Brødnid

Det er et godt brød, men det er helt skævt. Det står der på et skærebræt på køkkenbordet, efterårssolen står lavt ind ad vinduerne, det er meget smukt, det lys, helt gyldent, men det er osse ubønhørligt: Det brød, det er skævt. Skærefladen går i en vinkel på 15 grader fra bunden til toppen og så meget som 20 grader fra den ene side til den anden – og de gradsangivelser skal naturligvis tas som det slump de er, det kan sagtens være det er 12 eller 23 grader, sådan noget kan man ikke nødvendigvis bare lige se med det blotte øje, hvis man ikke er vant til at vurdere hældningsgrader, men hvis man var lillebitte og sku cykle henover skærefladen på det rugbrød, så ville man få brug for sine bittesmå lårmuskler til at komme op ad den hældning. Og nogle dæk der ku klare ujævnt terræn, for selvom skærefladen er bemærkelsesværdigt plan i forhold til hvor skæv den er, så er det et godt brød med masser af kerner og og solide, seje krummer, selv her på tredjedagen efter det blev bagt, så det blir en bumletur.

Men der er ikke nogen, selv ikke nok så små, der skal køre på det brød. Heller ikke selvom det egentlig ku være lige meget, for nu er det alligevel helt skævt, og så er det hele ødelagt, men stadigvæk. Pis af. Det skal bare stå der på skærebrættet i det gyldne lys og minde om imperfektion, om gode intentioner, misforståelser, koldkrig. Det er sådan noget folk blir skilt over, når brødet blir skåret skævt, osten udhulet, når der ligger halve æbler over det hele. Hvis man var alene ville man selv fuldstændigt være herre over hvordan brødet blev skåret. Det ville nå at blive tørt og smuldre inden man var igennem det, fordi man var alene om det, men det ville ha en smuk skæreflade.

Det er det ikke nødvendigvis værd, men overvejelsen er uundgåelig. Brødet er tavst som skammen over den overvejelse. Så går man i gang med at skære af det, skæve skiver, man retter op på det uden at lade noget gå til spilde, det er der ingen grund til. Fem skiver inde har brødet genfundet sin ideelle form, det er helt lige, man ville ku bygge huse ovenpå det til nogen der var bittesmå og havde det svært med skråninger, og man betragter det tilfreds, inden man lægger det ned i posen igen. Det kan sagtens holde en dag til, det er et godt brød. Nu skal man i gang med at spise fem skæve skiver rugbrød med kokset ost.

Eklektikeren kolliderer med John Frusciante

Jeg tænker overraskende meget på John Frusciante. Ligefrem foruroligende meget, kan man måske endda synes; nogen vil endog synes at bare det at jeg overhovedet tænker på John Frusciante er foruroligende. Jeg ved det. John Frusciante er ikke cool i den verden jeg begår mig i, der er han først og fremmest ham guitaristen fra Red Hot Chili Peppers, og det er slet, slet ikke cool.

Det er forståeligt nok, det er det egentlig, men fuck det, fuck dem, da Blood Sugar Sex Magik udkom var den mindblowing. Den sommer hørte vi ikke andet end den plade, jo, Nevermind og Use Your Illusion-pladerne, det er rigtigt, men det var klokkeklart for enhver hvilket af de tre værker der havde det største scope. Og det var i høj grad Frusciantes skyld, den unge guitarist der var kommet med i den indtil da ret middelmådige hvide funkrockgruppe og nu var med til at løfte dem over på et helt andet plan. Vi må ha hørt den plade en gang om dagen den sommer, mindst, den var der hele tiden, alle var vilde med den: Metallerne, hardrockerne, hiphopperne, selv dem de var ligeglade, dem der bare hørte pop, ku godt li hitsne. Vi hørte den på fulde knald med åbne vinduer oppe hos en, ku høre nogen råbe udenfor i en stille passage, det var nogle af dem der arbejdede på værkstedet ovre bagved der stod og viftede med armene, råbte til os at vi sku skrue mere op. Det var den type plade, og det var Frusciantes skyld. Det var vi alle enige om.

Det er ikke derfor jeg tænker på John Frusciante, jeg hører næsten aldrig den plade længere, der går år imellem jeg finder den frem; det er bare der jeg blir opmærksom på ham. Så forlader han Red Hot Chili Peppers, det er der endda en roman der hedder: Jack Frusciante er gået solo, fordi det er så utroligt at nogen sku finde på at droppe det gig, hvem fanden dropper ud af Red Hot Chili Peppers mens de er verdens største band, og så for at lukke sig inde og skyde heroin og lave uforståelige, skitselignende soveværelsesoptagelser, der sådan set er smukke, men osse bare lyder af nedtur på nedtur? Det gør John Frusciante. Og derfor blir han et symbol: At muligheden altid er der for at droppe ud, fucke det hele op når alle andre mener at det endelig er helt perfekt, at nu er det som det skal være, fordi man selv som den eneste kan se at det ikke er en skid perfekt eller godt eller noget som helst overhovedet. Det er korrumperet, man har ladet sig selv korrumpere af det, og nu tar man den selvpålagte straf for at ha ladet sig føre med.

John Frusciante tar straffen, han junker sig selv i pittoresk smadder, indspiller grimme plader, maler grimme billeder. Se Stuff, det er ren socialporno: Det er skødesløs bohème kammet over i white trash. Maling og vinflasker over det hele, men osse bare skrald og blodpletter. Indtil han er klar igen, kommer ud af huset, kommer med i Red Hot Chili Peppers igen, indspiller en plade der er næsten på højde med Blood Sugar Sex Magik, By the Way, den er lige ved at være der, selvom alle er ældre, ved bedre nu, både band og publikum. John Frusciante ved bedre, han er på toppen nu, han indspiller soloplader i ét væk, han laver Shadows Collide With People.

Det er nok derfor jeg tænker så meget på John Frusciante osse: Den plade. Den er ren perfektion, det er kæmpestort, og den forsvinder fuldstændigt, folk er for længst pisseligeglade med John Frusciante nu, det er de færreste med respekt for sig selv, der vil erkende at de ikke hader Red Hot Chili Peppers og alt hvad der har at gøre med dem inderligt. Vinteren 06-07 er vi sådan lidt mellem boliger nogle måneder og på vej til Venezuela oveni, alt er pakket ned, pladesamlingen ligger i kasser, så der er to plader jeg har liggende løst som vi hører om og om igen: Shadows Collide With People og Amputechre med Mars Volta, hvor Frusciante spiller guitar hele vejen igennem. Det burde være en fuldkommen lortet situation: Rende rundt i svigermors fancy lejlighed og ikke vide hvor man skal bo, når man kommer hjem fra rejsen, men vide at man er nødt til at flytte alt sit lort ud inden man rejser, bare ikke hvorhen; det er bare ikke det jeg husker fra den vinter. Det er de to plader, Frusciantes guitarspil der vikler sig igennem lejligheden som fehår, højstemte sange, følelser helt oppe under himlen, alt strakt ud foran en, åbent.

Det er der jeg for alvor begynder at tænke på John Frusciante: Jeg tænker på ham som sådan en kunstnerarketype, blir helt lettet da han forlader Red Hot Chili Peppers igen, som om han selv ser hvor det er kommet ud. Jeg er rørt af John Frusciante. Det får mig til at tænke over, hvordan en småfalleret junkierockstjerne af alle kan røre mig så dybt. Det værste er næsten at flere af de der plader er noget nær pop. Shadows er en popplade, der er syltet ind i forvrængning og effekter for at maskere at det neden under alle lagene er pop. Drivende sentimental pop. Det er meget svært at forlige sig med for mig.

Jeg ser Stuff igen, hører John Frusciante plinke-plonke på sin guitar, råbe lidt, forsvinde ind i noget han ikke rigtig kan trænge ud af. Man vil næsten ha ham til at blive derinde, gøre det rent og brunt. Butthole Surfers som soundtrack ved siden af. Men John Frusciante kommer ud på den anden side, langhåret, nye tænder, makrobiotiker, totalt Californien, bølgerne slår op mod den endeløse strand, det hele er OK. Det er det John Frusciantes musik er: En forsikring om at det hele blir OK igen på et tidspunkt.

Mistet opkald i Slagtryk

Tidsskriftet Slagtryk har bragt teksten Mistet opkald om tabte forbindelser. Tak til Slagtryk.
Link

Samme Slagtryk har osse tidligere bragt teksten Skælv i # 4/2011 og Fucking Djævlen midt i det hele i # 6/2011.

Slagtryk holder ret så meget.

Vokse op med Lou Reed

Lou Reed-pladerne kommer frem igen, har netproblemer, kan ikke finde ny musik, så går pladesamlingen igennem og finder glemte plader, plader der ikke er hørt i årevis. Finder Lou Reed, hører Lou Reed, har det som om jeg er blevet gammel nok nu til at forstå Lou Reed på et helt andet plan end jeg gjorde før. Det er vel ti år siden jeg sidst følte mig gammel nok til at forstå Lou Reed på en helt ny måde; det er vel hen imod tyve år siden jeg følte mig gammel nok til at begynde at høre Lou Reed, støvede alle pladerne op brugt, helt sønderslidte nogen af dem, kasserede bibliotekseksemplarer til en tier stykket, som nu har fundet en varig plads i pladereolen i stedet for i arkivkælderen.

De står i reolen, de fylder mindre og mindre i det store billede, der er kommet så meget andet til, så meget der har fyldt så meget mere på forskellige tidspunkter, og der er osse så meget af det der er kommet ud af reolen igen. Lou Reed-pladerne er blevet stående, ikke som et fikspunkt, ikke så meget som den åbenbaring det var dengang man første gang hørte Velvet Underground. De fleste af Lou Reeds plader er virkelig ingen åbenbaring, meget af dem er tæt på at være direkte jappet. Det kan godt være han har haft en vision med dem, det ved man næsten at Lou Reed altid har haft med alting han har lavet, selv i den vildeste årelange amfkoger har han stadig haft et mål med at være det, der har ligget en strategi bag; det ændrer ikke ved at meget af det han har indspillet op igennem 70'erne og ikke mindst 80'erne bevæger sig faretruende tæt på grænsen til det røvballede. Med sådan en halvt ugidelig, småarrogant stemmeføring, som om han forlængst er blevet alt for cool til at nedværdige sig til ligefrem at anstrenge sig for at synge en melodi eller noget. Man får indtryk af at det er det indtryk han gerne vil gi en, at man rager ham så grusomt, at alt rager ham, at musikken skal være så røvballet og voksenkedelig som muligt, sådan så alle dem der var unge med Transformer kan danse til det og synes det er fed rock, samtidig med at den spytter dem i ansigtet, fordi de ikke har fattet en bjælde af hvad det handler om.

Død. Svigt. Savn.

Alle de kulørte personligheder, alle de eksotiske locations, al den kinky sex og de skumle stoffer fra de første plader er skrællet af, og tilbage er ensomheden. Gaderne der ikke længere er ens egne, som de nye bøller har overtaget. Ingen der fatter noget. Lou Reed vrænger sig igennem sine kærlighedserklæringer, fordi han ved at de vil falde på gold jord. Når han synger om hvor skide afklaret han er med det hele, nu hvor han er blevet ældre, klinger det hult, det er falsk, den der dirren i stemmen afslører ham, det er meningen den skal afsløre ham, han kan ikke kapere afklarethed. Lou Reed er facade, han spiller alle mulige andre personer end den han er, fordi det er uudholdeligt for ham at være i sig selv. Eyeliner, læder, afbleget hår, neglelak, mere læder, solbriller, endnu mere læder, et panser af læder. Indenunder det hele er han stadig lige fucked. Senere, langt senere, prøver han at meditere, dyrke yoga, finde en ro, der aldrig har været i ham, han laver en plade med langstrakte droner, Hudson River Wind Meditations, et ekko af den plade han lavede nogle årtier tidligere med halvdårlig noise, Metal Machine Music, der er mere kendt for at Lou Reed har lavet den, end fordi den i sig selv er rigtig gruopvækkende. Lou Reed søger, men først og fremmest forsøger han at smide alle andre af, at gøre sig fri af at være Lou Reed. Der kommer ingen modne jazzcroonerplader, Fernando Saunders begynder godt nok at spille kontrabas, men Lou Reed kværner det hele i verdens højeste guitar, fordi det ellers ikke er til at bære. Det er først og fremmest det den er, den guitar: Høj, larmende, insisterende, ringlende og akavet. Ikke til at bære.

Lou Reed er Bob Dylan for mig: Den samme tvære arrogance, den samme kontrære indstilling, den samme ugidelige coolness. Man kan ikke lade være med at være fascineret af ham, selvom man egentlig på samme tid synes at så meget af det på en måde er noget lort. New Sensations med hele 80'er-pivtøjet af synthesizer og kvindekor og hymner til alt det nye, som om han prøver at være Bruce Springsteen, men bare ikke kan komme sig over at han hader det folk han vil lede. The Bells med det mest gumpetunge forsøg på dansemusik nogensinde. Sætter Mistrial på og er nødt til at skrue helt ned, fordi det ikke er til at være i stue med den, flygter ud i gårdhaven og står derude og prøver at begribe hvordan nogen på noget tidspunkt har kunnet synes det var fedt at spille på den måde. Sætter ”Ocean” på i stedet, Velvet Underground-versionen fra VU med pauker og brusende sus, husker hvordan jeg stod ved havet, Stillehavet for første gang, tidligere på året i Chile, og det var så massivt og alt for meget, at den eneste måde jeg rigtig ku finde ud af at behandle det på var ved at synge den sang for mig selv, mens bølgerne trak det sorte sand væk under fødderne på mig. Finder Peel Slowly and See-boxsettet frem oppe i skunken og sætter den første disc på, demooptagelser med bare Lou Reed og John Cale fra '65, hvor de kører rundt og rundt om de sange, trækker ”Venus in Furs” ud i et kvarter som pastoral folkemusik, mens man i baggrunden kan høre biler køre forbi på vejen. Det er før det hele bliver definitivt, blir de udgaver af de sange, som man har hørt en million gange, siden en hip pige introducerede en for Velvet Underground i gymnasiet, og man smed alt det tøj ud, der ikke var sort i forvejen.

Men det er Velvet Undeground, det er ikke rigtig Lou Reed. Det er nemt nok at høre Velvet Underground, alle kan li Velvet Underground, det er langt sværere at ku få sig selv til at erkende at man egentlig godt kan li Lou Reeds soloplader. De tidlige vilde, selv de mellemste famlende, men ikke mindst de sene, ikke en skid afklarede, men modne. Lou Reed indspiller med Metallica, alle gyser, det må blive forfærdeligt, det må blive rædselsvækkende, gumpetungt, lamt, man forestiller sig Lou Reed brøle igen, det lyder rædderligt når han prøver at butche sig selv op og brøle. Og så kan man høre et nummer fra den, og så lyder det præcis så fint som man ikke havde turdet håbe på det ville.

Lou Reed er ufejlbarlig. Jeg ved ikke hvad det siger om verden, at der er sådan nogen som Lou Reed, som er ufejlbarlige. Sådan en der i henved et halvt århundrede bitcher over at alt er så lortet, at det hele er en stor fejltagelse, og så kan han ikke fejle, lige meget hvor meget han forsøger at fucke alt op kan han ikke fejle. Han er Lou Reed.

Du skal strikke os den sweater (Undone)

Jeg vil ha at du skal strikke os sådan en sweater. Der skal være plads til os allesammen, alle fire, og så være halsåbninger og ærmer, der hvor det nu passer i forhold til vores højde hver især. Vi får det varmt og godt i den sweater, det ved jeg, alle fire sammen, hud mod hud, vi kan varme os ved hinanden, det vil være rigtigt og godt.

Jeg synes den skal være rød, det ku være flot med sådan en postkasserød striksweater, men den må osse godt være turkis, det er din yndlingsfarve, og det er dig der skal strikke os den, så det bestemmer du. Du skal strikke os den sweater. Bare der kommer mønstre på, bare den blir larmende, en sweater der siger go'daw. Vi skal være sådan en kæmpemæssig, hysterisk kulørt bold, der kommer rullende hen over brostenene med arme og fødder og hoveder stikkende ud til alle sider. Her kommer vi.

Og vi skal synge, højt og skingert og på vrøvlesprog, når vi kommer gående ned ad gaden, allesammen i den sweater du har strikket til os. Alle folk vil stoppe op, de vil se os komme trillende i den sweater og smile til os og hilse, og vi vil ha alt for travlt med at synge og rulle afsted til andet end et hurtigt nik, ja, hej, vi må videre, ser I, men det vil ikke være arrogant, ingen kan være arrogant i sådan en sweater, det vil alle vide, og alle nogensinde vil elske os for hvad vi er. Når vi kommer hjem igen skal vi ta sweateren af, og så farer vi allesammen ud i hver vores afkrog af huset og slår omkring os med armene, føler at vi er os selv lidt, indtil vi trækker sammen igen. Det er det, den sweater du skal strikke os skal lære os. Vi skal altid være sammen, allesammen. Og om natten skal vi sove allesammen i den samme seng, hud mod hud med sweateren bredt ud over os. Vi skal bo i den sweater.

Den sweater du skal strikke os skal være et symbol på alt det der er os. Hvis vi arbejder i haven kan den nogen gange blive alt for varm, så kravler vi ud af den, og så er der måske til sidst bare en enkelt af os, der sidder tilbage i den nu alt for store sweater og er ved at drukne i den. Det er slet ikke til at rumme på én krop at vi er så meget tilsammen. Så er det med at få det hele af og springe rundt, ind og ud imellem hinanden, lige finde ud af igen hvad det er vi er, os fire. Og så krybe sammen i den igen, når det er tid til te og kiks. Det er det tit.

Du skal strikke os den sweater. Så længe vi har den på kan intet ondt hænde os.

Sort band-tee-politik

Jeg har haft røde t-shirts på fire dage i træk.

Jeg er et systematisk menneske på den måde: Jeg har fire røde tees, jeg har et par sorte shorts, som passer godt sammen med røde tees og en sort træningstrøje, så jeg har fået brugt mine fire røde tees.

Jeg har nok sorte band-tees til at jeg aldrig behøvede at gå i andet. Når jeg tænker over det, har jeg svært ved at se hvorfor jeg overhovedet sku det: Sorte band-tees er evigtgyldige og passer sammen med alle shorts og træningstrøjer, omend nok endnu bedre end noget andet sammen med sorte shorts, sort træningstrøje.
Det er lidt af pligt at man bruger de der fire røde tees, man engang har købt i et anfald af iver for at bevise, at man i hvert fald ikke var sådan en, der kun gik sorte band-tees. Jeg ved virkelig ikke, hvorfor jeg dog ikke sku være det, men nu har jeg fire røde tees, kun to af dem band-tees endda, liggende i vasketøjskurven som bevis på at jeg ikke er det.

Noget er bevist. Der er ikke nødvendigvis nogen der har taget notits af det, så det er først og fremmest bevist overfor mig selv, selvom det altså ikke engang er noget jeg synes jeg har et issue med. Fuck det, hvis jeg har lyst til at gå i sorte band-tees fra nu af til Mortensaften, så er det mit statement. Et lidt lamt et, det er givet. Et folk ikke vil bemærke, fordi der ikke ville være noget opsigtsvækkende i en langhåret, langskægget mand i en sort band-tee.

Jeg ville bare være sådan en.

De der fire røde tees svarer lidt til ham metalleren, der hører Pink Floyd for at bevise at han i hvert fald sagtens kan relatere til anden musik end metal og så bare alligevel ikke rigtig kan det og derfor aldrig er nået videre end til første skridt videre ud. Der er heller ikke rigtig nogen grund til at gå den vej, hvis det er sådan den starter, der er masser af metal, der er mindst lisså pompøs og patetisk som Pink Floyd, men som så bare er metal og derfor per definition på en eller anden måde bedre. Fordi det er metal og ikke Pink Floyd.
Fordi det er en sort band-tee og ikke en velmenende rød støtte-tee for en latinamerikansk oprørsgruppe. Lad mig dog osse lige flette sådan en stofsnor ind i skægget, altså, alle skal vide at jeg favner det.

Glem det.

Jeg favner det hele i sort band-tee. I kommer bare op.

Som at dræbe præsidenter, IV

Jeg er nøgen nu, helt jørgenlethsk, jeg kan mærke solen på hele min krop, der er intet mellem mig og søen, træerne, brisen. Deseksualiseringen af den nøgne krop er nogen andres projekt, jeg har aldrig følt mig mere sexet, end når jeg er nøgen ude i naturen. Al den muld og vrimmel, alt det liv, der er i det, og som jeg er en del af i kraft min nøgenhed: Min pik er simpelthen den der eg, skovsøen er min sæd, min hud sætter ild til luften omkring mig.

Dermed naturligvis ikke erkendt at min nøgne krop på nogen måde sku være pornografisk, og hvis der er nogen tilfældigt forbipasserende motionsløbere, lystfiskere eller hundeluftere der sku ha et problem med min nøgenhed, så er det snarere dem der overskrider en intim grænse for mig end omvendt. Det er naturligt at jeg er nøgen her. Lisså naturligt som det er, at det ikke bare er en nøgen krop og hva så, men en nøgen krop med alt hvad det medfører af implikationer om et eller andet, det er ikke en deseksualiseret krop, det er hele pakken, men det er forargelsen over den nøgne krop der er anstødelig. Unaturlig, fristes man næsten til at sige, overciviliseret i hvert fald.

Jeg går ud i søen igen, lægger mig på ryggen og flyder, der er ingen lyde under vandet, og det går op for mig at jeg er vant til, at der altid er en eller anden lyd under vandet, en motor et sted, aldrig stille. Her er stille. Man ku kalde det at bruge naturen, men så blir det osse så effektiviseret igen, og det er ikke målet: Naturen har ingen mål, naturen er ikke effektiv, den ordner bare det der skal ordnes uden at tænke over hvordan opgaverne skal prioriteres, eller hvad der vil se bedst ud at ordne. Naturen tænker ikke.

Jeg kan ikke frigøre mig af tænkningen, om jeg så bruger nok så mange timer i skovene med at betragte dådyr og kaniner og lugte mulden. Jeg er en del af naturen, men jeg er det ud fra mit eget udgangspunkt. Jeg er mit eget udgangspunkt. Jeg er en del af det hele, det hele er en del af mig, men uden mig selv bidrager jeg ikke med noget til det hele.

Jeg kan ikke frigøre mig fra at være et produkt af civilisationen. Ikke engang ved at dræbe præsidenter.

Som at dræbe præsidenter, III.

Maj 2010: Kinesiske turister på Langelinie der filmer et livefeed af Den lille havfrue på Verdensudstillingen i Kina: Et overkill af meta så tidligt på morgenen, et symbol på et eller andet ufattelig åndsvagt, en fremmedgjort blaserthed i al sin stædige iver.

Denne by rummer ikke flere billeder for mig at falde for, det kan nok så mange hysteriske solnedgange over middelaldertårnene ikke ændre ved, end ikke forårsdage med mere og mere afklædte studiner på deres evindelige tunge bedstemorcykler eller en tur på en bar hvor man kan hilse rundt: Jeg har pakket min kuffert for flere år siden, og den har stået der midt på gulvet som skiftevist en øm tå, en dårlig samvittighed eller en redningsplanke, alt efter hvor på desillusionometret jeg har befundet mig. Der blir ikke slået flere søm i væggene at hænge mig op på, der blir ikke skabt plads til at mere kan komme på en plads, det alligevel skal fra når som helst nu.

Et mindre grimt sted uden politi og penge og presse og præstationer, en evig sommermorgen befolket af boksende kaninunger i dugvådt græs og en kop kaffe på et bjerg. Byen er reduceret til et billede af en essens jeg aldrig ville trukket ud af den.

Som at dræbe præsidenter, II

II.

Nogen gange bør vi nærme os det, der rent instinktivt synes så uendelig rigtigt, med en vis varsomhed: Overveje om det synes så rigtigt, fordi det er noget vi har lært at det sku det, eller om det rent faktisk er en egen erkendelse, ikke en tillært. Og hvis det er en tillært, så overveje hvilke implikationer det har. Ikke at det nødvendigvis har implikationer, men hvis vi overhovedet overvejer det, må det være fordi vi aner at det kan ha nogen. At det kan lede os steder hen, hvor vi ikke nødvendigvis havde set os selv havne. Nære en dyb skepsis til egen erkendelse, uden dog at lukke af overfor muligheden af en åbenbaring. Vi kan stræbe efter paradigmeskift, fordi de holder os på tæerne, være intellektuelt fleksible på den måde, det er en smuk disciplin, det er ikke vankelmodigt, det er åbenhed, nysgerrighed. Og så trækker vi linjen hen til det punkt, hvor vi er nu, og ser at det stadig danner et mønster, at der var en grund til at det måtte blive sådan. På den måde kan vi få alt til at gå op.

Det har naturligvis sine implikationer at naturen erstatter byen som det rigtige. Og det er en tillært erkendelse, det er som det skal være: Som purung er livet i byen det eneste mulige liv, som voksen er det naturen. Sådan. Man har fået realiseret noget i byen, man har indgået i nogle sociale relationer af mere eller mindre intim grad, man har prøvet at gøre karriere, og så kan det pludselig være nok, og man må væk. Ud. Og det springende punkt er jo så, hvad ellers der ryger ud, udover byen. Man indgår nogle kompromiser, der er ting der ku la sig gøre i byen, der ikke kan la sig gøre her, og det er OK, men der er osse en grænse, et punkt hvor man begynder at gi køb på nogle idealer man troede fuldt og fast på, fordi det ikke rigtig er foreneligt med det liv man nu lever. Det er igen et paradigmeskift, og det er endda osse noget der blir præsenteret som en klassisk udvikling, det bliver endda fremstillet som om det sku være en naturlig udvikling ligefrem, hvormed det ikke at træffe dette valg sku være perverteret, og hvormed man selv fratages styringen af sin egen udvikling.

Som om der blot var det ene facit, som er der hvor man befinder sig nu, indtil man igen flytter sig.

Der skal dræbes nogle darlings, lissom der skal dræbes nogle præsidenter. Jeg tror det begyndte med at vi hørte en masse Amon Düül og så osse ville lade vores børn løbe nøgne igennem blomstermarker og ryge en masse pot og male og spille bongotrommer. Ikke at nogen af os voksne maler, men det passer så godt ind i billedet. Starte en sekt, gro skægget og håret, gå med kniv. Og så var vi pludselig flyttet på landet. OK, en mindre by, øens største da, og midt i den, men alligevel. Langt væk fra præsidenter, men ikke uden for deres rækkevidde. Og det er det altafgørende: Bevidstheden om at staten er der og kan registrere alt hvad du foretager dig, hvis nogen mener at det du foretager dig kan udgøre en trussel mod sikkerheden, ikke nødvendigvis for dem omkring dig, men for staten. Du får ikke lov at være alene. Det er den følelse sådan nogen som Breivik reagerer imod, og det er der hvor man faktisk kan forstå dem. Han var ikke syg: Han var fucked, hans ideologi var fucked, han kan ikke undskyldes. Men Rigsdagen brændte igen.

Der skal dræbes præsidenter, fordi de er den højeste magt stillet overfor vores egen dybeste afmagt. Det er naturligt.

Det er en reaktion på det der findes naturstridigt, civilisationen, og det er ikke naturen der så blir sat i stedet, det er først og fremmest en hævn overfor dem og det der har fjernet os uigenkaldeligt fra den. Det er sådan her: Det er ikke at ku rumme mere, ikke at ville forstå mere, at se direkte igennem det hele og se det er lort, og så handle på det. På en eller anden måde. I affekt, føle sig rørt, føle.

Naturen er iskold.

Som at dræbe præsidenter, I

I.

Det virker så rigtigt, så ur-rigtigt. Det er sådan en ting der virkelig burde være god, og som så i virkeligheden viser sig osse at være det. Som om det bare var sådan, det altid sku ha været, selvom det seføli kun føles mere rigtigt i kontrasten til det der gik forud: Det der måske nok ikke var direkte forkert som sådan, men som bare heller ikke længere føltes helt rigtigt. Og det her havde stået som sådan en klassisk, højromantisk kliché, en hippieutopi, og så bare finde ud af at man faktisk godt ku leve i den når det kom til stykket. At den passer én. At man faktisk var klar til at gå ind i den. Det andet ikke trak mere. Leve sådan.

Flyde midt ude i søen, uanede dybder under én, gammel lergrav. Omkranset af graner, nogen ænder, en svane med en svælling, som man holder sig fra. Helt. Aldeles. Stille. Der er ingen mennesker her, det er der ingen steder, man kan nøgenbade uden blusel, man kan sidde nøgen og tørre i solen bagefter, her er ingen, her kommer ingen. Sku der endelig alligevel komme nogen, så er her plads nok til at de kan holde sig i behørig afstand. Intimsfæren er blevet udvidet til 10 meter, mindst. Mærke vandet over kroppen, hele kroppen, mærke huden mærke vandet, vand op i røvhullet, i kønsbehåringen, pikken der skvulper lystigt i vandskorpen.

Det er sådan en helt basal frihed. Det burde aldrig være anderledes, men det er seføli fordi det har været anderledes at man nu lægger mærke til, hvor rigtigt det her er.

Der var en novelle af Richard Brautigan; det var dengang jeg begyndte at læse beatforfattere, og mine forældre ku så lykkeligt vise mig ovre i bogreolen, at ikke alene havde de Kerouac stående – en enkelt, på dansk, De underjordiske, et sekundært værk, som ikke desto mindre blev det første Kerouac jeg læste – min mors hippie-storebror, der havde spillet jazz og røget pot og levet i et åbent ægteskab i København, inden han pludselig døde og blev katapulteret til helgenstatus, havde engang givet dem en bog af en anden, mindre kendt beatnik, Richard Brautigan, ikke en af de store3-4-5 stykker, i virkeligheden mere af hippie-generationen. Troutfishing in America. Det var lidt håbløst, jeg var alt for ung til at læse om en voksen mand, der kører rundt i et folkevognsrugbrød med sin kone og deres barn. Ingen speed, ingen dagelange drukture, ingen impulsive ture tværs over kontinentet for at høre bebop, ingen løssluppen sex. Sådan som jeg husker den, og det passer heller ikke: De har sex i hvert fald én gang. De har gjort holdt ved en skovsø, der er ingen andre mennesker i nærheden, og mens de nøgenbader, får manden sin kone overtalt til at hun skal gi ham en spiller, derude i vandet. De går ud hvor vandet når dem op til over brystet, mens deres barn leger inde på det lave, og så får han en hurtig hånder, og sæden stiger op til overfladen og flyder rundt om halsen på ham, indtil det bliver for koldt, og konen bliver urolig for barnet.
Det er sådan jeg husker den, det er en mange år siden jeg læste den nu, og den gjorde ikke noget uudsletteligt indtryk, bortset fra den ene scene, som jeg ikke engang ved om jeg husker ret, men det er den scene jeg husker nu, mens min egen kone står nøgen og soler sig inde på bredden, og vores ene barn leger i vandkanten, og det andet sover oppe i cyklen. Det er vel i virkeligheden nu jeg burde læse Brautigan, se om det faktisk var noget, der ku sige mig noget på det stadie, hvor jeg er nu. Lige nu er det i hvert fald som om jeg kan slå op på en hvilken som helst side i Gary Snyders Turtle Island og læse et digt, der handler om der hvor jeg er nu.

Ikke lige nu: Lige nu er der vand, træer, himmel, dyreliv. Der er sikkert slanger, det skal for alt i verden ikke læses metaforisk, slangerne skal osse være her. Vel. De har en eller anden funktion, selvom man instinktivt frygter og afskyr dem. Der er vilde kaniner og så den der svane, der prøver at lære sin unge at flyve uden rigtig selv at ku andet end at flakse ihærdigt og meget larmende henover vandoverfladen 50 meters penge, før den fuldstændig udmattet synker sammen og majestætisk sejler videre, som om det var det den hele tiden havde villet. Fuck dig, svane.

Den sidste lange tid var det, som om alle fantasier handlede om at civilisationen sku styrte i grus. Byerne brænde, personnummerregistret og skattekontoret sprænges i luften, den kendte verden ende, så en ny ku begynde. På vej ud i skoven med Ted Kaczynski og Thoreau, bygge bomber, lave manifester, planlægge revolutionen. Det var før Anders Breivik, men selv der, lige den første times tid, inden man fik nys og hvad der foregik ude på øen, hvor det bare var regeringsbygningen der var blevet bombet, nåede man at tænke at den her var for Ted Kaczynski. Man ku faktisk godt forstå hvor det kom fra.

Hvis der er nogen, der vil fortælle mig at det smukkeste øjeblik i Fight Club ikke er der, hvor hele skylinen er i brand og bygningerne braser sammen, så ved jeg ikke, så er vi et helt fundamentalt forskelligt sted. Jeg har levet længe i byen, da jeg flyttede hjemmefra, flyttede jeg fra et parcelhuskvarter i udkanten af en mindre by, omgivet af krat og marker og en jernbane, der førte ingen vegne hen, til byen, den rigtige by, klods op og ned ad naboer i alle afskygninger. Jeg labbede det i mig, sad i mit vindue og så dem leve, blev bekræftet i at der var liv omkring mig, og at jeg således selv måtte være i live, fordi jeg nu var en del af dette. Jeg flyttede til en endnu større by, et sted hvor det var varmt nok til at vinduerne altid var åbne, og man op igennem skakten ku høre og lugte alle de forskellige kulturer, der udgjorde den by: Både de gamle, der havde boet der altid, og nu var i færd med at harke det sidste af deres lunger op bag de nedrullede skodder, og de nye, fra den nye verden, der kom hjem langt ud på aftenen og gik i gang med at friturestege dagen væk i et lille orgie med anlægget kørende for fuld blæs en times tid. Det var aldrig byen som sådan, jeg havde et problem med, det var de kontorer der udgør dens nervecentre, hvor alting stopper, hvor ingenting er funky, ingenting glider, intet er organisk. Lyskrydsene som det mest markante, allestedsnærværende symbol på at der ingen tiltro er til at byens borgere, subjekterne, selv kan finde ud af at ta hensyn til hinanden, hvis der ikke er nogen øvre myndighed, der viser dem at det er sådan her de skal omgås: Med ret og uret som pejlemærke. Så ingen ser sig for, bare ser om de har ret og så pløjer fremad, fremad, væk, ud af den kollektivitet, de har lært de ikke er en del af.

Det var det jeg hadede.

Det jeg elskede var at sidde i parken og være en del af byen: Se træerne spejle sig i søen, små krusninger i vandspejlet, men osse høre børnene på legepladsen, spritterne på bænken, pusherne i buskadset, trafikken ude på den anden side af muren, rådhusklokkerne, det der for mig var livet, og som jeg selv var en ufatteligt lille, men dog på min egen måde fyldestgørende del af. I en skovsø, derimod, er jeg ikke en del af en skid, naturen er aldeles pisseligeglad med om jeg er der eller ej, for den gør jeg hverken fra eller til. Naturen er der ikke for min skyld, den er der ikke for noget, den er der fordi den er natur. Osse selvom det i dette tilfælde er en delvist anlagt natur; en udgravet sø i en plantet skov (Jeg elsker den historie om hvordan Christian IV beordrede kæmpe egeskove plantet, sådan så vi 400 år senere ville ha træ til at bygge den mægtigste flåde, det er så indskrænket i sit fremsyn, at det kun gør det endnu mere cool at ligge og flyde nøgen rundt i søen, mens krigen foregår et helt andet sted på nogle helt andre præmisser). Det gør ikke nogen forskel i forhold til det der er pointen: At naturen viser os, hvor uendeligt bittesmå vi er i det store hele, og naturen har ikke noget problem med at la os ta del i den, fordi den er så uendeligt meget større end os, og fordi det ikke tar noget fra den. Så øvelsen for os består i at føle os som en del af denne skovsø og lade skovsøen være en del af os, men så ikke mindst at handle ud fra det. Gøre som den skovsø ville gøre i de situationer vi finder os selv i, hvor vi skal ta stilling til hvordan vi skal handle. Skovsøen handler ikke, skovsøen skovsøer.

At menneske mennesket.