Señor Tipsy

Cerro Amigo: Andesbjergenes mindste, nemmeste bjerg; så lavt at den 2 1/2-årige kan gå det meste af de 2 km op til udkigspunktet: Et venligt bjerg, virkelig. Og argentinerne kommer anstigende med vandrestøvler og store rygsække for at bestige det og sidde ved udkigspunktet 10 minutter senere og suge i deres bitre mate. Men det er tætteste vi rigtig kan komme på at gå i bjerge med to små børn, og jeg har lige læst Tomas Espedals ”Gå” og her går jeg så faktisk, jeg er en del af det, skoven, klipperne, de vilde hunde der slår os følge, himlen om vores hoveder, de sten jeg kan mærke gennem sålen på mine udtrådte Draven. Jeg opløftes, jeg er småekstatisk.

Prøv at forklare en argentiner, en hvilken som helst latinamerikaner for den sags skyld, hvor vildt det er at være i bjergene når man kommer fra et land hvor det højeste punkt er 130 meter: Prøv bare at få dem til at tro på at så fladt et land overhovedet eksisterer. Umuligt.

To dage senere hænger skyerne igen i totter helt nede i dalen, lige over os, til at gribe ud efter og vride en gang. I støt silende heldagsregn går vi på fjeldet, finder en anden sti som vi har helt for os selv, ingen andre, end ikke de løse hunde, er så ihærdigt stupide at de går på fjeldet i regnvejr. Vi føler os afsindigt norske. Spiser avocadomadder i ly under nogle fyrretræer og går så langt som den stores ben kan bære ham, finder et klippefremspring og skuer ud over dalen på den samme udsigt og vender så om og trasker ned igen.

Otto Tipp-bryghuset ligger for foden af Cerro Amigo og har udover en smuk beliggenhed et uimlodståeligt tegneserienavn til et bryggeri; selve øllet er det mindst imponerende ved set-uppet med åbent ind til kogekarrene og en restaurant i bjælketilbygningen der lige nøjagtig kan lave en pizza. De tyske aner er blevet noget udvandet gennem generationerne, tilpasset den lokale, søde smag, men hey, jeg er solidt eftermiddagssnaldret da vi går derfra, Señor Tipsy springer mellem vandpytterne på jordvejen med den store på skuldrene, og er helt imponeret over at det faktisk lykkes mig at handle helt fornuftigt i supermarkedet på vej tilbage til hytten og ikke bare vender hjem med en pose frosne hasselbachkartofler, en stang marcipan og et kilo cashewnødder.

Det er en Creedencedag.