Det er bare et sammenfald, det er ikke noget der betyder mere end at sammenfald sker. Betyder at man skal være åben for dem, se dem, men ikke lade dem få nogen nogen tungerevejende betydning for hvordan man ellers lever sit liv.
Som den dame der passer en op på fortovet udenfor en købmand i en fremmed by, fortæller en at hun de sidste tre nætter i træk har drømt den tatovering man har på underarmen, og vidste at hun ville møde en, og når man så ikke ved hvad man skal sige andet end “vildt”, beroliger en med at “den slags sker for mig hele tiden, hej-hej” og går væk. Har drømt en og så mødt en som forudsagt af drømmen, eller bare en del af en i dette tilfælde, ens underarm med dens tatovering, og så har man udfyldt sin funktion: Man har været et sammenfald, man har været et bevis på at sammenfald sker, man har underbygget den person det skete fors kosmosopfattelse, været bindeleddet til en højere enhed, og så behøver man ikke nødvendigvis være mere. Så kunne man løbe efter den dame, smide hvad man havde i hænderne og trave ud over markerne med en flaske portvin fra købmanden, ligge og se op i himlen sammen og tale om universet og hvor vildt det er at man alligevel har fundet hinanden lige der, når det er så kæmpestort. Eller man kan afskrive det som et sammenfald og lade det være gjort med det, fortsætte med sine gøremål. Sammenfald sker, og det er sådan et.
Det er et sammenfald som der hvor ens nye ven vil spille en ny plade for en, en af hendes gamle veninder der endelig har lavet sin plade nu, og man får den stukket i hånden mens den begynder, og det er ikke det store, indtil man lægger mærke til kvinden på bagsiden af coveret: Det er Thilde. Det er et lille sammenfald, det er ikke noget særligt, folk kender hinanden på kryds og tværs, det kan man studse over, men det er ikke noget.
Thilde er en man kendte i gymnasiet, man prøvede at spille sammen i et smadderrockband i en uges tid, men den ene gang man øvede på en ungdomsskole, lød det så hjerteskærende ringe, den lyd man i fællesskab fik frembragt, og til det efterfølgende bandmøde kunne man ikke engang blive enige om hvilken vej man skulle stile mod storhed. De andre ville kalde bandet Lady Godiva, og man følte sig slet ikke rodfæstet nok i sin egen mandighed til at ville være den eneste fyr i et band der ligefrem hed noget med “lady”, livmoderen strammede sig simpelthen for hårdt sammen om en lige der. Det og så at man ikke ville være i et band der var opkaldt efter et fucking Dr. Hook-nummer, altså.
Men Thilde var alligevel sådan en man godt kunne lide at hænge ud med, hun var cool, hun var dybt sympatisk, sådan et af de mennesker der får en til at føle sig godt tilpas i deres selskab. Og så var hun en af den type kvinder man møder som teenager, hvor man med det samme kan mærke at der ingen seksuel tiltrækning er, og at det er helt og aldeles gensidigt, eller også er man bare så fremmed overfor at der overhovedet skulle kunne være noget, så man lukker af overfor de signaler. De kan ikke eksistere, fordi de ikke eksisterer for en selv. Man kan slappe af med hinanden og være helt åbne uden noget fnidder. Og det betyder noget, ikke fordi det ikke at være seksuelt tiltrukket af en kvinde i sig selv er noget helt vildt, heller ikke selvom man er teenager, men fordi det er lidt af en åbenbaring for én at ens følelser osse rummer denne facet: At en kvinde kan være pæn og sympatisk, og man kan tale sammen i timesvis, og det kan slå en at det vel ville være et perfekt match, hvis ikke det var fordi der slet ikke var noget der tændte en ved den anden. Og at det kan være ok at det er sådan, at det er mere end ok, at det får det venskab man har til at fremstå som noget på en måde ophøjet. Fordi man altså er ude over lige dén ellers så altoverskyggende besættelse.
Og så gled man fra hinanden igen efter gymnasiet, sådan som man nu gør det, mødtes et par gange tilfældigt efter at være flyttet ind til byen for at realisere alt det potentiale man havde, blive noget man ikke kunne blive derhjemme. Man snakkede stadig godt og man ville godt kunne ses, det kunne være fint, men der blev aldrig mere ud af det. Hun var der bare et sted i ens hukommelse som en man godt havde kunnet lide uden at der var mere i det end det.
Og det står man og tænker på i badet på ens arbejde, den der type ikke-ladede venskab på tværs af kønnene, hvor flirt aldrig kommer på tale, ikke engang i tankerne, højst fraværet af den. Og det er så der, da man hænger håndklædet til tørre på et søm der sidder i en af loftbjælkerne, at man ser at nogen med blyant har skrevet THILDE! ❤.
Det er et sammenfald, men det er ikke bare et sammenfald: Det er et af den type sammenfald der får en til at vakle i troen på at sammenfald bare sker og ikke sku ha nogen anden, større betydning end at være blotte sammenfald. Det er osse en art beroligelse: Der er nogen, for hvem Thilde har været mere end bare cool og rar at være sammen med, for hvem sympatien ikke har stået i vejen for en tiltrækning. Der er nogen der har været forelsket i hende, når nu man ikke selv kunne være det. Hun har gjort noget mere for nogen. Og det er ikke så meget det at den anden kunne have været en selv under andre omstændigheder, men at de andre omstændigheder har eksisteret for andre end en selv. Ens fortid er fortsat i sin egen retning efter man lagde den bag sig, og pludselig angriber den fra to sider samtidig, og det er OK, man lader den komme an, sammenfaldet har dirket én åben for en accept af at sådan noget kan ske for en, og man kunne have været en anden, det er det sammenfaldet lader en ane.
En Borges-tatovering. Lavet som en labyrint. Af bøger. Tag dén, Sune Werner!
Viser opslag med etiketten deseksualisering. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten deseksualisering. Vis alle opslag
søndag den 8. september 2013
tirsdag den 15. maj 2012
Pernittengryn
Nogen sku lave den sang på dansk, og så sku den hedde ”Pernittengryn”. ”Fuzzy”, Grant Lee Buffalo, det er sådan et nummer der burde ha været soundtracket til en sommer dengang; det lyder som de somre man havde dengang, hvor soundtracket bare ikke nødvendigvis var lige det nummer, men hvor det alligevel får en til at huske de somre når man hører det nu. Sådan som de somre var, ørkesløse udeflugter ingen steder hen, endeløse timer på et gulv man ikke så nogen som helst mulighed for at komme op fra, følelsen af at være i noget men blive forholdt noget andet. Det fællesskab sådan en slagsang sku udgøre, men hvor man hverken ville erkende at det var det fællesskab der tilkom en, eller at det sku være en sang som den der kendetegnede det.
Det var det.
Kræsenheden, det var osse en mulig oversættelse af fuzziness; kræsenheden som dække over det manglende mod til at gå all in for noget, fordi det ikke var sikkert at det var det helt rigtige alligevel. Usikkerhed, evindelig usikkerhed. Og så er det den tid man alligevel osse konstant vender tilbage til, fordi den bærer en prægnans, et eller andet, den virker så formativ, og der er sange som den sang der synes ikke at ku handle om noget som helst andet end den tid.
Det var sådan en aften i enden af sådan en uendeligt lang fest, hele dagen havde vi siddet i en lejlighed og drukket og spist, havde holdt påskefrokost eller julefrokost eller noget på årets varmeste sommerdag, bare fordi vi ku, fordi der ikke var nogen der sku bestemme hvornår vi ku holde påskefrokost. Snaps i 30 graders varme, der var en der drak et glas sildelage der stod tilbage på bordet, fordi det stod der og ku drikkes, fordi der ikke var nogen der ku drømme om at sige han ikke burde gøre det, fnisede satanisk, hvorefter han brækkede sig ud af vinduet. Der var nogen på vej ned og hente noget, mere at drikke velsagtens, og så stak han hovedet ud fra første sal som om han lige ville minde dem på noget, og det han ville minde dem på var altså at han havde drukket et glas sildelage, og nu brækkede han det op, en smuk kaskade hele vejen fra første sal ned på en cykel der holdt parkeret ind mod muren, og så smilede han lykkeligt og gik ind og hentede en gulvspand, så han ku gå ned og vaske den cykel der.
Er der overhovedet nogen der har haft åndsnærværelse til at sætte plader på i sådan et selskab? Jeg kan ikke huske en eneste plade vi kan ha hørt, bare at jeg på et tidspunkt gik omkuld på gulvet under nogle stole og lå der uden at ville røre mig i nogen timer, indtil bevægelsessygen var under kontrol igen.
Jeg kan huske det var en pige der vækkede mig, at det var blevet mørkt, jeg tror måske hun spurgte om jeg ville ha et tæppe, men jeg var klar til at være med igen sammen med de få overlevende, og så sku vi ned og hente flere øl, pigen og mig. Det var sådan en hverdagssommeraften vi gik igennem gaderne ned mod kiosken, og det var der hun begyndte at snakke om Grant Lee Buffalo, om hvor gerne hun ville stå på en festival den sommer og høre dem spille ”Fuzzy”, og det var der hun begyndte at synge den: ”Bring me home to this house of many days / Just lay me on the floor, hard and cool as slate...” Og så gik jeg der og ku ikke rigtig finde ud af hvad jeg sku gøre ved eller hvordan jeg overhovedet sku forholde mig til at der gik en pige ved siden af mig og sang med høj og let sprukken røst. Kræsenheden.
Det var der, mens hun gik og sang for mig, vi mødte den pige som jeg egentlig nok gik og var lidt forelsket i på det tidspunkt, og som nok egentlig osse var det lidt i mig, men uden at nogen af os var sikre nok på det til ligefrem at gøre noget ved det. Sådan som sådan noget nu nogen gange er, sådan var det, og hun var på vej hjem med sin kæreste, som var helt vanvittigt pløret og dårligt ku stå oprejst, og jeg havde lige rejst mig igen og var på vej ud med en anden pige for at blive endnu mere pløret, det hele var så akavet som sådan noget næsten kan blive det, uundgåeligt blir det. Hun har betroet det til mig bagefter, mange år senere, der hvor den sang for længst var blevet til et minde om noget der lisså godt ku ha været, at hun ville ønske hun havde sendt sin kæreste hjem alene og var gået med os i stedet, med mig. Ikke havde villet være så sikker, og det er ikke rigtig noget nogen af os kan bruge til så meget nu alligevel. ”We water like a dead bouquet,” nemlig, og vi ville alligevel ha fucket det op på den eller anden måde, og så ville det ikke ha været det minde i dag.
Jeg er dårligt sikker på det overhovedet er det, det hele står hen i en tåge, og jeg blander aftener sammen, føjer til og trækker fra for at få det til at passe med den sang. Det er ikke min mening decideret at lyve, det er ikke engang et tema her, det er bare sådan det der er blevet fortiden nu ligger.
Vidåben.
Det var det.
Kræsenheden, det var osse en mulig oversættelse af fuzziness; kræsenheden som dække over det manglende mod til at gå all in for noget, fordi det ikke var sikkert at det var det helt rigtige alligevel. Usikkerhed, evindelig usikkerhed. Og så er det den tid man alligevel osse konstant vender tilbage til, fordi den bærer en prægnans, et eller andet, den virker så formativ, og der er sange som den sang der synes ikke at ku handle om noget som helst andet end den tid.
Det var sådan en aften i enden af sådan en uendeligt lang fest, hele dagen havde vi siddet i en lejlighed og drukket og spist, havde holdt påskefrokost eller julefrokost eller noget på årets varmeste sommerdag, bare fordi vi ku, fordi der ikke var nogen der sku bestemme hvornår vi ku holde påskefrokost. Snaps i 30 graders varme, der var en der drak et glas sildelage der stod tilbage på bordet, fordi det stod der og ku drikkes, fordi der ikke var nogen der ku drømme om at sige han ikke burde gøre det, fnisede satanisk, hvorefter han brækkede sig ud af vinduet. Der var nogen på vej ned og hente noget, mere at drikke velsagtens, og så stak han hovedet ud fra første sal som om han lige ville minde dem på noget, og det han ville minde dem på var altså at han havde drukket et glas sildelage, og nu brækkede han det op, en smuk kaskade hele vejen fra første sal ned på en cykel der holdt parkeret ind mod muren, og så smilede han lykkeligt og gik ind og hentede en gulvspand, så han ku gå ned og vaske den cykel der.
Er der overhovedet nogen der har haft åndsnærværelse til at sætte plader på i sådan et selskab? Jeg kan ikke huske en eneste plade vi kan ha hørt, bare at jeg på et tidspunkt gik omkuld på gulvet under nogle stole og lå der uden at ville røre mig i nogen timer, indtil bevægelsessygen var under kontrol igen.
Jeg kan huske det var en pige der vækkede mig, at det var blevet mørkt, jeg tror måske hun spurgte om jeg ville ha et tæppe, men jeg var klar til at være med igen sammen med de få overlevende, og så sku vi ned og hente flere øl, pigen og mig. Det var sådan en hverdagssommeraften vi gik igennem gaderne ned mod kiosken, og det var der hun begyndte at snakke om Grant Lee Buffalo, om hvor gerne hun ville stå på en festival den sommer og høre dem spille ”Fuzzy”, og det var der hun begyndte at synge den: ”Bring me home to this house of many days / Just lay me on the floor, hard and cool as slate...” Og så gik jeg der og ku ikke rigtig finde ud af hvad jeg sku gøre ved eller hvordan jeg overhovedet sku forholde mig til at der gik en pige ved siden af mig og sang med høj og let sprukken røst. Kræsenheden.
Det var der, mens hun gik og sang for mig, vi mødte den pige som jeg egentlig nok gik og var lidt forelsket i på det tidspunkt, og som nok egentlig osse var det lidt i mig, men uden at nogen af os var sikre nok på det til ligefrem at gøre noget ved det. Sådan som sådan noget nu nogen gange er, sådan var det, og hun var på vej hjem med sin kæreste, som var helt vanvittigt pløret og dårligt ku stå oprejst, og jeg havde lige rejst mig igen og var på vej ud med en anden pige for at blive endnu mere pløret, det hele var så akavet som sådan noget næsten kan blive det, uundgåeligt blir det. Hun har betroet det til mig bagefter, mange år senere, der hvor den sang for længst var blevet til et minde om noget der lisså godt ku ha været, at hun ville ønske hun havde sendt sin kæreste hjem alene og var gået med os i stedet, med mig. Ikke havde villet være så sikker, og det er ikke rigtig noget nogen af os kan bruge til så meget nu alligevel. ”We water like a dead bouquet,” nemlig, og vi ville alligevel ha fucket det op på den eller anden måde, og så ville det ikke ha været det minde i dag.
Jeg er dårligt sikker på det overhovedet er det, det hele står hen i en tåge, og jeg blander aftener sammen, føjer til og trækker fra for at få det til at passe med den sang. Det er ikke min mening decideret at lyve, det er ikke engang et tema her, det er bare sådan det der er blevet fortiden nu ligger.
Vidåben.
Etiketter:
deseksualisering,
prosa,
provinsen,
teenager
mandag den 14. november 2011
Disciple søges til nyopstartet sekt
Jeg kan godt se at jeg får brug for nogle disciple til min sekt, hvis den for alvor skal ta af. Jeg har åbnet for ansøgninger, og jeg er rimeligt large: Spiritualitet er ikke et must, man skal først og fremmest ku rocke en kjortel. Det er bedst hvis ansøgerne har langt hår, jeg forestiller mig min sekt som sådan en bunke langhårede og meget smukke typer, der bevæger sig rundt på en koreograferet måde, lidt som om de udtrykte sig i dans.
Det ku faktisk være meget fedt: hvis vi slet ikke behøvedes at tale sammen, men bare dansede det vi gerne ville sige til hinanden. Det ville da være noget i hvert fald, og det ville sikkert være en god øvelse, der ku gøre en opmærksom på hvad det egentlig er man belemrer sine medmennesker med af henvendelser. Jeg har svært ved at forestille mig at man rigtig kan skælde effektivt ud ved at danse. Måske sku det bare være disciplene der dansede, måske sku jeg ha lov at være den der dirigerede det hele, opmuntrede dem, fortolkede deres dans for dem, som om jeg osse fortolkede deres inderste følelser for dem – sådan lidt ”nej, det du danser er ikke at du gerne vil be om et glas vand, det du viser os andre er at du er bange for at elske, fordi du aldrig har følt du har kendt dine gamle venner, sådan rigtigt.”
Jeg vil passe på ikke at blande mine disciples familieforhold ind i det, jeg vil helst ikke ende som sådan en typisk patriarkalsk sektleder, faktisk vil jeg helst ikke betegne mig selv som sektleder, selvom det jo altså dog er min sekt. Jeg tror jeg synes de skal kalde mig Vejleder. Det er så forholdsvist neutralt et ord, det har ikke alle mulige negative konnotationer. Mine disciple vil tænke på det lidt lissom en vejleder man har på sådan et universitet, som de er droppet ud af, en der skal hjælpe dem med at realisere deres potentiale. På en måde kan man så sige at et ord som disciple osse er ret kraftigt ladet, men hvis jeg på den anden side begynder at kalde dem elever eller noget, så ligger der osse straks et autoritetsforhold i det. Adepter ville sikkert passe bedre, det er lidt mere åbent i det. Bare der ikke er nogen der så tror at de heller ikke behøver at gå i kjortel, for det synes jeg altså at de skal, ellers er det ikke en rigtig sekt. Altså bortset seføli fra når de er nøgne.
Det skal de være tit. Det skal være en del af vores ritual, at afseksualisere kroppen ved at være nøgne overfor hinanden og så reseksualisere den på en ny måde vi selv bestemmer. Seføli skal vi ha masser af sex, ellers er det ikke en ordentlig sekt, men vi skal finde på en eller anden måde at gøre det på, så der ikke er nogen der føler sig krænket. Jeg vil ikke ha at der er nogen der skal føle sig krænkede i min sekt, jeg vil bare ha at de skal være nøgne. Jeg kan godt li når folk er nøgne, specielt hvis de osse er pæne. Jeg må nok hellere lige huske at få med at folk osse skal sende et foto med af sig selv når de ansøger om at blive adepter i min sekt. Altså, jeg vil jo nødig være sådan en der dømmer på udseendet, jeg vil helst ikke betragtes som overfladisk, men jeg tænker at den måde folk tar sig ud på siger noget om hvordan de er som mennesker. Det er vigtigt for mig at jeg kan stole på hvad mine adepter er for nogle mennesker, når først vi står i kampen.
Der er seføli lang tid til det, der er ingen grund til at forhaste det store opgør med det omkringliggende samfund, det kan tids nok komme når de ikke længere vil acceptere os, og så skal vi være beredte, og derfor er det vigtigt at huske på at det opgør vil komme en dag, og at det er derfor vi skal stå sammen og ikke ha nogen hemmeligheder for hinanden, i hvert fald ikke for mig, så skal jeg nok vurdere hvad hele gruppen har brug for at vide. Vi skal ha en rigtig god gruppe. Vi skal stå sammen. Vi skal ha nogen at stå sammen med, det skal være hinanden, det har vi brug for, det vil der være i min sekt. Det vil være et sted hvor de kan føle sig trygge, det kan man altid ha brug for, det vil være et hjem. Ikke en forkastelse af deres gamle hjem, men af at de ikke har kunnet skabe sig et rigtigt hjem andre steder. Gruppen vil være det samfund vi skaber sammen.
Det bliver en smuk sekt. Jeg lar skægget stå.
Det ku faktisk være meget fedt: hvis vi slet ikke behøvedes at tale sammen, men bare dansede det vi gerne ville sige til hinanden. Det ville da være noget i hvert fald, og det ville sikkert være en god øvelse, der ku gøre en opmærksom på hvad det egentlig er man belemrer sine medmennesker med af henvendelser. Jeg har svært ved at forestille mig at man rigtig kan skælde effektivt ud ved at danse. Måske sku det bare være disciplene der dansede, måske sku jeg ha lov at være den der dirigerede det hele, opmuntrede dem, fortolkede deres dans for dem, som om jeg osse fortolkede deres inderste følelser for dem – sådan lidt ”nej, det du danser er ikke at du gerne vil be om et glas vand, det du viser os andre er at du er bange for at elske, fordi du aldrig har følt du har kendt dine gamle venner, sådan rigtigt.”
Jeg vil passe på ikke at blande mine disciples familieforhold ind i det, jeg vil helst ikke ende som sådan en typisk patriarkalsk sektleder, faktisk vil jeg helst ikke betegne mig selv som sektleder, selvom det jo altså dog er min sekt. Jeg tror jeg synes de skal kalde mig Vejleder. Det er så forholdsvist neutralt et ord, det har ikke alle mulige negative konnotationer. Mine disciple vil tænke på det lidt lissom en vejleder man har på sådan et universitet, som de er droppet ud af, en der skal hjælpe dem med at realisere deres potentiale. På en måde kan man så sige at et ord som disciple osse er ret kraftigt ladet, men hvis jeg på den anden side begynder at kalde dem elever eller noget, så ligger der osse straks et autoritetsforhold i det. Adepter ville sikkert passe bedre, det er lidt mere åbent i det. Bare der ikke er nogen der så tror at de heller ikke behøver at gå i kjortel, for det synes jeg altså at de skal, ellers er det ikke en rigtig sekt. Altså bortset seføli fra når de er nøgne.
Det skal de være tit. Det skal være en del af vores ritual, at afseksualisere kroppen ved at være nøgne overfor hinanden og så reseksualisere den på en ny måde vi selv bestemmer. Seføli skal vi ha masser af sex, ellers er det ikke en ordentlig sekt, men vi skal finde på en eller anden måde at gøre det på, så der ikke er nogen der føler sig krænket. Jeg vil ikke ha at der er nogen der skal føle sig krænkede i min sekt, jeg vil bare ha at de skal være nøgne. Jeg kan godt li når folk er nøgne, specielt hvis de osse er pæne. Jeg må nok hellere lige huske at få med at folk osse skal sende et foto med af sig selv når de ansøger om at blive adepter i min sekt. Altså, jeg vil jo nødig være sådan en der dømmer på udseendet, jeg vil helst ikke betragtes som overfladisk, men jeg tænker at den måde folk tar sig ud på siger noget om hvordan de er som mennesker. Det er vigtigt for mig at jeg kan stole på hvad mine adepter er for nogle mennesker, når først vi står i kampen.
Der er seføli lang tid til det, der er ingen grund til at forhaste det store opgør med det omkringliggende samfund, det kan tids nok komme når de ikke længere vil acceptere os, og så skal vi være beredte, og derfor er det vigtigt at huske på at det opgør vil komme en dag, og at det er derfor vi skal stå sammen og ikke ha nogen hemmeligheder for hinanden, i hvert fald ikke for mig, så skal jeg nok vurdere hvad hele gruppen har brug for at vide. Vi skal ha en rigtig god gruppe. Vi skal stå sammen. Vi skal ha nogen at stå sammen med, det skal være hinanden, det har vi brug for, det vil der være i min sekt. Det vil være et sted hvor de kan føle sig trygge, det kan man altid ha brug for, det vil være et hjem. Ikke en forkastelse af deres gamle hjem, men af at de ikke har kunnet skabe sig et rigtigt hjem andre steder. Gruppen vil være det samfund vi skaber sammen.
Det bliver en smuk sekt. Jeg lar skægget stå.
Etiketter:
charles manson,
deseksualisering,
father yod,
prosa,
sekt,
sektleder
onsdag den 24. august 2011
Som at dræbe præsidenter, IV
Jeg er nøgen nu, helt jørgenlethsk, jeg kan mærke solen på hele min krop, der er intet mellem mig og søen, træerne, brisen. Deseksualiseringen af den nøgne krop er nogen andres projekt, jeg har aldrig følt mig mere sexet, end når jeg er nøgen ude i naturen. Al den muld og vrimmel, alt det liv, der er i det, og som jeg er en del af i kraft min nøgenhed: Min pik er simpelthen den der eg, skovsøen er min sæd, min hud sætter ild til luften omkring mig.
Dermed naturligvis ikke erkendt at min nøgne krop på nogen måde sku være pornografisk, og hvis der er nogen tilfældigt forbipasserende motionsløbere, lystfiskere eller hundeluftere der sku ha et problem med min nøgenhed, så er det snarere dem der overskrider en intim grænse for mig end omvendt. Det er naturligt at jeg er nøgen her. Lisså naturligt som det er, at det ikke bare er en nøgen krop og hva så, men en nøgen krop med alt hvad det medfører af implikationer om et eller andet, det er ikke en deseksualiseret krop, det er hele pakken, men det er forargelsen over den nøgne krop der er anstødelig. Unaturlig, fristes man næsten til at sige, overciviliseret i hvert fald.
Jeg går ud i søen igen, lægger mig på ryggen og flyder, der er ingen lyde under vandet, og det går op for mig at jeg er vant til, at der altid er en eller anden lyd under vandet, en motor et sted, aldrig stille. Her er stille. Man ku kalde det at bruge naturen, men så blir det osse så effektiviseret igen, og det er ikke målet: Naturen har ingen mål, naturen er ikke effektiv, den ordner bare det der skal ordnes uden at tænke over hvordan opgaverne skal prioriteres, eller hvad der vil se bedst ud at ordne. Naturen tænker ikke.
Jeg kan ikke frigøre mig af tænkningen, om jeg så bruger nok så mange timer i skovene med at betragte dådyr og kaniner og lugte mulden. Jeg er en del af naturen, men jeg er det ud fra mit eget udgangspunkt. Jeg er mit eget udgangspunkt. Jeg er en del af det hele, det hele er en del af mig, men uden mig selv bidrager jeg ikke med noget til det hele.
Jeg kan ikke frigøre mig fra at være et produkt af civilisationen. Ikke engang ved at dræbe præsidenter.
Dermed naturligvis ikke erkendt at min nøgne krop på nogen måde sku være pornografisk, og hvis der er nogen tilfældigt forbipasserende motionsløbere, lystfiskere eller hundeluftere der sku ha et problem med min nøgenhed, så er det snarere dem der overskrider en intim grænse for mig end omvendt. Det er naturligt at jeg er nøgen her. Lisså naturligt som det er, at det ikke bare er en nøgen krop og hva så, men en nøgen krop med alt hvad det medfører af implikationer om et eller andet, det er ikke en deseksualiseret krop, det er hele pakken, men det er forargelsen over den nøgne krop der er anstødelig. Unaturlig, fristes man næsten til at sige, overciviliseret i hvert fald.
Jeg går ud i søen igen, lægger mig på ryggen og flyder, der er ingen lyde under vandet, og det går op for mig at jeg er vant til, at der altid er en eller anden lyd under vandet, en motor et sted, aldrig stille. Her er stille. Man ku kalde det at bruge naturen, men så blir det osse så effektiviseret igen, og det er ikke målet: Naturen har ingen mål, naturen er ikke effektiv, den ordner bare det der skal ordnes uden at tænke over hvordan opgaverne skal prioriteres, eller hvad der vil se bedst ud at ordne. Naturen tænker ikke.
Jeg kan ikke frigøre mig af tænkningen, om jeg så bruger nok så mange timer i skovene med at betragte dådyr og kaniner og lugte mulden. Jeg er en del af naturen, men jeg er det ud fra mit eget udgangspunkt. Jeg er mit eget udgangspunkt. Jeg er en del af det hele, det hele er en del af mig, men uden mig selv bidrager jeg ikke med noget til det hele.
Jeg kan ikke frigøre mig fra at være et produkt af civilisationen. Ikke engang ved at dræbe præsidenter.
Etiketter:
deseksualisering,
Jørgen Leth,
prosa
Abonner på:
Opslag (Atom)