Uvis vished og kendte ukendte – Året 2012: 2

Manden bag årets næstbedste plade har vanen tro været så rar at forsyne os med en god portion valgmuligheder: Skramlepladen, freejazzpladen, smadderlarmepladen, gothpladen, ragapladen, neoclassicpladen, dronepladen eller krautrockpladen?

2. Oren Ambarchi - Sagittarian Domain

Ambarchi har fortsat sit stormløb i 2012 med en længere række udgivelser i forskellige konstellationer og stilarter. I starten af året blev det opsummeret på Audience of One, der samtidig angav noget der ku lyde som en vej frem for den australske jøde: En 4AD'sk, nærmest steril æstetik, der står i markant modsætning til hans tidligere værk, der mere har været præget af en varm, organisk lyd. Bedst lykkedes dette eksperiment for Ambarchi dog på det efterfølgende minialbum Sagittarian Domain, hvor en metronomisk rytme ledsager klangudforskningen på guitaren, indtil det hele rundes af med noget så ekstravagant som strygere. Det er uendelig langt fra både noise og drone, det her, vi er tættere på krautrock end nogensinde før, og det er ret uafrysteligt.

Uvis vished og kendte ukendte – Året 2012: 6

Se, hvad jeg har gjort! Af vanvare har jeg sat et omskrevet warmongercitat over et instrumentalt protestkollektiv for at beskrive en plade, der sådan set slet ikke burde eksistere, men som er det sjettebedste der er sket i år.

6. Godspeed You! Black Emperor - 'Allelujah! Don't Bend Ascend

Det er sådan et comeback der er dobbelt usandsynligt: Dels at GY!BE overhovedet skulle finde en vej ud af deres årelange pause, dels at resultatet af det skulle blive en plade der på nogen måde kunne leve op til de skyhøje forventninger der var til den.

Det er ikke fordi der har været stille fra lejren i mellemtiden: Først og fremmest Efrim Menuck er fortsat med at udgive plader med sit andet projekt, Silver Mt. Zion, og de er fortsat med at være hæderlige uden på nogen måde at nå de højder GY!BE nåede. Måske fordi det der hævede GY!BE et godt stykke over resten af den postrockscene, som de uforvarende blev en del af i sin tid, i bund og grund var noget så simpelt som den massive mængde smæk de havde på, når de virkelig bragede igennem.

Hvis det ikke bare er det der gør GY!BE til hvad de er, så er det i hvert fald forløsende at det er det de lægger ud med på ’Allelujah! i nummeret ”Mladic”: Det er ikke smukt og slæbende og langsomt opbygget i valsetakt, sådan som alle efterlignerne har reduceret GY!BE-formlen til, det hviner og skurrer og brager afsted, fordi intet andet overhovedet er muligt for det nummer. Først som en infernalsk Neu!-hyldest, derpå over i en hvirvlende klezmerfest, inden det leder over i en klagende drone på ”Their Helicopters Sing”. Og det er kun første halvdel af værket.

Det skulle man ikke nødvendigvis have troet. Hvis man spørger GY!BE, så er der ikke særlig meget man skal tro på.

Uvis vished og kendte ukendte – Året 2012: 7

Der var engang, hvor den eneste værdige vej ud af 80’er-dyndet for modne punkikoner, de af dem der havde overlevet dem, syntes at være den afdæmpede, gerne akustiske solokarriere, gerne tilsat en religiøs vækkelse for at give dem ekstra cred. Det varede utroligt mange år, indtil de selv begyndte at kede sig lisså meget over deres kavalkade af seriøse sangskriverplader, som deres gamle fans gjorde det, og fik en ubetvingelig trang til at larme igennem igen.

Årets syvendebedste plade larmer helt vildt meget, og det er afsindigt forløsende.

7. Swans – The Seer

At Michael Gira, 30 år efter dannelsen af Swans, 2 år inde i gendannelsen ovenpå 13 års pause, med The Seer skulle lave noget, der dårligt kan føles som andet end et hovedværk i bandets diskografi, var uforudset (pardon the pun). Ikke mindst fordi comebackalbummet, My Father Will Guide Me Up a Rope to the Sky, var en plade fuld af gode intentioner, men småligegyldige sange, der stadig var alt for tungt funderede i klassisk sangskrivning.

Det har Swans sat sig langt ud over på The Seer, der over to timer bimler og suser og banker og bruser rundt og rundt og rundt om sig selv. Knæl, for helvede, bæv! Jeg for min del har faktisk altid foretrukket den måde Neurosis tog tråden op fra Swans og tilsatte metalriffs og skrigeduetter for lige at sætte trumf på, men i år er det så Neurosis der har udgivet en plade, hvor sangskrivningen får lov til at stå alt for sårbart alene og afslører sig selv som noget jævn i det. Swans har bare revet alle katedralerne ned.