Under bræktræet

Det er
morgen og jeg har
ikke brækket mig og

der er
et alt hen over
helet og jeg har
placeret mig nænsomt
i det uden at
forstyrre atomerne og

det er
Skt Hans Dag der er
rester af bål fade
med mad øldåser
over restaltet her og

der er
en sirlighed i
det der er ladt
efter markører af
samhørighed og

det er
det at det
er der er
morgenheden at
alt har været.

Brahs sidste ollie

Brah har stået en sidste gang ude for enden af badebroen og lavet ollieer for sig selv. Solen er gået ned ude over horisonten, himlen et newage-bomb af pasteller og gyldenhed, det har mindet ham om forsiderne på de bøger hans mor har stående opmarcheret i reolen derhjemme som beviser på hvad? At hun faktisk har prøvet at forbedre sig, derigennem dem, ham? Halvårlige regimeskift har ført dem gennem englehvisken, sjælevennesøgning, kropsbevidsthed, leveropmærksomhed, positiv attitude, men det har ikke ført dem videre. Bøgerne er blevet fulgt slavisk hele vejen ind på hylden og erstattet af nye metoder der alle har haft til formål at standse tidens hjul, at fastfryse deres forhold på et ideelt stadie han ikke kan genkende at det nogensinde sku ha været på. Og snildt kan affinde sig med at det ikke vil komme på, for ham kan det flyde, han kan ikke forstå at hun ikke bare kan gi slip. Erkende hvor de er, ta ham ud af ligningen, erkende hvor hun er, agere efter det.

Det kan han ikke nødvendigvis formulere overfor hende, men han kan gi slip, så det gør han. Det er hans fornemste disciplin nu, at gi afkald på alt der definerer ham. Ollieen er et moebiusbånd, det var som om han lavede den første gang, og så fortsatte han videre den vej brættet pegede da han landede. Fullpipen hans ensō, som han har tegnet igen og igen for at skylle sig ren, indtil han osse droppe den dimension og bare la den være en fullpipe uden mening. Da ham der sælger ham hans pot, fandt ud af at han skatede, spillede han Bad Brains for ham. Det fik det til at gi mening, alle hans mors regimer rullet ind i et intrikat, stramt styret kaos. Det var superkontrolleret, han ku la det føre ham uden at være urolig for hvor det ville føre ham hen. Det forlenede det med mening, når han bankede forbi kraftværket ned på skaterbanen, den de kristne havde bygget for at holde ham fra pot, hvor han sad og røg pot med de andre mellem sets, for længst havde opgivet at få dem til at skifte Dire Straits på ghettoblasteren ud med Bad Brains, opgivet at snakke med dem. Hvad ku han sige, han ku ikke sige noget der var mere værd end at tie, det fik ikke de andre til at stoppe deres kværnen, men det skabte en boble rundt om ham selv, som de ikke ku trænge igennem.

Klam af sved og med kæmpemæssige blå mærker er han vendt tilbage til sit værelse efter de ture, det har været det eneste: Han har ikke lært at ta imod slagene, han er ikke frygtløs, vil ikke skade kroppen. Ville være tilfreds med at trille bare, behøver ikke faren som et ekstra kick. Han har forstuvet håndleddet, trykket adskillige ribben, slået skulderen af led, forstrukket anklen hver eneste uge i flere år nu. Han bærer det med fortrydelse, han vil ikke smadre sig selv, er ikke ude efter at få nogen sarte fingerspidser til gysende at glide henover huden. Han har stødt dem fra sig, holdt sig ren. Har lavet ollieer, perfektioneret dem til ubetydelighed, og nu er han rede. Tasken er pakket, den står inde på stranden, færgen er på vej ind i havneløbet nu, hans mor var der ikke da han hentede sit gear, han skrev ingen seddel. Han holder brættet op for sig, det har defineret ham, nu slynger han det ud over badebroen, passer på ikke at trække skulderen af led i bevægelsen, det ryger ikke langt, men han har vendt sig om før det rammer vandoverfladen, fuldført bevægelsen og ladet den slynge ham væk for stedse.

Uvis vished og kendte ukendte – Året 2012: 9

9. Sparkling Wide Pressure – Grandfather Harmonic
Frank Baugh har efter et væld af lofi-kassette- og cdr-udgivelser lige gjort sig ekstra umage med den her fuldlængder og skabt et landskab af sønderblæste ødegårde med opklodsede bilvrag og rednecks med øjne der sidder fra langt fra hinanden, som tonser rundt i sivene med deres rifler og gør skade på alt omkring sig. Spooky stuff.

Link til nogle af de 6 andre plader Sparkling Wide Pressure har udgivet i år alene: sparklingwidepressure.bandcamp.com

Shirley Templar Knights

I aften smadrer jeg den lampe ude på gangstien der lyser ind i haven og blænder for stjernerne. Det er mindre farligt sådan, åndetheden er smittende. Og i aften starter jeg mit straight edge okkult doomcore-projekt, og vi skal hedde Shirley Templar Knights og vel mest af alt bare drone den, tænker jeg. Idéen om det band vi ville kunne være skal tjene som  inspiration for hvad vi skal gøre, og vores musik skal være et ekko af hvad vi kunne have skabt i det navn. Strakt ud og forvansket, en forestillet fortid i hvis mystiske afglans' skær vi kan varme os ved noget vi kan gå for at have været.

Store, udtjente, kommunale sækkestole med en em af institution og støv og brændemærker var fordelt ud over gulvet, det var enormt corny, men osse så comfy at det i nogen grad opvejede det. Det var definitivt ikke musik der skulle rykkes til, ikke udad i hvert fald, vi skulle bare lade det ælte os mens det stod på, se om det efterlod et aftryk i os, noget at have med fra det. Det var sådan noget jeg altid havde hadet ved indieshows, når publikum begyndte at sætte sig ned foran scenen, de kunne lige så godt osse sætte te over, nu de var i gang, men her var alt lagt op til det. Bare synke hen på gulvet og prøve at lade være med at falde i søvn.

De stod i den ene ende af rummet og nørklede og drejede på knapper, slog en guitar an og brugte så de næste minutter på at fordreje hvad der nu var kommet ud af dét, headbangede lidt, når der var noget der gav genlyd af noget meget større, noget svundent, inde i deres hoveder, angav en måde at opfatte musikken på sådan. Noget kæmpemæssigt og kvasende, mens det dampede op fra svampeteen, jo. Uskadeligt, ildevarslende fredeligt, shirley templar knights. OK, de var ikke mere sXe end at de var monsterskæve med småbitte knaldrøde øjne, da de stod oppe ved merchbordet før showet og solgte vinyler, cdr'er, bånd, al den lyd de havde optaget mens de kørte på. Det stod en frit for at hægte sig på eller af, lyden var der bare. Et korstog af den slags der hverken tager fanger eller slår nogen ihjel og i virkeligheden ikke rigtig bekymrer sig om at omvende nogen eller noget, bare moser lidt igennem, et sted ude i periferien. I fuld fart på vej mod whatever.

Ved siden af mig sad en pige jeg halvvejs kendte og pillede åndsfraværende i sårskorpen på en ny tatovering. Noget smådæmonisk utydeligt noget, hvis okkultisme først og fremmest lå i dette: At meningen med det var skjult, det var ikke til at gennemskue hvad der skulle få nogen til at få sådan noget krims-krams tatoveret. Det var det der var pointen med det, gik jeg ud fra, at hægte mig af, og jeg lod mig falde ind i lyden, tilbage i den kommunale sækkestol, ud af verden. ”Do you know the way to no sé?” spurgte jeg op i loftet midt i en stille passage. Hun holdt op med at pille i sårskorpen og vendte sig om mod mig med et ansigtsudtryk så åndsfraværende at hun det var lige før hun savlede. ”Nevermind.” Hun vendte ansigtet bort, gloede op på de krumbøjede skikkelser igen. Nogle tunge basfrekvenser fik puds til at drysse ned fra loftet, bare en lille smule, nok til at det kunne være sådan noget der kunne blive et problem for dem der arrangerede showet, hvis det blev ved for længe. Kommunale bygninger er generelt ikke noget man skal fucke for meget med, nok så meget de kan være ved at falde fra hinanden i forvejen: Før man ved af det har man systemet efter sig, og så hjælper ingen tappert stenede korsfarere med deres arsenal af effektpedaler. Man looper en gang, vælter om på ryggen, lader dem tygge sig igennem.

Det skal indgå som en del af baggrunden for Shirley Templar Knights at vi har lavet ritualer, tænker jeg, rigtige sorte messer. En nøgen krop omgivet af stearinlys på et cementgulv, sorte kutter, skarpe knive, remser. Muligvis blod, bare lidt, vores eget, forståeligvis. Og så smadrer vi lampen og hyler mod månen, inden vi går ind igen og sætter te over og går i gang med sende lyd ud igennem sprækkerne til at male stjernehimlen søsyggrøn med.

De andre 10 bedste plader i 2011 end dem du i din vildfarelse ellers troede det var

Er der overhovedet kommet nogen gode plader i år? Noget der ikke er den der Lou Reed/Metallica-ting, som godt nok slet ikke var så dårlig som sit ufortjente ry, men som bare heller ikke var så god at den ligefrem burde være en af årets bedste plader? Noget der ikke var en lidt fad skuffelse som den nye Beastie Boys viste sig at være, når først man havde prøvet at komme hele vejen igennem den 3-4 gange, og heller ikke Mastodon, som egtl var en naturlig udvikling og det hele, men osse var så poleret at det den først og fremmest gjorde var at minde en om, hvor vild Leviathan var?

Det her er et bud på 10 plader, der rykkede ved noget i 2011.

1. Robbie Avenaim & Oren Ambarchi - Dream Request

To australske jøder med en fælles fortid i noiserockbandet Phlegm tilbage i 90'erne hooker op i Tel Aviv i '09. Ti år tidligere dekonstruerede de et klassisk religiøst jødisk værk, The Alter Rebbe's Nigun, denne gang er der tilsyneladende ingen agenda, bare et blow-out mod eller for eller ved siden af den igangværende krig for percussion, guitar og effekter, som her, to år senere, blir udgivet på vinyl i 350 eks, som man skal samle op, mens de er der.

2. Tim Hecker - Ravedeath, 1972

Den her har været ret så uundgåelig i år. Det er ikke nødvendigvis Tim Heckers bedste plade, bestemt heller ikke hans dårligste; det er en virkelig god plade, og lige pludselig ku alle godt se at det var det da egtl, og det var godt at de ku det, for det er det.

3 . Oren Ambarchi & Joe Talia - Hit & Run

En til Ambarchi-plade, og den her ligger lisså langt væk fra den drone man ellers forbinder ham med: Percussion- og feedbackdreven freerock/skronk/noget. Endnu mere limiteret oplag end den anden, 300 eks på vinyl.

4. Iceage - New Brigade

Backlashet kommer snart, hvis ikke de bare når at gå i opløsning inden, men Iceage nåede at smide den her, og postpunk har ikke lydt mere nødvendigt og fremmedgjort i mange år.

5. No Mind Meditation - Molecular Clock

2 timers lofi newage på dobbeltkassettebånd med guldbestrøet booklet, siger du? Giv mig 50 eks, større kan den scene ikke være.

6. Fire! w/ Jim O'Rourke - Unreleased?

Den svenske supertrio Fire! går sammen med ham den tykke i cardiganen, og resultatet er så blidt, så blidt, at man næsten helt glemmer at den her slags musik sku være krævende for nogen ører.

7. uuuuuu - Of the Xerophytic Blooming

5 kvarters guitardronende ambient fra Glasgow. Tænk Seefeel uden computere, og lad så egtl bare være med at tænke mere.

8. Garth Steel Klippert - Korgoleum

Field Hymns har smidt om sig med lofi-indie og -newage på bånd og som digitale udgivelser i år; det her er 33 min og 33 seks dark ambient, der forsøger at genskabe lyden af byggepladser, og den er fuldstændig gratis oveni.

9. Natural Snow Buildings - Waves Of The Random Sea

En franskmand og en uruguyanerinde farer vild i gusen og prøver med ringlende guitarer, sugende effekter, raslende kæder og stemmer langt borte fra at finde fodfæste. Og de fejler noget så fortryllende.

10. Trust - From Light Into Mass

Lest we forget, så kom Trusts debutalbum endelig i starten af året, og mathduoen leverede. Meget, meget klog musik, sådan noget man gror briller af, hvorpå man straks headbanger dem af.

Udenfor nummer: Wugazi - 13 Chambers

Mash-ups er så 00'erne, men det her mix af Wu-Tang Clan og Fugazi er så åndssvagt tænkt og så godt udført at det holder på trods.