Lou Reed-pladerne kommer frem igen, har netproblemer, kan ikke finde ny musik, så går pladesamlingen igennem og finder glemte plader, plader der ikke er hørt i årevis. Finder Lou Reed, hører Lou Reed, har det som om jeg er blevet gammel nok nu til at forstå Lou Reed på et helt andet plan end jeg gjorde før. Det er vel ti år siden jeg sidst følte mig gammel nok til at forstå Lou Reed på en helt ny måde; det er vel hen imod tyve år siden jeg følte mig gammel nok til at begynde at høre Lou Reed, støvede alle pladerne op brugt, helt sønderslidte nogen af dem, kasserede bibliotekseksemplarer til en tier stykket, som nu har fundet en varig plads i pladereolen i stedet for i arkivkælderen.
De står i reolen, de fylder mindre og mindre i det store billede, der er kommet så meget andet til, så meget der har fyldt så meget mere på forskellige tidspunkter, og der er osse så meget af det der er kommet ud af reolen igen. Lou Reed-pladerne er blevet stående, ikke som et fikspunkt, ikke så meget som den åbenbaring det var dengang man første gang hørte Velvet Underground. De fleste af Lou Reeds plader er virkelig ingen åbenbaring, meget af dem er tæt på at være direkte jappet. Det kan godt være han har haft en vision med dem, det ved man næsten at Lou Reed altid har haft med alting han har lavet, selv i den vildeste årelange amfkoger har han stadig haft et mål med at være det, der har ligget en strategi bag; det ændrer ikke ved at meget af det han har indspillet op igennem 70'erne og ikke mindst 80'erne bevæger sig faretruende tæt på grænsen til det røvballede. Med sådan en halvt ugidelig, småarrogant stemmeføring, som om han forlængst er blevet alt for cool til at nedværdige sig til ligefrem at anstrenge sig for at synge en melodi eller noget. Man får indtryk af at det er det indtryk han gerne vil gi en, at man rager ham så grusomt, at alt rager ham, at musikken skal være så røvballet og voksenkedelig som muligt, sådan så alle dem der var unge med Transformer kan danse til det og synes det er fed rock, samtidig med at den spytter dem i ansigtet, fordi de ikke har fattet en bjælde af hvad det handler om.
Død. Svigt. Savn.
Alle de kulørte personligheder, alle de eksotiske locations, al den kinky sex og de skumle stoffer fra de første plader er skrællet af, og tilbage er ensomheden. Gaderne der ikke længere er ens egne, som de nye bøller har overtaget. Ingen der fatter noget. Lou Reed vrænger sig igennem sine kærlighedserklæringer, fordi han ved at de vil falde på gold jord. Når han synger om hvor skide afklaret han er med det hele, nu hvor han er blevet ældre, klinger det hult, det er falsk, den der dirren i stemmen afslører ham, det er meningen den skal afsløre ham, han kan ikke kapere afklarethed. Lou Reed er facade, han spiller alle mulige andre personer end den han er, fordi det er uudholdeligt for ham at være i sig selv. Eyeliner, læder, afbleget hår, neglelak, mere læder, solbriller, endnu mere læder, et panser af læder. Indenunder det hele er han stadig lige fucked. Senere, langt senere, prøver han at meditere, dyrke yoga, finde en ro, der aldrig har været i ham, han laver en plade med langstrakte droner,
Hudson River Wind Meditations, et ekko af den plade han lavede nogle årtier tidligere med halvdårlig noise,
Metal Machine Music, der er mere kendt for at Lou Reed har lavet den, end fordi den i sig selv er rigtig gruopvækkende. Lou Reed søger, men først og fremmest forsøger han at smide alle andre af, at gøre sig fri af at være Lou Reed. Der kommer ingen modne jazzcroonerplader, Fernando Saunders begynder godt nok at spille kontrabas, men Lou Reed kværner det hele i verdens højeste guitar, fordi det ellers ikke er til at bære. Det er først og fremmest det den er, den guitar: Høj, larmende, insisterende, ringlende og akavet. Ikke til at bære.
Lou Reed er Bob Dylan for mig: Den samme tvære arrogance, den samme kontrære indstilling, den samme ugidelige coolness. Man kan ikke lade være med at være fascineret af ham, selvom man egentlig på samme tid synes at så meget af det på en måde er noget lort.
New Sensations med hele 80'er-pivtøjet af synthesizer og kvindekor og hymner til alt det nye, som om han prøver at være Bruce Springsteen, men bare ikke kan komme sig over at han hader det folk han vil lede. The Bells med det mest gumpetunge forsøg på dansemusik nogensinde. Sætter
Mistrial på og er nødt til at skrue helt ned, fordi det ikke er til at være i stue med den, flygter ud i gårdhaven og står derude og prøver at begribe hvordan nogen på noget tidspunkt har kunnet synes det var fedt at spille på den måde. Sætter ”Ocean” på i stedet, Velvet Underground-versionen fra
VU med pauker og brusende sus, husker hvordan jeg stod ved havet, Stillehavet for første gang, tidligere på året i Chile, og det var så massivt og alt for meget, at den eneste måde jeg rigtig ku finde ud af at behandle det på var ved at synge den sang for mig selv, mens bølgerne trak det sorte sand væk under fødderne på mig. Finder
Peel Slowly and See-boxsettet frem oppe i skunken og sætter den første disc på, demooptagelser med bare Lou Reed og John Cale fra '65, hvor de kører rundt og rundt om de sange, trækker ”Venus in Furs” ud i et kvarter som pastoral folkemusik, mens man i baggrunden kan høre biler køre forbi på vejen. Det er før det hele bliver definitivt, blir de udgaver af de sange, som man har hørt en million gange, siden en hip pige introducerede en for Velvet Underground i gymnasiet, og man smed alt det tøj ud, der ikke var sort i forvejen.
Men det er Velvet Undeground, det er ikke rigtig Lou Reed. Det er nemt nok at høre Velvet Underground, alle kan li Velvet Underground, det er langt sværere at ku få sig selv til at erkende at man egentlig godt kan li Lou Reeds soloplader. De tidlige vilde, selv de mellemste famlende, men ikke mindst de sene, ikke en skid afklarede, men modne. Lou Reed indspiller med Metallica, alle gyser, det må blive forfærdeligt, det må blive rædselsvækkende, gumpetungt, lamt, man forestiller sig Lou Reed brøle igen, det lyder rædderligt når han prøver at butche sig selv op og brøle. Og så kan man høre et nummer fra den, og så lyder det præcis så fint som man ikke havde turdet håbe på det ville.
Lou Reed er ufejlbarlig. Jeg ved ikke hvad det siger om verden, at der er sådan nogen som Lou Reed, som er ufejlbarlige. Sådan en der i henved et halvt århundrede bitcher over at alt er så lortet, at det hele er en stor fejltagelse, og så kan han ikke fejle, lige meget hvor meget han forsøger at fucke alt op kan han ikke fejle. Han er Lou Reed.
