2013 på pladespilleren - # 1: Dennis Johnson

De første toner markerer en ansats til noget vi med det samme har en forventning til hvordan vil udvikle sig. Vi kender den her stemning, vi ved hvad den her klang vil os. Så bryder det af, en enkelt tone blir hængende, klinger af & af & af, forsvinder næsten helt, hvis vi ikke skruer op eller anstrenger os eller bare lar vores hjerne forsikre os om at den fortsætter, at tonerækker ikke bare bryder af sådan, ikke så tidligt. Vores hjerne spiller med her, udfylder rummet indtil de næste toner alligevel rammer, falder hvor vi næsten ku ha forudset de ville falde. En lille sejr hver gang hjernen får ret, blir bekræftet i at den har gennemskuet systemet, en hurtig tilfredsstillelse. Ret hurtigt blir der bygget et tema op, nu tror vi godt vi ved hvordan det her skal fortsætte, det er nemt, det her, tilfredsstillelsen blir mindre & mindre for hver gang vi regner den ud. Det kan ikke passe. Vi er lige startet, ikke mere end et par minutter inde, har fem timer tilbage: Det kan ikke passe at vi allerede har gennemskuet det, at dette er hvad det er, & de næste fem timer blot være variationer over dette tema. Det når vi at tænke, før vi registrerer at musikken er i færd med at opløse sig foran os. Ikke i stilheden, lige nu er der toner næsten hele tiden, kommer de ikke ligefrem væltende oven i hinanden, så lar de kun lige hinanden klinge bort, inden de bygger videre på det, rører næsten hinanden nok til at skabe en konstruktion. Vores hjerne har svært ved at følge med nu, musikken tårner sig op foran den, mere & mere uoverskueligt blir det, men det er en tryg uoverskuelighed. Den lar os ane at der er et system bag, en konstruktion som det hele suser igennem, at det kommer til at føre os et sted hen, vi skal bare hænge på. Afklare os selv med uoverskueligheden, det er det musikken lærer os lige nu, & nu slipper den os. Registret mørknes, rumnmet omkring tonerne strækkes ud, klangene fortættes. Et øjeblik tror vi næsten vi er på vej tilbage mod temaet igen allerede, indtil det går op for os at det her kun er en antydning. Vi har lang vej igen, den grundtone der rammes nu, efterfølges af et flere oktaver langt spring ind i en kvint eller noget vi burde vide noget mere om for at forstå det her. Det skærer ikke, der er ikke noget at skære sig på her, ingen så umiddelbare oplevelser at ta med sig ud.

Det er et langt ridt han har foran sig her, han sætter kaffe over, kortvarigt overdøver kaffekværnens fræsen musikken, ikke længere end at han finder tilbage i den igen med det samme. Det er osse november her et halvt århundrede senere, et helt anderledes borealt gråt i gråt ud af køkkenvinduet end det en ung musikstuderende må ha set på den eftermiddag i Los Angeles, hvor han sad i en ven Terry Jennings' mors hus & spillede sig igennem det værk han havde konstrueret ud fra en god håndfuld siders tema & de logiske forskydninger af det, som han ikke engang havde noteret, fordi han forstod dem intuitivt. Det var sådan det måtte være, det var sådan musikken måtte spilles, han havde en vision. Han havde en ven der optog den første times tid af stykket på en spolebåndoptager, det blev dokumenteret med lyden af biler ude på gaden, en gøende hund, de tilhørendes hosten. Det blev dokumenteret at det her havde fandtes, selvom Dennis Johnson allerede var ved at blive overhalet af kollegaen LaMonte Young, der snart sku få premiere på sit storværk, The Well-Tuned Piano. Stadig nogle år efter det her værk blev konciperet, men det ku allerede næsten være lige meget: Nu var der ikke andet at gøre end at dokumentere det & så la det ligge. Tre årtier ligger det & klinger, der er ikke andre end dem der var tilstede den dag der kan høre den tone klinge, deres hjerner forlænger den, lar den igge bag al støjen, krige, coctailparties, rock & trafik, lar den finde dem inden søvnen som en uforløsthed. Tre årtier senere hører Kyle Gann om November første gang, fire årtier senere gir LaMonte Young ham en kopi af optagelsen, fem årtier senere er stykket rekonstrueret, uropført, indspillet, dokumenteret & preserveret.

Det er en art retfærdighed, tænker han mens kaffen bobler op igennem stemplet, men det føles bare ikke fuldbragt. Det er en musik der ikke anerkender endegyldigheden. Han skruer højere op, så musikken kan fæølge ham ud på bagtrappen, hvor han står med kaffekoppen under halvtaget & mærker den kolde fugt på kinderne, en silende dis der lægger sig over haven. Der er ikke rigtig nogen vind, men der er alligevel heller ikke rigtig noget løvfang længere den ku ha suset i, det røg altsammen under den første af stormene, lå morgenen efter spredt over plænen. Der ligger det endnu, bladene er brune og smattede efter flere dages vedvarende regn; der vil de få lov at blive liggende i forventning om at de bare vil formulde af sig selv under sneen, & først når den så smelter i slutningen af marts, & de stadig ligger der, sortbrune, indskrumpede, vil han mande sig op til at rive dem sammen og smide dem i kompostbeholderen. Der er et billede der, tænker han: Kompostbeholderen. Al den musik han hørt de sidste små fire årtier, al barndommens Dr. Hook, teenageårenes Slayer, ungdommens Fugazi & voksenhedens Dr. Hook igen, alt det andet osse, kogt sammen i hans hjerne & skidt ud som denne ene tone: Klavermusikken den fineste, sprøde muld. Det er ikke et billede der egentlig gir mening, der er f.eks. ikke engang noget der vokser af det her, det er vel nærmere en art populærkulturel bonsai han har med at gøre, men det er den mådehan har at forstå det på. Med kaffe & et væld af følelser, fordi han på trods af at han har beskæftiget sig så indgående med musik i alle de år, aldrig har taget sig sammen til at lære den simpleste teori. Han aner ikke engang om det var en kvint, det han hørte i starten, det lyder bare som noget det ku være, det er et ord der låner bare en lille smule pondus til hans opfattelse af den her musik. Han har brug for alt hvad han kan fremmane for at stå imod de følelser musikken bringer frem i ham, han har brug for at teoretisere nu for ikke at reducere det til blot vemodighed. Så forbandet skønhedssøgende det er, han må kæmpe for ikke at la sig rive med. For ufølsomheden, for at musikken skal la ham slippe for at føle noget mere, trække hver enkelt dirren i hans sjæls strenge ud til de er klinget endeligt af, opløst i den klamme luft foran ham. La ham tilbage på en trappe med sin kaffe.

R Andrew Lee spiller videre inde i huset. Han har fået hvervet med at omsætte Dennis Johnsons teori til praksis, i det mindste denne ene gang. Dennis Johnson selv har ikke længere fysikken til det, Kyle Gann magter det heller ikke. Det forestiller han sig: At nogen et halvt århundrede senere et sted i hans rækker af notesbøger skal finde en idé der tåler at blive foldet ud, følge den derhen hvor han ikke selv magtede at ta den, få en yngre, dygtigere, mere stræbsom udgave af ham selv til endelig at eksekvere den. Det er megalomani & autoekspunktion på samme tid, det er en højere enhed der har et navn i buddhismen. Han trækker vejret dybt ind igennem næsen, hele vejen rundt i kroppen når åndedraget, så tømmer han den sidste slat lunken kaffegrums ned i jordbærbedet & går ind i musikken igen. Han har to timer tilbage, det skal nok blive godt, han skal nok blive god af det.

2013 på pladespilleren - # 2: Coke Bust

Der er det der afsnit af Southpark, hvor Stans bedstefar vil vise ham hvor forfærdeligt det er at være gammel, ved at låse ham inde på et værelse med en ghettoblaster der spiller "Sail Away" med Enya. På samme måde kan Coke Busts anden LP, Confined, fungere som en illustration af hvordan det er at være i 30'erne: Man sænker pickuppen, nålen glider ind i rillen, og så løber det hele løbsk, frådende hardcore med pludselige breaks, der kun lige når at gi en pusten til endnu en tur igennem heftigheden. Så vender man pladen, det hele fortsætter, det er næsten grindcore nogen steder, og det er åndssvagt brutalt, og så er pladen slut og man står der midt på stuegulvet med et saligt smil om munden og nærmer sig de 40. 10-årsbryllupsdagen med en gymnasielærer er lige om hjørnet, gulvene i det hus med have man bor i er generøst overstrøet med LEGO og perlepladeperler, lissom ens hår er det med gråt, og det er helt i orden.

Det ene øjeblik sad man på Märkbar med et andet kærestepar og fejrede ens 30-årsfødselsdag, 9 minutter senere blir folk skilt og får kræft omkring en, forældre begynder at dø, og det vælter rundt med larmende børn om benene på en til fester, de overdøver fuldstændig en mens man prøver at forklare nogen hvorfor det virkede som en god idé den aften at score alle Fernet Branca-shotglassene, som man stadig bruger som saltkar. Der er så meget der har virket som gode idéer, det var en smaddergod idé dengang man gik straight edge, edderfokuseret og euforisk arrig var man, det er den følelse Coke Bust genskaber for en nu.

Der er intet der er ovre her, man kan vende pladen igen, der er værdier her man kan opdrage sine børn med. Medmenneskeligheden, respekten, autoritetsmistroen, den slags. Man kan danse rundt i stuen som et fjols til den her musik med sine børn, man kan la dem se en blive rørt og fuld af lykke over hvor vildt det er at være i sådan et øjeblik. Over vigtigheden af den her musik.

Kæmpestor er den.

2013 på pladespilleren - # 3: True Widow

Definér metal.

Godt, fjern så nitterne og patronbælterne, fjern overhovedet det lange hår. Al staffagen. Stadig metal. Så fjern fistelvokalen, fjern growlen, guitarsoloerne. Endnu mindre staffage, stadig metal. Fjern hastigheden, tenposkift, skift overhovedet. Fjern så godt som al distortion. Det er tydeligvis stadig metal, det er sværere at sige hvorfor det er det.

True Widow er tydeligvis et shoegazeband, men det er lisså tydeligt at de i bund og grund er et metalband. Et gotisk doommetalband med udprøget stonerrockede tendenser, en stonermetalgruppe der er alt for sløv til at begynde at riffe. Stonegaze, kalder de det med et åndet navn, men det er rigtig nok: Det er musik til at sidde og se på sten til, skelne konturerne, banerne, måden de ligger i hånden, indholdet af jern.

Det er vigtigt hvad de er, fordi det er det der er det fænomenale ved True Widow: Måden de er metal på uden egentlig at være det, måden hvorpå de er indie, alt for tunge til at ku kaldes indie. Noget med trommerne, noget med guitaren og bassen stemt helt derned hvor det hele rasler. Som lænker trukket henover gulvet i et forfaldent træhus, bortset fra at der ingen lænker er her, ingen hjemsøgte huse, ingen effekter. Det er op til lytteren selv at hælde de historier og følelser i det man vil. Det er vemodigt, jovist, melankolsk, klart, men trist som sådan er det ikke.

Det er metal, der er ingen følelser: Definér metal sådan, så er det her metal.



Circumambulation kom i sommers, dallastrioens tredje fuldlængdealbum, men det er ingen sommerplade. Det er en plade uden for vejr, udenfor rækkevidde af omverdenen. Ikke fjendtlig, bare uinteresseret. Lidt som det må være at være satanist. En satanist i Dallas, hvor skjortekraven strammer mod den svedige hals og håret lægger sig som en fedtet kage over panden, mens kontorbygningerne tårner sig op om en, spejlblanke, tillukkede, gaderne så brede at der ingen skygge er nogen steder, ikke før man er hjemme igen. Sætter pladen på, synker ned igennem sig selv, finder et sted at fæstne resterne af ens sjæl til, så man kan bekymre sig om noget andet.

Jeg har aldrig været i Dallas, men jeg har været der hvor True Widow er. Så er det godt at ha dem.

2013 på pladespilleren - # 4: Judd Madden

Du skal forestille dig en dude der sidder i sit soveværelse klemt inde mellem instrumenter, forstærkere, højttalere. Begyndende høje tindinger, effektpedaler over det hele. Han burde vel lave noget drone, det er vel den slags hans slags gør i den situation: Når det sidste band er opløst i arbejde og familie, når han selv har indset at det er mere bekvemt at sidde på sit soveværelse end i en varevogn mellem shows. Det ku være så smukt og brusende inde mellem hovedtelefonerne, mens han filede væk på guitaren, lod den ringe, lod den hyle. Drone, den dovne mands musik, som de siger. Sætte guitaren fra sig, ta en kop kaffe, stille sig i altandøren og se ud over nabolaget i Melbourne, misse mod formiddagssolen, rulle lidt med skuldrene, ta katten op og klø den lidt på maven, inden han gik ind og slog den næste tone an.

Der er bare lige metallen.

Den her dude, Judd Madden, han har ikke ku slippe metallen, selv ikke da han slap alt andet rundt omkring den og emigrerede over i arbejdslivet som grafisk designer, isolerede musikudøvelsen til en dag om ugen i soveværelset. Han plugger guitaren i, han finder nogle lyde i den, det er fedt, og så sker det: Hovedet begynder at nikke af sig selv, fingrene finder et riff, det er federe, det er umådelig stort. Han er et medie for doommetallen nu, kvarteret omkring ham med boligblokke, kiosker og gader er forvandlet til ismassiver omgivet af et sort hav, bjerge skyder op, og han står på et af dem, læner hovedet tilbage, trækker vejret dybt ind og udstøder et langt aaaaahhhhh....

Judd Madden begyndte at lave musik under eget navn i 2008, siden 2010 har han lagt seks fulde albums på sin bandcampside. Ingen vinyl, ingen cd'er, ingen ambitioner om at tjene nogen penge på det, bare timevis af instrumental doommetal. Det er korthåret, det bærer tydelige præg af 00'ernes postmetal i sin epik, men der hvor det adskiller sig fra den scene som sådan, er i at det ikke er så røvsygt. Hvis Madden har nogen samtidige, så er det mest oplagt bud franske Year of No Light, der som han har forstået at noget af det vigtigste for metal uanset hvad er at være knusende tungt. Og at man skal ku knytte sin næve mod loftet, i mangel af en åben himmel over sig og et ulvekobbel ved sin side, når man hører det.

Glacial, Maddens seneste, kom i august i år. Fire numre, et om en islandsk gletcher, et om en bjergdræber, et om oceanerne og et om genfødsel. En antydning af temaer, stadigvæk centreret om vand og flyd, fraværet af vand, overvældelsen af vand, størknen, forvitring. Massiver af vand og sten. Riffs, voldsomt.

2013 på pladespilleren - # 5: Bottom Feeder

Der gives virkeligt dårlige dage. Dage så gennemvædet af ærgerlighed at man må skrige og skrige og skrige noget mere i et forsøg på at trænge igennem den membran af lortethed der har omsluttet en. Man ved godt det ikke hjælper det store, at der ikke er noget der hjælper de dage. Ikke selskab, ikke ensomhed, ikke alkohol, dope, sort magi, sex, brandstiftelse.

Det var den slags dage Peter Steele sang om i Carnivore:

I went down into my basement
confused and depressed
put Black Sabbath on
razor blade in my hand
a Wilkinson, I think

26 år senere kravler Bottom Feeder ud af den kælder med deres debutalbum, Grinding Teeth, i udstrakt arm foran sig; 26 år har de siddet i den kælder med Black Sabbath på anlægget mens blodpølen foran dem er vokset og vokset, her er destillatet. OK, der er nogle mellemregninger, OK, men de har ikke rigtig noget at gøre med Peter Steele og hans elskovsgud cum junkie cum højreorienteret voldsmandseftermæle at gøre. Bottom Feeder-medlemmernes baggrund på K-Town-scenen har heller ikke stort at sige her, bortset fra deres indsats for at trække Ungdomshuset i en markant tungere, mere metallisk retning, ikke mindst i kraft af Heavy Days in Doom Town-festivalen. Eyehategod og i det hele taget New Orleans' stofsyge sludgescene op igennem 90'erne har voldsomt meget at sige.

Men hul nu i facts: Lad os bare forestille os at der var Carnivores Retaliation, og så et uendelig sløvt blink med øjnene senere fandt man sig selv, katatonisk og med ondt over alt og Grinding Teeth bragende ud over det gulv man lå på. Uden tænder, uden nogen anelse. Alt langsommere, grimmere, mere hadefuldt, den eneste mening der blev en givet den dag. Man vil vide at noget er sket, at man må ha grund til at være forbandet over det, når man hører sådan noget som det her, det vil trigge noget i en. Langsomt, umådelig langsomt dæmrer det for en, et omrids af en erkendelse tegner sig: Nåh ja, fuck dem, allesammen. Så ryster man næven lidt, så er alt bedre igen.

2013 på pladespilleren - # 6: Big Eyes

Det var slet ikke hendes scene, hun var overhovedet ikke hverken inde i eller nede med powerpop. Hun anerkendte powerpops eksistensberettigelse, helt klart, hun ku bare ikke digge det, ikke rigtig. Engang imellem faldt hun over noget der egentlig var fedt nok, så ku hun godt forstå at nogen ville vie deres ungdom til at dyrke det, men så kom hun fra det igen. Der var så meget, hun havde sin ekstensive samling af Iron Maiden-bootlegs der sku plejes, mopsen sku luftes, prøver sku tas.

Det var hendes veninde der havde taget hende med ud den aften, havde syntes det var en god idé at hive hende med til showet, og det ku hun godt se det var, det var en god idé at gå ud en tirsdag aften og drikke sig fuld med veninden og hendes venner fra en anden planet. Hun stod med dem helt oppe foran mens bandet spillede, råbte lyde med på tekster hun ikke kendte, knyttede næven som en gal og sprang op og spjættede på alle de forkerte tidspunkter hvor hun ikke havde forudset et break.

Ikke at der var mange af dem, det var en forudsigelig musik. Hun forestillede sig at det var det ved den der appellerede til alle dem der stod i en halvmåne rundt om bandet: Der var en tryghed i hele tiden at vide hvor man ville havne henne efter næste takt, og der var en forførelse i at finde nye veje derhen. Med små twists, anderledes greb, mildt atypiske strukturer ku det konstant blive ved med at fornye sig selv indenfor et mikroskopisk felt, og det var det de hujede over.

Så længe powerpoppen blev ved med at lyde ny, var de ikke ude endnu.

Forsangeren var et halvt hoved mindre end hende selv, hun var lillebitte, men hun var pissesej, stod med spredte ben, huggede løs i guitaren og sang den fladeste vokal, alt for rå til at anstrenge sig for at ramme tonerne hvis de lå for langt ude i enderne af hendes spekter, alt for hårdkogt til følsomme fraseringer eller sådan noget pjat. Det var fedt, lige nu var det her alt hendes verden ku rumme. Der stod en fyr ved siden af hende og så viis og følsom ud, hen mod de 40, skjorte, briller, gråsprængt fuldskæg og mørkt James Dean-hår. Hun dansede ind i ham med vilje, han smilede venligt tilbage, seføli gjorde det ikke noget, løftede en øl der var ved at fosse over efter stødet for at skåle med hende på meters afstand.

Bagefter sad de rundt om et bord på en bodega. Der lå en plade foran hende, den var ved at blive søbet ind i øl og aske og shots, hun ku ikke ta sig af det. Hendes veninde blev ved med at hente øl til hende, det sku fejres at hun endelig havde overgivet sig til powerpop, den var rockergod, den plade hun havde købt, hun ville sende hende nogle flere plader hun sku høre, lave et mixtape, fandme. Hun havde ingen båndoptager, men veninden havde en walkman hun ku låne. Manden med det gråsprængte fuldskæg sad og snakkede med nogle af venindens digtervenner, hun havde prøvet at sige noget til ham lige før, men han kiggede på hende som om han virkelig gerne ville forstå det sprog hun talte, men ikke anså det for muligt at nå til et punkt hvor de ville ku kommunikere gensidigt. Nu rejste han sig og gik ud mod toilettet, hun ventede et superkort øjeblik, så snublede hun efter ham, knaldede skinnebenet i trappen på vej op mod toiletterne men kom videre, uden at nogen havde lagt så meget mærke til hende at de stoppede hende. Hun smøg sig ind på herretoilettet, lænede sig op ad væggen ved siden af håndtørreren, skød brystet så langt frem som muligt og ventede på at han kom ud.
"Hey."
Han kiggede forbavset på hende, mens han fumlede med knapperne i sine jeans.
"Ska du ha hjælp?"
Hun mærkede sit skæve smil få overbalance og kollapse ud over kanten af hagen, og nu var han fuldstændigt paf og forsvarsløs, mens han gik i gang med at vaske sine brede, stærke hænder. Ring på fingeren, men det ku betyde så meget, det ku betyde så lidt en nat som denne.
"Du?" sagde han med det ene øjenbryn løftet og vendte sig mod hende, og det var hendes cue til at skyde sig ud fra væggen og ind mod hans bryst med al hendes vægt og armene slået om ham, hun ville nagle ham til væggen nu, men væggen var en dør ind til toilettet som gav efter bag ham, han fægtede vildt med armene og lykkedes, uden at det havde noget med dét at gøre, med at sætte sig på toilettet, mens hun faldt ned over hans bryst, hans mave, hans bæltespænde som flængede hendes pande, et lår, et gulv.

Hun lå et øjeblik på gulvet, det var et godt gulv, det havde set fødder, det gulv, det havde set større nederlag end hendes, hun begyndte at hulke af grin, det var fantastisk, han kom op fra kummen, tog fat under hendes arme for at hjælpe hende op, og hun ku ikke holde op med at grine nu, det var det eneste hun ku nu. Indtil hun lynhurtigt skar af, kiggede op på ham, hviskede "Du?" og så det rådvilde ansigtsudtryk hos ham igen, og det fik hende til at kvække af latter, og den latter fik hendes mave til at skvulpe for meget, så hun skubbede ham til side, lagde sig på knæ ved kummen og brækkede halvt fordøjede rester af aftensmaden op. Da der ikke løb flere krampetrækninger igennem hende, stod han der stadig, hjalp hende med at vaske ansigtet på en kejtet måde, trak klumper ud af hendes pandehår, trak hårstrå med, så hende i øjnene og tilbød at hente hende et glas vand.



Hun vågnede engang over middag næste dag. Hun ville godt ku påstå at hun ikke ku huske noget og slippe afsted med det, men hun ku genkalde sig brudstykker: At han havde hjulpet hende ind i en taxa, var kørt med hende hjem, at han havde snakket med taxachaufføren om Istanbul og at taxachaufføren havde været nervøs for at hun sku brække sig i hans taxa. At hun havde klynget sig til ham, da han mere eller mindre bar hende op i lejligheden, havde ladet ham ta hendes jakke, sko, bukser, strømper af, hun havde været rørt over at han tog hendes strømper af, og så havde han puttet dynen om hende, og hun havde hørt døren smække efter ham.

Hun kiggede på pladen der stod lænet op ad anlægget. Big Eyes. Almost Famous, læste hun på ryggen af den. Hun kiggede over på Eddie the Monster der stod i vindueskarmen som The Trooper, 20 cm høj, meget lidt ærefrygtindgydende lige nu. Hun satte sig op på boxmadrassen uden at miste balancen, satte pladen på, det var tilforladeligt, hun ku leve med det, det var ikke noget at skamme sig over at ha givet sig hen til. Der var noget uforsonligt over den måde akkorderne blev hugget ud på, som en tristhed der var pisseligeglad med hvad andre måtte mene om dens grunde til at være trist, og vokalen var stadig lige flad. Hun åbnede vinduet for at la byen ta del i hvad der var en del af hende nu, den her plade, og en brise fik Live After Death-flaget til at blafre let. Det første nummer sluttede med 8 sekunders fuldstændigt uforudset twinlead, på væggen over sengen var det som om Dave Murray smilede en anelse bredere med ryggen til Adrian Smith og guitarerne pegende lige frem i billedet. Der gik et par minutter, så kom der endnu et twinlead i næste nummer, og hun fandt sin bandana ved siden af sengen, bandt den om håret og gik ud i det lille køkken for at lave kaffe.

2013 på pladespilleren - # 7: Iron Lung

Jeg havde engang en ukonkret kæreste. Hele vejen igennem, og det er vist endda hendes fødselsdag i dag, det er nogenlunde så konkret det blir. Vi var vrede sammen, men det var en ufokuseret vrede, den havde ikke noget specifikt politisk mål. Vi ville brandbombe Folkeregistret i Nyropsgade, fordi det virkede som en tilpas ukonkret handling på en måde, hvis manglende erkendelse af sammenhænge og bare symbolik jeg har svært ved at sætte mig ind i den dag i dag; så gik vi fra hinanden i stedet.

Det tænkte jeg på nogle år senere, da jeg stod til et power violence-show i en kælder i baggården til Folkeregistret. Jeg ved ikke hvordan nogen havde fået sat et show op dernede i pedellens varmestue, men det var første gang jeg hørte Endless Blockade, Hatred Surge og Iron Lung, og det var vildt godt. Her var en arrigskab der var kammet fra afmagt over i det absurde, der var ingen der behøvede at tale om noget politisk fokus, det var givet, vi var hinsides det.

Endless Blockade forsvandt for nogle år siden op i en højere enhed med en buldrende noise på deres anden og vist nok sidste fuldlængder, Primitive, mens både Hatred Surge og Iron Lung har udgivet nye plader i år. Der skal ikke lyde et ondt ord herfra om Hatred Surges fine Human Overdose, det er en solid omgang deathmetal-inficeret grindcore af den korthårede, bebrillede slags, men det er Iron Lungs White Glove Test der tar prisen som årets syvendebedste plade.

White Glove Test er i første omgang udgivet som to seperate plader, den ene med power violence, den anden med power electronics, som det så er meningen skal spilles samtidig eller hver for sig, forskudt, til hver sit publikum, over det hele. Jeg ved det ikke, jeg har ikke engang hørt den, jeg læste om det, glemte det igen, og mit eksemplar har kun den ene plade. Så der.

Det ville alligevel være den jeg syntes bedst om: White Glove Test forlener den afsindige powerviolence som man kender den fra Spazz og Infest, med tilpas meget punkrockethed i breakdowns og riffing til at det blir mere end bare afsindigt: Det blir et monster af en plade, kompleks og smadrende, groovy og knusende på samme tid. Det er en plade at brænde folkeregistre til og til at bygge nye, bedre samfund op på grundlag af. Vilde, omsorgsfulde, intelligente samfund hamrende afsted ud over engene.

Jeg havde engang en ukonkret følelse. Nu har jeg Iron Lung til at fokusere den ud for mig.

2013 på pladespilleren - # 8: Barn Owl

Prærie så langt øjet rakte. Buske, små træer, meterhøjt græs, indimellem en tom lade, en gård med brædder for vinduerne, et skur, en hytte. Ingen mennesker, kryb og slanger udenfor synsfeltet, men tilstede, klart.

Intetheden som en overhængende trussel.

Det sku ha været magisk at være på pampasen, men det ville osse ha krævet så meget mere tid end vi tog os, så det eneste jeg så af den, var 8 timer ud af et busvindue på vej tværs henover den. Den blev transport, vi havde vigtigere ting for, by. Pampasen ville ha krævet at vi gik ind i en helt anden sindstilstand, og ikke nødvendigvis en det var værd at opsøge uden at være nødt til det.

Den blev hængende som en ildevarslende intethed mellem en række noget'er.

Barn Owl har altid lydt som om de lige var kommet ind ude fra prærien i en ordentlig mescalinkoger, selvom de i virkeligheden bare er to smånørdede, langhårede fyre med briller og en forkærlighed for doommetal. Fra San Fransisco, med universitetsbaggrund, no less. Siden debuten i 2008, From Our Mouths a Perpetual Light, har der dog været noget shaministisk over den lyd de fik fremmanet; selvom den har været baseret på to guitarer, har der ligget nogle grundrytmer i den, der fordrede en ceremoniel stemning.

Bare sådan, uden alt for meget mystik: Barn Owl har måske været associeret med Sunn 0))) i starten, hvor guitarerne oftere peakede i dronende flodbølger, men der har ikke været noget kutte over dem, der har ikke været mere eller mindre fallerede blackmetalvokalister inde over for at tilføre det noget mere ondskab. Der er ingen tegneserieondskab over Barn Owl, det er ikke helvede de frembringer: Det er prærien, intetheden. Millarder af stjerner over en, ren stilhed rundt om en, ingenting, heller ikke en selv: Subjektet reduceret til rå ubetydelighed.

Barn Owl er stilheden genskabt som musik, uden at det af den grund er specielt stille musik som musik betragtet: Det er subjektet der gør sig gældende, overfor sig selv i det mindste, ved at genskabe det opfattede intet som en nogethed. Der er musik i det altomsluttende, der er et kosmos, det har en klang for den enkelte. Sådan som Popol Vuh genskabte klangen, sådan genskaber Barn Owl den nu, og på V er den på det rent praktiske plan blevet tilført lidt flere effekter, lidt flere synths, og der er blevet mindre af den for dét: Den flimrer nu, sitrer, den blir mere antydet nu, temaerne får lov at hænge.

Hver for sig har Jon Porras og Evan Cameniti de seneste år videreudforsket lommer af den lyd de laver sammen i Barn Owl, og det er godt. Det de samler i Barn Owl er bedre end det meste andet der findes.

2013 på pladespilleren - # 9: Potty Mouth

Da den nye Sebadoh kom i efteråret hørte jeg den ikke mere end en enkelt gang på arbejdet, hvor en af mine kolleger kom gående forbi, stoppede op og undrede sig over at nu lød det som om jeg hørte Snow Patrol. Jeg har seføli aldrig hørt Snow Patrol, men det var klart at det var ment som en fornærmelse, og det var klart at det sådan set var på sin plads, for det var faktisk ikke en særlig god plade, jo.

Der er to grunde til at det skal bringes op i forbindelse med årets niendebedste plade, Potty Mouths Hell Bent: Den ene er at de faktisk flere steder minder mig en del om Sebadohs bedste, dvs. Bakesale, dvs. III. De har en slackervibe tilfælles, helt grundlæggende, men det er osse den måde numrene ofte falder sammen rundt om nogen trommebreaks, det gør det hele lidt skrøbeligt; det er den måde en helt simpel guitarlinje kører en åndssvag børnemelodi; det er den måde vokalen hele tiden er en lille smule off, ligger på den lade side af tonen.

Og Sebadoh er et mærkeligt band at sammenligne med, specielt når Potty Mouths base mere end noget andet ligger i riot grrl-bevægelsen - alt andet lige har de taget navn efter et Bratmobile-album. Men den pågåenhed der løb igennem den bevægelse er så godt som fraværende på Hell Bent: Der er ingen skingre paroler som hos Bikini Kill, ingen intrikate strukturer som hos Sleater-Kinney, og det ku man sådan set godt savne, hvis ikke det var fordi det der så er, er så cool. Lissom Sebadoh, ja.



Den anden grund til at trække Sebadoh ind i det er at jeg aldrig ville tøve med at nævne hvor flot en fyr Lou Barlow er, ikke i nogen som helst sammenhæng. Lou Barlow er en flot fyr på sådan en sympativækkende, bebrillet måde der gør en positivt stemt overfor hvad end han laver, osse når det så åbenbart lyder som skide Snow Patrol. (Henrik Dahl har i årevis prøvet at rocke Lou Barlow-looket uden at vinde samme sympati for noget som helst af hvad han gør.) Der er ingen der får mig til at nævne hvordan Potty Mouth ser ud.

Fra http://onebaseonanoverthrow.blogspot.dk

Det har ikke noget med noget at gøre. Hell Bent har en masse at gøre med den samme følelse jeg skrev om igår i posten om Deathfix, noget med at ryge pot nede på skaterbanen og drikke bajere i eftermiddagssolen. Her er det så bare på den modsatte side af ungdommen det foregår, og det er fedt nok at ku genopleve det gennem sådan en plade her, endnu federe at ku ta pladen af når den er slut, og være ovre alt det fnidder der er det gennemgående tema i teksterne. Der er ingen nostalgi her, bare en trang til at køre bmx på villavejene. Hvor er min bmx'er?

2013 på pladespilleren - # 10: Deathfix

Jeg drømte at jeg lå og lavede mavebøjninger på varebåndet i et supermarked, da de første toner af "Better Than Bad" lød ud af højtalerne. Jeg rejste mig halvt op for at finde ud af hvad det var der skete, men fik så øje på en af mine venner, der har nogle ydre markører til fælles med mig (briller, fuldskæg, sideskilning), gå rundt og synge med mens han handlede, og så var der styr på situationen.

Deathfix er sådan et band man godt ku spille i et supermarked, uden at det ville medføre klager fra kunderne. Rock uden alt for mange kanter, varm produktion, vokalharmonier, mild hvid mands funkiness. Pladen, der osse bare hedder Deathfix, lissom den der digtsamling, ja, lyder som sommereftermiddage med en joint nede på skaterbanen; som et af de der øjeblikke hvor alt bare er godt, fordi det ikke er mere end hvad det er, der er ingen forpligtelser, ikke andet man skal end det her. Troy Dyer prøver ikke at kysse Lelaina Pierce, vi behøver ikke ta nogen steder hen bagefter, vi skal ikke noget, det er nok, det her. Lige der er det sådan det er, det er lige der den plade sker. "Better Than Bad" lyder nærmest som en opdatering af Big Stars "In the Street", det er bare 20 år efter That '70s Show, vi er kommet op fra kælderen nu, og vi er allesammen alright nu.



Deathfix er en 70'er-rockhyldest fra en uventet kant: Den ene af hovedkræfterne er Brendan Canty fra Fugazi, og det kan man ikke høre nogen steder på pladen. Hans let sprukne falset modsvares af Rich Morels baryton, som får en til at tænke på Screaming Trees, specielt i et nummer som "Transmission". Det er osse en fed ting at komme til at tænke på. Rich Morel er en eller anden DJ, der kører en gay bear club sammen med Bob Mould: En skaldet, rødskægget, lidt trind mand der står bag et orgel og brummer. Det er simpelthen Steven Hyde der er blevet midaldrende, og Brendan Canty går egentlig meget godt for en lisså ældet Eric Forman. Det gir mening. Det er det her det skal føre hen til. Det er ikke noget at panikke over.

Jeg skal muligvis til at begynde at lave mavebøjninger så. Det har sikkert været et slags tegn, den drøm. Jeg skal bare lige høre den her plade igen først, drikke en øl imens, se lyset skifte over carporten. Ingen panik. Der er masser af tid.

2013 på pladespilleren: Udenfor nummer

Det skete faktisk, skete et år til: Der kom alligevel så tilpas mange gode plader at man sidst på året kunne se tilbage og konstatere at det var sådan næsten lidt overvældende og så la det berolige en. Der var lige der i først på efteråret hvor man begyndte at panikke, men så tog det alligevel fart, man anstrengte sig faktisk osse lidt, og lige pludselig var verden ny omkring en.

Der var nok til at stå imod med ind i januar, osse i år.

Lige om lidt, dvs. når jeg er helt sikker på hvad jeg mener, og efterhånden som jeg får skrevet noget om hvad jeg næsten med sikkerhed har afgjort er årets bedste plader, så løber jeg dem igennem fra 10 - 1, og så kommer der osse noget om de plader der ikke er blandt årets 10 bedste plader, men som alligevel bør nævnes, og så ender det med at der er en liste.

Men først, udenfor nummer, en 7" der fortjener særskilt omtale på hvad der egentlig ellers er en albumliste, fordi den er del af et større projekt.

Der var engang et band der hed End Of A Year. De spillede seføli emo, og det gjorde de så tro mod Revolution Summer-lyden at de havde taget navn efter Embrace-nummeret. De lavede en plade, så lavede den en til i 2005, Sincerely, som min daværende redaktør stak mig, fordi der ikke var nogen af de andre typer jeg skrev med der gad beskæftige sig med emo. Det var en ret fremragende plade, jeg hørte den en del de år, men ikke nok til at jeg gjorde mere ved det.

Ikke før i sommers.

Jeg vidste godt at End Of A Year havde lavet en plade til 5 år senere, You Are Beneath Me, og at den af alle steder var kommet på Deathwish, men jeg havde ikke samlet den op, og nu er det lige pludselig ved at blive kedeligt, så nu hopper jeg til pointen: Det der skete ikke så lang tid efter den plade, var at bandet omformatterede sig, simpelthen. Fra nu af ville line-uppet være flydende, godt nok centreret om drivkraften Patrick Kindlon, men bare lige for at pointere at ingen var uudskiftelige, genindspillede de fire a sangene fra You Are Beneath Me med sangerinden Carolin Corrigan. Så lød de pludselig så tilforladelige som det her:



Den 7" kom med nogle års forsinkelse som You Are Beneath Her i sommers under bandnavnet Self Defence Family, for det var osse en del af omformatteringen af End Of A Year: Et nyt navn, et flydende line-up, et demokrati, et kollektiv hvor alle bidrager med hvad de har på et givent tidspunkt, så ingen er tvunget til at tilbringe mere tid i en varevogn på evig tour end de orker. Det blev sat på spidsen allerede i starten af 2011, hvor en inkarnation af gruppen drog til Jamaica for at indspille en Jamaica 7"en, samtidig med at en anden spillede shows hjemme i USA.

Det er et ret vildt set up for et band, det er en måde at overleve på. Det er det Self Defence Family gør nu, det er sådan de forsvarer sig mod den omverden som de tilbage på You Are Beneath Mes åbner "Composite Character" definerede sig i en udpræget selvironisk opposition til med en lang rant, der skal gøre det ud for instrukser til lytteren om hvordan pladen skal høres, om hvad der forudsættes for at ku forstå den:

"Work part time. Make less than $20,000 a year. Grow your hair out. Live under constant threat of eviction."

Det var punkrock, sådan som folk der ikke ved særlig meget om punkrock, tror punkrock er, men det var de efterfølgende formaninger bare osse:

"Wake after nine but before noon.
Understand your parents are just people and be nice unless they un-marry.
Love animals.
Be kind to people.
Avoid hard drugs, they make you talk too loud and that’s annoying." 

Og ikke mindst: "Embrace the meteor. Try new things." Det var alt det punkrock er når den smider læderjakken og prøver at se om ikke den kan fortsætte som et reelt alternativ.

Det gjorde End Of A Year så, prøvede nye ting af. De lavede en gennemført forfærdelig prog-EP, More Songs About Transportaion and Intercourse, osse den vist nok med Carolin Corrigan på vokal (virkelig, det lød som en blanding af den sidste Fucked Up og den sagnomspundne anden Bad Religion-plade), inden skiftet, så begyndte en lind strøm af 7" og splits at flyde fra familien. Den bedste endnu kom sidst på sommeren i år: The Corrections Officer In Me starter lissom You Are Beneath Her med en formaning om hvad der forudsættes for at forstå pladen - man skal helst ha prøvet at sidde i fængsel uden selv at vide hvorfor - og så lægger den ellers i med to numres klassisk emo af Moss Icon-skolen. Men 7"ens egentlige clou er den 7 minutter lange bevidsthedsstrøm "The Bomber Will Always Get Through" der sjosker lykkeligt afsted som Saccharine Trust småskæve på en solskinsdag.

Self Defence Family prøver faktisk ikke noget specielt nyt rent musikalsk, de er i hvert fald bedst når de ikke gør det, men det de gør, gør de på en ny måde. Og en sympatisk måde. Og så lige om lidt, 7. januar 2014, kommer der en fuldlænger, Try Me. Indtil da kan man streame The Corrections Officer In Me. Det bør man gøre uafbrudt.

Bredt ud som en susen

Vi er her
blussende kinder viltert
hår øjnene tørre

en dag med solen helt
nede mellem træstammerne
med luften helt
nede i lungerne ude
i blodårerne brusende

som rugbrødsmadder termokandekaffe
på et klippefremspring dampende
bar overkrop gennemsvedt
tøj hængt til tørre
over cyklerne

som skovbunden i
forrådnelse under vore fødder
når vi går ind med kæppevåben slår
de døde skud af nederst
på stammerne skråer
over træet væltet i sidste storm
en plade af jord fast om
rødderne endnu intakt
som ku det rejse sig igen
fortsætte med at være uhørt
træ mellem træer

engang løb børn i en anden
tid rundt legede
bag rødderne træet set
nedefra forbløffelsen
et vindstød & en trækning gennem
det udøde træ det
rejste sig igen
et barn i flyverdragt
nedenunder dette er sandt
det er derfor der
bor trolde under
træerne er underjordiske
overalt for at
det ikke slutter
hverken over os
under os efter os

uendeligheden i en
novembereftermiddag
på en sten der
skråner ned mod dalen
som et mylder af klatren
rundt som et landskab
bredt ud som en susen
fra kronerne fra løvet fra jorden klippen
havet længst væk her

som snaps i en lommelærke
er vi her

Ikke-væren

Sån der så meget at
sån der det mindre:
At være skrællet bort til ikke
at være, bare
taget for så givet
underforstået & forgået

& forklare en f.eks.
spanier hvordan det
væk nu først
i talen så i skriften
At vi droppede at
være i nutiden
men stadig ikke ku
slippe os selv som subjekter

Man kan gå ud i vandet sådan, vende sig om & se hele øen bag en være sunket i havet

Man kan stå der på sin revle & betragte ingenting nu, havoverflade ud til horisonten hele vejen rundt. & så kan man gi sig til at svømme, som om det var til nogen nytte, som om alt man ku svømme til ikke osse efter tur vil synke. En dag vil alt dette være ovre, du med. Det kan man affinde sig med, det er den erkendelse man bærer i sig, når man går ud i vandet sådan. At alt kan altid ske nårsomhelst, på et tidspunkt må noget ske. Så løftes benene op under en, armene søger af sig selv ud til siden, sådan ligger man, flyder, åndedrættet i den udspillede brystkasse bærer en oppe. Åbner himlen over sig med blikket, lar verdensrummet trække sig tilbage, strækker sin egen atmosfære. Det kan man, sådan, det er alle de muligheder der åbner sig for en der, som man lar bag sig der, sådan.

Det at jeg står tidligere op end alle andre berettiger mig til indsigt

På denne tid af
dagen er det endnu
ikke til at sige om den lyse
enklave på engen er
en sidste stridbar flok blomster eller
en fugl flået fra hinanden
hvad af de to der er
smukkest om
det overhovedet betyder
noget om det er det

Himlen grusomt rosa på
denne tid af dagen
er det endnu

Gæstefeature hos Passive/Aggressive

Det sker stadig at jeg skriver om musik på sådan en tilnærmelsesvist konkret måde, og når det sker, så kommer det uvægerligt til at handle om Satan. Det gør det i hvert fald i denne gæstefeature på Passive/Aggressive-bloggen, hvor jeg har skrevet om Afghan Whigs' Congregation. OK, skrevet om coveret til den, mere end noget andet.

http://passiveaggressive.dk/afghan-whigs-congregation-john-curleys-morke-linje/

Brahs sidste ollie

Brah har stået en sidste gang ude for enden af badebroen og lavet ollieer for sig selv. Solen er gået ned ude over horisonten, himlen et newage-bomb af pasteller og gyldenhed, det har mindet ham om forsiderne på de bøger hans mor har stående opmarcheret i reolen derhjemme som beviser på hvad? At hun faktisk har prøvet at forbedre sig, derigennem dem, ham? Halvårlige regimeskift har ført dem gennem englehvisken, sjælevennesøgning, kropsbevidsthed, leveropmærksomhed, positiv attitude, men det har ikke ført dem videre. Bøgerne er blevet fulgt slavisk hele vejen ind på hylden og erstattet af nye metoder der alle har haft til formål at standse tidens hjul, at fastfryse deres forhold på et ideelt stadie han ikke kan genkende at det nogensinde sku ha været på. Og snildt kan affinde sig med at det ikke vil komme på, for ham kan det flyde, han kan ikke forstå at hun ikke bare kan gi slip. Erkende hvor de er, ta ham ud af ligningen, erkende hvor hun er, agere efter det.

Det kan han ikke nødvendigvis formulere overfor hende, men han kan gi slip, så det gør han. Det er hans fornemste disciplin nu, at gi afkald på alt der definerer ham. Ollieen er et moebiusbånd, det var som om han lavede den første gang, og så fortsatte han videre den vej brættet pegede da han landede. Fullpipen hans ensō, som han har tegnet igen og igen for at skylle sig ren, indtil han osse droppe den dimension og bare la den være en fullpipe uden mening. Da ham der sælger ham hans pot, fandt ud af at han skatede, spillede han Bad Brains for ham. Det fik det til at gi mening, alle hans mors regimer rullet ind i et intrikat, stramt styret kaos. Det var superkontrolleret, han ku la det føre ham uden at være urolig for hvor det ville føre ham hen. Det forlenede det med mening, når han bankede forbi kraftværket ned på skaterbanen, den de kristne havde bygget for at holde ham fra pot, hvor han sad og røg pot med de andre mellem sets, for længst havde opgivet at få dem til at skifte Dire Straits på ghettoblasteren ud med Bad Brains, opgivet at snakke med dem. Hvad ku han sige, han ku ikke sige noget der var mere værd end at tie, det fik ikke de andre til at stoppe deres kværnen, men det skabte en boble rundt om ham selv, som de ikke ku trænge igennem.

Klam af sved og med kæmpemæssige blå mærker er han vendt tilbage til sit værelse efter de ture, det har været det eneste: Han har ikke lært at ta imod slagene, han er ikke frygtløs, vil ikke skade kroppen. Ville være tilfreds med at trille bare, behøver ikke faren som et ekstra kick. Han har forstuvet håndleddet, trykket adskillige ribben, slået skulderen af led, forstrukket anklen hver eneste uge i flere år nu. Han bærer det med fortrydelse, han vil ikke smadre sig selv, er ikke ude efter at få nogen sarte fingerspidser til gysende at glide henover huden. Han har stødt dem fra sig, holdt sig ren. Har lavet ollieer, perfektioneret dem til ubetydelighed, og nu er han rede. Tasken er pakket, den står inde på stranden, færgen er på vej ind i havneløbet nu, hans mor var der ikke da han hentede sit gear, han skrev ingen seddel. Han holder brættet op for sig, det har defineret ham, nu slynger han det ud over badebroen, passer på ikke at trække skulderen af led i bevægelsen, det ryger ikke langt, men han har vendt sig om før det rammer vandoverfladen, fuldført bevægelsen og ladet den slynge ham væk for stedse.

Vi har sendt dig en skrivelse, vi forventer et svar

Vi har sendt dig en skrivelse, vi forventer et svar. Det mener vi os i stand til at kunne: Vi har sendt den langt ud af banen, du har den, den er i en anden dimension, det forventer vi at du tager med i den redegørelse. Som vi forventer af dig, forstår du nok. En komplet én, ja.

Det er store sager, der skal trut i. Tænk på en jazzplade, sådan en elektrisk én, en kop te til, et års weekendabonnement, tillæg på tillæg om alt det du formodes at måtte forholde dig til. Vi vil gerne have dig til at redegøre for sammenhængene her, fra vinterhavetomater over neuroners bevægelser – hvordan bevæger neuroner sig overhovedet rundt, ligger de bare og knalder sammen mod hinanden, er der friktion mellem dem, hvad kan de? - til den seneste krise et sted. En branche, et land, en kultur, en stand: Find på noget. Skab en.

Vi har sendt din skrivelse ud i omløb om Solen, i en sådan en lille kapsel der nærmest ligner en termokande, og altså som sådan ikke er lille, kun i forhold til det rum den befinder sig i. Det er ikke nok noget du skal være urolig for, vi er osse i kredsløb om Solen, vi indhenter den vel på et tidspunkt, vi ved ikke helt hvordan den slags fungerer, det kan vi vel undersøge nu. Det kan du undersøge for os, vis os hvordan det hænger sammen med et trut i en trompet for 50 år siden, hvordan det trut vil lyde i en termoflaske omme på den anden side af Solen. Fortæl os at det lyder som Månens bagside, det ville gøre det hele så let at forholde sig til.

Vi kan godt lide når vi kender noget af det, det hint giver vi dig. Vi kender ikke Månens bagside, men vi ved den findes, den er en del af vores samlede forestillinger om dette og hint. Vi kender til gengæld ikke noget til gasarter, men forestiller os at de fungerer som bækkener. Fra trommesæt, forstås: De gør noget, men ikke i sig selv. Det er sådan en type redegørelse vi forventer af dig: Bækkener. Ja.

Er du med nu? Nej? Godt. Vi kan godt lide den tvivl, vi forventer os store ting af den tvivl, det er den tvivl vi skal fundere alt på. Tvivlen som en gasart, det er en tanke vi kan lide. Det er jazz for os. Pling-plong, du ved, halløj. Afsted med dig.

Dérive gennem boghandlen / Fuck systemet

Det var en gammel kollega som opdagede teksten i en demo-notesbog i Boghallen og så postede den, og på en måde er der ikke så meget mere at sige end det der bare står der:

Foto: Karina Gaardsted Henriques

FUCK SYSTEMET!

Så fedt ville jeg osse stadig gerne ha det nogen gange, så fedt er det stadig nogen gange bare at dérive rundt i byen, se om der åbner sig nye sider af den for en, kortlægge dens psykogeografi, være opmærksom på at det er det man gør, når det ellers ser ud som om man bare vader. Man vader aldrig bare, det bare at vade er i sig selv en kontraproduktiv handling, det er målrettede skridt på vej til at FUCKE SYSTEMET lidt mere rundt om næste hjørne.

Det er det der er så stærkt ved den tekst, at den der har skrevet den ikke virker bevidst om hvad det er for en proces han eller hun er i færd med at gennemføre, bare ved at det er noget som er imod. Viderefører en arv fra Mension og Fred, de lettristiske dagdrivere der satte sig for at ta Debords teorier ud i Paris' gader, vadede rundt, skrev NE TRAVAILLEZ JAMAIS på murene, rapsede, dansede, befamlede, var generelt utérlige, fordi det var det de ville ha byen til at gøre ved dem. Jeg håber den der skrev i den notesbog i Boghallen, stjal en bog med videre, helst en traktat af Guy Debord, ellers i det mindste noget beat eller eksistentialisme. Noget der gør sig godt på sort/hvid-billeder. Og hvis det var en pige, så at hun har pandehår og går klædt gammeldags og ryger cigaretter på størrelse med hendes underarm, og at de får hende til at hoste fuldstændig ukontrollabelt når hun inhallerer. Det gælder sådan set osse hvis det var en dreng.

Jeg håber de drikker abrikoslikør, den dreng og den pige, at de sidder ovre i Ørstedsparken på en bænk med udsigt over søen og en flaske de har scoret et sted fra, og som brænder hele vejen tilbage op igennem halsen med de første slurke af den. At de er i tvivl om de virkelig skal brække sig, men det lykkes dem at synke den varme masse igen og sidde tilbage med munden fuld af tykt og varmt spyt, tårer i øjnene, synke spyttet osse og så alligevel ta en slurk til. Jeg håber at drengen falder i snak med en af spritterne der har bummet en smøg af ham, fordi han gerne vil vise pigen at han kan snakke med alle, at alle mennesker har en historie og er noget værd i kraft af den, og at pigen bare synes spritteren er småklam og irriterende og har nogen meget lidt givende holdninger til indvandring og velfærdsstaten. Det var den slags holdninger der fik hende til at pjække fra samfundsfag, hun ku ikke holde ud én dag til at sku sidde i et klasselokale og høre på variationer af de holdninger fra nogen, hvis fællesskab hun er blevet påtvunget.

Men hun siger ikke noget nu, trykker sig bare lidt ind til drengen og lar blikket glide ud over søen under de øjenvipper hun har smurt et ekstra tykt lag sort mascara på i dagens anledning. Hun ser pilene spejle sig i vandet, ser det billede blive brudt af andrikker der flakser henover overfladen i slåskamp om en and eller bare territorie, hvis ikke det bare er fordi de ikke har andet for. De er ikke vildænder, de lever af de halve franskbrød, som gamle mænd og damer med rullatorer kasserer efter en uge på køkkenbordet, plukker i småstykker og kaster ud til dem, mens de holder udkig efter dem fra Vej og Park der siger at de ikke må, at ænderne ikke kan tåle så meget brød. Ænderne skal ikke kæmpe for føden, så de kæmper for at ha noget overhovedet at ta sig til. Af kedsomhed, lisså meget som instinkt. Det tænker hun at man ku skrive et digt om, men hun kan ikke se at det ikke ville blive en dårlig allegori over hendes eget liv.

Hun har lige lært det ord, allegori, ikke i skolen, der lærer hun ikke sådan noget, det er hendes mor der har lært hende det. Hendes mor vil gerne ha at hun læser gode bøger, og gode bøger er franske, og hun så nok gerne at hun læste dem på fransk, men det må vente til hun tar til Paris og holder sabbatår. Der er nogen år til, men det er det der er morens plan, det ved pigen. Hun ved osse at hun ikke behøver at skjule at hun tar ekstra meget mascara på, moren trækker selv sine øjne op med tyk, sort kohl og ser sig spejlet i hende, stolt, ser sin egen ungdommelige skønhed, drikker et formiddagsglas hvidvin ved køkkenbordet, mens hun genkalder sig hvor omsværmet hun var. I Paris i ungdommen. Sorte kjoler hun har gemt bagerst i skabet, som datteren har fundet frem og overtaget nu, og som hun først var bange for ville blive ødelagt af det, ikke ville erkende at hun aldrig selv ville komme til at bruge igen.

Drengen skriver digte, han siger det ikke til nogen andre end pigen og hendes veninder. Det er derfor han overhovedet kan være sammen med pigen nu, de var hans løsen. Det er ikke gode digte, ikke anskuet fra nogen vinkel hvor de skal stå som digte i egen ret, men det er fænomenalt at de er det, digte. De sender dem til hinanden, drengen og venindene, læser dem, nikker, siger ikke noget, fordi det er så hjerteskærende dårligt, men det er det de har. Drengen satser på at debutere som 18-årig senest, han har travlt, han skal nå at blive en ung komet. Han har skaffet sig en tweedjakke, det er faktisk lidt koldt om brystet nu, og han har ikke noget halstørklæde med, det er for tidligt til det, men han burde ha haft et rødt halstørklæde. Runde briller med skildpaddestel. Det må komme, alt vil komme til ham, det er han overbevist om, han skåler på det i en slurk abrikoslikør til, og spritteren skuler til flasken, fuld af lede, ryster på hovedet, tømmer sin egen guldøl. Der er et system, det er stort og uhåndgribeligt, en blanding af normer, forventninger og pligter der er så sammenfiltrede, at de ikke er til at adskille fra hinanden. Der er ingen der siger at han skal gå i skole, han har muligheden for at la sig hjemmeskole, men det er ikke en mulighed der nogensinde blir nævnt som et alternativ, den er mistænkelig, den skal efterkontrolleres, der skal lange samtaler til for at få lov at filtre sig de lille smule ud af det ene system og ind i et andet. Han vil ikke være en del af det, ikke på andres vilkår end hans egne. Der er en pige ved hans side, hun vil ikke blive den sidste. De lærer nu, de læser bøger sammen, læser passager højt for hinanden, forstår ikke halvdelen af det, men forstår vigtigheden af det. Gør sætninger de er næsten sikre på de forstår til deres egne paroler, lader dem med den betydning de har for dem selv.

De har det fedt lige nu. Det burde være sådan her noget oftere. Det vil aldrig blive sådan her igen, men det vil blive det igen på andre måder, i andre byer, andre boghandler, andre parker, med andre piger og drenge. Mension og Fred blev smidt ud af Lettrisme Internationale, Guy Debord skød sig selv i hjertet, de er historie rettet mod dem der ikke ku drømme om at anerkende den eller ta ved lære af den. Det er i sig selv et system, så fuck det med.

Skematisk rydning

Der skal ryddes noget, ikke så meget for at gøre plads til noget nyt, bare for at gøre plads til os. Alting er i vejen, det er sådan det er, alverden fylder op og flyder ud over det hele, hver gang den ramler. Det er ikke til at komme frem for sammenbrud.

Tirsdag aften messede Morten Søndergaard sin DNA-kode og modulerede den gennem en rusten Farfisa. Bagefter sad Peder Frederik Jensen på hug og råbte op om at gennempule en torso, mens Andreas Führer dronede en Klaus Schulze-variation under oplæsningen. Onsdag aften sad jeg og arrangerede vejfest og snerydning med to militærfolk, der ikke ku enes om hvorvidt man bare sku rydde fortovet foran de huse der ikke er med i snerydderordningen, fordi det er nemmere end at stoppe maskinen og mase den igennem sneen til næste fortov, eller om de der så var med ville føle sig snydt af fribytterne.

Jeg følte mig snydt, fordi intet længere var gratis.

Som om der ikke var nogen der havde fortalt mig at det her var en del af det at bo i noget, som man ville lyve for sig selv hvis man forsøgte at bilde sig ind ikke var et parcelhuskvarter, bare fordi det ikke var røde murstenshuse med sorte tegltag. Som om jeg ikke havde alle forudsætninger for at vide at det var sådan det var, og derfor havde forsvoret nogensinde at sku leve sådan. Hvor alt der lugter af finkultur er et halmstrå, en chance for at slippe væk, ud, ind i en normaltilstand.

Det var tirsdag aften der var min normaltilstand, det var den jeg ville ha til at være det, det var der jeg sænkede skuldrene.

Der er et øjeblik hvor himlen brænder i underkanten, der hvor det uigenkaldeligt blir dag. Der er kommet flere bønner i haven, det er ikke slut endnu, ikke helt. Der er bær og vilde æbler i skoven, et par månders rå frihed med løs mave. Besøgskatten kommer hen og gnider sig op ad mit ben på trappen, det er alt sammen så fredfyldt som det kan blive med morgentrafikken dronende afsted ude på ringvejen. Militærfolkene sætter sig ind i deres biler i fuld camo, på vej til kontoret ude på kasernen. Den sidste udpost mod en historisk trussel, vi forsvarer os mod fortiden. Man ku blive hjemmeværnsmand, hjælpe med at dirigere trafikken under motionsløb med en stor rund mave under refleksvesten af alt for meget kulturelt betinget steg og brun sovs. Værne om de værdier, ha en riffel parat i hjemmet til den dag man indser hvor det er man er havnet, hvad det er for et hjem man værner om nu. Hvad det er for en trussel: At en mur af frikadeller ikke kan standse syndfloden, at digterne har gennemboret digerne med deres tynde arme og nu kommer stavrende frem over marsken med alt deres vrøvl, krænger vrangen ud på alle fraser og systematisk afmonterer kommandoerne.

Jeg ser Peter Nielsens blik for mig her, sådan som det stirrer direkte på beskueren på flappen fra en af hans 90'er-samlinger, Ansigter, hensigter. Pagehåret, de store briller og så et trodsigt, nærmest agressivt blik, som samtidig virker helt fredfyldt. Som om han prøver at overbevise en om at verden er bedre, mere harmonisk ovre på den anden side af sammenbruddet; som om han gør det klart for en at der ingen vej er udenom.

Der skal ryddes noget her, fortovene skrælles tilbage, vejene krænges ind over sig selv, der skal lægges flere lag ny mening ud over det hele. Ingen blir snydt.

Din uangribelighed kan ikke redde dig nu, makker

Jeg er respektabel.

Jeg redder mit hår i sideskilning med brylcreme, jeg studser mit skæg & pudser mine briller, jeg går med langærmede skjorter der dækker tatoveringerne.

Jeg er troværdig.

Som en pakke rugbrød man ikke er klar over er fremstillet i Litauen.

Jeg er gift med en gymnasielærer, jeg er boghandler, vi er kendte ansigter i lokalmiljøet. Spørg os om noget, vi ved det. Vi er respektable sammen.

Jeg er bestyrelsesformand i mne børns institution, den ældste går til svømning, vi tar ud & overnatter i shelter, jeg ønsker mig en gasprimus & har en lommelygte der ikke er legetøj.

Jeg er bundsolid.

Jeg sliber trappen & gir den olie, køkkenbordet med, fjerner bambus i haven & beskærer vinen.

Jeg har fem ternede skjorter.

Vi plukker syltetøj af bær vi selv har plukket langs stierne i naturen, vi bager brød, steger latke, laver dal i ét væk. Vi har køkkenhave, græskarbed & planter æbletræer. Katten kommer på besøg hver morgen & hver aften & får ikke mælk. Der er flere vildkatte her i byen end noget andet sted på øen, de er allesammen blevet forladt af nogen.

Jeg er respektabel, troværdig & bundsolid.

Jeg står op et par timer før alle andre hver morgen for at finde mig til rette med det.

Mor går i søen

Det er det smukkeste han nogensinde har set: Hans splitternøgne kone på vej ud i havet. Børnene er på vej efter hende ned ad skrænten, den ældste lar sig kure afsted i flyverdragten, den sandede jord blir pløjet op af hans støvler og fosser ned foran ham; den yngste prøver at holde fast i nogen afsatser hist og her med sine ubrugelige luffehænder, mister nogen gange grebet og kurer hvinende nogle meter, inden han finder et nyt fæste. Han har fuld tillid til at de nok skal klare det, han skænker det ikke en tanke at sten ku rive sig løs på vej ned ad skrænten, en mindre lavine sættes i gang, han har fuld tillid til at det ikke sker, ikke med hans børn. De når hende ikke, før hun er ude af tøjet, skutter sig mod kulden, som om hele hendes krop suger sig sammen om sig selv. Det er voldsomt så tynd hun er blevet i det hele taget, har reduceret sig selv til muskler og knogler ved rå viljestyrke, og det er sådan hun står nu et øjeblik og tar bestik af havet. Hun ser ikke op mod ham, ikke en eneste gang, men ud af øjenkrogen opfatter hun tilsyneladende at den ældste når ned til stranden, hun sætter i hvert fald i løb i samme øjeblik han rammer stranden, og han kan ikke nå hende, klodset og tung i flyverdragten og støvlerne på vej over sandet, mens hun bevæger sig med en balletdansers lette fjed, det er yndefuldt, det er fantastisk så smukt det er. Det okkerfarvede lys fra den lave sol lægger sig over hende, som om det ku varme den oliventonede blege hud op, som om det sku gi liv til hende, som om det ikke var der mere. Fem, seks, syv lange skridt, så når hun vandkanten, og hun stopper ikke op, ikke et øjeblik, selvom skridtene blir kortere, mere varsomme overfor sten, men drengen stopper, falder sammen i en akavet havfruestilling, gir fortabt, og lillebroren der osse er nået ned til foden af skrænten, hyler ikke engang, blir bare siddende sådan som han landede, fastfrosset, stirrer modløst ud mod al vælden foran ham, alt det kæmpestore som hans mor nu indgår i. Vandet når hende snart til livet, han synes næsten han kan se huden blusse op omkring lårene og så balderne, men det kan lisså godt være fordi han ved det er sådan, at blodet fosser rundt i hendes krop nu, prøver at varme hende hvor det kan, sender ladning på ladning af endorfiner afsted for at holde hende i gang og i live, han ved at dopaminet er blevet frigivet i hendes hjerne osse. At hun er lykkelig og ustoppelig nu.

Han ku rejse sig og gå nu. Det er det rette tidspunkt at resignere på, erkende at det ikke blir bedre end dette nogensinde igen, og at han ikke vil ku leve med mindre end dette. Det er for længst ude over det punkt, det er bare lige nu det et øjeblik føles som det var meningen det sku. Sådan som det sku være hele tiden, for altid fremover. Der burde ikke være nogen grund til at acceptere mindre, og hvis det ikke kan være som det ideelt sku være, så kan de lisså godt droppe det nu og her, ingen diskussioner, ingen forsøg på at genopbygge noget, det ville være en forbrydelse mod det rene det engang var. Han ku gå nu, fastholde det i dette øjeblik. Ikke som det elskende unge par på Keats' græske urne, men som en indfrielse af det løfte de gir hinanden der, lige inden de kysser hinanden første gang. Det var så sandt og smukt for den teenager han var, da han læste det første gang, det ubesudlede, magiske øjeblik, alle fremtider indeholdt i det, og det var en retningslinje for ham i hans liv i flere år frem: Ikke at realisere noget, bare fastfryse det der hvor muligheden var der og alt var ideelt. Aldrig nå Ferlinghettis næste dag, hvor hun viser sig at ha skæve tænder og ikke kan li poesi.

Nu kaster hun sig forover, bølger skyder frem foran hende, og så er hun under. Han kan skimte hende lige under overfladen, en fod bryder næsten vandspejlet, så er hun helt væk i det dybblå. Fuldstændig omsluttet: Det er sådan han vil røre den krop, over det hele på en gang, hver en flade, hver en hulning, hver en runding, hver spændt muskel. Den er aldrig holdt op med at være forunderlig for ham, selvom de er fem år hinsides vaseøjeblikket. De sorte hår under armene, som det endelig lykkedes ham at overtale hende til at holde op med at fjerne, hvordan de voksede sig til noget hun ikke selv kendte. Dunene der begyndte at trække ned over kæbebenet som bakkenbarter, på et tidspunkt vil de osse sætte sig som et overskæg, hvis de ikke allerede har gjort det, og hun bare vokser dem af i smug. Det er han i tvivl om, det ku han egentlig godt ha hende mistænkt for. Han vil bare gerne ha hende dækket af hår, både det lange sorte, som hun holdt op med at klippe da hun mødte ham, og som nu nåede lænden, men osse dunene og hårene: Han vil ha hendes krop dækket af et lag sort pels, så han endelig kan rive blikket fri fra al den hud der har holdt ham fast til hende igennem årene. Slikke hende fuldstændigt ren og spytte hende ud som en hårbolle.

Det var her de hængte folk førhen, omme bag ham et sted. Få lagt løkken om halsen en dag som denne, se vintersolen ude over horisonten, en parade af særk- og sjalklædte kvinder parat til at løbe ned over skrænten og ud i havet og vaske sig af dem, så snart man var kvalt og havde tømt sig ud på jorden under sig. Det er han nødt til at gøre, hvis han skal gå nu, han er nødt til at efterlade en klat sæd, så hun vil forstå det, så hun ikke vil bebrejde ham noget, så hun vil forstå at det var et valg han måtte træffe. Lissom hun selv må vælge om hun kommer ind igen, om hun skal stå på sandet og vride sit hår, mens varmen fra det brusende blod får vanddråberne til at fordampe fra hendes hud, kun holdt fast i behåringen som en rest af havets moskus. Hun vil være af havet sådan, havet vil ha taget hende og skænket hende en ny form at være i, og børnene vil pile rundt om den, overstadige over at være genforenede, ignorante overfor den transformation de alle har gennemgået. Han tar handsken af venstre hånd og holder den op foran sig, betragter den mod lyset, forestiller sig solen varme den mere end luften afkøler den. Han kan ikke nu, det er komplet umuligt at forestille sig at masturbere her, og nu har han gjort det til en betingelse for at ku gå, så blir det derfor han blir denne gang.

Tingene falder sammen med Thilde

Det er bare et sammenfald, det er ikke noget der betyder mere end at sammenfald sker. Betyder at man skal være åben for dem, se dem, men ikke lade dem få nogen nogen tungerevejende betydning for hvordan man ellers lever sit liv.

Som den dame der passer en op på fortovet udenfor en købmand i en fremmed by, fortæller en at hun de sidste tre nætter i træk har drømt den tatovering man har på underarmen, og vidste at hun ville møde en, og når man så ikke ved hvad man skal sige andet end “vildt”, beroliger en med at “den slags sker for mig hele tiden, hej-hej” og går væk. Har drømt en og så mødt en som forudsagt af drømmen, eller bare en del af en i dette tilfælde, ens underarm med dens tatovering, og så har man udfyldt sin funktion: Man har været et sammenfald, man har været et bevis på at sammenfald sker, man har underbygget den person det skete fors kosmosopfattelse, været bindeleddet til en højere enhed, og så behøver man ikke nødvendigvis være mere. Så kunne man løbe efter den dame, smide hvad man havde i hænderne og trave ud over markerne med en flaske portvin fra købmanden, ligge og se op i himlen sammen og tale om universet og hvor vildt det er at man alligevel har fundet hinanden lige der, når det er så kæmpestort. Eller man kan afskrive det som et sammenfald og lade det være gjort med det, fortsætte med sine gøremål. Sammenfald sker, og det er sådan et.

Det er et sammenfald som der hvor ens nye ven vil spille en ny plade for en, en af hendes gamle veninder der endelig har lavet sin plade nu, og man får den stukket i hånden mens den begynder, og det er ikke det store, indtil man lægger mærke til kvinden på bagsiden af coveret: Det er Thilde. Det er et lille sammenfald, det er ikke noget særligt, folk kender hinanden på kryds og tværs, det kan man studse over, men det er ikke noget.

Thilde er en man kendte i gymnasiet, man prøvede at spille sammen i et smadderrockband i en uges tid, men den ene gang man øvede på en ungdomsskole, lød det så hjerteskærende ringe, den lyd man i fællesskab fik frembragt, og til det efterfølgende bandmøde kunne man ikke engang blive enige om hvilken vej man skulle stile mod storhed. De andre ville kalde bandet Lady Godiva, og man følte sig slet ikke rodfæstet nok i sin egen mandighed til at ville være den eneste fyr i et band der ligefrem hed noget med “lady”, livmoderen strammede sig simpelthen for hårdt sammen om en lige der. Det og så at man ikke ville være i et band der var opkaldt efter et fucking Dr. Hook-nummer, altså.

Men Thilde var alligevel sådan en man godt kunne lide at hænge ud med, hun var cool, hun var dybt sympatisk, sådan et af de mennesker der får en til at føle sig godt tilpas i deres selskab. Og så var hun en af den type kvinder man møder som teenager, hvor man med det samme kan mærke at der ingen seksuel tiltrækning er, og at det er helt og aldeles gensidigt, eller også er man bare så fremmed overfor at der overhovedet skulle kunne være noget, så man lukker af overfor de signaler. De kan ikke eksistere, fordi de ikke eksisterer for en selv. Man kan slappe af med hinanden og være helt åbne uden noget fnidder. Og det betyder noget, ikke fordi det ikke at være seksuelt tiltrukket af en kvinde i sig selv er noget helt vildt, heller ikke selvom man er teenager, men fordi det er lidt af en åbenbaring for én at ens følelser osse rummer denne facet: At en kvinde kan være pæn og sympatisk, og man kan tale sammen i timesvis, og det kan slå en at det vel ville være et perfekt match, hvis ikke det var fordi der slet ikke var noget der tændte en ved den anden. Og at det kan være ok at det er sådan, at det er mere end ok, at det får det venskab man har til at fremstå som noget på en måde ophøjet. Fordi man altså er ude over lige dén ellers så altoverskyggende besættelse.

Og så gled man fra hinanden igen efter gymnasiet, sådan som man nu gør det, mødtes et par gange tilfældigt efter at være flyttet ind til byen for at realisere alt det potentiale man havde, blive noget man ikke kunne blive derhjemme. Man snakkede stadig godt og man ville godt kunne ses, det kunne være fint, men der blev aldrig mere ud af det. Hun var der bare et sted i ens hukommelse som en man godt havde kunnet lide uden at der var mere i det end det.

Og det står man og tænker på i badet på ens arbejde, den der type ikke-ladede venskab på tværs af kønnene, hvor flirt aldrig kommer på tale, ikke engang i tankerne, højst fraværet af den. Og det er så der, da man hænger håndklædet til tørre på et søm der sidder i en af loftbjælkerne, at man ser at nogen med blyant har skrevet THILDE! ❤.

Det er et sammenfald, men det er ikke bare et sammenfald: Det er et af den type sammenfald der får en til at vakle i troen på at sammenfald bare sker og ikke sku ha nogen anden, større betydning end at være blotte sammenfald. Det er osse en art beroligelse: Der er nogen, for hvem Thilde har været mere end bare cool og rar at være sammen med, for hvem sympatien ikke har stået i vejen for en tiltrækning. Der er nogen der har været forelsket i hende, når nu man ikke selv kunne være det. Hun har gjort noget mere for nogen. Og det er ikke så meget det at den anden kunne have været en selv under andre omstændigheder, men at de andre omstændigheder har eksisteret for andre end en selv. Ens fortid er fortsat i sin egen retning efter man lagde den bag sig, og pludselig angriber den fra to sider samtidig, og det er OK, man lader den komme an, sammenfaldet har dirket én åben for en accept af at sådan noget kan ske for en, og man kunne have været en anden, det er det sammenfaldet lader en ane.

Ikke fodre katten

Det er kommet dertil hvor katten smyger sig om benene på mig, mens jeg laver min yoga på terrassen. 

Dér, der er dogme #2: Det første var at der ikke findes meget der er så uvedkommende at læse, som forfattere der skriver om at skrive, det næste er at det eneste der kommer tæt på, er forfattere der skriver om deres katte. Som om kattene afspejler deres selvopfattelse af nogen egensindige, utilregnelige, viljestærke loners. Sidder der og skriver for sig selv for at dukke frem engang imellem og la sig kæle for, la sig servicere, inden de stikker deres egne veje igen.

Fuck katte, fuck forfattere.

Det er alligevel ikke min kat, det er bare en havekat, en besøgskat, omend den er begyndt at føle sig så meget hjemme nu at det er svært at holde den ude af huset, selvom det skal den virkelig ikke, ind. Et par stykker af os er allergiske. Allergien har hidtil fået mig til at holde mig fra katte, det har været svært at holde af dyr som får det til at klø overalt på en, luftvejene til at snøre sig sammen, og når de så udover det holder så hårdt fast i at være rovdyr, så har det været svært at mønstre den store sympati. Jeg kan heller ikke tåle heste, men heste er cool nok, heste river ikke en og jager ikke mus og fugle og alt muligt. Huskatte slagter uhyrlige mængder trækfugle, det ved vi, millioner hvert år. Det er en skam, om man så kan mønstre den store sympati for trækfugle eller ej, det er katastrofalt for biodiversiteten. Katte er katastrofale.

Hunde: Hunde er trofaste, godmodige, pålidelige. Gode kvaliteter. Jeg er ikke allergisk overfor hunde.

Alligevel tar jeg en skål mælk med ud til katten, når jeg skal lave min yoga på terrassen om morgenen, mens resten af huset sover. Rismælk, soyamælk, havremælk; jeg er blevet formanet af en kattedameveninde om at katte ikke kan tåle komælk, det smadrer deres tarme. De elsker det og brækker sig, har tyndskid, dør af det. Der er ingen der kan tåle komælk, pindsvin kan heller ikke tåle komælk, de eneste der efterhånden kan tåle komælk er kalve og skandinaver. (Jeg er ikke allergisk overfor komælk, jeg drikker det bare ikke, prøver at holde det så vegansk som muligt i et osteelskerhjem. Det var et sidespor.) Plantemælk af en art og så en skål godbidder der er tilovers fra sidst vi passede hund. Det er ikke vores kat, den må vel æde hvad der er eller la være. Hunde æder alt hvad de får serveret, fuldstændigt ligeglade. Hunde er herrenemme. Hunde kræver et større ansvar end katte, de skal luftes, de skal ha selskab, det er et sympatisk træk at de kræver det, de er ikke loners. Det siger uundgåeligt noget om hundeejere i forhold til katteejere, det at de tar ansvar for andre levende væsener på den måde. Vi har bare en lånehund engang imellem, vi låner ansvar, gir det fra os når ugen er omme, befriede for det.

Havekatten springer fra rækværket op på regnvandsbeholderen, sidder et øjeblik og slikker sig selv i den lave morgensol, det ser fuldstændig ideelt ud, det er instagramdollars der, så kravler den videre op igennem paradisæbletræet og over på taget af carporten hvor den vandrer rundt og prøver at ligne at den er på jagt, at den ikke bare leger og så engang imellem fanger en skål mad nogen har stillet frem til den.

Dogme #1: Forfattere skal ikke skrive om at skrive, fordi det at de skriver er uvedkommende for alle andre end dem selv: For modtageren handler det om det de læser, slutproduktet. At læse om skriveprocessen er som at hænge ud i et øvelokale: Det er ikke engang noget med at det dræber magien, fordi man faktisk ser arbejdet der ligger bag; det er det at det er så aldeles kedeligt. Det at håndværket i den grad blir tydeliggjort, og på den måde blir reduceret til det: et håndværk. Hvor det virkelig gode håndværk gør arbejdet bag usynligt, fordi resultatet transcenderer den arbejdsmængde der ligger i det. Som et hus der først og fremmest ser ud af et godt og solidt hus, mere end de tømrere, murere, elektrikere, vvs'ere osv. der har været involveret i at bygge det; så bygger man en tekst at bo i en tid. 

Derfor handler dette ikke om at skrive, det handler om ikke at skrive om at skrive. Og om ikke at gi katten mad.