I aften smadrer jeg den lampe ude på gangstien der lyser ind i haven og blænder for stjernerne. Det er mindre farligt sådan, åndetheden er smittende. Og i aften starter jeg mit straight edge okkult doomcore-projekt, og vi skal hedde Shirley Templar Knights og vel mest af alt bare drone den, tænker jeg. Idéen om det band vi ville kunne være skal tjene som inspiration for hvad vi skal gøre, og vores musik skal være et ekko af hvad vi kunne have skabt i det navn. Strakt ud og forvansket, en forestillet fortid i hvis mystiske afglans' skær vi kan varme os ved noget vi kan gå for at have været.
Store, udtjente, kommunale sækkestole med en em af institution og støv og brændemærker var fordelt ud over gulvet, det var enormt corny, men osse så comfy at det i nogen grad opvejede det. Det var definitivt ikke musik der skulle rykkes til, ikke udad i hvert fald, vi skulle bare lade det ælte os mens det stod på, se om det efterlod et aftryk i os, noget at have med fra det. Det var sådan noget jeg altid havde hadet ved indieshows, når publikum begyndte at sætte sig ned foran scenen, de kunne lige så godt osse sætte te over, nu de var i gang, men her var alt lagt op til det. Bare synke hen på gulvet og prøve at lade være med at falde i søvn.
De stod i den ene ende af rummet og nørklede og drejede på knapper, slog en guitar an og brugte så de næste minutter på at fordreje hvad der nu var kommet ud af dét, headbangede lidt, når der var noget der gav genlyd af noget meget større, noget svundent, inde i deres hoveder, angav en måde at opfatte musikken på sådan. Noget kæmpemæssigt og kvasende, mens det dampede op fra svampeteen, jo. Uskadeligt, ildevarslende fredeligt, shirley templar knights. OK, de var ikke mere sXe end at de var monsterskæve med småbitte knaldrøde øjne, da de stod oppe ved merchbordet før showet og solgte vinyler, cdr'er, bånd, al den lyd de havde optaget mens de kørte på. Det stod en frit for at hægte sig på eller af, lyden var der bare. Et korstog af den slags der hverken tager fanger eller slår nogen ihjel og i virkeligheden ikke rigtig bekymrer sig om at omvende nogen eller noget, bare moser lidt igennem, et sted ude i periferien. I fuld fart på vej mod whatever.
Ved siden af mig sad en pige jeg halvvejs kendte og pillede åndsfraværende i sårskorpen på en ny tatovering. Noget smådæmonisk utydeligt noget, hvis okkultisme først og fremmest lå i dette: At meningen med det var skjult, det var ikke til at gennemskue hvad der skulle få nogen til at få sådan noget krims-krams tatoveret. Det var det der var pointen med det, gik jeg ud fra, at hægte mig af, og jeg lod mig falde ind i lyden, tilbage i den kommunale sækkestol, ud af verden. ”Do you know the way to no sé?” spurgte jeg op i loftet midt i en stille passage. Hun holdt op med at pille i sårskorpen og vendte sig om mod mig med et ansigtsudtryk så åndsfraværende at hun det var lige før hun savlede. ”Nevermind.” Hun vendte ansigtet bort, gloede op på de krumbøjede skikkelser igen. Nogle tunge basfrekvenser fik puds til at drysse ned fra loftet, bare en lille smule, nok til at det kunne være sådan noget der kunne blive et problem for dem der arrangerede showet, hvis det blev ved for længe. Kommunale bygninger er generelt ikke noget man skal fucke for meget med, nok så meget de kan være ved at falde fra hinanden i forvejen: Før man ved af det har man systemet efter sig, og så hjælper ingen tappert stenede korsfarere med deres arsenal af effektpedaler. Man looper en gang, vælter om på ryggen, lader dem tygge sig igennem.
Det skal indgå som en del af baggrunden for Shirley Templar Knights at vi har lavet ritualer, tænker jeg, rigtige sorte messer. En nøgen krop omgivet af stearinlys på et cementgulv, sorte kutter, skarpe knive, remser. Muligvis blod, bare lidt, vores eget, forståeligvis. Og så smadrer vi lampen og hyler mod månen, inden vi går ind igen og sætter te over og går i gang med sende lyd ud igennem sprækkerne til at male stjernehimlen søsyggrøn med.
