I hver en by et bakkehus. Muligvis ikke i Herning

Hun prøver at fløjte henover kirkegården, men hun har dårligt luft til bare at fortsætte med at løbe, og der er heller ikke noget at være overtroisk for her, det ved hun. Der er tændt lys på flere af gravene i aften, det har hun ikke set før, ved ikke om det er fordi hun bare ikke har været her på det her tidspunkt før, eller om det er en særlig højtid hun ikke kender til. Hun er ikke inde i hvad man gør med døden, hvordan man behandler den, den er inden i hende, kun.

Hun leder efter det gravsted hvor der bare står ”ANDRE” på, uden accent. Første gang hun så det, var hun overbevist om at det var en Sartre-ting, der gik adskillige minutter før det gik op for hende at det andre var, ikke var Døden, men Helvede. Ellers havde det passet: At døden var De andre, og med De andre døde ville hun være frigjort fra den byrde døden var for hende.

Utrolig meget tænker hun på død.

Neden for kirkegården, under træerne hvor kragerne altid sidder og larmer, osse nu, så hun sidste efterår en kaninunge hænge flænset i buskene, snappet af en rovfugl der havde smidt den fra stor højde for at slå den ihjel på den måde, men som så ikke havde kunnet finde den igen eller var blevet skræmt af et et større rovdyr. Kragerne skider ikke på jorden under træerne. Det gør dem uvirkelige: Hun er blevet skidt på af fugle i alle større byer hun har været i, ud af det blå på Unter den Linden i Berlin, fra et fuglebur over bordet på en comedor i Habana Vieja, i skyggen under et træ i Battery Park, mens hun så ud på Frihedsgudinden som hun ikke havde tænkt sig at ta ud til, og prøvede at ignore en saxofonist. Og hun er kommet hertil for at være ikke-eksisterende overfor fuglene, hverken hende selv eller den sti hun træder, rører de.

Hun er kommet hertil for at forberede sig på sin ikke-eksistens.

Ovenfor kirkegården ligger Bakkehuset. I hver en by hun er passeret igennem ligger et bakkehus, altid den udmærkelse som noget særligt, der ikke er noget særligt. En myndighed der hævder sig uden staffage, hvor der end er en bakke. Overblikket, sikkerheden. Hun forestiller sig sit liv som en hede, som pampaen, uoverskueligt vidstrakt. Hendes bedstemor ønskede først at blive begravet under det cedertræ på toppen af bakken på kirkegården, indtil hun en dag kom forbi mens graverne havde frokostpause og sad og tømte ølslatterne ud i græsset omkring sig. Så affandt hun sig med at blive en tot græs på en firkant græs længere nede ad bakken.

Hun ville ønske hun ku utænke de sidste to tanker.

Hun ville ønske hun hørte guitarer klimte, mandoliner et sted, en stemme strække sig ud igennem skumringen som en hånd, åben, bydende, som en stemme, som nok i sig selv, som alt der var noget værd. Ville ønske nogen satte musik til dette øjeblik for at gøre det noget værd, og at hun var derinde hvor musikken kom fra, en del af den, noget for nogen der spillede den. Blive besunget, hun ville danse, ville hun, ta alt tøjet af og danse gennem tomme stuer til en musik der ikke måtte høre op, blive husket sådan.

Så dø. Hun ku dø sådan, i Bakkehuset. Kragerne ville ta vare på hende, De Andre og deres Helvede ville ikke længere komme hende ved. De ville ikke ku nå hende. Hun fløjter, mister pusten, er i dette øjeblik nogens akkompagnement på deres vej ind i døden, alene.

Skematisk rydning

Der skal ryddes noget, ikke så meget for at gøre plads til noget nyt, bare for at gøre plads til os. Alting er i vejen, det er sådan det er, alverden fylder op og flyder ud over det hele, hver gang den ramler. Det er ikke til at komme frem for sammenbrud.

Tirsdag aften messede Morten Søndergaard sin DNA-kode og modulerede den gennem en rusten Farfisa. Bagefter sad Peder Frederik Jensen på hug og råbte op om at gennempule en torso, mens Andreas Führer dronede en Klaus Schulze-variation under oplæsningen. Onsdag aften sad jeg og arrangerede vejfest og snerydning med to militærfolk, der ikke ku enes om hvorvidt man bare sku rydde fortovet foran de huse der ikke er med i snerydderordningen, fordi det er nemmere end at stoppe maskinen og mase den igennem sneen til næste fortov, eller om de der så var med ville føle sig snydt af fribytterne.

Jeg følte mig snydt, fordi intet længere var gratis.

Som om der ikke var nogen der havde fortalt mig at det her var en del af det at bo i noget, som man ville lyve for sig selv hvis man forsøgte at bilde sig ind ikke var et parcelhuskvarter, bare fordi det ikke var røde murstenshuse med sorte tegltag. Som om jeg ikke havde alle forudsætninger for at vide at det var sådan det var, og derfor havde forsvoret nogensinde at sku leve sådan. Hvor alt der lugter af finkultur er et halmstrå, en chance for at slippe væk, ud, ind i en normaltilstand.

Det var tirsdag aften der var min normaltilstand, det var den jeg ville ha til at være det, det var der jeg sænkede skuldrene.

Der er et øjeblik hvor himlen brænder i underkanten, der hvor det uigenkaldeligt blir dag. Der er kommet flere bønner i haven, det er ikke slut endnu, ikke helt. Der er bær og vilde æbler i skoven, et par månders rå frihed med løs mave. Besøgskatten kommer hen og gnider sig op ad mit ben på trappen, det er alt sammen så fredfyldt som det kan blive med morgentrafikken dronende afsted ude på ringvejen. Militærfolkene sætter sig ind i deres biler i fuld camo, på vej til kontoret ude på kasernen. Den sidste udpost mod en historisk trussel, vi forsvarer os mod fortiden. Man ku blive hjemmeværnsmand, hjælpe med at dirigere trafikken under motionsløb med en stor rund mave under refleksvesten af alt for meget kulturelt betinget steg og brun sovs. Værne om de værdier, ha en riffel parat i hjemmet til den dag man indser hvor det er man er havnet, hvad det er for et hjem man værner om nu. Hvad det er for en trussel: At en mur af frikadeller ikke kan standse syndfloden, at digterne har gennemboret digerne med deres tynde arme og nu kommer stavrende frem over marsken med alt deres vrøvl, krænger vrangen ud på alle fraser og systematisk afmonterer kommandoerne.

Jeg ser Peter Nielsens blik for mig her, sådan som det stirrer direkte på beskueren på flappen fra en af hans 90'er-samlinger, Ansigter, hensigter. Pagehåret, de store briller og så et trodsigt, nærmest agressivt blik, som samtidig virker helt fredfyldt. Som om han prøver at overbevise en om at verden er bedre, mere harmonisk ovre på den anden side af sammenbruddet; som om han gør det klart for en at der ingen vej er udenom.

Der skal ryddes noget her, fortovene skrælles tilbage, vejene krænges ind over sig selv, der skal lægges flere lag ny mening ud over det hele. Ingen blir snydt.

Dåsetræet

Det var her vi ville ha hængt ud, hvis vi havde været teenagere her: Ved dåsetræet, lige nedenfor kirkegården, lige ovenfor skaterbanen, med horisonten og alle mulige fremtider i verden ret foran os. Det var her vi ville ha cyklet ned, forhåbentlig på bmx'ere, det ku være så sejt hvis det var på bmx'ere, en sixpack hver i rygsækken, og så ville vi ha siddet og hængt dåseringe på grenen der, snakket måske, bare været sammen der i hvert fald. Ovenover os ville ravnene ha skreget løs i et væk, sådan som de gør det nu, oppe i trækronerne, og det ville ha blandet sig med brændingen, vi ville ku høre musik nede fra skaterbanen når nogen havde taget et anlæg med, siddet og stenet over at de fandme hørte Suzanne Vega og Doobie Brothers og alt sådan noget MOR-crap.

Vi ville ha været så rad som vi sad der.

Der ville ikke nødvendigvis være sket mere mellem os end bare det, ikke der, det var ikke stedet til at begynde at kline. Både fordi det var rimelig offentligt, der ku potentielt godt komme en hundelufter eller en kondiløber forbi på stien, kaninerne ville i hvert fald ku se os, men osse bare fordi det ikke var det der var meningen med det sted. Det var ikke stedet til den slags: Det var et sted hvor vi ku drikke, ryge, bitche, sætte os ud over os selv og vores omstændigheder.

Du ville alligevel ikke ha ladet mig prøve på noget, det er jeg fuldstændigt sikker på, jeg ville ikke ha fået et ben til jorden. Hvis man kigger rundt nu, så ligger der heller ikke nogen brugte kondomer eller noget: Der er intet der tyder på at der er nogen andre har misforstået pointen med dåsetræet. Det minde vi ville ku ha haft om det er ubesudlet, og det betyder på en måde noget for mig nu.

Senere, når vi begyndte at blive kolde, når duggen faldt, når der ikke var mere øl, når vi havde været stille og gloet ud på horisonten ved siden af hinanden så længe at det begyndte at føles som noget andet, at jeg begyndte at lægge mærke til din profil, din hages runding, dine øjne, blikket skruet sammen i en tæt grimasse, fordi du var nærsynet men nægtede at bruge briller: Når det var blevet senere sådan, så ville vi samle dåserne sammen, af en eller anden grund var du altid så retskaffen på det punkt, smed aldrig affald, og jeg turde ikke andet end osse at samle mit lort op. Hjule op ad skrænten på bmx'erne, hivende efter vejret, blodet ville banke alkohollen op i hjernen på os, vi ville være ved at brække os af anstrengelsen, og så ville en af os nå toppen først, og uanset hvem af os det var, så ville jeg ha tabt, som vi holdt der et øjeblik, faldet sammen over styrene, stakåndede, storsvedende. Havet lige foran os, kraftværket lige til højre for os, en kæmpestor, svagt brummende kasse. Og så hjem ad stien, under træerne, forbi kirkegården, du ville fløjte hele det stykke, det var en rest overtro, som slet ikke passede sammen med resten af din personlighed men var med til at udgøre dens hele.

Det var et hele, som ville ha betydet alt i verden for mig lige der, og som jeg aldrig ville ha kunnet forestille mig sku ku erstattes af noget andet. Det var den helhed jeg ville forsøge at genfinde, når jeg år senere flyttede tilbage til øen igen og så cyklede derud og sad med en sixpack og føjede ringe til grenen, prøvede at genkalde mig noget, som det ville få mig til at føle jeg havde mistet.

Og det savn ville være en del af mig, og den radness. Det ville være cool.

Stokroser, omvendte kors; en kniv parat

Der går en fyr rundt i den by jeg bor i med et omvendt kors tatoveret i panden. Fra hårgrænsen ned til mellem øjenbrynene, en lille centimeter tykt, sort, helt simpelt: Et omvendt kors.

Det kan der være så mange gode grunde til at have, nok mest oplagt at man f.eks. er satanist, men alligevel: Det undrer mig næsten mere at møde nogen, som hævder slet ikke på noget tidspunkt at ha overvejet om de sku få tatoveret et omvendt kors i panden. Her er så bare en der har gjort det, og som nu er ham der går rundt i den lille by med et omvendt kors i panden. Han behøver ikke rigtig noget andet til at definere sig længere, der er taget hånd om identitetsmarkørerne der.

Jeg har endnu ikke mødt nogen andre der har set ham.

Det er det der undrer mig: Det er en ret lille by jeg bor i, trods alt, og selv i en større by ville ham her alligevel skille sig ud, men hver gang jeg har nævnt ham, har folk bare sagt at nåh, ham har de ikke set. Jeg har prøvet at forklare det med at det er lidt ligesom med gravide der ser barnevogne overalt, så ser metallere omvendte kors overalt, men den holder ikke. Jeg har set ham sidde udenfor bageren på torvet med et krus kaffe og en basse, smilende, jeg har set ham i supermarkedet købe yoghurt, jeg har set ham stå og ryge udenfor isenkræmmeren, set ham gå i raskt, selvsikkert trav forbi kirken, set tårnet kaste sin skygge på ham: Det er ikke fordi han gemmer sig, han er i bybilledet.

Og der er ingen andre end mig der har set ham.

Det jeg formoder at det må betyde, er at han er en art projektion af noget inden i mig: Han viser mig noget jeg osse er, udover den pæne, ansvarlige, gode samfundsborger jeg trods alt først og fremmest er. Jeg går i skjorte, jeg studser mit skæg jævnligt, klipper min græsplæne og skovler sne væk, stemmer til alle valg og smider mine bukser ud, når der er gået huller i dem som ikke længere kan lappes. En gift mand, familiefar, arbejdende endda, og det i disse tider: Alt det, og så går jeg hvileløst rundt i den lillebitte bys brostensbelagte, stokrosekransede gader og bliver forfulgt af en smilende fyr med et omvendt kors i panden.

Et eller andet sted er der noget, som noget i mig åbenbart mener jeg har svigtet. Jeg har en kniv på mig nu. Man må være beredt til hver en tid, og der er noget der skal beskyttes mod en andethed i mig.

Hvis et træ falder i et parcelhuskvarter, og der ikke er nogen børn der længere

Jeg var dårligt flyttet hjemmefra, som den sidste på vejen, før træerne begyndte at falde.

Det kvarter jeg voksede op i, et klassisk efterkrigstidsparcelhuskvarter for den lavere middelklasse i udkanten af en større provinsby; et kvarter hvor vejene var navngivet efter bærsorter, længere rakte ambitionerne ikke, ingen komponister, videnskabsmænd, politikere eller bare forfattere, men bær, sådan, og deraf kælenavnet Marmeladekvarteret. Og det lyder så trygt og godt og hyggeligt, som om vi rendte rundt med skrabede knæ og spiste os mætte i frodige bærbuske langs hegnet i uendelige sommerferieeftermiddage, inden vi stakåndede og rødkindede væltede ind i køkkener, hvor gryderne konstant simrede med marmelade og kompotter til forrådskammeret, og jeg tror det er sådan, kvarterets forældre gerne vil huske den barndom de gav deres børn. Det er tildels rigtigt, i det mindste. Men altså: Det kvarter jeg voksede op i, der var træer overalt, vældige træer med enorme, brusende kroner; i forsommeren var alt fedtet ind i et tykt lag pollen, i efteråret blev det hele begravet i blade. Træerne var markører, når man kom cyklende op ad vejen, var man aldrig i tvivl om afstanden hjem, fordi træerne guidede en i den rigtige retning. Træerne var tryghed, med andre ord.

Det er egentlig lidt foruroligende at jeg så godt som ingenting aner om træer, selv ikke de allermest gængse træsorter kan jeg pege ud med sikkerhed. Jeg mener, jeg kan genkende et birketræ, men man ville sagtens ku gøre mig i tvivl om det nu virkelig var et birketræ jeg stod overfor, hvis man udtalte sig med bare en smule autoritet. Og jeg ville nok en gang forbløffes over at nogen vidste sådan noget, der var så essentielt, men det ville ikke sidde fast, det ville ikke få mig til selv at ku kende forskel en anden gang eller bare huske hvad det overhovedet var jeg sku kigge efter af tegn. Det er træer, det er en god ting at de er der, de er fine og bidrager med alt muligt godt, de er mystiske og af en anden verden.

Og de er væk nu.

Så snart børnene på vejen var flyttet hjemmefra, med mig som efternøleren der lige gav træerne nogle års ekstra respit, gik de tilbageblevne forældre i gang med at hugge træerne om, ikke et efter et over tid, men i en frådende bersærkerhugst, der i løbet af et halvt års tid gjorde det af med alle træer over hækkehøjde og lod kvarteret stå nøgent tilbage som en anklage mod børnene: Se, det her er hvad vi har nu og de næste sidste 20-30-40 år af vores liv, det er dette I har ladt os tilbage med. Det var ikke så meget en symbolsk kappelse af rødderne som billede på vores desertion, det var en blotlæggelse af hvad det var vi var rundet af, og det var ingenting: Gule mursten, mosgroede eternittage, gipsvægge, punkterede termoruder, rådnende carporte, rustende familiebiler. Den begrundelse vi blev givet for træmassakren, var at træerne var syge og gamle, de ku vælte omkuld nårsomhelst der kom en kraftig vind, og det er næsten et endnu bedre billede: Et nabolag som er blevet forladt af sine børn, og så begynder træerne at vælte sammen over det, knuse biler, huse, hundeluftere, begrave alt i løvfang og la en ny vegetation vokse frem under det. Det gjorde de ikke, de blev fældet, før de tog magten over deres ejere, og nye træer blev plantet, små træer der sku plejes mange år frem, så de ku vokse sig store og stærke, men ikke lisså store eller lisså stærke som de gamle træer. Mere medgørlige træer, nogen træer til at holde deres levetid ud, så vidt rakte ambitionerne, evigheden var ovre. Når vi kom hjem på besøg, var kvarteret ikke til at genkende, men det var heller ikke vores kvarter længere. Og på den måde blev vi vel osse sparet for at komme hjem og opdage at de træer vi huskede som kæmpestore, i virkeligheden ikke var det. At den verden vi var formet af, var umådeligt lille.

Jeg har plantet nye træer i den have der er min nu, i det kvarter der er mit nu. Det er en slags æbletræer, og jeg har for længst glemt hvilke sorter det er, og selvom selve det at plante dem er en markering af at det her er et sted vi har tænkt os at blive boende, at vi vil se de æbletræer vokse sig store og komme til at spise æbler fra dem en dag, så er det ikke noget jeg rigtig selv tror på. Det er mig ikke længere muligt at forestille mig at blive på et sted så længe, at jeg vil ku se træer vokse sig store. At se alt forandres over tid. Det er nemmere at sætte sig hurtige mærker ved at skille sig af med fortiden, fælde træer, skabe historie ved at omgøre den. Men jeg prøver at skabe historie på den langsomme måde: Jeg koger marmelade. Syltetøj, kompotter. Mange år efter jeg var flyttet hjemmefra, og jeg fortalte om at jeg var vokset op i Marmeladekvarteret, var der en der påpegede at det altså kun hed marmelade, hvis det var lavet på jordbær, ellers var det syltetøj.

Min barndoms tryghed var basseret på et falsum.

Endnu senere fandt jeg ud af at det var helt forkert: At marmelade kommer af det portugisiske "marmelo", kvæde. Der er hverken en Jordbærvej eller en Kvædevej i mit barndomskvarter, og forskellen på marmelade og syltetøj har noget at gøre med konsistensen at gøre, og det er slet ikke noget der betyder noget, med mindre man vil være skråsikker. Det eneste man kan være sikker på er træer, og når man så finder ud af at selv ikke træer er uforgængelige og evige, så kan man gøre sig fri at trangen til altid at sku være så sikker.

Malede landskaber

”Men er det så virkelig landskabsmaleriet, der er smukt, fordi det gengir naturens skønhed, eller synes vi landskabet er smukt, fordi det ligner det vi genkender fra landskabsmaleriet?”

Min mor var allerede begyndt at ryste på hovedet af mig, og jeg skyndte mig at afbryde, inden hun ku affærdige mig: ”Altså forstået på den måde at landskabsmaleriet ved at sætte en ramme rundt om et udsnit af landskabet gir os blik for det skønne i det, når vi så møder det i virkeligheden?”
Det fik kun min mor til at intensivere sin hovedrysten: ”Nej, sådan kan du ikke stille det op. Det er landskabet der er smukt, og landskabsmaleriet er et smukt maleri.”

Det skulle vi ikke diskutere mere. Det er ret sjældent min mor affærdiger mig, så det virker mere eftertrykkeligt, når hun så endelig gør det. Samme effekt det har, når min kone ber mig holde kæft. Nu. Det er som regel der jeg er ved at ha talt mig varm, og kan mærke at jeg har fat i noget, der meget vel ku bære kimen i sig til noget skelsættende.  Hvilket vil sige at deres affærdigelse endnu sjældnere har den ønskede effekt, men tværtimod gør mig mere insisterende. Det er et af mine mest forsonende karaktertræk.

Min mor har altid elsket landskabsmalerier, jeg er i hvert fald altid blevet trukket ind og se dem på alle de museer vi kom forbi på vores vej igennem landskabet, og jeg har aldrig rigtig fattet pointen med dem, fordi jeg altid har syntes at landskabet jo var lige der, ude på den anden side af museets mure, så meget mere overvældende end noget billede ku gengi. Og det var ikke fordi min mor ikke osse brød sig om de virkelige landskaber, hun nød dem endnu mere end de malede, men det gjorde ikke hendes forkærlighed for landskabsmalerierne mindre: Det at virkeligheden var større end det afbildede, gjorde på forunderlig vis ikke billederne mindre for hende. Sådan som jeg følte at det burde gøre det.

Måske brød min mor sig bare mere om naturen end om kunsten, men ku til nøds acceptere kunsten, når den i det mindste behandlede hendes foretrukne emne. Sådan har jeg aldrig tænkt på det før, jeg har altid opfattet min mor som ganske kultiveret, osse i den forstand hvor det står i modsætning til det naturlige: Det civiliserede, dannede, tæmmede, forfinede, så meget desto mere som vi var omgivet af rå, brovtende, plebejerisk lavere middelklasse, der hvor jeg voksede op, og naturen var indhegnet, overskuelig, studset, så uvild som overhovedet tænkeligt. Jeg husker det bare som om min mor har taget mig med på de museer, vist mig de billeder, ligesom hun har taget mig med ud i den natur, vist mig de landskaber, meget aktivt og insisterende, og at jeg fornemmede at det ikke var noget alle mødre gjorde, der hvor jeg voksede op.

Det der så var sket nu, hvor vi gik der og jeg viste et landskab frem for hende, var dels at jeg var havnet et sted, hvor landskabet var noget mere påtrængende end hvad jeg før havde været vant til, naturen mere omsiggribende og vild, dels at jeg var begyndt at se noget i landskabsmalerier alligevel: En nuance der indfangede en måde en himmel ku se ud på, nogle få strøgs antydning af en velkendt front, et lys. Det der lys de hele tiden kredsede om, så sparsomt og kærkomment det er her, og hvor det så kammer langt over i det vulgære, når nogen af dem har været på dannelsesrejse til Italien og stirret sig blinde på solen.

Men jeg var begyndt at tænke over landskabsmaleriet. At det landskabsmaleriet gør er at indramme et udsnit af landskabet og fremhæve det særskilt skønne i det, farverne, kontrasterne, linjerne, lyset, men at det osse får os til at gøre det samme ved naturen når vi møder den: Indramme dele af den, forstå den i små bidder, fokusere på det skønne i detaljen. Opleve den æstetisk, begrænse oplevelsen af den. Hvor det naturen jo netop kan er at være så overvældende ud over alle grænser, fuldstændigt tromle en over – udover at naturen slet ikke er til for at være smuk for os, slet ikke er til for os, det er os bare umuligt at forstå den som noget vi ikke sku stå i centrum for. Men det er den følelse som oplevelsen af naturen kan gi os, kæmpemæssigheden, den kvasende overmagt, følelsen af afmægtighed, og det er den oplevelse som kunsten så prøver at bearbejde, om det så er i landskabsmaleriet eller symfonierne, som det klassisk har været det, og for så vidt som målet sku være at vise naturens storslåethed, slår de fejl. Og den impotens kan vi relatere til, fordi vi selv må erkende at vi ikke formår at beherske naturen, ikke engang smadre den fuldstændigt, så storslåetheden er lyden af vor afmægtighed.

Det der er interessant er, hvis målet snarere er at forstå naturen ved at minimere den, fokusere på småbidder, gøre den goutérbar på den måde. Sætte en ramme om den. Så er naturen ikke længere stor og vild og umådelig og en selv ufatteligt lille i forhold til den: Så er den et objekt, så kan den nydes, fordi kunsten har givet en værktøjet til at reducere den til noget rent æstetisk, og det er en selv med ens egen opfattelse af det element af naturen man fokuserer på, som står i centrum for den. Naturen er ikke længere natur, den er et landskab, den er til for os, det er igennem os den overhovedet er til.

Længere oppe ad kysten skinnede lyset ned på den mindre by, der lå inde i en bugt og nu stod klart mod det grå vi befandt os i, der hvor vi gik. De afpillede træer stod ud mod skrænterne, det hele ved at vælte i havet, som uophørligt væltede ind mod os, bragende, brusende, syngende, susende. Det var smukt, sådan som vi havde lært det sku være det, det var fantastisk at det blev os forundt at se det, og se det på den måde, ikke mindst. Udenfor den ramme vi dannede om det, lå den rigmandsvilla, hvor ejeren havde bygget en simpel, men høj, skulptur af havefliser, et monument over den beherskede naturdyrkelse; færgelejet med benzintanken og de neongule refleksjakker lå bag os; vi ku lade som om vejen ikke løb bag os, som om der intet andet var end dette, det vi så, og at det ville være nok for os. Og vende os bort fra det igen, når blikket var mættet, gå ind i det kultiverede liv igen.

”Der sku lidt mere sort i de skyer der, for at det ville ligne Høst.”

Fence Me In

Jeg har lavet mit første stakit.

Ikke bare sådan, det var fandme alt andet end bare, men det står der nu, det er gjort med egne hænder og det står der, og børnene respekterer det, stakittet. Det er ret vigtigt at de gør det, jeg stoler ikke på at det kan holde til at blive rusket alt for meget i. Sådan overhovedet næsten.

Og det er osse skævt, ja, men det er mit første stakit. Ude i byggemarkedet sagde den kyndige og forstående dame at det her nok ikke ville blive det sikreste stakit, ikke med de elementer, at jeg ville få et bedre stakit hvis hun bestilte nogen andre, mere solide elementer, godt nok osse lidt dyrere, klart, men det ville være det værd. Og det ville det sikkert, men jeg havde ikke tid til at vente på de elementer, jeg sku bare ha et stakit op nu, sådan så børnene ikke ku løbe ud på vejen. Det var det ene ræsonnement, at det sku op hurtigst muligt, osse selvom jeg på forhånd godt var klar at det ikke ville komme til at gå hurtigt; det andet ræsonnement var at det var mit første stakit, og det ville blive noget klamp, og så var det bedre at jeg klampede noget billigt sammen og så senere, når jeg havde lært hvordan man gjorde og var blevet træt af at kigge på klampet, eller det bare faldt sammen, ku jeg købe det robuste stakit og stille det op på robust manér.

Det var forudseende, det andet ræsonnement. Jeg er mig mine begrænsninger bevidst.

Min fremgangsmåde da jeg sku sætte stakittet op var først at lægge de fem elementer jeg sku bruge i forlængelse af hinanden og samle dem med beslag. OK, det allerførste jeg gjorde, efter jeg havde siddet en halv times tid og kigget på den dynge af stakitelementer, stolper, poser med stolpebeton og allehånde beslag, var at opgi at sætte stakittet helt ud til vejen, hvilket ville ha betydet at jeg sku lave to låger - en til havegangen, en til hovedøren - plus jeg ville ha skullet sætte nogen stolper op som stakittet ku sidde på, og mine umiddelbare erfaringer med stolpeopsætning til hængekøjen i baghaven lod mig ane at det ikke ville komme til at højne stabiliteten i mit stakitprojekt. Nåh ja, der var vel osse hensynet til de nye naboer, hvad jeg ville byde dem at sku se på i min forhave af selvgjorte stakitter. Så valget faldt i stedet på at fastgøre stakittet til stolperne på den carport der allerede stod der, sådan så det var baghaven der blev indhegnet. Lidt mindre, men noget bedre, nemmere, det var vigtigt. Jeg lagde elementerne i forlængelse af hinanden, ni meter tværs over terrassen, og så vendte jeg dem allesammen om en gang til, da det gik op for mig at det var bedre at starte med at sætte beslagene på den anden side, og så ku jeg gå i gang med skruemaskinen, og den mindste ku få lov at trykke på knappen når der sku skrues, det var en svir, alle var glade. Jeg havde godt ikke fået købt nogen skruer i den rigtige længde, men så måtte jeg bare knibe enden af dem på bagsiden, og der sku alligevel osse et beslag på der for at gøre det mere holdbart, så ku jeg nå at købe nogen kortere skruer inden da, nu sku det bare op.

For at det ku komme op sku de ni meter nødtørftigt sammenføjede stakitelementer så bakses på højkant, og her var udfordringen dels at undgå at sammenføjningerne sku gå op, dels at få den ældste til at hjælpe med at holde det oprejst nede i den anden ende, mens det blev trukket ud, drejet rundt, løftet over buske og under trapper og bag træer, indtil det endelig stod op ad de stolper det sku fastgøres til. Og så lige gentage det hele en gang til da det gik op for mig at vi havde stillet det med bagsiden udad, sådan at der ville blive afstand mellem den liste der sku fastgøres og stolperne den sku fastgøres til: Ud i haven, dreje rundt, støtte stakittet, forklare den store hvornår han sku bakke og hvornår han sku gå frem, over buske, under trapper, bag træer, indtil det stod lænet op ad stolperne igen. Så var vi færdige for den eftermiddag. Om aftenen, efter vi havde spist, ku jeg så gå med knibtang og bide alle enderne af skruerne af. Det er skruer der har tjent mig godt, jeg købte sådan en kasse med 200 sorte gipspladeskruer for en halvtreller i et supermarked engang i slutningen af 90’erne, og jeg har hængt alting op med de skruer siden og er først nu ved at være igennem kassen. Skruer er volderdyre hvis man skal ha de rigtige, jeg blir lige overrasket hver gang jeg står med sådan en lille pakke med ti skruer i hånden, som så endda truer med at de ikke vil garantere at de holder til udendørsbrug.

Hvad jeg lærte af første trin af processen var at når man skal samle sådan nogen stakitelementer, så er det en god idé at gøre det i umiddelbar forlængelse af der hvor de faktisk skal op og sidde når de er samlet, sådan så det bare er at rejse stakittet op når man er færdig.

Trin to i processen var at fastgøre stakittet til stolperne og den lille stump rækværk ind mod huset, som osse allerede stod der. Stakittet blev løftet op, igen med noget rådvild hjælp fra den store, det blev understøttet med lidt forhåndværende så det nogenlunde passede og så skruet fast med skruemaskinen, der gik død en centimeter inde i stolpen hver gang, meget lidt powertool, mens jeg med waterpasset prøvede at sikre mig at det blev lige. Det blev det ikke, waterpasset løj, men det sad der. Der var lukket ud til vejen nu. Der var ingen låge i, men man ku trække det lidt til side henne ved rækværket, hvor det ikke var gjort fast endnu, fordi det lige sku saves til, og der sku sættes beslag i til låge der. Man ku osse skræve over det, men det ville sikkert være et tvivlsomt pædagogisk signal at sende til de børn der helst sku holde sig indenfor det og ikke lave sport i at forsøge at forcere det.

Hvad jeg lærte af andet trin af processen var at man nok slet ikke behøver at samle stakitelementerne i forvejen, at det ville være nemmere og mere forsvarligt at fastgøre dem et ad gangen med waterpas og tommestok og kraftsvag skruemaskine og så bare sørge for at de kommer til at flugte hele vejen, inden man til sidst samler dem.

Herefter stod projektet stille et par dage: Nu var der jo lissom et stakit, børnene var sikre, så var det ikke længere så presserende at få det gjort færdigt, men på et tidspunkt sku der jo en låge i. Det betød så at de to sidste elementer sku skilles fra hinanden igen, men det var så heller ikke noget problem, højst spildt arbejde, men det var så en del af hele læringsprocessen omkring stakitbyggeri, jo. Der blev sat beslag fast i hegnet, de blev skruet fast i det sidste stakitelement, det overskydende stykke stakit på den anden side blev savet af, og der blev sat en slå på. Der var en låge. To brædder fra det overskydende stykke stakit blev brugt til at afstive lågen, og der var en låge, der var et fuldt funktionsdygtigt stakit. Der var lukket hvor der før var åbent, der var en forestillet sikkerhed hvor der før var en vis utryghed.

Der var et fuldt funktionsdygtigt stakit, og det var her jeg sku mærke stoltheden bruse op i mig, og den var der da, en snert af den, det var faktisk lykkedes mig at bygge det stakit, og det var gjort med egne hænder. Hvis der var noget der tog toppen af den der umiddelbare stolthed, så var det måske erkendelsen af at det kan man osse godt se at det er. Det bølger lidt, det hælder lidt, og lågen hænger lidt. Det er lidt spændende om det kommer til at holde til sne og blæst; det er lidt mere spændende om det bare kommer til at holde til første gang der kommer nogen børn på besøg der er vildere end vores egne.

Hvad jeg har lært af den hele processen er hvordan man ikke bygger et stakit, men osse hvordan man gør det. Jeg vil på et tidspunkt ku bygge et stakit der vil ku holde i tusind år. Eller indtil realkreditlånet er betalt ud. Disse hænder har gjort noget, som milliarder af andre hænder uden større problemer ville ku gøre dem efter, men som de har gjort for første gang, og det forlener mit lidt skæve, lidt vakkelvorne stakit med en vis storhed.

Pernittengryn

Nogen sku lave den sang på dansk, og så sku den hedde ”Pernittengryn”. ”Fuzzy”, Grant Lee Buffalo, det er sådan et nummer der burde ha været soundtracket til en sommer dengang; det lyder som de somre man havde dengang, hvor soundtracket bare ikke nødvendigvis var lige det nummer, men hvor det alligevel får en til at huske de somre når man hører det nu. Sådan som de somre var, ørkesløse udeflugter ingen steder hen, endeløse timer på et gulv man ikke så nogen som helst mulighed for at komme op fra, følelsen af at være i noget men blive forholdt noget andet. Det fællesskab sådan en slagsang sku udgøre, men hvor man hverken ville erkende at det var det fællesskab der tilkom en, eller at det sku være en sang som den der kendetegnede det.

Det var det.

Kræsenheden, det var osse en mulig oversættelse af fuzziness; kræsenheden som dække over det manglende mod til at gå all in for noget, fordi det ikke var sikkert at det var det helt rigtige alligevel. Usikkerhed, evindelig usikkerhed. Og så er det den tid man alligevel osse konstant vender tilbage til, fordi den bærer en prægnans, et eller andet, den virker så formativ, og der er sange som den sang der synes ikke at ku handle om noget som helst andet end den tid.

Det var sådan en aften i enden af sådan en uendeligt lang fest, hele dagen havde vi siddet i en lejlighed og drukket og spist, havde holdt påskefrokost eller julefrokost eller noget på årets varmeste sommerdag, bare fordi vi ku, fordi der ikke var nogen der sku bestemme hvornår vi ku holde påskefrokost. Snaps i 30 graders varme, der var en der drak et glas sildelage der stod tilbage på bordet, fordi det stod der og ku drikkes, fordi der ikke var nogen der ku drømme om at sige han ikke burde gøre det, fnisede satanisk, hvorefter han brækkede sig ud af vinduet. Der var nogen på vej ned og hente noget, mere at drikke velsagtens, og så stak han hovedet ud fra første sal som om han lige ville minde dem på noget, og det han ville minde dem på var altså at han havde drukket et glas sildelage, og nu brækkede han det op, en smuk kaskade hele vejen fra første sal ned på en cykel der holdt parkeret ind mod muren, og så smilede han lykkeligt og gik ind og hentede en gulvspand, så han ku gå ned og vaske den cykel der.

Er der overhovedet nogen der har haft åndsnærværelse til at sætte plader på i sådan et selskab? Jeg kan ikke huske en eneste plade vi kan ha hørt, bare at jeg på et tidspunkt gik omkuld på gulvet under nogle stole og lå der uden at ville røre mig i nogen timer, indtil bevægelsessygen var under kontrol igen.

Jeg kan huske det var en pige der vækkede mig, at det var blevet mørkt, jeg tror måske hun spurgte om jeg ville ha et tæppe, men jeg var klar til at være med igen sammen med de få overlevende, og så sku vi ned og hente flere øl, pigen og mig. Det var sådan en hverdagssommeraften vi gik igennem gaderne ned mod kiosken, og det var der hun begyndte at snakke om Grant Lee Buffalo, om hvor gerne hun ville stå på en festival den sommer og høre dem spille ”Fuzzy”, og det var der hun begyndte at synge den: ”Bring me home to this house of many days / Just lay me on the floor, hard and cool as slate...” Og så gik jeg der og ku ikke rigtig finde ud af hvad jeg sku gøre ved eller hvordan jeg overhovedet sku forholde mig til at der gik en pige ved siden af mig og sang med høj og let sprukken røst. Kræsenheden.

Det var der, mens hun gik og sang for mig, vi mødte den pige som jeg egentlig nok gik og var lidt forelsket i på det tidspunkt, og som nok egentlig osse var det lidt i mig, men uden at nogen af os var sikre nok på det til ligefrem at gøre noget ved det. Sådan som sådan noget nu nogen gange er, sådan var det, og hun var på vej hjem med sin kæreste, som var helt vanvittigt pløret og dårligt ku stå oprejst, og jeg havde lige rejst mig igen og var på vej ud med en anden pige for at blive endnu mere pløret, det hele var så akavet som sådan noget næsten kan blive det, uundgåeligt blir det. Hun har betroet det til mig bagefter, mange år senere, der hvor den sang for længst var blevet til et minde om noget der lisså godt ku ha været, at hun ville ønske hun havde sendt sin kæreste hjem alene og var gået med os i stedet, med mig. Ikke havde villet være så sikker, og det er ikke rigtig noget nogen af os kan bruge til så meget nu alligevel. ”We water like a dead bouquet,” nemlig, og vi ville alligevel ha fucket det op på den eller anden måde, og så ville det ikke ha været det minde i dag.

Jeg er dårligt sikker på det overhovedet er det, det hele står hen i en tåge, og jeg blander aftener sammen, føjer til og trækker fra for at få det til at passe med den sang. Det er ikke min mening decideret at lyve, det er ikke engang et tema her, det er bare sådan det der er blevet fortiden nu ligger.

Vidåben.

Den gamle binder butterflyen og kører en tur henover himlen

Som ham den gamle overfor; et stykke over de 80, måske endda over 90. Den alder, hvor man blir kaldt rørig, når man stadig kan stå oprejst. Hvor det at man selv kan ta sko på blir noget at bide mærke i. Når først man er nået dertil hvor man er rørig, så er det en daglig sejr ikke bare at blive liggende i sengen og sygne hen. Rørig betyder at man bruger sin krop, selvom det strengt taget ku være lige meget nu. Han har under alle omstændigheder nået den alder, hvor det blir noget anerkendelsesværdigt at man stadig bor for sig selv, det er sådan en cirkel der blir sluttet: At man uafhængiggør sig og blir ved med at være det så længe som muligt. Som om ensomheden sku være noget særlig nobelt at stræbe efter; det er der så osse et langt stykke i midten hvor den ikke er, hvor den er noget nær stigmatiserende, men den ender med at være målet. Den noble, værdige, uafhængige ensomhed. Den man dør i, siges det, opløst i rent ego.

Og det er jo for helvede nødt til at være løgn altså. Vi kommer jo ikke ind i verden alene, der er nogen der bringer os ind i den, og så er resten ellers en kamp om at vriste sig fri af nogen og klynge sig fast til andre.

Men det er ikke engang det vi ser i gamle mennesker: Vi ser bare døden. At de skal dø, at det nærmer sig, langsomt eller hurtigt, men at det er uundgåeligt, og at de må ha en eller anden vished om det, at de sidder yderst på bænken nu. Det er ikke til at forstå hvis det ikke sku være det eneste der fylder deres tanker, de lange dage ud og ind. Det er det vi ser i dem, alle fortidsformerne, de perfektive og de imperfektive, pluskvamperfektum og den resignerede, sammensatte konditionalis, alt det de ikke nåede, og som de ikke vil nå nu eller nogensinde, fordi der ikke eksisterer nogen præsens for dem, kun en nær, uundgåelig fremtid.

Der kommer en hjemmehjælper forbi tre gange om dagen og tjekker at han stadig er der, hjælper ham med hvad han nu skal hjælpes med. Det er meget privat alt sammen, hjælpeløshed i dølgsmål. Han er ikke affældig når han åbner sin gadedør og står og kigger lidt op og ned ad gaden, han er altid barberet, håret er altid friseret med brulcreme, skjorten er strøget. Han får et lille chok når man hilser på ham, som om han havde forventet at han var det sidste menneske tilbage i verden. Det er meget muligt han er det i sin verden. Man kan vel nå et punkt, hvor man ikke længere magter at ta stilling til at verden blir ved med at fødes på ny, ikke orker at den ser en i færd med at dø i slowmotion. At det eneste den fokuserer på er at man er døende, og at den forbløffes hver gang den opdager at man ikke er død endnu. Gør det til en bedrift at man er i live, selvom man har væsentlig mere erfaring med at være det end den selv.

Et par gange om ugen, det her er kernen, tror jeg; et par gange om ugen binder han sin vinrøde butterfly, tar sin cottoncoat og sin bløde hat på og sjosker, duknakket, usikkert vaklende, op ad gaden til der hvor hans bil altid holder parkeret, 20 meter længere oppe, der ikke plads lige overfor, gaden snævrer ind der. Nogen gange går han ind på teatret endnu 20 meter længere oppe og henter et program over hvad det nu er for en forestilling der kommer igennem byen næste gang. Det er ikke så vigtigt, det vigtige er den time han så sidder i sin bil, mens han ryger pibe, kigger lidt i det program han har liggende i skødet, prøver at orientere sig. Han hilser ikke når han sidder i den bil, han er koncentreret, han er ude i sin bil, han er væk. Indtil han bakser bildøren op igen, møjsommeligt låser bilen af og stavrer tilbage til sin hoveddør, hvorfra han godt lige kan løfte hånden lidt til et hils, nikke afmålt, inden han lukker sig ind igen.

Så har han været på tur, ikke. Det er alt sammen relativt: Hvis en halv skive rugbrød med smør og en banan kan gøre det ud for frokost, så kan det andet vel osse gøre det ud for en tur. Der er vel alligevel osse efterhånden så og så mange steder at køre hen for ham, han kan se havet fra sit stuevindue, hvis han da orker at læne sig lidt ud, og skoven har han vel set tusinder og atter tusinder af gange, det er begrænset hvor meget mere han kan føje til sin forbløffelse over skoven. Alt det liv er så anmasende. Spørgsmålet er osse om han overhovedet stadig kan køre bil, hvis det sku komme til stykket. Det er lidt som ham vinbogsforfatteren, der i blurben bag på et af sine opslagsværker proklamerede at han tilbragte ”mindst tre måneder om året på rejser i vinens verden”, og det lyder så meget som en eufemisme for at være kvartalsdranker og lukke sig inde i sit arbejdsværelse med sin vinreol for at drikke det hele ned, at man helst ikke vil forestille sig at det at være vinbogsforfatter sku være noget andet end det. Det er lidt den samme tur ham den gamle her tar på. Her skal ikke gøres nogen gisninger om minder, de passerer revy eller noget, det kan ikke være det det handler om, det er der så meget tid til at de kan gøre resten af dagen.

Det er en tur væk fra minderne. En ud-af-huset-oplevelse. Så får han et frisk perspektiv på tingene. Ikke at han rigtig kan bruge det til noget, der er ikke rigtig nogen at dele det med, men det holder ham i gang nogle dage længere. Han har nået den alder, hvor det er et mål i sig selv. Hvor det næste åndedrag er en lille sejr hver gang. Når han er borte en dag, når boet er gjort op og huset sat til salg, så vil forlygterne tændes på den bil, motoren vil hoste sig i gang, og den vil lisså stille trille ned ad bakken, ned over kirkepladsen, til den har fået fart nok på til at sætte i et brøl igennem luften henover havnen, gnisterne vil stå fra den, himmelrummet vil blive knitrende elektrisk, lynene vil slå sprækker i himlen, husene vil ryste for hvert tordenskrald, og vi vil rykke tættere sammen indenfor, der er ingen af os der vil være alene om det her.

Og så vil det være det. Så vil der være rigtig, uigenkaldeligt stille. Der skal ikke gjalde nogen basunudgave af forbandede ”Eleanor Rigby”, der ikke nogen der skal ynkes her. Der er ingen grund til sympati, en høflig, afmål klapsalve vil være sin plads, det er alt, det er nok.

Fluesommeren

På forældrenes tag et stykke over midnat med et glas whisky og provinsklar stjernehimmel. Først tror jeg at jeg ser stjerneskud ud af øjenkrogen, så går det op for mig at det er flagermus. Der er myggeepidemi, de må ha en fest, flagermusene. Det har været en fugtig sommer, så der er udklækket rekordmange myg. Der er en eller anden sammenhæng der, og jeg ved ikke om det osse er noget af det samme, der er skyld i at der er så mange fluer, som der er, men det er helt vildt. Det blir sådan en sommer, der vil blive husket som Fluesommeren, så mange fluer er der. Afsindigt.

Uregelmæssige, bløde dump lyder nede fra stuen, hvor min far i en time nu har vandret rundt med et viskestykke og kæmpet sin personlige kamp mod flueoverherredømmet. Han taber stort. Min mor kan i virkeligheden godt se at det ikke er vejen frem at prøve at slå alle fluer i hele huset ihjel, men hun kan osse se at min far ikke har i sinde at gi op uden kamp, så hun joiner ham. Dump. Dump. Dump, lyder det. Men der er ingen sejrsbrøl, for der er ingen sejr, kun et orgie i fluematerie og blod ud over hele spisestuen.

Kigger op mod stjernehimlen, tar et kulsort billede af den med telefonen, opdaterer mine forskellige sociale netværk om hvor vildt det er at sidde på det her tag lige nu. Det er et ret så Modest Mouse øjeblik, bortset fra at det er noget lykkeligere end Modest Mouse nogensinde ku tilstå sig selv at være, så det er vel nærmest Built to Spill i virkeligheden, fordi jeg opfatter dem som i hvert fald ikke så nederen som Modest Mouse, mere afklarede vel. Jeg beskriver evigheden. Milliarder af lysår foran mig, men det tætteste jeg er på tid er de 15 år der er gået, siden jeg sad her som teenager med min fars whisky og var filosofisk. Whiskyen er bedre nu, det er der så meget der er. Referencerammen er bredere, desperationen mindre, det meste nemmere. En kone og et par børn, der ligger og sover på mit gamle værelse. Et typehustag i provinsen har aldrig for alvor åbnet himlen, tror jeg, lisså lidt som for den sags skyld de færreste andre tage har det, trods den mytologiske dimension man tillægger dem. Men de er dekorative scener for noget man gerne sidenhen vil opfatte som skelsættende.

Så åbner himlen sig, og hvad – hvad – hvad forventer jeg der skal komme til mig, der på taget? Egentlig? En vision, en dyb forståelse af Nietzsche, P Funk Mothershippet, en saxsolo, en buddhistisk erkendelse, Apokalypsens fire ryttere? Jeg ved det ikke, jeg er mere uforberedt på det, end jeg nok ville ha håbet jeg ville være, når en situation som denne opstod; strengt taget ville jeg nok ha foretrukket, hvis himlen bare ku ha forblevet sort og uendelig, så jeg ku sidde og meditere over den med den sidste rest af min whisky, i stedet for pludselig at sku til at forholde mig til den og interagere med den. For jeg går naturligvis ud fra at det er mig, den åbner sig for, al den stund at det dog er mig der sidder oppe på hustaget, tanken ikke så meget som strejfer mig at der rundt om hjørnet, måske endda omme i rækkehusene, gys, ku sidde en teenager på sine forældres tag, som ville være beredt på at himlen åbnede sig for ham og gav ham en mening med det hele.

Jeg ved ikke hvem større kræfter end os selv ville foretrække at henvende sig til: En teenager med ondt i livet og verden for sine fødder eller en nogen-og-trediveårig familiefar, der mest er optaget af bare at få verden til at hænge godt nok sammen til at få det hele til at glide. Sku de ikke finde nogen kutteklædte typer, der dannede en cirkel på en kornmark eller noget? Ja altså, med mindre seføli det himlen åbner sig for ikke er så meget andet end at transmittere en virkelig formfuldendt, omend måske nok lidt 80'er-rocket, saxsolo. Det ville jeg være klar til at værdsætte, helt sikkert. Men jeg ved sgu ikke, og al den suspense går mig til hovedet, og jeg har heller ikke mere whisky i glasset, så jeg kravler ned og tar bagvejen ind i huset igen. Slipper en ny armé af fluer med ind ad døren, sådan. Der bliver ingen nattesøvn, men hvad gør det, hvis vi alligevel er fucked. Det kan jeg ikke tro vi er.

Et pænt intenst bekendtskab

Jeg vandrede den vinter, ud over markerne i klassisk sort cottoncoat og hornbriller, håret lakket op i en uigennemtrængelig, fastfrosset ’do; uantastelig og utrøstelig. Det var det der var at lave den vinter: Vandre for at åbne lungerne, genvinde kontrollen over den astma de gik fuldstændigt grassat den vinter, ku bare sidde der på værelset og mærke det hele presse sig ind mod mig, brystet lukke sig, min nyerhvervede tinnitus der steg i intensitet når trykket i mit hoved tog til, indtil der ikke var andet at gøre, ikke mere medicin at tage den dag. Så på med cottoncoaten, snøre støvlerne og ud, ned ad stien ind i krattet udenom mudderhullerne, mærke det fortage sig, slippe fri.

Det var det der var at gøre den vinter, der var ikke rigtig andet: For syg til at kommunen var efter mig, ikke syg nok til at de rigtig ville gøre noget ved det, bare nok til at blive ladt alene med mig selv og min astma og en uudtømmelig reserve af selvynk. Jeg pløjede systematisk kældermagasin hvor alle vinylerne var blevet stuvet af vejen igennem for synth: Schulze, Schnitzler, Stockhausen, Riley, Popol Vuh og alle de andre der var blevet rubriceret som new age og i mere eller mindre grad var det: Deuter, Tangerine Dream, Hamel, Micus, selv Kitaro og Vangelis fik pligtskyldigt deres tur; alt jeg ku finde for at forsøge at forstå, og Eno, seføli. Timer dernede i det støvede magasin, det har været kræs for astmaen, helt åndssvagt, for ikke at tale om psyken: når jeg vadede der ud over markerne dækket af sort tøsne med Mirage eller Shutov Assembly eller Zeit eller et eller andet andet dyster og dronende og atonal synth i walkmanen, i min egen verden af stålfugle og robothed. Jeg var væk der.

Jeg vandrede og tænkte, forsøgte at bruge gåturene til at tænke så stort og vigtigt og uomgængeligt som man nu så gerne vil i den tilstand, og seføli var det eneste uomgængelige fisse når man nu gik de og ikke havde andre at dele den lille del af ens tankevirksomhed der ikke var helliget fisse med, så det var så det jeg tænkte på, lissom det for den sags skyld var det når jeg sad på værelset og pligtskyldigt pløjede mig igennem Nietzsche. Hvem det nu end var på det tidspunkt jeg ikke ku finde ud af at ta det skridtet videre med og bare holdt mig til at sende lange, suicidalt fabulerende breve, som jeg troligt kopierede til mig selv for at bevare dem for den eftertid jeg var overbevist om lå lige om hjørnet, udfrielsen. Nogen ku godt ha set i nåde til mig, synes jeg egentlig nok, lige taget mig ind, lavet mig en kop te med honning eller noget, en halv flaske whisky, ladet mig falde i søvn i skødet og strøget mig over hårhjelmen, taget sig lidt af mig. Jeg havde brug for det, måske næsten endnu mere end jeg havde brug for fisse, selvom jeg eddermame havde hårdt brug for dét osse. Ikke at jeg bebrejder nogen noget, ikke lige i dén sammenhæng: Jeg er ret sikker på at jeg var et pænt intenst bekendtskab lige i den periode.

Jeg vandrede afsted og forestillede mig, sådan som man gør det, at jeg var med i en film, i givet fald et eller andet pseudofransk eksistentielt noget, ikke, så bare lige uden de triste, nøgne kvinder, forstås: Jeg forestillede mig sådan en film hvor det eneste jeg havde på plads af plottet var at ”All Tomorrow’s Parties” sku gå igen i den i de forskellige udgaver af den jeg kendte; Nick Caves, Nicos fra en af hendes soloplader, kan ikke huske hvilken, en eller anden udgave til jeg ikke kan huske, der sku dukke op med jævne mellemrum og bære filmen frem, og så til sidst sku det ende med at protagonisten, som var sådan en alvorlig, sortklædt ung mand med cottoncoat og hornbriller og det hele, kom vandrende midt om natten ad en sti som den jeg gik på, stridende afsted, og som den oprindelige udgave af ”All Tomorrow’s Parties” med Velvet Underground satte ind ville en hel flok fyre komme ud fra krattet og gennemtampe den unge mand så læsterligt og så sku det være det. Jeg havde vel set Naked; jeg kan faktisk huske at jeg så den film dengang i biffen og at den slutning virkede lidt for let, lidt for meget som en art udfrielse der ikke rigtig løsnede noget op for nogen, men det jeg husker endnu bedre var da rulleteksterne begyndte at køre og en fyr højlydt proklamerede til sine venner at ”jeg fattede ikke en skid af den, men det var nogen fede sexscener!” For hvis der var noget det satme ikke var, så var det fed eller på bare nogen som helst måde tiltalende sex der var i den film: Det kan godt være jeg ikke havde særlig meget sex dengang og at det jeg havde ikke var særlig godt, men det var ikke ondt og hadsk. Jeg var hadsk, men jeg tror ikke jeg var ond, det er min bedste overbevisning at jeg ikke var det, jeg forsøgte i hvert fald ikke at være det. Jeg har sikkert været det ind imellem, men det har været af vanvare så, og i givet fald har jeg sikkert osse skammet mig over det, hvis jeg var klar det altså. Jeg har i hvert fald skammet mig. Der var så meget at skamme sig over dengang.

Jeg vandrede, vandrede, vandrede, og når jeg gik over jernbanesporene og så toget køre forbi ønskede jeg mig ombord på det tog, på vej væk, ”I want to take a train today, I'd take it straight to any place” sang nogen, og så var det sådan set underordnet at det tog kun kørte frem og tilbage mellem det hul hvor jeg var strandet og et endnu mindre hul: Det var selve idéen om at komme væk, og jeg kom aldrig nogen steder.

Jeg vandrede og når jeg ikke vandrede fyldte jeg notesbog på notesbog med betragtninger, nøje overvejelser, gode sætninger, dårlige digte, klagesange, tekster til sange jeg et eller andet sted godt vidste ikke var noget jeg nogensinde selv ville gide høre andre lave noget i stil med, fordi det bare var et opkog af de inspirationskilder jeg havde på det tidspunkt (som det altid er, der bare flere nu, det er blevet nuanceret lidt). Jeg er aldrig gået tilbage og kigget i de notesbøger: De er blevet fyldt ud, lukket i og lagt ind i reolen og troligt flyttet med hver gang jeg er flyttet siden da, som en halvbagt metafor for et eller andet jeg slet ikke orker at begi mig ud i at forestille mig hvad sku være: De ligger der bare og gør ingen fortræd, hverken dødvægt eller balast. Én af dagene, men der er så meget.

Marihuanergraven

Tilbage i den gamle hætte: Triller klapvognen afsted for at få knægten til at gi op & gi sig hen & bare sove, så jeg kan komme tilbage til den fest jeg er kommet tilbage for. Stien omme bag kirken hvor vi sad & drak alt for stærke øl & røg smøger på længde med vores underarme, & hvor min storebror siger én af de gamle venner stadig sidder & kæver guldøl jævnligt, fordi det er sådan et kvarter: Parcelhuse, villaer med have & det hele, men stadig langt nok ude i udkanten til at det er sølle.

Fuck, hvor jeg dog har brugt megen energi på at ha nederen over det kvarter jeg er født & opvokset i, & hele det grønne anlæg der bag kirken, ovenpå den gamle spedalskkirkegård, no less. Hvis vi dog i det mindste bare havde været den tand mere 4-real sølle, & ikke bare jævnt overbeskyttet lavere middelklasse-sølle, så ku vi ha siddet & røget pot deromme & kaldt det Marihuanergraven, & så havde det om ikke andet da været en slags historie at fortælle i dag. Woah, dengang vi lavede en bong af et plakatrør & trak en hel joint ned i den før røgen faktisk nåede op for enden, & så smagte det bare af giftig plastic & vi kom op at skændes om hvis idé det havde været & som så sku betale for den spildte joint (den er god nok, den lavede vi faktisk, seføli gjorde vi det, men det var med en normal smøg, den er ikke så vild). Eller dengang jeg ikke ville ryge det & slugte en klump i stedet & ikke ku mærke en skid mens de andre trippede for vildt, & så på vej hjem gennem skoven flere timer senere ramte det mig, bam! & jeg hørte stemmer & så skygger bevæge sig helt vildt hurtigt & blev fuldstændigt freaket ud af det, indtil ham fyren jeg sku sove hos lagde en arm om mig & gelejdede mig hjem på hans værelse uden at forældrene måtte se mig fordi jeg var så langt væk. & så lagde han en hånd på mit inderlår & begyndte at massere det mens han messede for mig om at jeg bare sku være helt tryg ved ham & der var ikke noget, & jeg sad som en stenstøtte & var helt væk i den Cure-plade han havde sat på for at skabes vibes, ku kun høre bas & bækken, ænsede intet, & jeg tror, jeg håber, han opgav (den er osse god nok, men det var slet ikke deromme bag kirken, det var flere år før & ude hos nogle rigtige tabere endnu længere udenfor byen).

Jeg har bare en bænk ved en cykelsti bag en kirke der ligner en svømmehal, & der sidder min gamle ven så (for så vidt som han nu var det, hvad der altid var lidt usikkert), & det ku ikke ha været mig, & det gir egentlig sig selv at det måtte blive ham, men hva faen var det så vi brugte alle de aftener i hans kælder & dernede på den skide bænk på at bygge op omkring guldøl & smøger & crossoverplader, sidde & være moody & emote for vildt over noget Suicidal Tendencies fordi man var blevet droppet efter en uge & aldrig ville få knaldet eller rocke den hårde Venice Beach stil med bandanas & umanerligt spraglede skjorter knappet med én knap øverst. ’tallica & Mucky Pup med Simpsons-samplinger & sange om hvor for slapt fængselsvæsenet var & Point Break & aldrig skyggen af et bryst eller en snak om noget der rakte ud over det, vel.

Vi skabte vores egen middelmådighed, der i Marihuanergraven, & nogen af os brød fri af den & fik skabt noget der altid ville blive holdt op mod den middelmådighed, sådan at vi ku glæde os over at vi i det mindste ikke sad tilbage der på bænken, & de venner vi havde haft dengang blev for os ved med at være de samme som de var dengang: vi kan slet ikke forestille os at de sku ha udviklet sig lisså meget som vi selv synes vi har, så efterhånden som vi blir mere & mere voksne synes de mere & mere umodne, & det kan godt være at vi storsindet kan tilgive dem for at ha været teenagere & være vokset op i det samme provinshelvede som os selv, men det er så højst for selv at ku vokse lidt mere af det.

Fuck, hvor har jeg dog brugt megen energi på at hade mennesker der vel bare futter rundt i deres rækkehuse i dag, vander rododendronerne, ser lørdagsunderholdning på den obskøne fladskærm, skruer lidt i bilen & så engang imellem stikker ned på bænken bag kirken for at slippe væk fra det ansvar der følger med sådan et rækkehus med have, sådan et stereoanlæg, sådan en bil; fucking hadet dem for at være så uambitiøst jævne at de ikke engang ku finde ud af at gå ordentligt i hundene.

OK. Der var ham. & ham. & ham osse & ham. & hende, for den sags skyld, & ham & ham. OK, de forsumpede, det gjorde de godt nok. Fuck, mand, ham med lædervesten, ham der proklamerede at han følte sig nøgen når han ikke havde den lædervest på som han havde anskaffet sig, hvad, tre måneder tidligere da han var begyndt at ryge masser af tjald & stjæle knallerter & sådan & som måtte gå 9. klasse om. Han forsumpede pænt meget, det gjorde han, det var hinsides middelmådighed.

Er det det jeg skal distancere mig fra, er det deres skuldre jeg skal stå på? Provinsen er et helvede jeg har forsvoret nogensinde at byde mine egne børn, & det fortæller jeg knægten, som han sidder i klapvognen med øjnene en blå million mil væk mens solen forsvinder bag trækronerne & bænken henligger i skygge. Jeg finder min schweizerkniv i lommen & går i gang med minutiøst at ridse ”JEG HADER JER ALLE SAMMEN” ind i ryggen på den mens jeg spejder til siderne for at se om der kommer nogen. Det er et halvlangt udsagn at snitte, jeg ku godt ha holdt mig til et ”DØ DOG” eller bare et pentagram eller noget andet sejt, men nu er jeg i gang & jeg betragter det som en eller anden form for renselse af en ret dum & ikke særligt zen art, & da jeg er færdig står det helt klart i træet: ”JEG HADER JER ALLE SAMMEN”, & jeg hader dem ikke længere, ikke rigtigt. & knægten er faldet i søvn i vognen & det hele & alt er en tand bedre.

Jeg prøver på ikke at bære rundt på en masse had. Der var en overgang, de sene teenageår, starten af tyverne, figures, hvor jeg var overbevist om at jeg ku bruge hadet som en drivkraft. Se hvor vidt det bragte mig. Jeg er ikke sådan en der hader nu, & det er ikke kun fordi det sku gøre mig til et bedre menneske end alle andre mennesker der render rundt & klathader, men fordi hadet bare gjorde mig til én til af dem som jeg ikke ville være som. Der er det der Bad Religion-cover til Suffer-pladen hvor der står en ung fyr & bare brænder med knyttede næver på en villavej: Det fik jeg tatoveret på ryggen for at minde mig selv om den fyr, om at komme videre for hans skyld & aldrig gi køb på det, aldrig vende tilbage & leve i hadet & så sidde dernede i Marihuanergraven & tænke at fuck mig, det er så vidt jeg er kommet & det er hvad jeg gir videre.

Eller noget, det er jo omme på ryggen, så det er ikke noget jeg ser særlig tit, måske en gang hver anden eller tredje måned hvor jeg tænker ”Hov! Nåh ja” og så er det i virkeligheden det. Men altså.