Fucking Djævlen midt i det hele

Den nat så jeg Djævlen, eller hvad der nu for en opdraget og bekendt og erkendt ateist gør det ud for den størrelse; et eller andet psykologisk tjums som et forsøg på en forklaring på hvad der er noget så stort og massivt og ufatteligt inden i en selv at det blir skudt ud af kroppen og over i en projektion af hvad man indeholder af lort og lede. Djævlen som en anskueliggørelse af at jeg var massivt fucked. Det var jeg godt klar over jeg var, det behøvede jeg ikke sådan en gang paranormalt hejs til at fucke mig yderligere op, men det at min fucked ophed ligefrem manifesterede sig i en religiøs vision ku jeg som sådan en der ikke anså sig selv for at være en skid spirituel kun tolke som et tegn på at jeg virkelig var ude i tovene. Nogen, som altså var mig selv hvis vi følger min ikke-trosbekendelse, min egen erkendelse frigjort fra mig selv, uerkendt af mig før den tog mig kraven; nogen ville mig noget og ville det alvorligt nok til at være trådt uden for mig selv for at få min opmærksomhed over på hvad det var jeg var ude i.

Før denne nat havde jeg haft to syn i mit liv, begge som barn, begge et sted mellem søvn og bevidsthed, som er der hvor man er mest åben overfor sånoet eller bare allerede drømmer, alt efter hvordan man vælger at se på det. Jeg er ikke kategorisk afvisende eller skeptisk, jeg ved bare ikke hvordan jeg ellers sku se på det, jeg har ikke begrebsapperatet til det. Første gang så jeg min storesøster, som lige var flyttet hjemmefra, stå og fnise som en heks på mit værelse. Det gjorde hun så tit da hun boede der, det var der som sådan ikke noget mærkeligt i, bortset fra at hun altså var flyttet, så hun jo ikke ku stå der. Anden gang så jeg en dreng fra min klasse, som jeg ikke ligefrem var venner med men heller ikke ligefrem havde noget udestående med, allerede dengang stod det klart at der ikke var ondt skabt i ham og at han nok i virkeligheden var ganske let enfoldig, og i mit syn stod han da osse med en undertrøje på hovedet der sku gøre det ud for langt hår. Jeg tror han prøvede at ligne David Lee Roth. Det var ikke i sig selv skræmmende, spooky, men ikke skræmmende som sådan, mest af alt mærkeligt, og det eneste skræmmende var strengt taget at han var der i mit værelse, sådan bare lige, men det var så osse det.

Mine to hidtidige syn havde altså beredt mig på at den slags ikke nødvendigvis behøvede at være vildt spektakulære, ingen brændende tjørnebuske, trehovedede kalve eller dansende dværge, bare hverdagen i al sin gru, og at det heller ikke var givet at de ville sige mig det helt store, ikke engang i gåder, bare være nok i overhovedet at være der. Syner der siger halløj, du ser syner, mand, hvad vil du gøre ved det?

Den nat jeg så Djævlen var det årevis siden jeg havde haft de to syner, det var slet ikke noget jeg tænkte på jeg havde oplevet før efter denne tredje gang, men jeg vil medgi at jeg var i en tilstand hvor jeg var modtagelig overfor sånoet, mit hoved var alle vegne og ved at eksplodere af det mens jeg cyklede ad landevejen ud til min kæreste. Hvad jeg så var en mand kommende gående imod mig på cykelstien, helt hvid, klædt i hvidt, og jeg trak ud for at undgå ham. Og så var han der ikke da jeg sku ha passeret ham. Mere var det ikke, alt andet er efterrationalisering og staffage: Hans ansigtsudtryk (fokuseret på noget helt andet end mig, skulende), hans tøj (hvidt som sagt, en vindjakke, muligvis en polo indenunder), hans hår (rødblond, nyvasket, tyndt, længere end rigtig kort, sideskilning), hans bygning (middelhøj til decideret lille af sig, sammensunken, begyndende mave), hans alder (i fyrrerne): Det er en fantomtegning som kun tjener til at konstatere at Djævlen er ansat i en bank, hvad vi vel havde en anelse om alligevel. Det der er vigtigt for synet, det der er synets funktion, er min reaktion, og den var at jeg var lige ved at køre i mølledammen, undveg og cyklede ind i selve møllen i stedet. Så stod jeg der og var chokeret og ikke kommet nævneværdigt til skade. Og så cyklede jeg videre hjem til min kæreste og lagde mig i sengen ved siden af hende, og så kom effekten for fulde hammer.

Jeg havde forsøgt at fortælle hende at hey, jeg havde set et spøgelse eller noget, og hun havde vendt ryggen til og sovet videre, træt af mit pis, træt af at jeg forstyrrede, træt af at jeg kom og ikke engang ville knalde hende, og så lå jeg der med brystet blottet mod natten og lod det hele ramme mig, bang! bang! bang! Jeg var ude af stand til at røre mig, ku bare mærke rædslen smyge sig ind til mig, mens trykket på mit brystet blev tungere og tungere og jeg følte mig trukket ned i et dynd jeg ikke ku gøre mig fri af, hvordan rødderne viklede sig rundt om mine ben, mine arme, mit bryst, og jeg ville bare så gerne rejse mig af det dynd, hæve mig over det som en anden person – faktisk en helt specifik anden person, en fyr jeg kendte i periferien af resterne af min vennekreds, og som jeg må ha forestillet mig levede relativt ubekymret, fri for nætter som denne, og med masser af damer. Det slår mig nu at han om nogen i en religiøs tolkning sikkert ville være den virkelige Djævel i min åbenbaring, Fristeren, og jeg var så fucking ligeglad på det tidspunkt, jeg ville ha givet hvad som helst, min martrede sjæl ku de ha fået med oven i hatten hvis det var, bare jeg ku slippe for det jeg gennemlevede de timer.

På en eller anden måde var jeg klar over at den eneste måde jeg ku slippe for det var ved at gøre en ende på det, det var den eneste udvej jeg så på det tidspunkt. Det er den eneste gang jeg har overvejet selvmordet; ikke den eneste gang jeg har koketteret med det, for det har jeg så rigeligt, men den eneste gang jeg har været derude hvor det var en reel overvejelse hvor det kom an på hvad jeg lige havde for hånden at klare det med, og det var på det det faldt; det handlede ikke om at begå og ha begået selvmord, men bare om at blive fri for det hele.

Det er det der er Djævlen.

Og hvis jeg virkelig i de timer troede på at det var Djævlen jeg havde mødt, hvordan sku det så på nogen som helst måde ku udfri mig at dø? Det gir ikke mening, intet af det gir mening. Til sidst lykkedes det mig at hulke mig selv så langt ud at jeg mistede bevidstheden og bare sov nogle timer, og det tog toppen af, og selvom det hele ikke var meget mindre ad helvede til næste morgen, var det det ikke nær så presserende. Det lykkedes kæresten at få mig til at knalde med hende og så tog hun afsted, og jeg samlede mig sammen og tog selv afsted og lod natten tilbage på værelset med sin Djævel.

Jeg tror ikke jeg ku tro på nogen Djævel, det gir ingen mening for mig at sku gøre det. Det er for finit, ligesom ondskaben som begreb, og jeg er for organisk indstillet til finitter. I en større helhedstankegang gir en Djævel slet ingen mening, Djævlen gir kun mening som et – overleveret – udtryk for en ubalance i den enkelte. Djævlen ligger i detaljen, så at sige. (Det ved jeg ikke om gir mening i denne sammenhæng, faktisk, men det forekommer mig at sige noget eller i hvert fald være på sin plads lige her.) Det var ham jeg så den nat, og det siger bare noget om at det let bliver en adopteret religiøs forståelsesramme man uforvarende planter sig selv ind i når man forsøger at begribe det horrible, når han død og pine er en ”ham”, helt ærligt.

I virkeligheden er jeg nok mest af alt lidt skuffet et sted over at jeg ikke så floder af blod, byer styrte sammen, horder af maskeklædte mexicanske fribrydere, dyrene sluppet løs fra zoo, himlen flækket, havet åbne sig; bare en gut i vindjakke med topmave og vigende tindinger. Det var den Djævel det var mig undt: En vision om hvordan jeg ku ende med at ta mig ud for sådan en som mig, hvordan jeg forestillede mig jeg var ved at ende, ikke i en blodpøl men i en vindjakke.

Den nat så jeg Djævlen og ku ikke helt blive klog på hvad han ville mig, andet end hovere.

Et pænt intenst bekendtskab

Jeg vandrede den vinter, ud over markerne i klassisk sort cottoncoat og hornbriller, håret lakket op i en uigennemtrængelig, fastfrosset ’do; uantastelig og utrøstelig. Det var det der var at lave den vinter: Vandre for at åbne lungerne, genvinde kontrollen over den astma de gik fuldstændigt grassat den vinter, ku bare sidde der på værelset og mærke det hele presse sig ind mod mig, brystet lukke sig, min nyerhvervede tinnitus der steg i intensitet når trykket i mit hoved tog til, indtil der ikke var andet at gøre, ikke mere medicin at tage den dag. Så på med cottoncoaten, snøre støvlerne og ud, ned ad stien ind i krattet udenom mudderhullerne, mærke det fortage sig, slippe fri.

Det var det der var at gøre den vinter, der var ikke rigtig andet: For syg til at kommunen var efter mig, ikke syg nok til at de rigtig ville gøre noget ved det, bare nok til at blive ladt alene med mig selv og min astma og en uudtømmelig reserve af selvynk. Jeg pløjede systematisk kældermagasin hvor alle vinylerne var blevet stuvet af vejen igennem for synth: Schulze, Schnitzler, Stockhausen, Riley, Popol Vuh og alle de andre der var blevet rubriceret som new age og i mere eller mindre grad var det: Deuter, Tangerine Dream, Hamel, Micus, selv Kitaro og Vangelis fik pligtskyldigt deres tur; alt jeg ku finde for at forsøge at forstå, og Eno, seføli. Timer dernede i det støvede magasin, det har været kræs for astmaen, helt åndssvagt, for ikke at tale om psyken: når jeg vadede der ud over markerne dækket af sort tøsne med Mirage eller Shutov Assembly eller Zeit eller et eller andet andet dyster og dronende og atonal synth i walkmanen, i min egen verden af stålfugle og robothed. Jeg var væk der.

Jeg vandrede og tænkte, forsøgte at bruge gåturene til at tænke så stort og vigtigt og uomgængeligt som man nu så gerne vil i den tilstand, og seføli var det eneste uomgængelige fisse når man nu gik de og ikke havde andre at dele den lille del af ens tankevirksomhed der ikke var helliget fisse med, så det var så det jeg tænkte på, lissom det for den sags skyld var det når jeg sad på værelset og pligtskyldigt pløjede mig igennem Nietzsche. Hvem det nu end var på det tidspunkt jeg ikke ku finde ud af at ta det skridtet videre med og bare holdt mig til at sende lange, suicidalt fabulerende breve, som jeg troligt kopierede til mig selv for at bevare dem for den eftertid jeg var overbevist om lå lige om hjørnet, udfrielsen. Nogen ku godt ha set i nåde til mig, synes jeg egentlig nok, lige taget mig ind, lavet mig en kop te med honning eller noget, en halv flaske whisky, ladet mig falde i søvn i skødet og strøget mig over hårhjelmen, taget sig lidt af mig. Jeg havde brug for det, måske næsten endnu mere end jeg havde brug for fisse, selvom jeg eddermame havde hårdt brug for dét osse. Ikke at jeg bebrejder nogen noget, ikke lige i dén sammenhæng: Jeg er ret sikker på at jeg var et pænt intenst bekendtskab lige i den periode.

Jeg vandrede afsted og forestillede mig, sådan som man gør det, at jeg var med i en film, i givet fald et eller andet pseudofransk eksistentielt noget, ikke, så bare lige uden de triste, nøgne kvinder, forstås: Jeg forestillede mig sådan en film hvor det eneste jeg havde på plads af plottet var at ”All Tomorrow’s Parties” sku gå igen i den i de forskellige udgaver af den jeg kendte; Nick Caves, Nicos fra en af hendes soloplader, kan ikke huske hvilken, en eller anden udgave til jeg ikke kan huske, der sku dukke op med jævne mellemrum og bære filmen frem, og så til sidst sku det ende med at protagonisten, som var sådan en alvorlig, sortklædt ung mand med cottoncoat og hornbriller og det hele, kom vandrende midt om natten ad en sti som den jeg gik på, stridende afsted, og som den oprindelige udgave af ”All Tomorrow’s Parties” med Velvet Underground satte ind ville en hel flok fyre komme ud fra krattet og gennemtampe den unge mand så læsterligt og så sku det være det. Jeg havde vel set Naked; jeg kan faktisk huske at jeg så den film dengang i biffen og at den slutning virkede lidt for let, lidt for meget som en art udfrielse der ikke rigtig løsnede noget op for nogen, men det jeg husker endnu bedre var da rulleteksterne begyndte at køre og en fyr højlydt proklamerede til sine venner at ”jeg fattede ikke en skid af den, men det var nogen fede sexscener!” For hvis der var noget det satme ikke var, så var det fed eller på bare nogen som helst måde tiltalende sex der var i den film: Det kan godt være jeg ikke havde særlig meget sex dengang og at det jeg havde ikke var særlig godt, men det var ikke ondt og hadsk. Jeg var hadsk, men jeg tror ikke jeg var ond, det er min bedste overbevisning at jeg ikke var det, jeg forsøgte i hvert fald ikke at være det. Jeg har sikkert været det ind imellem, men det har været af vanvare så, og i givet fald har jeg sikkert osse skammet mig over det, hvis jeg var klar det altså. Jeg har i hvert fald skammet mig. Der var så meget at skamme sig over dengang.

Jeg vandrede, vandrede, vandrede, og når jeg gik over jernbanesporene og så toget køre forbi ønskede jeg mig ombord på det tog, på vej væk, ”I want to take a train today, I'd take it straight to any place” sang nogen, og så var det sådan set underordnet at det tog kun kørte frem og tilbage mellem det hul hvor jeg var strandet og et endnu mindre hul: Det var selve idéen om at komme væk, og jeg kom aldrig nogen steder.

Jeg vandrede og når jeg ikke vandrede fyldte jeg notesbog på notesbog med betragtninger, nøje overvejelser, gode sætninger, dårlige digte, klagesange, tekster til sange jeg et eller andet sted godt vidste ikke var noget jeg nogensinde selv ville gide høre andre lave noget i stil med, fordi det bare var et opkog af de inspirationskilder jeg havde på det tidspunkt (som det altid er, der bare flere nu, det er blevet nuanceret lidt). Jeg er aldrig gået tilbage og kigget i de notesbøger: De er blevet fyldt ud, lukket i og lagt ind i reolen og troligt flyttet med hver gang jeg er flyttet siden da, som en halvbagt metafor for et eller andet jeg slet ikke orker at begi mig ud i at forestille mig hvad sku være: De ligger der bare og gør ingen fortræd, hverken dødvægt eller balast. Én af dagene, men der er så meget.

Marihuanergraven

Tilbage i den gamle hætte: Triller klapvognen afsted for at få knægten til at gi op & gi sig hen & bare sove, så jeg kan komme tilbage til den fest jeg er kommet tilbage for. Stien omme bag kirken hvor vi sad & drak alt for stærke øl & røg smøger på længde med vores underarme, & hvor min storebror siger én af de gamle venner stadig sidder & kæver guldøl jævnligt, fordi det er sådan et kvarter: Parcelhuse, villaer med have & det hele, men stadig langt nok ude i udkanten til at det er sølle.

Fuck, hvor jeg dog har brugt megen energi på at ha nederen over det kvarter jeg er født & opvokset i, & hele det grønne anlæg der bag kirken, ovenpå den gamle spedalskkirkegård, no less. Hvis vi dog i det mindste bare havde været den tand mere 4-real sølle, & ikke bare jævnt overbeskyttet lavere middelklasse-sølle, så ku vi ha siddet & røget pot deromme & kaldt det Marihuanergraven, & så havde det om ikke andet da været en slags historie at fortælle i dag. Woah, dengang vi lavede en bong af et plakatrør & trak en hel joint ned i den før røgen faktisk nåede op for enden, & så smagte det bare af giftig plastic & vi kom op at skændes om hvis idé det havde været & som så sku betale for den spildte joint (den er god nok, den lavede vi faktisk, seføli gjorde vi det, men det var med en normal smøg, den er ikke så vild). Eller dengang jeg ikke ville ryge det & slugte en klump i stedet & ikke ku mærke en skid mens de andre trippede for vildt, & så på vej hjem gennem skoven flere timer senere ramte det mig, bam! & jeg hørte stemmer & så skygger bevæge sig helt vildt hurtigt & blev fuldstændigt freaket ud af det, indtil ham fyren jeg sku sove hos lagde en arm om mig & gelejdede mig hjem på hans værelse uden at forældrene måtte se mig fordi jeg var så langt væk. & så lagde han en hånd på mit inderlår & begyndte at massere det mens han messede for mig om at jeg bare sku være helt tryg ved ham & der var ikke noget, & jeg sad som en stenstøtte & var helt væk i den Cure-plade han havde sat på for at skabes vibes, ku kun høre bas & bækken, ænsede intet, & jeg tror, jeg håber, han opgav (den er osse god nok, men det var slet ikke deromme bag kirken, det var flere år før & ude hos nogle rigtige tabere endnu længere udenfor byen).

Jeg har bare en bænk ved en cykelsti bag en kirke der ligner en svømmehal, & der sidder min gamle ven så (for så vidt som han nu var det, hvad der altid var lidt usikkert), & det ku ikke ha været mig, & det gir egentlig sig selv at det måtte blive ham, men hva faen var det så vi brugte alle de aftener i hans kælder & dernede på den skide bænk på at bygge op omkring guldøl & smøger & crossoverplader, sidde & være moody & emote for vildt over noget Suicidal Tendencies fordi man var blevet droppet efter en uge & aldrig ville få knaldet eller rocke den hårde Venice Beach stil med bandanas & umanerligt spraglede skjorter knappet med én knap øverst. ’tallica & Mucky Pup med Simpsons-samplinger & sange om hvor for slapt fængselsvæsenet var & Point Break & aldrig skyggen af et bryst eller en snak om noget der rakte ud over det, vel.

Vi skabte vores egen middelmådighed, der i Marihuanergraven, & nogen af os brød fri af den & fik skabt noget der altid ville blive holdt op mod den middelmådighed, sådan at vi ku glæde os over at vi i det mindste ikke sad tilbage der på bænken, & de venner vi havde haft dengang blev for os ved med at være de samme som de var dengang: vi kan slet ikke forestille os at de sku ha udviklet sig lisså meget som vi selv synes vi har, så efterhånden som vi blir mere & mere voksne synes de mere & mere umodne, & det kan godt være at vi storsindet kan tilgive dem for at ha været teenagere & være vokset op i det samme provinshelvede som os selv, men det er så højst for selv at ku vokse lidt mere af det.

Fuck, hvor har jeg dog brugt megen energi på at hade mennesker der vel bare futter rundt i deres rækkehuse i dag, vander rododendronerne, ser lørdagsunderholdning på den obskøne fladskærm, skruer lidt i bilen & så engang imellem stikker ned på bænken bag kirken for at slippe væk fra det ansvar der følger med sådan et rækkehus med have, sådan et stereoanlæg, sådan en bil; fucking hadet dem for at være så uambitiøst jævne at de ikke engang ku finde ud af at gå ordentligt i hundene.

OK. Der var ham. & ham. & ham osse & ham. & hende, for den sags skyld, & ham & ham. OK, de forsumpede, det gjorde de godt nok. Fuck, mand, ham med lædervesten, ham der proklamerede at han følte sig nøgen når han ikke havde den lædervest på som han havde anskaffet sig, hvad, tre måneder tidligere da han var begyndt at ryge masser af tjald & stjæle knallerter & sådan & som måtte gå 9. klasse om. Han forsumpede pænt meget, det gjorde han, det var hinsides middelmådighed.

Er det det jeg skal distancere mig fra, er det deres skuldre jeg skal stå på? Provinsen er et helvede jeg har forsvoret nogensinde at byde mine egne børn, & det fortæller jeg knægten, som han sidder i klapvognen med øjnene en blå million mil væk mens solen forsvinder bag trækronerne & bænken henligger i skygge. Jeg finder min schweizerkniv i lommen & går i gang med minutiøst at ridse ”JEG HADER JER ALLE SAMMEN” ind i ryggen på den mens jeg spejder til siderne for at se om der kommer nogen. Det er et halvlangt udsagn at snitte, jeg ku godt ha holdt mig til et ”DØ DOG” eller bare et pentagram eller noget andet sejt, men nu er jeg i gang & jeg betragter det som en eller anden form for renselse af en ret dum & ikke særligt zen art, & da jeg er færdig står det helt klart i træet: ”JEG HADER JER ALLE SAMMEN”, & jeg hader dem ikke længere, ikke rigtigt. & knægten er faldet i søvn i vognen & det hele & alt er en tand bedre.

Jeg prøver på ikke at bære rundt på en masse had. Der var en overgang, de sene teenageår, starten af tyverne, figures, hvor jeg var overbevist om at jeg ku bruge hadet som en drivkraft. Se hvor vidt det bragte mig. Jeg er ikke sådan en der hader nu, & det er ikke kun fordi det sku gøre mig til et bedre menneske end alle andre mennesker der render rundt & klathader, men fordi hadet bare gjorde mig til én til af dem som jeg ikke ville være som. Der er det der Bad Religion-cover til Suffer-pladen hvor der står en ung fyr & bare brænder med knyttede næver på en villavej: Det fik jeg tatoveret på ryggen for at minde mig selv om den fyr, om at komme videre for hans skyld & aldrig gi køb på det, aldrig vende tilbage & leve i hadet & så sidde dernede i Marihuanergraven & tænke at fuck mig, det er så vidt jeg er kommet & det er hvad jeg gir videre.

Eller noget, det er jo omme på ryggen, så det er ikke noget jeg ser særlig tit, måske en gang hver anden eller tredje måned hvor jeg tænker ”Hov! Nåh ja” og så er det i virkeligheden det. Men altså.

Under fortovene, stranden

Islandskabsmusik i ørerne,
tundratrance, gletcherglitch,
snehvid sitren
som kompensation for den udeblevne frost:
Det blir heller ikke vinter i år,
blir sikkert heller ikke sommer i år,
det bliver aldrig det samme igen

Fire etager nede fortaber alt sig
boligblokkene bjerge,
gaderne græsgange
alt stille & besjælet
fuldt af liv
ambulancernes aum – aaa-uuuuummmmm, aaa-uuuuummmmm, aaa-uuuuummmmm –
alt er samlet i vores mellemgulv,
alt er i vores: vores åndedræt
føder det, lader det, giver det hen
Alt dette var engang by:
Havet samme blå som vores iriser
altfavnende

Alt dette var engang by
før vi forestillede os det:
for første gang så det for hvad det var
brakmarker
eller blomstrende bjerge
& ud af dem fødes den musik vi forfølger
den ene tone der skal indfange alt dette
gøre det bærligt, til at forstå
forlige os med hvad vi er blevet
hvad vi har gjort for at blive det

Alt dette var engang by
& det rummede vores vision om
hvad det skulle være:
det ene ord løsenet for alt,
selve musikken: by

Alle parlamenter opløst
Al palaver forstummet
Al aktivisme og reaktionisme bragt til mægling
Våbnene lagt ved vore fødder

En morgens undtagelsestilstand
til at handle i
blikket rettet op, panden rettet ud,
munden vidåben af forbavselse over
at det lader sig gøre
at det lader sig gøre
Det lader sig gøre

Lad os altid have morgener som denne:
hvor vi sætter os op i sengen &
lamslåede betragter morgenhimlen over hustagene
& bag dem havet
blegheden gennemvædet af en stadigt intensere blå
de dybblå skyer fortyndet med alle former for violet
selve solen stadig skygget af de sandslotte
vi bilder os ind at leve i
men lyset slynget i kaskader mod de kæntrede skyer
som millioner af gyldne hagl mod Nationalbankens facade
til det hele eksploderer i en okker velsignelse
af alle der ser ud

Lad altid lyset brydes om overtaget
Lad det aldrig stå uimodsagt, enevældigt

& evindelige, ustoppelige solnedgange
tyste implosioner i et lilla vakuum:
Denne aftenhimmel
der vælter ind ad soveværelsesvinduerne
& holder os kulrede oppe
til morgenhimlen begynder at tegne sig
en armsbredde mod højre
Himler som denne stopper slag i andægtighed,
overtrumfer mønters skin,
& det selvom der ellers er slag nok at beskæftige sig med,
altid flere end mønter i hvert fald.

Essensen, mand

En tom vandflaske
En næseskyller
Et magnetisk bamsehoved
Et par damesolbriller
En tom whiskyflaske
En reggae promocd
En snorkelstrop:
Det er essensen af mit liv
kogt ned i sandet & krummerne
i vindueskarmen i køkkenet

En række glimtende, sorte sten
fra bjerge & strande på tre kontinenter
Et heavy metal badge
for et band der for længst er gået nedenom & hjem
En krystalprop til vinkaraflen
En afrivningskalender med Marx-citater
der er røget i gulvet et utal af gange:
Det er en liste

Forstadier til forstaden

De havde osse tænkt på om de ikke på et tidspunkt ku ha lyst til at flytte ud af byen, få en have til at dyrke deres egne grønsager i, lidt mere plads, et arbejdsværelse, som så senere ku blive ti et børneværelse, engang ude i fremtiden, seføli. Et hus, et hus: Mit kongerige, byen, for et hus. Fremtidsplaner, reelle, ikke bare væverier, men så meget til at ta og føle på at de næsten var til at ta med ned i banken, hvis de havde været så langt fremme, havde følt sig sikre nok til at være i den fremtid.

Men seføli skød de det foran sig, om nogle år, på et tidspunkt, mens de tog lidt mere af den by de nu havde for sig, grådigt, som ville den ungdom de befandt sig midt i slutte på et tidspunkt; som ville alt blive alvor i Fremtiden, når de sku sidde derude i deres hus og rigtig få gjort alt det de ikke rigtig ku finde tid eller ro til for byen omkring dem, al den by, alle vegne henne; og få deres venner på besøg i det hus de ville ha på det tidspunkt og sidde sammen med dem i forestillingen om en have, gerne med et gammelt, mørkt træ af en slags, og se tilbage på den ungdom de på det tidspunkt ville være ude over, sådan som de opfattede den, og som de altså var midt i nu og var nødt til at skabe nogle historier ud af til brug for den tid.

Det var sådan det gik op for dem at deres ungdom, sådan som de forstod den, ville høre op på et tidspunkt indenfor overskuelig fremtid, og det var sådan de blev desperate efter at holde fast i den, at leve den fuldt ud, så at sige. De gjorde som man nu gør i den situation: Drak rigeligt og ofte, så sig om efter nogen at fantasere om at bolle rundt med, overvejede om det ikke ku la sig gøre uden den anden fandt ud af det, uden at det gik ud over det de havde, opstillede scenarier for hvordan det ku lykkes, bare for at mærke den følelse igen, uovervindeligheden. Og de bebrejdede hinanden for at det ikke skete, og at den anden ikke var som de forestillede sig en anden anden ville være det: åben, frisk, ny og bedre disponeret.

Og så stod de der til koncerter og i byen og lagde alt for tungt an på hver sin, opmuntrede hinanden til det uden ordentlig at ha gennemtænkt hvordan de nu lige sku fordele den ene fælles seng de havde imellem sig, og det var osse lige meget, for det blev alligevel aldrig til noget når det kom til stykket; den ene trak sig så den anden osse måtte trække sig, og de gik hjem og drak sig endnu mere usammenhængende i køkkenet og hørte plader højt midt om natten og følte sig meget bohème og gik i seng og knaldede halvhjertet hinanden indtil de mistede koncentrationen og faldt i søvn med ryggen til hinanden, skiftedes til at ta stafetten ud på toilettet næste formiddag, og det var ungdommen, så.

Og seføli skete det jo: Den ene knaldede udenom før den anden havde nået at gøre det, selvom guderne skal vide at det ikke var med hans gode vilje, og hans første indskydelse var at skynde sig at udligne, selvom de aldrig ville ku komme til at stå lige igen, og der var heller ingen piger der lige frivilligt meldte sig til et raskt hatefuck, og det hadede han hende bare endnu mere for. Det her var den glorværdige ungdom, var det, og han sad tilbage som en bitter, forrådt, ung mand med en flaske whisky i mørket på sit værelse og hovedtelefoner på mens nætterne randt ham af hænde. Men hey, seføli var det da på sin vis ganske bohème, han barberede sig da hverken eller noget, og umærkeligt udviskedes den fremtid de havde snakket om, alternativerne begyndte at trumfe den, hvad som helst andet, og det der hus udenfor byen, det blev der ikke talt mere om, så det var ikke fordi der ikke kom noget godt ud af det på den måde.

Så gør vi sådan når vi manifesterer os

Der er slået hul i diget
lige akkurat stort nok til at
banke en knytnæve ud på den anden side
og markere at vi er herinde

Der er slået hul i diget
lige akkurat stort nok til at
skyde en brosten, undskyld,
chaussesten
ud på den anden side med et dump,
al fremdrift tabt i passagen

Men vi kan markere
at vi er herinde, stadigvæk,
& vi kan manifestere os
med potente råb ind i tørven,
vi kan banke vores næver til
blodigt smat mod den
til det bare engang imellem
lykkes at jage hele armen
ud på den anden side

& vi kan massakrere os
i et spredt stormløb mod diget
én
efter én
efter én

& vi kan resignere eller assimillere os
mens tørven trækker sig sammen
vædet af gore & gru,
rede til at rejses nok engang
højere, bredere, knejsende

& her:
her har vi banket hul i diget
akkurat så parate som nogensinde
til at manifestere os.

Jeg hører Europa synge

Jeg hører Europa synge
en babelsk kakofoni af lieder, ballads, chansóns, flamencos, fados
en sprukken røst hævet én gang til
til ære for turisterne & de nordamerikanske udvekslingsstuderende

Jeg ser europæisk kulturarv reduceret til eksotisk folklore & døde museer
dødsfrygtindgydende malerier bag glas, reb, tyverisikringer & nidkært bevogtet
så ingen forskrækkes til at føle ved dem;
et halvt årtusinds litteratur forstenet til pensum
musikken kanoniseret så ingen behøver tage stilling til nyt
før årsopgørelserne kommer i januar

Jeg ser gammelkloge 20-årige, resignerede ind i livslede & afmagt
politiske idealer pragmatiseret, filosofiske idealer kompromiteret;
boom-økonomi & prisstigninger
(jeg ser min øl blive dyrere for hvert år, mens min løn forbliver den samme);
políticos i svinedyre italienske jakkesæt, karrieresocialister
& betonkommunister i afsindigt grimme striksweatre

Vi foregøgler ikke os selv at det var så meget bedre i fordums tider,
men så meget vi har besunget dem, hvorfor er vi så ikke kommet videre?
Overalt ser jeg en forenet dum front mod intellektuel splittelse
afmagt, desillusion, ligegyldighed
sex reduceret til bilreklamer
Ville ønske støjen kunne overdøve den evindelige kimen for mine ører

Jeg ser Europa dødfødt, maskinen lappet nødtørftigt sammen og harkende sig i graven,
hele skideskuret vælte om ørerne på os
Forfaldende by, alle drømme om nogensinde at restituere sig fortabte
laden stå til som en fordrukken melankoliker:
Hér gik århundredet hen & døde
her lader vi tiden bag os, lader den dø henover byen
hér får en gammeltestamentlig og ond i sulet Gud altid overtaget

Lad Europa ende hér:
lad stolte, gamle, af årtusinders historie tyngede Europa
synke i knæ hér på den yderste tange
tage en lungefuld frisk havluft, mærke den fugtige salt sætte sig i dens furede ansigt
mens den stolt fnysende skuer mod de unge kontinenter:
opkomlingene
& lad den kværkes i sin lungefuld friske havluft
brække sig i vandkanten, en lind strøm af galde
Gamle, excentriske Europa
med pincenez, plusfours, butterfly & hentehår,
hvad har dine visioner bragt dig?
Endt som en fordrukken 68'er der kauserer over fordums storhed, de gyldne tider
& begræder hvad han nu selv er blevet til

Tar min første streg amfetamin i 3 år en nat i LX på et kollegieværelse i Alfama
mærker ikke noget af det jeg husker
Jeg husker: lange nætter med improviserede fester
klumpe sig sammen på et toilet om de hvide streger på cisternen
den brændende fornemmelse op gennem næsen, bihulen ved at sprænges
morilden der spreder sig gennem årerne, følelsen af rislende isvand henover issen
bagefter snøftende & hemmelige nik til hinanden,
men lykken i øjeblikket, mand

Besøger Pessoas hus en dag hvor det i det mindste ikke "regner meget, regner umanerligt" etc.
ser glasmontrer med 1. udgaver (undseelige)
læsebriller (undseelige)
husholdningsregnskaber (pernittengryne)
rører en gammel kommode som han har haft sine sokker i
Gamle, oversete, forsmåede, excentriske Pessoa:
Sku ha mundet ud i Álvaro de Campos i stedet for Bernardo Soares, sku det ikke?
Ha gået foran, skrålende for fuld skrue, brændende biler af, dansende

Gamle Europa hærget af krige, delt som krigsbytte
diktaturer, oliekriser, intellektuelle kriser -
Du ser lidt slidt ud
Læg dig til at sove & lad os føde dig på ny...
End, sov Europa;
visselul folkepartier, døs socialdemokrater, blund socialister,
bobl konservative, fald hen liberalister
forfattere, professorer, sprogforskere, historikere, filosoffer:
Shhh... - stille nu.

Ingen voldsom Endlösung, ingen terroraktioner;
vend blot ryggen til, drag et dybt suk & end i fred
Vi tar over nu
Vi begynder nu
hér, fra Europas ende, har vi set alt
& står parate til at sprede os ind over kontinentet
begynde på ny, fra en anden side,
nede-fra-siden-ud-igennem-ad-over-til-frem!

Rumba med revolutionen

Her går revolutionen sin vante gang
ingen venter længere på en anden
eller noget andet end det

Her slås græsset langs vejen med macheter i solen
en hær udkommanderet til andet end det

Her er de heste der trækker vognene af sted
udslidte øg & lederne

Vognlæs af mennesker fragtes af sted på tomme hovedveje
hvor cyklerne tilter rundt i rabatten

& på gadehjørnet i mørket
den smukkeste unge indianerkvinde bravt træt i sin uniform
en kæmper for Kampen, et slag fra at indse
at den er blevet til noget andet

Her trækkes en mand på cykel afsted af sin hest
& end ikke et tropisk regnskyl kan vaske den følelse væk af nødstilfælde
det står der: sentido de urgencia
selvom det der menes er noget andet

Her udråbes revolutionen fra billboards langs motorvejen
så overbevisende som de reklamer de erstatter

Her kæmper alle for revolutionen
sig selv eller noget tredje:
noget andet end dette
mens en forstemt kontrabas plukker toner ud af træværket

Hvordan han så blev glad

“Vi skal jo osse mærke at vi rejser, ikke, det må osse godt være lidt primitivt,” sagde han til hende for på en eller anden måde at få hende til at falde lidt ned og forlige sig med situationen: At de nu engang var strandet på togstationen i Karjat Junction, nøjagtig det hul det lyder som, i bagende eftermiddagshede med en time til toget videre til Pune forhåbentlig gik om alt gik vel, med billetter til 2. klasse, fordi 1. klasse var udsolgt, komplet udsolgt, ingen billetter, ingenting at gøre.

De havde mast sig ombord på 2. klasse med al deres al for megen bagage i Nerval bare for at sku stå af toget og skifte én gang til netop som deres baby var faldet i søvn i hendes skød, og nu var knægten ved at være godt træt af det hele og klynkede i sin bærestol på ryggen af Rigoberto. Hans kone, som ellers havde rejst med ham i flere tredjeverdenslande før, var osse ved at være godt træt af det hele og panikkede nu lisså stille og insisterende ved siden af ham ved tanken om én gang til at sku prøve at mase sig ombord i en overfyldt kreaturvogn med to store rygsække, et net, en dagsrygsæk, Rigoberto Jr. i bærestol og en komplet uhåndterlig og ubrugelig klapvogn, som de indtil videre havde kunnet bruge to gange på turen og hver gang de sku flytte overvejede at lade blive tilbage. Og rundt om dem på perronen stod de indiske familier og gloede uhæmmet på de hvide mennesker med det blonde hår og den smukke, lille baba og moren der var ved at gå op i limningen. Og han prøvede da at gå hen og se om han ku finde en taxa der ku køre dem til Pune i stedet for toget, men udenfor stationen holdt der kun rickshaws og selve byen, manner, det var fucking Deadwood, mand: Gader af stampet jord, faldefærdige rønner og blikskure og bare mennesker, mennesker, mennesker over alt, fuldstændig uoverskueligt mange mennesker og ingenting, absolut ingenting.

Så de blev på perronen, mens stationsuret for længst passerede det tidspunkt toget sku være ankommet og afgået på, og da det så kom var der endnu flere mennesker der forsøgte at komme ombord på 2. klasse som var endnu mere propfuld, det var umuligt, absolut og aldeles simpelthen, så i stedet steg de ind i en sovevogn, lod som om de ikke vidste bedre og spurgte konduktøren om nåmmen, var der plads til dem da? Og det ville koste dem ekstra, og det var så OK med dem, og de satte sig til rette på de anviste sæder, Rigoberto holdt knægten, som havde været så god at holde sig helt i ro mens ombordstigningskaosset havde stået på, og købte kaffe af en sælger der kom gennem kupéen mens hans kone fik læsset bagagen ud i midtergangen og op i køjen over dem, fuldstændigt nonchalant med sin glade dreng på skødet og et knastørt indisk landskab passerende forbi ude på den anden side af det ridsede vindue. Efter nogen tid, hvor de lige nåede at døse hen, kom konduktøren for at sælge dem de ekstra pladsbilletter, fik de 700 rupees, bad om at se de billetter de havde købt i forvejen, så sig omkring og gav dem 200 Rs tilbage sammen med 2. klassesbilletterne, mens han stak de 500 i lommen og spurgte Rigoberto: ”Are you happy? You happy?” Og han var glad, ja, de gav hinanden hånden og han lænede sig tilbage og var lykkelig, ja, fandme ja.

Det er vel et spørgsmål om at Ganesha ryddede forhindringerne af vejen for dem, sådan som han nu gør det, gjorde det lidt mere – overkommeligt, bekvemt for dem. Mageligt, næsten, så vidt som det nu kan blive det, der i Indien.

De var kommet til Indien lissom alle andre gør det, og af samme grund som dem osse: De dyrkede lidt yoga, var blevet vegetarer, havde set Darjeeling Express, yndede at se sig slev som rimeligt frie og frisindede, ægte lavere middelklassebohèmer på jagt efter et nyt kick, en ny ekstrem, og helst en varm én i vintermånederne. Det var ikke fordi de gjorde sig nogen forhåbninger om at lodde hidtil ukendte spirituelle dybder i dem selv, selvom ingen af dem på den anden side var fuldstændigt lukkede overfor idéen om det, nu de var så forholdsvist frisindede og levede så yoga og læste Information og alt dét. De sku gøre Indien, sku de, men det sku ikke nødvendigvis være så primitivt som nogen af deres lisså obligatoriske latinamerikature, specielt ikke nu hvor de havde en baba med, så i stedet for at vade kilometervis i bagende sol og udstødningsgas blandt lort og skrald og mennesker, mennesker, mennesker over det hele, ku det nu ta sig noget så pittoresk ud i al sin kulørte armod fra bagsædet af en knallertrickshaw der bankede ud foran busser og gjorde en brav indsats for at klippe så mange cyklister som muligt på sin vej gennem byen. De havde stadigt sværere ved at forstå hvordan, og ikke mindst hvorfor, de nogensinde havde rejst anderledes.

De var så osse kommet op i starten af 30’erne hhv. slutningen af 20’erne, ikke, blevet mere rejsevante, hvis man skal være diplomatisk overfor dem (lad os!), og det var godt sådan. Det var heller ikke fordi de boede på Best Western eller noget, de var bare lige gået trinnet op og insisterede på at ha eget bad nu, f.eks., men alligevel sku der så heller ikke mere til end den togrejse på 2. klasse og truslen om én til, afværget af heltemodige Ganesha i sidste øjeblik, før de skamløst kastede sig ind i lobbyen på et af Punes absolut bedre hoteller, sådan et af dem hvor staben er i hvid skjorte og der bliver spillet dæmpet klavermusik henover den sagte rislen fra det indendørs springvand. Der var ikke nogen diodeblinkende nytårsdekorationer der astmatisk hakkede sig gennem ”Lambada” hver gang man åbnede døren til receptionen her som i Mumbai, og da først de var på værelset og havde fået indstillet airconditionen et stykke over frysepunktet, sked de hul i alt der hed sightseeing i fucking Pune, selv den yogakommune hvor Deuter havde lavet sine første plader, bestilte roomservice og spiste veggieburgere og drak bajere i bar mave, pisseligeglade, og da knægten var faldet i søvn på sengen knaldede de meget lidt tantrisk ved siden af ham og var ikke blevet meget spirituelt rigere den dag heller, men havde lige fået afprøvet en grænse til dér. Potentielt dødsens og alt det.

Og på TV stod Gibby Haines fra Butthole Surfers i en lyserød kjortel og messede på hindi for en flok unge, smukke kvinder i sari, sådan som han nu ville gøre det, dopet hinsides denne verden, og de var nøgne og lykkelige og langt væk.