Shirley Templar Knights

I aften smadrer jeg den lampe ude på gangstien der lyser ind i haven og blænder for stjernerne. Det er mindre farligt sådan, åndetheden er smittende. Og i aften starter jeg mit straight edge okkult doomcore-projekt, og vi skal hedde Shirley Templar Knights og vel mest af alt bare drone den, tænker jeg. Idéen om det band vi ville kunne være skal tjene som  inspiration for hvad vi skal gøre, og vores musik skal være et ekko af hvad vi kunne have skabt i det navn. Strakt ud og forvansket, en forestillet fortid i hvis mystiske afglans' skær vi kan varme os ved noget vi kan gå for at have været.

Store, udtjente, kommunale sækkestole med en em af institution og støv og brændemærker var fordelt ud over gulvet, det var enormt corny, men osse så comfy at det i nogen grad opvejede det. Det var definitivt ikke musik der skulle rykkes til, ikke udad i hvert fald, vi skulle bare lade det ælte os mens det stod på, se om det efterlod et aftryk i os, noget at have med fra det. Det var sådan noget jeg altid havde hadet ved indieshows, når publikum begyndte at sætte sig ned foran scenen, de kunne lige så godt osse sætte te over, nu de var i gang, men her var alt lagt op til det. Bare synke hen på gulvet og prøve at lade være med at falde i søvn.

De stod i den ene ende af rummet og nørklede og drejede på knapper, slog en guitar an og brugte så de næste minutter på at fordreje hvad der nu var kommet ud af dét, headbangede lidt, når der var noget der gav genlyd af noget meget større, noget svundent, inde i deres hoveder, angav en måde at opfatte musikken på sådan. Noget kæmpemæssigt og kvasende, mens det dampede op fra svampeteen, jo. Uskadeligt, ildevarslende fredeligt, shirley templar knights. OK, de var ikke mere sXe end at de var monsterskæve med småbitte knaldrøde øjne, da de stod oppe ved merchbordet før showet og solgte vinyler, cdr'er, bånd, al den lyd de havde optaget mens de kørte på. Det stod en frit for at hægte sig på eller af, lyden var der bare. Et korstog af den slags der hverken tager fanger eller slår nogen ihjel og i virkeligheden ikke rigtig bekymrer sig om at omvende nogen eller noget, bare moser lidt igennem, et sted ude i periferien. I fuld fart på vej mod whatever.

Ved siden af mig sad en pige jeg halvvejs kendte og pillede åndsfraværende i sårskorpen på en ny tatovering. Noget smådæmonisk utydeligt noget, hvis okkultisme først og fremmest lå i dette: At meningen med det var skjult, det var ikke til at gennemskue hvad der skulle få nogen til at få sådan noget krims-krams tatoveret. Det var det der var pointen med det, gik jeg ud fra, at hægte mig af, og jeg lod mig falde ind i lyden, tilbage i den kommunale sækkestol, ud af verden. ”Do you know the way to no sé?” spurgte jeg op i loftet midt i en stille passage. Hun holdt op med at pille i sårskorpen og vendte sig om mod mig med et ansigtsudtryk så åndsfraværende at hun det var lige før hun savlede. ”Nevermind.” Hun vendte ansigtet bort, gloede op på de krumbøjede skikkelser igen. Nogle tunge basfrekvenser fik puds til at drysse ned fra loftet, bare en lille smule, nok til at det kunne være sådan noget der kunne blive et problem for dem der arrangerede showet, hvis det blev ved for længe. Kommunale bygninger er generelt ikke noget man skal fucke for meget med, nok så meget de kan være ved at falde fra hinanden i forvejen: Før man ved af det har man systemet efter sig, og så hjælper ingen tappert stenede korsfarere med deres arsenal af effektpedaler. Man looper en gang, vælter om på ryggen, lader dem tygge sig igennem.

Det skal indgå som en del af baggrunden for Shirley Templar Knights at vi har lavet ritualer, tænker jeg, rigtige sorte messer. En nøgen krop omgivet af stearinlys på et cementgulv, sorte kutter, skarpe knive, remser. Muligvis blod, bare lidt, vores eget, forståeligvis. Og så smadrer vi lampen og hyler mod månen, inden vi går ind igen og sætter te over og går i gang med sende lyd ud igennem sprækkerne til at male stjernehimlen søsyggrøn med.

En anden gårsdag reproduceret

Uddrag:

Vi ligner alle sammen hinanden her. Det er godt sådan, så ved vi at vi er hjemme. Der skal ikke sættes spørgsmålstegn ved noget, der skal ikke tænkes over noget, vi skal bare læne os tilbage og lade det skylle ind over os. Kaskader af dyb, rungende, forvrænget dronen. Bas. Brøl. Bulder. Blæsthed, vi er blæste. Vi har alle sammen sorte bandtees på igen, håret er ikke så langt nu, til gengæld har vi skæg, lange skæg, vi behøver ikke at være fine eller smukke eller noget, vi har droppet at forsøge og lader andre om det i stedet. Vi har absolut ingen bekymringer, ikke mens vi er her, det er et helle, alt blir blastet væk, det er bare lyd, det er nok, og dope og drinks, det er rigeligt. Det er ikke til at skelne et band fra det næste, det er latterligt: De går på med guitarerne hængende nede midt på lårerne, skræver dybt, slår en rumlen an, og så kører det indtil de er færdige, uden at nogen flytter fødderne på noget tidspunkt før de vælter af, og næste band går på og gentager proceduren. Der er musik overalt, i den store sal, i den mindre sal, helt oppe under taget i den lille club, uophørligt, det kværner derudaf, selvforstærkende, vi drejer med rundt om os selv, møder hinanden i gangene: Er det ikke vildt? Er det ikke vildt?

Det er vildt, det er endeløst, vi er havnet i et ormehul, flyder rundt i et kontinuum et sted mellem 70'erne, 80'erne og nu, sådan som nu genskaber den tid vi forestiller os der var: Et evigt californisk solskin eller en ørken bredt ud foran os, sol i hvert fald, alt bleget ned af solen, ikke rigtig til at røre sig for solen, fanget i en døs. Man lar den døs få overtaget, slacker den, gir slip på ambitioner, prætentioner, viljestyrke, synker ned i forvrænget vellyd, venter på at et par bh-løse hippietøser med perlehalskæder og tåringe skal komme forbi med joints og svampe. To dage i en mindre universitetsby i et land der til forveksling ligner det vi kommer fra, men som er hjemmefra, det er ikke noget vi har ansvar for, det er nogen andres ansvar hvordan her ellers er, for os er der kun det her vi er midt i lige nu. Ikke mere, det er rigeligt, efter to dage er alt i os mast til en brun pølse af bas, brrr-uuuuuuuum, siger den og lukker alt andet ude, det er perfekt sådan, lad alt andet være lukket ude, lad det fortabe sig, se hvor lang tid vi kan klare os inden det trænger sig på. To dage. Men efter to dage gir det ikke længere mening på samme måde, det er noget – andet. Det har vi set nu. Vi venter på at de der hippietøser skal komme forbi, de er altid forsinkede, der er ingen der har travlt, der er ingen der skal noget. Der er nogen der laver en stor gryde dal, der er nok til hvis der sku komme nogen forbi, der kommer altid nogen forbi, døren er åben, tag øl med eller en boks hvidvin eller noget, så sætter vi os på verandaen og brænder røgelse for at holde myggene væk, lissom de gør i Indien, har vi fortalt om dengang vi var i Indien? Vi kan se stjernerne komme frem, her er ikke nogen gadebelysning der forstyrrer, aldrig set så mange stjerner før, tag et tæppe hvis du er kold, du blir ikke kold, det er en lun nat, her, skal du ryge? Hvordan var Indien? Raves natten igennem til ud på morgenen, det var alt for sent, alle hippierne var skredet, de eneste der var tilbage var amfhovederne og de nyrige russeres teenagedøtre med kæmpe plasticpatter, det var ovre, man ku lukke øjnene og forestille sig at det stadig var starten af 90'erne, men vibesne var skæve, det var en reproduktion af noget, et forsøg på at skabe en boble, man ku ikke digge det.

Det her er osse kunstigt, det er osse en reproduktion, men det føles rigtigt, det føles – autentisk eller noget. Lisså tilstræbt det er, der er ikke noget reelt autentisk over det, det her er ikke Californien eller ørkenen eller noget, men det er den drøm vi er vokset op med, det er den drøm der har formet vores liv, og selvom vi for længst har gennemskuet at det er bullshit og har droppet tanken om at køre i bil tværs over USA, for hvad sku man der, når der er så meget andet der er så meget mere interessant, så er den fallerede drøm stadig en del af os, og vi kan relatere til bagsiden af den, fordi det er der vi selv er. Vi skal ikke køre tværs over USA, det er transport, transport er røvsygt, vi kan nøjes med at sidde på vores altan og lade os transportere, den ene arm ud over kanten banker rytmen, den anden holder en til øl. Det er eftermiddag, Creedence spiller inde i stuen, bare tæer og alt er OK, vi lar det være OK, børnene leger med klodser på stuegulvet, danser til ”Down on the Corner”. Det er det her man selv voksede op med, Creedence, alle de år hvor man sang med på vrøvleengelsk på ”Proud Mary”, fordi det var ens mors yndlingssang, og det er først når man er voksen der er en der er færdig over at ha hørt et barn i en talentkonkurrence i fjernsynet synge den sang, ”og hun anede jo sikkert ikke en gang hvad den handlede om!” Og man havde aldrig selv tænkt på at den sang overhovedet sku handle om noget som helst, den var der bare, og man konfronterer sin sagesløse mor med det:
”Mor, den der sang vi altid hørte, 'Proud Mary', du ved godt hvad den handler om, ikke?”
”Jo da, den handler om en floddamper!”
”Mor?”
”Ja?”
”Den handler om at ryge pot.”
”Gør den?”
”Proud Mary? Marihuana? Som 'keeps on burning?' Og 'rollin', rollin', rollin''? Den handler om at ryge pot.”
Og det er OK, man er liberalt opdraget, ens far tilbragte hele ens barndom med at rende nøgen rundt med bandana og fuldskæg og male og høre Shel Silverstein-plader, mens ens mor renskrev artikler for UFO-nyt, der er ikke det store opgør der. Man ku alligevel bedre li nogen af de andre numre på den Creedence-plade de havde, nogen af dem hvor det hele fik lov at køre sig selv helt ud, ”Suzie Q”, ”I Heard It Through the Grapevine”, tunge, tunge grooves, der kørte i hvad der føltes som en uendelighed dengang, de andre ku slet ikke ha det, man ku slet ikke få nok, ønskede at det aldrig ville holde op, ville bare være i det groove for altid, ha lov at leve i det, den vibe.

Man sidder på sin altan nu og lar sig transportere af musikken, tilbage, jo, uundgåeligt, men osse bare væk, til et sted hvor det kan la sig gøre at leve i den musik. Inde fra stuen messer Brant Bjork at vi skal ud at flyve højt, nålen har ramt rillen, vi tar af nu, det hele letter, skylinen tar låget af og lar det hele slippe fri, hele byen er fuld af kærlighed, himlen eksploderer i violete og orange nuancer foran os, vi foretar os intet, toker engang imellem, det er som om hele byen knalder under us, endelig, og Brant Bjork synker ind og ud af det, han er hjemme her, alle vegne hvor der er nogen der ryger pot og knepper, han jager det kontinuum for ikke at blive fortabt i virkeligheden, man lukker ham ind for at lukke virkeligheden ude lidt. Det er OK, det hele er OK, i morgen kommer aldrig, der er nu, det er nok. Der er nogen der holder fest et sted, det er ikke vores fest, de spiller popmusik, det er idéen om en fest et sted i gården, stemmer, hits, sammenstimlede rygere på altanen, basrytmer, der er nogen der danser, det er ikke os, vi er langt, langt væk. Der er ingen fest her, det hele er en fest her, vi fejrer hver dag, Creedence og et glas hvidvin, der er ikke brug for weekender, der er ingen forskel. Det er en endeløs ferie.

Under pinjerne hvor solen aldrig skinner

Gud, hej pinjekerner, jeg havde slet ikke set det var jer! Jeg tror jeg troede det bare var nogen speltkerner eller noget, og så var det jer! Ej, hvor morsomt at se jer herude, I holder stadig til inde i Strædet, ing? Det må vel efterhånden være ti år eller sådan noget siden sidst, altså, er det ikke? Jeg kan huske at man ku slet ikke komme nogen steder, uden at I var der, det var bare salater og sandwich hele tiden, og så var der pinjekerner, det var helt vildt.

Det er skægt, jeg stødte osse lige på hvidløgsflute for nogen tid siden, har I hørt at det er blevet groft nu? Ja ja, det er økologisk og det hele, det er ren Emmery's – nåh ja, I har vel egentlig osse været inde over deres pestoer, har I ikke? Eller var det valnødderne der tog over der? Men havde I ikke osse et ret godt indhold af Omega-3-fedtsyrer ellers? Nåh nej, for pokker, ja, der gik ret meget nødder i det jo, det var det jeg tænkte på, der var I ikke rigtig med, det var vist først efter jeres tid. Ja, altså, I ved, ikke på den måde, vel.

Men hva så, hvad går I og laver nu? I plejede altid at ha gang i vildt mange projekter, men det må vel ha været lidt hårdt med finanskrisen for jer så, eller hva? Det ku jeg forestille mig. Der er altså rigtig mange der er blevet ramt af den, og det er bare så svært at gøre noget, osse selvom man egentlig gerne ville, igåss.

Men det er altså virkelig sjovt, det her, jeg kan bare huske at I var sådan helt eksotiske dengang, det var sådan noget med at så var der pinjekerner, og det var helt vildt raffi, og jeg mener, man kan jo købe pesto i supermarkedet i dag. Er I osse det? Jeg synes da egentlig jeg så jer ovre i hjørnet af grøntafdelingen, sidst jeg var der, var I ikke? Ved siden af tropemixet? Jamen, jeg sku jo lige ha et granatæble med, jeg sku lave sådan en bygkernesalatting, I ved.

Nåmmen, jeg har sgu lidt travlt, men I må komme op en dag hvis vi skal ha hummus eller noget, ing? Ku det ikke være fedt? Yes, hej-hej!