Under pinjerne hvor solen aldrig skinner

Gud, hej pinjekerner, jeg havde slet ikke set det var jer! Jeg tror jeg troede det bare var nogen speltkerner eller noget, og så var det jer! Ej, hvor morsomt at se jer herude, I holder stadig til inde i Strædet, ing? Det må vel efterhånden være ti år eller sådan noget siden sidst, altså, er det ikke? Jeg kan huske at man ku slet ikke komme nogen steder, uden at I var der, det var bare salater og sandwich hele tiden, og så var der pinjekerner, det var helt vildt.

Det er skægt, jeg stødte osse lige på hvidløgsflute for nogen tid siden, har I hørt at det er blevet groft nu? Ja ja, det er økologisk og det hele, det er ren Emmery's – nåh ja, I har vel egentlig osse været inde over deres pestoer, har I ikke? Eller var det valnødderne der tog over der? Men havde I ikke osse et ret godt indhold af Omega-3-fedtsyrer ellers? Nåh nej, for pokker, ja, der gik ret meget nødder i det jo, det var det jeg tænkte på, der var I ikke rigtig med, det var vist først efter jeres tid. Ja, altså, I ved, ikke på den måde, vel.

Men hva så, hvad går I og laver nu? I plejede altid at ha gang i vildt mange projekter, men det må vel ha været lidt hårdt med finanskrisen for jer så, eller hva? Det ku jeg forestille mig. Der er altså rigtig mange der er blevet ramt af den, og det er bare så svært at gøre noget, osse selvom man egentlig gerne ville, igåss.

Men det er altså virkelig sjovt, det her, jeg kan bare huske at I var sådan helt eksotiske dengang, det var sådan noget med at så var der pinjekerner, og det var helt vildt raffi, og jeg mener, man kan jo købe pesto i supermarkedet i dag. Er I osse det? Jeg synes da egentlig jeg så jer ovre i hjørnet af grøntafdelingen, sidst jeg var der, var I ikke? Ved siden af tropemixet? Jamen, jeg sku jo lige ha et granatæble med, jeg sku lave sådan en bygkernesalatting, I ved.

Nåmmen, jeg har sgu lidt travlt, men I må komme op en dag hvis vi skal ha hummus eller noget, ing? Ku det ikke være fedt? Yes, hej-hej!

De andre 10 bedste plader i 2011 end dem du i din vildfarelse ellers troede det var

Er der overhovedet kommet nogen gode plader i år? Noget der ikke er den der Lou Reed/Metallica-ting, som godt nok slet ikke var så dårlig som sit ufortjente ry, men som bare heller ikke var så god at den ligefrem burde være en af årets bedste plader? Noget der ikke var en lidt fad skuffelse som den nye Beastie Boys viste sig at være, når først man havde prøvet at komme hele vejen igennem den 3-4 gange, og heller ikke Mastodon, som egtl var en naturlig udvikling og det hele, men osse var så poleret at det den først og fremmest gjorde var at minde en om, hvor vild Leviathan var?

Det her er et bud på 10 plader, der rykkede ved noget i 2011.

1. Robbie Avenaim & Oren Ambarchi - Dream Request

To australske jøder med en fælles fortid i noiserockbandet Phlegm tilbage i 90'erne hooker op i Tel Aviv i '09. Ti år tidligere dekonstruerede de et klassisk religiøst jødisk værk, The Alter Rebbe's Nigun, denne gang er der tilsyneladende ingen agenda, bare et blow-out mod eller for eller ved siden af den igangværende krig for percussion, guitar og effekter, som her, to år senere, blir udgivet på vinyl i 350 eks, som man skal samle op, mens de er der.

2. Tim Hecker - Ravedeath, 1972

Den her har været ret så uundgåelig i år. Det er ikke nødvendigvis Tim Heckers bedste plade, bestemt heller ikke hans dårligste; det er en virkelig god plade, og lige pludselig ku alle godt se at det var det da egtl, og det var godt at de ku det, for det er det.

3 . Oren Ambarchi & Joe Talia - Hit & Run

En til Ambarchi-plade, og den her ligger lisså langt væk fra den drone man ellers forbinder ham med: Percussion- og feedbackdreven freerock/skronk/noget. Endnu mere limiteret oplag end den anden, 300 eks på vinyl.

4. Iceage - New Brigade

Backlashet kommer snart, hvis ikke de bare når at gå i opløsning inden, men Iceage nåede at smide den her, og postpunk har ikke lydt mere nødvendigt og fremmedgjort i mange år.

5. No Mind Meditation - Molecular Clock

2 timers lofi newage på dobbeltkassettebånd med guldbestrøet booklet, siger du? Giv mig 50 eks, større kan den scene ikke være.

6. Fire! w/ Jim O'Rourke - Unreleased?

Den svenske supertrio Fire! går sammen med ham den tykke i cardiganen, og resultatet er så blidt, så blidt, at man næsten helt glemmer at den her slags musik sku være krævende for nogen ører.

7. uuuuuu - Of the Xerophytic Blooming

5 kvarters guitardronende ambient fra Glasgow. Tænk Seefeel uden computere, og lad så egtl bare være med at tænke mere.

8. Garth Steel Klippert - Korgoleum

Field Hymns har smidt om sig med lofi-indie og -newage på bånd og som digitale udgivelser i år; det her er 33 min og 33 seks dark ambient, der forsøger at genskabe lyden af byggepladser, og den er fuldstændig gratis oveni.

9. Natural Snow Buildings - Waves Of The Random Sea

En franskmand og en uruguyanerinde farer vild i gusen og prøver med ringlende guitarer, sugende effekter, raslende kæder og stemmer langt borte fra at finde fodfæste. Og de fejler noget så fortryllende.

10. Trust - From Light Into Mass

Lest we forget, så kom Trusts debutalbum endelig i starten af året, og mathduoen leverede. Meget, meget klog musik, sådan noget man gror briller af, hvorpå man straks headbanger dem af.

Udenfor nummer: Wugazi - 13 Chambers

Mash-ups er så 00'erne, men det her mix af Wu-Tang Clan og Fugazi er så åndssvagt tænkt og så godt udført at det holder på trods.

En god begyndelse på en historie

”Det ku være en god begyndelse på en historie,” sagde han.
Og nu kan jeg ikke engang huske, hvad det var jeg havde sagt, som han mente ku være en god begyndelse på en historie, bare at jeg tænkte for mig selv at nej, gu ku det ej, det ville være en rigtig nu-skal-du-bare-høre-begyndelse. Sådan en, hvor det er så åbenlyst at man skal blive fanget ind, at man som læser føler sig udnyttet, voldført og brugt allerede inden man er kommet i gang med hvad det nu end er for en fortælling, og man kan smage den der følelse af at det bare var det, og der var virkelig ikke mere i det, som man vil komme til at sidde tilbage med bagefter, bare fordi der er nogen der har haft lyst til at vise at de ku fortælle en historie der ku fange en så længe den varede.

Men det var en udfordring fra hans side, det ku ikke tas på nogen anden måde. Det var ham der var den etablerede forfatter, ham der netop vidste hvordan man sku fortælle en historie, og som nu gav den udfordring til mig: Skriv sådan en historie. Og jeg havde absolut ingen intentioner om at skrive den type historie, det var fint nok for mig at det var sådan han gjorde, det var bare slet ikke mit game, jeg var overbevist om at der måtte være en anden måde at gøre det på, en der var mere respektfuld overfor læseren, hvilket i sig selv var en abstrakt nok tankegang, for hvis der var noget jeg ikke havde grund til at bekymre mig om, så var det mine læsere, fordi de var strengt fiktive. Dét ku jeg så til gengæld godt bekymre mig om at de var, men det jeg først og fremmest gjorde mig tanker om var altså det rent hypotetiske læserforhold, som jeg for alt i verden ikke ville forulempe. Derfor min ærbødige tilbageholdenhed med at falbyde mig selv og forsøge at indfange nogen som helst.

Hvis jeg nu endda ku huske den sætning jeg havde sagt, så ville bare det at jeg altså åbenbart var i stand til at formulere sådan en sætning, som en der brugte den slags sætninger med nogen succes mente var en god begyndelse, vel være en indikation af at jeg var på rette spor. Men hvis jeg havde kunnet huske den, så ville jeg osse kunne udpege hvad det var jeg mente der ikke var godt ved den, og ud fra det måske endda gøre mig en forestilling hvad jeg så mente ville være en passende begyndelse på en historie. Selvom det ikke nødvendigvis er sådan.

Jeg mener vi talte om at gå i søvne, eller det ved jeg vi gjorde, men jeg mener det var i den forbindelse han sagde det, så det er sikkert ikke helt galt at antage at sætningen har været noget à la: ”Jeg har gået i søvne to gange i mit voksne liv.” For det har jeg. Men det er ikke en god begyndelse på nogen historie, synes jeg, fordi det netop skaber sådan et anslag, hvor nu-skal-du-høre-hvad-der-skete, og søvngængeriet vil uvægerligt blive gjort til et billede på en mere generel tilstand man har befundet sig i på det tidspunkt eller sådan noget. Så kan man kalde historien ”Søvngængerdage”, og temaet vil så være noget med at den tid den beskriver var en tid udenfor tiden, man var ikke herre over sine egne handlinger, derfor kan alt tilgives og slås hen som ingenting. Som søvngængeri: Lidt aparte, bevares, men ikke bevidst skadeligt for andre end en selv, og på den måde er det en tilstand, hvor man blir lidt som et barn, en der ikke kan ta vare på sig selv. Man behøver faktisk slet ikke læse videre efter den begyndelse, fordi den nysgerrighed der er blevet pirret hos en, den kan aldrig blive tilfredsstillet på en måde der står mål med de billeder man allerede har dannet sig af søvngængeren. Og man gider egentlig heller ikke læse en konklusion, hvor det hele absolut skal gøres til symbolik for et eller andet, en ungdom der holdes evigt ansvarsløs, fordi den er smuk og ikke ved hvad det er den gør, bare vælter sig igennem sin unge tilværelse uden at ænse andet end dens egen boble. Så man kan faktisk bare læse den første linie, hvæse: ”Det her, det blir noget bras!” og så dramatisk kaste bogen igennem henover stuegulvet, alternativt Ctrl+W'e med et lille smæld på W'et fra en foragtende pegefinger; mindre drama, mindre oprydning.

Og det er under alle omstændigheder ikke noget rigtig stort: Jeg gik i søvne to gange indenfor en måneds tid, mens jeg boede til leje hos en fyr der havde en altoverskyggende moderbinding kørende, sådan hvor moren kom og ryddede op på hans værelse når han ikke var der, lige sad og fik en kop kaffe og en smøg og kiggede hans regninger igennem, inden hun gik igen og hilste afmålt på mig på vej ud. Begge gangene vågnede jeg ved at entrédøren smækkede bag mig, og så sku jeg bruge et stykke tid på at banke min sambo op, så han ku lukke mig ind igen. Der er en art symmetri eller noget i det, for jeg gik i søvne den første gang, og alle i min omgangskreds morede sig over det da jeg fortalte det, fordi det var så åndssvagt; så gik en af mine venner i søvne og vågnede helt nede på gaden, hvor han måtte låne en telefon af en hundelufter for at ku ringe til ham kammeraten han sov hos, og som konsekvent ignorerede dørklokken om natten, fordi der lå en hashklub i naboopgangen; og så gik jeg i søvne igen, og så var der aldrig nogen af os i omgangskredsen der gjorde det igen.

Hvis der overhovedet sku nogen historie ind i det, så sku det ha været noget med at jeg drømte at min sambo var sammen med min kæreste, og at jeg gik og ledte efter dem i drømmen og var kommet til at gå i søvne af den grund, og at jeg så, da jeg vågnede ved at entrédøren smækkede bag mig og stod derude i opgangen og ikke ku komme ind igen, blev i tvivl om det var noget jeg havde drømt, eller om de virkelig lå derinde i lejligheden og var sammen. Eller stod op ad væggen, hvad ens kæreste nu gør, når hun er en utro. I hvert fald sådan noget med at jeg ude på trappen ville ha syntes jeg ku høre dem derinde, og jeg ville ha været ude af stand til at gøre noget ved det, lukket ude fra mit eget liv, simpelthen, fuldkommen magtesløs. Og ud på morgenen ville en af dem så lukke mig ind og se ud som om han eller hun lige var vågnet, og jeg ville ikke ku vide om det virkelig var noget jeg havde drømt eller ej, ville ikke ku stole på nogen af dem, og i løbet af de næste par uger ville jeg være mere og mere anklagende imod dem, det ville blive trættende for dem, og til sidst ville min kæreste skride og min sambo be mig om at finde et nyt sted at bo, fordi det her ikke rigtig fungerede længere. Og det ville så være min sidste nat i den lejlighed, hvor jeg lå og sov mellem flyttekasserne, luften tung af pap, der stod stod og åndede i rummet som en anklage mod mig eller et løfte om at alt nok sku blive bedre nu; det ville være den nat jeg gik i søvne for anden gang. Det ville være den samme drøm, og det ville bekræfte mig i at jeg havde haft ret, at det ikke bare var noget jeg drømte, uagtet at det lige præcis var det jeg gjorde, men jeg ville ikke ku overbevise nogen om det, ingen ville tro på en søvngænger, alle ville slå det hen, og det ville jeg være alt for udmærket klar over. Ude af stand til at ta vare på mig selv, ude af stand til at forsvare mig selv. Og jeg ville resigneret vente på at min sambo vågnede og lukkede mig ind, denne gang med et smøret smil, ikke overrasket, og der ville være noget ved det smil der ville afsløre en hel masse, men jeg ville være bevidst om at det ikke nyttede noget at kæmpe imod og bare gå ind i min seng igen og sove der for sidste gang, inden jeg rykkede videre.
Det ville ha været en historie så: Ikke nødvendigvis en der ville sige nogen særlig meget, jeg ved ikke hvad sådan en historie sku sige nogen, men den ville ha været formfuldendt, der ville ha været lidt reminiscenser af nogen andre klassiske historier i den, som ville ha forlenet historien selv med et skær af klassisk fortælling.

Men altså, jeg gik bare i søvne. Den væsentligste forskel på de to gange, udover at det føltes endnu mere åndssvagt at gøre det anden gang, var at anden gang var jeg nøgen, og det var betydeligt sværere at vække min sambo. Jeg nåede til det punkt, hvor jeg overvejede om jeg sku dække mig til med den borgerlige morgenavis, der lå på naboens dørmåtte, og gå ned i kiosken for at låne telefonen og ringe til min kæreste eller min sambo, lige vade ind i kiosken iført en avis midt om natten midt om vinteren midt på ugen og satse på at de ikke ringede til strissen eller smed mig ud. Eller om jeg bare sku dække mig så godt som muligt til og prøve at sove videre ude i opgangen, indtil nogen vågnede, håbe på det ikke var en af naboerne. Men så fik jeg dem alligevel banket op inde i lejligheden, så.

Billedet af ham den unge mand der ligger nøgen i en opgang i et mondænt kvarter, nødtørftigt tildækket af en borgerlig avis, trods alt før de gik over til tabloidformatet, er egentlig OK, det er ikke helt ved siden af, men det er på den anden side ikke noget som andre død og pine må og skal læse. Der er er ingen historie, der er bare et billede. Det siger os ikke noget om noget, andet end at livet er meningsløst nogen gange.

Det er en rigtig, rigtig dårlig slutning på en historie.

Den gamle binder butterflyen og kører en tur henover himlen

Som ham den gamle overfor; et stykke over de 80, måske endda over 90. Den alder, hvor man blir kaldt rørig, når man stadig kan stå oprejst. Hvor det at man selv kan ta sko på blir noget at bide mærke i. Når først man er nået dertil hvor man er rørig, så er det en daglig sejr ikke bare at blive liggende i sengen og sygne hen. Rørig betyder at man bruger sin krop, selvom det strengt taget ku være lige meget nu. Han har under alle omstændigheder nået den alder, hvor det blir noget anerkendelsesværdigt at man stadig bor for sig selv, det er sådan en cirkel der blir sluttet: At man uafhængiggør sig og blir ved med at være det så længe som muligt. Som om ensomheden sku være noget særlig nobelt at stræbe efter; det er der så osse et langt stykke i midten hvor den ikke er, hvor den er noget nær stigmatiserende, men den ender med at være målet. Den noble, værdige, uafhængige ensomhed. Den man dør i, siges det, opløst i rent ego.

Og det er jo for helvede nødt til at være løgn altså. Vi kommer jo ikke ind i verden alene, der er nogen der bringer os ind i den, og så er resten ellers en kamp om at vriste sig fri af nogen og klynge sig fast til andre.

Men det er ikke engang det vi ser i gamle mennesker: Vi ser bare døden. At de skal dø, at det nærmer sig, langsomt eller hurtigt, men at det er uundgåeligt, og at de må ha en eller anden vished om det, at de sidder yderst på bænken nu. Det er ikke til at forstå hvis det ikke sku være det eneste der fylder deres tanker, de lange dage ud og ind. Det er det vi ser i dem, alle fortidsformerne, de perfektive og de imperfektive, pluskvamperfektum og den resignerede, sammensatte konditionalis, alt det de ikke nåede, og som de ikke vil nå nu eller nogensinde, fordi der ikke eksisterer nogen præsens for dem, kun en nær, uundgåelig fremtid.

Der kommer en hjemmehjælper forbi tre gange om dagen og tjekker at han stadig er der, hjælper ham med hvad han nu skal hjælpes med. Det er meget privat alt sammen, hjælpeløshed i dølgsmål. Han er ikke affældig når han åbner sin gadedør og står og kigger lidt op og ned ad gaden, han er altid barberet, håret er altid friseret med brulcreme, skjorten er strøget. Han får et lille chok når man hilser på ham, som om han havde forventet at han var det sidste menneske tilbage i verden. Det er meget muligt han er det i sin verden. Man kan vel nå et punkt, hvor man ikke længere magter at ta stilling til at verden blir ved med at fødes på ny, ikke orker at den ser en i færd med at dø i slowmotion. At det eneste den fokuserer på er at man er døende, og at den forbløffes hver gang den opdager at man ikke er død endnu. Gør det til en bedrift at man er i live, selvom man har væsentlig mere erfaring med at være det end den selv.

Et par gange om ugen, det her er kernen, tror jeg; et par gange om ugen binder han sin vinrøde butterfly, tar sin cottoncoat og sin bløde hat på og sjosker, duknakket, usikkert vaklende, op ad gaden til der hvor hans bil altid holder parkeret, 20 meter længere oppe, der ikke plads lige overfor, gaden snævrer ind der. Nogen gange går han ind på teatret endnu 20 meter længere oppe og henter et program over hvad det nu er for en forestilling der kommer igennem byen næste gang. Det er ikke så vigtigt, det vigtige er den time han så sidder i sin bil, mens han ryger pibe, kigger lidt i det program han har liggende i skødet, prøver at orientere sig. Han hilser ikke når han sidder i den bil, han er koncentreret, han er ude i sin bil, han er væk. Indtil han bakser bildøren op igen, møjsommeligt låser bilen af og stavrer tilbage til sin hoveddør, hvorfra han godt lige kan løfte hånden lidt til et hils, nikke afmålt, inden han lukker sig ind igen.

Så har han været på tur, ikke. Det er alt sammen relativt: Hvis en halv skive rugbrød med smør og en banan kan gøre det ud for frokost, så kan det andet vel osse gøre det ud for en tur. Der er vel alligevel osse efterhånden så og så mange steder at køre hen for ham, han kan se havet fra sit stuevindue, hvis han da orker at læne sig lidt ud, og skoven har han vel set tusinder og atter tusinder af gange, det er begrænset hvor meget mere han kan føje til sin forbløffelse over skoven. Alt det liv er så anmasende. Spørgsmålet er osse om han overhovedet stadig kan køre bil, hvis det sku komme til stykket. Det er lidt som ham vinbogsforfatteren, der i blurben bag på et af sine opslagsværker proklamerede at han tilbragte ”mindst tre måneder om året på rejser i vinens verden”, og det lyder så meget som en eufemisme for at være kvartalsdranker og lukke sig inde i sit arbejdsværelse med sin vinreol for at drikke det hele ned, at man helst ikke vil forestille sig at det at være vinbogsforfatter sku være noget andet end det. Det er lidt den samme tur ham den gamle her tar på. Her skal ikke gøres nogen gisninger om minder, de passerer revy eller noget, det kan ikke være det det handler om, det er der så meget tid til at de kan gøre resten af dagen.

Det er en tur væk fra minderne. En ud-af-huset-oplevelse. Så får han et frisk perspektiv på tingene. Ikke at han rigtig kan bruge det til noget, der er ikke rigtig nogen at dele det med, men det holder ham i gang nogle dage længere. Han har nået den alder, hvor det er et mål i sig selv. Hvor det næste åndedrag er en lille sejr hver gang. Når han er borte en dag, når boet er gjort op og huset sat til salg, så vil forlygterne tændes på den bil, motoren vil hoste sig i gang, og den vil lisså stille trille ned ad bakken, ned over kirkepladsen, til den har fået fart nok på til at sætte i et brøl igennem luften henover havnen, gnisterne vil stå fra den, himmelrummet vil blive knitrende elektrisk, lynene vil slå sprækker i himlen, husene vil ryste for hvert tordenskrald, og vi vil rykke tættere sammen indenfor, der er ingen af os der vil være alene om det her.

Og så vil det være det. Så vil der være rigtig, uigenkaldeligt stille. Der skal ikke gjalde nogen basunudgave af forbandede ”Eleanor Rigby”, der ikke nogen der skal ynkes her. Der er ingen grund til sympati, en høflig, afmål klapsalve vil være sin plads, det er alt, det er nok.

Girafanteri på uvirkelighedens side

Som Hannibals elefanter.

Det er lidt sådan jeg forestiller mig dem. Bare ikke som elefanter, altså, mere sådan en slags giraffer med de lange, spinkle ben og den lange, lisså spinkle hals.
Kampgiraffer, tænker jeg, og det er svært at forestille sig at noget så tilsyneladende harmløst som en giraf sku gøre nogen nytte i en kamp, men så på den anden side er det osse svært at se hvor frygtindgydende sådan en elefant kan ta sig ud, når det eneste man kender til dem er de tamme, ligefrem godmodige grænsende til det flegmatiske, elefanter i zoo. Så har man hørt om de horder af vilde elefanter, der engang imellem går berserk og jævner indiske landsbyer med jorden, men altså. Det er så osse elefanter, ikke giraffer.

Det er under alle omstændigheder svært at sige hvad de giraffer overhovedet sku forsvare os imod. Det hele, den sobre kedsomhed. Men hver gang vi åbnede en flaske cava, så lavede jeg en ny giraf ud af hvad-det-nu-hedder, det der ståltrådsstativ der holder proppen på plads, og så blev den stillet op at trone i vindueskarmen ved siden af de andre, mens vi drak cava i sengen. Ikke champagne, så meget kom vi aldrig til at tjene, at vi syntes vi havde råd til at ta skridtet fuldt ud og drikke den ægte vare. Det var en luksus vi ikke tillod os, til gengæld tillod vi os så at drikke cava når som helst vi havde lyst.

Der var altid noget at fejre, om ikke andet var cavaen i sig selv noget at fejre. Der var brug for at fejre noget.

Jeg forestiller mig jo at hvis vi var blevet ved, så havde hele vindueskarmen til sidst været fyldt med cavagiraffer. Eller kampgiraffer, om man vil, et girafanteri. De havde stået der og dannet et værn mod en ikke særlig klart defineret fjende ude på den anden side af vinduet. Virkeligheden, omverdenen, noget. Alt det der ikke var værd at fejre, og som derfor slet ikke var noget værd i den cavatonede optik. Eller snarere havde de stået der som en manifestation af at vi kæmpede den kamp. At vi prøvede at fejre uvirkeligheden, isolationen, noget som var ingenting for andre, men det eneste der virkelig var noget for os.

Som om at for hver gang vi fejrede det, så blev det slået fast at det var det det var. Hvad det så var. Vi lod det svæve frit, lidt sådan som den der fornemmelse af cavaperlen i blodet, en undskyldning for hvad som helst.

Der er noget uendelig rigtigt ved at gøre sådan noget i den situation. Jeg laver stadig de der giraffer, hver gang jeg drikker cava, jeg er bare holdt op med ikke at smide dem ud næste morgen. Jeg ved ikke hvad jeg forestiller mig de ville sige om noget, hvis jeg gemte dem allesammen, men jeg har en fornemmelse af at girafanteriet kæmper for nogen andres sag nu.

Det er osse en slags pointe med cava.

Afrikas nåde

Han er der punktligt, så punktlig som man nu er, når man strengt taget ikke rigtig har noget at være punktlig for, andet end at være det for at det hele ikke skal sejle fuldstændigt. Han har skabt en rutine, uafhængigt af andre, kan følge den punktligt, den forlener det med mening. Kaffen der blir sat over og koger, mens han laver sine morgenstræk, frugten der bliver skåret ud og anrettet, havregrynene: Det hele falder slag i slag, og han kan flotte sig med at læse lidt i en bog over morgenmaden, men han er osse opmærksom på ikke at blive hængende, ikke at lade rutinen glide ham af hænde. Det kan så let komme til bare at flyde, og det er ikke en tilstand han ønsker at være i, han vil gerne være solid hele vejen igennem.

Det er vigtigt med nogle fikspunkter.

For ham er et af de fikspunkter blevet biblioteket. Der skal sendes så og så mange ansøgninger hver uge, stadigvæk, og han kan låne en computer derhenne. Han har oprettet en emailkonto for lang tid siden, han kan jo godt finde ud af sådan noget, han er ikke fuldstændig tabt, det er bare ikke noget han har brugt så meget, det har ikke været en naturlig del af hans liv, sådan som det åbenbart er det af alle andres. Han synes han har kommunikeret det han sku på andre måder, dem han har kommunikeret med har været nogen han ku gøre det med på andre måder. Det er ikke fordi han er sådan super traditionelt anlagt, det synes han ikke selv, det er bare virkelig ikke noget der har været presserende for ham at gi sig i kast med. Der er så meget. Nu skal han så bruge sin mail, han skal bruge en internetforbindelse og en computer, og det stiller biblioteket til rådighed for borgere som ham, der ikke lige selv har den slags derhjemme. Det skal de gøre, det forventes at han kommunikerer på den måde nu, nu er det krævet af ham at han gør det, og så må han gøre det, han er ikke decideret modvillig, men hvis man kræver af ham at han skal tilegne sig de nye vaner, så må man osse gi ham en mulighed for at gøre det, stille udstyret til rådighed for ham, hjælpe ham.

Han bryder sig ikke om at føle sig hjælpeløs, han benægter at det er sådan han føler sig, han vil hellere føle sig hævet over det og så nedlade sig til at lade nogen vise ham hvordan det her så fungerer, når nu det skal være sådan.

Men det er osse en lejlighed til at komme ud af huset, det er et fikspunkt, og det er vigtigt.

Han får alle de der scammails, som alle andre osse får, og igen er han jo altså ikke mere tabt, end at han godt ved at det er scams, og det er noget der ville være et irritationsmoment, hvis han var en travl mand, føler han, det er noget folk blir irriterede over, det ved han. Han kan godt overskue det, så mange mails får han heller ikke, og når der ikke er ansøgninger der skal sendes, og det er der næsten aldrig, har han opdaget en småpervers fornøjelse ved at læse de mails engang imellem. Desperationen, ubehjælpsomheden i dem; det er ikke fordi det sætter hans eget liv i perspektiv eller sådan noget, det er bare en form for underholdning. Deres hjælpeløshed afspejler på ingen måde hans egen, det er slet ikke det det drejer sig om, det vil han ikke høre tale om.

Det føles næsten voyeuristisk at læse de menneskers beretninger om deres forfærdelige skæbner, osse selvom han godt er klar over at det er opdigtet. Fordi han ved at den slags skæbner osse findes i virkeligheden, det er der de har hentet deres materiale fra, fordi de ved at andre ved at det er sandsynligt at det ku være sådan, fordi det virkelig er sådan, omend ikke lige for dem.

De er scammere. Det er vigtigt at han holder sig det for øje.

Og det er faktisk ikke engang bare ham de prøver at scamme, de scammer på en måde osse dem hvis skæbnefortællinger de lukrerer på. Det er han sig ret bevidst. Det er sådan noget der pisser ham uendelig meget af med en voldsomhed, som slet ikke står mål med den mangel på engagement i andres samfundsforhold han ellers udviser.

Det er uretfærdigt, og nogen burde gøre noget.

Han tar det på sig at være den der gør noget. På en måde er han jo osse et offer her, han er i hvert fald et offer på en eller anden måde, ikke bare deres potentielle offer, men osse et virkeligt offer for en generel holdning om at man bare kan ta andre folk og bruge deres historier for egen vindings skyld. Det er slet ikke i orden, og han kan mærke at han har lyst til at gi igen, hvordan han så end sku ku det. Han svarer på en mail. At ja, han er interesseret, han vil godt vide mere. At han er bestyrtet over de ting scammeren påstår at være blevet udsat for, at det rører ham dybt. Det gør det virkelig, faktisk, og det gør ham endnu mere vred. Det er som når man griber sig selv i at gå og nynne en melodi, som man ikke bryder sig om, men som er så fængende at man alligevel går og nynner den for sig selv: Det er seføli på en helt anden skala det gør ham vred, men det er noget af den samme følelse, bare forstørret op.

Den vrede er et fikspunkt for ham.

Næste dag er han på biblioteket igen, punktligt, og der er et svar til ham. Scammeren takker for hans interesse, skriver at hun føler hun kan stole på ham. At hun gerne vil vide mere om ham for at finde ud af i hvis hænder hun betror sit liv. At han er et lys der kommet ind i hendes liv, og hun har bedt i nat for at han sku være ægte, at han ikke osse bare vil snyde hende, sådan som andre har gjort det. Han sidder og stirrer ind i skærmen. Han blir i tvivl om hun alligevel er ægte. Det er det jo meningen at han skal blive, det ved han osse godt, men han blir alligevel i tvivl. Hvis nu det her rent faktisk var et ægte menneske i ægte nød, som han ku hjælpe. Han blir i tvivl om hvorvidt hans sunde skepsis reelt dækker over en rå afstumpethed, og hvorfor han i givet fald sku være blevet sådan.

Det må være nogens skyld.

Han læser hendes mail igen. Han kan stadigvæk ikke finde ud af det, og han svarer hende på en måde, så han på den ene side ikke gir for meget af sig selv, hvis nu det virkelig bare er en scammer, og på den anden side heller ikke direkte lyver, hvis det ikke er det. Han skriver sit telefonnummer, det er sådan en pludselig indskydelse han får, måske han ville ku danne sig et bedre indtryk af hende, hvis han ku snakke med hende. Det er sikkert lidt gammeldags, men altså, det er sådan han er. Han mener nok selv at han er lidt af en menneskekender, noget har livet vel lært ham.

Han vil gerne høre nogen tale til ham, han vil gerne høre nogen ha brug for ham.
Det er ikke noget han erkender fuldt ud, men det er oplagt at udlægge det på den måde, så det gør vi. Nogen gange skal man ikke vide sig for fin til lommepsykoanalyser, nok så banale de er. Folk som folk er flest er ret banale, og det får dem der ikke er det til at virke næsten skræmmende i deres uforudsigelighed. Og det han er i færd med at gøre nu, det er noget han ikke selv havde forudset at han ville gøre, og det burde vel så skræmme ham, men han vil hellere ha at det skal være en side af ham, der bare ikke har været så fremtrædende før, men som hele tiden har været der, at det skal trække en rød tråd tilbage igennem tiden, forme den han er nu ud fra hvad han gennem den opfattelse forestiller sig han altid gerne har villet være.

Mistet opkald.

Det er den besked han ser på sin telefon næste morgen, da han kommer ud i køkkenet. Han har intet hørt, han har sovet de retfærdiges søvn, drømt om gamle færgelinier, der pludselig blev taget i brug igen i hans drøm; en højbane ud til en lille ø, hvor biler hang under en lift 50 meter over havoverfladen, det var et system der havde virket utrolig raffineret nogle få år, og som så var blevet forkastet hurtigt, men i hans drøm kørte det hele igen. Det virkede med sådan en klo der sad fast under taget på bilen, det blev monteret på et par minutter, og så hang den ellers der og dinglede. Det virkede meget sikkert. Det er sådan en drøm han slet, slet ikke vil begynde at tænke over hvad mon sku betyde, mens han sætter kaffen over, hvis hans underbevidsthed ikke kan mønstre større spidsfindighed i sin symbolik har han sandelig ikke tænkt sig at lytte til hvad den forsøger at sige ham.
I stedet tænker han mere over det mistede opkald, end han egentlig synes han burde. Hvis det virkelig er nogen der vil ham noget, så ringer de vel igen, det er sådan han synes han burde tænke, og så lade det være nok med det, men seføli er det ikke det. Det er et uoverskuelig langt nummer med en landekode foran, som han ikke genkender, den er et sted i tohundrederne, så det er Afrika, den slags ved han af en eller anden grund: Han kender ikke alle landes landekoder, han er jo ikke autist, men han ved lidt om hvilke numre der ligger indenfor i de forskellige verdensdele. Det er sådan en paratviden han render rundt med, og som nu kommer ham til gode: Afrika har ringet til ham, mens han lå og drømte om kæmpemæssige færger og anløbslejer, og han var der ikke for Afrika. Han drikker sin kaffe, han forsøger at holde sig til rutinen, ikke at lade det løbe af med ham, det gælder om at være klar i hovedet nu, ikke gøre noget dumdristigt. Hvem ved hvor meget det ville koste ham at ringe tilbage nu. Hvis Afrika virkelig har villet ham noget, så har Afrika sikkert osse sendt en mail.

Det er hans mål nu: Han må se hvad det er Afrika vil ham.

Punktligt tropper han op på biblioteket, får adgang til den sædvanlige computer, men allerede på vej ned til den ringer telefonen igen. Han blir perpleks over at blive ringet op der, inde på biblioteket, det er ikke et sted man bør føre samtaler, synes han, men han er samtidig osse en mand af den slags der synes at han bør ta sin telefon når den ringer, det ligger som en refleks, det afbryder alt andet for ham, telefonen ringer, så skal man ta telefonen, og det gælder uanset hvilken ubelejlig situation man måtte befinde sig i. ”Ja?” svarer han. Der er nogen i den anden ende, der taler til ham på et engelsk han har svært ved at forstå, en mandestemme. ”Who is this calling,” spørger han. Stemmen i den anden ende kalder sig Joseph. ”I don't know any Joseph, who are you?” Han er klar over at han lyder brysk og mere afvisende, end han egentlig synes det er høfligt at være overfor fremmede, specielt i telefonen, fordi det er så nemt, men han ved godt hvad det drejer sig om, og han er slet ikke tryg ved situationen, så han føler at det er bedre at gi indtryk af at det er ham der har overtaget. Joseph i den anden ende forklarer at han har sendt en mail, forklarer noget mere, men han afbryder ham: ”I haven't seen my mail yet. I am going to check it now. You can call me back in 10 minutes.” Så lægger han på.
Mailen fortæller ham om alt andet end hvorfor det er en mand, der har ringet til ham, og ikke hende selv. Der går 7 minutter før Joseph ringer igen. ”Ja? … Who is this? … Is this Joseph? … Yes, what do you want? … Yes, I read your email, but why are you calling, and not her? … What, I don't understand you... No... No... You will have to tell her to call me or write me again... No... Goodbye.”

Han er i vildrede, det står klart. Det at det ikke er hende selv der ringer, men en der siger at han er hendes fætter, tænder en masse røde lamper hos ham, og han er parat til at bakke ud nu. Han ved at det er det han burde gøre, der er ikke nogen som helst fornuft i at gøre noget som helst andet. Sagen er at han ikke nødvendigvis har så meget andet at gøre: Det er ikke fordi det her tar tid fra noget andet han hellere sku gøre. På en måde ser han det faktisk lidt som noget han tar på sig for andres skyld, at undersøge hvad der ligger bag alle de her spammails. Som han gerne vil se det, så strækker han hånden ud mod Afrika og prøver at forstå, prøver at møde Afrika med åbent sind i stedet for den indgroede mistro. Det synes han på en måde at han som bedrestillet europæer skylder Afrika, og hans tid er på den måde hans almisse. Han kommer til at tænke på alle de gamle færger fra nedlagte danske færgeruter der sejler rundt i Afrika og Asien nu. Den gamle Dronning Ingrid, der er blevet til hospitalsskib, hedder Africa Mercy nu, har ligget i Liberia på et tidspunkt. Det har nogen fortalt ham. Han aner at der er en parallel der, som han ikke har lyst til at trække, og i stedet tænker han på at han osse har en interesse i hende. Den er ikke decideret erkendt, eller det vil sige han ved ikke rigtig med sig selv hvad det er han forestiller sig med hende, men han kan mærke at der er en interesse, som hverken er rent filantropisk eller nøgternt researchende. Han ved ikke hvad den så er, og han synes ikke han har nok viden om hende til at granske den følelse videre, så i stedet tænker han på at han egentlig ikke ved så forfærdelig meget om Afrika udover det han har fra nyhederne, og at han nok egentlig synes det er sådan noget der burde høre med til en almen dannelse, at man havde et større overblik over baggrunden for situationen i Afrika. Som så mange andre tænker han på Afrika som sådan, som en enhed, ikke som enkelte lande med hver deres historie, og det er han osse godt klar over er forkert, men på den anden side: Hvis han ikke ved særlig meget om Afrika i det hele taget, ikke ualmindelig lidt, bare den gængse ignorance, så kan han vel heller ikke forvente af sig selv at han ikke sku forsøge at danne sig et overblik over kontinentet som sådan i første omgang.

Det forsøger han, det blir noget at gøre. Hvis han skal gå ind i det her, så må han osse vide noget om baggrunden for det. Bibliotekaren hjælper ham med at finde nogle bøger, og så går han i gang med at studere. Han føler ikke nogen hvid mands skyld over at læse om hvordan europæerne har udnyttet kontinentet, han er godt klar at Afrika ikke kan bruge hans dårlige samvittighed til noget. Det er noget helt andet Afrika har brug for fra ham, og det er akut, telefonen ringer, Afrika er nervøs for at han skal smutte væk, ”Ja?”, det er en kvindestemme denne gang, men han kan ikke rigtig finde ud af om det er hende, han kan ikke rigtig forstå noget af det hun siger. Der er så meget larm i baggrunden, der hvor hun er, og hendes dialekt gør det svært for ham at forstå hvad hun siger. Det får ham til at føle sig dum, som om det er ham der ikke forstår noget, og ikke hende i den anden ende der ikke formår at gøre sig forståelig, og det irriterer ham, og som ren forsvarsmekanisme blir han lisså brysk som han var overfor ham der kaldte sig Joseph.

Han stoler ikke på Afrika.

Han havde håbet det ikke ville være sådan, han havde håbet at den der indgroede mistillid i ham ikke ville blive bekræftet. Han er skuffet over sig selv, men han er endnu mere skuffet over at Afrika bekræfter de fordomme, som ikke engang er hans egne, som ikke er nogen han har villet ta til sig, men som han nu ser bekræftet ikke desto mindre. Det er meget, meget utilfredsstillende, det hele lige nu, og han kan ikke se at der er andet for end at han må gå hjem nu, gå hjem med sine bøger om hvorfor Afrika er blevet sådan.

Der går flere dage før han vender tilbage til biblioteket, al punktlighed er brudt, han kan ikke længere se nogen grund til at opretholde den, i det store hele nytter det ikke noget, sådan som det ser ud for ham lige nu. Han lærer at la være med at ta telefonen når den ringer, hvis han kan se at det er et afrikansk nummer, eller hvis han ikke kan se nummeret. Men han vender tilbage til biblioteket, seføli gør han det, han har jo osse andre gøremål der, han skal stadigvæk sende de ansøgninger, så han logger på sin mail, han ser at der er mails fra hende, fire, de bliver gradvist mere og mere desperate, og det er ikke en desperation der vækker nogen nåde i ham, den fylder ham med afsky, den virker anmassende, nærmest truende.

Det er ikke hans skyld.

Det gentar han for sig selv. Det her er ikke hans ansvar, det her er ikke måden at gøre tingene på. Han ved ikke hvordan tingene skal gøres, han er godt klar over at det er kompliceret, det er derfor han vil overlade det til andre, nogen der har sat sig bedre ind i tingene, at vurdere hvordan det skal gøres, og det er i første omgang det han vil sætte sig ind i: Hvem der synes der skal gøres hvad. Han vil prøve at finde nogen han er enige med. Nogen der ikke føler nåde, men ansvar. Det er en ret vigtig distinktion for ham at lave lige nu, for i den sidste linje i den sidste mail fra hende skriver hun at hvis han ikke vender tilbage nu, så vil hun blive nødt til at kontakte en anden. Han gør hvad han må gøre: Han markerer mailen som spam. Det er meget, meget lidt at gøre, men det er dog som om han har taget stilling. Og vel at mærke efter at ha undersøgt hvad det egentlig gik ud på i stedet for bare at la sig lede af sine fordomme.

Han føler sig afklaret.

Han tjekker en sidste gang om der er nye mails, og der når lige at komme en ny med: En russisk bibliotekar, der har hårdt brug for en brændeovn til den kommende hårde vinter, og som ber om hans hjælp, fordi hun har hørt at han er et godt menneske. Han er interesseret. Det virker plausibelt. Han har tid nok til at gå ind i det.

Disciple søges til nyopstartet sekt

Jeg kan godt se at jeg får brug for nogle disciple til min sekt, hvis den for alvor skal ta af. Jeg har åbnet for ansøgninger, og jeg er rimeligt large: Spiritualitet er ikke et must, man skal først og fremmest ku rocke en kjortel. Det er bedst hvis ansøgerne har langt hår, jeg forestiller mig min sekt som sådan en bunke langhårede og meget smukke typer, der bevæger sig rundt på en koreograferet måde, lidt som om de udtrykte sig i dans.

Det ku faktisk være meget fedt: hvis vi slet ikke behøvedes at tale sammen, men bare dansede det vi gerne ville sige til hinanden. Det ville da være noget i hvert fald, og det ville sikkert være en god øvelse, der ku gøre en opmærksom på hvad det egentlig er man belemrer sine medmennesker med af henvendelser. Jeg har svært ved at forestille mig at man rigtig kan skælde effektivt ud ved at danse. Måske sku det bare være disciplene der dansede, måske sku jeg ha lov at være den der dirigerede det hele, opmuntrede dem, fortolkede deres dans for dem, som om jeg osse fortolkede deres inderste følelser for dem – sådan lidt ”nej, det du danser er ikke at du gerne vil be om et glas vand, det du viser os andre er at du er bange for at elske, fordi du aldrig har følt du har kendt dine gamle venner, sådan rigtigt.”

Jeg vil passe på ikke at blande mine disciples familieforhold ind i det, jeg vil helst ikke ende som sådan en typisk patriarkalsk sektleder, faktisk vil jeg helst ikke betegne mig selv som sektleder, selvom det jo altså dog er min sekt. Jeg tror jeg synes de skal kalde mig Vejleder. Det er så forholdsvist neutralt et ord, det har ikke alle mulige negative konnotationer. Mine disciple vil tænke på det lidt lissom en vejleder man har på sådan et universitet, som de er droppet ud af, en der skal hjælpe dem med at realisere deres potentiale. På en måde kan man så sige at et ord som disciple osse er ret kraftigt ladet, men hvis jeg på den anden side begynder at kalde dem elever eller noget, så ligger der osse straks et autoritetsforhold i det. Adepter ville sikkert passe bedre, det er lidt mere åbent i det. Bare der ikke er nogen der så tror at de heller ikke behøver at gå i kjortel, for det synes jeg altså at de skal, ellers er det ikke en rigtig sekt. Altså bortset seføli fra når de er nøgne.

Det skal de være tit. Det skal være en del af vores ritual, at afseksualisere kroppen ved at være nøgne overfor hinanden og så reseksualisere den på en ny måde vi selv bestemmer. Seføli skal vi ha masser af sex, ellers er det ikke en ordentlig sekt, men vi skal finde på en eller anden måde at gøre det på, så der ikke er nogen der føler sig krænket. Jeg vil ikke ha at der er nogen der skal føle sig krænkede i min sekt, jeg vil bare ha at de skal være nøgne. Jeg kan godt li når folk er nøgne, specielt hvis de osse er pæne. Jeg må nok hellere lige huske at få med at folk osse skal sende et foto med af sig selv når de ansøger om at blive adepter i min sekt. Altså, jeg vil jo nødig være sådan en der dømmer på udseendet, jeg vil helst ikke betragtes som overfladisk, men jeg tænker at den måde folk tar sig ud på siger noget om hvordan de er som mennesker. Det er vigtigt for mig at jeg kan stole på hvad mine adepter er for nogle mennesker, når først vi står i kampen.
Der er seføli lang tid til det, der er ingen grund til at forhaste det store opgør med det omkringliggende samfund, det kan tids nok komme når de ikke længere vil acceptere os, og så skal vi være beredte, og derfor er det vigtigt at huske på at det opgør vil komme en dag, og at det er derfor vi skal stå sammen og ikke ha nogen hemmeligheder for hinanden, i hvert fald ikke for mig, så skal jeg nok vurdere hvad hele gruppen har brug for at vide. Vi skal ha en rigtig god gruppe. Vi skal stå sammen. Vi skal ha nogen at stå sammen med, det skal være hinanden, det har vi brug for, det vil der være i min sekt. Det vil være et sted hvor de kan føle sig trygge, det kan man altid ha brug for, det vil være et hjem. Ikke en forkastelse af deres gamle hjem, men af at de ikke har kunnet skabe sig et rigtigt hjem andre steder. Gruppen vil være det samfund vi skaber sammen.

Det bliver en smuk sekt. Jeg lar skægget stå.

Brødnid

Det er et godt brød, men det er helt skævt. Det står der på et skærebræt på køkkenbordet, efterårssolen står lavt ind ad vinduerne, det er meget smukt, det lys, helt gyldent, men det er osse ubønhørligt: Det brød, det er skævt. Skærefladen går i en vinkel på 15 grader fra bunden til toppen og så meget som 20 grader fra den ene side til den anden – og de gradsangivelser skal naturligvis tas som det slump de er, det kan sagtens være det er 12 eller 23 grader, sådan noget kan man ikke nødvendigvis bare lige se med det blotte øje, hvis man ikke er vant til at vurdere hældningsgrader, men hvis man var lillebitte og sku cykle henover skærefladen på det rugbrød, så ville man få brug for sine bittesmå lårmuskler til at komme op ad den hældning. Og nogle dæk der ku klare ujævnt terræn, for selvom skærefladen er bemærkelsesværdigt plan i forhold til hvor skæv den er, så er det et godt brød med masser af kerner og og solide, seje krummer, selv her på tredjedagen efter det blev bagt, så det blir en bumletur.

Men der er ikke nogen, selv ikke nok så små, der skal køre på det brød. Heller ikke selvom det egentlig ku være lige meget, for nu er det alligevel helt skævt, og så er det hele ødelagt, men stadigvæk. Pis af. Det skal bare stå der på skærebrættet i det gyldne lys og minde om imperfektion, om gode intentioner, misforståelser, koldkrig. Det er sådan noget folk blir skilt over, når brødet blir skåret skævt, osten udhulet, når der ligger halve æbler over det hele. Hvis man var alene ville man selv fuldstændigt være herre over hvordan brødet blev skåret. Det ville nå at blive tørt og smuldre inden man var igennem det, fordi man var alene om det, men det ville ha en smuk skæreflade.

Det er det ikke nødvendigvis værd, men overvejelsen er uundgåelig. Brødet er tavst som skammen over den overvejelse. Så går man i gang med at skære af det, skæve skiver, man retter op på det uden at lade noget gå til spilde, det er der ingen grund til. Fem skiver inde har brødet genfundet sin ideelle form, det er helt lige, man ville ku bygge huse ovenpå det til nogen der var bittesmå og havde det svært med skråninger, og man betragter det tilfreds, inden man lægger det ned i posen igen. Det kan sagtens holde en dag til, det er et godt brød. Nu skal man i gang med at spise fem skæve skiver rugbrød med kokset ost.

Eklektikeren kolliderer med John Frusciante

Jeg tænker overraskende meget på John Frusciante. Ligefrem foruroligende meget, kan man måske endda synes; nogen vil endog synes at bare det at jeg overhovedet tænker på John Frusciante er foruroligende. Jeg ved det. John Frusciante er ikke cool i den verden jeg begår mig i, der er han først og fremmest ham guitaristen fra Red Hot Chili Peppers, og det er slet, slet ikke cool.

Det er forståeligt nok, det er det egentlig, men fuck det, fuck dem, da Blood Sugar Sex Magik udkom var den mindblowing. Den sommer hørte vi ikke andet end den plade, jo, Nevermind og Use Your Illusion-pladerne, det er rigtigt, men det var klokkeklart for enhver hvilket af de tre værker der havde det største scope. Og det var i høj grad Frusciantes skyld, den unge guitarist der var kommet med i den indtil da ret middelmådige hvide funkrockgruppe og nu var med til at løfte dem over på et helt andet plan. Vi må ha hørt den plade en gang om dagen den sommer, mindst, den var der hele tiden, alle var vilde med den: Metallerne, hardrockerne, hiphopperne, selv dem de var ligeglade, dem der bare hørte pop, ku godt li hitsne. Vi hørte den på fulde knald med åbne vinduer oppe hos en, ku høre nogen råbe udenfor i en stille passage, det var nogle af dem der arbejdede på værkstedet ovre bagved der stod og viftede med armene, råbte til os at vi sku skrue mere op. Det var den type plade, og det var Frusciantes skyld. Det var vi alle enige om.

Det er ikke derfor jeg tænker på John Frusciante, jeg hører næsten aldrig den plade længere, der går år imellem jeg finder den frem; det er bare der jeg blir opmærksom på ham. Så forlader han Red Hot Chili Peppers, det er der endda en roman der hedder: Jack Frusciante er gået solo, fordi det er så utroligt at nogen sku finde på at droppe det gig, hvem fanden dropper ud af Red Hot Chili Peppers mens de er verdens største band, og så for at lukke sig inde og skyde heroin og lave uforståelige, skitselignende soveværelsesoptagelser, der sådan set er smukke, men osse bare lyder af nedtur på nedtur? Det gør John Frusciante. Og derfor blir han et symbol: At muligheden altid er der for at droppe ud, fucke det hele op når alle andre mener at det endelig er helt perfekt, at nu er det som det skal være, fordi man selv som den eneste kan se at det ikke er en skid perfekt eller godt eller noget som helst overhovedet. Det er korrumperet, man har ladet sig selv korrumpere af det, og nu tar man den selvpålagte straf for at ha ladet sig føre med.

John Frusciante tar straffen, han junker sig selv i pittoresk smadder, indspiller grimme plader, maler grimme billeder. Se Stuff, det er ren socialporno: Det er skødesløs bohème kammet over i white trash. Maling og vinflasker over det hele, men osse bare skrald og blodpletter. Indtil han er klar igen, kommer ud af huset, kommer med i Red Hot Chili Peppers igen, indspiller en plade der er næsten på højde med Blood Sugar Sex Magik, By the Way, den er lige ved at være der, selvom alle er ældre, ved bedre nu, både band og publikum. John Frusciante ved bedre, han er på toppen nu, han indspiller soloplader i ét væk, han laver Shadows Collide With People.

Det er nok derfor jeg tænker så meget på John Frusciante osse: Den plade. Den er ren perfektion, det er kæmpestort, og den forsvinder fuldstændigt, folk er for længst pisseligeglade med John Frusciante nu, det er de færreste med respekt for sig selv, der vil erkende at de ikke hader Red Hot Chili Peppers og alt hvad der har at gøre med dem inderligt. Vinteren 06-07 er vi sådan lidt mellem boliger nogle måneder og på vej til Venezuela oveni, alt er pakket ned, pladesamlingen ligger i kasser, så der er to plader jeg har liggende løst som vi hører om og om igen: Shadows Collide With People og Amputechre med Mars Volta, hvor Frusciante spiller guitar hele vejen igennem. Det burde være en fuldkommen lortet situation: Rende rundt i svigermors fancy lejlighed og ikke vide hvor man skal bo, når man kommer hjem fra rejsen, men vide at man er nødt til at flytte alt sit lort ud inden man rejser, bare ikke hvorhen; det er bare ikke det jeg husker fra den vinter. Det er de to plader, Frusciantes guitarspil der vikler sig igennem lejligheden som fehår, højstemte sange, følelser helt oppe under himlen, alt strakt ud foran en, åbent.

Det er der jeg for alvor begynder at tænke på John Frusciante: Jeg tænker på ham som sådan en kunstnerarketype, blir helt lettet da han forlader Red Hot Chili Peppers igen, som om han selv ser hvor det er kommet ud. Jeg er rørt af John Frusciante. Det får mig til at tænke over, hvordan en småfalleret junkierockstjerne af alle kan røre mig så dybt. Det værste er næsten at flere af de der plader er noget nær pop. Shadows er en popplade, der er syltet ind i forvrængning og effekter for at maskere at det neden under alle lagene er pop. Drivende sentimental pop. Det er meget svært at forlige sig med for mig.

Jeg ser Stuff igen, hører John Frusciante plinke-plonke på sin guitar, råbe lidt, forsvinde ind i noget han ikke rigtig kan trænge ud af. Man vil næsten ha ham til at blive derinde, gøre det rent og brunt. Butthole Surfers som soundtrack ved siden af. Men John Frusciante kommer ud på den anden side, langhåret, nye tænder, makrobiotiker, totalt Californien, bølgerne slår op mod den endeløse strand, det hele er OK. Det er det John Frusciantes musik er: En forsikring om at det hele blir OK igen på et tidspunkt.

Mistet opkald i Slagtryk

Tidsskriftet Slagtryk har bragt teksten Mistet opkald om tabte forbindelser. Tak til Slagtryk.
Link

Samme Slagtryk har osse tidligere bragt teksten Skælv i # 4/2011 og Fucking Djævlen midt i det hele i # 6/2011.

Slagtryk holder ret så meget.

Vokse op med Lou Reed

Lou Reed-pladerne kommer frem igen, har netproblemer, kan ikke finde ny musik, så går pladesamlingen igennem og finder glemte plader, plader der ikke er hørt i årevis. Finder Lou Reed, hører Lou Reed, har det som om jeg er blevet gammel nok nu til at forstå Lou Reed på et helt andet plan end jeg gjorde før. Det er vel ti år siden jeg sidst følte mig gammel nok til at forstå Lou Reed på en helt ny måde; det er vel hen imod tyve år siden jeg følte mig gammel nok til at begynde at høre Lou Reed, støvede alle pladerne op brugt, helt sønderslidte nogen af dem, kasserede bibliotekseksemplarer til en tier stykket, som nu har fundet en varig plads i pladereolen i stedet for i arkivkælderen.

De står i reolen, de fylder mindre og mindre i det store billede, der er kommet så meget andet til, så meget der har fyldt så meget mere på forskellige tidspunkter, og der er osse så meget af det der er kommet ud af reolen igen. Lou Reed-pladerne er blevet stående, ikke som et fikspunkt, ikke så meget som den åbenbaring det var dengang man første gang hørte Velvet Underground. De fleste af Lou Reeds plader er virkelig ingen åbenbaring, meget af dem er tæt på at være direkte jappet. Det kan godt være han har haft en vision med dem, det ved man næsten at Lou Reed altid har haft med alting han har lavet, selv i den vildeste årelange amfkoger har han stadig haft et mål med at være det, der har ligget en strategi bag; det ændrer ikke ved at meget af det han har indspillet op igennem 70'erne og ikke mindst 80'erne bevæger sig faretruende tæt på grænsen til det røvballede. Med sådan en halvt ugidelig, småarrogant stemmeføring, som om han forlængst er blevet alt for cool til at nedværdige sig til ligefrem at anstrenge sig for at synge en melodi eller noget. Man får indtryk af at det er det indtryk han gerne vil gi en, at man rager ham så grusomt, at alt rager ham, at musikken skal være så røvballet og voksenkedelig som muligt, sådan så alle dem der var unge med Transformer kan danse til det og synes det er fed rock, samtidig med at den spytter dem i ansigtet, fordi de ikke har fattet en bjælde af hvad det handler om.

Død. Svigt. Savn.

Alle de kulørte personligheder, alle de eksotiske locations, al den kinky sex og de skumle stoffer fra de første plader er skrællet af, og tilbage er ensomheden. Gaderne der ikke længere er ens egne, som de nye bøller har overtaget. Ingen der fatter noget. Lou Reed vrænger sig igennem sine kærlighedserklæringer, fordi han ved at de vil falde på gold jord. Når han synger om hvor skide afklaret han er med det hele, nu hvor han er blevet ældre, klinger det hult, det er falsk, den der dirren i stemmen afslører ham, det er meningen den skal afsløre ham, han kan ikke kapere afklarethed. Lou Reed er facade, han spiller alle mulige andre personer end den han er, fordi det er uudholdeligt for ham at være i sig selv. Eyeliner, læder, afbleget hår, neglelak, mere læder, solbriller, endnu mere læder, et panser af læder. Indenunder det hele er han stadig lige fucked. Senere, langt senere, prøver han at meditere, dyrke yoga, finde en ro, der aldrig har været i ham, han laver en plade med langstrakte droner, Hudson River Wind Meditations, et ekko af den plade han lavede nogle årtier tidligere med halvdårlig noise, Metal Machine Music, der er mere kendt for at Lou Reed har lavet den, end fordi den i sig selv er rigtig gruopvækkende. Lou Reed søger, men først og fremmest forsøger han at smide alle andre af, at gøre sig fri af at være Lou Reed. Der kommer ingen modne jazzcroonerplader, Fernando Saunders begynder godt nok at spille kontrabas, men Lou Reed kværner det hele i verdens højeste guitar, fordi det ellers ikke er til at bære. Det er først og fremmest det den er, den guitar: Høj, larmende, insisterende, ringlende og akavet. Ikke til at bære.

Lou Reed er Bob Dylan for mig: Den samme tvære arrogance, den samme kontrære indstilling, den samme ugidelige coolness. Man kan ikke lade være med at være fascineret af ham, selvom man egentlig på samme tid synes at så meget af det på en måde er noget lort. New Sensations med hele 80'er-pivtøjet af synthesizer og kvindekor og hymner til alt det nye, som om han prøver at være Bruce Springsteen, men bare ikke kan komme sig over at han hader det folk han vil lede. The Bells med det mest gumpetunge forsøg på dansemusik nogensinde. Sætter Mistrial på og er nødt til at skrue helt ned, fordi det ikke er til at være i stue med den, flygter ud i gårdhaven og står derude og prøver at begribe hvordan nogen på noget tidspunkt har kunnet synes det var fedt at spille på den måde. Sætter ”Ocean” på i stedet, Velvet Underground-versionen fra VU med pauker og brusende sus, husker hvordan jeg stod ved havet, Stillehavet for første gang, tidligere på året i Chile, og det var så massivt og alt for meget, at den eneste måde jeg rigtig ku finde ud af at behandle det på var ved at synge den sang for mig selv, mens bølgerne trak det sorte sand væk under fødderne på mig. Finder Peel Slowly and See-boxsettet frem oppe i skunken og sætter den første disc på, demooptagelser med bare Lou Reed og John Cale fra '65, hvor de kører rundt og rundt om de sange, trækker ”Venus in Furs” ud i et kvarter som pastoral folkemusik, mens man i baggrunden kan høre biler køre forbi på vejen. Det er før det hele bliver definitivt, blir de udgaver af de sange, som man har hørt en million gange, siden en hip pige introducerede en for Velvet Underground i gymnasiet, og man smed alt det tøj ud, der ikke var sort i forvejen.

Men det er Velvet Undeground, det er ikke rigtig Lou Reed. Det er nemt nok at høre Velvet Underground, alle kan li Velvet Underground, det er langt sværere at ku få sig selv til at erkende at man egentlig godt kan li Lou Reeds soloplader. De tidlige vilde, selv de mellemste famlende, men ikke mindst de sene, ikke en skid afklarede, men modne. Lou Reed indspiller med Metallica, alle gyser, det må blive forfærdeligt, det må blive rædselsvækkende, gumpetungt, lamt, man forestiller sig Lou Reed brøle igen, det lyder rædderligt når han prøver at butche sig selv op og brøle. Og så kan man høre et nummer fra den, og så lyder det præcis så fint som man ikke havde turdet håbe på det ville.

Lou Reed er ufejlbarlig. Jeg ved ikke hvad det siger om verden, at der er sådan nogen som Lou Reed, som er ufejlbarlige. Sådan en der i henved et halvt århundrede bitcher over at alt er så lortet, at det hele er en stor fejltagelse, og så kan han ikke fejle, lige meget hvor meget han forsøger at fucke alt op kan han ikke fejle. Han er Lou Reed.

Du skal strikke os den sweater (Undone)

Jeg vil ha at du skal strikke os sådan en sweater. Der skal være plads til os allesammen, alle fire, og så være halsåbninger og ærmer, der hvor det nu passer i forhold til vores højde hver især. Vi får det varmt og godt i den sweater, det ved jeg, alle fire sammen, hud mod hud, vi kan varme os ved hinanden, det vil være rigtigt og godt.

Jeg synes den skal være rød, det ku være flot med sådan en postkasserød striksweater, men den må osse godt være turkis, det er din yndlingsfarve, og det er dig der skal strikke os den, så det bestemmer du. Du skal strikke os den sweater. Bare der kommer mønstre på, bare den blir larmende, en sweater der siger go'daw. Vi skal være sådan en kæmpemæssig, hysterisk kulørt bold, der kommer rullende hen over brostenene med arme og fødder og hoveder stikkende ud til alle sider. Her kommer vi.

Og vi skal synge, højt og skingert og på vrøvlesprog, når vi kommer gående ned ad gaden, allesammen i den sweater du har strikket til os. Alle folk vil stoppe op, de vil se os komme trillende i den sweater og smile til os og hilse, og vi vil ha alt for travlt med at synge og rulle afsted til andet end et hurtigt nik, ja, hej, vi må videre, ser I, men det vil ikke være arrogant, ingen kan være arrogant i sådan en sweater, det vil alle vide, og alle nogensinde vil elske os for hvad vi er. Når vi kommer hjem igen skal vi ta sweateren af, og så farer vi allesammen ud i hver vores afkrog af huset og slår omkring os med armene, føler at vi er os selv lidt, indtil vi trækker sammen igen. Det er det, den sweater du skal strikke os skal lære os. Vi skal altid være sammen, allesammen. Og om natten skal vi sove allesammen i den samme seng, hud mod hud med sweateren bredt ud over os. Vi skal bo i den sweater.

Den sweater du skal strikke os skal være et symbol på alt det der er os. Hvis vi arbejder i haven kan den nogen gange blive alt for varm, så kravler vi ud af den, og så er der måske til sidst bare en enkelt af os, der sidder tilbage i den nu alt for store sweater og er ved at drukne i den. Det er slet ikke til at rumme på én krop at vi er så meget tilsammen. Så er det med at få det hele af og springe rundt, ind og ud imellem hinanden, lige finde ud af igen hvad det er vi er, os fire. Og så krybe sammen i den igen, når det er tid til te og kiks. Det er det tit.

Du skal strikke os den sweater. Så længe vi har den på kan intet ondt hænde os.

Sort band-tee-politik

Jeg har haft røde t-shirts på fire dage i træk.

Jeg er et systematisk menneske på den måde: Jeg har fire røde tees, jeg har et par sorte shorts, som passer godt sammen med røde tees og en sort træningstrøje, så jeg har fået brugt mine fire røde tees.

Jeg har nok sorte band-tees til at jeg aldrig behøvede at gå i andet. Når jeg tænker over det, har jeg svært ved at se hvorfor jeg overhovedet sku det: Sorte band-tees er evigtgyldige og passer sammen med alle shorts og træningstrøjer, omend nok endnu bedre end noget andet sammen med sorte shorts, sort træningstrøje.
Det er lidt af pligt at man bruger de der fire røde tees, man engang har købt i et anfald af iver for at bevise, at man i hvert fald ikke var sådan en, der kun gik sorte band-tees. Jeg ved virkelig ikke, hvorfor jeg dog ikke sku være det, men nu har jeg fire røde tees, kun to af dem band-tees endda, liggende i vasketøjskurven som bevis på at jeg ikke er det.

Noget er bevist. Der er ikke nødvendigvis nogen der har taget notits af det, så det er først og fremmest bevist overfor mig selv, selvom det altså ikke engang er noget jeg synes jeg har et issue med. Fuck det, hvis jeg har lyst til at gå i sorte band-tees fra nu af til Mortensaften, så er det mit statement. Et lidt lamt et, det er givet. Et folk ikke vil bemærke, fordi der ikke ville være noget opsigtsvækkende i en langhåret, langskægget mand i en sort band-tee.

Jeg ville bare være sådan en.

De der fire røde tees svarer lidt til ham metalleren, der hører Pink Floyd for at bevise at han i hvert fald sagtens kan relatere til anden musik end metal og så bare alligevel ikke rigtig kan det og derfor aldrig er nået videre end til første skridt videre ud. Der er heller ikke rigtig nogen grund til at gå den vej, hvis det er sådan den starter, der er masser af metal, der er mindst lisså pompøs og patetisk som Pink Floyd, men som så bare er metal og derfor per definition på en eller anden måde bedre. Fordi det er metal og ikke Pink Floyd.
Fordi det er en sort band-tee og ikke en velmenende rød støtte-tee for en latinamerikansk oprørsgruppe. Lad mig dog osse lige flette sådan en stofsnor ind i skægget, altså, alle skal vide at jeg favner det.

Glem det.

Jeg favner det hele i sort band-tee. I kommer bare op.

Som at dræbe præsidenter, IV

Jeg er nøgen nu, helt jørgenlethsk, jeg kan mærke solen på hele min krop, der er intet mellem mig og søen, træerne, brisen. Deseksualiseringen af den nøgne krop er nogen andres projekt, jeg har aldrig følt mig mere sexet, end når jeg er nøgen ude i naturen. Al den muld og vrimmel, alt det liv, der er i det, og som jeg er en del af i kraft min nøgenhed: Min pik er simpelthen den der eg, skovsøen er min sæd, min hud sætter ild til luften omkring mig.

Dermed naturligvis ikke erkendt at min nøgne krop på nogen måde sku være pornografisk, og hvis der er nogen tilfældigt forbipasserende motionsløbere, lystfiskere eller hundeluftere der sku ha et problem med min nøgenhed, så er det snarere dem der overskrider en intim grænse for mig end omvendt. Det er naturligt at jeg er nøgen her. Lisså naturligt som det er, at det ikke bare er en nøgen krop og hva så, men en nøgen krop med alt hvad det medfører af implikationer om et eller andet, det er ikke en deseksualiseret krop, det er hele pakken, men det er forargelsen over den nøgne krop der er anstødelig. Unaturlig, fristes man næsten til at sige, overciviliseret i hvert fald.

Jeg går ud i søen igen, lægger mig på ryggen og flyder, der er ingen lyde under vandet, og det går op for mig at jeg er vant til, at der altid er en eller anden lyd under vandet, en motor et sted, aldrig stille. Her er stille. Man ku kalde det at bruge naturen, men så blir det osse så effektiviseret igen, og det er ikke målet: Naturen har ingen mål, naturen er ikke effektiv, den ordner bare det der skal ordnes uden at tænke over hvordan opgaverne skal prioriteres, eller hvad der vil se bedst ud at ordne. Naturen tænker ikke.

Jeg kan ikke frigøre mig af tænkningen, om jeg så bruger nok så mange timer i skovene med at betragte dådyr og kaniner og lugte mulden. Jeg er en del af naturen, men jeg er det ud fra mit eget udgangspunkt. Jeg er mit eget udgangspunkt. Jeg er en del af det hele, det hele er en del af mig, men uden mig selv bidrager jeg ikke med noget til det hele.

Jeg kan ikke frigøre mig fra at være et produkt af civilisationen. Ikke engang ved at dræbe præsidenter.

Som at dræbe præsidenter, III.

Maj 2010: Kinesiske turister på Langelinie der filmer et livefeed af Den lille havfrue på Verdensudstillingen i Kina: Et overkill af meta så tidligt på morgenen, et symbol på et eller andet ufattelig åndsvagt, en fremmedgjort blaserthed i al sin stædige iver.

Denne by rummer ikke flere billeder for mig at falde for, det kan nok så mange hysteriske solnedgange over middelaldertårnene ikke ændre ved, end ikke forårsdage med mere og mere afklædte studiner på deres evindelige tunge bedstemorcykler eller en tur på en bar hvor man kan hilse rundt: Jeg har pakket min kuffert for flere år siden, og den har stået der midt på gulvet som skiftevist en øm tå, en dårlig samvittighed eller en redningsplanke, alt efter hvor på desillusionometret jeg har befundet mig. Der blir ikke slået flere søm i væggene at hænge mig op på, der blir ikke skabt plads til at mere kan komme på en plads, det alligevel skal fra når som helst nu.

Et mindre grimt sted uden politi og penge og presse og præstationer, en evig sommermorgen befolket af boksende kaninunger i dugvådt græs og en kop kaffe på et bjerg. Byen er reduceret til et billede af en essens jeg aldrig ville trukket ud af den.

Som at dræbe præsidenter, II

II.

Nogen gange bør vi nærme os det, der rent instinktivt synes så uendelig rigtigt, med en vis varsomhed: Overveje om det synes så rigtigt, fordi det er noget vi har lært at det sku det, eller om det rent faktisk er en egen erkendelse, ikke en tillært. Og hvis det er en tillært, så overveje hvilke implikationer det har. Ikke at det nødvendigvis har implikationer, men hvis vi overhovedet overvejer det, må det være fordi vi aner at det kan ha nogen. At det kan lede os steder hen, hvor vi ikke nødvendigvis havde set os selv havne. Nære en dyb skepsis til egen erkendelse, uden dog at lukke af overfor muligheden af en åbenbaring. Vi kan stræbe efter paradigmeskift, fordi de holder os på tæerne, være intellektuelt fleksible på den måde, det er en smuk disciplin, det er ikke vankelmodigt, det er åbenhed, nysgerrighed. Og så trækker vi linjen hen til det punkt, hvor vi er nu, og ser at det stadig danner et mønster, at der var en grund til at det måtte blive sådan. På den måde kan vi få alt til at gå op.

Det har naturligvis sine implikationer at naturen erstatter byen som det rigtige. Og det er en tillært erkendelse, det er som det skal være: Som purung er livet i byen det eneste mulige liv, som voksen er det naturen. Sådan. Man har fået realiseret noget i byen, man har indgået i nogle sociale relationer af mere eller mindre intim grad, man har prøvet at gøre karriere, og så kan det pludselig være nok, og man må væk. Ud. Og det springende punkt er jo så, hvad ellers der ryger ud, udover byen. Man indgår nogle kompromiser, der er ting der ku la sig gøre i byen, der ikke kan la sig gøre her, og det er OK, men der er osse en grænse, et punkt hvor man begynder at gi køb på nogle idealer man troede fuldt og fast på, fordi det ikke rigtig er foreneligt med det liv man nu lever. Det er igen et paradigmeskift, og det er endda osse noget der blir præsenteret som en klassisk udvikling, det bliver endda fremstillet som om det sku være en naturlig udvikling ligefrem, hvormed det ikke at træffe dette valg sku være perverteret, og hvormed man selv fratages styringen af sin egen udvikling.

Som om der blot var det ene facit, som er der hvor man befinder sig nu, indtil man igen flytter sig.

Der skal dræbes nogle darlings, lissom der skal dræbes nogle præsidenter. Jeg tror det begyndte med at vi hørte en masse Amon Düül og så osse ville lade vores børn løbe nøgne igennem blomstermarker og ryge en masse pot og male og spille bongotrommer. Ikke at nogen af os voksne maler, men det passer så godt ind i billedet. Starte en sekt, gro skægget og håret, gå med kniv. Og så var vi pludselig flyttet på landet. OK, en mindre by, øens største da, og midt i den, men alligevel. Langt væk fra præsidenter, men ikke uden for deres rækkevidde. Og det er det altafgørende: Bevidstheden om at staten er der og kan registrere alt hvad du foretager dig, hvis nogen mener at det du foretager dig kan udgøre en trussel mod sikkerheden, ikke nødvendigvis for dem omkring dig, men for staten. Du får ikke lov at være alene. Det er den følelse sådan nogen som Breivik reagerer imod, og det er der hvor man faktisk kan forstå dem. Han var ikke syg: Han var fucked, hans ideologi var fucked, han kan ikke undskyldes. Men Rigsdagen brændte igen.

Der skal dræbes præsidenter, fordi de er den højeste magt stillet overfor vores egen dybeste afmagt. Det er naturligt.

Det er en reaktion på det der findes naturstridigt, civilisationen, og det er ikke naturen der så blir sat i stedet, det er først og fremmest en hævn overfor dem og det der har fjernet os uigenkaldeligt fra den. Det er sådan her: Det er ikke at ku rumme mere, ikke at ville forstå mere, at se direkte igennem det hele og se det er lort, og så handle på det. På en eller anden måde. I affekt, føle sig rørt, føle.

Naturen er iskold.

Som at dræbe præsidenter, I

I.

Det virker så rigtigt, så ur-rigtigt. Det er sådan en ting der virkelig burde være god, og som så i virkeligheden viser sig osse at være det. Som om det bare var sådan, det altid sku ha været, selvom det seføli kun føles mere rigtigt i kontrasten til det der gik forud: Det der måske nok ikke var direkte forkert som sådan, men som bare heller ikke længere føltes helt rigtigt. Og det her havde stået som sådan en klassisk, højromantisk kliché, en hippieutopi, og så bare finde ud af at man faktisk godt ku leve i den når det kom til stykket. At den passer én. At man faktisk var klar til at gå ind i den. Det andet ikke trak mere. Leve sådan.

Flyde midt ude i søen, uanede dybder under én, gammel lergrav. Omkranset af graner, nogen ænder, en svane med en svælling, som man holder sig fra. Helt. Aldeles. Stille. Der er ingen mennesker her, det er der ingen steder, man kan nøgenbade uden blusel, man kan sidde nøgen og tørre i solen bagefter, her er ingen, her kommer ingen. Sku der endelig alligevel komme nogen, så er her plads nok til at de kan holde sig i behørig afstand. Intimsfæren er blevet udvidet til 10 meter, mindst. Mærke vandet over kroppen, hele kroppen, mærke huden mærke vandet, vand op i røvhullet, i kønsbehåringen, pikken der skvulper lystigt i vandskorpen.

Det er sådan en helt basal frihed. Det burde aldrig være anderledes, men det er seføli fordi det har været anderledes at man nu lægger mærke til, hvor rigtigt det her er.

Der var en novelle af Richard Brautigan; det var dengang jeg begyndte at læse beatforfattere, og mine forældre ku så lykkeligt vise mig ovre i bogreolen, at ikke alene havde de Kerouac stående – en enkelt, på dansk, De underjordiske, et sekundært værk, som ikke desto mindre blev det første Kerouac jeg læste – min mors hippie-storebror, der havde spillet jazz og røget pot og levet i et åbent ægteskab i København, inden han pludselig døde og blev katapulteret til helgenstatus, havde engang givet dem en bog af en anden, mindre kendt beatnik, Richard Brautigan, ikke en af de store3-4-5 stykker, i virkeligheden mere af hippie-generationen. Troutfishing in America. Det var lidt håbløst, jeg var alt for ung til at læse om en voksen mand, der kører rundt i et folkevognsrugbrød med sin kone og deres barn. Ingen speed, ingen dagelange drukture, ingen impulsive ture tværs over kontinentet for at høre bebop, ingen løssluppen sex. Sådan som jeg husker den, og det passer heller ikke: De har sex i hvert fald én gang. De har gjort holdt ved en skovsø, der er ingen andre mennesker i nærheden, og mens de nøgenbader, får manden sin kone overtalt til at hun skal gi ham en spiller, derude i vandet. De går ud hvor vandet når dem op til over brystet, mens deres barn leger inde på det lave, og så får han en hurtig hånder, og sæden stiger op til overfladen og flyder rundt om halsen på ham, indtil det bliver for koldt, og konen bliver urolig for barnet.
Det er sådan jeg husker den, det er en mange år siden jeg læste den nu, og den gjorde ikke noget uudsletteligt indtryk, bortset fra den ene scene, som jeg ikke engang ved om jeg husker ret, men det er den scene jeg husker nu, mens min egen kone står nøgen og soler sig inde på bredden, og vores ene barn leger i vandkanten, og det andet sover oppe i cyklen. Det er vel i virkeligheden nu jeg burde læse Brautigan, se om det faktisk var noget, der ku sige mig noget på det stadie, hvor jeg er nu. Lige nu er det i hvert fald som om jeg kan slå op på en hvilken som helst side i Gary Snyders Turtle Island og læse et digt, der handler om der hvor jeg er nu.

Ikke lige nu: Lige nu er der vand, træer, himmel, dyreliv. Der er sikkert slanger, det skal for alt i verden ikke læses metaforisk, slangerne skal osse være her. Vel. De har en eller anden funktion, selvom man instinktivt frygter og afskyr dem. Der er vilde kaniner og så den der svane, der prøver at lære sin unge at flyve uden rigtig selv at ku andet end at flakse ihærdigt og meget larmende henover vandoverfladen 50 meters penge, før den fuldstændig udmattet synker sammen og majestætisk sejler videre, som om det var det den hele tiden havde villet. Fuck dig, svane.

Den sidste lange tid var det, som om alle fantasier handlede om at civilisationen sku styrte i grus. Byerne brænde, personnummerregistret og skattekontoret sprænges i luften, den kendte verden ende, så en ny ku begynde. På vej ud i skoven med Ted Kaczynski og Thoreau, bygge bomber, lave manifester, planlægge revolutionen. Det var før Anders Breivik, men selv der, lige den første times tid, inden man fik nys og hvad der foregik ude på øen, hvor det bare var regeringsbygningen der var blevet bombet, nåede man at tænke at den her var for Ted Kaczynski. Man ku faktisk godt forstå hvor det kom fra.

Hvis der er nogen, der vil fortælle mig at det smukkeste øjeblik i Fight Club ikke er der, hvor hele skylinen er i brand og bygningerne braser sammen, så ved jeg ikke, så er vi et helt fundamentalt forskelligt sted. Jeg har levet længe i byen, da jeg flyttede hjemmefra, flyttede jeg fra et parcelhuskvarter i udkanten af en mindre by, omgivet af krat og marker og en jernbane, der førte ingen vegne hen, til byen, den rigtige by, klods op og ned ad naboer i alle afskygninger. Jeg labbede det i mig, sad i mit vindue og så dem leve, blev bekræftet i at der var liv omkring mig, og at jeg således selv måtte være i live, fordi jeg nu var en del af dette. Jeg flyttede til en endnu større by, et sted hvor det var varmt nok til at vinduerne altid var åbne, og man op igennem skakten ku høre og lugte alle de forskellige kulturer, der udgjorde den by: Både de gamle, der havde boet der altid, og nu var i færd med at harke det sidste af deres lunger op bag de nedrullede skodder, og de nye, fra den nye verden, der kom hjem langt ud på aftenen og gik i gang med at friturestege dagen væk i et lille orgie med anlægget kørende for fuld blæs en times tid. Det var aldrig byen som sådan, jeg havde et problem med, det var de kontorer der udgør dens nervecentre, hvor alting stopper, hvor ingenting er funky, ingenting glider, intet er organisk. Lyskrydsene som det mest markante, allestedsnærværende symbol på at der ingen tiltro er til at byens borgere, subjekterne, selv kan finde ud af at ta hensyn til hinanden, hvis der ikke er nogen øvre myndighed, der viser dem at det er sådan her de skal omgås: Med ret og uret som pejlemærke. Så ingen ser sig for, bare ser om de har ret og så pløjer fremad, fremad, væk, ud af den kollektivitet, de har lært de ikke er en del af.

Det var det jeg hadede.

Det jeg elskede var at sidde i parken og være en del af byen: Se træerne spejle sig i søen, små krusninger i vandspejlet, men osse høre børnene på legepladsen, spritterne på bænken, pusherne i buskadset, trafikken ude på den anden side af muren, rådhusklokkerne, det der for mig var livet, og som jeg selv var en ufatteligt lille, men dog på min egen måde fyldestgørende del af. I en skovsø, derimod, er jeg ikke en del af en skid, naturen er aldeles pisseligeglad med om jeg er der eller ej, for den gør jeg hverken fra eller til. Naturen er der ikke for min skyld, den er der ikke for noget, den er der fordi den er natur. Osse selvom det i dette tilfælde er en delvist anlagt natur; en udgravet sø i en plantet skov (Jeg elsker den historie om hvordan Christian IV beordrede kæmpe egeskove plantet, sådan så vi 400 år senere ville ha træ til at bygge den mægtigste flåde, det er så indskrænket i sit fremsyn, at det kun gør det endnu mere cool at ligge og flyde nøgen rundt i søen, mens krigen foregår et helt andet sted på nogle helt andre præmisser). Det gør ikke nogen forskel i forhold til det der er pointen: At naturen viser os, hvor uendeligt bittesmå vi er i det store hele, og naturen har ikke noget problem med at la os ta del i den, fordi den er så uendeligt meget større end os, og fordi det ikke tar noget fra den. Så øvelsen for os består i at føle os som en del af denne skovsø og lade skovsøen være en del af os, men så ikke mindst at handle ud fra det. Gøre som den skovsø ville gøre i de situationer vi finder os selv i, hvor vi skal ta stilling til hvordan vi skal handle. Skovsøen handler ikke, skovsøen skovsøer.

At menneske mennesket.

Kunsten efterligner kaninerne

Forestillingen havde altid været at når det sku ende, sku det være som det var blevet forudsagt i en drøm, der mest af alt havde karakter af en vision: Vågne en morgen i et palads, hvor lyset skinner blegt ind gennem gardinerne, åbne de franske døre ud til parken og se hundredvis af små, hvide kaniner komme hoppende, sniffende, gnavende, studsende op ad de sirligt anlagte gange mod én. Vide sig rede til at lade sig favne af den blødeste, blødeste pels og blive puffet og duppet og småkradset over på den anden side af hvad det nu var man sku overkomme.

Men så var der den næste drøm, mange år senere, hvor det første vel egentlig var overkommet, sådan henad vejen, uden at der rigtig havde været kaniner involveret. Den næste drøm var langt mere traditionelt drømmeagtig, slet ikke så visionær. Jordnær, vel nærmest, smårealistisk. Det ku næsten være skuffende, hvis ikke det var fordi der var kaniner med i den – havde de ikke været det, var den sandsynligvis slet ikke blevet taget for den vision den ikke desto mindre tydeligvis måtte være.

Uden andet forvarsel end at der nu alligevel var så mange ting der ændrede sig markant, var kaninerne vendt tilbage, og de var sorte nu. Et utælleligt kuld af dem havde slået sig ned i skunken, hvor de asede og masede sig rundt oveni hinanden. Ud sku de, det stod af en eller anden grund klart, og de gjorde ingen modstand, når de blev løftet i nakkeskindet og smidt sikkert ned i haven, hvorfra de så ellers værsgo ku finde sig en anden drømmeskunk at invadere, de forsøgte end ikke at flygte eller at smutte ind igen, men godtog uden nogen protester overhovedet udsmidningen.

Vi er jo nødt til at analysere det her, eller dvs: Vi skal bare overhovedet gøre os klart at her er der noget, der ville ku analyseres for at nå frem til en konklusion, som vi intuitivt allerede fornemmer bare i accepten af at her er der grundlag for en analyse. Inden vi advarselsstamper hårdt i jorden og hopper videre, tror os befriet for en byrde, fordi de hvide kaniner er blevet budt ind i paladset og de sorte jaget bort; så er det dog vigtigt at vi er opmærksomme på at de sorte kaniner måske nok, deres uendelige nuttethed til trods, er uvelkomne i skunken, men de opfattes ikke som fjender, de er ikke ondskabsfulde. De er jo kaniner, altså.

Det er for let, hvis det her bare er dæmoner, og så alt zen fremover. Det ville være et for tidligt klimaks.

Er det et palads vi har bygget, kan visionen f.eks. få os til at fundere over. Og er der ikke plads til sorte kaniner i skunken i det palads, så er vi med ét ovre i noget, der dårligt ville ku læses som andet end politisk, og som måske nok burde få os til at overveje, om vores politiske holdninger virkelig er så klare og faste, som vi gerne vil gi indtryk af, men det er vel næppe noget, der rigtig har noget at gøre på visionernes felt. Politiske visioner er mere sådan noget med stålsatte blikke, bredt kommunikerbare budskaber og tabloidannoncer på side tre i de landsdækkende dagblade, og at så nok så mange af os ville være langt mere åbne overfor en politisk vision lanceret af en hær af kaniner ændrer stadigvæk ikke på at det er en anden type vision vi har at gøre med her. Sådan en som filosofferne og sektlederne får på vandreture i skovene eller i trance i bjergene, sådan en får vi tungt sovende i en lånt, lidt for blød seng.

En ting til vi skal gøre os klart: Det er sorte kaniner vi har at gøre med, altså lisså raceforædlede som de tidligere hvide, det er ikke vilde kaniner. At betragte vilde kaniner gir os en anden slags fred i sindet, fordi de først og fremmest er kaniner for sig selv og ikke for vores nusningsbehovs skyld. Måske det i virkeligheden er alt for tidligt at begynde at analysere den todelte vision nu, sæt den slet ikke er todelt, sæt verden slet ikke er sort/hvid, sæt der venter en tredje vision, hvor kobler af vilde kaniner vil rase ind over vore liv og – og – så… Det er svært at forestille sig kaniner gøre noget rigtigt voldsomt og apokalyptisk, indrømmet, men det er osse svært at forestille sig en endnu ukendt vision uden at gøre den voldsom og apokalyptisk. Det er jo sådan Johannesåbenbaringen har lært os at forestille os visioner, vores indoktrinerede kulturkristendom har ikke beredt os på visioner, hvis kendetegn er små, vippende snuder og lange, lodne radarører.

De vilde kaniner, når de en dag kommer, må sku fortælle os noget, der må være en mening med dem. Formålet kan ikke bare være at æde, bolle, sove, avle og sole sig.

Bytterumsbytte

Når jeg på et tidspunkt blir arbejdsløs, vil jeg være en af dem, der sidder i bytterummet med min tomme barnevogn og en termokande kaffe og venter på at der kommer nyt bytte. Så snart nogen trækker op foran rummet med en kassefuld legetøj ungerne er vokset fra eller en stabel kasserede bøger, vil jeg være der. Der skal nok være noget i det nogen kan bruge, det ville være synd bare at smide det ud, nu skal jeg.

Jeg vil finde en måde at besnakke vagterne på genbrugsstationen, så de ser stort på den der regel med at man ikke må opholde sig længere end en halv time ad gangen i bytterummet, og kun én gang om dagen, det skal vi nok finde ud af, og jeg skal nok få sat mig i respekt overfor de andre, der kommer i rummet. Vi skal jo alle sammen være der, ing, men under alle omstændigheder skal jeg. Hvis jeg gør mig sådan helt stiv i blikket og trækker vejret meget tungt gennem næsen, så er det forhåbentlig nok til at de ved jeg mener det, uden at der behøver komme mere ud af den sag. Det må helst ikke komme til håndgemæng, for så blir vi alle sammen smidt ud af vagterne, der er absolut ingen pardon der.

Det er vel osse sådan det skal være.

Så kan der godt nogen gange ryger nogen trusler igennem luften, det er vel næsten uundgåeligt, vi er der jo hele dagen sammen, og vi er ude efter det samme. Mere eller mindre: Der er alle tanterne, der går efter legetøjet, altid fortæller dem der kommer forbi den samme om at ohh, det vil deres barnebarn blive glad for, og så ryger de ellers ud på torvet bagefter og sælger det for nogen få kroner, så de føler de har retfærdiggjort det hele ved at gøre en handel. Og der er amatørantikvarerne, der er overbevist om at de kan spotte et fund blandt de bøger der kommer ind, udover at de så osse lige kan rive et par årgange Basserne med hjem med jævne mellemrum. Engang imellem kommer nogle studerende forbi og kaprer nogle møbler, det er alligevel osse så svært for os andre at gøre noget rigtig ved, alt for uhåndterbart.

Jeg ved ikke hvad jeg vil kigge efter, hvad mit speciale skal være. Måske vil jeg prøve at gøre det i værktøj eller musikinstrumenter eller noget, det er meget godt at specialisere sig, tror jeg, men først og fremmest vil vi vel alle bare være allroundere. Den vigtigste del af gamet er at få fat i det før de andre.

Så kan man altid handle.

Eller nægte at handle.

Man kan holde den gåvogn for sig selv, insistere på at man har noget man vil bruge den til og fandme ikke vil gå af med den. Det vil være en principsag. Så kan det godt være man kan hyggesludre nok så meget i pauserne og komme til at kende hinanden ind og ud; når det er on, så er det fandme on.

Det kan blive grimt en dag.

Jeg kan ha været lidt for stædig lidt for længe, gået lidt for hårdt efter nogen ting, hvor det egentlig ikke var helt rimeligt, ha isoleret mig. Vagterne gider ikke involveres i det, så længe vi ikke generer brugerne af genbrugsstationen, så til sidst er der nogen der sender bud efter deres nevøer og nogen af deres venner. De passer mig op udenfor pladsen. Jeg holder fast i min barnevogn fyldt med legestativer, Virkelighedens Verden-bøger, VHS-bånd med Rejseholdet og så osse noget crap. Jeg ignorerer dem. De er egentlig osse ligeglade med om jeg synes det er rimeligt eller ej, de har bare en mulighed for at tæske på noget kød, og det er så mig. Jeg holder fast i barnevognen. Jeg kan ikke løbe. Jeg kan ikke gøre modstand. Det nytter ikke noget. Det eneste jeg tænker på er at forsvare mit bytte, mens jeg tar imod spark og slag. Jeg falder sammen med barnevognen. Der er en af dem der forsøger at ta den fra mig, og jeg holder endnu hårdere fast, jeg gir ikke slip. Sko der maser mine fingre. De finder et bankebræt og begynder at slå på mine fingre med det. Jeg gir slip.

De tømmer barnevognen og smadrer den. Vi ligger der tilbage sammen, smadrede. Jeg vil ha været konge af genbrugsstationens bytterum, og nu vil jeg være detroniseret. Det er ovre. Uigenkaldeligt. Når jeg rejser mig igen på et tidspunkt, humper jeg over i supermarkedet, vasker mig på deres toilet, drikker nogle slurke vand.

Så går jeg på jagt efter varer med overskreden holdbarhedsdato.

Fluesommeren

På forældrenes tag et stykke over midnat med et glas whisky og provinsklar stjernehimmel. Først tror jeg at jeg ser stjerneskud ud af øjenkrogen, så går det op for mig at det er flagermus. Der er myggeepidemi, de må ha en fest, flagermusene. Det har været en fugtig sommer, så der er udklækket rekordmange myg. Der er en eller anden sammenhæng der, og jeg ved ikke om det osse er noget af det samme, der er skyld i at der er så mange fluer, som der er, men det er helt vildt. Det blir sådan en sommer, der vil blive husket som Fluesommeren, så mange fluer er der. Afsindigt.

Uregelmæssige, bløde dump lyder nede fra stuen, hvor min far i en time nu har vandret rundt med et viskestykke og kæmpet sin personlige kamp mod flueoverherredømmet. Han taber stort. Min mor kan i virkeligheden godt se at det ikke er vejen frem at prøve at slå alle fluer i hele huset ihjel, men hun kan osse se at min far ikke har i sinde at gi op uden kamp, så hun joiner ham. Dump. Dump. Dump, lyder det. Men der er ingen sejrsbrøl, for der er ingen sejr, kun et orgie i fluematerie og blod ud over hele spisestuen.

Kigger op mod stjernehimlen, tar et kulsort billede af den med telefonen, opdaterer mine forskellige sociale netværk om hvor vildt det er at sidde på det her tag lige nu. Det er et ret så Modest Mouse øjeblik, bortset fra at det er noget lykkeligere end Modest Mouse nogensinde ku tilstå sig selv at være, så det er vel nærmest Built to Spill i virkeligheden, fordi jeg opfatter dem som i hvert fald ikke så nederen som Modest Mouse, mere afklarede vel. Jeg beskriver evigheden. Milliarder af lysår foran mig, men det tætteste jeg er på tid er de 15 år der er gået, siden jeg sad her som teenager med min fars whisky og var filosofisk. Whiskyen er bedre nu, det er der så meget der er. Referencerammen er bredere, desperationen mindre, det meste nemmere. En kone og et par børn, der ligger og sover på mit gamle værelse. Et typehustag i provinsen har aldrig for alvor åbnet himlen, tror jeg, lisså lidt som for den sags skyld de færreste andre tage har det, trods den mytologiske dimension man tillægger dem. Men de er dekorative scener for noget man gerne sidenhen vil opfatte som skelsættende.

Så åbner himlen sig, og hvad – hvad – hvad forventer jeg der skal komme til mig, der på taget? Egentlig? En vision, en dyb forståelse af Nietzsche, P Funk Mothershippet, en saxsolo, en buddhistisk erkendelse, Apokalypsens fire ryttere? Jeg ved det ikke, jeg er mere uforberedt på det, end jeg nok ville ha håbet jeg ville være, når en situation som denne opstod; strengt taget ville jeg nok ha foretrukket, hvis himlen bare ku ha forblevet sort og uendelig, så jeg ku sidde og meditere over den med den sidste rest af min whisky, i stedet for pludselig at sku til at forholde mig til den og interagere med den. For jeg går naturligvis ud fra at det er mig, den åbner sig for, al den stund at det dog er mig der sidder oppe på hustaget, tanken ikke så meget som strejfer mig at der rundt om hjørnet, måske endda omme i rækkehusene, gys, ku sidde en teenager på sine forældres tag, som ville være beredt på at himlen åbnede sig for ham og gav ham en mening med det hele.

Jeg ved ikke hvem større kræfter end os selv ville foretrække at henvende sig til: En teenager med ondt i livet og verden for sine fødder eller en nogen-og-trediveårig familiefar, der mest er optaget af bare at få verden til at hænge godt nok sammen til at få det hele til at glide. Sku de ikke finde nogen kutteklædte typer, der dannede en cirkel på en kornmark eller noget? Ja altså, med mindre seføli det himlen åbner sig for ikke er så meget andet end at transmittere en virkelig formfuldendt, omend måske nok lidt 80'er-rocket, saxsolo. Det ville jeg være klar til at værdsætte, helt sikkert. Men jeg ved sgu ikke, og al den suspense går mig til hovedet, og jeg har heller ikke mere whisky i glasset, så jeg kravler ned og tar bagvejen ind i huset igen. Slipper en ny armé af fluer med ind ad døren, sådan. Der bliver ingen nattesøvn, men hvad gør det, hvis vi alligevel er fucked. Det kan jeg ikke tro vi er.

Barbaguls sidste vikingefærd

Jeg slipper Barbagul løs.

I to uger siden karnevalet har heliumballonen hængt oppe under loftet og er blevet mere og mere slap. Den første halve dag var ungerne helt vilde med den, efter det er det eneste nogen har lagt mærke til den, når en af os er gået ind i snoren, der har hængt ned fra loftet. Så har man sagt hey, der er Barbagul for helvede, og alt efter humør hevet den ned og krammet den i 15 sekunder, inden man lod den stige til vejrs igen, eller bare irriteret flyttet den skide snor og den skide ballon, der hang for enden af den. Barbagul er aldrig rigtig blevet en del af husholdningen, kan man sige, han har lidt levet sit eget, stadigt mere slatne liv deroppe under loftet, mens vi andre har fiset rundt nede på gulvet. Jeg mener, jeg har læst to Barbapapa-bøger for børnene her til aften, uden at nogen af os skænkede det en tanke at hov, det er jo Barbagul, og han er jo osse der, hvor sjovt, lad os ta ham herned og se på ham i et halvt minut, indtil vi blir trætte af ham igen. Han har bare hængt deroppe med sit maniske blik og smilet stift ned til os, mens vi har ignoreret ham fuldstændigt.

Det er trods alt så og så meget man kan stille op med balloner, når først de er der, og specielt heliumballoner, som man ikke engang kan kaste med eller sparke til eller noget. De hænger bare der. Wow, jeg er en heliumballon, se mig, jeg hænger af mig selv, det er sådan noget jeg kan, det er det jeg kan. Det er lidt lidt. Så er et ballondyr næsten mere ærligt et eller andet sted, der ligger osse en historie i at der har stået en larmende klovn og bundet det, mens han råbte op og lavede ansigter, og så har man det som minde om at klovner er sådan lidt anstrengende og burde være lidt uhyggelige for børn, og sådan nogen ballondyr går alligevel osse i stykker efter et kvarter, mens en heliumballon er blevet blæst op af en lad teenager, der har krævet ågerpris for den, samtidig med at han lod en vide at han syntes man var en idiot at bruge penge på sådan noget ragelse til sine unger, der alligevel ville ha glemt den efter et kvarter, hvad man jo så på sin vis osse var men måske ikke ligefrem behøvede at blive gjort så ublu opmærksom på.

Det var osse alt det Barbagul kom til at stå for: Han var dårlig sjov, han var den ikke engang billige lette løsning på ingenting, han var fluff og vulgær kommercialisme hinsides enhver reel værdi af nogen ting overhovedet, bare trist og tarvelig bag det kække smil. Han var den der idealbarndom man forestiller sig det er, hvor man får sådan nogen heliumballoner som ham, men som bare ikke er det det kommer an på i virkeligheden, og som netop viser med al tydelighed at det man forestiller sig at man ønsker slet ikke er det, det er allerhøjest et symbol på noget, som man slet ikke bryder sig om at sætte fingeren på hvad måtte være. Han ku være en påmindelse om ting og forgængelighed, hvis det sku være, men det er han næsten for ligegyldig til.

Først og fremmest er han lidt slatten, og så er han i vejen, da jeg skal til at dyrke yoga, så jeg trækker ham ud i køkkenet til det åbne vindue og slipper ham løs uden nogen ser det, håber jeg. Barbagul stiger langsomt op mod aftenhimlen, endelig er han fri af alle lofter og hænder og kan stige lisså højt han vil, han stiger og stiger, og hvis man vil besjæle ham lidt, og det vil man uvægerligt, så forestiller man sig osse at der indtræffer et punkt efter ikke særligt lang tid, et halvt minut måske, hvor det går op for Barbagul at ja, han stiger, og han er fri, han kan stige alt det han vil, men det mister osse ret hurtigt sin nyhedsværdi. Wow, så er det heller ikke vildere. Han gør sig ikke begreb om at dette samtidig er hans uigenkaldelige endeligt, han er trods alt bare en heliumballon, endda for en børnebogsfigur og ikke en tysk tænker eller noget, så han bekymrer sig ikke det store, men han undrer sig lidt over hvad det var han havde higet sådan efter dette for. Egentlig. Men han affinder sig med det, kigger sig lidt omkring, udsigten er ret vild deroppefra, han kan se til Malmø, selvom ikke har nogen idé om hvad Malmø er for noget og aldrig vil finde ud af det, og det er ikke trist i sig selv, det er et fedt for ham. De taler mærkeligt der, men Barbagul selv taler fransk, så der ville han ha været lige vidt.

Der er ikke rigtig noget der betyder noget for ham, og det går op for ham, at det faktisk ikke er noget han ærgrer sig over, det er en befrielse, han skal ikke længere hige efter de der børns opmærksomhed, han skal ikke være noget for nogen, tror han, for han ved ikke at han for nogen, der sidder på deres altan og ryger en stille joint, vil være en plet på himlen, noget, måske en ballon, de vil forestille sig et barn der ulykkeligt over at dets ballon er fløjet væk, fordi de ikke ved bedre. Børn knytter sig ikke helt vildt tæt til balloner. Alligevel sker der åbenbart en forstyrrelse i kraften, for i samme øjeblik begynder den mindste at græde i søvne inde på soveværelset. Han vågner ikke, heller ikke da jeg lægger en hånd på ham, hulker bare lidt inden han vender sig frem og tilbage 3 gange, sukker dybt og falder helt i søvn igen.

Barbagul er på vej ud på sin sidste vikingefærd. Han har ladt denne del af sit liv som heliumballon bag sig. På et tidspunkt er der en fugl der angriber ham, så han sprænger i stykker, eller osse fiser gassen bare lisså stille ud af ham, så han om et par uger lander som et slattent, gult, monstrøst stort kondom et sted langt, langt herfra. Farvel, Barbagul. Der vil komme andre som dig, der vil betyde lisså lidt i det store hele, og vi vil for længst ha glemt at du måske var den første, hvis du overhovedet var det. Håber dit endeligt må finde dig så uforanderligt lallegladt uvidende om situationens alvor som nogensinde før.