Giv mig et bjerg og tag mig op på dets tinde, ja, men osse ind i det bjerg; igennem snævre, fugtige gange til indre laguner. Tag mig ind i den udslukte vulkan. Kønsmetaforerne karambolerer frådende med heideggerismer, mens jeg indtager det bjerg, sådan der, med den yngste sovende i en sele på maven og den ikke særligt gamle ældste, der slet ikke er gammel nok til at gå op ad sådan et bjerg, i sådan en sol, stovt stavrende afsted bagefter mig med sin mor i hånden.
Da vi klemmer os igennem den passage, 1 meter høj, 70 cm bred, skråt gulv, et par meter lang, og kommer ind i klippehulen falder det mig ind at det her kan ende med at være den 2 1/2-åriges første minde: At være inde i et bjerg, i bælgmørke og fugtig kulde. Lissom mit eget første minde er at blive sænket ned i et hul i græsplænen, som min far havde gravet til verdens højeste hjemmelavede stangtennispæl, og se min mor og storesøster vinke farvel til mig henne fra tørrestativet mens verden forsvandt og jeg blev opslugt af mulden.
Dagen efter står jeg i en bjælkehytte og laver tryghedsdal i et sommerhuskøkken med ét blus, mens Trust spiller i et par bittesmå computerhøjtalere. Jeg har et bjerg for enden af baghaven udenfor den åbne køkkendør, og over floden, over landevejen, nedenfor forhaven, hvor værtsparrets yngste datter får lov til at holde vores lille mens den store kigger lettere bekymret på og ikke fatter hvorfor de alle sammen taler spansk så han ikke fatter noget, der ligger en bjergkæde til. Solen står op bag den ene bjergkæde og går ned bag den anden, det er som det skal være sådan set, men den sydlige halvkugle fucker med mig: Solen går mod uret, og jeg har ingen mulighed for at orientere mig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar