Mamama-ooh-mamamau-ooh-ma-mamau

Vi kommer til Stillehavet ud på morgenen efter at ha kørt i bus nordpå hele natten, være blevet sat af på gaden udenfor en lukket busstation i en fremmed by med oppakning og to søvndrukne børn kl. 6 om morgenen i bælgravende mørke, fundet en bumlebus der ku køre os de sidste 2 ½ time ud til kysten; efter den store har brækket sig ud over mig i bussen og en lokal entreprenør, der opkøber gamle bygninger i Pichilemu og ombygger dem til hoteller, har fulgt os hen til vores hotel; efter vi har spist morgenmad i gårdhaven og den mindste og min kone har lagt sig til at sove: Så kommer vi til Stillehavet.

Det er en kæmpe ting for mig, på højde med første gang jeg var i Andesbjergene for fire år siden i Venezuela: Jeg er faktisk ved Stillehavet, jeg er her, det er her, lige her, jeg er kommet hertil. Jeg hujer og danser og slår skæve vejrmøller på den næsten mennesketomme strand, mens den store er væsentlig mindre imponeret, synes vandet er koldt og voldsomt og bølgerne skal la være med at komme helt op på stranden til ham, pisser i det sorte sand og finder noget tørret tang at lege brandmand med. Det er først næste eftermiddag det pludselig slår ham at hey, det ku måske egentlig være meget sjovt at prøve at løbe rundt i vandkanten ligesom de andre børn og pjaske i bølgerne, så sitrer han osse af hvor vildt det er; på det tidspunkt har jeg for længst fået slået min skulder af led af én kæmpebølge og oversvømmet håndklæder, tøj og kamera og mistet en to timer gammel sandal til en anden og lært at det her ikke er et hav man fucker med. Det er definitivt ikke Øresund, det her, og det er heller ikke Vesterhavet eller Atlanterhavet: Det her er et hav der siger godaw og fucking æder en hvis man ikke ser sig for. Wow.

Pichilemu er en lille kystby med 3-4 asfalterede gader, resten er stampet jord, og nogle rev lige uden for bugten der har fået surferne til at flokkes hertil. Hvad det betyder, udover at der hænger våddragter til tørre udenfor værelserne ned ad hotelgangen og at jeg ville ha muligheden for at slå mig selv endnu mere fordærvet sammen med de andre amatører hvis ikke jeg havde min dårlige skulder som en dårlig undskyldning (men den gør altså virkelig pisse ondt), er at man kan få rigtig espresso her, lavet på espressomaskine, af nyristede bønner, ikke bare den pulverkaffe man ellers får i Chile, og det betyder at man kan få vegetarsushi. Med udsigt til Stillehavet.

”I'm gonna kill surf city with a loaded gun
Got to hit surf city like a nuclear bomb”
- The Jesus and Mary Chain, ”Kill Surf City”

Søløver brøler øldrukken poesi i metaltown

Så høj en koncentration metal-t-shirts har jeg ikke oplevet siden fredagsbaren på filosofi. Om det så er altsaxofonisten fra det skoleorkester der spiller temaet fra Den Lyserøde Panter nede på flodpromenaden og sætter alle bilalarmer i gang, har han en Maiden t-shirt på; far og søn får taget billede sammen i 'tallica og Maiden-shirts, og det er altså en søn på 15. Det er så stærkt, Chile må være verdens mest metal land.

Det er til gengæld ret lidt metal at vi forlader Valdivia samme aften som ølfestivallen begynder (og ankom 3 dage efter poesifestivallen sluttede), men vi når da at få hornorkestrene med tyrolerhatte og veteranbilsoptoget med, og der er ikke så meget at gøre ved det: Det er en meget lidt planlagt del af turen, den her afstikker til Chile, og vi har stadig ikke kunnet få fat i en guide til landet, så det har været lidt på må og få, men vi har i hvert fald kunnet konstatere at chilenerne udover at være mere metal end resten af verden osse er noget mørkere end argentinerne, fordi de ikke har haft den samme massive indvandring fra Italien, Irland og Tyskland – om end Valdivia tilsyneladende har haft en stor tysk befolkning en overgang – og der er muligvis osse flere med indianske træk her. Ellers ved vi forsvindende lidt om det land vi er i den næste halvanden uge og blir overraskede over at se i nyhederne at det er blevet vedtaget at forlænge kvinders barsel til et halvt år, forbedre forholdene for hushjælpere og sætte fartgrænserne ned, al den stund det er centrumhøjreregering med gamle pinochester der kom til magten sidste år. Eller om ikke ligefrem gamle pinochester, så nogen der alene i kraft af deres tilknytning til den fløj fortjener at blive skudt pinochesme i ridestøvlerne

Men nede ved Río Calle-Calle skider søløverne hul i det hele og skvulper op på molen, brøler lidt og slår med halen, inden de lægger sig i solen og venter på at blive fodret af turister der vil ha taget billeder sammen med dem, om det så skal koste dem en fod. Jeg er igennem de bøger jeg havde slæbt med til første del af turen – noget Kapuscinski, Chomsky, Eske Matthiesen, Tomas Espedal, Safran Foer – og går forhåbningsfuldt ind i en boghandel for at finde ud af om de har flere forfattere som Bolaño. De anbefaler mig Allende. Jeg kommer ud med en Bolaño jeg ikke havde læst og et uforløst ønske om at få slået benene væk under mig.

Poppunkbønnemøde

”My god rides a skateboard”
- Spermbirds

Virkelig, jeg kan ikke se hvordan jeg sku ku ha forudset det. Det var en helt normal koncertplakat med tre lokale bands, der spillede hhv. punkrock, old school thrash og godt nok osse bluesrock, men alligevel: Jeg trængte til at høre noget thrash, OK? I tre uger har jeg haft nøjagtig én plade jeg ku høre, en premaster af Trusts debut, det er slet ikke fordi jeg er så ilde stedt, men det er alligevel lidt lidt. Jeg var fuldstændigt skråsikker på at jeg bare ku streame alt det musik jeg ville høre, men jeg havde ikke taget højde for hvor svagt et wifi-signal kan være i et latinamerikansk hyttekompleks, så det blev der ikke noget af. Det er osse OK, jeg hører så meget musik normalt at det næsten føles som ferie i sig selv ikke at høre musik for en stund, trække vejret, synge med børnene og sådan, lytte til fuglene og trafikken, men nu var der en thrashkoncert nede i parken, og det var sidste aften og alt muligt, så altså.

De satte op på den lille amfiscene i parken, og solen gik ned bag bjergene bag dem og farvede bjergene foran dem gyldne, familier holdt picnic på græsset, kærestepar sejlede rundt i vandcykler i den lille sø, og sælgerne begyndte så småt at pakke deres boder på markedet sammen. Først spillede dem der stod angivet som punkrock, ret beset melocore, men hey, ret beset ikke særlig godt overhovedet, men altså, OK. Så begyndte forsangeren at fortælle om hvordan vi alle sammen levede vores liv på hver vores måde men var sammen her i aften, og at det var godt, og det var det jo, det havde han jo ret i. Så fortalte han at der var en over os og pegede op mod himlen, en fyr ved navn Jesus Kristus som havde givet sit liv for os, og det var det den næste sang handlede om: Om at vågne op af sin slumren og lade Jesus gå ved ens side og hvor meget bedre ens liv blev af det.

Det er jo ikke fordi jeg ikke har hørt kristen hardcore eller punk før, Bad Brains er f.eks. en slags kristne – gammeltestamentelige bonghoveder, for at være præcis – og et af mine yndlingsbands, men det var alligevel meget fedt at de osse stoppede lige bagefter. Så ku man hente en øl til ovre ved Pilkers stand og fundere over om verden virkelig havde brug for et spansksproget, kristent Millencolin, inden det næste band spillede. Det der med at de sku være bluesrock gik mest ud på at guitaristen ku spille utroligt mange soli i utroligt lang tid og bassisten varmede fingrene op med lidt rask funkbas, for ellers var en væsentlig del af deres numre faktisk poppunk. Det var egentlig osse ret dårligt, ikke mindst når de spillede funk, men nogen gange må man gennemleve sådan noget for at få noget thrash. Så gjorde guitaristen os alle sammen med en meget lys, lidt pibende stemme opmærksomme på at der var én foroven som styrede vores liv, og så spillede de et nummer til. Så fortalte han os at det er farligt at ta stoffer, og at Jesus er vejen ud af misbruget, og det spillede de osse en sang om.

Det var nok her jeg for alvor burde ha indset at der var noget lorent ved hele det arrangement, men ramte erkendelsen mig ikke til fulde, så blev det slået fast i pausen inden det sidste band. Med et danseshow til en powerballade over PA'et med nogle mennesker der udgjorde et hav rundt om en ung kvinde som så ud som om hun led og en fyr i kjortel der greb hende da hun faldt, og så lå de alle sammen på jorden og rejste sig op og blev klappet af. Derefter kom ham den lidt ældre mand med fuldskæg og poloskjorte, der havde gået rundt i løbet af aftenen og delt airbrushmalede flyers ud, ind på scenen, greb mikrofonen og gav os en rask prædiken og en velsignelse.

Jeg var færdig. Jeg søgte længere og længere ud i mørket under træerne, væk fra lyscirklen.

Det sidste band var det bedste, osse selvom det de kaldte old school thrash strengt taget på alle måder var mere oi punk, men de ventede ikke engang til de var gået i gang med lige at prise Herren og tale om det broderskab vi alle udgjorde i aften, de var bare så fulde af kærlighed til deres gud at de bare måtte buse ud med det med det samme, og alle elskede det. Fyren i kjortlen moshede. Jeg gik hjem til hytten og rystede Guds ord af mig et sted langs Ruta 40.

Noget om national identitetsfølelse og hippiekultur / Dag 18

Med regnen kommer hippierne frem fra deres gemmer: Før så vi ingen i det ellers går for at være et hippiesamfund, nu kommer der som det naturligste i verden langhårede, langskæggede mænd ind i restauranten på bryggeriet og kindkysser den gråhårede, noget omtågede bartender; de masser sig forbi os på konditoriet for at få deres kaffe- og croissantfix; i kassen ved supermarkedet kommer én rullende op bag mig med en blond toårig siddende i barnesædet i indkøbsvognen. Jeg har fyldt min vogn med linser, kikærter, fuldkornsbrød og frugt; hans er fyldt med cola, mateurter og flødekarameller: Vi er langt nok ude på landet til at man ikke nødvendigvis køber hele livsstilen, bare fordi man er hippie, man kan osse bare gro sit hår og sit skæg, ryge noget pot udenfor campingvognen, få en flok blonde børn der kan løbe nøgne og brune rundt mellem blomsterne. Snitte noget køkkentøj i træ og sælge det på markedet, ta sæsonarbejde som remischauffør, gå til et rave engang imellem og prøve at synes det er fedt. Det lyder væsentligt mere tiltalende end jeg reelt tror det ville være for i hvert fald mig, men i det mindste hilser jeg på ham igen udenfor supermarkedet, hvor han sætter sit barn op i barnesædet bag på cyklen og triller bort ad en jordvej mod campingpladsen.

Det er nemlig osse den måde Argentina fucker med en på: Første gang vi kom hertil var vi fuldstændig blæst væk af at se folk der cyklede, så så vi mænd med småbørn i bæreseler og gav pokker i det.

På den 15. dag smager jeg endelig mate, og det er bittert og helt vildt urtet, faktisk ikke særlig lækkert, men ikke noget jeg ikke sagtens ku forestille mig at blive forfalden til at sidde og søbe i. Det er en flok porteños vi møder på toppen af Cerro Amigo der tilbyder os det, mens vi sidder og glor pligtskyldigt ud over dalen og kan høre trafikken nede fra byen. De snakker om matekulturen, om hvordan argentinere i udlandet køber mateurter til helt afsindigt opskruede priser og rationerer det i bøtter med afmærkning af hvor meget de må bruge om dagen, og om hvordan udlændinge der skal prøve mate altid som det første tar fat i sugerøret, selvom det af en eller anden grund er en dødssynd. Jeg funderer over om argentinere mon
a) selv er klar hvor ekstremt argentinske de fremstår og/eller
b) har selvironi
og ærgrer mig over at jeg ikke har en lommelærke med snaps med. Ikke at jeg har en lommelærke eller hvis jeg havde ville hælde snaps i den, snaps er sådan noget jeg kun drikker når jeg har astma, og selv der vil jeg hellere drikke rakiya: Jeg er tilstræbt nationalkulturløs. Jeg spiser ikke svin, fejrer ikke jul, følger ikke med i fodbold; jeg har svært ved komme på noget jeg ser som dansk som jeg synes er rigtig fedt. Og latinamerikanere har altid virket så patriotiske på mig, altid værnet så voldsomt om deres kultur når de bor i udlandet, og jeg bruger nogen tid på at gruble over om latinamerikanere mon generelt er mere patriotiske end europæere, om der er noget postkolonialisme der kommer i spil der, indtil min kone gør mig opmærksom på at vi jo netop mødes som latinamerikanere og europæere og derfor fokuserer på vores regionale særkende, plus vi altid selv bruger en ikke uvæsentlig del af vores ferier på at opdrive det mørkest mulige brød, allerhelst noget lavet på surdej.

Så det er min definition på danskhed: Surdejsbrød, cykelkultur, fædreorlov og kyster. Og DF's bare bryster.

Señor Tipsy

Cerro Amigo: Andesbjergenes mindste, nemmeste bjerg; så lavt at den 2 1/2-årige kan gå det meste af de 2 km op til udkigspunktet: Et venligt bjerg, virkelig. Og argentinerne kommer anstigende med vandrestøvler og store rygsække for at bestige det og sidde ved udkigspunktet 10 minutter senere og suge i deres bitre mate. Men det er tætteste vi rigtig kan komme på at gå i bjerge med to små børn, og jeg har lige læst Tomas Espedals ”Gå” og her går jeg så faktisk, jeg er en del af det, skoven, klipperne, de vilde hunde der slår os følge, himlen om vores hoveder, de sten jeg kan mærke gennem sålen på mine udtrådte Draven. Jeg opløftes, jeg er småekstatisk.

Prøv at forklare en argentiner, en hvilken som helst latinamerikaner for den sags skyld, hvor vildt det er at være i bjergene når man kommer fra et land hvor det højeste punkt er 130 meter: Prøv bare at få dem til at tro på at så fladt et land overhovedet eksisterer. Umuligt.

To dage senere hænger skyerne igen i totter helt nede i dalen, lige over os, til at gribe ud efter og vride en gang. I støt silende heldagsregn går vi på fjeldet, finder en anden sti som vi har helt for os selv, ingen andre, end ikke de løse hunde, er så ihærdigt stupide at de går på fjeldet i regnvejr. Vi føler os afsindigt norske. Spiser avocadomadder i ly under nogle fyrretræer og går så langt som den stores ben kan bære ham, finder et klippefremspring og skuer ud over dalen på den samme udsigt og vender så om og trasker ned igen.

Otto Tipp-bryghuset ligger for foden af Cerro Amigo og har udover en smuk beliggenhed et uimlodståeligt tegneserienavn til et bryggeri; selve øllet er det mindst imponerende ved set-uppet med åbent ind til kogekarrene og en restaurant i bjælketilbygningen der lige nøjagtig kan lave en pizza. De tyske aner er blevet noget udvandet gennem generationerne, tilpasset den lokale, søde smag, men hey, jeg er solidt eftermiddagssnaldret da vi går derfra, Señor Tipsy springer mellem vandpytterne på jordvejen med den store på skuldrene, og er helt imponeret over at det faktisk lykkes mig at handle helt fornuftigt i supermarkedet på vej tilbage til hytten og ikke bare vender hjem med en pose frosne hasselbachkartofler, en stang marcipan og et kilo cashewnødder.

Det er en Creedencedag.

Et dilemma

Vi står foran et dilemma: Skal vi herfra rejse videre op igennem Andesbjergene til Mendoza, være der lidt og så over Córdoba, være der lidt osse og videre til Buenos Aires; eller skal vi ta toget tværs over Patagonien ud til Atlanterhavskysten og så op langs den til BsAs, evt. med afstikkere ind over Pampaen eller alligevel op til Córdoba osse? Vi har indtil videre løst det med en godt gennemprøvet metode: Ved at indføre en helt tredje mulighed. Vi ku krydse over bjergene herfra ud til Stillehavskysten, rejse op igennem Chile til Valparaíso og Santiago og så derfra over Mendoza i nogle dage til noget skovhytte i Córdobaområdet , inden vi kommer til BsAs, alt sammen indenfor fire uger. Beslutninger, beslutninger.

El Bolsón har ry for at være et hippiesamfund, men det eneste vi indtil videre har set der peger i den retning er alle de dreadlockede rygsæksturister der trasker frem og tilbage mellem campingpladserne og Paganoparken. Og en enkelt fyr med fez der sad i parken og spillede Led Zeppelin på en Chapman Stick. Vegetarrestauranterne og helsekostforretningerne er ingen steder at se, det er bare de samme asadores og heladerías som alle andre steder, men det er osse OK: Vi har vores enkelte blus i bjælkehytten, vi har fred og plads, bjerge og grønt. Kaffe, nødder, frugt; det er OK.

Vi vågner til silende regn, bjergene indhyllet i tåge og bereder os på sådan en klassisk sommerhusregnvejrsdag hvor man læser bøger, tegner, spiller spil, drikker alt for meget kaffe, bliver monstrøst doven og til sidst alligevel går ud i regnen, fordi man ikke kan holde det ud mere. Før det kommer så vidt, og før trangen for alvor melder sig til at løse min første kryds og tværs i årevis, klarer det op: Først kommer bjergtoppene frem igen, og langsomt fortrænges tågen osse fra dalen. Det er lidt som at være i et Norge uden centralvarme, felerne udskiftet med panfløjter. Er der mon noget argentinsk blackmetal det er værd at gå efter? Der sku vist være noget chilensk der sku være cool?

De taler castillano her, ikke español, sikkert for at undgå koloniherrekonnotationerne, men det er ikke desto mindre lidt komisk, fordi de udtaler det med sj-lyden i stedet for bare j, sådan som man faktisk ville udtale det i Castilien (hvor der tales castiliansk i modsætning til de andre spanske sprog: Catalansk, galicisk, valenciansk, baskisk, andalusisk for den sags skyld). Det er lidt som at forestille sig Bendt Bendtsen påstå at han taler rigsdansk ['rísdːansk].

Rosenfingret renselse

Det var noget med at jeg ville væk og ud, jeg ville se det andre ikke kunne se, afsløre verdens bedrag, og det sku være ved daggry. Det var essensen af et digt jeg skrev i min notesbog engang i 1.g, et af den slags digte man skriver i sin notesbog i 1.g, eller som det i hvert fald var mig bydende nødvendigt at skrive. Jeg kan huske en del af ordlyden og er alt for pinligt berørt over den til at referere den, men essensen var altså det ovenstående: At komme ud og væk ved daggry, en brat opvågnen til den virkelige virkelighed, som så sku være meget større og vildere end den jeg var hensat til. Med bærmen.

Daggryet må ha været tænkt som et oplagt billede på den åndelige opvågnen jeg mente mig beredt på, men det er osse næsten det der gør digtet allermest usandsynligt som principerklæring: Tanken om at jeg overhovedet sku være oppe ved daggry. Det eneste jeg kendte til daggryet dengang var når jeg travede hjem i det fra en nat i byen der død og pine måtte strækkes til allersidste øjeblik for hvis nu. Og så blev vi smidt ud og gik hjem igennem daggryet, igennem slumrende villakvarterer der blev mindre og mindre mondæne des længere ud af byen vi kom, igennem et lille stykke kultiveret skov hvor fuglene pippede afsindigt og egern sprang forskræmte af vejen for os, og jeg var ikke kommet den store, endegyldige sandhed meget nærmere ad den vej.

Jeg har sikkert set daggryet nogen gange i de mellemliggende år, jeg må vel i ny og næ ha skullet op for et eller andet monstrøst tidligt, en obligatorisk bus til Berlin eller noget, men det er først her, 15-20 år senere, at daggryet er blevet en nogenlunde fast bestanddel af mit liv: At jeg bliver vækket af et barn der ikke kan sove mere og tar det med ud i det blege daggry, sidder sammen pakket ind i tæpper og ser solen bryde frem, taler andægtigt, sagte om hvor fantastisk det er, drikker kaffe, spiser kiwi, lukker døren ind til værelset og lar de andre sove videre, har daggryet for os selv. Eller står selv op for at gi mig selv en stund alene, lige stå og trække vejret og blive til, måske endda læse avisen eller noget lignende overilet.

Det er osse først nu jeg for alvor kommer væk, om så kun i kortere tid ad gangen, men dog overhovedet i forhold til dengang hvor selv regionaltoget fik mig til at drømme om et andet liv et andet sted: Jeg er væk, jeg danner mig selv på ny, blir mere. Jeg er i bjergene, har bjerge hele vejen rundt omkring mig, den evige påmindelse om at det er fuldstændigt fucking lige meget hvad jeg kalder mit arbejde, hvad de tror de bruger min tid på, alt det jeg omgir mig med, i forhold til sådan nogle bjerge der bare er der så massivt. Der er ikke noget pis med bjerge: De er så zen at det er som et karateslag i smasken bare at glo på dem.

Så det er vel noget med at sørge for at bevare dem, bidrage til det store hele med den smule man kan, men det er ikke nødvendigvis det der er svaret eller sandheden eller hemmeligheden. Bjergene i sig selv er en sandhed, en uomtvistelig en, men ikke den eneste: Der er havet og isdækkede søer og stjernehimmel og et væld af andre ting der på hver deres tidspunkt kan få alt andet til at synes så uendeligt ligegyldigt. Børn, kvinder, musik, frugt, daggryet. Og det er ikke entydige svar eller sandheder, og hemmelighederne viser sig enten at være fordulgte ingentinger der gemmer sig bag mystikken, eller noget der faktisk er noget, men som man bare ikke nødvendigvis er klar til at erkende på alle stadier, og det er osse fint nok, man har ikke nødvendigvis altid krav på at vide alt til alle tider, der må godt være en form for indvielse og udvikling.

I daggryet føler jeg mig afsindigt klog og ekvilibreret og bare til.

To enter your mountain

Giv mig et bjerg og tag mig op på dets tinde, ja, men osse ind i det bjerg; igennem snævre, fugtige gange til indre laguner. Tag mig ind i den udslukte vulkan. Kønsmetaforerne karambolerer frådende med heideggerismer, mens jeg indtager det bjerg, sådan der, med den yngste sovende i en sele på maven og den ikke særligt gamle ældste, der slet ikke er gammel nok til at gå op ad sådan et bjerg, i sådan en sol, stovt stavrende afsted bagefter mig med sin mor i hånden.

Da vi klemmer os igennem den passage, 1 meter høj, 70 cm bred, skråt gulv, et par meter lang, og kommer ind i klippehulen falder det mig ind at det her kan ende med at være den 2 1/2-åriges første minde: At være inde i et bjerg, i bælgmørke og fugtig kulde. Lissom mit eget første minde er at blive sænket ned i et hul i græsplænen, som min far havde gravet til verdens højeste hjemmelavede stangtennispæl, og se min mor og storesøster vinke farvel til mig henne fra tørrestativet mens verden forsvandt og jeg blev opslugt af mulden.

Dagen efter står jeg i en bjælkehytte og laver tryghedsdal i et sommerhuskøkken med ét blus, mens Trust spiller i et par bittesmå computerhøjtalere. Jeg har et bjerg for enden af baghaven udenfor den åbne køkkendør, og over floden, over landevejen, nedenfor forhaven, hvor værtsparrets yngste datter får lov til at holde vores lille mens den store kigger lettere bekymret på og ikke fatter hvorfor de alle sammen taler spansk så han ikke fatter noget, der ligger en bjergkæde til. Solen står op bag den ene bjergkæde og går ned bag den anden, det er som det skal være sådan set, men den sydlige halvkugle fucker med mig: Solen går mod uret, og jeg har ingen mulighed for at orientere mig.

De Hellig Tre Skibumser

De Hellig Tre Skibumser kommer vadende pilskæve henad gaden klædt i kåber, turbaner og sminke, mens de spiller Bob Marley på en guitar der er holdt sammen af Billabong- og Rip Curl-klistermærker. Det er sådan et sted hvor vartegnet for den jødiske vegetarrestaurant er en storgrinende kamel i naturlig størrelse der står på fortovet på et par ski. Chokoladerier og mikrobryggerier overalt i de råcampede bjælkehuse, og så ellers bare bjergene hele vejen rundt om søen, stadigvæk med sne på toppen her midt på sommeren.

Vi sidder i vandkanten med fødderne i smeltevandet og smider sten i søen, og til min forbavselse opdager jeg at jeg pludselig kan slå smut, efter jeg gennem hele min barndom har bandet min mor og storesøster langt væk for at de ku slå smut og jeg ikke ku, og nu kan jeg så efter ikke at ha prøvet i over tyve år, så jeg slår smut i en halv time og overvejer om der er nogen mesterskaber man kan stille op til et sted, om det ku være en ny karrieremulighed?

Hele natten stod det ned i ekstranyhedsudsendelsestykke stråler, indtil Satans Taxa med nummerpladen FJH-666 ankom og kørte os til indenrigslufthavnen mens radioen spillede ”Have You Ever Seen the Rain”. Creedence, mand, og sølvfloden der var lisså rødligtbrunplumret som altid, og så lettede vi og bam! var vi over pampaen der bare fortsætter og fortsætter uden nåde. Giv mig en kniv, nogen.

Milonga misére

Det er den samme gade i den samme by, det samme hotel, bare et lidt større værelse til en lidt større familie. Den samme helsecafé henne på hjørnet (fibre! veggiemenu!) er under ombygning, men der ligger en til af akkurat samme slags med akkurat samme menu syv quadras væk. Det er den samme legeplads nede for enden af gaden, den er bare blevet lidt større og til to, men det er er i hvert fald den samme, slidte karrussel med alt for skræmmende brandbiler. Det er den samme malbec, og den smager stadigvæk usandsynlig meget bedre her end derhjemme. Og det er osse den samme Pony-forretning med den samme ekspedient og stadigvæk alt for mange alt for vilde sneakers.

Jeg kan utrolig godt lide Pony.

Jeg kan utrolig godt lide Buenos Aires.

Jeg kan utrolig godt lide at blive spurgt om jeg er danser, når nu jeg har en danser tatoveret, og lade mig selv blive bare lidt i troen på at det osse er fordi jeg ligner en der godt ku være en danser. Klart.