Nogen sku lave den sang på dansk, og så sku den hedde ”Pernittengryn”. ”Fuzzy”, Grant Lee Buffalo, det er sådan et nummer der burde ha været soundtracket til en sommer dengang; det lyder som de somre man havde dengang, hvor soundtracket bare ikke nødvendigvis var lige det nummer, men hvor det alligevel får en til at huske de somre når man hører det nu. Sådan som de somre var, ørkesløse udeflugter ingen steder hen, endeløse timer på et gulv man ikke så nogen som helst mulighed for at komme op fra, følelsen af at være i noget men blive forholdt noget andet. Det fællesskab sådan en slagsang sku udgøre, men hvor man hverken ville erkende at det var det fællesskab der tilkom en, eller at det sku være en sang som den der kendetegnede det.
Det var det.
Kræsenheden, det var osse en mulig oversættelse af fuzziness; kræsenheden som dække over det manglende mod til at gå all in for noget, fordi det ikke var sikkert at det var det helt rigtige alligevel. Usikkerhed, evindelig usikkerhed. Og så er det den tid man alligevel osse konstant vender tilbage til, fordi den bærer en prægnans, et eller andet, den virker så formativ, og der er sange som den sang der synes ikke at ku handle om noget som helst andet end den tid.
Det var sådan en aften i enden af sådan en uendeligt lang fest, hele dagen havde vi siddet i en lejlighed og drukket og spist, havde holdt påskefrokost eller julefrokost eller noget på årets varmeste sommerdag, bare fordi vi ku, fordi der ikke var nogen der sku bestemme hvornår vi ku holde påskefrokost. Snaps i 30 graders varme, der var en der drak et glas sildelage der stod tilbage på bordet, fordi det stod der og ku drikkes, fordi der ikke var nogen der ku drømme om at sige han ikke burde gøre det, fnisede satanisk, hvorefter han brækkede sig ud af vinduet. Der var nogen på vej ned og hente noget, mere at drikke velsagtens, og så stak han hovedet ud fra første sal som om han lige ville minde dem på noget, og det han ville minde dem på var altså at han havde drukket et glas sildelage, og nu brækkede han det op, en smuk kaskade hele vejen fra første sal ned på en cykel der holdt parkeret ind mod muren, og så smilede han lykkeligt og gik ind og hentede en gulvspand, så han ku gå ned og vaske den cykel der.
Er der overhovedet nogen der har haft åndsnærværelse til at sætte plader på i sådan et selskab? Jeg kan ikke huske en eneste plade vi kan ha hørt, bare at jeg på et tidspunkt gik omkuld på gulvet under nogle stole og lå der uden at ville røre mig i nogen timer, indtil bevægelsessygen var under kontrol igen.
Jeg kan huske det var en pige der vækkede mig, at det var blevet mørkt, jeg tror måske hun spurgte om jeg ville ha et tæppe, men jeg var klar til at være med igen sammen med de få overlevende, og så sku vi ned og hente flere øl, pigen og mig. Det var sådan en hverdagssommeraften vi gik igennem gaderne ned mod kiosken, og det var der hun begyndte at snakke om Grant Lee Buffalo, om hvor gerne hun ville stå på en festival den sommer og høre dem spille ”Fuzzy”, og det var der hun begyndte at synge den: ”Bring me home to this house of many days / Just lay me on the floor, hard and cool as slate...” Og så gik jeg der og ku ikke rigtig finde ud af hvad jeg sku gøre ved eller hvordan jeg overhovedet sku forholde mig til at der gik en pige ved siden af mig og sang med høj og let sprukken røst. Kræsenheden.
Det var der, mens hun gik og sang for mig, vi mødte den pige som jeg egentlig nok gik og var lidt forelsket i på det tidspunkt, og som nok egentlig osse var det lidt i mig, men uden at nogen af os var sikre nok på det til ligefrem at gøre noget ved det. Sådan som sådan noget nu nogen gange er, sådan var det, og hun var på vej hjem med sin kæreste, som var helt vanvittigt pløret og dårligt ku stå oprejst, og jeg havde lige rejst mig igen og var på vej ud med en anden pige for at blive endnu mere pløret, det hele var så akavet som sådan noget næsten kan blive det, uundgåeligt blir det. Hun har betroet det til mig bagefter, mange år senere, der hvor den sang for længst var blevet til et minde om noget der lisså godt ku ha været, at hun ville ønske hun havde sendt sin kæreste hjem alene og var gået med os i stedet, med mig. Ikke havde villet være så sikker, og det er ikke rigtig noget nogen af os kan bruge til så meget nu alligevel. ”We water like a dead bouquet,” nemlig, og vi ville alligevel ha fucket det op på den eller anden måde, og så ville det ikke ha været det minde i dag.
Jeg er dårligt sikker på det overhovedet er det, det hele står hen i en tåge, og jeg blander aftener sammen, føjer til og trækker fra for at få det til at passe med den sang. Det er ikke min mening decideret at lyve, det er ikke engang et tema her, det er bare sådan det der er blevet fortiden nu ligger.
Vidåben.
Viser opslag med etiketten teenager. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten teenager. Vis alle opslag
tirsdag den 15. maj 2012
onsdag den 9. september 2009
BMX’ens superhelte
Jeg føler mig som en 13-årig igen. Står der på toppen af bakken med min cykel og tar mod til mig til at ta turen ned og føler mig fuldstændigt som 13-årig tøsedreng igen.
Ikke at jeg rigtig gjorde sånoet som 13-årig, det var jeg alt for tøset til, så det er på en måde det jeg er i færd med at rette op på nu med vold og magt, og det er derfor jeg står på toppen af den bakke og derfor jeg skal ned ad den, før eller siden.
Jeg skriver bakke: Fair nok, det er reelt en jordvold, OK, men det er et gedigent fald der er på den jordvold, den er eddermame stejl. Stejl at komme op ad, jeg var helt inde på de inderste klinger og selv der sku jeg bruge et godt tilløb, men op, det er jeg kommet, så nu er det ned det gælder. Det er alligevel ikke fordi der nogen anden vej ned, så sæt og vis er der ikke så meget at overveje overhovedet, det er bare om at skide på det og gi slip.
Da jeg var 13 gav jeg ikke slip på noget som helst overhovedet: Jeg klyngede mig desperat til alt hvad der ku minde om et ståsted, et fast holdepunkt, samlede ting som ballast for at holde mig på den plet jeg havde tilkæmpet mig, og jeg var usikker nok uden osse at ha behov for bevidst at volde skade på mig selv. OK, jeg stagedivede, det gjorde jeg, masser af gange, og jeg slog mig noget så læsterligt, men det var noget andet. Det var ikke en sport på det tidspunkt, i hvert fald ikke der hvor jeg var; scenen var endnu ikke blevet invaderet af jocks og posers, ikke vores lille, lokale afdeling af den. Der var et kammeratskab, og det tror jeg sådan set osse der er nu, jeg føler mig bare ikke velkommen i det på samme måde som jeg følte mig velkommen dengang, og man hjalp hinanden og det synes jeg ikke jeg ser i dag, og det er pisse ærgerligt. Alle kører deres eget egotrip og har så skide travlt med at se så MTV-smarte og butch ud; dengang var vi godt klar over at vi ikke var særligt smarte at se på, og det var seføli ikke fedt, men det forhindrede os ikke i at være med til at være noget.
Det var det jeg klamrede mig til og det jeg kastede mig ud i, og jeg havde hverken tid eller råd til at skate eller køre bmx eller noget: Pengene, madpengene, ugepengene, skodjobpengene, sku bruges på plader og demoer og plader og demoer, og de sku høres og der sku moshes til dem på værelset, der sku stagedives fra kontorstolen over i sovesofaen, og man sku passe på skråvæggen når man gjorde det. Og der sku skrives om pladerne og demoerne og koncerterne i de fanzines vi lavede på skrivemaskiner og så de kopimaskiner vi ku finde nogen der havde adgang til. OK, som vores mødre havde adgang til på deres arbejde. Prøv at tænke på hvor mange Carcass-plader velmenende mødre verden over har finansieret med de penge der egentlig sku være gået til at deres teenager fik noget at spise i løbet af dagen; hvor mange Nuclear Death-interviews selvopofrende mødre har stået og kopieret i smug nede i kopirummet og gemt under officielle papirer på vej tilbage til kontoret. De har vel i virkeligheden bare været lettede over at knægten ikke lå og knaldede rundt på skateboards og bmx og slog sig selv i smadder som de andre unger i nabolaget.
Så langt tænker jeg slet ikke der på toppen af bakken, jeg tænker bare på at jeg skal til at slå mig selv i smadder og det kommer til at gøre hammer nas og jeg sku være blevet hjemme og høre en plade eller læse en bog eller noget. Faktisk er lige præcis de to ting årsag til at jeg er her: Jeg er virkelig ikke ude og forsøge at genvinde en eller anden tabt teenagedom, og det er virkelig heller ikke et eller andet desperat forsøg på at holde fast i ungdommen. I hvert fald ikke et jeg er bevidst om: Jeg har haft så rigeligt med teenageår, og jeg er ikke gammel og føler mig ikke gammel. Så. Men jeg læste den sekvens i Asbjorn Intonsus’ Please Don’t Feed the Bears hvor han er ude og mountainbike og slår sig noget så fordærvet og i en alder af nogenogtyve føler sig alt for gammel og latterlig til overhovedet at lave sådan et stunt, og jeg så videoen til Dinosaur Jr.’s ”Over It” hvor de tæsker rundt på skateboards og bmx og laver de vildeste tricks og de ondeste styrt og ser alt for gamle og småtåbelige ud når de gør det og godt selv er klar over det, og selvom jeg altså hverken føler mig gammel eller på nogen måde er det, så gav det mig lyst til osse lige at rive en tur; ikke at slå mig, bare pumpe adrenalinet lidt op, lire den lidt for mig selv. Den er god nok, mit adrenalin pumper nu, der er ikke noget dér, men jeg er ret sikker på jeg ikke undgår at slå mig til lirekassemand og det føles ikke særlig liret, mand.
Så langt tænker jeg der på toppen af bakken, men jeg tænker ikke på hvor meget mit liv nu til forveksling ligner det liv jeg havde som 13-årig: Jeg bruger stadigvæk uforholdsmæssigt mange penge på plader og endnu mere tid på at skrive om dem, og den største forskel er vel at jeg i dag i det mindste får flere plader gratis end jeg køber, men i guder hvor det osse er noget crap det meste, så det kan næsten være lige meget. Jeg går osse stadigvæk til koncerter hele tiden og vælter rundt, og det er stadigvæk det samme kick, muligvis endda stærkere endnu fordi jeg ved at det burde ha fortaget sig, jeg burde være blevet mere blasert, jeg er blevet mere blasert; jeg har gjort mig selv det klart at jeg ikke længere kan forvente at få det samme kick, og så meget desto federe er det så når jeg alligevel får det, og derfor åbner jeg mig bevidst for de kicks, rager dem grådigt til mig.
Og det er et kick jeg er ude efter her, det er det jeg står heroppe på toppen af bakken for, og uden altså at ha tænkt den foregående tankerække på nogen bevidst måde, triller jeg forsigtigt forhjulet ud over kanten og lar helvede bryde løs i al sin gory vælde. Jeg kommer ned i ét stykke og skyder op ad den næste bakke, holder igen et øjebliks rekognoscering inden jeg vælter mig ned ad den osse og op på den næste, og jeg har fart nok på til at skyde over plateauet og ned og op igen. Jeg har ikke rigtig nogen kontrol over hvad jeg laver, men jeg er fucking flyvende! Og det er så her jeg ikke har fart nok på fordi jeg har klamret mig så febrilsk til cyklen og livet at jeg ikke har ænset at træde i pedalerne, og det var ellers her jeg for alvor sku ha fløjet, for i stedet for et plateau er her blot en bakkekam, en fordybning, en bakkekam til og en ny fordybning inden en tredje kam og så ned ad bakken, det hedder garanteret et eller andet i lingoen, jeg ved bare at det var her jeg sku være fløjet henover hvis jeg havde haft nosser til det, men jeg når ikke længere end til den midterste forhøjning, så ryger baghjulet i grøften og cyklen stopper med ét og sende mig ud over kanten og ned ad bakken med røven øverst og jeg lander dumpt og tungt og kurrer det sidste stykke gennem jord og græs og småsten inden jeg ligger dér og tænker pis og helvede.
Det første jeg konstaterer da jeg sætter mig op er at min venstre arm gør sindsvagt ondt, men jeg kan bevæge fingrene og det tror jeg betyder at den ikke er brækket, så det kan jeg sidde og glæde mig over mens jeg har så latterligt ondt. Jeg konstaterer osse at resten af mig tilsyneladende er sluppet med lidt småskrammer og hudafskrabninger, intet alvorligt, og brillerne har overlevet. Jeg spænder hjelmen op og sidder lidt og mærker solen i ansigtet, prøver at mærke alt andet jeg kan end lige den arm. Så kommer der nogen knægte og skal til, nogle rigtige 13-årige, og jeg rejser mig for at få min cykel af vejen, og i det jeg løfter den med højre arm mærker jeg det sige plop! inde i min venstre skulder, og så har min arm det lige pludselig meget bedre og kan bøje sig og alt muligt; ikke uden at det gør pisse ondt, men hey, den kan og det er fantastisk.
Jeg ved ikke hvad det er præcis jeg føler mig som da jeg sætter mig i græsset ved siden af banen og sunder mig, tværet ind i blod og jord. Det er ikke en rigtig 13-årig, det er mit erkendelsesniveau alt for udviklet til i forhold til en 13-årigs; bare det at jeg kan føle mig som en 13-årig er nok til at fastslå at jeg reelt ikke føler mig som en rigtig 13-årig ville føle sig, for sådan én føler sig sgu ikke som en på 13, men som en der er meget større end det. Det er sådan set osse lige meget hvad det er jeg føler mig som, hovedsagen er at jeg lige her og nu føler mig fantastisk, fuldstændigt. Min krop er smart nok: Den er for længst gået i gang med at pumpe endorfiner rundt i systemet for at bedøve smerten, og det er seføli ikke mindst derfor jeg har det så fantastisk. Jeg føler mig umanerligt levende, det er MTV der har lært mig at det er sånoen øjeblikke man føler bedst at man lever. Jeg kan mærke mig selv, jeg har fået nogen skrammer, et bevis på at jeg netop ikke bare har siddet hjemme og hørt en plade eller læst en bog eller noget. Sejhed genvundet, instant street cred. Jeg kommer til at gå med armen i slynge, alle kommer til at spørge hvad jeg har lavet, og jeg vil ku svare at jeg var ude at prøve en ny bmx-bane og hvad har de så lavet i weekenden siden de ikke har nogen synlige skrammer? Tsk.
Jeg føler mig som idéen om hvordan en 13-årig ville føle sig uden erkendelsen af at dette var ham nu og alt var tabt og kun genvundet for en stund, eller hvad det nu er for noget kristent crap der får os til at hige mod at være en 13-årig; en eller anden forestilling om uskyld og daglange eriktioner og verden åben. Sidder der for foden af bakken med min cykel ved siden af mig og samler mig sammen til at bugsere mig selv hjem. Man ku godt se det sådan at bakken sejrede over mig, men jeg ved bedre: Der var ingen af os der vandt over den anden, for der var ingen af os der kæmpede mod hinanden. Bakken var der bare og var bakke og jeg var der og var på den bakke som mig selv og i det øjeblik defineret som mig selv på den bakke, en del af det landskab den bakke udgjorde, en del af det den bakke var lige der. Bakken var det jeg definerede mig selv ud fra i det øjeblik som stadig varer så længe jeg er ved den og hver gang jeg fremover vil genkalde mig den bakke og det at være en del af den, og hvordan sku jeg ku være imod noget der gav mig så meget af mig selv? Og den er en del af mig nu, inklusive styrt og skulder slået af led og det hele, og har fuldstændigt udraderet billedet af ham den 13-årige tøsedreng jeg måske tror jeg har været.
Ikke at jeg rigtig gjorde sånoet som 13-årig, det var jeg alt for tøset til, så det er på en måde det jeg er i færd med at rette op på nu med vold og magt, og det er derfor jeg står på toppen af den bakke og derfor jeg skal ned ad den, før eller siden.
Jeg skriver bakke: Fair nok, det er reelt en jordvold, OK, men det er et gedigent fald der er på den jordvold, den er eddermame stejl. Stejl at komme op ad, jeg var helt inde på de inderste klinger og selv der sku jeg bruge et godt tilløb, men op, det er jeg kommet, så nu er det ned det gælder. Det er alligevel ikke fordi der nogen anden vej ned, så sæt og vis er der ikke så meget at overveje overhovedet, det er bare om at skide på det og gi slip.
Da jeg var 13 gav jeg ikke slip på noget som helst overhovedet: Jeg klyngede mig desperat til alt hvad der ku minde om et ståsted, et fast holdepunkt, samlede ting som ballast for at holde mig på den plet jeg havde tilkæmpet mig, og jeg var usikker nok uden osse at ha behov for bevidst at volde skade på mig selv. OK, jeg stagedivede, det gjorde jeg, masser af gange, og jeg slog mig noget så læsterligt, men det var noget andet. Det var ikke en sport på det tidspunkt, i hvert fald ikke der hvor jeg var; scenen var endnu ikke blevet invaderet af jocks og posers, ikke vores lille, lokale afdeling af den. Der var et kammeratskab, og det tror jeg sådan set osse der er nu, jeg føler mig bare ikke velkommen i det på samme måde som jeg følte mig velkommen dengang, og man hjalp hinanden og det synes jeg ikke jeg ser i dag, og det er pisse ærgerligt. Alle kører deres eget egotrip og har så skide travlt med at se så MTV-smarte og butch ud; dengang var vi godt klar over at vi ikke var særligt smarte at se på, og det var seføli ikke fedt, men det forhindrede os ikke i at være med til at være noget.
Det var det jeg klamrede mig til og det jeg kastede mig ud i, og jeg havde hverken tid eller råd til at skate eller køre bmx eller noget: Pengene, madpengene, ugepengene, skodjobpengene, sku bruges på plader og demoer og plader og demoer, og de sku høres og der sku moshes til dem på værelset, der sku stagedives fra kontorstolen over i sovesofaen, og man sku passe på skråvæggen når man gjorde det. Og der sku skrives om pladerne og demoerne og koncerterne i de fanzines vi lavede på skrivemaskiner og så de kopimaskiner vi ku finde nogen der havde adgang til. OK, som vores mødre havde adgang til på deres arbejde. Prøv at tænke på hvor mange Carcass-plader velmenende mødre verden over har finansieret med de penge der egentlig sku være gået til at deres teenager fik noget at spise i løbet af dagen; hvor mange Nuclear Death-interviews selvopofrende mødre har stået og kopieret i smug nede i kopirummet og gemt under officielle papirer på vej tilbage til kontoret. De har vel i virkeligheden bare været lettede over at knægten ikke lå og knaldede rundt på skateboards og bmx og slog sig selv i smadder som de andre unger i nabolaget.
Så langt tænker jeg slet ikke der på toppen af bakken, jeg tænker bare på at jeg skal til at slå mig selv i smadder og det kommer til at gøre hammer nas og jeg sku være blevet hjemme og høre en plade eller læse en bog eller noget. Faktisk er lige præcis de to ting årsag til at jeg er her: Jeg er virkelig ikke ude og forsøge at genvinde en eller anden tabt teenagedom, og det er virkelig heller ikke et eller andet desperat forsøg på at holde fast i ungdommen. I hvert fald ikke et jeg er bevidst om: Jeg har haft så rigeligt med teenageår, og jeg er ikke gammel og føler mig ikke gammel. Så. Men jeg læste den sekvens i Asbjorn Intonsus’ Please Don’t Feed the Bears hvor han er ude og mountainbike og slår sig noget så fordærvet og i en alder af nogenogtyve føler sig alt for gammel og latterlig til overhovedet at lave sådan et stunt, og jeg så videoen til Dinosaur Jr.’s ”Over It” hvor de tæsker rundt på skateboards og bmx og laver de vildeste tricks og de ondeste styrt og ser alt for gamle og småtåbelige ud når de gør det og godt selv er klar over det, og selvom jeg altså hverken føler mig gammel eller på nogen måde er det, så gav det mig lyst til osse lige at rive en tur; ikke at slå mig, bare pumpe adrenalinet lidt op, lire den lidt for mig selv. Den er god nok, mit adrenalin pumper nu, der er ikke noget dér, men jeg er ret sikker på jeg ikke undgår at slå mig til lirekassemand og det føles ikke særlig liret, mand.
Så langt tænker jeg der på toppen af bakken, men jeg tænker ikke på hvor meget mit liv nu til forveksling ligner det liv jeg havde som 13-årig: Jeg bruger stadigvæk uforholdsmæssigt mange penge på plader og endnu mere tid på at skrive om dem, og den største forskel er vel at jeg i dag i det mindste får flere plader gratis end jeg køber, men i guder hvor det osse er noget crap det meste, så det kan næsten være lige meget. Jeg går osse stadigvæk til koncerter hele tiden og vælter rundt, og det er stadigvæk det samme kick, muligvis endda stærkere endnu fordi jeg ved at det burde ha fortaget sig, jeg burde være blevet mere blasert, jeg er blevet mere blasert; jeg har gjort mig selv det klart at jeg ikke længere kan forvente at få det samme kick, og så meget desto federe er det så når jeg alligevel får det, og derfor åbner jeg mig bevidst for de kicks, rager dem grådigt til mig.
Og det er et kick jeg er ude efter her, det er det jeg står heroppe på toppen af bakken for, og uden altså at ha tænkt den foregående tankerække på nogen bevidst måde, triller jeg forsigtigt forhjulet ud over kanten og lar helvede bryde løs i al sin gory vælde. Jeg kommer ned i ét stykke og skyder op ad den næste bakke, holder igen et øjebliks rekognoscering inden jeg vælter mig ned ad den osse og op på den næste, og jeg har fart nok på til at skyde over plateauet og ned og op igen. Jeg har ikke rigtig nogen kontrol over hvad jeg laver, men jeg er fucking flyvende! Og det er så her jeg ikke har fart nok på fordi jeg har klamret mig så febrilsk til cyklen og livet at jeg ikke har ænset at træde i pedalerne, og det var ellers her jeg for alvor sku ha fløjet, for i stedet for et plateau er her blot en bakkekam, en fordybning, en bakkekam til og en ny fordybning inden en tredje kam og så ned ad bakken, det hedder garanteret et eller andet i lingoen, jeg ved bare at det var her jeg sku være fløjet henover hvis jeg havde haft nosser til det, men jeg når ikke længere end til den midterste forhøjning, så ryger baghjulet i grøften og cyklen stopper med ét og sende mig ud over kanten og ned ad bakken med røven øverst og jeg lander dumpt og tungt og kurrer det sidste stykke gennem jord og græs og småsten inden jeg ligger dér og tænker pis og helvede.
Det første jeg konstaterer da jeg sætter mig op er at min venstre arm gør sindsvagt ondt, men jeg kan bevæge fingrene og det tror jeg betyder at den ikke er brækket, så det kan jeg sidde og glæde mig over mens jeg har så latterligt ondt. Jeg konstaterer osse at resten af mig tilsyneladende er sluppet med lidt småskrammer og hudafskrabninger, intet alvorligt, og brillerne har overlevet. Jeg spænder hjelmen op og sidder lidt og mærker solen i ansigtet, prøver at mærke alt andet jeg kan end lige den arm. Så kommer der nogen knægte og skal til, nogle rigtige 13-årige, og jeg rejser mig for at få min cykel af vejen, og i det jeg løfter den med højre arm mærker jeg det sige plop! inde i min venstre skulder, og så har min arm det lige pludselig meget bedre og kan bøje sig og alt muligt; ikke uden at det gør pisse ondt, men hey, den kan og det er fantastisk.
Jeg ved ikke hvad det er præcis jeg føler mig som da jeg sætter mig i græsset ved siden af banen og sunder mig, tværet ind i blod og jord. Det er ikke en rigtig 13-årig, det er mit erkendelsesniveau alt for udviklet til i forhold til en 13-årigs; bare det at jeg kan føle mig som en 13-årig er nok til at fastslå at jeg reelt ikke føler mig som en rigtig 13-årig ville føle sig, for sådan én føler sig sgu ikke som en på 13, men som en der er meget større end det. Det er sådan set osse lige meget hvad det er jeg føler mig som, hovedsagen er at jeg lige her og nu føler mig fantastisk, fuldstændigt. Min krop er smart nok: Den er for længst gået i gang med at pumpe endorfiner rundt i systemet for at bedøve smerten, og det er seføli ikke mindst derfor jeg har det så fantastisk. Jeg føler mig umanerligt levende, det er MTV der har lært mig at det er sånoen øjeblikke man føler bedst at man lever. Jeg kan mærke mig selv, jeg har fået nogen skrammer, et bevis på at jeg netop ikke bare har siddet hjemme og hørt en plade eller læst en bog eller noget. Sejhed genvundet, instant street cred. Jeg kommer til at gå med armen i slynge, alle kommer til at spørge hvad jeg har lavet, og jeg vil ku svare at jeg var ude at prøve en ny bmx-bane og hvad har de så lavet i weekenden siden de ikke har nogen synlige skrammer? Tsk.
Jeg føler mig som idéen om hvordan en 13-årig ville føle sig uden erkendelsen af at dette var ham nu og alt var tabt og kun genvundet for en stund, eller hvad det nu er for noget kristent crap der får os til at hige mod at være en 13-årig; en eller anden forestilling om uskyld og daglange eriktioner og verden åben. Sidder der for foden af bakken med min cykel ved siden af mig og samler mig sammen til at bugsere mig selv hjem. Man ku godt se det sådan at bakken sejrede over mig, men jeg ved bedre: Der var ingen af os der vandt over den anden, for der var ingen af os der kæmpede mod hinanden. Bakken var der bare og var bakke og jeg var der og var på den bakke som mig selv og i det øjeblik defineret som mig selv på den bakke, en del af det landskab den bakke udgjorde, en del af det den bakke var lige der. Bakken var det jeg definerede mig selv ud fra i det øjeblik som stadig varer så længe jeg er ved den og hver gang jeg fremover vil genkalde mig den bakke og det at være en del af den, og hvordan sku jeg ku være imod noget der gav mig så meget af mig selv? Og den er en del af mig nu, inklusive styrt og skulder slået af led og det hele, og har fuldstændigt udraderet billedet af ham den 13-årige tøsedreng jeg måske tror jeg har været.
fredag den 21. august 2009
Et pænt intenst bekendtskab
Jeg vandrede den vinter, ud over markerne i klassisk sort cottoncoat og hornbriller, håret lakket op i en uigennemtrængelig, fastfrosset ’do; uantastelig og utrøstelig. Det var det der var at lave den vinter: Vandre for at åbne lungerne, genvinde kontrollen over den astma de gik fuldstændigt grassat den vinter, ku bare sidde der på værelset og mærke det hele presse sig ind mod mig, brystet lukke sig, min nyerhvervede tinnitus der steg i intensitet når trykket i mit hoved tog til, indtil der ikke var andet at gøre, ikke mere medicin at tage den dag. Så på med cottoncoaten, snøre støvlerne og ud, ned ad stien ind i krattet udenom mudderhullerne, mærke det fortage sig, slippe fri.
Det var det der var at gøre den vinter, der var ikke rigtig andet: For syg til at kommunen var efter mig, ikke syg nok til at de rigtig ville gøre noget ved det, bare nok til at blive ladt alene med mig selv og min astma og en uudtømmelig reserve af selvynk. Jeg pløjede systematisk kældermagasin hvor alle vinylerne var blevet stuvet af vejen igennem for synth: Schulze, Schnitzler, Stockhausen, Riley, Popol Vuh og alle de andre der var blevet rubriceret som new age og i mere eller mindre grad var det: Deuter, Tangerine Dream, Hamel, Micus, selv Kitaro og Vangelis fik pligtskyldigt deres tur; alt jeg ku finde for at forsøge at forstå, og Eno, seføli. Timer dernede i det støvede magasin, det har været kræs for astmaen, helt åndssvagt, for ikke at tale om psyken: når jeg vadede der ud over markerne dækket af sort tøsne med Mirage eller Shutov Assembly eller Zeit eller et eller andet andet dyster og dronende og atonal synth i walkmanen, i min egen verden af stålfugle og robothed. Jeg var væk der.
Jeg vandrede og tænkte, forsøgte at bruge gåturene til at tænke så stort og vigtigt og uomgængeligt som man nu så gerne vil i den tilstand, og seføli var det eneste uomgængelige fisse når man nu gik de og ikke havde andre at dele den lille del af ens tankevirksomhed der ikke var helliget fisse med, så det var så det jeg tænkte på, lissom det for den sags skyld var det når jeg sad på værelset og pligtskyldigt pløjede mig igennem Nietzsche. Hvem det nu end var på det tidspunkt jeg ikke ku finde ud af at ta det skridtet videre med og bare holdt mig til at sende lange, suicidalt fabulerende breve, som jeg troligt kopierede til mig selv for at bevare dem for den eftertid jeg var overbevist om lå lige om hjørnet, udfrielsen. Nogen ku godt ha set i nåde til mig, synes jeg egentlig nok, lige taget mig ind, lavet mig en kop te med honning eller noget, en halv flaske whisky, ladet mig falde i søvn i skødet og strøget mig over hårhjelmen, taget sig lidt af mig. Jeg havde brug for det, måske næsten endnu mere end jeg havde brug for fisse, selvom jeg eddermame havde hårdt brug for dét osse. Ikke at jeg bebrejder nogen noget, ikke lige i dén sammenhæng: Jeg er ret sikker på at jeg var et pænt intenst bekendtskab lige i den periode.
Jeg vandrede afsted og forestillede mig, sådan som man gør det, at jeg var med i en film, i givet fald et eller andet pseudofransk eksistentielt noget, ikke, så bare lige uden de triste, nøgne kvinder, forstås: Jeg forestillede mig sådan en film hvor det eneste jeg havde på plads af plottet var at ”All Tomorrow’s Parties” sku gå igen i den i de forskellige udgaver af den jeg kendte; Nick Caves, Nicos fra en af hendes soloplader, kan ikke huske hvilken, en eller anden udgave til jeg ikke kan huske, der sku dukke op med jævne mellemrum og bære filmen frem, og så til sidst sku det ende med at protagonisten, som var sådan en alvorlig, sortklædt ung mand med cottoncoat og hornbriller og det hele, kom vandrende midt om natten ad en sti som den jeg gik på, stridende afsted, og som den oprindelige udgave af ”All Tomorrow’s Parties” med Velvet Underground satte ind ville en hel flok fyre komme ud fra krattet og gennemtampe den unge mand så læsterligt og så sku det være det. Jeg havde vel set Naked; jeg kan faktisk huske at jeg så den film dengang i biffen og at den slutning virkede lidt for let, lidt for meget som en art udfrielse der ikke rigtig løsnede noget op for nogen, men det jeg husker endnu bedre var da rulleteksterne begyndte at køre og en fyr højlydt proklamerede til sine venner at ”jeg fattede ikke en skid af den, men det var nogen fede sexscener!” For hvis der var noget det satme ikke var, så var det fed eller på bare nogen som helst måde tiltalende sex der var i den film: Det kan godt være jeg ikke havde særlig meget sex dengang og at det jeg havde ikke var særlig godt, men det var ikke ondt og hadsk. Jeg var hadsk, men jeg tror ikke jeg var ond, det er min bedste overbevisning at jeg ikke var det, jeg forsøgte i hvert fald ikke at være det. Jeg har sikkert været det ind imellem, men det har været af vanvare så, og i givet fald har jeg sikkert osse skammet mig over det, hvis jeg var klar det altså. Jeg har i hvert fald skammet mig. Der var så meget at skamme sig over dengang.
Jeg vandrede, vandrede, vandrede, og når jeg gik over jernbanesporene og så toget køre forbi ønskede jeg mig ombord på det tog, på vej væk, ”I want to take a train today, I'd take it straight to any place” sang nogen, og så var det sådan set underordnet at det tog kun kørte frem og tilbage mellem det hul hvor jeg var strandet og et endnu mindre hul: Det var selve idéen om at komme væk, og jeg kom aldrig nogen steder.
Jeg vandrede og når jeg ikke vandrede fyldte jeg notesbog på notesbog med betragtninger, nøje overvejelser, gode sætninger, dårlige digte, klagesange, tekster til sange jeg et eller andet sted godt vidste ikke var noget jeg nogensinde selv ville gide høre andre lave noget i stil med, fordi det bare var et opkog af de inspirationskilder jeg havde på det tidspunkt (som det altid er, der bare flere nu, det er blevet nuanceret lidt). Jeg er aldrig gået tilbage og kigget i de notesbøger: De er blevet fyldt ud, lukket i og lagt ind i reolen og troligt flyttet med hver gang jeg er flyttet siden da, som en halvbagt metafor for et eller andet jeg slet ikke orker at begi mig ud i at forestille mig hvad sku være: De ligger der bare og gør ingen fortræd, hverken dødvægt eller balast. Én af dagene, men der er så meget.
Det var det der var at gøre den vinter, der var ikke rigtig andet: For syg til at kommunen var efter mig, ikke syg nok til at de rigtig ville gøre noget ved det, bare nok til at blive ladt alene med mig selv og min astma og en uudtømmelig reserve af selvynk. Jeg pløjede systematisk kældermagasin hvor alle vinylerne var blevet stuvet af vejen igennem for synth: Schulze, Schnitzler, Stockhausen, Riley, Popol Vuh og alle de andre der var blevet rubriceret som new age og i mere eller mindre grad var det: Deuter, Tangerine Dream, Hamel, Micus, selv Kitaro og Vangelis fik pligtskyldigt deres tur; alt jeg ku finde for at forsøge at forstå, og Eno, seføli. Timer dernede i det støvede magasin, det har været kræs for astmaen, helt åndssvagt, for ikke at tale om psyken: når jeg vadede der ud over markerne dækket af sort tøsne med Mirage eller Shutov Assembly eller Zeit eller et eller andet andet dyster og dronende og atonal synth i walkmanen, i min egen verden af stålfugle og robothed. Jeg var væk der.
Jeg vandrede og tænkte, forsøgte at bruge gåturene til at tænke så stort og vigtigt og uomgængeligt som man nu så gerne vil i den tilstand, og seføli var det eneste uomgængelige fisse når man nu gik de og ikke havde andre at dele den lille del af ens tankevirksomhed der ikke var helliget fisse med, så det var så det jeg tænkte på, lissom det for den sags skyld var det når jeg sad på værelset og pligtskyldigt pløjede mig igennem Nietzsche. Hvem det nu end var på det tidspunkt jeg ikke ku finde ud af at ta det skridtet videre med og bare holdt mig til at sende lange, suicidalt fabulerende breve, som jeg troligt kopierede til mig selv for at bevare dem for den eftertid jeg var overbevist om lå lige om hjørnet, udfrielsen. Nogen ku godt ha set i nåde til mig, synes jeg egentlig nok, lige taget mig ind, lavet mig en kop te med honning eller noget, en halv flaske whisky, ladet mig falde i søvn i skødet og strøget mig over hårhjelmen, taget sig lidt af mig. Jeg havde brug for det, måske næsten endnu mere end jeg havde brug for fisse, selvom jeg eddermame havde hårdt brug for dét osse. Ikke at jeg bebrejder nogen noget, ikke lige i dén sammenhæng: Jeg er ret sikker på at jeg var et pænt intenst bekendtskab lige i den periode.
Jeg vandrede afsted og forestillede mig, sådan som man gør det, at jeg var med i en film, i givet fald et eller andet pseudofransk eksistentielt noget, ikke, så bare lige uden de triste, nøgne kvinder, forstås: Jeg forestillede mig sådan en film hvor det eneste jeg havde på plads af plottet var at ”All Tomorrow’s Parties” sku gå igen i den i de forskellige udgaver af den jeg kendte; Nick Caves, Nicos fra en af hendes soloplader, kan ikke huske hvilken, en eller anden udgave til jeg ikke kan huske, der sku dukke op med jævne mellemrum og bære filmen frem, og så til sidst sku det ende med at protagonisten, som var sådan en alvorlig, sortklædt ung mand med cottoncoat og hornbriller og det hele, kom vandrende midt om natten ad en sti som den jeg gik på, stridende afsted, og som den oprindelige udgave af ”All Tomorrow’s Parties” med Velvet Underground satte ind ville en hel flok fyre komme ud fra krattet og gennemtampe den unge mand så læsterligt og så sku det være det. Jeg havde vel set Naked; jeg kan faktisk huske at jeg så den film dengang i biffen og at den slutning virkede lidt for let, lidt for meget som en art udfrielse der ikke rigtig løsnede noget op for nogen, men det jeg husker endnu bedre var da rulleteksterne begyndte at køre og en fyr højlydt proklamerede til sine venner at ”jeg fattede ikke en skid af den, men det var nogen fede sexscener!” For hvis der var noget det satme ikke var, så var det fed eller på bare nogen som helst måde tiltalende sex der var i den film: Det kan godt være jeg ikke havde særlig meget sex dengang og at det jeg havde ikke var særlig godt, men det var ikke ondt og hadsk. Jeg var hadsk, men jeg tror ikke jeg var ond, det er min bedste overbevisning at jeg ikke var det, jeg forsøgte i hvert fald ikke at være det. Jeg har sikkert været det ind imellem, men det har været af vanvare så, og i givet fald har jeg sikkert osse skammet mig over det, hvis jeg var klar det altså. Jeg har i hvert fald skammet mig. Der var så meget at skamme sig over dengang.
Jeg vandrede, vandrede, vandrede, og når jeg gik over jernbanesporene og så toget køre forbi ønskede jeg mig ombord på det tog, på vej væk, ”I want to take a train today, I'd take it straight to any place” sang nogen, og så var det sådan set underordnet at det tog kun kørte frem og tilbage mellem det hul hvor jeg var strandet og et endnu mindre hul: Det var selve idéen om at komme væk, og jeg kom aldrig nogen steder.
Jeg vandrede og når jeg ikke vandrede fyldte jeg notesbog på notesbog med betragtninger, nøje overvejelser, gode sætninger, dårlige digte, klagesange, tekster til sange jeg et eller andet sted godt vidste ikke var noget jeg nogensinde selv ville gide høre andre lave noget i stil med, fordi det bare var et opkog af de inspirationskilder jeg havde på det tidspunkt (som det altid er, der bare flere nu, det er blevet nuanceret lidt). Jeg er aldrig gået tilbage og kigget i de notesbøger: De er blevet fyldt ud, lukket i og lagt ind i reolen og troligt flyttet med hver gang jeg er flyttet siden da, som en halvbagt metafor for et eller andet jeg slet ikke orker at begi mig ud i at forestille mig hvad sku være: De ligger der bare og gør ingen fortræd, hverken dødvægt eller balast. Én af dagene, men der er så meget.
søndag den 26. juli 2009
Marihuanergraven
Tilbage i den gamle hætte: Triller klapvognen afsted for at få knægten til at gi op & gi sig hen & bare sove, så jeg kan komme tilbage til den fest jeg er kommet tilbage for. Stien omme bag kirken hvor vi sad & drak alt for stærke øl & røg smøger på længde med vores underarme, & hvor min storebror siger én af de gamle venner stadig sidder & kæver guldøl jævnligt, fordi det er sådan et kvarter: Parcelhuse, villaer med have & det hele, men stadig langt nok ude i udkanten til at det er sølle.
Fuck, hvor jeg dog har brugt megen energi på at ha nederen over det kvarter jeg er født & opvokset i, & hele det grønne anlæg der bag kirken, ovenpå den gamle spedalskkirkegård, no less. Hvis vi dog i det mindste bare havde været den tand mere 4-real sølle, & ikke bare jævnt overbeskyttet lavere middelklasse-sølle, så ku vi ha siddet & røget pot deromme & kaldt det Marihuanergraven, & så havde det om ikke andet da været en slags historie at fortælle i dag. Woah, dengang vi lavede en bong af et plakatrør & trak en hel joint ned i den før røgen faktisk nåede op for enden, & så smagte det bare af giftig plastic & vi kom op at skændes om hvis idé det havde været & som så sku betale for den spildte joint (den er god nok, den lavede vi faktisk, seføli gjorde vi det, men det var med en normal smøg, den er ikke så vild). Eller dengang jeg ikke ville ryge det & slugte en klump i stedet & ikke ku mærke en skid mens de andre trippede for vildt, & så på vej hjem gennem skoven flere timer senere ramte det mig, bam! & jeg hørte stemmer & så skygger bevæge sig helt vildt hurtigt & blev fuldstændigt freaket ud af det, indtil ham fyren jeg sku sove hos lagde en arm om mig & gelejdede mig hjem på hans værelse uden at forældrene måtte se mig fordi jeg var så langt væk. & så lagde han en hånd på mit inderlår & begyndte at massere det mens han messede for mig om at jeg bare sku være helt tryg ved ham & der var ikke noget, & jeg sad som en stenstøtte & var helt væk i den Cure-plade han havde sat på for at skabes vibes, ku kun høre bas & bækken, ænsede intet, & jeg tror, jeg håber, han opgav (den er osse god nok, men det var slet ikke deromme bag kirken, det var flere år før & ude hos nogle rigtige tabere endnu længere udenfor byen).
Jeg har bare en bænk ved en cykelsti bag en kirke der ligner en svømmehal, & der sidder min gamle ven så (for så vidt som han nu var det, hvad der altid var lidt usikkert), & det ku ikke ha været mig, & det gir egentlig sig selv at det måtte blive ham, men hva faen var det så vi brugte alle de aftener i hans kælder & dernede på den skide bænk på at bygge op omkring guldøl & smøger & crossoverplader, sidde & være moody & emote for vildt over noget Suicidal Tendencies fordi man var blevet droppet efter en uge & aldrig ville få knaldet eller rocke den hårde Venice Beach stil med bandanas & umanerligt spraglede skjorter knappet med én knap øverst. ’tallica & Mucky Pup med Simpsons-samplinger & sange om hvor for slapt fængselsvæsenet var & Point Break & aldrig skyggen af et bryst eller en snak om noget der rakte ud over det, vel.
Vi skabte vores egen middelmådighed, der i Marihuanergraven, & nogen af os brød fri af den & fik skabt noget der altid ville blive holdt op mod den middelmådighed, sådan at vi ku glæde os over at vi i det mindste ikke sad tilbage der på bænken, & de venner vi havde haft dengang blev for os ved med at være de samme som de var dengang: vi kan slet ikke forestille os at de sku ha udviklet sig lisså meget som vi selv synes vi har, så efterhånden som vi blir mere & mere voksne synes de mere & mere umodne, & det kan godt være at vi storsindet kan tilgive dem for at ha været teenagere & være vokset op i det samme provinshelvede som os selv, men det er så højst for selv at ku vokse lidt mere af det.
Fuck, hvor har jeg dog brugt megen energi på at hade mennesker der vel bare futter rundt i deres rækkehuse i dag, vander rododendronerne, ser lørdagsunderholdning på den obskøne fladskærm, skruer lidt i bilen & så engang imellem stikker ned på bænken bag kirken for at slippe væk fra det ansvar der følger med sådan et rækkehus med have, sådan et stereoanlæg, sådan en bil; fucking hadet dem for at være så uambitiøst jævne at de ikke engang ku finde ud af at gå ordentligt i hundene.
OK. Der var ham. & ham. & ham osse & ham. & hende, for den sags skyld, & ham & ham. OK, de forsumpede, det gjorde de godt nok. Fuck, mand, ham med lædervesten, ham der proklamerede at han følte sig nøgen når han ikke havde den lædervest på som han havde anskaffet sig, hvad, tre måneder tidligere da han var begyndt at ryge masser af tjald & stjæle knallerter & sådan & som måtte gå 9. klasse om. Han forsumpede pænt meget, det gjorde han, det var hinsides middelmådighed.
Er det det jeg skal distancere mig fra, er det deres skuldre jeg skal stå på? Provinsen er et helvede jeg har forsvoret nogensinde at byde mine egne børn, & det fortæller jeg knægten, som han sidder i klapvognen med øjnene en blå million mil væk mens solen forsvinder bag trækronerne & bænken henligger i skygge. Jeg finder min schweizerkniv i lommen & går i gang med minutiøst at ridse ”JEG HADER JER ALLE SAMMEN” ind i ryggen på den mens jeg spejder til siderne for at se om der kommer nogen. Det er et halvlangt udsagn at snitte, jeg ku godt ha holdt mig til et ”DØ DOG” eller bare et pentagram eller noget andet sejt, men nu er jeg i gang & jeg betragter det som en eller anden form for renselse af en ret dum & ikke særligt zen art, & da jeg er færdig står det helt klart i træet: ”JEG HADER JER ALLE SAMMEN”, & jeg hader dem ikke længere, ikke rigtigt. & knægten er faldet i søvn i vognen & det hele & alt er en tand bedre.
Jeg prøver på ikke at bære rundt på en masse had. Der var en overgang, de sene teenageår, starten af tyverne, figures, hvor jeg var overbevist om at jeg ku bruge hadet som en drivkraft. Se hvor vidt det bragte mig. Jeg er ikke sådan en der hader nu, & det er ikke kun fordi det sku gøre mig til et bedre menneske end alle andre mennesker der render rundt & klathader, men fordi hadet bare gjorde mig til én til af dem som jeg ikke ville være som. Der er det der Bad Religion-cover til Suffer-pladen hvor der står en ung fyr & bare brænder med knyttede næver på en villavej: Det fik jeg tatoveret på ryggen for at minde mig selv om den fyr, om at komme videre for hans skyld & aldrig gi køb på det, aldrig vende tilbage & leve i hadet & så sidde dernede i Marihuanergraven & tænke at fuck mig, det er så vidt jeg er kommet & det er hvad jeg gir videre.
Eller noget, det er jo omme på ryggen, så det er ikke noget jeg ser særlig tit, måske en gang hver anden eller tredje måned hvor jeg tænker ”Hov! Nåh ja” og så er det i virkeligheden det. Men altså.
Fuck, hvor jeg dog har brugt megen energi på at ha nederen over det kvarter jeg er født & opvokset i, & hele det grønne anlæg der bag kirken, ovenpå den gamle spedalskkirkegård, no less. Hvis vi dog i det mindste bare havde været den tand mere 4-real sølle, & ikke bare jævnt overbeskyttet lavere middelklasse-sølle, så ku vi ha siddet & røget pot deromme & kaldt det Marihuanergraven, & så havde det om ikke andet da været en slags historie at fortælle i dag. Woah, dengang vi lavede en bong af et plakatrør & trak en hel joint ned i den før røgen faktisk nåede op for enden, & så smagte det bare af giftig plastic & vi kom op at skændes om hvis idé det havde været & som så sku betale for den spildte joint (den er god nok, den lavede vi faktisk, seføli gjorde vi det, men det var med en normal smøg, den er ikke så vild). Eller dengang jeg ikke ville ryge det & slugte en klump i stedet & ikke ku mærke en skid mens de andre trippede for vildt, & så på vej hjem gennem skoven flere timer senere ramte det mig, bam! & jeg hørte stemmer & så skygger bevæge sig helt vildt hurtigt & blev fuldstændigt freaket ud af det, indtil ham fyren jeg sku sove hos lagde en arm om mig & gelejdede mig hjem på hans værelse uden at forældrene måtte se mig fordi jeg var så langt væk. & så lagde han en hånd på mit inderlår & begyndte at massere det mens han messede for mig om at jeg bare sku være helt tryg ved ham & der var ikke noget, & jeg sad som en stenstøtte & var helt væk i den Cure-plade han havde sat på for at skabes vibes, ku kun høre bas & bækken, ænsede intet, & jeg tror, jeg håber, han opgav (den er osse god nok, men det var slet ikke deromme bag kirken, det var flere år før & ude hos nogle rigtige tabere endnu længere udenfor byen).
Jeg har bare en bænk ved en cykelsti bag en kirke der ligner en svømmehal, & der sidder min gamle ven så (for så vidt som han nu var det, hvad der altid var lidt usikkert), & det ku ikke ha været mig, & det gir egentlig sig selv at det måtte blive ham, men hva faen var det så vi brugte alle de aftener i hans kælder & dernede på den skide bænk på at bygge op omkring guldøl & smøger & crossoverplader, sidde & være moody & emote for vildt over noget Suicidal Tendencies fordi man var blevet droppet efter en uge & aldrig ville få knaldet eller rocke den hårde Venice Beach stil med bandanas & umanerligt spraglede skjorter knappet med én knap øverst. ’tallica & Mucky Pup med Simpsons-samplinger & sange om hvor for slapt fængselsvæsenet var & Point Break & aldrig skyggen af et bryst eller en snak om noget der rakte ud over det, vel.
Vi skabte vores egen middelmådighed, der i Marihuanergraven, & nogen af os brød fri af den & fik skabt noget der altid ville blive holdt op mod den middelmådighed, sådan at vi ku glæde os over at vi i det mindste ikke sad tilbage der på bænken, & de venner vi havde haft dengang blev for os ved med at være de samme som de var dengang: vi kan slet ikke forestille os at de sku ha udviklet sig lisså meget som vi selv synes vi har, så efterhånden som vi blir mere & mere voksne synes de mere & mere umodne, & det kan godt være at vi storsindet kan tilgive dem for at ha været teenagere & være vokset op i det samme provinshelvede som os selv, men det er så højst for selv at ku vokse lidt mere af det.
Fuck, hvor har jeg dog brugt megen energi på at hade mennesker der vel bare futter rundt i deres rækkehuse i dag, vander rododendronerne, ser lørdagsunderholdning på den obskøne fladskærm, skruer lidt i bilen & så engang imellem stikker ned på bænken bag kirken for at slippe væk fra det ansvar der følger med sådan et rækkehus med have, sådan et stereoanlæg, sådan en bil; fucking hadet dem for at være så uambitiøst jævne at de ikke engang ku finde ud af at gå ordentligt i hundene.
OK. Der var ham. & ham. & ham osse & ham. & hende, for den sags skyld, & ham & ham. OK, de forsumpede, det gjorde de godt nok. Fuck, mand, ham med lædervesten, ham der proklamerede at han følte sig nøgen når han ikke havde den lædervest på som han havde anskaffet sig, hvad, tre måneder tidligere da han var begyndt at ryge masser af tjald & stjæle knallerter & sådan & som måtte gå 9. klasse om. Han forsumpede pænt meget, det gjorde han, det var hinsides middelmådighed.
Er det det jeg skal distancere mig fra, er det deres skuldre jeg skal stå på? Provinsen er et helvede jeg har forsvoret nogensinde at byde mine egne børn, & det fortæller jeg knægten, som han sidder i klapvognen med øjnene en blå million mil væk mens solen forsvinder bag trækronerne & bænken henligger i skygge. Jeg finder min schweizerkniv i lommen & går i gang med minutiøst at ridse ”JEG HADER JER ALLE SAMMEN” ind i ryggen på den mens jeg spejder til siderne for at se om der kommer nogen. Det er et halvlangt udsagn at snitte, jeg ku godt ha holdt mig til et ”DØ DOG” eller bare et pentagram eller noget andet sejt, men nu er jeg i gang & jeg betragter det som en eller anden form for renselse af en ret dum & ikke særligt zen art, & da jeg er færdig står det helt klart i træet: ”JEG HADER JER ALLE SAMMEN”, & jeg hader dem ikke længere, ikke rigtigt. & knægten er faldet i søvn i vognen & det hele & alt er en tand bedre.
Jeg prøver på ikke at bære rundt på en masse had. Der var en overgang, de sene teenageår, starten af tyverne, figures, hvor jeg var overbevist om at jeg ku bruge hadet som en drivkraft. Se hvor vidt det bragte mig. Jeg er ikke sådan en der hader nu, & det er ikke kun fordi det sku gøre mig til et bedre menneske end alle andre mennesker der render rundt & klathader, men fordi hadet bare gjorde mig til én til af dem som jeg ikke ville være som. Der er det der Bad Religion-cover til Suffer-pladen hvor der står en ung fyr & bare brænder med knyttede næver på en villavej: Det fik jeg tatoveret på ryggen for at minde mig selv om den fyr, om at komme videre for hans skyld & aldrig gi køb på det, aldrig vende tilbage & leve i hadet & så sidde dernede i Marihuanergraven & tænke at fuck mig, det er så vidt jeg er kommet & det er hvad jeg gir videre.
Eller noget, det er jo omme på ryggen, så det er ikke noget jeg ser særlig tit, måske en gang hver anden eller tredje måned hvor jeg tænker ”Hov! Nåh ja” og så er det i virkeligheden det. Men altså.
Abonner på:
Opslag (Atom)