Malede landskaber

”Men er det så virkelig landskabsmaleriet, der er smukt, fordi det gengir naturens skønhed, eller synes vi landskabet er smukt, fordi det ligner det vi genkender fra landskabsmaleriet?”

Min mor var allerede begyndt at ryste på hovedet af mig, og jeg skyndte mig at afbryde, inden hun ku affærdige mig: ”Altså forstået på den måde at landskabsmaleriet ved at sætte en ramme rundt om et udsnit af landskabet gir os blik for det skønne i det, når vi så møder det i virkeligheden?”
Det fik kun min mor til at intensivere sin hovedrysten: ”Nej, sådan kan du ikke stille det op. Det er landskabet der er smukt, og landskabsmaleriet er et smukt maleri.”

Det skulle vi ikke diskutere mere. Det er ret sjældent min mor affærdiger mig, så det virker mere eftertrykkeligt, når hun så endelig gør det. Samme effekt det har, når min kone ber mig holde kæft. Nu. Det er som regel der jeg er ved at ha talt mig varm, og kan mærke at jeg har fat i noget, der meget vel ku bære kimen i sig til noget skelsættende.  Hvilket vil sige at deres affærdigelse endnu sjældnere har den ønskede effekt, men tværtimod gør mig mere insisterende. Det er et af mine mest forsonende karaktertræk.

Min mor har altid elsket landskabsmalerier, jeg er i hvert fald altid blevet trukket ind og se dem på alle de museer vi kom forbi på vores vej igennem landskabet, og jeg har aldrig rigtig fattet pointen med dem, fordi jeg altid har syntes at landskabet jo var lige der, ude på den anden side af museets mure, så meget mere overvældende end noget billede ku gengi. Og det var ikke fordi min mor ikke osse brød sig om de virkelige landskaber, hun nød dem endnu mere end de malede, men det gjorde ikke hendes forkærlighed for landskabsmalerierne mindre: Det at virkeligheden var større end det afbildede, gjorde på forunderlig vis ikke billederne mindre for hende. Sådan som jeg følte at det burde gøre det.

Måske brød min mor sig bare mere om naturen end om kunsten, men ku til nøds acceptere kunsten, når den i det mindste behandlede hendes foretrukne emne. Sådan har jeg aldrig tænkt på det før, jeg har altid opfattet min mor som ganske kultiveret, osse i den forstand hvor det står i modsætning til det naturlige: Det civiliserede, dannede, tæmmede, forfinede, så meget desto mere som vi var omgivet af rå, brovtende, plebejerisk lavere middelklasse, der hvor jeg voksede op, og naturen var indhegnet, overskuelig, studset, så uvild som overhovedet tænkeligt. Jeg husker det bare som om min mor har taget mig med på de museer, vist mig de billeder, ligesom hun har taget mig med ud i den natur, vist mig de landskaber, meget aktivt og insisterende, og at jeg fornemmede at det ikke var noget alle mødre gjorde, der hvor jeg voksede op.

Det der så var sket nu, hvor vi gik der og jeg viste et landskab frem for hende, var dels at jeg var havnet et sted, hvor landskabet var noget mere påtrængende end hvad jeg før havde været vant til, naturen mere omsiggribende og vild, dels at jeg var begyndt at se noget i landskabsmalerier alligevel: En nuance der indfangede en måde en himmel ku se ud på, nogle få strøgs antydning af en velkendt front, et lys. Det der lys de hele tiden kredsede om, så sparsomt og kærkomment det er her, og hvor det så kammer langt over i det vulgære, når nogen af dem har været på dannelsesrejse til Italien og stirret sig blinde på solen.

Men jeg var begyndt at tænke over landskabsmaleriet. At det landskabsmaleriet gør er at indramme et udsnit af landskabet og fremhæve det særskilt skønne i det, farverne, kontrasterne, linjerne, lyset, men at det osse får os til at gøre det samme ved naturen når vi møder den: Indramme dele af den, forstå den i små bidder, fokusere på det skønne i detaljen. Opleve den æstetisk, begrænse oplevelsen af den. Hvor det naturen jo netop kan er at være så overvældende ud over alle grænser, fuldstændigt tromle en over – udover at naturen slet ikke er til for at være smuk for os, slet ikke er til for os, det er os bare umuligt at forstå den som noget vi ikke sku stå i centrum for. Men det er den følelse som oplevelsen af naturen kan gi os, kæmpemæssigheden, den kvasende overmagt, følelsen af afmægtighed, og det er den oplevelse som kunsten så prøver at bearbejde, om det så er i landskabsmaleriet eller symfonierne, som det klassisk har været det, og for så vidt som målet sku være at vise naturens storslåethed, slår de fejl. Og den impotens kan vi relatere til, fordi vi selv må erkende at vi ikke formår at beherske naturen, ikke engang smadre den fuldstændigt, så storslåetheden er lyden af vor afmægtighed.

Det der er interessant er, hvis målet snarere er at forstå naturen ved at minimere den, fokusere på småbidder, gøre den goutérbar på den måde. Sætte en ramme om den. Så er naturen ikke længere stor og vild og umådelig og en selv ufatteligt lille i forhold til den: Så er den et objekt, så kan den nydes, fordi kunsten har givet en værktøjet til at reducere den til noget rent æstetisk, og det er en selv med ens egen opfattelse af det element af naturen man fokuserer på, som står i centrum for den. Naturen er ikke længere natur, den er et landskab, den er til for os, det er igennem os den overhovedet er til.

Længere oppe ad kysten skinnede lyset ned på den mindre by, der lå inde i en bugt og nu stod klart mod det grå vi befandt os i, der hvor vi gik. De afpillede træer stod ud mod skrænterne, det hele ved at vælte i havet, som uophørligt væltede ind mod os, bragende, brusende, syngende, susende. Det var smukt, sådan som vi havde lært det sku være det, det var fantastisk at det blev os forundt at se det, og se det på den måde, ikke mindst. Udenfor den ramme vi dannede om det, lå den rigmandsvilla, hvor ejeren havde bygget en simpel, men høj, skulptur af havefliser, et monument over den beherskede naturdyrkelse; færgelejet med benzintanken og de neongule refleksjakker lå bag os; vi ku lade som om vejen ikke løb bag os, som om der intet andet var end dette, det vi så, og at det ville være nok for os. Og vende os bort fra det igen, når blikket var mættet, gå ind i det kultiverede liv igen.

”Der sku lidt mere sort i de skyer der, for at det ville ligne Høst.”

Fluesommeren

På forældrenes tag et stykke over midnat med et glas whisky og provinsklar stjernehimmel. Først tror jeg at jeg ser stjerneskud ud af øjenkrogen, så går det op for mig at det er flagermus. Der er myggeepidemi, de må ha en fest, flagermusene. Det har været en fugtig sommer, så der er udklækket rekordmange myg. Der er en eller anden sammenhæng der, og jeg ved ikke om det osse er noget af det samme, der er skyld i at der er så mange fluer, som der er, men det er helt vildt. Det blir sådan en sommer, der vil blive husket som Fluesommeren, så mange fluer er der. Afsindigt.

Uregelmæssige, bløde dump lyder nede fra stuen, hvor min far i en time nu har vandret rundt med et viskestykke og kæmpet sin personlige kamp mod flueoverherredømmet. Han taber stort. Min mor kan i virkeligheden godt se at det ikke er vejen frem at prøve at slå alle fluer i hele huset ihjel, men hun kan osse se at min far ikke har i sinde at gi op uden kamp, så hun joiner ham. Dump. Dump. Dump, lyder det. Men der er ingen sejrsbrøl, for der er ingen sejr, kun et orgie i fluematerie og blod ud over hele spisestuen.

Kigger op mod stjernehimlen, tar et kulsort billede af den med telefonen, opdaterer mine forskellige sociale netværk om hvor vildt det er at sidde på det her tag lige nu. Det er et ret så Modest Mouse øjeblik, bortset fra at det er noget lykkeligere end Modest Mouse nogensinde ku tilstå sig selv at være, så det er vel nærmest Built to Spill i virkeligheden, fordi jeg opfatter dem som i hvert fald ikke så nederen som Modest Mouse, mere afklarede vel. Jeg beskriver evigheden. Milliarder af lysår foran mig, men det tætteste jeg er på tid er de 15 år der er gået, siden jeg sad her som teenager med min fars whisky og var filosofisk. Whiskyen er bedre nu, det er der så meget der er. Referencerammen er bredere, desperationen mindre, det meste nemmere. En kone og et par børn, der ligger og sover på mit gamle værelse. Et typehustag i provinsen har aldrig for alvor åbnet himlen, tror jeg, lisså lidt som for den sags skyld de færreste andre tage har det, trods den mytologiske dimension man tillægger dem. Men de er dekorative scener for noget man gerne sidenhen vil opfatte som skelsættende.

Så åbner himlen sig, og hvad – hvad – hvad forventer jeg der skal komme til mig, der på taget? Egentlig? En vision, en dyb forståelse af Nietzsche, P Funk Mothershippet, en saxsolo, en buddhistisk erkendelse, Apokalypsens fire ryttere? Jeg ved det ikke, jeg er mere uforberedt på det, end jeg nok ville ha håbet jeg ville være, når en situation som denne opstod; strengt taget ville jeg nok ha foretrukket, hvis himlen bare ku ha forblevet sort og uendelig, så jeg ku sidde og meditere over den med den sidste rest af min whisky, i stedet for pludselig at sku til at forholde mig til den og interagere med den. For jeg går naturligvis ud fra at det er mig, den åbner sig for, al den stund at det dog er mig der sidder oppe på hustaget, tanken ikke så meget som strejfer mig at der rundt om hjørnet, måske endda omme i rækkehusene, gys, ku sidde en teenager på sine forældres tag, som ville være beredt på at himlen åbnede sig for ham og gav ham en mening med det hele.

Jeg ved ikke hvem større kræfter end os selv ville foretrække at henvende sig til: En teenager med ondt i livet og verden for sine fødder eller en nogen-og-trediveårig familiefar, der mest er optaget af bare at få verden til at hænge godt nok sammen til at få det hele til at glide. Sku de ikke finde nogen kutteklædte typer, der dannede en cirkel på en kornmark eller noget? Ja altså, med mindre seføli det himlen åbner sig for ikke er så meget andet end at transmittere en virkelig formfuldendt, omend måske nok lidt 80'er-rocket, saxsolo. Det ville jeg være klar til at værdsætte, helt sikkert. Men jeg ved sgu ikke, og al den suspense går mig til hovedet, og jeg har heller ikke mere whisky i glasset, så jeg kravler ned og tar bagvejen ind i huset igen. Slipper en ny armé af fluer med ind ad døren, sådan. Der bliver ingen nattesøvn, men hvad gør det, hvis vi alligevel er fucked. Det kan jeg ikke tro vi er.

Marihuanergraven

Tilbage i den gamle hætte: Triller klapvognen afsted for at få knægten til at gi op & gi sig hen & bare sove, så jeg kan komme tilbage til den fest jeg er kommet tilbage for. Stien omme bag kirken hvor vi sad & drak alt for stærke øl & røg smøger på længde med vores underarme, & hvor min storebror siger én af de gamle venner stadig sidder & kæver guldøl jævnligt, fordi det er sådan et kvarter: Parcelhuse, villaer med have & det hele, men stadig langt nok ude i udkanten til at det er sølle.

Fuck, hvor jeg dog har brugt megen energi på at ha nederen over det kvarter jeg er født & opvokset i, & hele det grønne anlæg der bag kirken, ovenpå den gamle spedalskkirkegård, no less. Hvis vi dog i det mindste bare havde været den tand mere 4-real sølle, & ikke bare jævnt overbeskyttet lavere middelklasse-sølle, så ku vi ha siddet & røget pot deromme & kaldt det Marihuanergraven, & så havde det om ikke andet da været en slags historie at fortælle i dag. Woah, dengang vi lavede en bong af et plakatrør & trak en hel joint ned i den før røgen faktisk nåede op for enden, & så smagte det bare af giftig plastic & vi kom op at skændes om hvis idé det havde været & som så sku betale for den spildte joint (den er god nok, den lavede vi faktisk, seføli gjorde vi det, men det var med en normal smøg, den er ikke så vild). Eller dengang jeg ikke ville ryge det & slugte en klump i stedet & ikke ku mærke en skid mens de andre trippede for vildt, & så på vej hjem gennem skoven flere timer senere ramte det mig, bam! & jeg hørte stemmer & så skygger bevæge sig helt vildt hurtigt & blev fuldstændigt freaket ud af det, indtil ham fyren jeg sku sove hos lagde en arm om mig & gelejdede mig hjem på hans værelse uden at forældrene måtte se mig fordi jeg var så langt væk. & så lagde han en hånd på mit inderlår & begyndte at massere det mens han messede for mig om at jeg bare sku være helt tryg ved ham & der var ikke noget, & jeg sad som en stenstøtte & var helt væk i den Cure-plade han havde sat på for at skabes vibes, ku kun høre bas & bækken, ænsede intet, & jeg tror, jeg håber, han opgav (den er osse god nok, men det var slet ikke deromme bag kirken, det var flere år før & ude hos nogle rigtige tabere endnu længere udenfor byen).

Jeg har bare en bænk ved en cykelsti bag en kirke der ligner en svømmehal, & der sidder min gamle ven så (for så vidt som han nu var det, hvad der altid var lidt usikkert), & det ku ikke ha været mig, & det gir egentlig sig selv at det måtte blive ham, men hva faen var det så vi brugte alle de aftener i hans kælder & dernede på den skide bænk på at bygge op omkring guldøl & smøger & crossoverplader, sidde & være moody & emote for vildt over noget Suicidal Tendencies fordi man var blevet droppet efter en uge & aldrig ville få knaldet eller rocke den hårde Venice Beach stil med bandanas & umanerligt spraglede skjorter knappet med én knap øverst. ’tallica & Mucky Pup med Simpsons-samplinger & sange om hvor for slapt fængselsvæsenet var & Point Break & aldrig skyggen af et bryst eller en snak om noget der rakte ud over det, vel.

Vi skabte vores egen middelmådighed, der i Marihuanergraven, & nogen af os brød fri af den & fik skabt noget der altid ville blive holdt op mod den middelmådighed, sådan at vi ku glæde os over at vi i det mindste ikke sad tilbage der på bænken, & de venner vi havde haft dengang blev for os ved med at være de samme som de var dengang: vi kan slet ikke forestille os at de sku ha udviklet sig lisså meget som vi selv synes vi har, så efterhånden som vi blir mere & mere voksne synes de mere & mere umodne, & det kan godt være at vi storsindet kan tilgive dem for at ha været teenagere & være vokset op i det samme provinshelvede som os selv, men det er så højst for selv at ku vokse lidt mere af det.

Fuck, hvor har jeg dog brugt megen energi på at hade mennesker der vel bare futter rundt i deres rækkehuse i dag, vander rododendronerne, ser lørdagsunderholdning på den obskøne fladskærm, skruer lidt i bilen & så engang imellem stikker ned på bænken bag kirken for at slippe væk fra det ansvar der følger med sådan et rækkehus med have, sådan et stereoanlæg, sådan en bil; fucking hadet dem for at være så uambitiøst jævne at de ikke engang ku finde ud af at gå ordentligt i hundene.

OK. Der var ham. & ham. & ham osse & ham. & hende, for den sags skyld, & ham & ham. OK, de forsumpede, det gjorde de godt nok. Fuck, mand, ham med lædervesten, ham der proklamerede at han følte sig nøgen når han ikke havde den lædervest på som han havde anskaffet sig, hvad, tre måneder tidligere da han var begyndt at ryge masser af tjald & stjæle knallerter & sådan & som måtte gå 9. klasse om. Han forsumpede pænt meget, det gjorde han, det var hinsides middelmådighed.

Er det det jeg skal distancere mig fra, er det deres skuldre jeg skal stå på? Provinsen er et helvede jeg har forsvoret nogensinde at byde mine egne børn, & det fortæller jeg knægten, som han sidder i klapvognen med øjnene en blå million mil væk mens solen forsvinder bag trækronerne & bænken henligger i skygge. Jeg finder min schweizerkniv i lommen & går i gang med minutiøst at ridse ”JEG HADER JER ALLE SAMMEN” ind i ryggen på den mens jeg spejder til siderne for at se om der kommer nogen. Det er et halvlangt udsagn at snitte, jeg ku godt ha holdt mig til et ”DØ DOG” eller bare et pentagram eller noget andet sejt, men nu er jeg i gang & jeg betragter det som en eller anden form for renselse af en ret dum & ikke særligt zen art, & da jeg er færdig står det helt klart i træet: ”JEG HADER JER ALLE SAMMEN”, & jeg hader dem ikke længere, ikke rigtigt. & knægten er faldet i søvn i vognen & det hele & alt er en tand bedre.

Jeg prøver på ikke at bære rundt på en masse had. Der var en overgang, de sene teenageår, starten af tyverne, figures, hvor jeg var overbevist om at jeg ku bruge hadet som en drivkraft. Se hvor vidt det bragte mig. Jeg er ikke sådan en der hader nu, & det er ikke kun fordi det sku gøre mig til et bedre menneske end alle andre mennesker der render rundt & klathader, men fordi hadet bare gjorde mig til én til af dem som jeg ikke ville være som. Der er det der Bad Religion-cover til Suffer-pladen hvor der står en ung fyr & bare brænder med knyttede næver på en villavej: Det fik jeg tatoveret på ryggen for at minde mig selv om den fyr, om at komme videre for hans skyld & aldrig gi køb på det, aldrig vende tilbage & leve i hadet & så sidde dernede i Marihuanergraven & tænke at fuck mig, det er så vidt jeg er kommet & det er hvad jeg gir videre.

Eller noget, det er jo omme på ryggen, så det er ikke noget jeg ser særlig tit, måske en gang hver anden eller tredje måned hvor jeg tænker ”Hov! Nåh ja” og så er det i virkeligheden det. Men altså.

Forstadier til forstaden

De havde osse tænkt på om de ikke på et tidspunkt ku ha lyst til at flytte ud af byen, få en have til at dyrke deres egne grønsager i, lidt mere plads, et arbejdsværelse, som så senere ku blive ti et børneværelse, engang ude i fremtiden, seføli. Et hus, et hus: Mit kongerige, byen, for et hus. Fremtidsplaner, reelle, ikke bare væverier, men så meget til at ta og føle på at de næsten var til at ta med ned i banken, hvis de havde været så langt fremme, havde følt sig sikre nok til at være i den fremtid.

Men seføli skød de det foran sig, om nogle år, på et tidspunkt, mens de tog lidt mere af den by de nu havde for sig, grådigt, som ville den ungdom de befandt sig midt i slutte på et tidspunkt; som ville alt blive alvor i Fremtiden, når de sku sidde derude i deres hus og rigtig få gjort alt det de ikke rigtig ku finde tid eller ro til for byen omkring dem, al den by, alle vegne henne; og få deres venner på besøg i det hus de ville ha på det tidspunkt og sidde sammen med dem i forestillingen om en have, gerne med et gammelt, mørkt træ af en slags, og se tilbage på den ungdom de på det tidspunkt ville være ude over, sådan som de opfattede den, og som de altså var midt i nu og var nødt til at skabe nogle historier ud af til brug for den tid.

Det var sådan det gik op for dem at deres ungdom, sådan som de forstod den, ville høre op på et tidspunkt indenfor overskuelig fremtid, og det var sådan de blev desperate efter at holde fast i den, at leve den fuldt ud, så at sige. De gjorde som man nu gør i den situation: Drak rigeligt og ofte, så sig om efter nogen at fantasere om at bolle rundt med, overvejede om det ikke ku la sig gøre uden den anden fandt ud af det, uden at det gik ud over det de havde, opstillede scenarier for hvordan det ku lykkes, bare for at mærke den følelse igen, uovervindeligheden. Og de bebrejdede hinanden for at det ikke skete, og at den anden ikke var som de forestillede sig en anden anden ville være det: åben, frisk, ny og bedre disponeret.

Og så stod de der til koncerter og i byen og lagde alt for tungt an på hver sin, opmuntrede hinanden til det uden ordentlig at ha gennemtænkt hvordan de nu lige sku fordele den ene fælles seng de havde imellem sig, og det var osse lige meget, for det blev alligevel aldrig til noget når det kom til stykket; den ene trak sig så den anden osse måtte trække sig, og de gik hjem og drak sig endnu mere usammenhængende i køkkenet og hørte plader højt midt om natten og følte sig meget bohème og gik i seng og knaldede halvhjertet hinanden indtil de mistede koncentrationen og faldt i søvn med ryggen til hinanden, skiftedes til at ta stafetten ud på toilettet næste formiddag, og det var ungdommen, så.

Og seføli skete det jo: Den ene knaldede udenom før den anden havde nået at gøre det, selvom guderne skal vide at det ikke var med hans gode vilje, og hans første indskydelse var at skynde sig at udligne, selvom de aldrig ville ku komme til at stå lige igen, og der var heller ingen piger der lige frivilligt meldte sig til et raskt hatefuck, og det hadede han hende bare endnu mere for. Det her var den glorværdige ungdom, var det, og han sad tilbage som en bitter, forrådt, ung mand med en flaske whisky i mørket på sit værelse og hovedtelefoner på mens nætterne randt ham af hænde. Men hey, seføli var det da på sin vis ganske bohème, han barberede sig da hverken eller noget, og umærkeligt udviskedes den fremtid de havde snakket om, alternativerne begyndte at trumfe den, hvad som helst andet, og det der hus udenfor byen, det blev der ikke talt mere om, så det var ikke fordi der ikke kom noget godt ud af det på den måde.