Kaffe, croissanter & død

Solhilsen på stuegulvet
mens resten stadig sover
måtten lagt ud
i retning mod kraniet på sin hylde
et kranie fra en eks, ikke hendes
et der fulgte med
& har tronet siden
det ku fungere som en art påmindelse
om noget men døden
har aldrig været mere
fraværende i mit liv
end den er nu mit liv
har aldrig været mere
fuldt af liv

Tanken om døden
fylder intet i mit liv
den er ikke en mulighed
den findes ikke
jeg har helle
her blandt mine jeg har
en forpligtigelse
til at være til

Døden er i yoga
vist nok der var et eller andet
der Johannes Aagaard
den ækle indremissionske mandag
der så djævlen overalt
skrev noget om yoga
som en dødskult
fejede ind over hans kristne verden
under dække af at være
fucking strækøvelser
Johs. Aagaard ku sikkert ha
haft godt af lidt morgenstræk
rette ryggen trække vejret dybt ind
se sin gud over det hele hvis han
absolut ikke ku opfatte
verden uden gud
som berettigelse
i stedet for død & djævel

Døden er i de mexicanske figurer
der står rundt omkring i stuen
de er jo osse katolikker besatte
Døden er i religion
& der har aldrig været mindre
religion i mit liv
end der er nu
ingen spiritualitet:
livet nok i sig selv
uden besjæling
uden andet højere formål
end at være der
for at være der
for at være der

Jeg har aldrig været mere
tilstedeværende i mit liv
end jeg er nu

Nat uden beats

Det blir lidt tidligere mørkt
lidt koldere om aftenen allerede
børnene nede på sporteren holder stand
endnu & ingen slagsmål i aften
ingen blå blink bag skolen
fordi nogen har hørt nogen true nogen med
fucking at slå dem ihjel hvis de
fucking rør dem eller deres søster igen
Dér er en udrykning, jo
men det er et andet sted
det går ned i aften
& jeg får lov til at ta min tro på
menneskeheden med mig i seng i aften

Jeg er følsom
Jeg blir skuffet &
så kan det sgu osse ha sig
& jeg orker ikke at gøre
en indsats
Jeg nærer en dyb tro på
at det ku være bedre
& at det derfor burde
være det &
igen & igen skuffes jeg
over når det ikke er det når
andre har en opfattelse af
om ikke hvordan det burde
være men hvordan det altså er
nødt til at være nu
kan du jo nok se
som er mig så fuldstændigt imod

Det er tarveligheden
der får mig til at frygte at
den eneste måde mit ideelle samfund
virkelig ville ku funge
var hvis alle i det
var lissom mig
& så er utopien blot endnu en
ideologi andre skal rette ind efter
eller jeg er endnu en skuffet misantrop

Mørket tar til
et fly der blinker på himlen
den evige higen værk herfra
et sidste parti blindt basket på den
mørklagte bane ekkoer
ring efter politiet nogen,
kl. er to min. over ti
det er ikke Istanbul det her
Jeg ville ønske jeg var i Istanbul
Jeg ville ønske jeg var mig som
jeg forestiller mig jeg ville være
omplantet til Istanbul
mine børn ligge & sove
i den istanbulske nat
min kone lave tyrkisk kaffe
med grums og det hele
til os begge, alt for sent
ift. hvad vi plejer men
fordi vi var i Istanbul
jeg ville ønske jeg havde
den istanbulske nat at
lade min være læne sig op af

Jeg ville ønske der var et beat
i den her nat til at
sætte det hele i svingninger
lade os blive ét
& at det ikke kom fra
pushernes højglanspolerede slæder
der samles nede foran kiosken
& lader os blive delt
fordi de er noget som
ikke er romantisk slum
det er ikke det vilde, levede liv
det er bare larmende & fattigt
sølleheden som i misbrugt tillid
som en ridset biblioteksplade
en rippet landevejsbod
som ingen tiltro til andre
& det mørknes
& de eneste to punkter de rager op
& lar sig belyse mellem alle
de mørke silhuetter
er gud bedre det
kirken & kasinoet

Vi er doomed
for i aften.

Ekstemporær sommeraften kammer over & selvantænder

Det er den allersidste røde sol vi
fanger sat i spænd mellem to tårne
i øjenhøjde, helt nede & mænge sig med os

& vi er taknemmelige fordi
der er fuglefløjt &
isbilen tar over for kirkeklokkerne:
sommeraftenen vor messe,
sporteren vort panteon
unge guder i stormløb mod
tidens træge, tunge vælde

& i dette øjeblik uden for tid
vedtager vi en resolution om
ikke at anerkende morgendagen
det er en skarp påtale til den
fremtid der blevet stillet
os i udsigt: den skal stramme sig
gevaldigt op & i
mellemtiden, dette interim der
er blevet os tilstået af en
uforvarende rosa aftenhimmel
& lige nøjagtig varmt nok til at
man kan være ude i den,
finder vi øl & gavevin,
brændevin & nogen har joints
& nogen ringer efter amf

& nogen kommer til at blotte
sig & nogen kommer til at
tude midt i det hele: det er tid
for fadermord & hor & store ord
mejslet i granit om
kunsten & Slayer & nogen
kommer til at spæne nøgne
gennem gården
for at lufte ud i ballonen

& nogen kommer til at snave
nogen de for længst sku ha snavet
& nogen kommer til at snave
nogen de ikke burde ha snavet
denne aften & nogen de
senere ville ønske de aldrig havde
snavet & nogen ville ønske
de havde snavet bare nogen
& nogen brækker sig igen & igen

Det er en aften der sender
råbene op ad husmurene
& ind der hvor nogen indædt
insisterer på at sove for helvede, det er
andres stupide fester
genlyder af dåsenostalgi & braldren

Det er som den nat engang
i sommerferien efter gymnasiet hvor
du vågede en hel nat over
dig selv for at opnå en eller anden
højere bevidsthed om hvor fantastisk
du i virkeligheden var eller
slå din egen onanirekord
& du var ved at tude over
natradioens erotiske bekendelser
& powerballaderne uden noget at
bekende eller føle selv
& da morgenen sivede hen ad vejen &
ind gennem løvfanget
fangede dig bleg & hul & harsk & uskøn
havde du ikke længere noget at
bevise overfor nogen & gik endelig i seng

Morgenen gider ikke engang kaste sig
over os: vi er udødelige nu & lisså
blaserte & blæste
alt for ampede op & kullet ud til at tage
den videre nogen steder
vi stikker ned & henter en kasse øl til
standser lige op & siger wow, fuck, til
at alt er blevet kobberfarvet igen
fugle, en forkølet bil, en syngende cyklist
- altid en et sted der bare er så
dumstædigt lykkelig over at mærke
vinden i ansigtet & benene pumpe
den boblende eufori rundt at de bare
må besynge det hele - & tilbage
i køkkenet & konstatere at man
pludselig er i hegnet:

Det er den allerførste ild af
solen der fanger os mellem fedtpletterne
på køkkenvinduet, tager os
om skuldrene & skærer sig igennem
vores øjne; forkynder at
en ny dag
er kommet bag på os

Dopeness ud over det hele

Jeg har fået besked af lægen på
at holde sengen i ro
ø-hø-øhø-øhø-øhø-øhø-øhø-øhø-øhø,
alright now: Zu!

Mand, dopeness ud over det hele,
tight & afsindigt
& jeg var så pissesur
- over folk der bare ikke har styr på lortet
& folk der begynder at dysse én ned
når man kraftedeme slet ikke er
fucking hidsig endnu & bare det hele –
& nu er jeg fundet: her
midt i et Hele

Mit hoved er en raket, det
er fuldmåne over voldene &
jeg vil lave en Jason Newkid
headbange mig invalid:
Er du parat til det?
Vil du totale math?
Bhhh-hAAAMM!! Bam! Badu-bada-bada-
Bam-du-bzim-bok-bem-duBAM!

Kompliceret musik for en
mere ligetil
ny mand

Simonix pt. 1

Han har et godt liv, et fint liv, et harmonisk liv. Han har sin egen lille butik som han står i seks dage om ugen fra morgen til aften, hvor han kender sine kunder og kan vejlede dem til at træffe det helt rigtige valg for lige præcis dem, det sætter han en ære i, og han kan selv bestemme hvordan han vil have det i sin butik. Han er i god form, og strengt taget er han vel stadig ikke gammel nok til stadig at være i god form; han dyrker sin yoga, fordi hans kone gør det, tager op i bjergene, løfter rundt på tunge kasser dagen lang, holder sig i form, selvom han ikke længere er lisså slank som da han var 20, men der var han i virkeligheden nok heller ikke sund, ikke så sund som nu. Han har en smuk kone som han stadig elsker efter de har været sammen i ti år, han sine to børn som er gode børn, han har en fin, lille lejlighed, der ligger så nogenlunde centralt, og som han skal betale af på de næste 25 år.

Han kender sin avismand, som han køber avisen af hver morgen, han hilser på folk i opgangen og diskuterer vejret med dem, han har sine venner og bekendte, dem han mødte da han flyttede til Madrid fra Baskerlandet, de af dem der endnu ikke er flyttet ud af byens helvede; det helvede de selv søgte mod for at dykke ned i og lade sig opsluge af da flyttede hertil, men som endte med bare at være støj og besvær for dem; det helvede han nu engang ernærer sig ved at sælge eksklusive oste til, som han aldrig ville kunne sælge et sted som det han kommer fra, eller som de steder hans gamle bekendte er flyttet ud til nu, hvor han alligevel aldrig ville kunne få sig selv til at bo og sikkert heller aldrig vil få råd til at bo med de indtægter han har fra butikken holdt mod de udgifter han har til den.

Det er et godt liv, et fint liv, et trygt liv, hvor alt er budgetteret og planlagt og søndagen holdt åben for spontane indfald, som for det meste består i en møjsommelig skovtur til Casa de Campo. Et godt, fint, trygt liv.

Nogen gange er det nok til at få ham til at ville sætte en pistol mod panden, eller også bare flygte fra det hele, stikke af, væk, skabe sig en tilværelse et andet sted, gå oppe i bjergene og hyrde får med en riffel over skulderen til at jage skattevæsenet og de andre myndigheder væk med, skabe et lille, alternativt samfund, hvor alle tog sig af hinanden, delte med hinanden, var sammen med hinanden. Men han ved ikke hvem han skulle skabe det med, han orker dårligt at tænke på alt det besvær der ville være forbundet med det, alle de formaliteter der ville kvæle enhver romantik i foretagendet, og han ved heller ikke hvor længe han ville kunne holde det ud før han igen længtes efter storbyhelvedet, alle mulighederne i byen, også selvom han ikke nødvendigvis benytter sig af særligt mange af dem fordi han for det meste har for travlt med at arbejde for at tjene penge til at kunne betale for at bo i byen.

Han ville så gerne kunne se en udvej, bare nogen gange, men for det meste bliver det ikke til mere end en nats vågen over adskillige glas whisky mens konen og børnene sover uroligt inde i værelset ved siden af, og han prøver at få sine tanker ned på papir, sætte sin lede på punktform så den bliver mere overskuelig og problemerne kan krydses af som en indkøbsseddel. Han føler sig som en boheme i de stunder, som han sidder der og våger over natten som bliver mere og mere stille som timerne går, trafikken der efterhånden næsten dør ud, stemmerne fra gården der efterhånden bliver mere og mere spredte indtil der er næsten helt stille, kun den evige brusen af trafik ude fra ringvejen.

Når han bliver vækket næste morgen af lyden af nøgne fødder der tripper hen over gulvet og det ældste barn der står og ånder ham tungt ind i ansigtet og skraldgriner ad ham når han åbner øjnene, så føler han sig ikke længere som en boheme, og så går han ud og sætter kaffe over sammen med knægten så de kan få resten af familien op, kommer koldt vand i ansigtet, undgår at se sig selv i spejlet og er OK med det hele. Så ved han hvorfor det er han ikke bare stikker af, men bare en gang imellem tage på sådan en aftens miniferie ind i sin egen verden.

Til fyrtårnet: Elektrisk vinterlandskab med grødis

Det er den rigtigste vintermorgen i hundrede år.

En af den slags man længes efter alle de andre vintres morgener hvor det bare er sort brudt af gråt og slam og regn med en temperatur omkring de 5ºc; det sner hele natten og er skiundertøjskoldt, Jylland lukker og bæltekøretøjerne sættes ind, tanks bringer pensionistmaden ud, og alle andre må bare lisså stille og roligt acceptere at ingen møder er uopsættelige og håbe på at sne inde.

Det er kranken-frosset-fast-på-cyklen-tid, fuldskægstid, Oneohtrix Point Never- og morgenkaffe på altanen med hue og skutten sig-tid: Sneen powermediterer sig ind i sjælen på en og tvinger åndedrættet i vatter.

Det er specielt kulden, men sneen er det håndgribelige bevis på den kulde der får os til at føle os mere ægte og norsk-barske; vi kan ikke undslå os for at mærke naturen, selv herinde i byen river den i os og banker rundt i bihulerne. Det er på tide at erkende at vi er en del af noget og tage ansvar for det.

Det er, som jeg skrev engang for mange verdener siden, en perfekt dag til at tage sin slæde langt ud over de sneklædte sibiriske stepper, finde sig et godt sted at drikke en sidste flaske vodka under tæpperne, mens solen glimter i sneen og varmer den smule af ansigtet der ikke er dækket af tørklæder og hue mod den metalliske kulde, inden man skyder hestene, slutter læberne om geværløbets varme munding, et *plof*, dæmpet af snemasserne. Og så ellers støt fyge til og først dukke mumificeret frem når sneen smelter og liljerne i dens sted lægger sig i et hvidt lag over de grønne stepper.

Den vinter barrikaderede jeg mig med Pasternak-digte, vodka i forgyldte teglas og et boxset med Maria Callas-arier hvor en af pladerne ved en fejl havde fået trykt Judas Priest på den ene side, men de tog aldrig rigtig fat som nu.

Søerne er frosset til og i sneen ved Johnny Louises Bro er der nogen der med meterhøje bogstaver har skrevet ”Hvis lyset tager oss”, og det er tr00 kvlt og ret dumt, men meget i den samme ånd.

Jeg tager ikke nogen slæde ud over nogen stepper, bæller ikke vodka eller hører klassisk eller noget: I stedet løber jeg ud til fyrtårnet hvor selv havet er frosset til ud langs molen, og helt ude på spidsen sitrer grødisen rundt omkring mig. Der ku stå én og spille trompetfanfarer inde på land lige nu, men det er osse OK at der ikke gør det.

En tilgivelse og et fade-out

Han ser hende og tilgiver hende i det øjeblik.

Det er godt nok stort, det er umådelig stort. Han troede egentlig han for længst havde tilgivet hende; han har længe været klar over at han burde have tilgivet hende, og det har han osse fortalt sig selv at han havde, men han har osse godt været klar over at han et eller andet sted stadigvæk var bitter. At han ikke var ovre det.

Og så ser han hende, der ovre hvor han ikke gik hen fordi han tænkte at hun sikkert ville være der, og hun er langt væk, men han er ret sikker på det er hendes bevægelser, det ligner hende godt nok til at den der tilgivelse helt uventet kan brede sig i ham. Wow. Hun står med et barn, det er sikkert osse det: Han har ofte tænkt at hun nødvendigvis osse måtte være kommet videre lissom han selv er det, og det at hun så står med et barn – selvom han så ikke ved om det er hendes eget, hvis det da altså overhovedet er hende – er nok det der gør udslaget.

Han ku gå derover, han burde gå derover, få det overstået, lukket, få sagt at han tilgiver hende, men der er så mange grunde til at han ikke kan det. At hun muligvis for længst har tilgivet ham og ville blive forundret over at han først tilgav hende nu er én af dem. At der sku være noget at tilgive overhovedet en anden. Det er jo sådan et kristent levn et sted, det der med tilgivelse, en måde afslutte en ubehagelig affære på ved at skyde al skylden over på den anden og så hæve sig selv over det plan ved nådigt at tilgive og lukke den der.

Så han står med følelsen i sig selv og er OK med det. Han er ikke engang fuld eller noget, det var åbenbart bare øjeblikket for det. De var garanteret osse lige gode om det, det kan han egentlig godt se i dag, så fed en type var han heller ikke selv dengang. Han fuckede det mindst lisså meget op som hun gjorde, osse selvom hun var mere fucked op end ham, men det gør så bare igen ham fucked op for overhovedet at gå ind i det spil. Og sådan. Der er ikke nogen entydig skyld at placere nogen steder endegyldigt, der var en fluktuerende konstant af skyld og uret som de vekslede mellem hinanden for selvynk, anger og hævn, det var noget at føle, når nu de for længst havde afskåret sig selv fra nogen følelser de overhovedet måtte ha næret for hinanden på noget tidspunkt i erkendelse af at de følelser for længst var døde og begravet, om end ikke nødvendigvis i den rækkefølge.

Og det er jo så endda faktisk lidt det samme nu, hvor en følelse af tilgivelse får lov at brede sig i kroppen på ham som afklarethed, selvom præmissen for den er som minimum diskutabel, og den følelse træder så i stedet for den bitterhed der på sin side har fungeret som en erstatning for et had der var en afmægtig reaktion på en følelsesforladthed som han ikke ku kapere.

Det at han ser hende og tilgiver hende i det øjeblik hæver ham med andre ord op til et andet stadie end det han før befandt sig på, eller det skaber et klart skel mellem det erkendelsesmæssige punkt han befinder sig på nu og der hvor han var lige før, og det får så det tidligere stadie til at ta sig lavere ud til sammenligning. Og så er det jo i virkeligheden sådan noget blandingsmisbrug han er ude i, hvor det ikke kun er brokker af en kulturkristen arv der gør sig gældende, men osse hele new age-trippet med karma og erkendelsestrin og det tjald som umærkeligt har sneget sig ind på livet af ham. Det var han sådan set ikke klar over at det havde, det er han ret forundret over hvis det virkelig har. Det er ikke den slags menneske han ynder at se sig selv som: Han burde være hævet over osse den slags, synes han, men selve det at han føler sig hævet over det gør vel så igen at han føler behov for at være et bedre menneske end andre på bekostning af dem og det lavere stadie de åbenbart i hans optik befinder sig på, og set på den måde har han ikke rykket sig det mindste siden dengang, han har bare udskiftet bitterhed med overlegenhed.

Det er godt nok lavt, det kan han godt se på det hele nu.

Han ser derover igen, og hun er væk, øjeblikket er gået, og han står tilbage med en dårlig smag i munden som dog i det mindste ikke er bitterhed.

Friheden gradbøjet og dogmatiseret

”Når kommunismen er fuldbragt, vil staten og sexlivet gradvist høre op med at eksistere.”
- Pentti Saarikoski

Som hun går ud i vandet kan hun mærke det stige op ad hendes ben, smyge sig varmt om hendes lår, og allerede der mærker hun en sitren henover hovedbunden og kommer til at kvække af fryd, ganske kort, da det første skvulp kysser kussen. Hun vender sig om mod de andre inde på stranden, næsten i et med mørket, men hun kan høre dem, lyden af klirrende flasker, og hun kan forestille sig at de lige kan skimte hende derude i måneskinnet og lar det hårde, hvide lys glide henover brysterne, inden hun vender sig om og falder bagover i det plumrede, sorte vand.

Seføli er det pisse forurenet og man bør slet ikke bade her, det er hun godt klar over, men er osse klar over at hun er hinsides småsnaldret og således udødelig for en stund, og det hele var ved at gå lidt i selvsving derinde i selskabet, så hun ville introducere noget craziness og nøgenbade. Der er ikke nogen af de andre der er fulgt efter hende ud, men selvom hun er alene herude føler hun sig alligevel som midtpunkt i selskabet, det må være hende det drejer sig om: Hun er jo for helvede nøgen herude, ikke, og det er jo ikke fordi vandet lige var så skide indbydende eller hun havde lyst til at svale sig lidt efter at ha spist og alle cocktailsne og hvad hun ellers sagde inden hun smed tøjet og vadede ud. Det er en ret utvetydig opfordring til at nogen sku ta og ta sig sammen til at knalde hende, OK? Lige meget hvem. Næsten lige meget, ikke Rigoberto som har kone og barn derhjemme, men for den sags skyld en af pigerne hvis det sku være, gi hende en ordentlig tur. Guderne skal vide hun har brug for det.

En af morgenerne var hun stået op før de andre, vågnet til det grå lys gennem persiennerne og med det samme bevidst om at det var nu hun havde chancen for at være alene. Hun rullede ud af sengen og sneg sig så lydløst som muligt ud af bungalowen, hvor de andre stadig lå som de var faldet, i sengen, på sofaen, på briksen; op ad metaltrappen, som stadig var kølig og skar i hendes bare fødder, til taget hvor hun ku se ud over et hjørne af bugten. Nedenfor, på stien langs vandet, løb to unge, cubanske kvinder frem og tilbage, spurtede 300 meter hen til muren ind til sejlklubben, luntede de samme 300 meter tilbage til træerne ned mod den lille strand som dårligt var en strand, bare en stribe sand, og hun faldt i staver over deres store, runde røve som dirrede og vuggede når de luntede væk fra hende og musklerne i deres lår og lægge spændte som wirer når de kom styrtløbende mod hende og forbi hende, prustende, dampende, og hun lukkede øjnene og koncentrerede sig om at indsnuse duften af dem, omsonst, de var alt for langt borte, men ikke længere end at hun ku forestille sig at knalde med dem, at – ja, hvordan man nu ville gøre det hvis man sku gøre det med en anden kvinde: Noget med at ta tøjet af hinanden og smage på hinanden, over det hele, lugte hinanden, indtage hinanden, kysse hinanden, seføli, og hvad så?

Hun vidste det ikke, vidste bare at hun havde brug for noget, at noget sku ske. Det var derfor hun var kommet med herover, og hun var bagstiv og ku lugte rommen komme ud af porrerne og alle smøgerne, men hun ku osse lugten solen i hendes hud, saltet fra havet, og hun havde kun ét stykke tøj på, en enkelt kjole, og følte sig uimodståelig lige der, som hun føler sig uimodståelig nu. Alligevel modstår de hende, fortsætter med deres samtaler og skide skarpsindige iagttagelser om den (meget) politiske virkelighed på øen, og det er jo rigtig nok at der er ting der er så iøjnefaldende at man død og pine må forholde sig til det, og andre der er så åndssvage at man er nødt til at lave sjov med det. Om det så er en ged der trækker en kærrefuld hujende børn rundt på markedspladsen eller her tidligere på aftenen hvor hun inde fra yachtklubben (yachtklubben!) ku høre ”Winds of Change”: En sang om sovjetblokkens fald og de forandringens vinde der blæste ind over de østlande der så formodedes at være blevet frie og sku finde ud af det, men som var det samme sammenbrud der udløste den værste krise i øens nyere historie med regulær hungersnød og mangel på alt. Og en åbning som gør at hun overhovedet kan være her nu og høre den sang blive spillet her. En popsang er aldrig bare en sang: En sang for folket blir en del af folket, og deres historie blir en del af den, og derfor er ”Winds of Change” en sang om en politisk diskurs der tildelte sig selv en vinderrolle fordi modparten var gået kold, og som stirrede sig fuldstændigt blind på sin egen sejr mens verden faldt sammen. Og derfor kan man ikke fløjte det tema uden at kløjes i det, med mindre man ikke ku være mere ligeglad og fuldstændig overbevist om at alt var til det bedste.

Det er øen her beviset på det ikke var. Den er noget andet; ikke fri, men så fri for en total dominans. Systemet tiltror ikke befolkningen evnen til at vælge det rigtige hvis de fik det frie valg, og det har systemet sådan set ret i, for seføli ville de vælge cola og burger uden at overskue konsekvenserne af det valg. Og vi andre kan dårligt få lov til at vælge cola og burger fra, i hvert fald ikke uden at være suspekte. Ind i andres revolutioner læser vi vores eget håb om frihed, konstaterer hun, men én ting er hvad vi hver især gerne vil ha den cubanske revolution til at stå for, noget andet er de tanker der lå bag revolutionen: Hun har siddet og læst i Ché Guevaras dagbøger fra guerillakrigen mens hun er på tagterrassen eller når de er på stranden, og de havde så svært ved at overbevise de mange der sluttede sig til dem om at de havde en fornuftig plan for hvordan Cuba skulle fungere efter revolutionen, eller sejren, den evige sejr om man vil. At det var lige præcis dem der ville sejre, og ikke alle de andre der sluttede sig til dem i kampen mod regimet med deres egne agendaer. Og hvor svært de havde ved at acceptere dissidenter i egne rækker og det støtte mandefald det medførte. Ché beskriver problemer med at gøre visionen forståelig for de nye kombattanter og tilskriver det deres manglende intelligens. De der så er uenige og forlader guerillaen bliver affærdiget som desertører og forrædere af revolutionen. Det er utroligt så mange forrædere af revolutionen de fik udnævnt dengang, og det er den retorik man stadig følger på øen: ”Enten er I med os eller også er I imod os”.

Fordi kommunismen helt grundlæggende ikke stoler på det gode i mennesket: Derfor er den nødt til at styre befolkningen med hård hånd, regere med frygt – den undtagelsestilstand øen befinder sig i retfærdiggøres med at øen – stadigvæk, efter et halvt århundrede – er midt i en revolution, og at imperialistiske fjender gør alt hvad de kan for at ødelægge den. Det er blokadens skyld at der ikke er varer i butikkerne, at der ikke er benzin til bilerne, at strømmen går. Og det er det også, men det er også fordi alt på øen er overladt til et massivt, ueffektivt og uigennemtrængeligt statsapparat. Og staten sørger for folket, men den stoler ikke på de utilregnelige individer der udgør det, og derfor prøver den at regulere dem, ensrette og kontrollere dem. Naboværn holder øje med at ingen træder ved siden af – og alle er bange for at blive indberettet for et eller andet og blir som resultat fuldstændigt apatiske. Et styre der er nødt til at patruljere sine kyster for at forhindre befolkningen i at flygte fra det har et alvorligt legitimitetsproblem: Man har stadig ikke formået at overbevise folket om at man har den bedste samfundsmodel, og man har ikke tiltro til at befolkningen selv kan finde ud af at vælge det bedste alternativ.

Og alt det tænker hun osse på et eller andet sted i tågerne, og hun tænker på at de skal til at finde nogen der kan tage hånd om at videreføre alt det gode revolutionen har bragt. Mere vigtigt, at de skal analysere det der er sket de sidste små 50 år og finde det gode blandt alt det dårlige, det der er værd at føre videre; de skal til at genopdage ideologien bag kulten - og blive bevidste nok om den til at turde pille ved den og tilpasse den en ny virkelighed. Klart hun tænker det, men hun tænker osse på hvordan øen tidligere var kendt som Caribiens horehus, og hvordan hun godt ku hore nu, fordi det er noget af det den osse gør ved én: De render jo rundt og er så brune i utrolig lidt hvidt tøj, og det kan osse godt være at de principielt alle skal være lige og gå i skoleuniform, men på nogen af pigerne i gymnasiealderen ser det osse ud som den skoleuniform de har på var én de fik som 11-årige, og nu er de ved at sprænge den over det hele, og den er knappet ned hertil og op dertil og slidset helt derop. Og det er jo så et eller andet sted et tegn på at de alligevel gør sig fri af nogle regler, bøjer dem og skaber sig et frirum i dem, samtidig med at man med nogle andre briller på ville ku sige at de netop bare er underlagt nogle andre normer, som de slet ikke har formået at gøre sig frie af selvom det var det kommunismen ville gøre for dem. Eller noget. Ligesom hun ikke selv er friere end at hendes udtryk for sit eget frisind er at smide tøjet i håbet om at nogen vil attrå hende nok til at forsøge at vinde hende for dem, og det er så klassisk og kulturgivent og det handler i virkeligheden osse om at hun ikke har gjort sig fri af ønsket om andres accept af hende eller af hendes egne forventninger til hvad andre skal mene om hende og hvor fri de skal se hende. Hun er fri til agere lisså fri hun vil, men hun gør det indenfor nogle rammer hun ikke for alvor gør sig fri af bare ved at nøgenbade; det er sådan en klassisk post-kristen forestilling om frihed at ku tillade sig at være nøgen og fri inden for ordnede rammer, så længe man er det til afveksling fra den langt større del af tiden hvor man har uniformen på og retter ind.

Det er meget ordentligt: Det er ferie, det er på en eller anden måde blevet indforstået at det nok er den sidste ferie de kan holde sammen på den her måde fordi alle er ved at være der hvor de stifter familie og så er sammen med dem. På den måde er det blevet sådan et sidste udkald, og det ligger ligesom i luften at det skal benyttes til at gi los for et eller andet som de tror de senere vil føle hobe sig op og presse på når de ikke længere er så frie som de føler sig nu. Så derfor har de hægtet sig på Rigobertos projekt med at ta herover og forsøge at finde ud af hvordan det ser ud på Cuba, her lige før alle formoder at osse alt her kommer til at forandre sig for altid. Deres frihed som de opfatter den er lisså tidsbegrænset som cubanernes ufrihed som den opfattes er det, og begge dele er lige diskutable, og det er så indtil videre det de er nået frem til: at diskutere. Og det er vel så her hun har villet statuere et eksempel på en frihed hun mener hun har ved at smide tøjet, og hun mærker det lunkne vand slutte sig om kroppen, og hun ved at det er det eneste der kommer til at slutte sig om hendes krop i aften, fordi alle allerede er på vej videre mod det næste stadie. Ved at erklære denne tur for et sidste blow out har de sat en grænse for deres frihed, sådan som de altså hidtil har kendt den, og de er begyndt at orientere sig mod næste fase, den hvor det hele så skal falde på plads og de forestiller sig de blir fri for at bolle rundt og vågne ensom eller skuffet eller bare med bevidstheden om at det er tidsbegrænset, at alt står for fald. Og de vil ku se tilbage på den periode som de er på vej ud af nu med en slags nostalgi, og de vil anerkende at den har været med til at forme dem, men det er for sent at skabe sig mere fortid nu, nu er det fremtiden der skal modelleres lisså nøje.

Og hun er ikke en del af nogen dem inde på strandens fremtid, i hvert fald ikke den person hun er i nutiden, hun er højest ballast. Og hun vil i sin egen opfattelse aldrig være fri af deres fremtidige bedømmelse af den person hun har været i dette øjeblik, og det øjeblik er alligevel osse ved at være gået uden at der er sket noget, og spørgsmålet er nu hvordan hun kommer ind igen uden at skære sig på glasskår på bunden eller falde i huller eller noget, for hun er ikke længere udødelig.

Undergrundens ronkedor

Undergrundens ronkedor
banker hovedet mod en mur
under broen hvor han bor
hænger døde duer som perler på en snor

Hey, kom til fest i Dæmonens Port
for det blir højt og det blir stort
bassen droner langt, langt bort
smaddervibrerer gennem mulden, så fed og sort

For undergrundens ronkedor
ved hvor Satans bolig står
der hvor doperne synger kor
til messe for den sorte flor

Ronkedoren samler guld
indtil posen er svulmefuld
og når han har samlet sig et kuld
slipper han dem løs på verden for at vælte den omkuld

Undergrundens ronkedor
messer mol, aldrig dur
under broen hvor han bor
hænger tonerne som stalaktitter i vinden fra nord.

BMX’ens superhelte

Jeg føler mig som en 13-årig igen. Står der på toppen af bakken med min cykel og tar mod til mig til at ta turen ned og føler mig fuldstændigt som 13-årig tøsedreng igen.

Ikke at jeg rigtig gjorde sånoet som 13-årig, det var jeg alt for tøset til, så det er på en måde det jeg er i færd med at rette op på nu med vold og magt, og det er derfor jeg står på toppen af den bakke og derfor jeg skal ned ad den, før eller siden.

Jeg skriver bakke: Fair nok, det er reelt en jordvold, OK, men det er et gedigent fald der er på den jordvold, den er eddermame stejl. Stejl at komme op ad, jeg var helt inde på de inderste klinger og selv der sku jeg bruge et godt tilløb, men op, det er jeg kommet, så nu er det ned det gælder. Det er alligevel ikke fordi der nogen anden vej ned, så sæt og vis er der ikke så meget at overveje overhovedet, det er bare om at skide på det og gi slip.

Da jeg var 13 gav jeg ikke slip på noget som helst overhovedet: Jeg klyngede mig desperat til alt hvad der ku minde om et ståsted, et fast holdepunkt, samlede ting som ballast for at holde mig på den plet jeg havde tilkæmpet mig, og jeg var usikker nok uden osse at ha behov for bevidst at volde skade på mig selv. OK, jeg stagedivede, det gjorde jeg, masser af gange, og jeg slog mig noget så læsterligt, men det var noget andet. Det var ikke en sport på det tidspunkt, i hvert fald ikke der hvor jeg var; scenen var endnu ikke blevet invaderet af jocks og posers, ikke vores lille, lokale afdeling af den. Der var et kammeratskab, og det tror jeg sådan set osse der er nu, jeg føler mig bare ikke velkommen i det på samme måde som jeg følte mig velkommen dengang, og man hjalp hinanden og det synes jeg ikke jeg ser i dag, og det er pisse ærgerligt. Alle kører deres eget egotrip og har så skide travlt med at se så MTV-smarte og butch ud; dengang var vi godt klar over at vi ikke var særligt smarte at se på, og det var seføli ikke fedt, men det forhindrede os ikke i at være med til at være noget.

Det var det jeg klamrede mig til og det jeg kastede mig ud i, og jeg havde hverken tid eller råd til at skate eller køre bmx eller noget: Pengene, madpengene, ugepengene, skodjobpengene, sku bruges på plader og demoer og plader og demoer, og de sku høres og der sku moshes til dem på værelset, der sku stagedives fra kontorstolen over i sovesofaen, og man sku passe på skråvæggen når man gjorde det. Og der sku skrives om pladerne og demoerne og koncerterne i de fanzines vi lavede på skrivemaskiner og så de kopimaskiner vi ku finde nogen der havde adgang til. OK, som vores mødre havde adgang til på deres arbejde. Prøv at tænke på hvor mange Carcass-plader velmenende mødre verden over har finansieret med de penge der egentlig sku være gået til at deres teenager fik noget at spise i løbet af dagen; hvor mange Nuclear Death-interviews selvopofrende mødre har stået og kopieret i smug nede i kopirummet og gemt under officielle papirer på vej tilbage til kontoret. De har vel i virkeligheden bare været lettede over at knægten ikke lå og knaldede rundt på skateboards og bmx og slog sig selv i smadder som de andre unger i nabolaget.

Så langt tænker jeg slet ikke der på toppen af bakken, jeg tænker bare på at jeg skal til at slå mig selv i smadder og det kommer til at gøre hammer nas og jeg sku være blevet hjemme og høre en plade eller læse en bog eller noget. Faktisk er lige præcis de to ting årsag til at jeg er her: Jeg er virkelig ikke ude og forsøge at genvinde en eller anden tabt teenagedom, og det er virkelig heller ikke et eller andet desperat forsøg på at holde fast i ungdommen. I hvert fald ikke et jeg er bevidst om: Jeg har haft så rigeligt med teenageår, og jeg er ikke gammel og føler mig ikke gammel. Så. Men jeg læste den sekvens i Asbjorn Intonsus’ Please Don’t Feed the Bears hvor han er ude og mountainbike og slår sig noget så fordærvet og i en alder af nogenogtyve føler sig alt for gammel og latterlig til overhovedet at lave sådan et stunt, og jeg så videoen til Dinosaur Jr.’s ”Over It” hvor de tæsker rundt på skateboards og bmx og laver de vildeste tricks og de ondeste styrt og ser alt for gamle og småtåbelige ud når de gør det og godt selv er klar over det, og selvom jeg altså hverken føler mig gammel eller på nogen måde er det, så gav det mig lyst til osse lige at rive en tur; ikke at slå mig, bare pumpe adrenalinet lidt op, lire den lidt for mig selv. Den er god nok, mit adrenalin pumper nu, der er ikke noget dér, men jeg er ret sikker på jeg ikke undgår at slå mig til lirekassemand og det føles ikke særlig liret, mand.

Så langt tænker jeg der på toppen af bakken, men jeg tænker ikke på hvor meget mit liv nu til forveksling ligner det liv jeg havde som 13-årig: Jeg bruger stadigvæk uforholdsmæssigt mange penge på plader og endnu mere tid på at skrive om dem, og den største forskel er vel at jeg i dag i det mindste får flere plader gratis end jeg køber, men i guder hvor det osse er noget crap det meste, så det kan næsten være lige meget. Jeg går osse stadigvæk til koncerter hele tiden og vælter rundt, og det er stadigvæk det samme kick, muligvis endda stærkere endnu fordi jeg ved at det burde ha fortaget sig, jeg burde være blevet mere blasert, jeg er blevet mere blasert; jeg har gjort mig selv det klart at jeg ikke længere kan forvente at få det samme kick, og så meget desto federe er det så når jeg alligevel får det, og derfor åbner jeg mig bevidst for de kicks, rager dem grådigt til mig.

Og det er et kick jeg er ude efter her, det er det jeg står heroppe på toppen af bakken for, og uden altså at ha tænkt den foregående tankerække på nogen bevidst måde, triller jeg forsigtigt forhjulet ud over kanten og lar helvede bryde løs i al sin gory vælde. Jeg kommer ned i ét stykke og skyder op ad den næste bakke, holder igen et øjebliks rekognoscering inden jeg vælter mig ned ad den osse og op på den næste, og jeg har fart nok på til at skyde over plateauet og ned og op igen. Jeg har ikke rigtig nogen kontrol over hvad jeg laver, men jeg er fucking flyvende! Og det er så her jeg ikke har fart nok på fordi jeg har klamret mig så febrilsk til cyklen og livet at jeg ikke har ænset at træde i pedalerne, og det var ellers her jeg for alvor sku ha fløjet, for i stedet for et plateau er her blot en bakkekam, en fordybning, en bakkekam til og en ny fordybning inden en tredje kam og så ned ad bakken, det hedder garanteret et eller andet i lingoen, jeg ved bare at det var her jeg sku være fløjet henover hvis jeg havde haft nosser til det, men jeg når ikke længere end til den midterste forhøjning, så ryger baghjulet i grøften og cyklen stopper med ét og sende mig ud over kanten og ned ad bakken med røven øverst og jeg lander dumpt og tungt og kurrer det sidste stykke gennem jord og græs og småsten inden jeg ligger dér og tænker pis og helvede.

Det første jeg konstaterer da jeg sætter mig op er at min venstre arm gør sindsvagt ondt, men jeg kan bevæge fingrene og det tror jeg betyder at den ikke er brækket, så det kan jeg sidde og glæde mig over mens jeg har så latterligt ondt. Jeg konstaterer osse at resten af mig tilsyneladende er sluppet med lidt småskrammer og hudafskrabninger, intet alvorligt, og brillerne har overlevet. Jeg spænder hjelmen op og sidder lidt og mærker solen i ansigtet, prøver at mærke alt andet jeg kan end lige den arm. Så kommer der nogen knægte og skal til, nogle rigtige 13-årige, og jeg rejser mig for at få min cykel af vejen, og i det jeg løfter den med højre arm mærker jeg det sige plop! inde i min venstre skulder, og så har min arm det lige pludselig meget bedre og kan bøje sig og alt muligt; ikke uden at det gør pisse ondt, men hey, den kan og det er fantastisk.

Jeg ved ikke hvad det er præcis jeg føler mig som da jeg sætter mig i græsset ved siden af banen og sunder mig, tværet ind i blod og jord. Det er ikke en rigtig 13-årig, det er mit erkendelsesniveau alt for udviklet til i forhold til en 13-årigs; bare det at jeg kan føle mig som en 13-årig er nok til at fastslå at jeg reelt ikke føler mig som en rigtig 13-årig ville føle sig, for sådan én føler sig sgu ikke som en på 13, men som en der er meget større end det. Det er sådan set osse lige meget hvad det er jeg føler mig som, hovedsagen er at jeg lige her og nu føler mig fantastisk, fuldstændigt. Min krop er smart nok: Den er for længst gået i gang med at pumpe endorfiner rundt i systemet for at bedøve smerten, og det er seføli ikke mindst derfor jeg har det så fantastisk. Jeg føler mig umanerligt levende, det er MTV der har lært mig at det er sånoen øjeblikke man føler bedst at man lever. Jeg kan mærke mig selv, jeg har fået nogen skrammer, et bevis på at jeg netop ikke bare har siddet hjemme og hørt en plade eller læst en bog eller noget. Sejhed genvundet, instant street cred. Jeg kommer til at gå med armen i slynge, alle kommer til at spørge hvad jeg har lavet, og jeg vil ku svare at jeg var ude at prøve en ny bmx-bane og hvad har de så lavet i weekenden siden de ikke har nogen synlige skrammer? Tsk.

Jeg føler mig som idéen om hvordan en 13-årig ville føle sig uden erkendelsen af at dette var ham nu og alt var tabt og kun genvundet for en stund, eller hvad det nu er for noget kristent crap der får os til at hige mod at være en 13-årig; en eller anden forestilling om uskyld og daglange eriktioner og verden åben. Sidder der for foden af bakken med min cykel ved siden af mig og samler mig sammen til at bugsere mig selv hjem. Man ku godt se det sådan at bakken sejrede over mig, men jeg ved bedre: Der var ingen af os der vandt over den anden, for der var ingen af os der kæmpede mod hinanden. Bakken var der bare og var bakke og jeg var der og var på den bakke som mig selv og i det øjeblik defineret som mig selv på den bakke, en del af det landskab den bakke udgjorde, en del af det den bakke var lige der. Bakken var det jeg definerede mig selv ud fra i det øjeblik som stadig varer så længe jeg er ved den og hver gang jeg fremover vil genkalde mig den bakke og det at være en del af den, og hvordan sku jeg ku være imod noget der gav mig så meget af mig selv? Og den er en del af mig nu, inklusive styrt og skulder slået af led og det hele, og har fuldstændigt udraderet billedet af ham den 13-årige tøsedreng jeg måske tror jeg har været.