Poppunkbønnemøde

”My god rides a skateboard”
- Spermbirds

Virkelig, jeg kan ikke se hvordan jeg sku ku ha forudset det. Det var en helt normal koncertplakat med tre lokale bands, der spillede hhv. punkrock, old school thrash og godt nok osse bluesrock, men alligevel: Jeg trængte til at høre noget thrash, OK? I tre uger har jeg haft nøjagtig én plade jeg ku høre, en premaster af Trusts debut, det er slet ikke fordi jeg er så ilde stedt, men det er alligevel lidt lidt. Jeg var fuldstændigt skråsikker på at jeg bare ku streame alt det musik jeg ville høre, men jeg havde ikke taget højde for hvor svagt et wifi-signal kan være i et latinamerikansk hyttekompleks, så det blev der ikke noget af. Det er osse OK, jeg hører så meget musik normalt at det næsten føles som ferie i sig selv ikke at høre musik for en stund, trække vejret, synge med børnene og sådan, lytte til fuglene og trafikken, men nu var der en thrashkoncert nede i parken, og det var sidste aften og alt muligt, så altså.

De satte op på den lille amfiscene i parken, og solen gik ned bag bjergene bag dem og farvede bjergene foran dem gyldne, familier holdt picnic på græsset, kærestepar sejlede rundt i vandcykler i den lille sø, og sælgerne begyndte så småt at pakke deres boder på markedet sammen. Først spillede dem der stod angivet som punkrock, ret beset melocore, men hey, ret beset ikke særlig godt overhovedet, men altså, OK. Så begyndte forsangeren at fortælle om hvordan vi alle sammen levede vores liv på hver vores måde men var sammen her i aften, og at det var godt, og det var det jo, det havde han jo ret i. Så fortalte han at der var en over os og pegede op mod himlen, en fyr ved navn Jesus Kristus som havde givet sit liv for os, og det var det den næste sang handlede om: Om at vågne op af sin slumren og lade Jesus gå ved ens side og hvor meget bedre ens liv blev af det.

Det er jo ikke fordi jeg ikke har hørt kristen hardcore eller punk før, Bad Brains er f.eks. en slags kristne – gammeltestamentelige bonghoveder, for at være præcis – og et af mine yndlingsbands, men det var alligevel meget fedt at de osse stoppede lige bagefter. Så ku man hente en øl til ovre ved Pilkers stand og fundere over om verden virkelig havde brug for et spansksproget, kristent Millencolin, inden det næste band spillede. Det der med at de sku være bluesrock gik mest ud på at guitaristen ku spille utroligt mange soli i utroligt lang tid og bassisten varmede fingrene op med lidt rask funkbas, for ellers var en væsentlig del af deres numre faktisk poppunk. Det var egentlig osse ret dårligt, ikke mindst når de spillede funk, men nogen gange må man gennemleve sådan noget for at få noget thrash. Så gjorde guitaristen os alle sammen med en meget lys, lidt pibende stemme opmærksomme på at der var én foroven som styrede vores liv, og så spillede de et nummer til. Så fortalte han os at det er farligt at ta stoffer, og at Jesus er vejen ud af misbruget, og det spillede de osse en sang om.

Det var nok her jeg for alvor burde ha indset at der var noget lorent ved hele det arrangement, men ramte erkendelsen mig ikke til fulde, så blev det slået fast i pausen inden det sidste band. Med et danseshow til en powerballade over PA'et med nogle mennesker der udgjorde et hav rundt om en ung kvinde som så ud som om hun led og en fyr i kjortel der greb hende da hun faldt, og så lå de alle sammen på jorden og rejste sig op og blev klappet af. Derefter kom ham den lidt ældre mand med fuldskæg og poloskjorte, der havde gået rundt i løbet af aftenen og delt airbrushmalede flyers ud, ind på scenen, greb mikrofonen og gav os en rask prædiken og en velsignelse.

Jeg var færdig. Jeg søgte længere og længere ud i mørket under træerne, væk fra lyscirklen.

Det sidste band var det bedste, osse selvom det de kaldte old school thrash strengt taget på alle måder var mere oi punk, men de ventede ikke engang til de var gået i gang med lige at prise Herren og tale om det broderskab vi alle udgjorde i aften, de var bare så fulde af kærlighed til deres gud at de bare måtte buse ud med det med det samme, og alle elskede det. Fyren i kjortlen moshede. Jeg gik hjem til hytten og rystede Guds ord af mig et sted langs Ruta 40.