i hvert fald lød sådan, som du husker den. Ting det ikke er nødvendigt at grave mere i: Shu-bi-dua.

Du står der ved rælingen og ser månen spejle sig i Spree, gør du, så langt væk fra Shu-bi-dua-land som det endnu er lykkedes dig at slippe. Fjernsynstårnet glinsende mod en dybblå nattehimmel, og under dig koger det, der blir mast house i en eller anden afart du ikke kan stadfæste og ikke ku bekymre dig mindre om, ind i de små sprækker mellem det solbrankede, spritsvedende kød. En fyr du talte med tidligere på aftenen, hvor han allerede var så skæv at han var ved at græde over noget din tilstedeværelse foran ham mindede ham om, står og skriger i falset og badetøfler midt i det hele, sin egen sang, i flere led ude associeret med den musik der akkompagnerer ham, aftenen. Han er sex, desperat, krævende, altfavnende sex, et medie for al den sex der emmer ud af alle de kroppe. Sjældent har du set så mange smukke kvinder du ikke kender så tæt pakket i så lidt tøj, hud presset mod dig som du står midt i rummet, fordi de ikke kan la være, fordi de ikke vil la være. Andres hår i munden, andres lår i hånden, andres skridt mod dit, du skal bare ta imod, du skal bare smile tilbage, og det er så fremmedgørende på dig at du flygter ud, halvt i håbet om at nogen vil følge efter, halvt i håbet om at blive ladt alene. Mest det første, vel, men du får lov at stå alene og køle dig ned og hidse dig op over et savn du først der føler så meget desto mere påtrængende, som du endelig har bevæget dig i retningen væk fra det, ud i alle de muligheder der lige der slet ikke føles som om de er en skid værd alligevel, når det kommer til stykket.

Du prøvede at kaste dig ind i det igen, før du kastede dig i floden, det genkalder du dig nu, mens du i nogle sekunder i metroen passerer den flod i det måneskin med det fjernsynstårn glinsende mod den himmel, men nu var det desperation og alt for mange følelser du emmede af, og alt lukkede sig rundt omkring dig, røvene stødte væk fra dig, armenes nøgne hud strejfede kun dines i farten på vej rundt om nogen andres hals eller bare op. Smilende blev undskyldende, der var nogen der bad om forladelse for at ha trådt dig over tæerne, og det var dit cue til at smutte og gå alene gennem byen mod en metro mod en lånt sofa.

Mike IX gir indtryk af at ha levet det meste af sit liv på lånte sofaer, hvis ramponerethed han så har approprieret som sin egen. Han kaster sig ikke rundt, ikke i aften, ikke længere, står nærmest urokkelig, støtter sig til mikrofonstativet, snakker om hvor fucked up han og resten af bandet er, når han ikke skriger nihilistiske paroler ud over sært groovy riffs. Det er nok til at få det til at koge alligevel, fordi det er Eyehategod, det skal koge når de er i byen, så alt det de ikke rører sig, rører sig foran scenen. Du mærker underarmen første gang den strejfer din, det er nok til at sende den gammelkendte sitren igennem dig. Det er ikke mange kvinder her er, men det er ikke en mindre andel af dem der er smukke end dengang på flodprammen, det er bare på en anden måde. Mindre fremmedgørende, mere sortklædt og piercet, øl i stedet for drinks, tatoveringer i stedet for hud. Seføli har du lagt mærke til lige præcis hende, lidt fiksere alligevel, lidt ældre osse, og nu har hun lagt mærke til dig, og hver gang klyngen slynger én bagud, blir hun skubbet op mod dig. Første gang det sker, træder du et par skridt tilbage, høflighed bare, men da det går op for dig at hun osse gør det, og at hun blir stående der, selvom publikumsmassen hele tiden ændrer sammensætning, åbner og lukker sig , hvirvler rundt om sig selv, så blir du osse stående. Du lar din arm strejfe hendes igen, og da hendes lår blir skubbet op mod din hånd, åbner du den, strækker en finger ud, mærker hende, mærker hende hele vejen rundt i din krop. Under ”Blank” peaker det: Hendes røv støder mod dit skridt når hun kaster sig forover, du støder tilbage når du kaster dig bagover, sådan grinder I der, musikken er et alibi, I sørger for ikke at se på hinanden, men din pik ved godt hvad der sker. De går over i ”Shoplift”, og nu twerker hun dig simpelthen, kigger sig tilbage og smiler, det hele går på dig, du ku gribe fat i hende nu, føre din frie hånd, den der ikke holder den tomme ølflaske du skal ha pantet i baren for at få dine 50 cent tilbage, som om de stadig betød noget som helst nu; føre den hånd op til hendes ansigt, la fingerspidserne finde kindbenet, en antydning, nok til at få hende til at se op mod dig, cementere det der sker. Hvad det så er der skal ske videre, bare gøre det fuldstændig uomtvisteligt at det er den vej det må gå.

Det gør den frie hånd ikke. Den skyder i vejret som en knyttet næve, du brøler ”SHOPLIFT!” lige ved siden af hendes øre i kor med alle andre, dem bag dig puffer dig i ryggen, og du ryger ind i pitten, blir ført helt frem i den anden side af scenen, stemmer fødderne mod scenekanten og blir løftet op, Jimmy Bower skraldgriner mod dig, du hyler ekstatisk mens du bliver båret tilbage gennem flokken, så slipper klyngen dig langt ud i favnen på en venligt smilende mand med hestehale og et sympativækkende fuldskæg. Hvad dine egne behov end er lige nu, så kan de ikke hæve sig over massens, det forstår og accepterer du, det er sådan det bør være her. Bagefter klapper I, det er et ret aparte anitiklimaks til hvordan I har ageret med bandet under showet, alt for civiliseret, men showet er ovre, I er tilbage, og nu er det det I bør gøre, og gi krammere til dem der gir krammere, høre Mike IX rante færdig, klappe noget mere, så er det det, så var det det, det er gjort, og det gjorde godt.

Du møder hende på vej ud, I går imod hinanden, lar som ingenting nogen af jer, fanger højst hinandens blik så kort et splitsekund at det lisså godt ikke ku være. Du står på fortovet udenfor clubben og tar den skjorte på du har været så fornuftig at ta med, for hvis nu det sku blive køligt senere, som du har krammet i ølhånden under hele showet, og det er senere nu, men ikke specielt køligt, og du tar den bare på for at det ikke skal virke helt overflødigt at ha taget den med, såvel som for at trække tiden ud før du skal gå mod en metro mod en lånt sofa. Der kommer ingen efter dig, clubben tømmes ud i byen, som ikke engang har været standset mens I var derinde, alt fortsætter omkring dig mens du står der, som i en af de der musikvideoer fra dengang, hvor en person står helt stille på et gadehjørne, mens trafikken flimrer i fast forward omkring skikkelsen der bare står og hakker lidt. Som en af de der timelapses der er det vilde lige nu, hvor du har stået der i 12 år, mens månen har spejlet sig i Spree, og restauranten i fjernsynstårnet er drejet rundt over 105.000 gange, og i løbet af et halvt minut er dit skæg blevet fyldt med gråt, og lige nu er det det eneste der har ændret sig.

Men du vil vende tilbage, det vil du, du vil sove på en lånt sofa, og du vil få endnu en chance til at kneppe nogens søster. Så fuck det, fuck tid, fuck måneskinnet og floden.

Malede landskaber

”Men er det så virkelig landskabsmaleriet, der er smukt, fordi det gengir naturens skønhed, eller synes vi landskabet er smukt, fordi det ligner det vi genkender fra landskabsmaleriet?”

Min mor var allerede begyndt at ryste på hovedet af mig, og jeg skyndte mig at afbryde, inden hun ku affærdige mig: ”Altså forstået på den måde at landskabsmaleriet ved at sætte en ramme rundt om et udsnit af landskabet gir os blik for det skønne i det, når vi så møder det i virkeligheden?”
Det fik kun min mor til at intensivere sin hovedrysten: ”Nej, sådan kan du ikke stille det op. Det er landskabet der er smukt, og landskabsmaleriet er et smukt maleri.”

Det skulle vi ikke diskutere mere. Det er ret sjældent min mor affærdiger mig, så det virker mere eftertrykkeligt, når hun så endelig gør det. Samme effekt det har, når min kone ber mig holde kæft. Nu. Det er som regel der jeg er ved at ha talt mig varm, og kan mærke at jeg har fat i noget, der meget vel ku bære kimen i sig til noget skelsættende.  Hvilket vil sige at deres affærdigelse endnu sjældnere har den ønskede effekt, men tværtimod gør mig mere insisterende. Det er et af mine mest forsonende karaktertræk.

Min mor har altid elsket landskabsmalerier, jeg er i hvert fald altid blevet trukket ind og se dem på alle de museer vi kom forbi på vores vej igennem landskabet, og jeg har aldrig rigtig fattet pointen med dem, fordi jeg altid har syntes at landskabet jo var lige der, ude på den anden side af museets mure, så meget mere overvældende end noget billede ku gengi. Og det var ikke fordi min mor ikke osse brød sig om de virkelige landskaber, hun nød dem endnu mere end de malede, men det gjorde ikke hendes forkærlighed for landskabsmalerierne mindre: Det at virkeligheden var større end det afbildede, gjorde på forunderlig vis ikke billederne mindre for hende. Sådan som jeg følte at det burde gøre det.

Måske brød min mor sig bare mere om naturen end om kunsten, men ku til nøds acceptere kunsten, når den i det mindste behandlede hendes foretrukne emne. Sådan har jeg aldrig tænkt på det før, jeg har altid opfattet min mor som ganske kultiveret, osse i den forstand hvor det står i modsætning til det naturlige: Det civiliserede, dannede, tæmmede, forfinede, så meget desto mere som vi var omgivet af rå, brovtende, plebejerisk lavere middelklasse, der hvor jeg voksede op, og naturen var indhegnet, overskuelig, studset, så uvild som overhovedet tænkeligt. Jeg husker det bare som om min mor har taget mig med på de museer, vist mig de billeder, ligesom hun har taget mig med ud i den natur, vist mig de landskaber, meget aktivt og insisterende, og at jeg fornemmede at det ikke var noget alle mødre gjorde, der hvor jeg voksede op.

Det der så var sket nu, hvor vi gik der og jeg viste et landskab frem for hende, var dels at jeg var havnet et sted, hvor landskabet var noget mere påtrængende end hvad jeg før havde været vant til, naturen mere omsiggribende og vild, dels at jeg var begyndt at se noget i landskabsmalerier alligevel: En nuance der indfangede en måde en himmel ku se ud på, nogle få strøgs antydning af en velkendt front, et lys. Det der lys de hele tiden kredsede om, så sparsomt og kærkomment det er her, og hvor det så kammer langt over i det vulgære, når nogen af dem har været på dannelsesrejse til Italien og stirret sig blinde på solen.

Men jeg var begyndt at tænke over landskabsmaleriet. At det landskabsmaleriet gør er at indramme et udsnit af landskabet og fremhæve det særskilt skønne i det, farverne, kontrasterne, linjerne, lyset, men at det osse får os til at gøre det samme ved naturen når vi møder den: Indramme dele af den, forstå den i små bidder, fokusere på det skønne i detaljen. Opleve den æstetisk, begrænse oplevelsen af den. Hvor det naturen jo netop kan er at være så overvældende ud over alle grænser, fuldstændigt tromle en over – udover at naturen slet ikke er til for at være smuk for os, slet ikke er til for os, det er os bare umuligt at forstå den som noget vi ikke sku stå i centrum for. Men det er den følelse som oplevelsen af naturen kan gi os, kæmpemæssigheden, den kvasende overmagt, følelsen af afmægtighed, og det er den oplevelse som kunsten så prøver at bearbejde, om det så er i landskabsmaleriet eller symfonierne, som det klassisk har været det, og for så vidt som målet sku være at vise naturens storslåethed, slår de fejl. Og den impotens kan vi relatere til, fordi vi selv må erkende at vi ikke formår at beherske naturen, ikke engang smadre den fuldstændigt, så storslåetheden er lyden af vor afmægtighed.

Det der er interessant er, hvis målet snarere er at forstå naturen ved at minimere den, fokusere på småbidder, gøre den goutérbar på den måde. Sætte en ramme om den. Så er naturen ikke længere stor og vild og umådelig og en selv ufatteligt lille i forhold til den: Så er den et objekt, så kan den nydes, fordi kunsten har givet en værktøjet til at reducere den til noget rent æstetisk, og det er en selv med ens egen opfattelse af det element af naturen man fokuserer på, som står i centrum for den. Naturen er ikke længere natur, den er et landskab, den er til for os, det er igennem os den overhovedet er til.

Længere oppe ad kysten skinnede lyset ned på den mindre by, der lå inde i en bugt og nu stod klart mod det grå vi befandt os i, der hvor vi gik. De afpillede træer stod ud mod skrænterne, det hele ved at vælte i havet, som uophørligt væltede ind mod os, bragende, brusende, syngende, susende. Det var smukt, sådan som vi havde lært det sku være det, det var fantastisk at det blev os forundt at se det, og se det på den måde, ikke mindst. Udenfor den ramme vi dannede om det, lå den rigmandsvilla, hvor ejeren havde bygget en simpel, men høj, skulptur af havefliser, et monument over den beherskede naturdyrkelse; færgelejet med benzintanken og de neongule refleksjakker lå bag os; vi ku lade som om vejen ikke løb bag os, som om der intet andet var end dette, det vi så, og at det ville være nok for os. Og vende os bort fra det igen, når blikket var mættet, gå ind i det kultiverede liv igen.

”Der sku lidt mere sort i de skyer der, for at det ville ligne Høst.”

Uvis vished og kendte ukendte – Året 2012: 5

Årets femtebedste plade er noget så vulgært som skønhedssøgende.

5. Loscil - Sketches from New Brighton

På sit forrige regulære album, Endless Falls, esklarede Loscil med strygere, regulære melodier og spoken word i en svulstighed, som dog var holdt bare den lille smule i ave af en Kranky-klassisk kølighed at det alligevel var svært at gøre sig helt fri af. Efterfølgende lavede Scott Morgan et arktisk soundtrack, inden han vendte tilbage med New Brighton. Her er følelserne noget mere under kontrol, selvom canadieren stadig er svært skønhedssøgende i sin musik, og resultatet er en plade der gir lytteren mere rum til selv at skabe alt det der skal ligge rundt om musikken.

Uvis vished og kendte ukendte – Året 2012: 7

Der var engang, hvor den eneste værdige vej ud af 80’er-dyndet for modne punkikoner, de af dem der havde overlevet dem, syntes at være den afdæmpede, gerne akustiske solokarriere, gerne tilsat en religiøs vækkelse for at give dem ekstra cred. Det varede utroligt mange år, indtil de selv begyndte at kede sig lisså meget over deres kavalkade af seriøse sangskriverplader, som deres gamle fans gjorde det, og fik en ubetvingelig trang til at larme igennem igen.

Årets syvendebedste plade larmer helt vildt meget, og det er afsindigt forløsende.

7. Swans – The Seer

At Michael Gira, 30 år efter dannelsen af Swans, 2 år inde i gendannelsen ovenpå 13 års pause, med The Seer skulle lave noget, der dårligt kan føles som andet end et hovedværk i bandets diskografi, var uforudset (pardon the pun). Ikke mindst fordi comebackalbummet, My Father Will Guide Me Up a Rope to the Sky, var en plade fuld af gode intentioner, men småligegyldige sange, der stadig var alt for tungt funderede i klassisk sangskrivning.

Det har Swans sat sig langt ud over på The Seer, der over to timer bimler og suser og banker og bruser rundt og rundt og rundt om sig selv. Knæl, for helvede, bæv! Jeg for min del har faktisk altid foretrukket den måde Neurosis tog tråden op fra Swans og tilsatte metalriffs og skrigeduetter for lige at sætte trumf på, men i år er det så Neurosis der har udgivet en plade, hvor sangskrivningen får lov til at stå alt for sårbart alene og afslører sig selv som noget jævn i det. Swans har bare revet alle katedralerne ned.

Din fætter har ringet, du er med i Dandy Warhols

Jeg drømte at Dandy Warhols var med i en film.

Og jeg drømte at jeg var med i den film, og vores bus sad fast i mudderet, og det hjalp den ikke fri at køre frem og tilbage over den med en traktor med en gylletank på slæb, så vi flyttede ind i et stort hus i nærheden og boede der sammen.

Jeg drømte at jeg arbejdede på et hotel i en fremmed by, og min ældste søn var nødt til at passe sig selv oppe på et af værelserne, mens jeg arbejdede, og det var jeg i tvivl om han var i stand til, ikke mindst på grund af de afgrunde man skulle forcere for at komme op til det værelse.

Jeg drømte at min afdøde fætter ringede for at høre om der var noget specielt han skulle være opmærksom på, når han passede min ældste søn, og jeg balancerede ad loftsbjælker og udenom sammenstyrtede vægge op til værelset, hvor de sad og så Dandy Warhols-filmen sammen.

Jeg vågnede, og flyttemændene var i gang med at tømme nabohuset for indbo. Da de var færdige, var det eneste der stod tilbage i den tomme stue et skelet.

Shirley Templar Knights

I aften smadrer jeg den lampe ude på gangstien der lyser ind i haven og blænder for stjernerne. Det er mindre farligt sådan, åndetheden er smittende. Og i aften starter jeg mit straight edge okkult doomcore-projekt, og vi skal hedde Shirley Templar Knights og vel mest af alt bare drone den, tænker jeg. Idéen om det band vi ville kunne være skal tjene som  inspiration for hvad vi skal gøre, og vores musik skal være et ekko af hvad vi kunne have skabt i det navn. Strakt ud og forvansket, en forestillet fortid i hvis mystiske afglans' skær vi kan varme os ved noget vi kan gå for at have været.

Store, udtjente, kommunale sækkestole med en em af institution og støv og brændemærker var fordelt ud over gulvet, det var enormt corny, men osse så comfy at det i nogen grad opvejede det. Det var definitivt ikke musik der skulle rykkes til, ikke udad i hvert fald, vi skulle bare lade det ælte os mens det stod på, se om det efterlod et aftryk i os, noget at have med fra det. Det var sådan noget jeg altid havde hadet ved indieshows, når publikum begyndte at sætte sig ned foran scenen, de kunne lige så godt osse sætte te over, nu de var i gang, men her var alt lagt op til det. Bare synke hen på gulvet og prøve at lade være med at falde i søvn.

De stod i den ene ende af rummet og nørklede og drejede på knapper, slog en guitar an og brugte så de næste minutter på at fordreje hvad der nu var kommet ud af dét, headbangede lidt, når der var noget der gav genlyd af noget meget større, noget svundent, inde i deres hoveder, angav en måde at opfatte musikken på sådan. Noget kæmpemæssigt og kvasende, mens det dampede op fra svampeteen, jo. Uskadeligt, ildevarslende fredeligt, shirley templar knights. OK, de var ikke mere sXe end at de var monsterskæve med småbitte knaldrøde øjne, da de stod oppe ved merchbordet før showet og solgte vinyler, cdr'er, bånd, al den lyd de havde optaget mens de kørte på. Det stod en frit for at hægte sig på eller af, lyden var der bare. Et korstog af den slags der hverken tager fanger eller slår nogen ihjel og i virkeligheden ikke rigtig bekymrer sig om at omvende nogen eller noget, bare moser lidt igennem, et sted ude i periferien. I fuld fart på vej mod whatever.

Ved siden af mig sad en pige jeg halvvejs kendte og pillede åndsfraværende i sårskorpen på en ny tatovering. Noget smådæmonisk utydeligt noget, hvis okkultisme først og fremmest lå i dette: At meningen med det var skjult, det var ikke til at gennemskue hvad der skulle få nogen til at få sådan noget krims-krams tatoveret. Det var det der var pointen med det, gik jeg ud fra, at hægte mig af, og jeg lod mig falde ind i lyden, tilbage i den kommunale sækkestol, ud af verden. ”Do you know the way to no sé?” spurgte jeg op i loftet midt i en stille passage. Hun holdt op med at pille i sårskorpen og vendte sig om mod mig med et ansigtsudtryk så åndsfraværende at hun det var lige før hun savlede. ”Nevermind.” Hun vendte ansigtet bort, gloede op på de krumbøjede skikkelser igen. Nogle tunge basfrekvenser fik puds til at drysse ned fra loftet, bare en lille smule, nok til at det kunne være sådan noget der kunne blive et problem for dem der arrangerede showet, hvis det blev ved for længe. Kommunale bygninger er generelt ikke noget man skal fucke for meget med, nok så meget de kan være ved at falde fra hinanden i forvejen: Før man ved af det har man systemet efter sig, og så hjælper ingen tappert stenede korsfarere med deres arsenal af effektpedaler. Man looper en gang, vælter om på ryggen, lader dem tygge sig igennem.

Det skal indgå som en del af baggrunden for Shirley Templar Knights at vi har lavet ritualer, tænker jeg, rigtige sorte messer. En nøgen krop omgivet af stearinlys på et cementgulv, sorte kutter, skarpe knive, remser. Muligvis blod, bare lidt, vores eget, forståeligvis. Og så smadrer vi lampen og hyler mod månen, inden vi går ind igen og sætter te over og går i gang med sende lyd ud igennem sprækkerne til at male stjernehimlen søsyggrøn med.

Ned ad vejen i stedet for over gaden

Der, det er den sang fra bisættelsen.

Hun har ikke tænkt på den i lang tid, heller ikke på sin døde veninde for den sags skyld, og nu toner den frem i radioen, netop som hun er på vej igennem det tomme køkken på restauranten, og noget i hende føler sig tvunget til at stoppe op og rent faktisk lytte til den sang. Føle noget ved det, ære mindet på den måde, det er det mindste hun kan gøre, det er ikke meget, det kræver bare at hun stopper op. Hun tænker: Døden kræver af os at vi stopper op, kasserer med det samme den tanke igen, den er lam og den fjerner fokus fra det hun synes hun bør have fokus på nu, som er den sang. De minder om veninden som den skal få frem, men det eneste hun mindes er bisættelsen.

Hun kan ikke huske at have hørt den før, ikke udover den ene gang i kapellet, hvor det var de fremmødte der snøftede sig igennem en sang de færreste af dem kendte i forvejen. Det var hendes forældre der havde valgt den, det var den sang der angav hvordan de gerne ville huske deres datter, og følget klamrede sig til den guitar der akkompagnerede sangen, fulgte trop i den fortolkning af hvem hun havde været, som den udlagde. Hvad nogen følte hun kunne have været for dem. Hvad hun kan huske er hvor meget den sang fik hende til at vræle der i kapellet, hvordan det føltes som om alt i den var ubestridelige sandheder om den afdøde. Netop sådan som det var meningen: Der var ingen friske snitsår, ingen uforudsigelige raseriudbrud eller hysteriske sammenbrud, ingen forsvindingsnumre eller dages isolation, det var alt sammen filtreret fra til fordel for billedet af et langt mere helstøbt, sundt og harmonisk menneske end hun var nået at blive. Kunne være blevet. Og når hun hører sangen nu kan hun høre hvor drivende sentimental og almengyldig teksten er: Det er en sang alle helst skal kunne identificere sig med, og således får den alle dem der gør det til at indpasse sig det store, fælles hele, blive en del af det og affinde sig med det i stedet for at blive ved med at gøre stormløb mod det. Individet ophører med at eksistere, bliver atter til jord og minder der former historien som den skal være. En masse af død der tårner sig op bag en og foran en og får en til at søge tilflugt i svulmende følelsesladede sange, der opskalerer mindre, mere overkommelige og jævne følelser til noget så kæmpemæssigt at det overskygger alt andet og gør det ligegyldigt i det store hele. Lærkesang, solnedgang, bjældeklang og havets uendelighed og sødmefuldt rådne lugt af tang; bortgang.

Det er sådan hun hører sangen nu, hun prøver at få den til at vække nogen følelser i sig, nogen minder om dengang til bisættelsen, noget der betyder noget, nogen minder om den veninde, noget overhovedet, noget andet end det den sang forsøger at få hende til at have været, men det den ender med at vække i hende er en rå afsky overfor sangen selv. Det overskygger enhver anden følelse der måtte være i hende, og hun går videre, ud af køkkenet før den når omkvædet, ryster den af sig. Den reducerer hendes følelser til noget almindeligt og gør hende i tvivl om deres oprigtighed. Hun græd og græd og græd dengang i kapellet, det var som om hun slet ikke havde været klar over at hun overhovedet nærede så dybe følelser for veninden, hun havde vel nærmest været flov over at hun ikke var mere ked af det, blot havde konstateret at det var urimeligt, men osse uundgåeligt, det var den retning de havde stukket ud, når de havde stået der med køkkenknivene og konkurreret om hvem der turde skære dybest og længst. Køkkenbravade, som de ikke skulle stå tilbage for, de kunne måle sig med hver og en af dem, kunne være mindst lisså langt ude, smerten var en uadskillelig del af dem, noget de ikke kunne tage sig af men heller ikke kunne være foruden. De havde skåret sig gang på gang, fine, små snit der åbnede huden og fik det til at pible ud, sunket æggen i huden, plop, det var så let, og til sidst var hendes veninde så gået ned ad vejen i stedet for bare over gaden.

Det var ikke til at sige hvad det var præcis der havde gjort udfaldet, at det lige præcis var der det skulle være, hvilken cocktail af hvad efter fyraften der havde ført det ene med det andet, til det ikke var muligt at holde op, og hun havde ikke været der selv, men det kunne hun lisså godt have været, og det vidste hun. Det kunne ikke lisså godt have været hende, det vidste hun osse godt, men det vidste andre ikke nødvendigvis, for dem var de ens og uadskillelige, selvom det så var det de uigenkaldeligt var nu: Adskilte. Hun var gået skridtet videre. Hvor er det hun har hørt den skelnen: Ikke nødvendigvis en ustoppelig dødsdrift, bare en komplet ligegyldighed overfor at holde sig i live? Det var sådan de så sig selv, som sådan nogen, når de trampede henover kølerhjelmene på parkerede biler eller kastede sig ud fra klipperne eller bare i kaotiske værtshusslagsmål, hvor glas fløj igennem luften og de gik løs på  en eller anden af hvilken som helst grund, og der var altid lige nogle vitale øjeblikkes forsinkelse i reaktionen fra alle omkring dem, fordi ingen kunne få sig selv til at lægge hånd på dem, de var jo piger, det kunne ikke passe, og det gav dem et forspring til at hærge igennem. De var ustoppelige og udødelige. Det var sådan de bekræftede hinanden i at de følte sig i live.

Følte noget overhovedet. Da den sang så begyndte i kapellet slog det bunden ud af hende, og hun kunne ikke holde op med at  vræle, det trak igennem hende som kramper, og midt i det hele kom hun osse i tanke om en dårlig vits hun engang havde hørt om ham der havde skrevet sangen – noget med en fyr i musikbranchen der praler med alle de store navne han har skaffet til sin festival, hvor det så bare er efternavnene der er de samme som nogen rigtig store navne, John Fogertys fætter og sådan noget, bortset fra ham den sidste, hvor der er en der spørger om det så virkelig er ham han mener, og han bare svarer ja, og det er så det der er vitsen, at han er så ingenting. Ham? Ham. Åh. Og det er egentlig ikke sjovt, ikke engang ondskabsfuldt morsomt, og det fik hende bare til at græde endnu mere der, fordi det var så lige meget, det hele, og så massivt ladet med en betydning hun slet ikke begreb omfanget af.

Bagefter var hun tømt. Fattet, der var noget ærværdigt i at have kunnet græde sådan, og så var det ovre, de drak et par øl på et værtshus i nærheden, mindedes pligtskyldigt deres veninde og kollega, nogen fortalte anekdoter, ikke hende, der var ikke rigtig noget det virkede passende at fortælle, det havde alt sammen drejet sig om døden alligevel, eller om livet så meget som muligt, og det var ikke tid for det nu. De fleste havde under alle omstændigheder allerede tankerne alle mulige andre steder henne, var på vej videre, og de skiltes efter nogen timer og et ukendt antal omgange, drog derfra i hver sin retning, på vej på arbejde, på vej hjem, på vej videre.

Det er der hun står, et stykke længere fremme uden rigtig at have rykket sig for alvor, bare en ny sæson på en ny restaurant, en ny midlertidighed, noget mellem noget uden at hun rigtig kan sige det ene er mere end det andet, det er bare det der er lige nu. Horisonten er ikke for langt væk, den ligger bare meget højt i synsfeltet, som for at hun ikke skal kunne give slip og drive væk, opad. Hun står på terrassen og skuer ud over havet og prøver at mindes hende et øjeblik, inden hun går i gang med at tørre bordene af, farver kluden sort af aske. Det er vel ikke sådan det er meningen vi skal mindes de døde, at de skal få os til at stoppe op, de skal vel bare leve videre med os i baggrunden, tænker hun, forkaster også denne tanke, fordi hun ikke vil vide af hvad den kan åbenbare for hende, hvis hun rent faktisk tænker den til ende. Stopper op igen og smider kluden ned i spanden med sæbevand, skuer en gang til ud over havet. Nynner et par linjer af den forbandede sang, ved den kommer til at hjemsøge hende de næste mange dage når der er stille, ved at hun må sørge for at der ikke bliver det. Det må bruse hen over hende, hun må zigzagge videre efter den næste støjkilde, hvad som helst andet end stilhed.

Hvor som helst andre steder end der hvor den sang sender hende hen.

Fødselsaften / Vemod, whatever

 
Det er min første fødselsdag i det nye årtusind, og jeg ser ud til at befinde mig yderst godt med det på det billede der dokumenterer den: Sidder lænet op ad en pude mod vindueskarmen, man kan lige ane den baggård på Bryggen jeg havde værelse ud til på det tidspunkt, ikke mere end nogen måneder endnu på det tidspunkt, men det ved jeg ikke på det billede, og jeg ser ikke ud til at lade mig mærke med nogen af de omstændigheder der uvægerligt fører mig frem mod endnu en flytning. Baggårdslyset spiller i den udvoksede maskinklipning, øjnene er halvt lukkede og blikket fjernt bag de sorte hornbriller, og det unge fuldskæg er endnu ikke længere, end at man tydeligt kan spotte noget der dårligt kan være andet end et decideret smil.

Veltilpashed, er det, det billede, afsindig langt fra den grundfølelse mine tidlige tyvere ligger i en lage af i min erindring.

Jeg tror det er op ad formiddagen, det passer med lyset, det passer med at min sambo sidder i pyjamas på det andet billede der er fra den fødselsdag, selvom det selvfølgelig ikke er nogen garanti for at det ikke kan ha været hen over middag, først på eftermiddagen, men så ville jeg ikke sidde der, tror jeg, så ville rastløsheden for længst have revet mig ud i dagen, forestiller jeg mig. Og jeg er ikke rastløs på det billede, det er formiddag, det er min fødselsdag, jeg er veltilpas, der er sluttet fred mellem alle parter, min sambo og mig, min kæreste og mig, min kæreste og min sambo, der er drukket morgenskarpe i anledning af min fødselsdag, tror jeg, og alle stridigheder er bilagt indtil vi bliver fulde igen, men det er først senere.

Senere vil mit skæg blive længere og mere tjavset, en ung mands uplejede første fuldskæg, uforsonligheden vil trumfe over ethvert forsøg på mægling, drukken vil ophøre med at være en adspredelse og blive et krav, fordi klarheden er ubærlig, og der vil være opbrud på opbrud, smadret glas og gråd og gutturale krampetræninger inden endnu en genforening, og jeg har ingen anelse om hvordan den næste fødselsdag forløber, men det har jeg på den anden side heller ikke om den foregående. De er udokumenterede, der er ingen fotobeviser på at jeg faktisk kan have været veltilpas et øjeblik der osse, så det må man gå ud fra jeg ikke har.

Det er aftenen før endnu en fødselsdag, det burde vel så hedde fødselsaften, og det er sådan et tidspunkt hvor man helst skal fyldes af vemod, i hvert fald mindes og opsummere, og den status man når frem til der skal så uvægerligt fylde en med vemod. Vemod, whatever: Den ene sang der altid dukker op i mit hoved omkring min fødselsdag er Blurs “Birthday”, det giver sig selv, vel, selvom jeg ville give en del for at det ikke skulle være en Blur-sang der dukkede op i mit hoved på noget tidspunkt under nogen omstændigheder. Der er den solide dosis vemod, den rene svælgen i det, “what a pathetic day,” og så Nick Carraways let forbløffede konstatering i The Great Gatsby: “I just remembered that today’s my birthday.” Og jeg læste den linje, vel nogenlunde samtidig med at jeg hørte den forbandede sang første gang, og det forekom mig som det ypperste udtryk for selvudslettelse at være i stand til at glemme sin egen fødselsdag, at være sig så bevidst om sin egen rolles ubetydelighed langt ude i perfiferien at man helst bare lader den ene dag hvor alle andre som det naturligste indtager deres plads i centrum passere i al ubemærkethed. Og den forbandede sang står som den diamentrale modsætning, så opslugt af sig selv at den end ikke magter at tage stilling til den verden der afventer den, som den står der i dens centrum og vender sig endnu længere indad.

Jeg vender mig udad, væk fra mig selv. Mit skæg er ikke meget mere velplejet end det var dengang, men det er ikke fordi jeg endnu ikke har lært hvordan det skal plejes, og det er heller ikke fordi jeg frasiger mig enhver forfængelighed: Der går bare gradvist længere tid mellem jeg ser mig selv i spejlet, endnu længere tid imellem jeg gør noget ved mig selv, og ikke af ligegyldighed alene, men i erkendelse af den mere overordnede ligegyldighed i det. Jeg behøver ikke se mig selv i et spejl for at vide hvem jeg er, og det at se mig selv i spejlet og ikke genkende den jeg ser der som mig selv bringer mig ikke længere så voldsomt ud af fatning, som det gjorde første gang jeg så mig selv i spejlet på et hotelværelse i Rom, flere år før den fødselsdag, tilbage i det gamle årtusind. Så mit eget spejlbillede og anede ikke hvem den fyr jeg så på var, var ude af stand til at forbinde ham med det jeg opfattede som mig selv.

Jeg panikkede helt vanvittigt, var ude af mig selv, jo. Det er vel der overgangen sker: De næste mange år handler så om at finde ind i sig selv igen, skabe en kobling mellem den man opfatter sig selv som og den man ser sig selv som. Gøre status en gang om året på fødselsaftenen, affinde sig med det man er på fødselsdagen, glide hen i veltilpashed, whateverhed. Det er aftenen før min fødselsdag, og jeg gør ikke status, ikke udover at komme i tanker om engang hvor jeg ikke var nær så veltilpas, hvilket får min veltilpashed nu til at stå så meget desto stærkere og vemodsløs. Jeg ved hvad spejlet rummer, jeg ved at skægget gror uden at jeg iagttager det.

Ude af trit

Se hvordan hun kommer springende afsted, som en kåd unghest eller en årvågen bjergged. Nok mest det sidste, jo, som hun springer fra klippestykke til klippestykke, holder sig i konstant duvende bevægelse, fordi hun ikke er sikker på hun ikke får overbalance hvis hun standser op. Men hun vil hellere føle sig som en hoppe, lange, seje muskler der trækker op igennem kroppen, spiller under huden. Det er den måde hun mærker musklerne på, de spændes ud, trækker sig sammen, afbalancerer hende hver gang hun lander skævt på et klippestykke, og hun lander hele tiden skævt jo, alt er skævt, hele landskabet tilter her, hælder sig selv ud i havet. Foran hende spredes de græssende får ud over engen, ind i buskadset, og hver gang hun ser et sort får sætte i løb væk fra flokken tænker hun på Out of Step-coveret: “I can’t keep up / I can’t keep up / I can’t keep up / Out of step / with the wooorld!”

Det er jo så det hun er, ude af trit med verden omkring hende, det er den følelse hun fremmaner i sig selv her. På det yderste punkt, det sidste klippefremspring, det længste væk hun kan komme uden at forsvinde helt. Og hun prøver at ta det ind, la horisonten trække en linje hen over hendes hjerne, la den hysterisk kulørte aftenhimmel overvælde hende, la det hele være større end hende selv og alt det der fylder op i hende blive ubetydeligt: Hun prøver at bringe det hele i takt med sin egen puls, smøre sig selv ud over det i så tyndt et lag at hun blir gennemsigtig. At hun kan ophøre som individ og bare blive en del af et hele, umærkeligt.

Hun standser op ved en ruin, sætter sig op ad en mur med himlen som tag, får vejret. Synker sammen, retter ryggen. Det er her hun er, det er det hun er nødt til at arbejde med. Det her er hvad hun har: Nogle klippestykker og horisonten bredt ud foran sig. Det er ingenting, intet i det store hele, men det er svært at forestille at noget sku ku være større end det. Mere massivt og mere åbent. Med tanken få det hele til at lukke sig sammen om hende, det lykkes ikke, hun kan ikke koncentrere sig nok, det smutter omkring hende, fortsætter.

Mørket falder på, mere og mere nu, hvis hun skal nå at finde tilbage til verden, så er det ved at være nu. Går ad stien langs vandet forbi fyrtårnet, de hvide sten der markerer stien lyser op i mørket, indtil hun når tilbage til stranden og til lysene fra den lille badeby. Tilbage til hotellet og sove nogle timer på et værelse, der stadig lugter lidt jordslået efter vinteren, inden hun har vagt igen i morgen tidlig. Sidde i buret, mærke musklerne slappes, væggene lukke sig sammen om hende, minutterne løbe ud af hænderne på hende: Ikke noget at lave, ikke rigtigt, men heller ingen mulighed for så bare at skride, for det tilfælde at der pludselig sku blive brug for hende. Det er en ret væmmelig allegori over et cementeret grundvilkår, hvis relevans for hende hun hverken vil acceptere eller anfægte. Ude af trit, uden vilje til at la sig indrullere, ladt bagud.

Hun sparker sandalerne af, træder et par skridt ud i vandet, næsten helt lunt efterhånden. Det er højsommer, hun er ved stranden, hun er alene, og det er helt, helt forkert.

Hun er næsten faldet i søvn oppe på værelset da hun hører stemmen. En klagen, en messen, raseriudbrud, hulken, grinen, flere forbandelser på en blanding af sløret dansk og gebrokkent engelsk. Så stilhed, så begynder det igen, så lige nøjagtig nok stilhed til at hun kan sige til sig selv at det nok er overstået, at han er væk nu, at hun kan sove og ikke behøver at ta sig af det, så igen. Hun står op, tar en trøje på, læner sig ud af vinduet og spejder efter hvor det kommer fra, ser den sammensunkne skikkelse på trappen med en flaske vodka i hånden og en cykel liggende foran sig. Kalder, “Hey! Du? Hey,” og det tar ham et stykke tid at lokalisere hende, hun er ikke engang sikker på han overhovedet ser hende, men han snøvler et “Ja, hvad? Hvad er der, mand?” ud i mørket, et sted op mod vinduerne. “Du er nødt til at være stille, der ligger folk og sover her.” “...” “Og du kan ikke sidde der.” “Hvad? What? Der er ikke nogen,” og det fortaber sig i mumlen og forbandelser. Hun blir nødt til at gå derned, hun er nødt til at få ham væk, det går ikke at han sidder der, nogen er nødt til at gøre noget, og der er ikke andre end hende til at ta sig af det. På vej ned kan hun høre at der stadig er nogen ude i køkkenet, de er ikke færdige med at gøre rent endnu, hun stikker hovedet ud og kalder på kokken, som træder frem fra gangen, et bjerg af hvidt kød med et lillebitte håndklæde om livet, den der kliché om at kokke absolut skal være tykke for at man kan stole på at deres mad er noget værd. “Gider du hjælpe? Der sidder en fulderik ude på trappen og råber op, og jeg ville gerne lige ha noget opbakning, hvis nu han blir voldelig. Bare nu du er her.” Det er vigtigt for hende at hun godt selv ville ku klare det, at hun ikke er bange eller noget, hun er bare heller ikke dumstædigt frygtløs, når nu der rent faktisk er mulighed for at ha opbakning med. “Øjeblik, jeg skal lige ha tøj på,” svarer kokken, “med mindre du tror det er bedre til at skræmme ham væk hvis jeg bare kommer ud sådan her,” tilføjer han og slår ud med armene i al sin vælde. Størrelsen alene forlener ham med en magt som er rent illusorisk, fedtet er reelt nyttesløst som andet end bolværk, en stødpude. Han kan ta imod og imod, men ikke selv gi det store, andet end sin vægt. Hun kan mærke sine muskler spændes, men de er heller ikke i sig selv nok til at yde nogen rigtig modstand hvis fulderikken går til angreb, hun stoler i hvert fald ikke på at de er i stand til det, aner ikke hvordan hendes reflekser er. Slagsmål, hun har ikke været i slagsmål siden hun var barn, og hun er rigtig sikker på om hun vandt eller tabte, men mener at hun burde ku huske det som en sejr hvis hun havde vundet.

Det ville ha været en markering af hende selv, primitivt og dybt ligegyldigt, men alligevel. Det ville ha været noget.

Fulderikken er ikke rigtig til at komme i kontakt med, vil ikke svare på nogen af deres spørgsmål om hvem han er, hvor han bor eller noget, men et eller sted inde i tågerne fornemmer hun alligevel at han blir intimideret af dem, som de står over ham. Han har ingen anelse om hvor han er, vil ikke sige hvor han bor, vil bare ha lov at sove på trappen. “Jamen, det går ikke,” forklarer de ham pædagogisk, som et barn, “der er folk der skal ind og ud af hotellet, og du spærrer trappen. Og du forstyrrer dem der ligger oppe på værelserne og sover, fordi du sidder og råber.” Som et barn, det går op for hende at hun tysser på ham som hun ville tysse på et barn. “Har du nogen venner der kan hjælpe dig hjem?” “Neeej...” vrænger han og falder sammen om sig selv. “Så er vi jo nødt til at ringe efter nogen der kan hente dig og køre dig hjem. Har du penge til en taxa? Og kan du fortælle en taxachauffør hvor du bor?” “Jaaa...”

Inde i receptionen diskuterer de kort: Der er ingen taxaer der vil ta ham med, han har pisset ned ad sig selv, kan ikke forklare hvor han bor. Der er ikke rigtig andet at gøre end at ringe efter politiet og få dem til at hente ham, og det er et nederlag for hende, kokken er ligeglad, hun vil gerne ku klare det uden at bringe nogen autoriteter højere end hende selv ind i det, og samtidig er hun godt klar over at hun ikke magter at gøre noget ved situationen. Hun ringer, hun blir noteret, hun går ud til fulderikken igen med et glas vand, får narret den ene af hans to vodkaflasker fra ham, venter på politiet, der går et kvarter og det begynder at småregne, så kokken ringer igen, mens hun overbeviser fulderikken om at han ikke skal prøve at rejse sig, slet ikke skal prøve at sætte sig op på sin cykel, ikke skal nogen vegne, bare skal vente på at der kommer nogen og kører ham hjem, drikke lidt mere vand, være rolig, gi dem den anden flaske vodka.

Til sidst kommer politiet om hjørnet, og den ene betjent begynder at overfuse fulderikken allerede inden han er ude af bilen, er på fornavn med ham, en gammel kending: “Jens, din idiot! Hvad laver du her?” Råber endnu mere op end fulderikken selv gjorde, kokken forsøger at tysse på betjenten nu, der ligger folk og sover, jo. De prøver at skaffe en taxa til ham, men centralen vil ikke sende nogen, de kender ham osse udemærket og han skylder dem for mange penge, og betjenten sukker og bander, “nåh, jamen, så er der jo ingen andre end os til at køre ham hjem.” Hun henter et par affaldssække han kan sidde på så de ikke får pis på bagsædet, hun kører hans cykel om i gården, så han kan hente den der når han er blevet ædru igen, den ene betjent trækker hende til side, siger “de to flasker vodka, dem ved du ikke noget om,” og hun hører det som et spørgsmål, forstår ikke hvad han mener, han trækker hende til side igen: “Dem har jeg ikke set, dem har du ikke set. Hæld dem ud og få dem væk, ok.” Og hun nikker, hun kan ikke andet, der er ikke rigtig noget at diskutere eller sætte sig op imod, hun er på hans nåde, fulderikken er på hans nåde, det er ham der bestemmer, det er ham der tar sig af det.

Ordner det hun ikke selv magter.

Det er med den følelse hun går op i seng igen efter at ha hældt en spand vand ud over trappen for at skylle pisset væk, fjerne sporene. Så alene er hun ikke, så langt ude er hun ikke. Det er en art trøst, men det er ikke en trøst der gør noget bedre, den demonstrerer bare at der er så uendelig meget der er så usandsynlig meget værre. Der er andre der er endnu mere ude af trit med verden, forlængst har opgivet overhovedet at prøve at følge med, gir pokker i det og drikker sig i hegnet for at få det til at forta sig, få det til at forsvinde.

Det skaber en form for ekvilibrium for hende at hænge i. Det slæber hun på sine skuldre op på værelset.

Stamp tramp

Overskæg, 80’er-briller og cykelhandsker. Man ville ha været sikker på han var hipster, hvis ikke det havde været fordi der ikke rigtig er nogen der er rigtig smarte her, selv ikke i højsæsonen, og hvis det ikke osse havde været fordi han var polak, og det skabte den der usikkerhed overfor det fremmede, hvor man faktisk ikke ved om man kan ta det noget umiddelbart gir sig ud for at være for pålydende. Fordi man ikke er sikker på konteksten, og de har vel osse hipstere i Polen, men hvordan kender man så forskel på dem og så den stereotyp man forestiller sig de efterligner, og som jo altså eksisterer sideløbende? 30 år bagud og helt fremme lettere forsinket på samme tid.

Og jeg var bare bagskæv og fattede ikke noget af at være på arbejde, da han kom ind i receptionen og bad mig om at stemple i hans turistlogbog, åbnede fire forskellige officielt udseende logbøger i stil med dem dykkere bruger, fyldt med stempler fra købmænd, caféer, keramikere, kreaturhandlere og signaturer der bevidnede at han virkelig havde været der, på kroen på torvet i en ferieby eller her, i foyeren på et badehotel, hvor en fyr der ikke fattede noget af hvad hans projekt gik ud på ku bevidne at ha været en del af selvsamme.

Som en kapselsamler eller noget, og så var han ude igen, fire stempler rigere, drog af på sin racercykel, mens jeg stod og sukkede over at det åbenbart sku være sådan en vagt. Og over at der et sted i Polen render nogen rundt, som skal se den logbog, om de så vil eller ej, skal se stemplerne, og manden selv vil ikke ku kende det ene fra det andet, vil ikke ane hvad de står for, men de vil stå for det han har gjort: Hans værk.

De er en bevisbyrde, jeg er et vidne.

Dørtrinsportalen II: Stairway to Punchbowl

Det er et trin, ja, men det leder lisså lidt nogen vegne hen som den anden vej videre. Du er oppe imod muren. Det er dig der taber. Ovenfor kirken, troner på toppen af bakken, det er mure, det er massive mure, der er intet du kan stille op mod den. Det er dig der taber, kirken troner. Du kan smaske dig selv op imod muren et givent antal gange, ikke uendeligt, din er ikke uendeligheden, og når du så ligger der i en pøl af dig selv for foden af muren, så vil kirken stå der lisså uomtvisteligt tronende som før. Døren vil jo altid være åben for dig.

Ta et kig indenfor, der er helt stille, se, et skib i loftet, det er en fiskerkirke det her, man må respektere den værdi den har haft for dem og deres pårørende. De evigt efterladte, for længst fra starten af, det har været en slags trøst overhovedet, osse selvom du ikke vil forstå det. Og se der, du kan tænde et lys for dine døde, den skik har de taget med her. Du kan sagtens gøre det, det er der ikke noget odiøst i, det er en fin tanke, det betyder ikke noget at det er en kirke, det er bare et rum. Du er oppe imod rummet. Du kan kaste dig imod det, det er åbent for dig, du kan ikke rigtig gøre noget imod det, højst udmatte dig selv i forsøget, når du stræber og stræber og stræber mod den himmel, der bare hænger der og ikke lar sig mærke med dig. Så kan du ligge der til sidst og ikke ku kæmpe imod længere, og den vil ta imod dig.

Det er et trin, ja, og for så vidt som det er en slags portal, så er det den leder over i ikke andet end det du allerede ser: Muren. Der. Op imod den, mas dig så langt ind i den som du overhovedet kan, det er ikke særlig langt. Trinnet er en erkendelse af at der ikke for alvor ligger noget bag det som retfærdiggør det, at det ikke bereder vejen for noget andet, at det i virkeligheden bare er sådan det er i det hele taget. Under trinnet en alef der viser den samme uendelige umulighed: Ingenting, intet. Det er en sten at slå sig for panden med, et 0 at hænge sig i. Swing low, dangling man.