Uden afsavn

Dette er ikke et fængsel.

Det, der holder mig fanget i dette værelse, er ikke tremmerne for vinduet. Døren er ulåst, jeg kunne forlade dette værelse og ikke vende tilbage, hvis jeg valgte det; det har mænd, sjældnere kvinder, før mig valgt. Set en sidste gang på det sovende barn i sengen, forsigtigt åbnet og lukket døren bag sig og gået hen ad gangen ind i et nyt liv. Det kan der være alle mulige grunde til at gøre, selvom det er svært at forestille sig, at nogle af dem skulle være tungtvejende nok til faktisk at gøre det.

Det savn, der for altid vil sidde i én.

Dette er ikke et fængsel, og dette er ikke et afsavn: ligesom jeg selv har valgt at få kone og børn, har jeg selv valgt at tage konsekvensen af det og gå over gaden til pensionatet for at lægge det i øjeblikket mest urimelige af dem til at sove middagslur i himmelsengen under myggenettet, mens de andre er blevet tilbage på caféen i det gamle hospital for at snacke og læse og ikke gå mere rundt og opleve ting i nogle timer.

Jeg har selv valgt at være den, der ikke drikker en øl i dag heller og til gengæld ligger med barnet et øjeblik, indtil hans greb om min pegefinger løsnes, og han sover med kroppen vidåben mod loftsventilatoren, bryst og bug forsvarsløst blottede, lemmerne slynget så langt væk fra den svedende torso som muligt, ikke en muskel i ansigtet spændt.

Avislæseren har klasse

Løft blikket en gang og se op over kanten af avisen, inden du læser videre. Overvej lige, hvor godt du tager dig ud, sådan som du sidder og læser avis. Det er klart bedst, hvis du gør det et offentligt sted, men hvis du sidder derhjemme med avisen, så sæt dig lige hen til vinduet, så dem, der går forbi ude på vejen, kan se, at her er der et menneske, der simpelthen læser avis.

Tre spejlinger af buddhaen

I.

Foran buddhaen stoppede jeg op og forsøgte at tømme mig for alt andet end min tilstedeværelse i dette nu.

Det lykkedes ikke rigtig. Det vidste jeg, at det ikke ville.

Jeg var kommet alene ind i tempelhaven: Først var ML gået herind med de store, mens jeg holdt vagt ved klapvognen med den sovende baba, så kom de ud, og jeg tog mine sko af og gik ind. Den tå, jeg havde forstuvet nogle dage i forvejen og nu havde tapet op ad tåen ved siden af for at aflaste den, gjorde vrøvl på det ujævne underlag, jeg gik henover. Jeg kunne lukke smerten ude, den var ubetydelig, den havde en størrelse, der gjorde den til at lukke ude, det var ideelt.

Jeg trak vejret dybt ned i maven, som en yogalærer, jeg interviewede, inden jeg tog afsted, havde instrueret mig i: Det gav mig en følelse af ro, som blev afbrudt af et hosteanfald på grund af astmaen, men jeg var i stand til at finde nogenlunde tilbage til sindstilstanden. Jeg følte mig et øjeblik helt afbalanceret, som om den der tråd gik hele vejen ned gennem mig, som jeg på et tidspunkt læste om i MLs gamle yogabog med en meget tysk kvinde, der demonstrerede yogastræk med meget tydelige areolaer gennem 80’er-bodyen; så fangede jeg mit eget spejlbillede i ruden foran buddhaen: Jeg så selvhøjtidelig ud, jeg lignede John Joseph.

Stien på venstre hånd

Går man langs vejen hjemme, går man i venstre side for at være opmærksom på den trafik, der kommer mod én. Går man langs vejen på Sri Lanka, hvor der er venstrekørsel, går man stadig i venstre side: Man ønsker ikke at kende truslen og overlader det til de bagfrakommende at tage vare på én. Nøjagtig som man gør, når man sætter sig ind i en bus, en tuktuk, en taxa, efterhånden som man opgraderer bekvemmelighedsniveauet: Man overlader det til chaufføren ikke at slå én ihjel.

Det er vel noget nær en buddhistisk indsigt konkretiseret dér, og det er sikkert noget sludder, som man føler sig som Ib Michael for at kolportere.

Heller ikke dette er en kulturudveksling, heller ikke når tjenerne på backpackercaféen har lært at spørge “hvordanhardudet” og tilbyde én Carlsberg: Det er ferie, den nye kolonialisme, det er Eva Selsing, der putter sig i nyvaskede lagner under et myggenet så skrigpink som hendes læber, og man skulle skamme sig, skulle man, ikke ligge sådan under det net med loftsviften døsigt hvirvlende rundt og eftermiddagssolen skærmet af, mens man sover middagslur med en blond, krølhåret kerub, gudbedredet, mens de lokale vasker gulvene uden vinduet i timevis, mens alt sejler.

I den toldfri sælger de vaskemaskiner

Mens cikaderne triller løs, ildfluer summer rundt mellem palmerne, og fyrværkeriet knalder løs i et ophold mellem to regnskyl af den der voldsomme, tropiske slags, der med nogle dråbers forvarsel i poolen mellem bygningerne, hvor en gruppe unge, muslimske kvinder klædt som ninjaer forsøger at nå at tage et billede af et skattet drengebarn, inden han falder i, falder som et tæppe, et ægte tæppe; mens verden således står på i ét væk, og den yngste sover, og de ældste læser, sniger vi os rundt om hjørnet på svalegangen for at stå et øjeblik helt uden at være til rådighed for nogen som helst, med tæerne soppende i regnvand, flyene brølende over os, airconditionen brummende løs ved siden af os, småforbrændte, letkulrede.

Det er juledag, vi ser på hinanden, ser på ildfluerne, ser nye dråber begynde at prikke til pooloverfladen. Så kommer myggene, så kysser vi hinanden, så siger vi til børnene, at de skal holde op med at læse, så protesterer de, så protesterer baby, så skal han trøstes, så er alt i gang igen, indtil også dette går over.

Poolen ligger øde hen nu; en smørtenor med blævreorgel og rytmeboks synger natten gammel før tid; i går droppede vi julemessen i katedralen rundt om hjørnet, hvor krybbespillene står klædt i fryseposer som beskyttelse mod regnskyllene, bortset fra Helligånden, der er helt opløst af at modstå alt for alle andre, og ved midnatstid eksploderede alt udenfor i fyrværkeri og engelske julesange i forstemte spøgelsesversioner med accelererende rytmebokse, som skulle frelsen nås fandme nu, for ellers noget, og i dag er det uklart, hvem der vandt det kapløb, men et hold pilgrimme følger trofast og ragende blindt rytmeboksen ind i tropenatten, ind til cikadernes hvirvlende strygere, ind til kliklydene som et mekanisk dyr, der konstant bliver trukket op af en overivrig, legesyg nattehånd, ind, hvor ildfluerne leder vej gennem palmeblade og andet metalskrot.

I det toldfri område i lufthavnen i Colombo solgte de vaskemaskiner som et sidste-øjebliks-impulskøb til jul, men der er intet, der bliver tørt her i nat, aldrig nogensinde.

Julefanden

For 12-15 år siden skrev jeg en klumme til et punkrock-magasin om, hvor meget jeg hadede jul. Magasinet er for længst lukket, og alle spor af det er væk. Men det af klummen, jeg kan huske, giver et meget godt fingerpeg om, hvad pointen var. På listeform med udgangspunkt i hvert bogstav i ordet Christmas angav jeg alt det, der var galt med jul: C stod for “consumerism”, altså forbruget ophævet til et ideal og en ideologi. Jeg er ret sikker på, at det også stod for “capitalism”, ja.

Indfaldvejen & køkkenvejen

Når vi træder ud i den fremmede by for første gang, skal den rette op på det ærgerlige førstehåndsindtryk, dens indfaldsveje har givet os. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har siddet i en bus, en taxa, et tog på vej ind i en større by et sted i verden og modfaldent tænkt, om det her virkelig var det sted, hvor jeg skulle tilbringe de næste dage, uger, måneder.

De fleste større byer kommer man ind i ad noget, der føles som køkkenvejen: Gennem mere eller mindre slummede og/eller trøstesløse forstæder, forbi pakhuse, værksteder, industri. Alt det, der er nødvendigt for at opretholde byen, men som man bare helst ikke vil mindes om. I hvert fald ikke møde som det første.

Syng, for sang driver ulvene bort

Noget af det første, jeg gjorde, da jeg i sin tid flyttede til Bornholm, var at købe en brugt akustisk guitar. Til at begynde med skulle jeg alligevel bare være hjemmegående husfar, så det virkede passende, at jeg supplerede brombærplukning, brødbagning og alle de der andre sunde og stimulerende aktiviteter sammen med børnene med at lære at spille guitar igen. Synge sammen med dem, sådan som opfordringen lød på en af de gamle hippie-plader med Popol Vuh, som jeg hørte konstant på det tidspunkt: “Singet, Denn Der Gesang Vertreibt Die Wölfe” – syng, for sang driver ulvene bort. For en romantisk anlagt københavner virkede det jo lidt vildt og pioner-agtigt at være kommet hertil, selvom vi bare sad i et hus i Rønne. Man vidste aldrig, hvornår det kunne blive nødvendigt at slå ring om familien og drive ulvene væk. Med tiden kunne jeg lære børnene deres første greb, så de kunne lære at spille guitar.

Som tid

Som dengang jeg ikke ku vente på at mit hår voksede ud, så jeg ku klippe det ned igen, & nu ser jeg hver dag mig selv nogle millimeter nere usoigneret i spejlet uden overskuddet til at gøre noget ved det den dag.

Som dengang jeg prøvede at patinere jeans for at gi dem en historie, & nu kan jeg ikke forstå at de allerede er gået i stykker efter bare nogle år.

Som at beslutte sig for langt om længe at prøve at skrabe sodlaget af undersiden af stegepanden, diagnosticere gasblus som årsagen til det & så indse at det er 3 flytninger siden man overhovedet havde gas.

Som når ting i ens liv med et er 10, 20 år gamle, støvsugeren den man fik da man flyttede hjemmefra, pladespilleren den man købte som udvekslingsstuderende, den store kniv en indskydelse en dag i en eftermiddagsbrandert med en eks.

Som når man sliber køkkenbordet ned & lakerer det, & det står helt perfekt en eftermiddag, & man ved at man skal gøre det forfra om 2 år.

& en dag vil bordpladen være papirstynd.

Som ham fyren man læste om, der levede 27 år i et telt i skoven, & den visdom han tog med sig ud af skoven, var at Lynyrd Skynyrds sange er udødelige. & at Thoreau med sine 2 år ved Walden var en dilettant, som om det var tid alene det kom an på.

Eller som ham fyren på gaden fornylig, JUST A FUCKING TSHIRT henover brystet. På en sweatshirt.

Alene/i/teltheden

Det at jeg er alene i et telet, uden for et hus der er mennesker i jeg kender, betyder jo så ikke at jeg er nazi. Det kan osse bare betyde at jeg ikke kan tåle de katte der er i det hus sammen med de mennesker jeg kender.

Det at jeg er langt, langt ude på landet, betyder ikke at der er stille: Der er en mejetærsker på grunden ved siden af der arbejder på at få det hele ind, inden regnen kommer et stykke efter midnat. Dem i huset har sagt at han er kristen, mejetærskermanden, så på et tidspunkt vil der kun være mig og græshopperne herude, når det blir hviledag.

Det at Mælkevejen står så tydeligt over mig herude, betyder ikke at en portal åbner sig for mig. Det betyder at jeg kommer i tanke om en tarvelig popsang med O.M.D., og at jeg kommer i tanke om at jeg altid kommer i tanke om den popsang, når jeg ser Mælkevejen.

Man, you should have seen us
on the way to Venus
Walking on the Milky Way
It was quite a day
Hey hey
Hey hey
Hey hey.

Det er den mest stupide reaktion på at se Mælkevejen på nattehimlen at skrive sådan en sangtekst, det er derfor jeg kommer i tanke om den igen.

Det er derfor, det er pga. sådan noget jeg kommer til at fremstå nazi.