Rosenfingret renselse

Det var noget med at jeg ville væk og ud, jeg ville se det andre ikke kunne se, afsløre verdens bedrag, og det sku være ved daggry. Det var essensen af et digt jeg skrev i min notesbog engang i 1.g, et af den slags digte man skriver i sin notesbog i 1.g, eller som det i hvert fald var mig bydende nødvendigt at skrive. Jeg kan huske en del af ordlyden og er alt for pinligt berørt over den til at referere den, men essensen var altså det ovenstående: At komme ud og væk ved daggry, en brat opvågnen til den virkelige virkelighed, som så sku være meget større og vildere end den jeg var hensat til. Med bærmen.

Daggryet må ha været tænkt som et oplagt billede på den åndelige opvågnen jeg mente mig beredt på, men det er osse næsten det der gør digtet allermest usandsynligt som principerklæring: Tanken om at jeg overhovedet sku være oppe ved daggry. Det eneste jeg kendte til daggryet dengang var når jeg travede hjem i det fra en nat i byen der død og pine måtte strækkes til allersidste øjeblik for hvis nu. Og så blev vi smidt ud og gik hjem igennem daggryet, igennem slumrende villakvarterer der blev mindre og mindre mondæne des længere ud af byen vi kom, igennem et lille stykke kultiveret skov hvor fuglene pippede afsindigt og egern sprang forskræmte af vejen for os, og jeg var ikke kommet den store, endegyldige sandhed meget nærmere ad den vej.

Jeg har sikkert set daggryet nogen gange i de mellemliggende år, jeg må vel i ny og næ ha skullet op for et eller andet monstrøst tidligt, en obligatorisk bus til Berlin eller noget, men det er først her, 15-20 år senere, at daggryet er blevet en nogenlunde fast bestanddel af mit liv: At jeg bliver vækket af et barn der ikke kan sove mere og tar det med ud i det blege daggry, sidder sammen pakket ind i tæpper og ser solen bryde frem, taler andægtigt, sagte om hvor fantastisk det er, drikker kaffe, spiser kiwi, lukker døren ind til værelset og lar de andre sove videre, har daggryet for os selv. Eller står selv op for at gi mig selv en stund alene, lige stå og trække vejret og blive til, måske endda læse avisen eller noget lignende overilet.

Det er osse først nu jeg for alvor kommer væk, om så kun i kortere tid ad gangen, men dog overhovedet i forhold til dengang hvor selv regionaltoget fik mig til at drømme om et andet liv et andet sted: Jeg er væk, jeg danner mig selv på ny, blir mere. Jeg er i bjergene, har bjerge hele vejen rundt omkring mig, den evige påmindelse om at det er fuldstændigt fucking lige meget hvad jeg kalder mit arbejde, hvad de tror de bruger min tid på, alt det jeg omgir mig med, i forhold til sådan nogle bjerge der bare er der så massivt. Der er ikke noget pis med bjerge: De er så zen at det er som et karateslag i smasken bare at glo på dem.

Så det er vel noget med at sørge for at bevare dem, bidrage til det store hele med den smule man kan, men det er ikke nødvendigvis det der er svaret eller sandheden eller hemmeligheden. Bjergene i sig selv er en sandhed, en uomtvistelig en, men ikke den eneste: Der er havet og isdækkede søer og stjernehimmel og et væld af andre ting der på hver deres tidspunkt kan få alt andet til at synes så uendeligt ligegyldigt. Børn, kvinder, musik, frugt, daggryet. Og det er ikke entydige svar eller sandheder, og hemmelighederne viser sig enten at være fordulgte ingentinger der gemmer sig bag mystikken, eller noget der faktisk er noget, men som man bare ikke nødvendigvis er klar til at erkende på alle stadier, og det er osse fint nok, man har ikke nødvendigvis altid krav på at vide alt til alle tider, der må godt være en form for indvielse og udvikling.

I daggryet føler jeg mig afsindigt klog og ekvilibreret og bare til.