Viser opslag med etiketten metal. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten metal. Vis alle opslag

onsdag den 22. januar 2014

Kerry King på stranden, i sandet

Den sidste dag tegner jeg et Slayer-logo i sandet med storetåen og står og ser på det blive skyllet væk. Det gir ikke mening, det er der ikke meget der gir nu, og Slayer er lige der det forhåndenværende udtryk for meningsløshed, og derfor går jeg i gang med at at tegne et kæmpe billede af Kerry King i sandet, går rundt i store cirkler med højre fod pløjende igennem det tunge, våde sand. Der er ingen der spøger mig hvad jeg laver, ingen siger noget til hinanden, alle er lukket inde i sig selv, og inde i mig er Kerry King.


Det er ikke engang fordi jeg er specielt vild med Slayer eller den position de har på scenen, og specielt Kerry King har alle dage fremstået som et i særklasse usympatisk, brovtende og afstumpet dumt svin. Den dag han ragede de sidste forpinte lokker af og blev tribaltatoveret henover issen, blev han endelig til en endimensionel tegneseriefigur, og det har han virket ganske tilfreds med. Det er fordi han er en tegneseriefigur, det gir mening at tegne ham i sandet her, og det er alt det bøvede had han står for, det at tegne Kerry King skal eksemplificere.

Der er en pointe med det, men den er i bund og grund så dum og ærgerlig at den ikke er meget mere værd end Kerry King.

Oppe på vejen kværner en golfvogn igennem vandpytterne, et par midaldrende amerikanere i gennemsigtige plasticponchoer sidder med formiddagens første øl og glor mutte på den vej de langsomt lægger bag sig i jagten på et eller andet andet at lave end at ligge på stranden, når nu det ikke er vejr til at ligge på stranden. Det er der ikke: Der er ikke andet at lave her end at ligge på stranden, øen er 8 kilometer lang, nogle hundrede meter bred, det eneste der er udover strand, er hoteller og ufærdige hotelbyggerier. En landingsbane til dem der synes den halve times færgeoverfart fra fastlandet er uoverkommelig, når der skal drikkes formiddagsøl og races golfvogne. Regnstormen har stået på i en lille uge nu, en koldfront blæser ned fra USA. Deroppe køres det op til en katastrofe, her er det mest bare ubelejligt. Der er ingen der gider at det regner, folk drikker sig for fulde, sidder på hotelværelserne og stener telenovelas, vader op og ned ad den ene gågade hvor sælgerne står under markiserne og lover ganske særlige priser i dag på de samme varer som i går og i alle de andre butikker. Det er en meget lidt fremtidssikret økonomi, og lige nu er en uges regnvejr ved at slå bunden ud af den.

Kerry King ku selvsagt ikke være mere ligeglad med om det regner i Mexico, han regner blod på sin sandguitar, som han har gjort det i tre årtier. Et øjeblik er jeg tilbage på min kammerats teenageværelse, hvor vi stagediver fra kontorstolen over i hans sovesofa og ligger og brydes i en tomandsmoshpit der ligner noget helt andet, noget temmelig ladet noget som Kerry King ikke ville bryde sig om. Kerry King er osse homofob, det er klart, men lige nu kører riffet fra ”Raining Blood” i mit hoved, og jeg løfter min kone op på skuldrene for at vise hende mit værk, og hun synes jeg er åndssvag, og børnene synes vi er åndssvage, begge to, og sådan løser alt sig for en stund.


For tre år siden var vi et par dage i Tom Arayas fødeby, Viña del Mar. Vi boede et par uger i Valparaíso, men der var en enkelt nat hvor vores hotellejlighed var lejet ud på forhånd uden mulighed for at ændre det, så vi sku finde et andet sted at bo og valgte at ta til tvillingebyen Viña del Mar et par kilometer derfra og sove en enkelt nat på et billigt hotel og så gå på stranden og blive moshet igennem af stillehavsbølgerne. Og konstatere at Viña del Mar var en strandby som strandbyer nu oftest er, al oprindelig byidentitet skubbet i baggrunden af badedyr, badehåndklæder, kasinoer, pizzeriaer, patter og vrisne fædre. Det gav mening at det var sådan et sted der havde formet Tom Araya; tomt, overfladisk, meningsløst, misantropisk-hedonistisk. Dagen efter tog vi toget tilbage til Valparaíso, gik op ad bakken til veganerrestauranten og bestilte takeaway for at rense Slayer ud af systemet. En hund kom farende op til havelågen ud af ingenting og gøede af fuld hals, min søn skreg af rædsel, og jeg lodsede ud efter hunden og forstuvede foden på jernlågen. Men vi havde tofu, lissom Tom Araya har Gud. En gud der hader os alle, jo. Som Kerry King hader os alle.

I sandet pumper Kerry King løs på guitaren, det lange skæg med de store, latterlige frottéelastikker slår mod brystet og toppen af den tykke mave, og nu begynder det at regne igen, mens et hold dykkere vader intetænsende henover Kerry King. Det er til det bedste. Vi går i ly under palmerne, indtil vi indser at de ikke gir ly, og snart er vi gennemblødte igen. Så går vi tilbage på hotellet, mens stranden går tilbage til at være strand.

torsdag den 12. december 2013

2013 på pladespilleren - # 3: True Widow

Definér metal.

Godt, fjern så nitterne og patronbælterne, fjern overhovedet det lange hår. Al staffagen. Stadig metal. Så fjern fistelvokalen, fjern growlen, guitarsoloerne. Endnu mindre staffage, stadig metal. Fjern hastigheden, tenposkift, skift overhovedet. Fjern så godt som al distortion. Det er tydeligvis stadig metal, det er sværere at sige hvorfor det er det.

True Widow er tydeligvis et shoegazeband, men det er lisså tydeligt at de i bund og grund er et metalband. Et gotisk doommetalband med udprøget stonerrockede tendenser, en stonermetalgruppe der er alt for sløv til at begynde at riffe. Stonegaze, kalder de det med et åndet navn, men det er rigtig nok: Det er musik til at sidde og se på sten til, skelne konturerne, banerne, måden de ligger i hånden, indholdet af jern.

Det er vigtigt hvad de er, fordi det er det der er det fænomenale ved True Widow: Måden de er metal på uden egentlig at være det, måden hvorpå de er indie, alt for tunge til at ku kaldes indie. Noget med trommerne, noget med guitaren og bassen stemt helt derned hvor det hele rasler. Som lænker trukket henover gulvet i et forfaldent træhus, bortset fra at der ingen lænker er her, ingen hjemsøgte huse, ingen effekter. Det er op til lytteren selv at hælde de historier og følelser i det man vil. Det er vemodigt, jovist, melankolsk, klart, men trist som sådan er det ikke.

Det er metal, der er ingen følelser: Definér metal sådan, så er det her metal.



Circumambulation kom i sommers, dallastrioens tredje fuldlængdealbum, men det er ingen sommerplade. Det er en plade uden for vejr, udenfor rækkevidde af omverdenen. Ikke fjendtlig, bare uinteresseret. Lidt som det må være at være satanist. En satanist i Dallas, hvor skjortekraven strammer mod den svedige hals og håret lægger sig som en fedtet kage over panden, mens kontorbygningerne tårner sig op om en, spejlblanke, tillukkede, gaderne så brede at der ingen skygge er nogen steder, ikke før man er hjemme igen. Sætter pladen på, synker ned igennem sig selv, finder et sted at fæstne resterne af ens sjæl til, så man kan bekymre sig om noget andet.

Jeg har aldrig været i Dallas, men jeg har været der hvor True Widow er. Så er det godt at ha dem.



onsdag den 11. december 2013

2013 på pladespilleren - # 4: Judd Madden


Du skal forestille dig en dude der sidder i sit soveværelse klemt inde mellem instrumenter, forstærkere, højttalere. Begyndende høje tindinger, effektpedaler over det hele. Han burde vel lave noget drone, det er vel den slags hans slags gør i den situation: Når det sidste band er opløst i arbejde og familie, når han selv har indset at det er mere bekvemt at sidde på sit soveværelse end i en varevogn mellem shows. Det ku være så smukt og brusende inde mellem hovedtelefonerne, mens han filede væk på guitaren, lod den ringe, lod den hyle. Drone, den dovne mands musik, som de siger. Sætte guitaren fra sig, ta en kop kaffe, stille sig i altandøren og se ud over nabolaget i Melbourne, misse mod formiddagssolen, rulle lidt med skuldrene, ta katten op og klø den lidt på maven, inden han gik ind og slog den næste tone an.

Der er bare lige metallen.

Den her dude, Judd Madden, han har ikke ku slippe metallen, selv ikke da han slap alt andet rundt omkring den og emigrerede over i arbejdslivet som grafisk designer, isolerede musikudøvelsen til en dag om ugen i soveværelset. Han plugger guitaren i, han finder nogle lyde i den, det er fedt, og så sker det: Hovedet begynder at nikke af sig selv, fingrene finder et riff, det er federe, det er umådelig stort. Han er et medie for doommetallen nu, kvarteret omkring ham med boligblokke, kiosker og gader er forvandlet til ismassiver omgivet af et sort hav, bjerge skyder op, og han står på et af dem, læner hovedet tilbage, trækker vejret dybt ind og udstøder et langt aaaaahhhhh....

Judd Madden begyndte at lave musik under eget navn i 2008, siden 2010 har han lagt seks fulde albums på sin bandcampside. Ingen vinyl, ingen cd'er, ingen ambitioner om at tjene nogen penge på det, bare timevis af instrumental doommetal. Det er korthåret, det bærer tydelige præg af 00'ernes postmetal i sin epik, men der hvor det adskiller sig fra den scene som sådan, er i at det ikke er så røvsygt. Hvis Madden har nogen samtidige, så er det mest oplagt bud franske Year of No Light, der som han har forstået at noget af det vigtigste for metal uanset hvad er at være knusende tungt. Og at man skal ku knytte sin næve mod loftet, i mangel af en åben himmel over sig og et ulvekobbel ved sin side, når man hører det.


Glacial, Maddens seneste, kom i august i år. Fire numre, et om en islandsk gletcher, et om en bjergdræber, et om oceanerne og et om genfødsel. En antydning af temaer, stadigvæk centreret om vand og flyd, fraværet af vand, overvældelsen af vand, størknen, forvitring. Massiver af vand og sten. Riffs, voldsomt.





mandag den 9. december 2013

2013 på pladespilleren - # 5: Bottom Feeder


Der gives virkeligt dårlige dage. Dage så gennemvædet af ærgerlighed at man må skrige og skrige og skrige noget mere i et forsøg på at trænge igennem den membran af lortethed der har omsluttet en. Man ved godt det ikke hjælper det store, at der ikke er noget der hjælper de dage. Ikke selskab, ikke ensomhed, ikke alkohol, dope, sort magi, sex, brandstiftelse.

Det var den slags dage Peter Steele sang om i Carnivore:
I went down into my basement
confused and depressed
put Black Sabbath on
razor blade in my hand
a Wilkinson, I think
26 år senere kravler Bottom Feeder ud af den kælder med deres debutalbum, Grinding Teeth, i udstrakt arm foran sig; 26 år har de siddet i den kælder med Black Sabbath på anlægget mens blodpølen foran dem er vokset og vokset, her er destillatet. OK, der er nogle mellemregninger, OK, men de har ikke rigtig noget at gøre med Peter Steele og hans elskovsgud cum junkie cum højreorienteret voldsmandseftermæle at gøre. Bottom Feeder-medlemmernes baggrund på K-Town-scenen har heller ikke stort at sige her, bortset fra deres indsats for at trække Ungdomshuset i en markant tungere, mere metallisk retning, ikke mindst i kraft af Heavy Days in Doom Town-festivalen. Eyehategod og i det hele taget New Orleans' stofsyge sludgescene op igennem 90'erne har voldsomt meget at sige.

Men hul nu i facts: Lad os bare forestille os at der var Carnivores Retaliation, og så et uendelig sløvt blink med øjnene senere fandt man sig selv, katatonisk og med ondt over alt og Grinding Teeth bragende ud over det gulv man lå på. Uden tænder, uden nogen anelse. Alt langsommere, grimmere, mere hadefuldt, den eneste mening der blev en givet den dag. Man vil vide at noget er sket, at man må ha grund til at være forbandet over det, når man hører sådan noget som det her, det vil trigge noget i en. Langsomt, umådelig langsomt dæmrer det for en, et omrids af en erkendelse tegner sig: Nåh ja, fuck dem, allesammen. Så ryster man næven lidt, så er alt bedre igen.



mandag den 29. juli 2013

Prenzlauer Berg er det nye Málaga

”Jeg kommer tilbage, og jeg kommer til at bo på din sofa i en uge og kneppe din søster.”

Mike IX står og er lille, tykmavet, hærget at se på og godt oppe at køre i front for Eyehategod på Magnet Club ved floden i Berlin en sommeraften. Det er lang tid efter så meget, hans bedste år, hans værste, Berlins, dine, og på den måde kommer det hele uvægerligt til at hænge sammen lige der. Det er ikke længere det vildeste at gøre, noget af det, være Eyehategod, være i Berlin, være Berlin, men det er noget der føles godt at gøre. På mange måder bedre nu. Fuck nyt.

Undgå at starte på nogen anden måde, grundtonen er allerede slået an her, la være med at gøre det værre. La være med at gøre det værre end det er: Det er slemt nok bare der hvor du kører over Oberbaum-broen og ser Spree i månelys, og du med det samme er 12 år tilbage og står ved rælingen på en flodpram med en fest under dig som ikke er din, og lykkes i at overbevise dig selv om at du skal prøve at savne en der ikke er der, når nu hun ikke er der og dermed gør det nemmere at føle noget for hende. Ikke nødvendigvis noget uforfalsket, det er du allerede dér kun alt for godt klar over at det ikke kan blive, men et savn bare. Melankoli lissom i den der Shu-bi-dua-sang, som muligvis handlede mere om angstanfald, i hvert fald lød sådan, som du husker den. Ting det ikke er nødvendigt at grave mere i: Shu-bi-dua.

Du står der ved rælingen og ser månen spejle sig i Spree, gør du, så langt væk fra Shu-bi-dua-land som det endnu er lykkedes dig at slippe. Fjernsynstårnet glinsende mod en dybblå nattehimmel, og under dig koger det, der blir mast house i en eller anden afart du ikke kan stadfæste og ikke ku bekymre dig mindre om, ind i de små sprækker mellem det solbrankede, spritsvedende kød. En fyr du talte med tidligere på aftenen, hvor han allerede var så skæv at han var ved at græde over noget din tilstedeværelse foran ham mindede ham om, står og skriger i falset og badetøfler midt i det hele, sin egen sang, i flere led ude associeret med den musik der akkompagnerer ham, aftenen. Han er sex, desperat, krævende, altfavnende sex, et medie for al den sex der emmer ud af alle de kroppe. Sjældent har du set så mange smukke kvinder du ikke kender så tæt pakket i så lidt tøj, hud presset mod dig som du står midt i rummet, fordi de ikke kan la være, fordi de ikke vil la være. Andres hår i munden, andres lår i hånden, andres skridt mod dit, du skal bare ta imod, du skal bare smile tilbage, og det er så fremmedgørende på dig at du flygter ud, halvt i håbet om at nogen vil følge efter, halvt i håbet om at blive ladt alene. Mest det første, vel, men du får lov at stå alene og køle dig ned og hidse dig op over et savn du først der føler så meget desto mere påtrængende, som du endelig har bevæget dig i retningen væk fra det, ud i alle de muligheder der lige der slet ikke føles som om de er en skid værd alligevel, når det kommer til stykket.

Du prøvede at kaste dig ind i det igen, før du kastede dig i floden, det genkalder du dig nu, mens du i nogle sekunder i metroen passerer den flod i det måneskin med det fjernsynstårn glinsende mod den himmel, men nu var det desperation og alt for mange følelser du emmede af, og alt lukkede sig rundt omkring dig, røvene stødte væk fra dig, armenes nøgne hud strejfede kun dines i farten på vej rundt om nogen andres hals eller bare op. Smilende blev undskyldende, der var nogen der bad om forladelse for at ha trådt dig over tæerne, og det var dit cue til at smutte og gå alene gennem byen mod en metro mod en lånt sofa.

Mike IX gir indtryk af at ha levet det meste af sit liv på lånte sofaer, hvis ramponerethed han så har approprieret som sin egen. Han kaster sig ikke rundt, ikke i aften, ikke længere, står nærmest urokkelig, støtter sig til mikrofonstativet, snakker om hvor fucked up han og resten af bandet er, når han ikke skriger nihilistiske paroler ud over sært groovy riffs. Det er nok til at få det til at koge alligevel, fordi det er Eyehategod, det skal koge når de er i byen, så alt det de ikke rører sig, rører sig foran scenen. Du mærker underarmen første gang den strejfer din, det er nok til at sende den gammelkendte sitren igennem dig. Det er ikke mange kvinder her er, men det er ikke en mindre andel af dem der er smukke end dengang på flodprammen, det er bare på en anden måde. Mindre fremmedgørende, mere sortklædt og piercet, øl i stedet for drinks, tatoveringer i stedet for hud. Seføli har du lagt mærke til lige præcis hende, lidt fiksere alligevel, lidt ældre osse, og nu har hun lagt mærke til dig, og hver gang klyngen slynger én bagud, blir hun skubbet op mod dig. Første gang det sker, træder du et par skridt tilbage, høflighed bare, men da det går op for dig at hun osse gør det, og at hun blir stående der, selvom publikumsmassen hele tiden ændrer sammensætning, åbner og lukker sig , hvirvler rundt om sig selv, så blir du osse stående. Du lar din arm strejfe hendes igen, og da hendes lår blir skubbet op mod din hånd, åbner du den, strækker en finger ud, mærker hende, mærker hende hele vejen rundt i din krop. Under ”Blank” peaker det: Hendes røv støder mod dit skridt når hun kaster sig forover, du støder tilbage når du kaster dig bagover, sådan grinder I der, musikken er et alibi, I sørger for ikke at se på hinanden, men din pik ved godt hvad der sker. De går over i ”Shoplift”, og nu twerker hun dig simpelthen, kigger sig tilbage og smiler, det hele går på dig, du ku gribe fat i hende nu, føre din frie hånd, den der ikke holder den tomme ølflaske du skal ha pantet i baren for at få dine 50 cent tilbage, som om de stadig betød noget som helst nu; føre den hånd op til hendes ansigt, la fingerspidserne finde kindbenet, en antydning, nok til at få hende til at se op mod dig, cementere det der sker. Hvad det så er der skal ske videre, bare gøre det fuldstændig uomtvisteligt at det er den vej det må gå.

Det gør den frie hånd ikke. Den skyder i vejret som en knyttet næve, du brøler ”SHOPLIFT!” lige ved siden af hendes øre i kor med alle andre, dem bag dig puffer dig i ryggen, og du ryger ind i pitten, blir ført helt frem i den anden side af scenen, stemmer fødderne mod scenekanten og blir løftet op, Jimmy Bower skraldgriner mod dig, du hyler ekstatisk mens du bliver båret tilbage gennem flokken, så slipper klyngen dig langt ud i favnen på en venligt smilende mand med hestehale og et sympativækkende fuldskæg. Hvad dine egne behov end er lige nu, så kan de ikke hæve sig over massens, det forstår og accepterer du, det er sådan det bør være her. Bagefter klapper I, det er et ret aparte anitiklimaks til hvordan I har ageret med bandet under showet, alt for civiliseret, men showet er ovre, I er tilbage, og nu er det det I bør gøre, og gi krammere til dem der gir krammere, høre Mike IX rante færdig, klappe noget mere, så er det det, så var det det, det er gjort, og det gjorde godt.

Du møder hende på vej ud, I går imod hinanden, lar som ingenting nogen af jer, fanger højst hinandens blik så kort et splitsekund at det lisså godt ikke ku være. Du står på fortovet udenfor clubben og tar den skjorte på du har været så fornuftig at ta med, for hvis nu det sku blive køligt senere, som du har krammet i ølhånden under hele showet, og det er senere nu, men ikke specielt køligt, og du tar den bare på for at det ikke skal virke helt overflødigt at ha taget den med, såvel som for at trække tiden ud før du skal gå mod en metro mod en lånt sofa. Der kommer ingen efter dig, clubben tømmes ud i byen, som ikke engang har været standset mens I var derinde, alt fortsætter omkring dig mens du står der, som i en af de der musikvideoer fra dengang, hvor en person står helt stille på et gadehjørne, mens trafikken flimrer i fast forward omkring skikkelsen der bare står og hakker lidt. Som en af de der timelapses der er det vilde lige nu, hvor du har stået der i 12 år, mens månen har spejlet sig i Spree, og restauranten i fjernsynstårnet er drejet rundt over 105.000 gange, og i løbet af et halvt minut er dit skæg blevet fyldt med gråt, og lige nu er det det eneste der har ændret sig.

Men du vil vende tilbage, det vil du, du vil sove på en lånt sofa, og du vil få endnu en chance til at kneppe nogens søster. Så fuck det, fuck tid, fuck måneskinnet og floden.

søndag den 10. marts 2013

Stokroser, omvendte kors; en kniv parat

Der går en fyr rundt i den by jeg bor i med et omvendt kors tatoveret i panden. Fra hårgrænsen ned til mellem øjenbrynene, en lille centimeter tykt, sort, helt simpelt: Et omvendt kors.

Det kan der være så mange gode grunde til at have, nok mest oplagt at man f.eks. er satanist, men alligevel: Det undrer mig næsten mere at møde nogen, som hævder slet ikke på noget tidspunkt at ha overvejet om de sku få tatoveret et omvendt kors i panden. Her er så bare en der har gjort det, og som nu er ham der går rundt i den lille by med et omvendt kors i panden. Han behøver ikke rigtig noget andet til at definere sig længere, der er taget hånd om identitetsmarkørerne der.

Jeg har endnu ikke mødt nogen andre der har set ham.

Det er det der undrer mig: Det er en ret lille by jeg bor i, trods alt, og selv i en større by ville ham her alligevel skille sig ud, men hver gang jeg har nævnt ham, har folk bare sagt at nåh, ham har de ikke set. Jeg har prøvet at forklare det med at det er lidt ligesom med gravide der ser barnevogne overalt, så ser metallere omvendte kors overalt, men den holder ikke. Jeg har set ham sidde udenfor bageren på torvet med et krus kaffe og en basse, smilende, jeg har set ham i supermarkedet købe yoghurt, jeg har set ham stå og ryge udenfor isenkræmmeren, set ham gå i raskt, selvsikkert trav forbi kirken, set tårnet kaste sin skygge på ham: Det er ikke fordi han gemmer sig, han er i bybilledet.

Og der er ingen andre end mig der har set ham.

Det jeg formoder at det må betyde, er at han er en art projektion af noget inden i mig: Han viser mig noget jeg osse er, udover den pæne, ansvarlige, gode samfundsborger jeg trods alt først og fremmest er. Jeg går i skjorte, jeg studser mit skæg jævnligt, klipper min græsplæne og skovler sne væk, stemmer til alle valg og smider mine bukser ud, når der er gået huller i dem som ikke længere kan lappes. En gift mand, familiefar, arbejdende endda, og det i disse tider: Alt det, og så går jeg hvileløst rundt i den lillebitte bys brostensbelagte, stokrosekransede gader og bliver forfulgt af en smilende fyr med et omvendt kors i panden.

Et eller andet sted er der noget, som noget i mig åbenbart mener jeg har svigtet. Jeg har en kniv på mig nu. Man må være beredt til hver en tid, og der er noget der skal beskyttes mod en andethed i mig.

søndag den 23. december 2012

Uvis vished og kendte ukendte – Året 2012: 1


Årets bedste plade handler om en død hund.

1. Converge - All We Love We Leave Behind

Absolut afsindighed. Lisså teknisk intrikat som Axe to Fall, lisså rasende som No Heroes, lisså følelsesmæssigt overvældende som Jane Doe (omend objektet for Bannons afmægtige længsel denne gang altså ikke er en eks-kæreste, men et afdødt kæledyr), lisså disharmonisk som You Fail Me: AWLWLB fungerer som en opsummering af den vej Converge har stukket ud med de milepæle de har hamret ned i form af deres fire foregående plader, men den er ikke mindst et værk i sin helt egen ret. Den smule famlen man endnu har kunnet ane på nogen af de foregående plader, når eksperimenterne strakte sig til det yderste af deres evner, hører man ikke her, det hele hænger sammen, og det hele lyder umiskendeligt af Converge og ikke særlig meget andet længere. Sublimt.

tirsdag den 6. december 2011

De andre 10 bedste plader i 2011 end dem du i din vildfarelse ellers troede det var

Er der overhovedet kommet nogen gode plader i år? Noget der ikke er den der Lou Reed/Metallica-ting, som godt nok slet ikke var så dårlig som sit ufortjente ry, men som bare heller ikke var så god at den ligefrem burde være en af årets bedste plader? Noget der ikke var en lidt fad skuffelse som den nye Beastie Boys viste sig at være, når først man havde prøvet at komme hele vejen igennem den 3-4 gange, og heller ikke Mastodon, som egtl var en naturlig udvikling og det hele, men osse var så poleret at det den først og fremmest gjorde var at minde en om, hvor vild Leviathan var?

Det her er et bud på 10 plader, der rykkede ved noget i 2011.

1. Robbie Avenaim & Oren Ambarchi - Dream Request

To australske jøder med en fælles fortid i noiserockbandet Phlegm tilbage i 90'erne hooker op i Tel Aviv i '09. Ti år tidligere dekonstruerede de et klassisk religiøst jødisk værk, The Alter Rebbe's Nigun, denne gang er der tilsyneladende ingen agenda, bare et blow-out mod eller for eller ved siden af den igangværende krig for percussion, guitar og effekter, som her, to år senere, blir udgivet på vinyl i 350 eks, som man skal samle op, mens de er der.

2. Tim Hecker - Ravedeath, 1972

Den her har været ret så uundgåelig i år. Det er ikke nødvendigvis Tim Heckers bedste plade, bestemt heller ikke hans dårligste; det er en virkelig god plade, og lige pludselig ku alle godt se at det var det da egtl, og det var godt at de ku det, for det er det.

3 . Oren Ambarchi & Joe Talia - Hit & Run

En til Ambarchi-plade, og den her ligger lisså langt væk fra den drone man ellers forbinder ham med: Percussion- og feedbackdreven freerock/skronk/noget. Endnu mere limiteret oplag end den anden, 300 eks på vinyl.

4. Iceage - New Brigade

Backlashet kommer snart, hvis ikke de bare når at gå i opløsning inden, men Iceage nåede at smide den her, og postpunk har ikke lydt mere nødvendigt og fremmedgjort i mange år.

5. No Mind Meditation - Molecular Clock

2 timers lofi newage på dobbeltkassettebånd med guldbestrøet booklet, siger du? Giv mig 50 eks, større kan den scene ikke være.

6. Fire! w/ Jim O'Rourke - Unreleased?

Den svenske supertrio Fire! går sammen med ham den tykke i cardiganen, og resultatet er så blidt, så blidt, at man næsten helt glemmer at den her slags musik sku være krævende for nogen ører.

7. uuuuuu - Of the Xerophytic Blooming

5 kvarters guitardronende ambient fra Glasgow. Tænk Seefeel uden computere, og lad så egtl bare være med at tænke mere.

8. Garth Steel Klippert - Korgoleum

Field Hymns har smidt om sig med lofi-indie og -newage på bånd og som digitale udgivelser i år; det her er 33 min og 33 seks dark ambient, der forsøger at genskabe lyden af byggepladser, og den er fuldstændig gratis oveni.

9. Natural Snow Buildings - Waves Of The Random Sea

En franskmand og en uruguyanerinde farer vild i gusen og prøver med ringlende guitarer, sugende effekter, raslende kæder og stemmer langt borte fra at finde fodfæste. Og de fejler noget så fortryllende.


10. Trust - From Light Into Mass

Lest we forget, så kom Trusts debutalbum endelig i starten af året, og mathduoen leverede. Meget, meget klog musik, sådan noget man gror briller af, hvorpå man straks headbanger dem af.

Udenfor nummer: Wugazi - 13 Chambers

Mash-ups er så 00'erne, men det her mix af Wu-Tang Clan og Fugazi er så åndssvagt tænkt og så godt udført at det holder på trods.

tirsdag den 30. august 2011

Sort band-tee-politik

Jeg har haft røde t-shirts på fire dage i træk.

Jeg er et systematisk menneske på den måde: Jeg har fire røde tees, jeg har et par sorte shorts, som passer godt sammen med røde tees og en sort træningstrøje, så jeg har fået brugt mine fire røde tees.

Jeg har nok sorte band-tees til at jeg aldrig behøvede at gå i andet. Når jeg tænker over det, har jeg svært ved at se hvorfor jeg overhovedet sku det: Sorte band-tees er evigtgyldige og passer sammen med alle shorts og træningstrøjer, omend nok endnu bedre end noget andet sammen med sorte shorts, sort træningstrøje.
Det er lidt af pligt at man bruger de der fire røde tees, man engang har købt i et anfald af iver for at bevise, at man i hvert fald ikke var sådan en, der kun gik sorte band-tees. Jeg ved virkelig ikke, hvorfor jeg dog ikke sku være det, men nu har jeg fire røde tees, kun to af dem band-tees endda, liggende i vasketøjskurven som bevis på at jeg ikke er det.

Noget er bevist. Der er ikke nødvendigvis nogen der har taget notits af det, så det er først og fremmest bevist overfor mig selv, selvom det altså ikke engang er noget jeg synes jeg har et issue med. Fuck det, hvis jeg har lyst til at gå i sorte band-tees fra nu af til Mortensaften, så er det mit statement. Et lidt lamt et, det er givet. Et folk ikke vil bemærke, fordi der ikke ville være noget opsigtsvækkende i en langhåret, langskægget mand i en sort band-tee.

Jeg ville bare være sådan en.

De der fire røde tees svarer lidt til ham metalleren, der hører Pink Floyd for at bevise at han i hvert fald sagtens kan relatere til anden musik end metal og så bare alligevel ikke rigtig kan det og derfor aldrig er nået videre end til første skridt videre ud. Der er heller ikke rigtig nogen grund til at gå den vej, hvis det er sådan den starter, der er masser af metal, der er mindst lisså pompøs og patetisk som Pink Floyd, men som så bare er metal og derfor per definition på en eller anden måde bedre. Fordi det er metal og ikke Pink Floyd.
Fordi det er en sort band-tee og ikke en velmenende rød støtte-tee for en latinamerikansk oprørsgruppe. Lad mig dog osse lige flette sådan en stofsnor ind i skægget, altså, alle skal vide at jeg favner det.

Glem det.

Jeg favner det hele i sort band-tee. I kommer bare op.